September - [Camille]

Camille trådte lidt frem mod manden og snerrede "han er i..." Men blev så afbrudt af Samuel, der så ud til at tage mandens kedelige udfordring op.Hun rynkede lidt på næsen, ved hans kommentar om at han havde lige så meget ret til at slå hende.Ikke at hun misforstod pointen, dét var rent instinktivt hun følte trang til at oppunerer.
Manden var nu udelukket opmærksom på Samuel, og han udstødte en kedelig latter, lav og ondsindet.
Camille lagde en hånd på Samuels arm, lige som han kom med en bemærkning om de iøjenfaldende gule tænder manden havde, hun ville have Samuel væk...væk fra konflikten der var ved at optrappes.

Manden kiggede vurderende på Samuel og undrede sig over hvad den lille skid var ude på...en omgang tæsk måske ?
"hvorfor er du overhovedet interesseret i en mands hygiejne, er du til mænd ?" Sagde han og tog sig i skridtet.

Det overraskede ikke Samuel at at kvinden tog fat i hans arm, det var så normalt at de ville gør alt for at undgå en kamp, dog lod han armen ligge mens han holdt blikket rettet mod manden. "Ikke hvad jeg selv ved af ..." Han lod omhyggeligt være med at kigge ned mod hånden, der var fløjet ned i skidtet. "Men jeg tror ikke du kan få mange på krogen med de tænder, men det må du jo selv om."
Han skubbede derefter let kvindens hånd væk og betragtede hende med et let smil. "Men hvad vil du? Bare snakke lidt? For så sig hvad du vil, jeg har personligt ikke hele dagen." Han rode lidt efter lidt rundt i håret mens han stod stille et tænksomt øjeblik, før hans øjne igen blev vendt mod manden.

Camille trak vejret i små stød, hvorfor kom Samuel ikke bare med væk ? Inden dét var for sent og de sad i saksen.
Manden kiggede kort på Camille og talte til Samuel imens "måske vil jeg pynte lidt på dét andet øje også, og lave en aftale om min morfin fremover....med mindre hende her ønsker fast visit fra mig fremover?" Han kiggede igen på Samuel og gik en smule frem mod ham.hvis han strakte armen ud ville han kunne nå at give et skub i Samuels brystkasse, og dét var nøjagtigt hvad der skedte.
"fis nu af imens doktoren og jeg samtaler lidt ".

Camille varpede ud efter manden og råbte temmeligt ophidset og nervøs " du stopper du for pokker...eller...eller jeg politi anmelder dig ".

"Det må du spørger hende om, jeg er hverken læge eller dokter, så du må virkelig ikke spørge mig om det." Samuel gik et skridt tilbage da han blev skubbet bagover dog uden at gøre noget ved det. "Hvad vil du gøre hvis jeg ikke vil?" Han hævede kort spørgende øjenbrynet mens han lage hoved let på sned. Et kort køligt grin slap ud fra Samuel da han hørte hvad kvinden sagde. "Og hvad skulle de gøre ved sagen?" Samuel havde hurtigt erfaret at det største problem i verden var væsnerne, og ikke de fandens politibetjente der troede de kunne noget, nej, det kunne de bestemt ikke. Selv ikke mod en engel kunne de gøre meget. "Og ... du mener vel, at du anmelder ham?" En kort gestus mod manden forklarede hvem han snakkede om, selvom hans blik var rettet mod kvinden.

Camille tænkte at dét var ved at køre af sporet.
"samuel , naturligvis er dét idioten der jeg vil anmelde " samtykkede hun og ville have ønsket Samuel støttede op om ideen Istedet for at undergrave den lige foran den mand hun forsøgte at skræmme lidt.
Manden var dog ikke særligt kvik og lige nu var han sur..a.virkelig gal på Samuel, der ikke var krøbet i skjul endnu , så han kunne generer lægepigen.
Han trådte helt tæt på Samuel og tog fat i kraven på hans jakke , han sagde truende med en lav hæs stemme "hør her...søn.....nu skrider du din vej...så du slipper for at blive involveret i dette , forstået " han prikkede Samuel i panden med pegefingeren fra den frie hånd og en stank af alkohol og gammel sved omgav ham.Manden slap kraven på Samuels frakke, men blev stående.

Camille hev i Samuels jakke..." Dét ok Samuel, du behøver ikke være en del af det her ".
Dét var vel bedre med et menneske med blå øjne end to mennesker med blå øjne.

