September - [Camille]

Hun sad og lyttede , fulgte hvert et ord som var han i gang med et fængslende eventyr.
Hun tænkte på om dét var muligt at Samuel havde en hel flok unger et sted, ville han vide det ? Fulgte ulve op på om deres 'instinkter' havde båret frugt ?Hun så ned på sine hænder, det var ihvertfald et spørgsmål hun ikke ville turde tage fat på.
Istedet måtte hun forholde sig til hans bemærkning om at dét var svært for hende at stille hendes spørgsmål ,hun tog en dyb indåndning og svarede " Jamen altså....jeg føler jo bare at....dét er lidt privat ...dit liv jeg sidder og snager i.Dét er virkelig ikke for at være emsig Samuel, men jeg har aldrig kendt en som dig før ."
Hun smilede og bemærkede han slappede lidt mere af nu, så det ud til , og dét passede Camille fint .
Camille kom til at grine af hans bemærkning om 'det ikke gik så godt med at overholde løfter' og svarede "nej...du har vist en dårlig indflydelse på mig, ser dét ud til " og rystede let på hovedet.
"Men Samuel....hvad med manden du bed .....bliver han....?" Hun så pludselig bekymret ud, og tænkte på dét ik ville være fedt med et stk pissed varulv i hælene.

Mundvigen buede let opad, men det var også det eneste tegn på et smil på hans læber. "Hvad skulle jeg have som var privat?" Hans øjne var rettet intenst mod hende mens han afventede svar. Da hun skiftede emne, sad han lidt og kiggede på hende, før han svarede hende med fire ord: " Jeg ved det ikke." Bedre kunne han ikke svare. Han kunne svare på det meste for sig selv, men ikke for andre. Han vidste ikke om giften havde påvirket manden nok, og hvad der så ville ske med ham vidste han heller ikke. Dog var han sikker på én ting. Hvis han var blevet til en varulv ville Camille enten være i problemer, fordi manden fandt ud af hvor hun boede, og sikkert ville gøre noget som hævn, eller også ville der ikke ske noget da ulve ikke kunne føle hævn eller vrede på samme måde som mennesker.

Hun vred sig under hans blik, hans øjne synes ikke at vige fra hende og Camille blev...rastløs og skiftede lidt stilling i dén store lyse lænestol.
Drillede han hende eller vidste han virkelig ikke hvad hun mente ?Hun havde ingen ide og da dét ville være uhøfligt ikke at svare hvis han faktisk var alvorlig, fandt hun sig igen igang med en af de ,for hende, prekære emner.
"Altsår....partnere og....instinkter....børn og forældre.....er vel privat " mumlede hun sit svar og tænkte at dét var godt dét ikke var omvendt , at dét var hendes 'liv' der skulle snakkes .....detaljeret om.
Hun skiftede emne og sukkede lidt over hans svar "Så vi aner ikke hvad der sker med ham ....hvor meget vil han erindre....kan han huske og genkende OS to ?".

Samuel sad kort og tænkte sig om, før han kom med et svar. "Jeg er singel, og med ulve halløjet ved jeg ikke helt hvordan man skal kalde det. Jeg har ingen børn menneskeligt, jeg kan ikke udtale mig om min ulveside da jeg ikke ved. Men hvad mener du om mine instinkter?" Han trak vejret dybt mens han kiggede væk fra hende til hun talte igen. "Nej ..." Bekraftede han og kiggede mod hende med et neutralt blik. "Tror du det vil betyde noget for dig?" Han rettede sig op, og tøvede kort. "Jeg vil godt kunne prøve at finde ud af det, hvis du vil have det, og du skal svare mig ærligt." Det var langsomt gået op for ham at hun var meget omhyggelig med hvad hun sagde, at hun ikke ville sige noget der på nogle måde der kunne støde ham. Hans øjne var igen rettet intenst mod hende. Det irriterede ham at han ikke lige selv havde tænkt over lige dét da han bed manden. Det burde han jo, og han ville for alt i verden ikke have der skete noget med hende, det ville bestemt ikke ligefrem være specielt heldigt hvis hun måtte lide under ham. 
Han tøvede igen, før han stønnede og lavede en kort grimasse. "Nå, men jeg må nok hellere komme afsted." Han placerede glasset på stuebordet, og rejste sig op mens han rettede lidt på tøjet. "Tak for vand." Sætningen lød underlig men han lod den ligge og begyndte at gå hen mod døren. 

