September - [Camille]

Hendes nye spørgsmål kom bag på Samuel som stod i lidt tid og bare stirrede på hende før han sukkede og tænkte sig kort om. "Overlever." Det var nok den bedste måde han kunne besvare hendes spørgsmål, for hvad han helt præcist lavede kunne han ikke rigtig sætte ord på. "Jeg tror ikke det jeg laver interessere dig på nogle som helst måde - men hvis det interessere dig er du da velkommen til at tage med ud og se." Han rode rundt i håret, mens han kiggede ned på hendes kind. "Men hvad var der med den?" Han prikkede let til hendes kind. Han begyndte at få en mistanke om at der ikke var noget helt alvorligt galt med hende, men han ville først se om hun ikke selv ville spytte ud.

Camille overvejede hans tilbud lidt, måske havde det ikke været ment så bokstaveligt, men hvis hun skulle være ærlig var hun meget nysgerrig og ville gerne lære mere.
Desuden var det en undskyldning til at begive sig lidt ud i naturen, ik?
Hans finger på hendes kind, hun så undrende op på ham, teasede han big time, eller var det et udslag af at også han ville lære mere om mennesker, hvis han nu havde levet mest som ulv?
Hun løb rissikoen for at gøre sig selv helt til grin, og blev hun det stod han til skideballe efter hun havde slået ham ihjel. Hun kiggede dog væk fra hans øjne og blik da hun svarede " Eh... de kinder har det med at blive rosa, hvis....hvis øhm..jeg bliver genert eller forlegen over...noget, okay"

Et kort grin slap ud over Samuels læber, før han fik det slugt og gav hende et meget uskyldigt smil. "Og hvorfor er du så det?" fiskede han videre mens han kiggede indgående på hende. Han flyttede let på sig, så han gik om på den anden side af hende. "Det er da meget sødt, det er en skam det ikke sker oftere." Han grinte kort, og fremstod sikkert som en anden hulemand, men så længe han ikke selv vidste det så havde han ikke noget imod det. Hvad man ikke vidste havde man vel ikke ondt af. Han gik kort og overvejede hvor lang tid det tog om at komme hjem til ham, han håbede lidt det vil tage rigtig lang tid for han kunne af en eller anden grund godt lide at gå sammen med hende. Det undrede ham lidt, men han tænkte ikke videre over det, og trissede blot videre med hende.

Aj, for real...ville han grille hende eller hvad?
Hun blev endnu mere genert, og følte sig pludselig som en lille skolepige, men det sjove var at han virkede som han ikke vidste det og bare nød at drille hende lidt imens han fik sine viden.
"Årh... altsår, snak om...instinkter.......kan godt give mig den kulør " sagde hun og kiggede meget intenst på de buske med syrener de passerede.
Hun kunne mærke at hun ikke frøs længere, hun havde fået varmen igen.Pokkers til snak, hvordan var de dog havnet der?
Det var dog virkeligt rart at følges med ham, og hun følte sig ellers godt tilpas med Samuel.-

"Du rødmer over mine ... instinkter?" Samuel var stadig ikke helt med på den, hvilke man også kunne se, men pludselig var der en pære der blinkede i det fjerne i hans bevidsthed. "Er det fordi jeg tænker på sex som ulv?" Det var hans bedste bud til at hun rødmede. "Og hvorfor bliver du genert af det?" Hvis han havde kunne læse hendes tanker ville han sikkert bedre have forstået hvorfor hun var blevet genert, men da han levede i den uvidenhed anede han ikke hvad der kunne være galt. Et kort suk slap ud over hans læber, før han rode rundt i håret så det atter strittede op. "Er det egentligt det samme med alle - mennesker? altså det med farven i kinderne?"

