Legepladsen efter midnat

Dato: 20/12
Årstid: 09
Dag: Søndag
Vejr: Køligt og mørkt
Sted: Legepladsen
Tid: 00.34
Omgivelser: Ingen

Elisabeth betragtede legepladsen varsomt, fra indgangen. Gyngerne var stille, sandkassen var roddet, og dækket af sne. De mange buske omkring, var hvide, og ikke grønne, som om sommeren, og ellers var der stille. En larmende og skrigende stilhed. Elisabeth lagde hovedet en anelse på skrå, men ikke nok til, at man kunne se det. Hendes lange ulukkede gardigan, blafrede kort i vinden, men Elisabeth så ikke ud til at bemærke det. En flok larmende mænd, sikker fulde, kom leende og skrigende gående ud på gaden. Kun en busk fra Elisabeth.

Jalaz gik langsomt mod legepladsen. Hun var iført et par gamle slidte jeans og en alt for stor, men varm, mandetrøje. Hendes hår var redt stramt tilbage, i en pjusket hestehale, der egentlig godt kunne ligne noget morgenhår der bare var sat sjusket op. Hun snøftede kort og gned sig i ansigtet, men stoppede brat op da hun lugtede vampyren. Hun fortsatte dog med at gå da hun genkendte lugten som den ikke-bidske vampyr, hun snakkede så godt med..

Mændene var passeret, og Elisabeth tog sig selv i, at ånde lettet op. Hun havde altid været bange for fremmede om aftenen, men især voksne mænd. Elisabeth fnøs lavt af sig selv, og rankede ryggen. Hvor var hun latterlig. En pludselig duft ramte hendes smalle næse, og Elisabeths hpnlige grimasse, blev erstattet af et mindre begejstret et. Nu ventede hun faktisk bare på englen...

Jalaz var nu kommet så tæt på at hun kunne se Elisabeth, og løftede den ene hånd en smule til hilsen mens hun nærmede sig. Ærmerne på trøjen var så store at de gik et godt stykke ud over hendes hænder. Hun havde ikke set Elisabeth et stykke tid, og hun havde nået at brække to ribben og næsten være helet sammen igen siden deres sidste møde. Det gjorde ikke ondt længere, men hun kunne hele tiden mærke ribbenene. Hun gik en anelse besværet, men gjorde alt hvad hun kunne for a skjule det, da det ikke kun skyldtes ribbenene.

Elisabeth betragtede hende, køligt, på grund af hendes besværede gang. Lidt efter inhalerede hun, af den smøg, som havde været urørt et stykke tid. Hun pustede røgen ud af næsen, før hun snøftede. "Hvad har du lavet?" spurgte hun roligt, og hendes kølige blik blev erstattet med et der var neutralt.

"Slåset." svarede hun kort for hovedet, og uddybede ikke nærmere. Hun havde på ingen måde tænkt sig at komme ind på den anden grund til hendes besvær, og håbede at Elisabeth rent faktisk mente det når hun sagde at hun ikke læste folks tanker uden tilladelse da hun bestemt ikke ville have hende til at vide hvad hun ellers rendte rundt og lavede af ballade..

Elisabeth inhalerede roligt, og strammede grebet om smøgen. Hun nikkede kort, og et kort smørret smil vandrede over hendes læber, før hun tørrede det af, og snøftede højlydt. "Hvad laver du ude på denne tid?" spurgte hun derefter, i et vinligere tonefald, og betragtede hende derfor, i et nysgerrigt blik.

Jalaz så kort op og ned af vampyren, og så overvejende ud. "Undgår at være hjemme.." svarede hun så og fortsatte ind på legepladsen. Hun satte sig på en af gyngerne, og skubbede sig lidt frem og tilbage med fødderne på jorden. "Og du er vel bare ude og... Ja hvad?" spurgte hun da hun ikke helt vidste hvad hun ville have sagt.

Elisabeth fulfte varsomt hendes eksempel, og satte sig smilende på en af gyngerne. Hun stak smøgen i den ene mundvige, og svingede sig langsomt, med hænderne på de kolde kæder. Hun smilede stadig. "Jeg ville gerne stødde ind i dig," sagde hun roligt, før hun tog smøgen ud af munden, og betragtede englen.

"Virkelig?" spurgte hun og lød et øjeblik overrasket. "Hvorfor?" spurgte hun så lettere nysgerrigt og betragtede ligeledes Elisabeth. Man kunne ikke ligefrem sige at hun var ked af at møde vampyren igen, men hun kunne ikke helt lade være med at undre sig over hvorfor hun gerne ville 'støde ind i' Jalaz.

