September - [Camille]

Sted: Gågaden
Vejr: Let overskyet
Tid: Morgen
Omgivelser: En efterladt tom gågade hvor de færreste butikker er åbnet.
_________________________

Den kølige september morgen var ikke noget Sam havde set frem til. De var i hans hoved upraktiske, man skulle gå rundt i så meget tøj, og stof var ikke en specielt godt forsvar mod kulden som ofte bare moste sig forbi frakkens stof, ind til de bare skind der ikke bare det mindste strejf af pæls. Måske var der lidt hår, men det hjalp på ingen måde med at holde kulden ude. Et kort støn kom fra Sam mens han i sit eget stille tempo gik ned af gågaden og kiggede efter et muligt spisested. Han havde ikke vildt mange penge mellem hænderne, men en kop kaffe og en bolle ville køre underværker selvom han normalt ikke spiste menneske mad. Han fortrak råt kød, men det var nu alligevel dejligt med lidt færdiglavet mad.
Han måtte gå forgæves ned af gågaden, til han til sidst fandt en kiosk, som virkede til at have åben. Han gik ind og kiggede lidt rundt, mens et svagt smil spillede på hans læber. Sidst han havde været inde i en kiosk var han blevet pågået hele to, eller var det tre gange! Det havde været næsten sjovt hvordan pigen havde dasket forvirret rundt. Sam fandt sig selv henne ved kaffemaskinen hvor han tog en ganske normal kaffe. Efter to minutter havde han betalt den sølle sat det kostede, og var igen ude i den kolde september morgen som atter kastede sig over ham med alt sin kulde. Sam begyndte langsomt at nippe til sin kaffe der straks begyndte at varme hans krop op. Det var en dejlig følelse, ligesom når en troende endelig fik en åbenbaring.
Han slog et let klik med tungen, ved at slå den op i ganen, mens hans hånd kørte rundt i hans platinblonde hår. Selvom der var mange der troede hans hårfarve var fake, var den faktisk mere eller mindre ægte, af hvad han selv vidste, han havde sgu ikke råd til at betale for hårfarve. Hvad troede folk han var? Han havde levet hovedparten af sit liv i naturen, så hans penge beholdning var begrænset, men af en eller anden grund havde han altid nok tøj. Denne morgen var han iført en lang sort frakke, med røde kanter. Mørke slidte jeans og inden under en blå skjorte, dog var den dækket af frakken som var godt lukket, så der kom mindst kold luft ind, selvom han måtte indrømme han ikke mente frakken hjalp meget. Hvordan kunne mennesker overleve med så lidt tøj på!

Camille kiggede ned på den frosne kottelet i hendes hånd.
Den var så kold , at hendes hånd smertede og var ved at blive for stiv i dens led til hun kunne bevæge den ordenligt.
Det skulle egenlig have været knust is ...pakket ind i et viskestykke, men da ismaskinen kun fungerede on off - og denne nat var en off nat, var den forsne kottelet det eneste hendes kollega Inge , havde kunne støve op.
Hun holdt det frosne stykke kød op til hendes venstre øje og skar en grimasse da kødet lagde sig over hendes allerede ømme og grimt misfarvet hud.

Det havde været en hektisk nat på Camilles job ,skadestuen, og hun var nu endelig på vej hjem.
Hendes sidste patient havde været støjende og truende overfor hende.Han krævede hun udleverede en stor mængde morfin til ham , hvilke hun ikke kunne gøre .Camille havde forsøgt at tale ham til ro, og det var endt med han først havde væltet nogle borde med kanyler m.m på og dernæst gav hende et blåt øje .Efter slaget svimlede det for Camille og rummet spinnede ligesom rundt inden det blev helt sort.Det næste hun husker var ,at hun lå på gulvet med en pude under hovedet, en kotelet på øjet og Inge som sad bøjet ,bekymret over hende.

Efter at have sundet sig i nogle minutter havde Camille taget den hvide kittel af, og var hoppet i sin private sorte nederdel, med grå gamacher,en sort tee shirt med skå udskæring så den ene skulder var fri og hendes store vamset strik cardigan.Og da hun havde tage de sorte støvler og trukket dem på plads ,forlod hun sin arbejdsplads med ondt i både hoved,øje og sjæl.

*fandens til mand ...jeg ville jo bare hjælpe* tænkte hun trist, da hun gik ned af de næsten tomme gader.