Camille sukkede , der var vist ingen vej uden om snakken her, hun kunne ikke se den ihvert fald.
Hun prøvede at ignorerer hendes generthed ved emnet og forklare så godt hun kunne.
"dine instinkter...går de på andre varulve...eller almindelig ulve? Og hvad når du i mennrske form...tiltrækkes du så af dyr ? Eller kan man i dyre form tiltrækkes af men.." hun stoppede sig selv, dét var jo umuligt at stille sådanne spørgsmål....men sandheden var jo hun ikke vidste hvordan dét fungerede og hun forsøgte blive klogere.
Hendes kinder føltes som de brændte * great* tænkte hun ironisk.

Samuel blev sat på en hård prøve da Camille følgende åbnede munden. "Altså om mine instinkter påvirker andre varulve, eller om det er de samme?" Han pressede kort læberne sammen, mens han lyttede videre. Da hun var færdig lod han et højt støn slippe ud mellem læberne og kiggede indgående på hende. "Hvorfor spørger du?" Han lage let hoved på sned og lod blikket glide undersøgende ned af hende. "Jeg har som varulv ikke noget kærlighed - det er en menneskelig følelse som jeg kun har som menneske. Som ulv er jeg ret så ligeglad med hvilke hunulv jeg får, bare jeg får en mage, det er ikke det samme som at være menneske - det er mere - kompliceret." Fastslog han, og vendte blikket og ansigtet væk fra Camille og gik tavst videre mens han lod hende fordøje oplysningerne, og stille flere spørgsmål.
Samuel forstod ikke hvorfor hun det var disse svar hun ville have. "Som menneske bliver jeg tiltrukket af mennesker, som ulv bliver jeg ikke tiltrukket af noget, der er det mine instinkter der styre." Besvarede han til sidst hendes spørgsmål og satte dermed et punktum for det emne. Han var ikke ligefrem glad for emnet, da han ikke kunne se grunden til hvorfor hun spurgte og hvorfor hun så rødmede endnu mere, det gav ham en eller anden følelse af noget han ikke var specielt glad for. Som så meget var dette også nyt for ham, men hver gang han var menneske prøvede han noget nyt som han ikke havde prøvet før. Menneskelivet var så kompliceret og indvinket, ikke nemt at finde hoved og hale i. De blev ikke styret af en indre stemme der sagde hvad de skulle, men de havde følelser og omsorg for dem de var sammen med, hvilke var helt nyt for Samuel selvom han godt kendte til det. Når man havde gået i et par måneder uden følelser skulle man virkelig vænne sig til det hele, og det var ikke ligefremt nemt længere, ikke når man skiftede så hurtigt.

Hun lyttede og forsøgte at følge med i hans forklaring.
Dét virkede næsten for...intimt...at tale om og hun fortrød næsten hun havde spurgt, det var jo mandens privatliv hun stod og borede i.
Hun viftede til sidst med hænderne oppe foran ansigtet og udbrød smilende " dét er nok..nok Samuel " og hun rystede let på hovedet af hendes egne spørgsmål, deres snak og hele denne aften.
Hvorfor spurgte hun ?fordi hun var nysgerrig på ham, havde aldrig mødt nogen som ham.
"Samuel, jeg skal nok stoppe nu...du har været meget tålmodig med mig ,må man sige " grinede hun til ham.

"Er du sikker?" Spurgte han tørt og betragtede hende. "Du er velkommen til spørger videre - verden bryder jo ikke sammen." Fortsatte han i en neutral stemme mens han stirrede frem for sig, før han kiggede ned mod Camille. "Men hvorfor er det liige du ikke har kontaktet dine forældre med dit øjne? Når du vil anmelde ham manden, hvorfor har du så ikke kontaktet dine forældre?" Han fugtede kort læberne før han så sukkede. "Men okay, hvis du har flere spørgsmål, så skyd løs, jeg lover at svare uanset om de er private eller ikke." Han smilede let udfordrende på til hende mens han kiggede hende ind i øjne.

