Månen stiger på himlen.

"Det er hvad du siger...." sagde han bare med en ligegyldig klang og lagde sig ned på ryggen.

Jalaz blev ved med at gå. Hun havde ikke råd til at risikere at Vicente alligevel var for tæt på, så hun satte tempoet op til hurtig gang. *Okay hvor til? Jeg kan ikke tage hen til Elisabeth det er for risikabelt... Jeg.. Jeg er nødt til.. Til at gå hjem..* tanken huede hende ikke. Hun ville ønske at hun kunne tage til Elisabeth, men turde ikke når hn blødte. Hun var ganske enkelt bange for at Elisabeth ville bide hende så...

Vicente satte i løb. Han prøvede at opsnuse duften af hendes blod, men kunne indtil videre ikke lugte den. "Jeg lader hende ikke slippe væk," sagde han lavt til sig selv og scannede sine omgivelser med sit blik.

Jalaz måtte igen stoppe op, og gemte sig halvt om halvt bag et træ, hvis stamme hun lænede sig op ad, og tog sig til hovedet. Såret i vingen værkede og dunkede, og føltes som om en helvedes ild brændte i det. "For pulede vampyr.." mumlede hun hadefuldt, og sank den klump der satte sig i hendes hals. Hun havde mest af alt lyst til at sætte sig ned og lade gråden overmande sig, og vente på at blive fundet af den rette, men vidste også godt at det ikke var en mulighed. Hun måtte snart igang igen, hvis hun ville være sikker på at Vicente ikke indhentede hende..

Vicente havde opsnuset lugten af hendes blod og den nu. Det irriterede ham at han havde været så tæt på, men den anden vampyr havde ødelagt det for ham. Englen var for vigtig til, at han gad og gøre noget ved vampyren. Næsten hver gang han var ved at sætte tænderne i en engel så var der noget ødelagde det for ham. Det irriterede ham meget.

Hun sank igen, og snøftede kort, før hun satte igang igen. Hun rørte forsigtigt ved den skadede vinge, men trak hurtigt sin hånd til sig igen. Hun bed sig i læben, og så ned i jorden, mens hun gik i et rimeligt tempo som hun kunne holde ud i længere tid, med så få pauser som muligt..

Vicente syntes han fik øje på noget, som bevægede sig. Var det hans besættelse af at få fat på hende, der var begyndt at spille puds med ham? Det var han ikke sikker på, men han satte farten op og løb imod det, som han havde set. "Hun kommer til at fortryde, at hun stak af," mumlede han til sig selv.

Den velkendte luft, af vampyr ramte hendes næsebor, og hun så sig over skulderen. "Helvede det monster!" hviskede hun næsten forfærdet, da hun opfangede det hurtige bevægelser mellem træerne. Så satte hun i løb for at slippe væk igen, selvom hun godt vidste at det var en allerede tabt kamp. Hun kunne aldrig løbe fra en vampyr, og det var hun efter hånden ved at være nok så træt af. Hvorfor skulle hun også være noget så svagt som en engel? Det var jo yderst upraktisk med så lette knogler, der nemt brækkede hvis man blev trukket ind i en kamp...

Vicente så nu, at han ikke havde set syner. Det var englen. Denne gang skulle hun ikke slippe væk. "Jeg har dig nu!" sagde han højt, så hun kunne høre det. Han trak en af sine sidste knive og satte farten ned så hans sigte ville blive bedre. Med et hårdt kast sendte han den afsted, men med den fart, som havde på, var kastet ikke så præcist.

"Ikke en skid" hviskede hun sammenbidt, og sik-sakkede mellem træerne. Hun vidste jo ikke noget om hvor mange knive han havde på sig, og ville helt bestemt undgå at blive ramt igen, fpr blev hun det var hun nu nok slogt til stanglakrids. Hun bed sig i læben, og løb så hurtigt hun kunne, selv om det var svært pga. hendes vinge. Hvor hun dog hadede de vinger.. Når man virkelig havde brug for dem, skete der noget, så de blev en byrde i stedet for en flugt mulighed..

Vicente trak de to sidste knive og satte farten op. Med et hårdt kast sendte han den ene efter hende. Den var lige så upræcis, som den anden. Kniven, som han før havde kastet sad i et træ lidt længere fremme. Han greb fat i kniven og hev den ud ad træet. De andre knive, som nu lå langt bag dem havde været for besværlige at samle op. Han havde også været for optaget af at finde englen til at se, hvor det var de landede.

Hun snublede over en rod, og faldt lige så lang hun var. Et jag af smerte løb gennem vingen, og hun lukkede øjnene hårdt sammen. Så rejste hun sig op, og begyndte igen at løbe i sik-sak mellem træerne, dog humpede hun en smule, hvilket sænkede farten en smule. "For pulede, idiotiske, vederstyggelige muc af en vampyr!" bannede hun mellem hårdt sammenbidte tænder, med en stemme der nærmset dryppede af had.

Vicente var kommet godt efter hende og var ikke langt bag hende nu. Han kastede kniven efter hende og han sigtede efter hendes anden vinge. Hans blik udstrålede den samme vrede, som altid viste sig når han var efter hende. Han vidste at hendes had til ham var meget stort, men han ville gøre det større så snart han fik fat på hende.

