Månen stiger på himlen.

"Så kommer du til at vente længe" sagde hun i et isende tonefald. *Så se mig dog i øjnene som en mand!* skreg hun i tankerne, men sagde det ikke højt. Hun var godt klar over, at det sidste han ville finde på at gøre var at se hende i øjnene igen. "Meget længe" tilføjede hun med en vis fasthed i stemmen.

Vicente tog et par hurtige skridt, som endte i, at han hoppede imod hende. Han var parat til at reagere, hvis hun angreb med kniven og var samtidig klar til at sætte kniven i skulderen på hende, hvis han fik chancen. Denne gang ville hun ikke slippe. Han skulle simpelthen bare have hævn og sætte tænderne i hende.

Idet han hoppede mod hende, satte Jalaz det ene ben en smule bagud, og bøjede let i knæene. Da han var indenfor hendes rækkevide, rettede hun et hårdt slag mod solar plexus, og derefter slog hun ud med kniven, mod hans hals. Hun havde træning i nærkamp, og havde intet over hovedet imod at bruge det mod ham. Så længe det holdt hans tænder vækr fra hendes hals.

Vicente greb ud efter hendes håndled, så kniven i ramte hans hans. Det resulterede i, at han blev ramt af hendes slag og mistede pusten. Han begyndte at hoste og prøvede at få vejret igen. Han rettede et slag mod hendes side, så han ville give hende et nyrehug, hvis han ramte. Slaget ville nok ikke være så kraftigt, da han slaget, som hun gav ham havde afbalanceret ham.

Jalaz parerede hans slag, med den frie hånd, og jog samtidig sit knæ op mod hans skridt. Skridtet var altid en sikker måde at afvæbne en dreng på, havde hun lært af erfaring. Hun hev hånden med kniven til sig, og bakkede hurtigt væk fra ham.

Vicente kneb øjnene sammen og bed tænderne sammen. Han følte stor smerte efter hun havde banket hendes knæ i skridtet på ham. Han slap kniven og tog sig til skridtet. "Beskidte kneb? Dem kan jeg også bruge," sagde han, men angreb dog ikke endnu. Han blev nød til at stå og komme sig over slaget.

"Ikke overraskende" mumlede hun , og vendte sig om og satte i løb væk fra ham. Hvis hun kunne få et stort nok forspring mens han kom sig over sparket, så havde hun måske endda en chance for at slippe fra dette, uden nye ar på halsen.. For håbenligt..

Vicente så efter hende. *Fandens også,* tænkte han og hans øjne strålede af vrede. Han satte i løb efter hende, men dog ikke så hurtigt, som han kunne. Slaget kunne stadig mærkes. Altid skete der noget, som forhindrede ham i at sætte tænderne i hende, men han nægtede at anerkende endnu et nederlag.

Jalaz sik-sakkede mellem træerne, og håbede på at det ujævne terræn ville køre Vicente træt, før hun blev kørt træt. "HanfårmigikkehanfårmigikkehanfårmigIKKE" hviskede hun for sig selv, mens hun løb, og holdt øje med hvor hun satte fødderne for ikke at snuble igen.

"Jeg slår hende fandme ihjel," sagde han lavt til sig selv og så efter hende. Slaget havde gjort meget ondt og det havde gjort ham ederspændt rasende. Han ville ikke lade hende slippe væk, om han så skulle jagte hende til verdens ende eller til han knækkede sammen af træthed. Han fik ret meget af sin energi tilbage før, hvor de stod og havde deres kamp.

Jalaz var træt. Ingen tvivl om det, sår som dem hun havde i vingerne, tog ret meget energi.. Men både vrede og frygt ag nye kræfter.. Det var egentlig overraskende hvor længe man kunne blive ved med at løbe når gjaldt ens liv..

Vicente fulgte efter hende. Hans fart blev hurtigere. Smerten havde dæmpet sig. "Du kan ikke gemme dig fra mig, du har ingen steder at løbe hen," råbte han efter hende. Han havde ikke flere knive så han kunne ikke få hende stoppet på den måde. Han blev ved nød til at jagte hende indtil hun blev træt. Han gættede på, at hun ikke havde så meget energi tilbage.

Jalaz bed sig hårdt i læben, og vidste et eller andet sted godt han havde ret. Alligevel blev hun ved med at løbe. Så drejede hun skarbt, og ændrede brat retning, i håb om at ham måske ville løbe forbi, og først opdage sin fejl når hun var kommet langt uden for hans rækkevide..

Vicentes vampyriske skarphed opfangede det hurtigt. Han drejede og fulgte efter hende. Han kunne efterhånden godt mærke at han ikke var ved sine fulde fem og hans energi ikke var i top. Han håbede bare at hun snart dejsede om eller lignende. Han havde en stor lyst til hendes blod.