Samuel rynkede let på næsen og brummede mens manden havde trukket ham helt tæt på, og gassede ham på groveste vis ved at snakke med ham. Da han endelig kom ned igen, og stod han og viftede let med hånden foran næsen før han kort efter kiggede lidt op på manden. "Det gør mig skam ikke - så slipper jeg også for at gøre det senere." Et kort smil strøg over hans læber før han trådte lidt tilbage og kiggede kort på kvinden. "Vil i give mig et øjeblik?" Samuel fortrak ikke at forvandle sig foran de to mennesker, eller, manden, og hvad kvinden så var. Han gik om bag en større busk hvor han forvandlede sig uden for rækkevide af de to andre, før han lage sig ned på maven, og kiggede på de to med vagtsomme øjne. Han ville se hvor lang tid det ville tage manden at kaste sig over kvinden, dog fortrak Samuel at hun ikke blev slået helt ned i jorden så han måtte være hurtig, men man fik jo ikke det spænding man selv lavede.

Camille så lidt forvirret op på Samuel* gøre dét senere...gøre hvad senere*
Og hun kiggede efter ham da han gik.
Hun kunne jo ikke bebrejde ham, dette var ikke hans kamp, de kendte jo ikke engang hinanden så naturligvis trak han sig. Dét var dét fornuftige at gøre.
Hun var dog helt på dét rene med at hun nu var alene manden, hun ville bruge hendes telekinese til at sætte ham på plads , men inden hun nåede noget som helst , havde han spyttet på hendes kind og langet ud efter hende.
Camille vaklede og forsøqte at koncentrerer sig så telekinesen ville virke.

Samuel lå lidt endnu, mens han kiggede på de to væsner der stod med front mod hinanden. Han lod et ildevarslende knurren komme nede fra halsen af, dog rejste han sig ikke op, før et helt minut bagefter. Til den tid var den svage knurren forsvundet, så han rejste sig tavst op, med blikket rettet mod de to skabninger. Samuel kunne ses i form en utrolig stor ulv, med helt hvidt pæls, ligesom Samuels hår og de samme sølvgrå øjne som Samuel normalt bar rundt på. Med rolige luntende skridt gik han hen mod kvinden, hvor han stillede sig tæt op af hendes ben for at vise hvems side han var på. Han kiggede op mod hende, mens han ventede på en kommando fra hende. Han ville kunne forstå de fleste ord, så længe de ikke var lange og kompliceret. Det var det samme med hans handlinger, ulvens handlinger kunne være små, menneskelige, men hans instinkter kunne til hver en tid overtage ham fuldstændig så han kun handlede efter dem. Så var man aldrig sikker på hvem der var ven eller fjende, for den der ville virke som fjende ville blive fjende, uanset om det først var ven, eller fjende, sådan var det bare.

Camille tørrede spyttet væk og forsøgte at skabe fred.." kan du ikke forstå jeg ikke kan give dig morfin, jeg har ikke ubegrænset adgang til sådanne ting." Sagde hun med spag stemme.
Manden kiggede ligegyldigt på hende , og trak Istedet en kniv ud fra inderlommen, hvad type kniv dét var havde hun ingen forstand på , men bladet var langt og så skarpt ud, konstaterede Camille hurtigt.
En knurren i baggrunden et sted, sikkert en omstrejfende hund.
Manden holdte kniven frem mod Camille i en truende position, og i dét samme var der noget der bevægede sig og tiltrak deres opmærksomhed.En kæmpe hvid ulv kom gående og Camille kunne ikke få blikket fra den.Skulle hun forsøge løbe, ville den forsøge angribe ? Hun anede intet om ulve....overhovedet.
Hun så til sin forfærdelse den gik mod hende, til hende nærmere og stillede sig så tæt op ad hendes ben ,så hun kunne mærke varme stråle ud fra den.
Hun sank engang.
Hendes øjne lå klistret til ulven....pelsen....den farve og da den kiggede op på hende....var der de øjne...den samme farve som Samuel, den særlige farve.Dét kunne vel ikke...kunne dét være..
"Samuel ?!" Udbrød hun og følte sig rimelig tosset at tro dét var ham og at sige dét højt.
Selv manden syntes at have mistet fatningen et øjeblik, ved ankomsten af en ulv, der at dømme fra den kropssprog var pigens allierede.Han viftede lidt uroligt med kniven i luften imens han mumlede "hva fanden ....dumme dyr ..."og ud af dét blå kastede han sig mod Camille, ville bare lige efterlade en suvenier i form af et ar, og hvis dyret angreb ville han bare vende kniven mod den.

