Silence and now. //Markus "Wolffang"-privat //

Tid: 03:15
Årstid:
Dag: Lørdag.
Dato: 5/09
Sted: Legepladsen.
Vejr: Vejret skifter hele tiden.
Påklædning: En lidt for stor mørkeblå lynlås-sweater - som dog stadig sidder lidt tæt, en hvid stroptrøje indenunder,cowboy jeans og hendes sorte converse.
Omgivelser: En ensom og stille legeplad. Ikke rigtig nogen udover hende, i hvert fald lige i øjeblikket.

En vampyr sad stille på en af de fire gynger inde på den, i øjeblikket, forladte legeplads. Hendes blik vandrede rundt, det scannede hver en tomme af legepladesens grund. Hun kunne ikke være for sikker her. Hun sad egentlig lige midt i det hele, helt frit fremme. Når man tænkte nærmere over det var det meget flabet, men det kunne hun jo være ligeglad med. Hun tog en hånd op og fjernede en sort hårlok med hendes ærme, da det dækkede hendes hænder. Lynlås-sweaterens ærmer var lange nok til cirka, at nå helt ned til hendes fingerspidser. Det havde hun ikke nået imod. Hun kunne godt lide at gå i noget der var lidt for stor, det skulle bare ikke være bukser, de måtte gerne være lidt store ved fødderne men ellers ikke.
Azariah sad med rettet ryg og kiggede ud mørket. Det var selvfølgelig ikke mørkt for hende. Hun havde et godt syn, hendes øjne var gode til at se i mørket. Et suk hørtes fra de ellers lydløse læber, hvis man havde kigget på hende, selv i daglys, ville man ikke kunne se hendes læber bevæge sig. Hun var begyndt, at kunne mærke det velkendte tryk bag i halsen, som gik helt ned i maven. Hun var sulten.
Noget puslede, i et af de krat der var omkring legepladsen, det havde revet hende ud af hendes tanker om sult. Noget var på vej i mod hende, med stor hadstighed.
Azariah satte fødderne helt fladt mod jorden klar til at springe. Vejret skiftede fra skyet til regn. Dråberne faldt tungt mod jorden og lavede hurtigt vandpytter i den allerede mudrede jord. Den sultne vampyr rejste sig op og ventede tålmodigt. Lyden af trampende fødder kom nærmere.
Et menneske kom vældtende ud af buskadset og landede på hænder og knæ i det mudrede jord. Azariah gad ikke spilde tiden, sulten havde allerede farvet hendes øjne røde, så hun sprang på mennesket hurtigere end det kunne nå noget som helst. Hendes hugtænder gennemborede menneskets hals, og det udstødte en gurglende lyd. Lyden var hurtigt kvalt, hun kunne mærke hvordan kroppen blev slap og ubevægelig. Hun trak hendes tænder ud, hev henes sweater ærme ned og tørrede sig om munde med bagsiden af sin hånd. Nu var hun i hvert fald ikke så sulten længere.

Markus kom gående ind på legepladsen med en smøg i munden. Han havde en læderjakke over en ærmeløs t-shirt og slidte cowboybukser. udskæringen gik så langt ned, at man lige kunne se toppen af en tatovering på brystet. han pustede røg ud opg så sig om. han stivnede da han så liget og vampyren. han kneb øjnene sammen og blottede tænderne, heldigvis befandt hun sig ikke på deres territorium, så måske kunne kamp undgås.

Azariah havde lugtet varulven før hun så ham. Alle hende muskler spændes og hendes læber krusedes i et listigt smil. Hendes øjne glimtede med et kækt glimt. Hun rejste sig op og lagde hovedet på skrå. Hendes smil forsvandt aldrig da hun gik hen mod varulven.
"Jamen hej, vovse." Hun grinede bredt. Hun havde virkelig noget imod varulve. Hun vidste ikke hvad, men hun havde noget imod dem.
"Hvad vil du?" Spurgte hun, irriteret, men stadig med et smil på læben. Hun trådte et skridt nærmere ulven. Hun vidste godt, at hun snart ville gå ind på deres område, hvis hun da ikke allerede havde gjord det. Derfor kunne hun ikke lade være og tog et skridt mere.
Hun stod stille med øjnene staig fæstnet på varulven. Hun gjorde ikke noget længere, hun glædede sig nærmest til at se dens reaktion.