Elisabeth smilede kort til hende, før hun inhalerede, og pustede ud efter nogle sekunder. "Fordi vi er venner," sagde hun roligt, og betragtede derefter englen, for at se hendes reaktion. Elisabeth så dem i hvert fald som venner.

Jalaz fik et øjeblik et ulæseligt udtryk i ansigtet før hun nikkede kort med et lille smil. "Det har du nu nok ret i.." sagde hun tilfredst og smilede skævt. *Venner... Alt for længe siden det udtryk et blevet brugt...* sagde hun stille til sig selv i tankerne.

Elisabeth grinede lavt, og hun nikkede lidt, før hun rev sig ud af alle de forskellige følelser. Lidt efter smed hun smøgen, og holdte igen om kæderne. "Jeg har som regel ret," sagde hun, før hun drilagtigt blinkede til hende, og satte af med benene. Hun begyndte ligeså stille og roligt at gynge. "Holy shit, det er her er længe siden," mumlede hun.

Jalaz lo lidt af hende, og strækte selv benene, men undlod dog at begynde at gynge. Ikke fordi hun synes det var for barnligt, hun gad bare ikke... Hun tørrede kort næsen med håndryggen, og famlede lidt efter nogle cigaretter og en lighter i sin buskelomme.

Elisabeth lukkede øjnene, imens gyngen svingede højt. Efterhånden som Elisabeth begyndte at sidde stille på gyngen, stoppede den. Hun satte sig på gyngen, sådan, at hun kunne sidde i front mod englen. Elisabeth betragtede hende roligt. "Hvad er din yndlingsret?" spurgte hun.

Jalaz fik tændt sin smøg og tænkte et øjeblik. "Hmm... Laks." svarede hun så og smilede skævt. Hun ville ikke spørger Elisabeth om det samme spørgsmål, da hun følte det var overflødigt og næsten var bange for svaret. Men også kun næsten...

Elisabeth nikkede tænksomt. "Yndlingsfarve?" spurgte hun dernæst, og lagde gardiganen om sig, selvom hun jo ikke frøs. Elisabeth lagde armene over kors, og lænede sig op af kæden.

"Hmm... Jeg vil gætte på at det må være sort..." sagde hun tænkende og var rent faktisk i tvivl. "Dig?" spurgte hun så og så nysgerrigt på Elisabeth og inhalerede, og pustede ud gennem næsen.

Elisabeth tabte pusten, og grinede lavt, før hun gned sin pande. Hun havde ikke ventet det spørgsmål. "Det er... Blå. En bahegalig mørkeblå, der ikke er for mørk," sagde hun tænksomt, og viftede lidt med hånden, før hun igen lagde den omkring hende. "Har du nogle kæledyr?" spurgte hun derefter.

//Logger (: Svarer dig i morgen

"Nej.. De stakkels dyr ville dø af sult hvis jeg anskaffede mig nogle... Har du?" svarede hun roligt, og smilede skævt. Hun slappede helt af i selvskab med Elisabeth, selvom hun var vampyr.. Det var nu alligevel længe siden Jalaz havde snakket så godt sammen med nogle som hun snakkede med Elisabeth..

//Okay//

Elisabeth grinede lavt, ved dén oplysning. "En hund, og nej, jeg har ikke tænkt mig at fede den op, og derefter æde den," sagde hun og blinkede til hende, før hun betragtede hende igen. Elisabeth var kommet i tanke om, at englen jo lignede et menneske på mange punkter - Mennesker skulle jo sove? Elisabeth tog en hurtig beslutning. "Hvis du ikke gider hjem, kan du sove hos mig," tilbød hun roligt.

Jalaz lo ved kommentaren om hunden, men blev stille ved det andet Elisabeth sagde. Hun spidsede munden en smule og tænkte sig om et øjeblik. "Mener du det?" spurgte hun så og så indgående på Elisabeth. Ikke fordi hun var bange for at sove hos hende, men hun var bange for at det var ment som en joke eller sådan noget, og så ville Jalaz ikke såre sig selv ved at tro at det var ment alvorligt.

Elisabeth nikkede roligt, før hun hostede, og betragtede derefter englen. "Klart. Jeg havde nok ikke sagt det, hvis jeg ikke mente det," sagde hun og smilede svagt. "Jeg har en blød sofa, og så skal du faktisk bare skaffe dyne og pude," sagde hun og grinede lavt. "Jeg kan købe mad til dig, hvis det var," sagde hun derefter.

"Jeg kan selv klare det med maden, men tak" sagde hun og smilede glad. HUn var taknemmelig over Elisabeths tilbud, så hun ikke behøvede at finde et eller andet tilfældigt sted at overnatte den nat. En pude var egentlig ikke nødvændigt, hun klare sig med et tæppe og hun kendte et sted hvor de solgte rigtig kosher, så hun skulle nok være i stand til at klare sig.