Kobra- Crasie

Omgivelser: Bjergkæden, træer
Tid: 12:00
Sted: Bjergkæden
Tøj: En sort kjole
Dag: Tirsdag
Vejr: Overskyet

Catherine løb hen af bjergkæden. Hun havde lige spist og var derfor opfyldt med energi. Hun sprang over sten og væltede træer. Hun standsede op og kiggede ned på byen. Hun hadede den by en lillebitte smule fordi Aro havde kunnet spore hende selvom man burde være usynlig dernede. Hun var lidt ligeglad nu så hun fortsatte med at løbe. Hun hoppede over noget der lignede en gren men hun standsede og så at det faktisk var en kobra slange. " Ssslap Af " Hvislede Hun til den og tog fat om dens hoved. Hun så giften i den og tog en flaske fra sin sorte taske. Hun fyldte flasken op med giften og lod slangen løbe. Hun rystede flasken og lagde den ned i hendes taske igen. Hun samlede på gift fordi hendes giftringe manglede noget nyt gift. Hun satte sig ned på en stor sten og nød bare naturen og udsigten..

Catherine var ikke den eneste der var her, eller den eneste der nød udsigten. En sort skikkelse gik op af den normale sti til bjergene. Catherine kunne sikkert lugte lugten af dæmon, fordi vinden bar lugten op af bjerget. Hvis man så nærmere kunne man se at det var en kvinde, for hun havde et sort korset med blå kanter under sin sorte hættetrøje, som hun havde over hovedet, som henlagde hendes ansigt i total mørke. Men der var tre udsædvanlige ting ved hende, det første at hun kun var 145 cm høj, som var ret så lavt. Men det var godt for så undervurderede folk tit Crasie, fordi de fleste så efter udseendet og bedømte efter det. Den anden ting var hendes glødende neonlilla øjne. Selvom hun stod langt på afstand, så kiggede hun lige på Catherine. Det var fordi Crasie kunne fornemme bevistheder, det var påkrævet når hun havde den evne som hun havde. For Crasie skal vide præcist hvor de er, for det hjælper ikke ligefrem at lave en illusion, som står ved siden af og kigger den forkerte vej, fordi hun nemlig ikke ved hvor vedkommende er. Men den tredje ting var også det som Catherine blandt andet kunne lugte var sølv. Crasie gik med en tynd sort stok med en metalfigur forenden som var gemt under hendes hånd. Det lignede sådan en som gamle og magtfulde mænd gik med i gamle dage. Crasie vidste jo der var en person længere oppe af vejen og som sikkert var et væsen. Men det var hun ligeglad med, for hun vil bare gå sin tur. For hun var rastløs, og det var det der havde holdt hende vågen de sidste 3 nætter, men selvom hvis man kunne ha set hendes ansigt, ville man ikke kunne ha haft set tegn. Fordi i sit lange liv har hun tit gået søvnløs i mange dage, så hendes krop havde vænnet sig til det.

Catherine blev ramt af duften fra en anden vampyr og forvandlede sig instinktivt til en Løvinde. Hun løb hen mod dæmonen og standsede 2 m fra hende. Hun snerrede lavt og advarende og hendes hale svingede i urolige bevægesler. Hun kiggede nysgerrigt på Pigen og hendes øjne lyste grønt. Hun blottede sine tænder og lyttede efter hendes puls.* Hun er rolig * Tænkte Catherine forbavset og overraskelsen ødelagde et øjeblik hendes advarende stilling ..