Camille sugede det hele til sig som en lille knas tør svamp, der langsomt dyppes i en lille balje med vand.
Hun skyndte sig dog at svare "ingen ting...ingenting " da han ville have hende til at uddybe'instinkt' emnet nærmere, hvilke hun så absolut ikke ønskede.
Hun sad lidt og tænkte over om hun ønskede at have kendskab til mandens videre skæbne, opvejede fordele og ulemper op mod og da hun nåede frem til en afgørelse , besluttede hun at være ærlig ,som han ønskede.Hun mødte hans blik, og rykkede igen lidt rundt på sig selv i stolen.
Camille fangede noget af dét løse og vildtfarende hår og forsøgte tæmme dét ved at fæstne dét med en lille hår klips, men dét så ud til at have et liv af sit eget, hvilke irriterede hende, da hun var meget opmærksom på han holdt øje med hende.
"Samuel....hvis du vil gøre mig den tjeneste at hitte ud af hvad der sker med dén mand, så ....bliver jeg rigtig...glad, men tilgængæl må du have et eller andet jeg kan gøre for dig ?" Hun ville så gerne have lidt balance i tingene og brød sig generelt ikke om at stå i gæld til nogen....og hun stod allerede i minus npr dét kom til at hjælpe ham.

Han stoppede op foran døren og smilede let. "Hvad havde du i tankerne?" Han vendte sig om, og lænede sig op af døren, mens han kiggede på hende med en spørgende mine. "Jeg har intet at forlange ..." Han lavede en kort grimasse da han hørte ordne komme ud, men lod dem ligge. "Jo, faktisk har jeg én ting ... forklar mig hvad du miner med; Instinkt." Det var det eneste han kunne komme på, som hun eventuelt kunne give tilbage på, ellers var hans hoved tom for ideer. Mad eller overnatning var ingen mulighed, da han ikke ville være anmasende, men egentligt også klarede sig udemærket med at sove, og nu havde han jo noget han kunne bruge natten på. Pludselig sprang der et spørgsmål op i hoved på ham som et pop-up vindue på en computer. Skulle han komme tilbage til Camille og fortælle hvad der skete med manden, eller hvad skulle han i grunden? Han valgte at vente med at spørge om lige præcist dette spørgsmål til hun selv havde svaret.

Camille så nysgerrigt på ham.
Vat der virkelig intet han ville have ? Så krympede hun sig ved hans forslag, da dét gik op for hende at han ville have hende til at fortælle...eller nærmere spørge mere...til dét hun jo nærmest så som mandens sex liv.
"Eh..Samuel....dét altsår ikke så...let....dét her..." roede hun lidt rundt med sin formulering imens hun forsøgte at finde nogle...passende ord.
"Jeg mener... Hvor meget er instinkt, er der ingen af dine menneskelige følelser tilstede ? Jeg mener mennesker kan jo også skru op og ned for følelser under...når de er sammen med nogen....nogen mennesker kan !" hun følte sig virkelig klodset verbalt lige nu, dét var dén underligeste snak ever, dén hun havde haft med Samuel.
Hun foldede et blødt mørkerødt tæppe sammen , for at aflede lidt fra hendes akavedhed.

Samuel fandt hurtigt ud af han måtte holde tungen lige i munden hvis han på nogle måder skulle forstå hvad hun sagde. Da han endelig fandt ud af hvad pokker hun snakkede om brød han ud i grin, og måtte klamre sig op af døren for ikke at falde ned på gulvet. "Når jeg er ulv, og bestiger, om man så kan sige, en anden, så nej, så tænker jeg ikke som et menneske, det gør jeg faktisk aldrig når jeg er ulv, dog betyder det ikke jeg ikke kan forstå andre." Fik han lige klemt ud før han igen var ved at gå under i et latteranfald. "Er det dét der er det store problem?" Han rystede let på hoved, før han sukkede. "Men lige et andet spørgsmål ... Vil du have jeg skal fortælle dig om han er forvandlet, eller ikke? Eller skal jeg bare - få ham væk?" Det tog ham flere minutter at få langt ansigtet i de rette folder så han så bare lidt seriøs ud.

Camille fortrød straks at hun overhoved var blevet viklet ind i at stille de spørgsmål, dét var jo som at ....ja...hun kunne faktisk ikke beskrive dét.
Da han brød sammen , gav hun ham et puf og mumlede "ja ja...det meget morsomt...rent standup..smartass " og måtte selv smile.Alene de ord han brugte...de var muligvis meget korrekte, men hun kunne bare ikke adskille ham fra ulven og dét blev derfor lidt intimt...eller sådan følte hun dét.
Da han havde sundet , fik hun dét næste chok, 'om Samuel skulle ordne ham ?' Hun skyndte sig at sige "nej...det skal du da ikke under nogen omstændighedder....men jeg vil gerne have besked."
Hun undersøgte hans ansigt , 'ordnede' han ofte folk? Hun rystede på hovedet ..."hvis du får mit nummer, kan du måske ringe så ?" Forslog hun og rakte ham dét røde tæppe.