Sam trissede formålsløs rundt på gågaden mens han nippede til sin kaffe der langsomt blev mere og mere kold. Satans! Hvorfor kunne det ikke bare forblive varm? Han sukkede let for sig selv, mens han blik gled rundt på de lukket butikker der ikke virkede specielt åbne, men det blev de nok snart. Hans sølvgrå øjne stoppede op ved en kvinde, eller en ung en af slagsen der så ud til at hun lige havde fået en på øjet, bogstavligtalt. Han tøvede kort, før han lod sin nysgerrighed og godhed, om man så kunne sige, løbe af med sig. Han var normalt ikke bekymret over for folk han så på gaden, normalt ville han helst holde sig langt væk fra dem, men alligevel skråede han over gaden, og stoppede op lidt væk fra den unge kvinde, og ventede på hun kom helt hen. Da hun var kommet helt hen betragtede han hende kort før han åbnede munden. "Er der noget galt?" Han lod et oprigtigt bekymret blik glide over hendes blå øje før et let smil spillede på hans læber. Det så måske meget mal placeret ud, men det så ganske komisk ud dette, med denne yndige dame med et blåt øje. Havde hun været oppe at slåsse? "Har du ikke noget is, at ligge på?" Spurgte han så, som det næste.
Han forstod ikke helt selv hvorfor han var så bekymret over dette blå øje, det var da meget normalt folk gik rundt med lidt blå mærker her og der på kroppen, så bare fordi dette var tydeligt behøvede man jo ikke gøre det helt store ud af det, men det ville han altså. Han havde da ofte et par blå mærker her og der, men han vidste aldrig hvor de kom fra, og han tænkte aldrig selv yderligere over dem, så hvorfor bekymre sig om andres? Det kunne da ikke gøre det helt store at det var en ung kvinde, som så godt ud, for det måtte han indrømme over for sig selv, at det gjorde hun, selvom først kort prøvede at benægte det for sig selv.

Camille gik i hendes egne tanker.På jobbet forventes dét altid at hun havde styr på tingene, havde overblik og en ro på sig.....hvilket hun altid havde.Ikke en finger kunne udsættes på hendes job.Prisen var at hun ofte måtte fortrænge sine egne følelser...som dengang den lille dreng dødede mellem hendes hænder og som denne gang hvor hun var blevet slået.
Derfor havde reaktionerne dét med at indhente hende, når hun var alene efter fyraften...alene med hendes tanker.
Camille blev derfor forskrækket og en anelse bange , lige da hun blev revet ud af tankerne og en fyr stod foran hende.
Hendes stemme dirrede da hun svarede " Jeg er helt okay " og hun kiggede lidt forvirret på ham.
Sandheden var nok nærmere at hun ikke var ok, hun var gal på manden der havde leveret et kessler punch og hun var ved at blive inhentet af forskrækkelsen over dét.
Hun kiggede med store øjne på fyren, nu var han vel ikke ude på ballade , skulle hun frygte noget fra hans side ?men han så på en måde tillidsvækkende ud...og havde rare øjne og et opmærksomheds vækkende hår...som Tristan.
"det var et.....uheld " forsatte hun og fortrød i dét samme løgnen, hun kunne selv høre på sin stemme at dét ikke lød rigtigt og hendes kropssprog viste at hun var .....lidt i krise.

Et let smil gled over hans læber. "Det var da godt." Han kommenterede ikke yderligere hendes lille løgn, for hvis der var noget hun gerne ville skjule skulle han da ikke træde i det, det var vel privat, og han var jo for hende, som hun var for ham helt fremmed. Han kiggede lidt på øjet, og sukkede kort så, før han rode lidt rundt i håret, og vendte sig om for at gå. "Hvis der er et problem, er du velkommen til at fortælle mig det ..." Med de ord gav han udtryk for at han udemærket vidste at hun havde løget, og han ikke selv ville gøre hende noget, men at hun selv havde valget om hun ville fortælle ham det, eller om hun hellere ville holde det for sig selv.
Han drejede om på hælen, og begyndte med afslappet skridt af gå ned af gaden hvor han lige var kommet fra, da han fandt ud af at hans kaffe var så godt som kuld. Sam stønnede kort, før han ved den nærmeste skraldespand smed kaffen der næsten ikke engang var halvt drukket ud og fortsatte. I en vindues rude ud mod vejen, stod der et spejl som stod skævt, perfekt som en slags bagspejl som han kunne bruge til at se mod den unge dame med det blå øje. Det var kun et knap og nok et sekund, men nok til at se hvad hun havde gjort, eller om hun var forsvundet.