"jamen hej mus" sagde han med et smil, men stillede sig i forsvarsposition, hvis blodsugeren ville have en kamp, skulle hun få det. "jeg er såmænd bare ude og spasere, og kunne ikke undgå at lugte din lille ... " han skævede mod liget "frokost". han sendte hende et nyt smil "smuk aften ... " sagde han henkastet "men selvfølgelig ikke lige så smuk solens første stråler, er du ikke enig?". han smed sin cigaret fra sig.

Azariah grinede hånligt ved han kommentar om sollyset. Hun kunne godt se at han gjorde sig klar til kamp. Det kunne være det samme, hvis de kæmpede eller ikke kæmpede.
"Jo da," svarede hun varulvens henkastede fornærmelse. "Hvis der bare ikke kommer en sky for solen."
Med de ord ændrede vejret sig. Det styrt regnede stadig men nu var himlen fuldstændig overskyet. Ikke et sted kunne man se andet end de mørkegrå skyer. Azariah smilede, mens regnen gennemblødte hendes tøj. Vandet trængte igennem hendes converse og hendes sweater dryppede.

han kiggede op på det pludselige skydække " åh nej, nu kommer hele stuen til at lugte af våd hund" klagede han ironisk, kan hun styrer vejret? tænkte han undrende. "sådan nogle som jer lugter ikke når i bliver våde?" spurgte han henkastet, "altså mere end i normalt gør".

Vampyren grinede stadig, hendes humør var ikke noget man skulle gøre grin med, men denne samtale havde virkelig brug for et ondt grin.
"Ja når det kommer til jer varulve så har man ikke brug for en god lugtesans for at kunne lugte jeg på en kilometers afsted." Sagde hun med et glædeløst smil.
"Ja vi vampyrer kan jo ikke gøre for at vi bare er bedre end jer." Hun fortsatte. "Men nu tror jeg alligevel at det hele er begyndt at lugte lidt for meget af hund, tror du ikke at du bare burde hoppe i en sø jeg kan kaste en pind hvis det skal være?"

han lo lidt ad hendes fornærmelser, det var jo en ganske hyggelig samtale. "bedre end os? det er jeg nu ikke helt sikker på, vi lugter i det mindste ikke dødt" sagde han med et drillende smil. "i en sø? nej så bliver jeg jo endnu mere våd, men du må da veldigt gerne venderyggen til for at finde en pind" han blottede tænderne.

"Ja vi er bedre end jer. Vi vandre idet mindste ikke rundt som hundehvalpe." Svarede Azariah med et smil. Hun gik et skridt nærmere.
"Våd er du allerede så hvorfor ikke lidt mere, hvad gør vand når man allerede er våd?" Hendes tænder glimtede. Hun var klar til, at kæmpe hvis det var det han ville.

"så kan man diskuterer om det er godt eller skidt" sagde han, "personligt foretrækker jeg en sød lille hund, frem for et stinkende lig". han så lidt vurderende på hende det er ikke det vær tænkte han så og sendte hende endnu et smil.

"Det kan man ja" Svarede hun, med et selvtilfredst smil. Hun elskede at gøre grin med varulve.
"Og i det mindste lugter jeg ikke som et stinkende lig." Sagde hun og kunne ikke lage være med at tilføje:
"Har din mor ikke fortalt dig at man ikke må lyve? Alle ved da at vampyrer er bedre end i stinkende hunde." Hendes smil blottde hendes skinnende hvide hugtænder.

"måske ikke for dig, men jeg kan lugte død fra lang afstand ..." han blottede tænderne i en snerren "jo det kan da godt være hun nævnte det ..." han stirrede på hende med pludselig irritation og vrede, "jeg hørte nu aldrig så meget efter" der var en svag tristhed i hans stemme, som om et gammelt sår sår begyndt at gnave igen.

Hun grinede.
*Jeg har vist ramt en nerve.* Tankte hun, stadig med det selvtilfredse smil på læben. Hun ville se om hun kunne gnide lid mere salt i såret, nu da hun havde åbnet det.
"Nå, var der en som ikke kom godt af det med moar hva?" Hun stoppede ikke der. "Det ville jeg heller ikke hvis jeg havde fået sådan en klam lille stinkende hundehvalp." Hun ville gerne gnide så meget salt i såret så muligt.
"Hvis hun ikke har smidt dig ud så er jeg sikker på, at hun har tænkt på det mange gange. Hun er sikkert også død, måske begik hun selvmord fordi hun hadede dig så meget."
Azariah viste godt, at hun smurte tykt på, men hun havde jo ikke nogen ingen samvittighed.

han så lidt ud i luften, så fokuserede han igen på hende. "det har du ret i" sagde han sammentykkende, "nej desværre, det ville ellers være rart ..." sagde han med et dystert smil

Hendes latter blev højere efter den bemærkning. Da hun var færdig med at grine sagde hun:
"Ja det tror jeg gerne." Hun kiggede op i himlen. Regnen begyndte igen, at sile ned. Den landede tungt på jorden. Pytter blev større og hendes tøj blev endnu mere vådt.