Et skingert skrig af smerte undslap Jalaz' læber, idet kniven borrede sig ind i vingen. Hun faldt nad på alle fire, og trak vejre i hulkende stød. Hun ragte om efter kniven, og trak den forsigtigt ud af vingen, så hun i det mindste havde den at forsvarere sig med. Hun rejste langsomt op, på rystende ben, og vendte sig så om og stirrede på ham, med et hadefuldt blik gennem de tårer der fyldte hendes øjne, og gled ned af hendes kinder.

Vicente stoppede kort fra hende. "Du kunne have undgået alt det her, hvis du bare havde startet med at overgive dig," sagde han og betragtede hende med sine røde øjne. Man kunne tydeligt se, at han var tørstig efter hendes blod. Han kastede et blik på kniven, som hun havde i sin hånd. "Det svider lidt i vingerne ikke?" Spurgte han og lo kort.

"Skrid af helvede til med dig, Vicente!" hvislede hun lavt ad ham, og løftede trodsigt hagen en smule. Hun knugede hårdt om kniven, og rystede svagt i kroppen. Hun forsøgte at trække vejret så roligt som muligt, selv om det ikke just gik godt.. Faktisk gik det ret så dårligt...

"Jeg er der allerede," svarede han og tog et skridt imod hende. Den ene kniv, som han ikke havde kastet holdte han stadig i sin ene hånd. "Vi har begge en kniv, spørgsmålet er bare hvem, der er bedste med den," sagde han. Han strøg en lok af sit lange sorte hår væk fra sine røde øjne. "Du ved det ikke nytter at flygte."

"Er du virkelig så svag?" spurgte hun spottende, og bakkede da han trådte frem mod hende. "Har du virkelig brug for våben til at klare en enkelt engel? Og som troede at vampyrer var stærke.." fortsatte hun i et forsøg på at vinde tid. Hvis hun kunne få ham til at lægge kniven fra sig, så havde hun måske en chance.. Et stort måske...

"Det er vi også, men vi er ikke lavet af stål. En kniv går nok ligeså let ind i mig, som den har gjort på dig," sagde han og hentydede til hendes vinger. "Du får nok lidt mere brug for din kniv end jeg får for min," sagde han. Han tog endnu et skridt imod hende og var parat til at undvige, hvis hun angreb med kniven.

Hun knugede tættere om kniven ved hans sidste kommentar, men svarede ikke. Hun veg igen tilbage da han gik frem mod ham, og havde egentlig tænkt sig at holde ham så langt fra sig som muligt. Selvom Jalaz nomalt ikke var den der var bange for vampyrer, så var hun faktisk bange for Vicente, og hans trusler. Men hvis hun kunne holde ham væk fra sig, så kunne han jo ikke gører hende noget.. Udover at kaste knive mod hende..
*Du er og bliver en idiot Jalaz! En idiot der roder sig ud i problemer.* tænkte hun vredt til sig selv, og søgte efter Vicentes blik, ligesom hun havde gjordt det ved deres sidste møde..

Vicentes blik flakkede fra kniven i hendes hånd til hendes hals. Han var blevet klogere siden deres sidste møde og undgik nu al form for øjenkontakt. "Du er mit offer og det vil du forblive indtil jeg har straffet dig nok," sagde han og tog endnu et skridt imod hende. Han ventede bare på det rette tidspunkt til at rette et angreb imod hende. Kniven ville han ikke kaste, missede han ville han blive nød til at få kniven fra hende på en måde.

"Meget er jeg, men ikke dit offer!" hvislede hun rasende, og bakkede igen. "Den eneste der burde straffes her er dig." tilføjede hun efter en lille pause, og søgte stadig efter hans blik, selvom hun godt kunne se at det ikke nyttede det store.. Men det var hendes bedste chance for at holde ham væk, så hun var nødt til at forsøge...

Vicente lo en kort og skummel latter. "Hvert minut uden blod er en straf for vampyrer," sagde han og begyndte at gå imod hende. Han ville lade hende angribe ham først, så ville han handle ud fra hendes angreb. Var han heldig så ville hendes angreb åbne for et svagt punkt, hvor han kunne angribe hende. Han ville dog først se om han kunne undvige eller udnyttede hendes angreb.

"Glæder mig. Så varer din straf jo helt indtil du finder dig et tåbeligt menneske." svarede hun, og gik baglæns, så den samme afstand blev holdt i mellem dem. Jalaz havde - klog af skade - ikke tænkt sig at angribe. De sidste gange hun havde indledt en kamp med Vicente var endt med at hun kom til skade på den ene eller den anden måde.. Og mere skade var ikke ligefrem hvad hun havde brug for lige nu..

"Indtil jeg sætter tænderne i din hals," svarede han og fastholdte sit blik på hendes hals. Han kunne ikke blive ved. Hvis hun ikke snart angreb så ville han selv angribe. Han ville ikke kaste kniven, han ville gå til andre metoder nu. Nærkamp. Engle var vidst ikke gode i nærkamp. Efter hans egen mening var de ikke gode i nogen form for kamp.