Hun studerede den unge mand...den fremmede foran hende.
Der var noget ved hans øjne...farven...den var anderledes.
Han virkede meget rolig, imodsætning til hende selv ,der nu kæmpede med at holde en reaktion væk fra .
Hun så på kaffen i hans hånd og ville give sin højre arm, for en varm kaffe lige nu , dét havde hun ikke nået på grund af ...episoden....og udover dét ,var dét faktisk køligt i vejret.
Fyren tilbød hjælp, men hun var ikke typen der uden lige hælte sine problemer ud over fremmede.
Han trak på skulderen og begyndte at gå sin vej, efterlod hende alene.
Hun smed irriteret koteletten væk...i en skraldespand og syntes ikke den havde hjulpet meget.Mange former for smerte kunne hun udholde....meget af, men dét at blive slået på havde hun dét meget dårligt med.
Hun kaldte efter ham med en lidt grådkvalt stemme, idet hun mærkede sin frustration over hele episoden,
"hey....den kaffe du smider ud.....hvor kan man få fat på den ?".
Hun håbede ikke han ville være afvisende...dét ville næsten være for meget lige nu at kapere.

Sam stoppede op, og kiggede tilbage mod den unge kvinde der lignede en der kunne bryde sammen så snart det skulle være. Han kiggede ned i skraldepanden hvor han havde smidt kaffen ud. "I enhver kiosk ... kom." Et let venligt smil gled over hans læber før han vendte sig om, og begyndte at gå ned af gaden mod den nærmeste kiosk. Hvorfor han førte hende af sted vidste han ikke, men af en eller anden grund syntes han ikke han var helt færdig med hende. På hvilke måde helt præcist var han ikke klar over, men han ville ikke bare lade denne unge dame gå uden han var sikker på at hun ikke brød sammen. Det var den undskyldning han stak sig selv for at have en god grund til at følge efter hende, eller - hun kunne følge efter ham. Han stoppede op ved en mindre kælder kiosk hvor han stoppede op, og vente sig om mod kvinden. "Du kan eventuelt købe en her, men har du ikke en ka ..." Sam kunne have bidt tungen af sig selv. Det var for helvede ikke meningen han skulle sige det på den måde! Han slog nedstirrede med det samme jorden under hans fødder et kort øjeblik før hans øjne igen kiggede op på kvinden med et minimalt smil.
"Du kan købe det her ..." Startede han så ud igen, som om han slet ikke havde sagt et ord om alt det andet, som om han bare havde ventet hun kom. Han drejede om, og begyndte at gå ned af de tre trin til kiosken og åbnede døren, som gav en let klingen da han åbnede døren, og gik ind i butikken der var varmere end udendørs, men heller ikke mere.

Til hendes lettelse gik han ikke bare videre væk, han gav hende heller ikke en dumsmart bemærkning til svar.Dét var rimeligt heldigt...for dem begge, for hun ville givet vis have begyndt at græde ukontrolleret eller startet med at afreagerer og skælde ud.Begge reaktioner lå latent i hende lige nu...lige under overfladen.
Hun begyndte automatisk at følge efter ham...som en lydig hvalp...faktisk noget ulig Camille under normale omstændighedder, men nu lod hun sig styre med...uden selv at skulle tage stilling, tage ansvar.
Hun håbede hun kunne stole på ham, dét havde hun behov for lige denne morgen og da de stoppede ved kiosken så hun op på ham , da han talte... Hun hørte ikke helt efter men nikkede bare ja, og gik med ind i kiosken.dét var typisk når man var i chock, at man befandt sig i en lille bobbel.
Hun gik over til disken og lagde penge ..."to store kaffe og ....hvad vil du spise ?" Spurgte hun dén fremmede fyr ved hendes side.
Camilles blik var lidt mere trist end normalt med på hendes mund sad et høfligt smil.Facaden skulle opretholdes , være intakt.