"du behøver ikke se så forskrækket ud ... jeg har ikke spist mennesker!" Han forstod ikke hvorfor kvinden var faret sådan op, men det lå vel til deres 'natur' at gøre. "Hvorfor vil du egenligt ikke det?" Han gik væk fra døren, og hen mod Camille hvor han kiggede intenst på hende mens han stod foran hendes stol. Han slog let hendes hånd med tæppet til side, og lænede sig ind over hende med øjne rettet mod hendes mens de undersøgte hendes mørke propiller. "Hvad hvis jeg havde lyst?" Samuel fik lyst til at udfordre hende, se hvad hun kunne. "Ville du stoppe mig?" Han lage vægten over på det ene ben, før han så rystede let på hoved og smilede. "Hvordan vil du have jeg skal ringe til dig, jeg har en telefon og jeg er ikke specielt god til overhoved at bruge penge ... jeg bruger dem ikke." Han gav et hurtigt uskyldigt smil fra sig, før hans ansigt igen blev neutralt og øjne intense mens de kiggede ind i hendes øjne.

Hun himmlede med øjnene ved hans kommentar 'ikke spist mennesker ' nej, måske ikke...men så gnavet dem til døde da, tænkte hun men højt svarede hun " jamen, dét da flot...det har jeg heller ikke ".
Hun blev lidt overrasket da han gik så tæt på hende fysisk og ,søgte og fastholdt hendes blik, og varpede tæppet til side så dét røg ud af hendes hånd og ned på gulvet.
Hendes blik flaksede , men da han udfordrede hende, mærkede hun hendes lille indre rebel komme til live.
" Samuel , han slog mig ..Eh, og dig...men han behøver jo ikke lige frem at bøde med livet, er dét ikke lidt højrøvet " hun sank en gang og tog mod til sig imens hendes hjerte begyndte at banke hurtigt...
" ja...jeg ville stoppe dig ...dont push it !" Bed hun igen og fastholdte hans blik, imens hun håbede at hendes ansigt og stemme ikke afslørede hvordan hun havde dét inden i.
Hun trak vejret dybt ind..."Ingen telefon ? Så må du jo bare komme her igen, må du ikke " sagde hun skråsikkert og puffede hans ene ARM væk, for at ville rejse sig.

En kort tænksom mine kunne i få sekunder ses på hans ansigt. "Nej - jeg har altid levet i dyrenes verden, og det ville fungere på den måde der. Men hvis du ikke vil have det, skal jeg nok lade være." Han flyttede sin hånd der hun skubbede den til side, og satte sig selv til rette i stolen som hun havde efterladt. "Jo, hvis jeg måtte, og hvis jeg kunne finde tilbage - jeg er bestemt ikke sikker på jeg kan finde tilbage." Et kort smil skød over hans læber. "Nå, men så tror jeg at jeg vil gå, med mindre du har mere på hjertet - Camille." Han sprang på bene og gik over mod døren med hurtige skridt. Da han stoppede op ved døren, stod han lidt og kiggede på den, før han trykkede håndtaget ned, for at gå ud. Han glæde sig næsten til at komme ud, og blive 'sig selv' igen. Så kunne han nyde livet - selvom han bestemt også gjorde det nu da.

Camille vidste ikke hvorfor...hun var blevet forvirret nu og et eller andet var blevet vakt inden i hende.
Samuel havde ikke været andet end sød, så hvorfor havde en tiny del af hende lyst til at skælde ham ud ? Hun forstod dét ikke selv.
Hun bukkede sig , samlede tæppet op og kylede dét i hovedet på ham ". Til at holde dig varm " sagde hun, da hun stadig ikke kunne lide tanken om ham i en skov, alene ...eller hvem han nu var sammen med .
"kan du ikke finde mig, så tag på skadestuen, vil du ikke nok...jeg vil virkelig gerne have besked ".
Hun sendte ham et lille smil og var nu ved siden af ham.
"Tak for hjælpen i dag " sluttede hun af og åbnede døren for ham.

// out//

Samuel dukkede sig hurtigt, inden han fik tæppet i hoved. "Jeg skal nok finde dig her, eller der." han nikkede for at bekræfte sine ord, måske mest for sig selv. Hvorfor skulle han heller ikke ville gøre det, det var blot en lille tjeneste for en ny ven, en bekendt. "Det var så lidt, og tag dig nu heller af dit øje." Et flabet smil gled over hendes læber, før han sukkede og kørte hånden igennem håret. Han gik ud på gangen, nikkede kort til hende, før han tog trapperne ned, så han kom ud af gaden, hvor han stod lidt og kiggede rundt. Han havde med vilje efterladt tæppet oppe i lejligheden, der var ingen grund til at tage det med. Et kort blik ned af sig selv, før han trak let på skuldrende. Efter et par minutter traskede han ned af gaden, væk fra byen, hjem så han kunne få sig noget søvn.