Hun så undskyldende op på ham " ja, jeg er sikker....for nu ihvert fald ....så har jeg ilke lovet mere end jeg kan holde.
Hun var måske en anelse for hurtig ,til at afvise at tale om hendes forældre.Som regel betød dét jo der lå en god historie skjult.men Camille forklarede hurtigt, og med lidt dårlig samvittighed efter at have stillet ham så mange spørgsmål "Min mor fil jeg af vide bar død lige omkring de 8 år og en 6-7 år siden dødede min får af ...noget tarmslyng.Vi var ikke tætte ,men jeg har savnet min mor meget." Smilede hun op til ham.
Dét var sådan set sandheden, bare frataget nogle detaljer....som den at hun for nylig havde opdaget at hendes mor ikke var død alligevel og meget andet vildt stads hun stadig skulle venne sig til selv.

Et kort grin lød fra Samuel før han smilede let. Han slog kort blikket ned mens smilet langsomt blev bedre på. Han betragtede tavst Camille da hun forklarede om sin historie, og endte med ikke at give nogle kommentar da han var så frygtelig elendig til at føle de samme ting som mennesker. Eller han havde mere præcist svært ved at føle medfølelse, da det slet ikke var noget ulve gjorde. "Så du bor alene?" ... Han gik lidt tavst, før han skyndte sig ud med en forklaring. "Beklager jeg godt kan virke lidt underlig - men når jeg lever så meget som ulv, så er der visse ting der er svært for mig." Endte han så med. Han rode igen rundt i håret, og vendte ansigtet bort igen.

Hun blev bare mere nysgerrig da han grinte.På mange ville hun blive vred, men hun opfangede ingen dårlige vibes fra Samuel....bare en fyr med et 'twist' af en slags.
Tilfreds med der ikke skulle bores mere i fortiden, lyste hun op og sagde " Yup...har haft min lille lejlighed i nogle år nu....lille men hyggelig " .Hun elskede virkelig sin lille base, med undtagelse af de dage hun blev indhentet af minder og triste tanker, der savnede hun nogen omkring sig.
Hun kunne ikke modstå et enkelt spørgsmål mere, bare et..."hvor bør du Samuel ?" Hun smilede til ham.

Han kiggede indgående på hende et kort stykke tid før han svarede en smugle kryptisk, men ikke svære end at hun sikkert godt ville kunne forstå det. "Hvor bor en ulv?" Et let smil gled over hans læber mens han fortsatte ned af gaden og overvejede hvor langt vej der mon kunne være til de kom hjem til hende, dog betød det ikke så meget, for han fandt langsomt, måske modvilligt ud af hvor meget han egentligt godt kunne lide at gå og snakke - især at snakke med Camille som virkede som en spændene person der gemte på mere end hvad man kunne se på overfladen. "Det er da meget tidligt du er blevet doktor - hvilke grund?" Nu mente han ville have ret til at vide noget mere om hende, selvom han godt kunne lide slagets gang ind til videre.

"I skoven, men hvad når du er menneske som nu ?" Grinede hun og tænkte dén havde hun nok selv bedt om.
Desværre så dét ud til Samuel havde flere spørgsmål parat, hun vidste de snart var ved hendes gade ...så hvis hun trak dét lidt ud....Naa, havde han ikke fortjent mere ...fortjent bedre ? jo, bestemt.
Så hun sukkede næsten lydløst og forklarer stille.
"Min far var striks....jeg fik hjemme undervisning, højt niveau af de bedste, bestod deres ligegyldige teoretiske indlæring og tog eksamer langt tid før alle andre.Så købte og betalte ...nærmere bestak min far en høj herre for at optage en meget ung mig , til en special læge uddannelse ,kompakt og 24 timer i døgnet...blev læge inden nogen så sig om.....men jeg er dygtig....og dét dét eneste jeg har at takke min fader for " afsluttede hun lidt tvært.
"jeg bør lige her ovre "hun pegede på opgangen, tværs over gaden og stoppede så op.