Sam fandt sig lidt tid efter stående nede ved disken ved siden af den unge kvinde der var i gang med at købe to kopper kaffe. Hun måtte være tørstig! "Jeg skal ikke have noget." Svarede han i en neutral kedelig stemme mens hans øjne lå på nogle farverige kort der hang på disken i et lille stativ. Hans øjne brandte sig fast på et af en skov, en stor fredelig skov. Et smukt billed af efterårsblade der faldt af et stort egetræ. Det så tillokkende ud for Sam som gerne snart ville hjem, hjem til sine skove hvor han følte sig hjemme, ikke i en moderne kiosk, som på ingen måder var moderne, men for Sam var den mere eller mindre moderne.
Da kvinden havde købt, gik han hen mod døren, og åbnede den, før han ventede på hun gik ud, før han selv fulgte efter hende ud, og stillede sig udenfor mens han kiggede op mod den lysende himmel med et let suk. "Jeg tror jeg vil vende snuden hjem af ..." Tænkte han højt før han kiggede mod kvinden igen. "Er du sikker på du ikke vil tale om det?" Han lavede et let nik mod øjet, som hentydning til hvad han snakkede om.

Camille betalte kaffen og tog et stort krus o hver hånd.
Hun sendte et lille smil til tak, da han klarede døren og smuttede hurtigt ud, så han ikke behøvede holde den længere end nødvendigt.
Hun lyttede og nikkede bekræftende...selvfølgelig skulle den fremmede fyr hjem.
Dét skulle hun også selv...hjem og sove efter hendes nattevagt....hvis bare ikke hendes lejlighed havde været ..så tom...lige i dag!
Hun kiggede lidt på ham, havde egenlig lyst til at følges med ham...eller bare ikke være alene lige nu, så da han igen spurgte og hentydede direkte til hendes øje, kunne hun mærke hendes tåre presse sig på.
Hun kiggede ned på kaffen i hendes hænder, den ene havde været tiltænkt ham.
Hun forsøgte at stabiliseter sin stemme og se ud til at have tjek på situationen , men da hun talte kunne hun ikke diskret tørre de tårer væk som nu havde held med sig til at stikke a, da hun stod med et krus o hver hånd.
". D-Det var arbejdet...jeg mener en patient * hakkede hun lidt i dét og rakte ham et krus o håb om at frigive en hånd til de afslørende tåre.

Normalt ville Sam ikke begynde at smile når der var nogle der begyndte at græde, men det virkede så komisk at se denne unge kvinde stå og græde med to krus i hånden, så hun ikke kunne bekæmpe dråberne der trillede ned af hendes kinder. Han var på ingen tid henne ved siden af hende, hvor han lage en let arm omkring heldes skuldre, mens han med den anden let tørrede de slemme tårer væk, før han tog det ene krus som næsten virkede brandene mod hans håndflade. "Jaa ...?" Mens Sam kiggede indgående på kvinden, trak han sin hånd til sig, så den kunne rede den anden, inden den blev Brandt fuldstændigt af den varme kop som sendte en dejlig duft af kaffe op i hans næsebord. Nu havde han endelig fået lidt skred i kvinden, så ville han også have hende til at fortælle mere.
Det måtte have været en meget sur patient siden personen uddelte slag til de ansatte. "Lad os gå en tur." Et kort smil spillede over hans læber, før han begyndte at gå ned af gaden, men stoppede så op, for at sikre sig at kvinden var med, og at hun ikke pludselig begyndte at græde endnu mere, for hvis folk begyndte at græde var han først rigtig på skideren. Ulve trøstede jo ikke hinanden, så lige dér var Sam på ingen måder trænet.

Altsår...hele denne lille seance var helt omvendt .
Normalt ville hun ikke græde foran en fremmed og normalt ville hun have slået en arm om hendes skulder væk, hvis en fremmede fyr forsøgte dét, med de to krus i begge hænder var dette naturligvis umuligt.
Men dét overraskende var følelsen ,ikke af vrede som hun havde forventet ,men af taknemmelighed .
Hans arm føltes varm og han var hurtig til at få striberne på hendes kinder tørret væk og så snart han havde taget kaffen, tog han armen til sig igen.
Camille sagde ingenting....hun tog imod forslaget om at gå en tur....og trissede efter ham.
Hun løftede kruset og tog en tår, varmen bredte sig stille i hendes småkolde krop og smagen var faktisk god
Den overgik ihvettfald skadestuens kaffe 'by a long shot'.