"du har en mærkelig humor" sagde han drillende, "jeg syntes ellers selv det er lidt trist" fortsatte han lidt trist. han grinede lidt "og dine? de er vel også døde?"

"Det har jeg vel." Svarede hun ligeglad, hun vendte sig om og gik hen til den gynge hun noget tid siden havde rejst dig fra. Nu satte hun sig ned igen og gyngede blidt frem og tilbage.
Der gik lidt tid, så svarede hun barsk:
"Hvad rager det dig?" Hun gad ikke høre om hans åhh så forfærdelige fortid. Hun gad ikke høre mere om kedelige fortider.

"aha, så har jeg altså ret?" spurgte han triumferende og så overlegent på hende "noget du vil snakke om?" spurgte han og gik roligt hen til gyngestativet. han var fyldt af sejersrus; men også en smule dårlig samvittighed over sine ord.

"Nej faktisk ikke." Sagde hun. Han havde faktisk ikke ret. Nogle gange kunne hun godt finde på, at lyve, men hun så det ikke som en nødvendighed. Hun overvejede, at svare ham, men alligevel. Han var en varulv og hun kunne ikke tage dem.
Hun skulede til ham, da han kom hen til hende ved gyngestativet.
"Hvad vil du?" Spurgte hun tvært, og med en undertone der sagde: Hvis du så meget som tænker på, at prøve og hjælpe mig så er du godt dum!

han så lidt på hende, havde aldrig kunnet forstå vampyrer. "hvad jeg vil?" han tænkte lidt over spørgsmålet "hm ... lige nu? så er jeg lidt nysgerrig, og vil vel gerne vide noget, med mit liv generelt?" han lo lidt "leve godt og længe" sagde han med et skævt smil.

"Du skal krafedme ikke være flabet overfor mig hvalp!" Sagde hun med gift i stemmen.
"Jeg er da ligeglad med hvad du skal med dig nytteløse liv. Jeg vil bare gerne vide hvorfor du ikke er fucking ligeglade med mig! Jeg er vampyr! Du er varulv! Vi kan ikke enes! Vi hader hinanden!" Hun stoppede hendes talestrøm brat og skulede ondt på ham.
"Hvad ville du egentlig få ud af det, hvis jeg fortalte dig det?"

"så så ... du har nok ret, vi kommer ikke så godt ud ad det med hinanden; men det betyder ikke nødvendigvis, at vi ikke kan enes" sagde han og sendte hende et lille smil, "og angående, hvad jeg ville få ud ad det, ingenting" svarede han afslappet, selvom det morede ham lidt, hvor sur hun var blevet.

Inde i hendes hoved skreg en stemme. Den skreg et meget langtrukket skrig. Hun bed tænderne sammen og prøvede ikke at flå ham. Hun bed sig i læben, så irriteret var hun. En fin lille stribe blod dryppede fra hendes hage.
"Du fatter bare ikke en skrid gør du? Du er ikke andet end en dum køter. Hvorfor skulle jeg blive venner med en som dig?" Hendes vrede var ved, at koge over og han synes, at det var sjovt! Hun kunne ikke holde vreden tilbage mere.
"Og JO det gør det! Som sagt: Du er en fucking varulv og jeg er en vampyr! Vi kan ikke enes! Vi ikke enes og skal ikke enes!"
Ja, hvorfor skulle hun blive venner med sådan en, som ham?

"rolig" sagde han "jeg snakkede ikke om at blive venner, men bare fordi man ikke er venner kan man godt fører en civiliserede samtale" han så afslappet på hende "og de der 'fornærmelser', de virker ikke, ja jeg er en køter og en varulv og det har jeg fuldt ud accepteret" sagde han muntert

Hun skreg frustreret. Hvorfor kunne han bare ikke fatte det? Med et suk sagde hun:
"Det er godt. Jeg vil heller ikke. Men hvorfor vil du vide det? Hvad rager det dig? Hvorfor vil du snakke?" Hun var stadig irriteret, men hun holdt sit vredes niveau på et minimum.
"Argh whatever."