Månen stiger på himlen.

"Du er mit offer.. Og du ved det," sagde han. Han hoppede op og satte derefter foden mod et træ og satte af fra træet, så han sprang mod hende. Han greb ud efter hende og ville vælte hende i jorden, hvis hun ikke undgik. Han ville få hende nu og prøve på at få kniven ud af hendes hånd, så han bagefter kunne sætte tænderne i hende uden, at hun havde noget våben hun kunne gøre modstand med. De andre gange var hun dog sluppet væk uden at have haft våben. Han ville ihvertfald ikke lave samme fejl, som de andre gange.

Jalaz nåede ikke at undvige ham, før han fik fat i hende, og de tumlede om på jorden. Jalaz tabte kniven idet hun ramte jorden, og kunne smage sit eget blod der hvor hun havde klappet tænderne sammen om tungen. "Slip mig!" hvæsede hun vredt, og forsøgte at vride sig fri af ham, og nå hen til kniven, samtidig med at hun forsøgte at få øjenkontakt med ham. "Slip mig din forpulede igle!"

"Ikke før jeg er færdig med dig lille engel," sagde han og greb fat om hendes hals. Endelig havde han fat på hende. "Er du en sød engel og lader være med at gøre modstand, så skal jeg nok sørge for, at smerten ikke bliver for stor," sagde han og lo en kort, men manisk latter. Det rablede tydeligvis oppe i låget på ham. Det kunne altid ses, når han udfoldede sig og viste den side af sig selv, som han gemte væk under sin rolige og indelukkede facade.

Jalaz tog fat i den hånd, der holdt fat i hendes hals, og forsøgte at få ham til at give slip. Han havde allerede været ved at kvæle hende én gang, det havde hun ikke brug for at prøve igen.. "Du' syg" hviskede hun, og stoppede på ingen måde sin modstand.

Vicente bukkede sig ned over hende og prøvede med sin frie hånd at få hendes hånd væk fra hans. "Forbered dig på et lille stik.. Eller to," sagde han og lo atter kort. Han løsnede grebet om hendes hals, så kan kunne bide i det han flyttede hånden. Han skulle måske lige få styr på hendes hænder først, men det ville han finde ud af om lidt, hvis de blev til for meget besvær.

"Ikke en skid" mumlede Jalaz, og fjernede sine hænder fra sin hals. Til gengæld placerede hun dem på Vicentes skuldre, og stragte armene så han ikke kunne komme længere ned mod hendes hals. Hun så trodsigt op på ham, og stirrede på hans øjne, for at få ham til at se ind i hendes.

Vicente prøvede med sin frie hånd at slå hendes ene arm væk, så han kunne komme tæt nok på til at bide hende. Han ville ikke lade hende slippe væk eller ødelægge det for ham nu. Han var så tæt på at sætte tænderne i hende og han længtes sådan efter en engels friske blod.

Jalaz borede sine fingre ind i hans skuldre, for at holde fast selv om han forsøgte at slå hendes arme væk. Frygten nærmest lyste ud af hendes øjne, selv om hendes ansigt var rasende og sammenbidt.

Vicente brugte næsten alle sine kræfter og prøvede at skubbede sig ned mod hende. Han kunne mærke hendes negle i sine skuldre, men ignorerede det så godt han kunne. "Frygt mig.. Had mig," hviskede han til hende med sammenbidte tænder.

Jalaz kunne ikke holde ham væk fra sig. Hun bed tænderne hårdt sammen, og mærkede tårene brænd i øjenkrogen. "Stop!" hviskede hun rasende, g fjernede sine hænder fra hans skuldre, kun for at lægge dem over sin egen hals så han ikke kunne komme til.

"Frygt mig.. Had mig," gentog han hviskende, som han nærmede sig. Han åbnede stille munden og gjorde klar til at bide. Han rynkede brynene af irritation, da hun lagde hænderne for hendes hals. Han greb fat om hendes håndled og prøvede at få hendes hænder væk.

"Stop!" hviskede hun igen, og mærkede øjnene løbe over. Hun kunne ikke hold hænderne på sin hals, da Vicente fjernede dem, med forsøgte stadig at gøre så meget modstand som muligt.. Hvilket ikke var synderligt meget længere...

Vicente så hendes hals var blottet nu og nærmede sig hendes hals. Han satte sine spidse hjørnetænder mod hendes hals og borede dem derefter ned i. Blod. Han drak nu af hendes dejlige og friske engleblod. Han lukkede sine øjne og nød det. Det var, som om et varmt tæppe blev lagt over ham.

Et hulk undslap hendes mund. Det var ikke meget mere end et lille ufrivilligt klynk. HUn vred sig ikke længere, men stirrede - gennem tårene - op på den smule af himlen der tittede frem gennem træernes grene. Hun mumlede lavmælt - så lavt at det ikke var til at tyde ordene fra hinanden - og gentog det samme igen og igen.

Vicente havde drukket, hvad han behøvede og slap derefter taget på hende. Han slikkede sig derefter tilfreds om munden. Han lod sin tunge glide let over, hvor han havde bidt hende og hviskede for en sidste gang til hende, "Frygt mig og had mig." Han rejste sig og så ned på de to små sår, som hun nu havde. Hans øjne var grønne nu.

Jalaz satte sig op da Vicente rejste op fra hende. Hun tog sig til halsen, og stirrede rasende på ham idet hun kom på benene. Hun var svimmel - andet ville være mærkeligt - men i stand til at holde i på benene og kunne gå væk fra stedet. "Dit lede bæst! Dommens dag vil komme, og du vil fortryde" sagde hun langsomt for at han skulle høre hvert ord af hvad hun sagde. Derefter vendte hun sig om og gik på usikre ben væk fra ham.

"Vores næste møde vil snart komme.. Og det vil du fortryde, lille engel," sagde han og lo kort imens han så efter hende. Han begyndte så småt at gå den andet retning. Han så frem til deres næste møde. Han brød sig godt om hendes blod. Det var det bedste, som han havde drukket indtil videre.

Jalaz fnøs, men sagde ikke noget. Hun blev ved med at gå, og vidste at Vicente ikke ville følge hende. Han havde fået hvad han ville, og de andre gange var han gået efter han havde bidt hende.