" Dét er ikke så meget selve slaget " sagde hun stille og tænkte lidt på dét fact at tale med en helt fremmed om dét. Dét havde hun ikke for vane.Hendes hånd lå om den lille sølvblomst om halsen på hende og et kort øjeblik, var hun fjern i blikket.Så talte hun dog hurtig videre.." Dét er forskrækkelsen...og ydmygelsen ...og dét bare at skulle tage imod, uden at må slå igen...eller noget " forsøgte hun at forklare.
Havde hun mødt ham udenfor jobbet, kunne hun ikke klare ham fysisk, han ville have været al for stærk, men med hendes telekinese ville hun have tilført ham smerter ,ved at vride lidt på indvoldene....dét virkede super godt, men kun på mennesker, så dét ud til.
"Skide drug addicts " mumlede hun til sig selv.

Sam var ikke sikker på om han skulle drikke kaffen, så han lod være, og lyttede til kvinden. "Du kan godt lide at slå tilbage eller hvad?" Spurgte han drillende før han fik et alvorligt ansigt igen. "Ej, undskyld, kunne ikke lade være." Han vendte hoved væk, i et forsøg på at skjule ansigtet for at hun ikke skulle se hans smil, selvom det nok ikke lykkes helt. Igen vendte han hoved om mod den unge kvinde. "Må jeg spørge om hvad du hedder? Jeg syntes det er rat med et navn på folk, jeg selv hedder Demon, eller det er det navn jeg går under." Et kort skævt smil gled over hans læber, før han sukkede og lod en hånd glide igennem håret. "Men ... hvorfor slog han dig egentligt?" Han stoppede op og fik op foran pigen med et let smil. "Hvorfor blev du der ikke, og fik det ordnet, noget is på, eller noget, det burde i jo have." Han lod ganske let en hånd glide hen over det, før han sukkede kort, før han gik om på siden af hende igen.

Camille begyndte at få pulsen tilbage i normal rytme og lidt kontrol over hendes følelser, der ellers skøjtede rundt , som var de Bambi på glat is.
Hun rystede lidt på hovedet , hun kunne se han morede sig lidt over hende , men helt ærligt så måtte hun jo også se tåbelig ud.
"Nej, jeg er ikke typen der ynder at slå folk...overhovedet ikke...men jeg plejer dog heller ikke at finde mig i når noget slår mig ...hårdt...jeg gik lige i gulvet " sukkede hun.
Camille smilede til ham , og for første gang siden hendes knock out , nåede smilet helt op til hendes øjne.
"Camille...Camille St.Clair " Hun lyttede og undrede sig lidt over hans måde at præsenterer sig på .
Hun stod bom stille da hans hånd strøg over hendes blå mærke , og hun krympede sig næsten nervøst ved dét, som ventede hun en pludselig bevægelse...men den kom gudske lov ikke og hun slappede af.
"morfin...han ville have morfin, og jeg havde slet ikke den mængde han krævede ".
Efter en lille pause...spurgte hun ind til hans navn " hedder du Demon...eller hvad mener du med du går under dét navn ? Er du kunstner eller forfatter ?" .

Et kort grin slap ud fra Sam før han rystede på hoved. "Nej, det gør jeg ikke, jeg skulle faktisk bare se om du gad interessere dig for det." Han grinede kort flabet til hende. "Jeg hedder rigtig Samuel ... og ikke Demon, det var bare en prøve." Han stak den ene hånd ned i lommen på sine bukser og kiggede lidt på kaffen. "Vil du have din kaffe, den bliver kold hvis du ikke snart drikker den." Han havde en mistanke om kaffen var til ham, men han fandt det uhøfligt bare at drikke af en andens kaffe, så han valgte at lade det ligge og rakte kaffen frem mod hende hvis hun da ville have den. Kaffen var allerede blevet køligere så hun skulle snart skynde sig. "Beklager hvis du mener der er noget galt med mig, men - jeg er ikke ligefrem van til at være sammen med mennesker."

Camille stirrede på ham.
Han skulle TESTE hende....her stod hun med en komplet fremmed fyr, med et blåt øje efter at være blevet banket i gulvet ....og han fandt dét naturligt at teste hende.
Hun begyndte at blive lidt urolig, og dét lidt flabet smil, mindede hende om en hun kendte og savnede, hvem fanden var fyren her ? Og hvad mente han med han ikke var vant til mennesker ?
Hun rystede lidt forfjamsket på hovedet og sagde " nej...kaffen var til dig...Samuel ".
Hun smagte lidt på navnet, kunne hun overhovedet regne med dét var hans navn.
Hun begyndte at fortryde hun havde brugt efternavn også , da hun prsenterede sig...hvis hun var heldig havde han glemt dét igen, håbede hun
Hun så ham en smule trodsigt i hans ...sølvgrå?....øjne " du kan måske ikke lide mennesker ?"

