Markus-wolfgang--privat...HJÆLP MIG!!!

han trak hende ublidt op, "kom så går vi hjem ..." sagde han med et lille smil. mennesker tænkte han opgivende; men kunne ikke lade være med at smile skævt

Hun fuldte bare med ham, tænkte ikke over at det faktisk
var en fremmed hun gik med, da det bare gjorder så forbandet
ondt. Hun kunne intet se i mørket næsten, kun noget af månen
lyste skoven op men nogen gange var træerne så tætte at det
ikke kunne skine igemmen.

han gik afsted mod byen "hvor bor du?" spurgte han mens han trak afsted med hende gennem den mørke skov.

"Deepspell" sagde hun og kunne sikkert ikke udtale
det rigtigt, "Av du må ikke holde der" hun prøvede at
trække sin arm til sig men grebet var mere end hvad
hun kunne klare, + så var han altså en mand og derved
også bare i menneske verden stærker end hende.

han gav slip da hun trak i sin arm "kan du gå?" spurgte han og så undersøgende på hende. efter hendes tidligere opførsel at dømme var hun ikke i stand til så ,eget som at kravle; men hun kunne jo være stærkere end han regnede med. han smilede undskyldende til hende "kom jeg til at rører brandsårene?"

Hún snyftede svagt men rettede sig så op da de stoppede,
"ja det kan jeg" hun sukkede, "men" hun hviste ikke havd hun
skulle sige, "Hvem er du" hun havde mest af alt lyst til at trukke
sig ind mod en og blive trøstet men ingen stod hende så nær endnu
på den her ø. "Det gør bare rigtig ondt, undskyld jeg piver'" hun
blev nærmest irreterent over sig selv og sin pivethed

"mit navn er markus, og du?"
"selvfølgelig gør det ondt, det er jo brændende ild" han rystede lidt på hovedet af hende, "det går nok, alle hvalpe skal lige igennem den face" sagde han med et skævt smil, så stak han hånden i lommen, han kunne godt bruge en smøg mere ... den sidste var jo blevet afbrudt af vampyrkampen. han fiskede en smøg frem og tændte den med ild.

Hun var lige ved at blive mobset, i det samme begyndte
hun at gå imens hun holdte over de sårede hånder, hvis
ikke hun gik nu ville hun blive tosset på ham. Det her havde
bare at være en drøm!!! Imens hun gik havde hun nu glemt
alt om væsner og det for hun begyndte at gå ud i mørket alene
dog anede hun fantisk ikke hvor hun var. Men hun var bare så sur!!

han så lidt efter hende "pas på vampyrene" råbte han drillende, "du skulle jo nødigt blive spist efter at mit besvær med at rede dig!" han o lidt for sig selv, mennesker var nu ret underholdende.
han fulgte forsigtigt efter hende ind i den mørke skov.

Lisa blev helt stiv i et sekundt da han sagde
det med vampyren, men på en måde var han
lige så uhyggelig. Dog havde han ikke rigtig gjort
hende noget endnu. Hun åndede tungt og varbegyndt
at blive nervøs. Hun stoppede op tilsidst og så ud i
mørkes hvis det virkelig havde været en vampyr
så var det måske ikke det smarteste at gå alene!!
Hun sukked eog vraldede direkte tilbage til ham.
"Jeg vil gerne hjem" sagde hun og så bedrøvet, hun
ture virkelig ikke gå nogen steder uden ham lige nu,
han var faktisk hendes eneste håb i denne mørke nat.

"ok, du viser vej, og så skal jeg nok holde vampyrer væk" sagde han med et skævt smil, og tog et sug af sin smøg. måske det er på tide at stoppe med at ryge? tænkte han, det var jo rimelig skadeligt og sådan. så rystede han leende på hovedet og så afventende på hende, han ville tage stilling til sine dårlig vaner senere, han tog et sug til.

Hun kiggede kort på skoven og så på ham igen, "kan jeg så ikke holde ´
dig om armen" hun havde brug for at have en ved sig som ikke bare forsvandt
om han var varulv eller hvad han var så længe personen ikke gjorder hende
noget ondt. Gud hvor hun hjælpeløs lige pluselig, syntes hun. Efter hun var kommet
tilbage til den her ø var alt gået af ht. Nu afventede hun svar fra ham og hun håbede
på et inderligt ja fra ham.

han så vurderende på hende, så trak han på skuldrene "ok", det kunne ikke skade og skoven var kold, lidt kropsvarme ville gøre godt. han smilte skævt "men pas nu på du ikke brænder dig", han lod en lille flamme springe frem i sin ene hånd. han lo lidt, mennesker var så sjove, alt i alt havde det nok ikke været så dumt at gå tur i dag, både en vampyr kamp og et menneske.