"Nåår ..." Et let smil lå på hans læber, før han sukkede. "Jeg forvandler mig altid til ulv om natten." Det lå naturligt til ham, og det med at have et hus var slet ikke hans kop te. Det var blevet normalt for ham, så normalt at han ikke rigtig længere tænkte mere over det.
Samuel kunne ikke lade være med at gyse let ved tanken om hvordan hun havde lært det, og han fortrød lidt han overhoved havde spurgt om det. Selvom han var vokset op som ulv, var han født menneske, og vidste hvordan man skulle opdrage sine børn, eller han vidste det bestemt ikke var på dén måde.
Samuel kiggede op da hun pegede tværs over gaden, hen mod en lejlighed der henlå i mørke. "Mmm ..." blev hans svar før han kiggede mod Camille uden helt og vide om han skulle smile, eller hvad der ville finde sig passende. Faktisk vidste han ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv, han var så van til at de bare gik, og det var nemt nok.

Camille stod også en smule rastløs.
Hun burde bare sige tak for hjælpen og venligheden og gå op til sig selv, men noget holdte hende tilbage.
Hun betragtede hans ansigt, han så ung ud...samme alder som hun ? Camille HAVDE godt hørt at det var naturligt og bla bla, men hun kunne slet ikke forlige sig med tanken om Samuel alene i en en kold mørk skov om natten.Havde han mad, tæppe og trykhed ?
Camille var i konflikt.Hun tog aldrig nogen med sig hjem.Jo..den lille bevidstløse pige Zaela ,der var ved at drukne og havde fået hukommelsestab tab....det var en katastrofe , hun voksede overnight og blev 'rimelig nærgående' og så var dét sagt enormt pænt.....dén anden gang var dét hendes mentor og ven Zean, der pludselig var blevet til Leonard.....hun var ikke heldig med sine gæster, kunne de ikke smadre noget porcelæn i stedet ?
Hun ville ikke bare lade ham alene...på gaden....
"Eh...er du tørstig måske ? "spurgte hun en anelse tøvende.

Samuel bed sig let i læben, og overvejede hvad han skulle svare. Egenligt var han ikke spor tørstig, men han ville gerne snakke mere med denne kvinde, så han takkede ja til tilbudet. Han havde ingen planer - endnu, om at sove hjemme ved hende, da han ikke var specielt god til at sove i et hus, eller være lang tid i et hus, da han fik letter klaustrofobi af det. Han plejede at sove udedørs så det var helt underligt at skulle sove med tag over hoved.
"Men du behøver ikke, jeg kan sagtens selv finde noget - kaffen virker jo stadig." Et kort halvkunstigt smil kom frem fra Samuel der fremkaldte en kort grimasse før han stønnede. "Okay, jeg ved jeg har en utrolig dårlig humor."

Camille blev lettet og anspændt på samme tid.
* mit liv i en nøddeskal...altid i et dilemma ...omkring alt .* tænkte hun og sendte alligevel et imødekommende smil til ham.
"Jeg er sikker på jeg har noget du kan lide " svarede hun og vinkede ham med mod lejligheden, hendes hjem.
"Du opfører dig pænt.."grinede hun og selvom dét var ment som en joke, lå alvoren alligevel lige nede under på lur.
Hun fiskede en nøgle frem og låste døren op, trådte inden for og tændte lyset.
Hele lejligheden var lys i hvide nuancer, men der var et væld af små sjove figurer, kulørte puder, farverige sterin lys og andre ting der tilsatte varme og humor til dén lille lejlighed
I stuen var dét en stor sofa, to lænestole og et stort tv der dominerede " kom ind og sid ned Samuel" inviterede hun ham.