"ahaa ..." Han tog en let tår af kaffen, og gav et halvkunstigt smil fra sig mens han smagte på den lunkne kaffe før han rømmede sig og betragtede Camille. "Jo, fint, jeg har ingen problemer med dem, er bare ikke så tit sammen med dem." Han kløede sig i håret så det kom til at ligne morgenhår. "Ehm ..." Han kiggede kort ned i hendes øjne, før han trak sit blik fra hende, og tog endnu en tår af kaffen mens han fortsatte i den halvpinlige tavshed. Han selv anede ikke hvad han skulle gøre eller sige, han ville godt bare til at hjem så han kunne slippe væk fra den pokkers by! Han var ikke meget for at være i byer, selvom det ofte skete han var der. "Ehm - skal jeg følge dig hjem, eller hjælpe med noget andet ..." Han kiggede kort ned på koppen og vippede den lidt frem og tilbage før han kiggede op på Camille igen.

Camille blev nærmest bleg ved tanken om at tage nogen med hjem.kun Zean og Zaela havde været der og dét var endt galt begge gange. Altsår galt som i katastrofe farligt.
Og hun havde besluttet...no more, hendes hjem var ikke en kamp zone, ikke hvis dét kunne undgåes.
Men hun ville ikke lades alene.
"vi kan følges gennem parken...hvis du vil...hvis du skal den vej "?
Camille kiggede lidt på ham, han var anderledes...men hun kunne ikke sige hvordan...ikke endnu.
Hvorfor var han ikke så tit blandt mennesker ? Nu var hun blevet lidt nysgerrig.
"Well...Samuel...parken ?" Spurgte hun og håbede han gik med.

Sam betragtede hende i lidt tid, før han nikkede. "Okay - parken." Et let smil strøg hen over hans læber før han vendte sig om og satte kurs mod parken. Han rode igen rundt i håret, så det minde mere om morgenhår før han gik ind mellem de to søjler der var indgangen til parken. Han fandt det meget passende at de bare skulle gå igennem parken sammen, at tage helt hjem til hende ville bare tage lang tid, og det ville alligevel sikkert ende galt for ham da han normalt ikke rigtig var hjemme ved folk. Hvis han da var sammen med folk var det ude på gaden, ikke i deres eget private hjem. Den slags ting havde aldrig rigtig været ham, han fortrak stærkt at være hos sig selv, eller det vil sige skoven, hvor han mente han hørte hjemme og ellers i en grotte af en art, det by liv havde aldrig været ham, selvom de befandt sig i det 21 århundrede.

De gik ind af indgangen og trods den friske luft, kunne hun godt mærke hun var ved at være udmattet både fysisk og psykisk.
"dét er sødt af dig , Samuel...jeg havde faktisk meget lidt lyst til at være alene ...hvis sandheden skal frem " smilede hun til ham.
Hun så sig omkring i parken...hun havde altid holdt af den, her var smukt og den var velholdt.
Hendes blik faldt på en af de mange bænke hvor en skikkelse sad.
Hun stoppede op og mærkede igen hvordan dét snorrede og hun blev svimmel.
"dét ham...dét fandme ham..!" Mumlede hun .

Et kort smil gled endnu en gang over Sams læber mens han kort kiggede på hende. "Det var så lidt." Hvordan han ellers skulle give respons vidste han ikke, så det blev en smugle kejtet. Han fortsatte ind i parken som var en fin og velholdt en af slagsen hvor man kunne sætte sig på mange af de nydelige og rene bænke, som ikke var klistret til af tyggegummi og alt muligt andet stads. Det gav et mindre sæt i Sam, da hun begyndte at snakke. Han havde været så optaget af tavsheden omkring dem, at han ikke havde tænkt på at han gik sammen med nogle. Han kiggede forvirret på Camille og derefter spørgende rundt. Han kunne ingen se. "Hvad mener du? Der er ingen." Han knep øjne let sammen i et forgæves forsøg på at se hun kunne se mere end hvad han havde kunne se, men der var intet at se for ham. "Er du sikker?"

