7elleven - Ezekiel

"hvis jeg gik ind i sit hjem med en kniv, ville du så ikke gerne vide om jeg kunne finde på at angribe dig uden grund?" spurgte han, han nægtede at give op før han fik et svar.

Hun smilede bare over han blev ved med at spøgre ind til sådan noget, nu gik hun jo ikke med kniv eller sådan noget hun havde nok i sig selv og sine vinger, så hun sendte ham bare et fornøjet smil, og daskede videre,

han så irriteret på hende "det eneste jeg er interesseret i at vide er om du angriber uden grund? det ville vel ikke skade dig at svare mig, så jeg kunne tage mine forholdsregler, hvis du går rundt og slår folk ned uden grund er der vel ikke noget galt i atprøve at forsvare sig?"

"Jeg har sagt, jeg kun angriber hvis en anden angriber førest, skulle i vareulve ikke have en god hørelse, eller er du bare en misser? Jeg er 1500 år, jeg er over mine voldige år,"Sukkede hun irrerteret, over han ikke gad høre efter når hun sagde noget,

"jeg spurgte om du angreb folk og du svarede ikke, ihvertfald ikke på en troværdig måde" sagde han irriteret "det er det jeg har prøvet at finde ud af hele tiden .." han sukkede

Hun rekte bare tunge til ham, og smilede så for sig selv, hun elskede at forvirre folk på sin egen måde, det fandtes ikke noget bedre,

han rystede irriteret på hovedet og gik tavst videre

Hun sendte ham bare et smil imens hun traskede videre, med blikket rettet imod jorden, hun brød sig ikke om den stilhed der havde lagt sig om dem, og smilede lidt da hun ikke kunne se et eneste levende sjæl omkring dem. folk var vel inde i nyde denne dejlige aften med dem de holdte af..

han fortsatte sin tavshed, hvis hun ville snakke måtte hun starte en samtale, han gad ikke mere