Hun prøvede at smile men det gik ikke godt
da hun ikke syntes det var særlig sjovt.
Hun tog rundt om hans ene arm og begyndte
lige så stille at gå ud i mørket med ham, aldrig
før havde skoven været så ond og kold.
De gik i noget tid, vampyren havde åbenbart jagtet
hende langt ind i skoven. Hun sukkede og
kiggede op på ham, "Hvorfor er du en varulv?"
det lød dumt men hun hviste ikke hvordan hun ellers
skulle stille et sprøgsmål af den kalibar

det varmede at have hende tæt på sig og aftenlufyten var frisk. Markus nød den sene tur i skoven, det var alt forlænge siden han sidst havde været ude i skoven om natten; måske han snart skulle ud og jage igen? han slikkede sig om munden ved tanken om friskt kød.
han så overraskede på hende da hun pludselig snakkede ti ham "hvorfor? jeg blev bidt og fik en ny familie" sagde han og blottede tænderne i et smil.

"Bidt?" sagde hun sprøgerene imens hun så op på ham.
Hun var så intresseret i at vide og kende til, og samtidig var
han ret intressant især fordi han ikke havde gjort hende noget
ondt indtil videre. Det gjorder stadig meget ondt i det forbrandte
hænder men snakken fik hende til at glemme lidt. Pluselig lagde
hun mærke til hvor varm hans arm var og faktisk hans krop.
Men hun sagde intet måske var det bare hende eller også var
det fordi aat hun selv var så kold i kroppen lige nu.

han smilede skævt "ja, bidt ... det er sådan det for det meste sker, medmindre man selvfølgelig er født ind i det". han tænkte over, hvordan det var gået til den aften for tre år siden, hvordan de havde været ude at gå, da de pludselig blev overfaldet. han faldt helt i staver og kiggede tomt ud i luften mens de gik.
pludselig vendte han sig mod hende og snappede efter hende, så lo han.

Lisa slap ham og kiggede lidt forfærdet på ham, men da han
lo tog hun hurtigt fat igen. "Du driller mig" sagde hun tøset.
Hun kiggede ned i jorden....*kan man være født ind i det*
tænkte hun og så forskrækket ud i luften. Hun vendte blikket
mod ham igen, sagde ikke noget kiggede bare på ham...
"Hvorf...hvorfor er du så varm" hun klemte lidt mere om
hans arm nu for at mærke varmen , så hele hendes brystkasse
fik varme fra ham.

han lo da hun blev forskrækket, det her var jo sjovt.
hendes spørgsmål overraskede ham endnu engang. "hm ... det ved jeg ikke ... jeg har altid været varm, det kan være en stor fordel når man er ude om natten" han smilede, "det er vel bare min kropstemperatur". selvom han var varm, kunne nætter som denne godt blive for kolde, og noget af det værste han vidste var at fryse.

"Hm..." sagde hun og så tænkene på ham, man begyndt så småt
at se lysene fra gaden der var ved skoven. Det fik hende til at
mindes om hendes hænder. HUn trak den ene til sig da smerten
ikke var så slem når hun ikke røre ved noget eller bevægede hånden.
*Lys* tænkte hun og var lige ved at løbe fra ham men stoppede tanken,
han havde jo faktisk hjulpet hende...

Markus fik også øje på lysene, nu var de snart fremme ved byen. han tænkte lidt over, hvad han ville lave når nu han havde fulgt hende hjem. kampen mod vampyren og gåturen i skoven havde gjort ham sulten, og jagtlysten. han ville nok ud i skoven og se, om der var noget vildt der ude.
"nu er du snart hjemme" sagde han med et afslappet smil, "jeg kan allerede begynde at lygte bilerne i byen". der var noget hjemmeligt over lugten af bilos, i starten havde han hadet den; men efterhånden var den blevet en af de lugte han forbandt med hjemme.

"Ja" hun lyste op i et smil da han også bemærkede den, faktisk
nærmest krammede hun hans arm da han sagde det. "Jeg tror jeg
kan klare mig fra nu af" tanken om at komme hjem eller tage på
skadestuen var fristene men allligevel de ville ikke tro hende hvad
der var sket denne aften, smilet forsvandt og blev til en trist mine
der nu kunne se nogle af stjerne da træerne blev tyndet ud.

han sendte hende et smil, "godt så, du burde tage på skadestuen og få set på det der" han så sigende ned mod de forbrændte hænder. "så hvis det var alt ... vi ses måske igen" han skulle til at gå, da han så hendes triste udtryk. "hør, hvad er der nu?" spurgte han undrende. hvad var der nu galt, hun virkede ellers så glad for tanken om at kunne komme hjem; men måske han havde fejl fortolket hende.

"der er ikke noget" sagde hun og trak på skulderne, "Ja vi ses"
måske hun begyndte at bakke bagud mod byen, så tæt på og
alligevel var det som om at byen var blevet en anden denne aften.
Hun kiggede sig skævt tilbage men stoppede så op, tak for hjælpen.
HUn nikkede anerkendene og vendte så ryggen mod ham, hun ville
ikke tage på skadestuen, de ville spørger hende hvad der var sket
og ville tro det var en løgn...varulve og vampyrer.....var det her ikke
bare en drøm.

"sku det være en anden gang" han smilede skævt tik hende inden hun gik, "og pas nu på med at rende rundt alene her om natten, den der vampyr er ikke borte ..." sagde han og blottede tænderne i et ildevarslende smil. han løftede hånden til hilsen, og fulgte hende med blikket da hun begyndte at gå.