Ulven vendte blikket om mod manden som stod med kniven. Han lod øjne løbe ned af den og konstaterede hurtigt at den ikke var lavet af sølv, men ganske normalt metal der ikke betød så meget for Samuel, ikke noget alvorligt. Da manden kastede sig ud mod kvinden sprang ulven frem mod mandens hånd, der bar kniven, og lukkede sine solide kæber omkring mandens arm. Hvis det havde været et andet væsen, end et sølle menneske, ville han nok have haft problemer, men da det blot var et menneske var det en nem sag.
Så snart tænderne var godt nede i mandes arm, og ulvens poter plantet på jorden, ræv han til, så manden blev slynget væk, eller hvor meget slynget kan man jo altid diskutere for manden var ikke ligefrem nem, og grebet i hans arm var utrolig usikkert da det ikke var hårdt nok til at give ham en ordenligt svingtur, men han måtte leve med den han nu fik.

Kniven røg ud af hans hånd og ansigtet var tydeligt forvrænget af smerte grundet ulvens tænder i ham og også fordi han skrabede fri hud over asfalten.
Camille havde ikke helt forstået hvad der skete, men manden skreg undskyld og hylede af smerte så hun begyndte at løbe væk.
I modsat retning af parkens indgang, væk fra manden, hans skrig og hans kniv.
Hun var stadig lidt i tvivl om ulven virkelig var Samuel, men helt ærligt....tilfældet at den hjalp hende og at den lignede ham i pels og øjne...var næsten for stort.
Hun stoppede efter et stykke og forpustet råbte hun efter ham "Saaamuel...kommer du " og så løb hun igen.

ulven stod og ruskede lidt i mandens arm før han slap, og løb efter kvinden igen, dog løb han ført forbi busken hvor han havde forvandlet sig ved, og forvandlede sig tilbage. Det var ikke nogle nem sag, men han droppede at tænke yderligere på smerten der kom ved forvandlingen så han hurtigst muligt kunne komme i tøjet, for det var pisse koldt at stå uden noget som helst tøj, og man havde jo ikke pels. Da han var kommet i tøjet løb han hen til manden igen, kort, hvor han tog kniven, før han løb hen til kvinden igen. Et let smil krøb over hans læber mens han kiggede på hende med høj puls, dog var han ikke specielt forpustet. Han rode let rundt i hoved mens han rakte hende kniven. "du burde gå rundt med et våben når du har den slags bekendtskaber." Han flabet smil gled over hans læber et kort øjeblik før han vendte sig om, og sukkede. "Nå, men det burde holde ham væk lidt tid." Samuel drejede kort hoved hvorefter han spyttede ned i græsset. En fin lille rød klat blod, dog ikke hans eget, da han ikke selv havde blødt.

Camille så han kom løbende og hun mærkede en lille bobbel af glæde forme sig.Han var ok !
Hun så på ham....ledte efter ord....han var påklædt igen.
Sådan en forvandling måtte da gøre sindsyg ondt, hele ens krop....hun kunne slet ikke sætte sig ind i dét.
Hun rakte hånden ud, og tog imod kniven...automatisk, normalt havde hun en pistol som Zean havde hjulpet hende med at skaffe, men den havde hun ikke fået med denne aften.
Camille var forpustet, men dét var Samuel ikke, hvor mærkværdigt, han måtte være i god form.
Hun stirrede ind i hans ansigt med dét flabet smil og de sølvgrå øjne..."så...du er varulv ?! " hun sukkede og rystede lidt på hovedet som for at forstå dét.

Et kort let grin slap ud mellem hans læber, mens han nikkede, og gik igang med en kamp med sit hår for at få det til at sidde ordenligt. Det var da utroligt det ikke ville sidde som det skulle! Samuel var normalt ikke forfængelig, men han fortrak nu alligevel hans hår ikke sad og strittede som det normalt gjorde efter en forvandling. "Det vil jeg skyde på." Da han endelig havde fået det til at sidde lod han hænderne falde ned langs siderne. "Nå - men ..." Han bed sig let i tungen, mens han kiggede rundt, og hænderne blev gemt ned i lommerne på hans bukser. "Jeg burde se at komme hjem, nu er du jo kommet helskindet igennem parken - med mindre du da vil have jeg skal følge med hele vejen." Han kiggede spørgende på hende, med de samme øjne som ulven havde haft. "Det ville ikke være et problem, det behøver du ikke tænke på."

Hun kiggede betaget på ham.
Hun havde aldrig mødt en som ham.Jo, Altair men hans ulveform var som et monster og han opførte sig også som et.Samuel var...anderledes, nærmest poetisk.
"tak...for hjælpen....og hvis du ikke vil være ked af dét....vil jeg meget gerne spørge om du vil følge mig hjem...dét har været en ..mærkelig aften " hun så på ham og huskede blodet fra før.
"Samuel ,er du ok...jeg mener du er ikke skadet vel " hun så bekymret på ham.