Crasie kiggede i en anden retning mens hun gik, så mærkede hun tydeligt, hvordan vedkommende nærmere sig, og Crasie stoppede op og kiggede på vedkommende, som lige pludselig var blevet til en løvinde? Der var vist nogen, som kunne forvandle sig om? En shapeshifter? Nej, Crasie kunne fornemme dette døde over kvinden. Hun var en vampyr. Da kvinden eller rettere sagt løvinden begyndte at snerre af hende. Smilte Crasie bare så hendes sylespidse tænder blev blottet og var synligt på hendes ansigt, selvom man intet ude over øjnene kunne se pga hendes hætte. Hun havde et morende glimt i øjnene. Som Cathrine måske ville kunne fornemme, så var dette ikke en ung dæmon langt fra. Hun virkede til at være meget ældre, der var også et eller andet gammeldags over hende. Især med den stok hun havde i sin hånd og hendes rolige tålmodighed. Så tog Crasie hænderne ud til siden og kiggede på Cathrine, for at vise at hun ikke ville slågse. Men hun havde stadigvæk stokken i sin hånd, hvor Cathrine tydelig kunne lugte sølvet fra. Crasie syntes at der virkede noget ældre over hende vampyren. Måske var hun en der var meget ældre end Crasie selv? Det vidste Crasie intet om, og sådan set var det ligemeget. Ude over at man skulle passe på dem der var gamle. For tit havde de enten en kølighed og overblik på tingene der kunne være dødsensfarlig, eller så var de blevet skøre i bolden og var meget uberegnelige.
"Jeg ser du ikke er glad for min tilstedeværelse frøken, men lad mig forsikre dig. Hvis du intet gør mig, så gør jeg heller ikke"

Catherine hørte opmærksomt og vagtsomt efter og nikkede med sit store hoved. Hun skiftede tilbage på under et sekund og smilede. " Godaften , Undskyld for den ubarmhjertelige velkomst men det er kun fordi jeg ikke viste om du var til at stole på " Sagde Hun med sin smukke stemme. " Mit navn er Catherine " Sagde Hun lidt efter og hendes røde øjne glimtede som en stjernenat. Hun kørte en hånd igennem hendes brune hår og sukkede over varmen.

Crasie blev noget overrasket over hendes skiftende holdning, men den var meget ærefuld. Nu var Crasie endnu sikkert på, at dette var en fra the old school, som hun kaldte det. Dem der var ærefulde, og en som ikke var fyldt med løgn og bedrag, som nutidens væsner og mennesker er.
"Hvordan kan du være sikker på at du kan stole på mig"
Sagde Crasie venligt på sådan en måde, så hun ikke mente det som en trussel, men bare som en påmindelse. At Cathrine ikke bare skulle stole på enhver, der viser sig ikke fjendtlig. Crasie selv stolede ikke på nogen ude over sig selv, og jo selvfølgelig også det søde pigebarn til camille, som havde vundet sig en særlig plads i Crasies hjerte. Men det var sådan en sjældenhed at det nok aldrig ville ske igen. Crasie kunne vide på to måder at denne vampyr var meget smuk, for det første at kigge på hende selvfølgelig. Men også fordi Crasies personlighed Isabella vågnede op inde i hende. Isabella var Crasies forførende side og elskede at forføre enhver. Men Crasie fik skubbet hende væk, for det ville ikke hjælpe lige nu. For denne vampyr kunne sagtens vende sig om og prøve at dræbe hende, og der var Isabella ikke lige frem særlig berømt for sine kamperfaringer. Crasie tog stokken foran sig og lod begge hænder hvile på den. På den ene hånd havde hun en helfingerring, som var en slange der snorede sig op af hendes pegefinger.
"Jeg bliver kaldt Crasie"
Sagde hun venligt. Det var altid godt at være venlig, det førte som regel bedre ting med sig. Men hun havde ikke fortalt hendes rigtige navn, og det var der en god grund til. For hendes ægte navn, hvis man kunne det havde man fuldstændigt magt over hende. Man kan bede hende om hvad som helst, og hun ville ikke kunne gøre noget imod det.

" Det kan man jo aldrig vide " Sagde Hun og grinede koldt. Hun smilede med hugtænderne ude og betragtede Crasies stok. Hun genkendte tegnende fordi de tegn også var på hendes giftringe. Hun mærkede en kold rislen igennem kroppen men ignorerede det med det samme som hun havde lært. "Crasie " Sagde Hun og smagte på navnet. " Du skal ikke være bange medmindre du er bange af natur " Sagde Catherine da hun kunne høre pigebarnets hjerte der bankede ureglmessigt ..