Samuel fulgte med hende ind, og gav hende et let smil til hendes joke. Han anede ikke hvad han skulle sige, men fulgte bare efter hende som om han var en hvalp der ikke havde noget at skulle have sagt.
Da han kom ind stoppede han op i døråbningen, og pressede let læberne sammen, mens han kiggede på det spraglet, men meget personlige hjem. Han tøvede lidt tid, før han gjorde som hun bad om, og satte sig i hendes sofa, ledt kejtet dog valgte han at sætte sig ordenligt, og ikke helt ude på kanten som han ellers ville gøre. Han syntes det så meget hyggeligt ud, men han kunne tydeligt mærke det var lang tid siden han sidst havde været et sted der kunne minde om et hjem som dette. Han trak vejret dybt igennem næsen, og lod blikket glide rundt over møblerne der næste lyse kunstigt op i hans øjne. Mest af alt havde han lyst til at flygte ud, ikke fordi han ikke kunne lide stedet. Men han fandt det letter skræmmende med alle de farver og ting og sager der næsten blænde ham.

Camille stod og betragtede ham.
Der var noget galt, han kunne bestemt ikke lide hendes stue.
Men dét var mere end dét....han så nærmest utilpas ud.
Blev han nu alligevel dårlig ?Hun susede ud i køkkenet og fik et glas fyldt med kold vand.
Hun skyndte sig tilbage med dét og rakte ham glasset.
"Hey....er du okay ?" Spurgte hun og så bekymret på ham.
"Er du svimmel eller træt ?" .hun stoppede med at tale, ville ikke virke pylret, selv om dét nok var for sent at synge dén sang.

Et grin flækkede hans læber da han så hvordan hun pludselig susede rundt som en vind i et forsøg på at hente et glas vand. "Nej, jeg har det skam fint - det er bare mig der ikke er van til det her ..." Han slog en let arm mod rummet, og lænede sig tilbage i sofaen, og tog hendes kop vand ud af hænderne på hende, og drak noget af indholdet, før han stillede det fra sig på bordet. "Det er anderledes - især når man plejer at være i en skov." han kiggede tænksomt på hende. "Men det ganske hyggeligt ud." Han ville sikkert mene et mørkt rum med en spillefilm og popcorn vil være mere hyggeligt, men da han aldrig rigtig havde prøvet det, kunne han jo ikke rigtig udtale sig om den slags. Smilet forlod hans læber, dog ikke øjne der stadig lyste glædeligt mod Camille mens han betragtede hende spørgende som om hun ville sige noget.

Hun følte sig lidt dum, nu måtte hun se at fralægge sit dét pokkers omsorgsgen.
"eh...undskyld.." mumlede hun og satte sig i en af de store lænestole og bare kiggede lidt målløs på Samuel.
" Du mener virkelig du mest lever som ulv ? Men...men...savner du ikke de...menneskelige...realationer ? "
Camille kom til at sammen ligne ham med dén lille havfrue "Du jo...Ariel" udbrød hun...og forklarede inden han kunne komme med indsigelser..." Dén lille havfrue der pludselig fik ben og skulle opleve verdenen på land....og du kommer ud af skoven og skal opleve menneskets verden...Wow..."
Hun så på ham og fik næsten blanke øjne...."hvor overvældende det måtte være dét hele, men også spændende og nyt.
"Samuel....sig hvad du tænker på ?" Hun vidste hun igen havde talt længe.

Samuel prøvede et par gange at forklare sig, men da hun begyndte at snakke om havfruer og landkrabber stod han helt af, og bare gloede på hende som en åndssvag idiot. "H-hvad jeg tænker på?" Han rynkede let bryne, og sukkede så kort efter. "Jeg undre mig over hvad du taler om ..." Han blinkede et par gange, før han sukkede og trak vejret dybt. "Nej, jeg er ikke som den der havfrue du snakker om." Han lød mere eller mindre som en lyseslukker i hans egne øre, men hvad skulle han lige gøre ved det? "Jeg kender godt den menneskelige verden, jeg er født ind i den." Endnu en gang rynkede han bryne mens han søgte efter ord. "Hvis jeg ikke havde været i menneskeverden vil du have meget være ved at snakke med mig, da jeg så ikke ville kunne tale." Slog han fast med et lille grin og sukkede. "Men ..." Han bed sig let i læben før han smilede igen. "Er der mere du vil ud med?"