Jalaz sp sig kort over skulderen, og faldt i det samme over en rod. "Helvede!" hvæsede vredt, og kom på benene igen. Hun holdt stadig Vicentes kniv i hånden, og stod parat til at bruge den når han kom. Han var uden tvivl rasende på hende, præcis som hun var rasende på ham. Hun forsøgte at få pusten mens hun ventede på at han indhentede hende.

Vicente kom hurtigt tæt på hende. Han havde dog ikke glemt at hun havde hans kniv. Han stod få skridt fra hende og betragtede hende, eller rettere hendes hals. "Du kan undgå flere skader, hvis du bare lader mig bide dig," sagde han. Han lød lettere forpustet og det var klart efter alt det løberi og så korte pauser.

"Du modsiger dig selv. At lade dig bide mig, er ens betydende med at lade dig skade mig." svarede hun så roligt hun kunne, og bakkede stille en smule væk fra ham, så der var omkring to meter imellem dem. Hun knugede om kniven, og holdt den stadig klar til brug. Hun havde ikke tænkt sig at give op..

"Hvis du tænker på, hvad jeg har i sinde at gøre ved dig, hvis du ikke overgiver dig, så kan man ikke sige at et bid skader dig," sagde han og tog et par skridt imod hende. Han var klar hvis hun skulle prøve noget med kniven. Han gættede på at hun nok ikke ville overgive sig og tænkte derfor på, hvilken måde der ville være smartest at angribe hende på.

"Aha.. Så du mener ikke det skader mig at blive drænet for blod?" spurgte hun sarkastisk for at trække tiden ud. Samtidig trak hun sig baglæns, væk fra ham, så afstanden forblev den samme.
Hun var stadig som bar fanden, og havde ikke i sinde at give op uden videre. Ikke nu hvor hun havde kæmpet sådan for at holde sig så uskadt som muligt.

"Jeg drikker kun den smule, som jeg har brug for," sagde han. Han havde et par gange overvejet om han skulle lade hende leve når han endelig fik fat på hende. Hun var jo en god kilde til engleblod, men hvis det var sådan en kamp han skulle kæmpe hver gang, så ville det kun være til besvær. Han havde dog ikke besluttet sig endnu. "Du dør ikke af den smule blod jeg drikker," sagde han. Der løj han ikke. Skulle han dræbe hende ville det, som han havde sagt før, være meget mere smertefuldt end et bid.

"Vicente skrid af helvedes til, og find en anden du kan plage. Du får ikke mere af mit blod end det du allerede har taget!" sagde hun langsomt, og stædigt. Hun blev samtidig ved med at bakke, for at få så stor afstand mellem dem som overhovedet muligt. Hun holdt en knusende rolig og isende kold facade, men var egentlig helt bange for ham. Hun hadede ham dybt og inderligt, både fordi han havde bidt hende - og så adskellige gange - men også fordi at han formåede at skræmme hende på den måde han gjorde. Det gjorde hende virkelig vred, gjorde det..

Vicente lo kort og havde stadig sit blik fastlåst på hendes hals. Han undgik stadig al form for øjenkontakt. Han ville ikke hoppe i den fælde igen. "Jeg kan gøre så det ikke gør ondt, lille engel," sagde han med en skummel tone. Han fortsatte imod hende og havde knyttet næverne, så han var parat til at angribe. Han ville prøve at få kniven fra hende, for så ville det være meget nemmere at få hende i jorden og derefter sætte tænderne i hende.

Jalaz sank en klump, og rystede kort på hovedet. "Bull" hviskede hun lavt og knugede om kniven. Så drejede hun om på hælen, og satte i løb mellem træerne, i et desperat forsøg på at flygte fra ham igen. Inderst inde vidste hun godt at det højest sandsynligt ikke ville hjælpe stort, men hun ville ikke overgive sig til ham, og se passivt til mens han mæskede sig i hendes blod.

Vicente satte i løb efter hende i det hun drejede om på hælen. Han var et lille stykke bag og ventede bare på det rette øjeblik til at springe på hende. "Du ved godt du ikke slipper væk, lille engel. Dette er, som en leg for mig. Jeg jagter mine ofre, som er skræmt fra vid og sans," sagde han for at gøre hende mere utryg og utilpas. "Du ved jeg fanger dig før eller siden."

"Jeg er ikke dit offer" hviskede hun vredt af ham og blev bare ved med at løbe. Hun vidste selvfølgelig godt at han havde ret, at hun ikke havde den ringeste chance for at løbe fra en vampyr. Det undrede hende egentlig lidt at han ikke benyttede sig at sin skidne vampyrfart for at fange hende, men det var vel som han sagde; det var bare en leg for ham at jagte hende fra sans og samling...