"Super." Et smil der fik ham til at springe frem på hans læber, der var begyndt konstant at smile hvilke han dog endnu ikke selv havde bemærket. Han ville ikke rigtig indrømme over for sig selv, at han faktisk også gerne ville det, og hvis han ikke havde måtte gøre det, havde han sikkert nok alligevel, bare uden for hendes synsvidde. "Det undre mig ikke, det er jo ikke hver dag man bliver slået ned." Samuel rynkede kort bryne da han hørte det alvorlige strejf i hendes stemme, dog smilede han igen bagefter og nikkede. "Ja, men hans blod smagte ikke specielt godt - ikke fordi der er noget der gør." Han kiggede rundt, før hans øjne igen endte på Camille. "nå, men skal vi komme afsted? - eller vil du snakke hele natten?"

Dét føltes som en byrde blev løftet fra hendes skulder.
At være alene lige nu var bare dét sidste hun havde lyst til, så hun var lettet over at han gad.
Han var enda så høflig at han så ud som dét passede ham fint.Camille smilede.
Hun havde mange spørgsmål om dét at være ulv, at kunne forvandle sig sådan , men hun ville ikke bombardere ham med dem, ikke lige nu da.
Camille laved en lille sjov grimasse og svarede " nej...dét ikke hver dag, thank godø
.....og jo jo, jeg tier stille nu " lo hun og begyndte at gå igen.
Måske lykkedes dét for Camille at være tavs omkring et lille minuts tid, inden hun igen begyndte..
"Du Samuel...kan du blive smittet med sygdomme fra andres blod, ligesom mennesker kan ?" .
Hendes tanker var igen tilbage på manden fra før, dét eneste hun vidste om ham var at han var junkie, afhænig af morfin til at injicere ind med kanyler.....hvad hvis han bar rundt på smitsomme sygdomme...og Samuel havde haft 'nærkontakt' med hans blod.Camille så op på Samuel, med en bekymret mine.

"Aha ..." Samuel vidste ikke helt om han skulle tro på hende, om hun virkelig kunne holde sin mund. Han havde ikke noget imod om hun kunne eller ej, det betød ikke så meget, faktisk var det ligefrem godt hvis hun begyndte, han snakkede jo normalt ikke så meget med andre af partiske grunde. Et let smil gled over hans læber da hun begyndte at tale igen efter et minuts tid. "Det kommer an på hvad du tænker på, sygdomme? Eller?" Samuel havde ingen anelse, eller måske lidt, men ikke meget omkring at manden eventuelt kunne have været på noget, eller blot have noget i sig. Det var ikke lige dét han gik og fyldte sit hoved med nu til davs - det var noget helt andet. I grunden havde han næsten allerede 'glemt' episoden.

Camille betragtede ham , lidt i smug håbede hun.
Hans nonverbale sprog var afslappet og casual, han fremstod faktisk upåvirket af hændelsen fra før.Var disse normale episoder i hans dagligdag?levede han ofte som ulv eller mest som menneske?h hvorfor virkede han ikke til at bekymre sig om sygdom og smitte , når han var i berøring med blod?.
Hun.ønskede jo ikke at skræmme ham på nogen måde, tværdigmod ville hun jo bare passe lidt på ham, på hans sikkerhed.Omsorg for fyren, hvilke hun efterhånden havde erfaret mange fyre blev irriteret over. Hun smilede, og tænkte * alle har vel brug for nogen til at passe lidt på dem, er dét ikke en styrke at kende sine begrænsninger?* .Dét mente Camille.
Til Samuel sagde hun " Samuel .... Er du ofte i kontakt med blod, jeg mener som ulv...hvor ofte er du dét? Og slås du tit ?" * jamen , stortartet....dét beherskede du da fint....ikke for mange spørgsmål så du virker emsig * klantrede hun sig selv mentalt.

Så var der brudt hul igennem 'isen'. Det lykkes ikke specielt godt Camille at holde masken, eller, løftet om ikke at spørge, men det gjorde jo ikke noget, for hvad havde man også at skjule som ulv? "Jeg lever hovedparten af mit liv i naturen, og spiser kød, så ja, jeg er meget i kontakt med blod, og andre dyr." Han lavede en kort tænksom mine til hendes sidste spørgsmål før han så lod blikket falde på Camille igen. "Det kommer an på hvordan du vil definere at slåsse. Men hvis vi tænker på det samme, den samme måde at gøre det på, vil det være et nej til mennesker, væsner, og et ja til andre dyr, men forskellene er ikke specielt store ... Mennesker bliver styret af deres følelser, hvilke gør dem svage, mens mennesker bliver styret af deres instinkter - overlevelse." Uddybede han kort, mens han stadig kiggede på kvinden, for at sikre sig hun var med i samtalen og hun ikke var glemt et sted. Med jævne mellemrum var kiggede han kort op, for at sikre sig at han ikke gik ind i hverken det ene eller det andet.