Camille måtte sunde sig , havde hun virkelig slået hovedet så hårdt ?
Hun stirrede mod bænken hvor ingen så ud til at sidde.
Hendes øjne begyndte at undersøge omgivelserne systematisk....feje hen over dem, søge efter tegn på hun ikke havde fået hjernerystelse da hun dejsede om.
Hun kiggede lidt hjælpeløst ind i Samuels øjne og fortalte "Jeg sværger...han sad der lige for et øjeblik siden ".
Hun begyndte igen at gå, smed hendes papkrus i skalde spanden , men uroen ville ikke forlade hendes krop, hendes instinkt bad hende være på vagt .
Hun havde allermest lyst til at gribe fast i Samuel, for trykhed, men hun undlod da hun ikke ville have han troede hun var total ustabil og desuden var hun virkelig god til at undertrykke sine behov, normalt.
Pludselig ud fra nogle store syrenbuske trådte en stor broget fyr " Well...dét er doktor damen....igen " sagde han i et ildevarslende tonefald.
"og du har taget en legekammerat med " sagde han og rettede blikket på Samuel.

Samuel kiggede mere bekymret på Camillle som virkede til at se nogle former for illustrationer af den mand der havde slået hende ned eller hvad det nu helt præcist det var han havde gjort. Han fulgte hedes eksempel med at smide kaffen ud, da den ikke var meget mere vær, det var sådan noget sjask aldrig, man skulle selv lave det hvis man ville have noget godt ud af det. Samuel stod kort og overvejede om han skulle kommentere hendes kommentar til manden der måske, måske ikke havde siddet på bænken, men i side ende droppede han ideen og fulgte tavst med hende videre.
Samuels hjerte fik en mindre flyvetur da der pludselig sprang en mand op fra busken, som om han var på rov eller noget ligne. Han lignede en der normalt brugte sine nætter i en madras uden fjeder, på øl bar med sine 'venner' og aften på at ryge og drikke sig fuld i det flere euforiserende drikke. Samuel var ikke specielt glad for stemmeføringen, men det skulle skam nok blive spændene at se hvad man fik udartet sig i en park om morgen. Så kunne man jo håbe man fik det ordnet inden de fandens små børnefamilier kom og lånte parken, de ville sikkert ikke være glade for alt det vold sådan en herre kunne udfører.

Camille mærkede sin hals snørre sig sammen.
Der var ingen tvivl, naturligvis kunne hun genkende ham, dét ville hun havde gjort alle steder.
Hendes hjerte begyndte at pumpe hårdt og dette betød hendes puls blev uregelmæssige og hurtig.
Camille var både skræmt ved at se ham igen og samtidig gal på ham.
Og hvad tænkte han på ,sådan at begynde at blande Samuel ind i dét her ?Dét ville hun ikke have skulle ske.Hun ville ikke risikere at Samuel skulle forsvare sig og måske ligefrem slås med manden, bare fordi han havde været flink at give Camille lidt støtte og nærvær.
Manden så tilbage på Camille og sagde nedladende "Holda kæft et grimt øje du har dér...."så flyttede han blikket til Samuel og sagde nedladende "ved du ikke dét forbudt at banke løs på sin kæreste " og så grinede han og flashede nogle kedelige gullige tænder.

Samuel kunne ikke holde et kort irriterende støn tilbage da han hørte mandens kommentar. Det var utroligt at de ikke bare kunne passe sig selv, og sejle i deres egen lille sø, nej, de skulle absolut blande sig i alt muligt andet, men så måtte man jo tage den derfra. "Jo det ved jeg skam godt, men så kan kan jeg informere dig at jeg ikke er hendes kæreste, så jeg har i grunden lige så meget ret til at slå hende, som du havde." Svarede han køligt, dog uden at gøre mine til at ville gøre hverken det ene eller det andet. Han kunne ikke lade være med at kaste et kort blik på de fine gule tænder han gabte op for.
Et kort smil gled over hans læber, da han valgte at udsætte manden for en lille prøve, så de kunne se hvem der var mest kløgtig. "Har du måske overvejet at børste dine bisser?" Spurgte han udfordrende mens han havde øjne rettet intenst mod manden. Shamuel var normalt ikke den type der elskede at kaste sig over folk, men alligevel var det sjovt, det ville han ikke benægte, og så kunne han måske få slået to fluer med et smæk?