Desværre bankede hendes hjerte uregelmæssigt af andre grunde end Catherine jo troede. Hun troede det var frygt, men på sin måde var det men det var en blanding mellem Crasies frygt/bekymring for at Isabella skulle dukke frem og overtage deres krop, og Isabellas begær. Crasie lavede et kort fnys til det hun sagde.
"Jeg er ej bange, og har heller ikke været det længe"
Sagde hun mens hendes smil blev større og tænderne mere synlig. Det var på sin måde skræmmende at se på hende, når det kun var hendes øjne og tænder man kunne se af hendes ansigt. Men det var sandt hvad hun sagde, Crasie frygtede ikke ting længere eller ikke for sit eget liv. Jo kun hvis camille kom i fare, men det var godt nok det eneste. For Crasie havde for lang tids siden fået skubbet sin frygt væk, hun havde skubbet den så meget væk at det havde dannet en anden personlig ved navn Stine, som nu er Crasies frygt. Men hun kom kun yderst sjælden.
"Måske var det dig der heller skulle være bange, hvorfor går du så ellers rundt og samler på gift fra slanger? Hvis du da ikke er bekymret?"
Sagde hun lidt provokerende igen, hun havde set hende da hun havde taget slangen, og taget giften fra den. Hendes blik faldt også på hendes ringe, var det et våben? Hun kendte til flere der brugte dem, de var meget smarte og meget usporlige. Crasie egen ring var dog kun pynt og fungerede ikke som et våben. Men hun havde lagt mærke til Catherines blik på hendes ring. Måske var hun nervøs for at Crasies ring var lige som hendes egen? Tænkte Crasie på og kunne ikke lade vær med at smile af tanken.

Catherine vidste hvad Crasie prøvede på og broden kom til syne. " Jeg tapper slange gift fordi denne ring skal bruge det " Snerrede Hun og broden trak sig tilbage. " Jeg er ej bange , det har jeg ikke været længe " Sagde Hun og hugtænderne viste sig i et hånligt smil. Hun vidste nu at Crasies ring ikke var et våben. Hun pegede på stokken. " Og hvad er det så , jeg kan se at det er af magi eftersom de symboler ikke er normale " Sagde Hun..

Hun nikkede bare til det hun sagde. Mens hun tænkte inde i sig selv, hvis hun ikke var bange og ikke ville forsvare sig selv, hvorfor så tappe den gift. Men Crasie undlod at sige det hun tænkte. Men hun kunne ikke lade vær at bemærke, at Catherine kiggede på hendes stok. Hun kunne nok tydeligt lugte sølvet i den. Hun burde også at frygte den, for der var en speciel mekanisme i den. Som gjorde at hvis Crasie slog den ind i benet med begge ender, så vil der komme en tveægget 10 cm knivspids af ren sølv og med hellige dusørjæger symboler, der gør at den kan dræbe både dæmoner, varulve og vampyrer. Dog kan dæmoner normalt godt tåle sølv derfor er der de hellige symboler, men på en eller anden måde kunne Crasie ikke tåle sølvet. Så hun skulle selv passe på ikke at blive ramt. Hun havde dræbt mange før med den, men prøvede helst at undgå det. For Crasie ville helst ikke dræbe folk. Det er derfor hun blandt andet har personligheden Lillith, der har foragt og vrede for enhver og dræber enhver hun kan komme i nærheden af. Der var ikke nogen symboler på stokken ude over kraniet på toppen med jaden. Symbolerne var kun på knivene.
"Mener du kraniet? Det betyder ikke rigtig noget ude over pynt"
Faktisk betød den noget, for Crasie fik denne kranium med jaden for meget lang tid siden af et skovvæsen. Den har kræfter, men crasie har kun brugt den engang og forstår ikke, hvordan hun kom til at bruge dem. Men hun har så sat den på sin stok, for så havde hun den lige ved hånden.