Hun lyttede og forsøgte efter bedste evne at omsætte hans ord til en egenlig forståelse, hvilke var mere svært end man skulle tro.
Men ved hendes side gik en sød og ganske indbydende fyr...der lige havde fortalt han levede største delen af tiden som ulv.Dét var da vildt.
Hun var stadig bekymret over risikoen for smitte, men hun lod dét ligge, for nu.
Hun tænkte på hvor flot han var som ulv...også...og i kontrol.
Hun spurgte igen..."Samuel...kan du tænke som dig selv som ulv...jeg mener dét virkede som du vidste hvem jeg var og hvad der skete før ? Kan du forstå hvad vi siger ?"
Hun så op på hans platinhvide hår....han og Tristan var typer der tiltrak sig meget opmærksomhed alene ved deres ydre. Hun smilte ved Tanken om ham og pillede lidt ved kæden om hendes hals.

"Definere at tænke ..." Samuel lage hoved let tilbage og kiggede op i himlen og begyndte at forklare uden han havde fået svar. "Det er ret svært at forklare, men jeg tænker så langt som ... mad, ven, fjende, overlevelse og sex. Sidst nævnte er instinkt." Et flabet grin lage sig på hans læber, mens han kiggede ned på Camille. "Du kan jo prøve det hvis du vil." Han skuttede sig kort, før han prøvede at finde på ord der kunne give et svar til hendes næste spørgsmål. "Til dels, hvis du holder dig til kommandoer, ligesom hunde, jeg vil bare forstå mere, men alligevel ikke nok til at du ville kunne have en samtale med mig - og jeg vil heller ikke på nogle måder kunne svare dig." Han rode let rundt i håret, før hånden igen fald ned i lommen på hans frakke. "Er der mere du vil vide?"

Hun fulgte pænt med ,interesseret i hans forklaring.
Ved forklaringen om sex, slog hun blikket ned...tydeligvis hun måtte have misforstået hans 'du kan jo prøve dét hvis du vil ', men hvad lå der så gemt i den sætning.
Lidt forlegen lyttede hun videre ,en anelse mere ukoncentreret måske, men fik dog dét meste med.
Camille var ikke speciel nem at bringe ud af fatning, sjældent manglede hun ord ...men ind i mellem, som nu...ledte hun efter dem.
Faktisk tænkte hun på om han fandt en kæreste som ulv ?var hun så varulv som han, eller en almindelig ulv?og hvordan var tiltrækningen så til dem når han var i menneske form.Men dét kunne hun jo ikke så godt spørge om, så Istedet fik hun bare rosa prikker på kinderne

Der kom ikke flere spørgsmål, så Samuel lod sig svømme rundt i sine tanker som omhandlede hvordan han skulle bære sig ad med at komme hjem. I grunden prøvede han forgæves bare at benægte over for sig selv, at han fandt det yderst interesseret at være sammen med den blåøjet kvinde der gik ved hans side. Han skævede kort ned mod hende, og kiggede undrende på de små prikker. "Noget galt?" Hvis han havde været mere sammen med mennesker ville han sikkert vide hvad der var 'galt' men det viden ejede han endnu ikke, men måske vidste han det lige om - snart? Men for tiden levede han i uvidenhed om hvad det var det betød.

Camille blev bekræftet i at hun havde fået rosa kinder, hvor ubelejligt at have det .
Hun mødte hans blik og sagde så sikkert som hendes stemme tillod det " nej...absolut ikke " men det var nok mere en mumlen når alt kom til alt og ikke den selvsikre tone hun havde ønsket.
Tanken om ulvelivet, blev dog ved med at rumsterer inden i hende.Hvor boede han og var een som ham også mål for dusørjægere? Hun kunne ikke forstille sig at Tristan ville skyde en så smuk ulv, ville han? Samue virkede jo ikke til at true eller gøre mennesker fortræd?
Det måtte lige undersøges nærmere selv om han måske troede hun var lidt dum.
" Samuel...hvad laver du egenlig...når du er ulv ?" kom hun med endnu et spørgsmål.