Open by nigth

Alec smilede.
Det forskrækkede blik fra før var forsvaundet. "Selvfølgelig" hun smilede til ham.

Jalaz bed sig svagt i læben men sagde intet. *Måske jeg skulle gå igen...* tænkte hun lettere nervøst, men holdt en knusende rolig facade. Så længe hun kunne fremstå rolig, og ikke viste det mindste tegn på usikkerhed, kunne hun måske slippe ud af situationen uden at vække opmærksomhed..

Han smilte lidt og satte sig ned.
Øjne stirrede skiftevis på dem begge.

Alec kunne godt lide at der var endnu en vampyr *2 mod 1* hun smilede. "hvad er dit navn?"

"Folk kalder mig Dread" sagde han med et smil over det.
Hans blik sitrede hen på Englen og han smilte til hende.

Jalaz slap sin læbe, og så på ham. HUn sagde stadig ikke noget, da hun ikke havde noget at sige, og nødig ville sige noget der blev taget ilde op af de to vampyrer nu.. Det var simpelthen for risikabelt

"Bare rolig" sagde han og smilte til hende igen.
"Jeg har lige drukket" sagde han.

Hun smilede. *Klogt*
"Alec" hun pegede på englen "Jalaz" hun smilede og tog en slurk af sin kaffe.

Jalaz nikkede lidt over det han sagde, men det beroligede hende ikke det mindste. Men hvorfor ikke lade dem blive i den tro at hun var helt rolig og stolede på at de ikke ville gøre hende noget? Hun tog en tår af sin iskaffe og så skiftevis fra den ene til den anden.

"Øøøøh... Du er oprevet... Hvorfor?" Spurgte han og kiggede på hende.
Dread var nærmest en omvandrende løgndetektor, eftersom han kunne styre blod, havde han altid fornemmelser for hvor det var og han havde lært hvor det var når man havde den og den følelse.

Alec kunne godt gætte grunden til Jalaz' bekrymring; Gør vampyre mig noget? hloder de sammen?. Hun himlede med øjnene og kiggede på Dread. "Er Dread dit rigtige navn?2 hun så spørgende på ham.

Jalaz lænede sig en smule frem og støttede albuerne på bordet. "Jeg sidder som engel over for to vampyrer.. Jeg kan ikke undgå at blive smule - hvad kaldte du det? - oprevet." svarede hun så lavt at kun de tre ville kunne høre det. Hun skulle jo ikke risikere at et eller andet tåbeligt menneske hørte at hun sad og snakkede om engle og vampyrer..

"Sandt nok" sagde han til Alec og smilte skævt.
"Og selvom du har hørt at vi ikke vil dig noget... Så er du stadig bange?" spurgte han hende lidt forvirret.
Han kiggede på Alec og smilte lidt til hende.

"Det kunne aldrig falde mig ind at være bange for jer. Men den blandig af kalk og emalje i jeres munde, vil jeg altid frygte." svarede hun ligegyldigt og lænede sig tilbage og tog endnu en tår af den snart tomme iskaffe.

Alec lo.
Hvor var der mange der var bange for vampyre under grund. Igen tænke hun på Nora, hun tog en slurk af sin kaffe, men forholdt sig ellers stille.

"Kun dem?" Spurgte han og lod en finger køre i cirkler på bordpladen.

//Skal logge af nu... Skriv nu ikke videre uden mig :D//

Jalaz nikkede lidt, men tænkte sig så om. "Eller du harr måske en evne du mener jeg burde frygte?" spurgte hun så og løftede spørgende det ene øjnbryn.

"Ja... Det har jeg faktisk" sagde han og smilte lidt grumt til hende.
Han fik alt blodet til at flyde rundt i cirkler på alle punkter i kroppen...

//Selvfølgelig venter vi ^^//

Alec smilede til Jalaz og tog en slurk af sin kaffe "Hør, Jalaz... Det har de fleste overnaturlige skabninger" hun smilede på en ond måde "Det har du jo også, ikk'?" hun satte koppen med kaffe ned.

"Ikke alle evner er farlige. Min for eksempel, kan ikke skade det mindest, fysisk. Men psykisk kan den gøre et og andet." sagde hun til Alec. Dog så hun på Dread - med et ulæseligt ansigstudtryk - da hun sagde det sidste. Det var faktisk utroligt hvad en smule skam kunne gøre ved en person...

Alec smilede.
"Fysisk? Psykisk?" hun trak på skuldrene. "Min evne kan ikke gøre andre noget" hun smilede igen og drak noget kaffe.