Catherine vidste at det pigebarnet sagde var løgn men undlod at kommentere det. Hun kunne dufte sølvet og derfor var hun meget stille. " Jeg kan ikke snakke mere " Sagde Hun og forvandlede sig igen til en løvinde. Hun luntede hen af stien og lidt efter satte hun i løb men hun havde tabt hendes halskæde og den lå nu og glimtede i gruset. Hun fortsatte men lidt efter lagde hun sig ned og slappede af.--

Crasie fulgte hende bare med øjnene, mens hun løb væk. Crasie trak bare på skuldrene, hun gad heller ikke normalt hverken andre væsner eller mennesker. For crasie var som en enlig ulv, hun lod aldrig nogen komme tæt på sig ude over pigebarnet Camille. Hun kunne ikke lade vær med at smile af tanken og begyndte at gå lige så stille og roligt længere op af stien. Hun syntes at vampyren havde været noget arrogant, men som sagt det var hendes eget plan. Mens hun gik spottede hendes øjne noget. Hun så et glimtrende smukke ligge i græsset, hun tog det op og kiggede på den. Den var blevet tabt lige her hvor vampyren havde stået. Det var sikkert hendes, hun kiggede over hvor hun var og så hende ligge og slappe af i løvindeform. Enhver ville nok blive skræmt hvis de så hende i løveform, så fornemmede Crasie straks noget. Et par unge nyforelsket mennesker gik op af den sammen sti. De gik og hyggede sig og snakkede sammen, de var helt klart ikke opmærksom på deres omgivelser, men havde kun interessen i hinanden. De kom stille og roligt op af bakken og stod ca 10 meter fra Catherine. Så kom den unge kvinde til at snuble og en sten skar i hånden, så lugten af blod straks kom til Catherine. Så opdagede den unge kvinde hende og skreg, da hun så løvinden. Crasie så til og håbede på, at catherine ikke ville angribe. Men så gled et smil over hendes læber, hun havde jo en ejendel fra Catherine, så kunne hun lave stærke illusioner. Men hun ville ikke gøre noget før hun ser hvad der vil ske.

Catherine rejste sig op med en snerren da duften af blod ramte hende. Hun var gammel og tørstig men pigen der havde fået skåret sig i hånden så ung og forelsket ud og det stoppede hende. Hun forvandlede sig tilbage og kunne ikke gøre for at hendes hugtænder var ude , Lange og smidige. Hun forsøgte at smile men det blev en grimasse. Hun kiggede tomt hen på genstanden Crasie havde i hånden og blev straks vred. " Crasie må jeg få den ting tilbage? " Spurgte Hun tomt.

Den unge kvinde så løvinden lige pludselig forvandle sig om en et menneske med hugtænder. Hendes øjne rullede tilbage i baghovedet og hun faldt besvimende om. Den unge mand stod bare helt stivt på stedet, og blodlugten blev kun stærkere. Crasie så hen på catherine og så kastede hun smykket hen til catherine. Men det Catherine ikke vidste så var det en ren illusion. Crasie lavede illusionen så kraftig, at Catherine ikke kunne kende forskel. Tilgengæld puttede Crasie den rigtige i lommen, hun ville vente indtil hun kunne få en mindre og bedre ejendel fra catherine. Crasie var altid beredt, så selvom der ind til videre ingen problemer har været. Så ville hun alligevel sikre sig. Crasie fik på en eller anden måde en lyst til at sætte den gamle vampyr på plads. Hun forstod ikke hvor følelsen kom fra, men hendes hovede var faktisk en smule omtåget. Hun havde heller ikke sovet i 4 eller 5 dages tid. Hun havde faktisk heller ikke spist rigtigt noget som helst. Uden at Crasie vidste det, så pressede hendes personlighed Lillith sig mere og mere op fra underbevistheden. For alt i verden skulle hun ikke komme frem, og hvis hun kom frem og man er i nærheden er man faktisk næsten død eller så ville man ønske at man var død. For den kære Lillith er rigtig kreativ med at bruge sine illusioner til at torturer sine folk.