Camille tænkte lidt over hvorfor hun havde så svært ved at ramme plet , vanskeligt ved at tyde ham.....det var hun normalt rimelig god til, mente hun selv men hér var hun ved at 'tage livet af sig selv ' hver gang hun forsøgte at give et bud.
Hun havde aldrig mødt en som Samuel før....var dét hans 'ulveting' der forhindrede hende i at kunne afkode ham ?
Hun slog dét hen med en joke "Jo...du er Ariel, dét er bare fordi du ikke vil smmenlignes med en pige " smålo hun lidt og småtyggede så lidt på hans forklaring med at være født ind i menneskeverdenen.
Hun.vidste dét høflige ville være at sige 'nej' til hans udfordring om der var mere hun ville vide.
Men dét brændte i hende...at spørge om mere....
Hun vred sig lidt og blev måske lidt beklemt over ikke at kunne tøjle sin nysgerrighed over ham og hans liv.
"Dét sidste spørgsmål Samuel....og så for du fred ?" Lovede hun og mente det.
Hun vidste hun trak store veksler på hans tålmodighed, hun var jo trods alt en fremmed , en han lige havde mødt, men dét synes nu ikke at irriterer ham...så vidt hun kunne se, but then again, hun havde dét jo ikke nemt med at aflæse ham !
" Var begge dine forældre varulve ? Fødes man sådan ? , kan du 'forvandle mig ' , hvad hvis du fik børn med et menneske ?" Hun fik igen de forræderiske rosa pletter på kinderne, nu havde hun IGEN utilsigtet bombarderet dén stakkels fyr med spørgsmål hun virkelig ingen ret havde til at stille.
Camille så helt ulykkelig ud over hendes egen impulsive opførelse.

"Helt sikkert." Et smil lå igen på hans læber, dog sagde han ikke mere til emnet, men kiggede blot afventende på hende til hun fik stillet sit ene spørgsmål som blev til flere jo længere i hen i teksten de kom. "Begge mine forældre var mennesker, dog havde vi en nær ven af familien, som var varulv som bed mig, af helt hvilke grund er ukendt, men jeg 'døde' i et trafikuheld da jeg 'tilfældigvis' var sammen med vennen. Jeg er ikke født direkte varulv, da man skal bides før man er det, og dermed også sagt, du kan ikke føde varulve. Jeg kan både gør en kvinde, og en ulv gravid hvis det skal være, men mit afkom vil sikkert være en ulv, hvis jeg gjorde en ulv gravid." Han lavede en kort grimasse da han kort tænke tilbage på hvad han havde sagt, og sit underlige ordvalg, dog blev det visket væk da han så de små røde prikker finde vej til hendes kinder. "Må jeg høre hvorfor du helt præcist har så svært ved bare at stille mig de spørgsmål? Jeg skal nok fortælle hvis jeg ikke vil svare på dem." For Samuel var det næsten en befrielse at måtte snakke om det, det var meget sjovere at andre vidste noget, end han skulle gå rundt og diskutere disse latterlige ting med sig selv.
"De fleste spørger jo når de møder noget de ikke kender - hvilke jo er normalt." Samuel kiggede kort tænksomt op i loftet, før han vippede glassets indhold ned i halsen på sig selv, hvor han lod vandet løbe ned igennem halsen. "Du har ikke kunne holde hvad du har lovet, eller sagt om du ikke vil stille flere spørgsmål endnu, så bare spørg løs, og så drop det andet, for det er ikke gået så godt ind til videre." Et lille flabet smil viste sig kort på hans læber, før han sparkede skoene af, og trak sine ben op under sig, og ventede på det næste spørgsmål, som der sikkert ville komme. Hvis hun kunne holde sit løfte denne gang ville han blive overrasket.