Hun greb halskæden men den brændte på en måde og hun smed den fra sig. Hun måtte jo også være ligeglad med den halskæde da det var ringen på hendes finger der vejede mest. Hun var godt rasende og nu snød hendes evne hende. Hun følte den brændende fornemmelse også faldt hun på alle fire. Hun stirrede på sin sorte pels og knurrede rasende. Hun løftede sit lysende blik og angreb manden der stod og stirrede. Hun bed sig fast i halsen og blodet strømmede ned i hendes hals. Hun sank og spandt lavt. Hendes hale viftede hurtigt og uroligt da mandens krop faldt ned mod jorden. Han var ikke død men bevidstløs. Hun forvandlede sig tilbage og pillede ved den blå sten i hendes ring. Hun ville ikke vise følelser men kunne ikke lade være med at vise et sekunds kærlighed til den der havde givet hende ringen. Hun vendte sig om mod pigen og snerrede. Hun blottede sine tænder.

Crasie nåede ikke lige at reagere før hun havde bidt struben over på manden. Han så heldigvis ud til at leve endnu, men nok ikke særlig længe. Da Catherine ville gå imod pigen, som nu skreg og så total skrækslagen på hendes dødende kæreste og denne løvinde. Så så Catherine hvordan hun forsvandt ud af den blå. Hun kunne hverken høre, se, fornemme eller lugte hende. Hun var bare forsvundet ud af den blå. Crasie ville nok normalt i frisk tilstand nok aldrig have blandet sig ind, for som sagt så havde alle væsner lov til at få deres mad plus Crasie ikke havde det største til overs for mennesker. Men lige på en eller anden måde irriterede det hende, og nu havde hun lyst til at sætte hende på plads. Nu blev alt mørkt for Catherine og det eneste hun ville se, er sig selv og så Crasie stående der med sine neonlilla øjne. Men øjnene var forandret, de var langt mere katteagtig. Hun stod bare med stokken imellem sine hænder og så afventende på hende. Selvfølgelig var alt dette bare en illusion, men der var intet af det som ikke virkede virkeligt for Catherine. Og selv hvis hun nu angreb Crasie, så ville det bare være en illusion hun ville angribe. Pigen begyndte at løbe langt væk, og livet ebbede stille og roligt ud af manden. Men intet af dette hørte eller så Catherine.

Catherine skulle til at bide pigen da alt blev sort. Hun kunne se Crasie men ikke andet. " Hvor er jeg " Snerrede Hun. Hun blev rasende og hendes øjne blev røde og Hugtænderne gled smedigt ud. Hun blottede sine tænder og knurrede advarende. " Du er jo dæmon ikke? " Sagde Hun roligt. " Du dræber selv mennesker " Sagde Hun anklagende.

// NO KREA //

Crasie grinte bare og rystede på hovedet.
"Nej det gør jeg skam ikke, selvom jeg er sjæledæmon, har jeg fundet ud af at få mad uden at dræbe folk, og lige nu så irriterer du mig rime meget"
For når folk har sex, der er deres sjæl mest blottet, og kunne Isabella Crasies personlig, nemlig lige tage en lille del af deres sjæl. Som ville blive healet efter et par dage. Så fjernede Crasie illusionen af mørke, og nu så Catherine at hun igen var der, som hun hele tiden havde været. Crasie smilte et grumt smil, og nu forvandlede hun sig til sin rigtige form. Lige da hun forvandlede sig sagde hun.
"Du er ikke den eneste der kan forvandle sig."
Lige som hos en varulv, så blev hendes tøj automatisk flået op. Catherine så hvordan hele hendes hud blev helt sort pels, hendes hænder blev til lange kløer, og hendes ansigt forandrede sig. Da hun var forvandlet, så var hun helt klart et frygtindgydende syn. For det kunne godt være at Catherine kunne forvandle sig om til en løvinde, men en løvinde er en del mindre end Crasie form. Hun var nu blevet til en kulsort panter ca 1,5 meter høj, men det der ellers var mest udsædvanlig ude over hendes store størrelse, var at på ryggen havde hun store sorte vinger. Crasie hvæsede engang af hende og så udfordrende på hende.