En jagt langt fra andre ~Madelain~

Dato: 30.09.2011
Sted: Den triste skov.
Vejr: Stormfuldt.
Årstid: Efterår.
Omgivelser: Skoven og dens beboere.

Ricko havde jagtet hele dagen. Han havde fanget, dræbt og ædt, hans sorte pels var mattet med blod, og det var stadig ikke nok til at stille hans sult. Hans bytte gik foran ham imens han sneg sig imod vinden. Hans enorme ulveform var presset mod jorden og hans læber trukket tilbage over de skarpe tænder. Hans mærkelige øjne skinnede ved udsigten til mere kød, til at stille bare lidt af hans enorme sult. Langsomt krøb han nærmere da vinden pludseligt skiftede og blæste bag ham. Hjorten han havde i sigte frøs og stirrede direkte mod ham inden den satte af. Med et hyl sprang han frem og satte jagten igang. Den fortsætte længe, igennem skoven, imellem træer og sten, til han til sidst kom til et bakke område nær nogle huler. Her fik den en ende. Han sprang og fik fat i hjorten og uden nåde knækkede han nakken på de mægtige dyr. Med tilfredshed satte han i et sejrshyl og begyndte at fortære det faldne bytte.

lidt der fra kom en anden hylen. Det var Madelain en anden varulv hun var også ud efter mad og hde funden, en krybskytte fælde med et dødt dyr i hun tog dyr og løbe af sted for at æder det. Hun var hundesulten efter en lange dag uden noget at spise nu kunne hun endlig spise, hun tog det med til et sted hvor ingen ander ville lede efter det i indgangen til en gammelmine. Her åde hun sit bytte hun hade funden og hun blive mæt ag det friske kød og slikke, det værske blod af sine krop hun ville ikke luget af blod for hun var ingen dræber hun åde kun de døde dyr hun fandt.

Ricko rejste sit hoved lidt derfra. Han havde spist hvad der kunne spises af hjorten og var nu mæt, men lugtede nu blod ikke så langt derfra. Og der havde været en hylen han ikke kendte. Han sneg sig lidt tættere på og gav et hyl fra sig. Han satte sig ned og ventede på respons fra den anden han havde hørt.

Madelain hade spiset sig mæt. og gik ud og hørt en hylen og hun svare igen med et hyl hun puste da hyler var meget langet, og det tog pusten fra hende og hun satte sig ned og fik det sidste blod af sig. Hun hadet endlig at være beskidt så hun gik ned til en å lige i nærheden for at vaske sig, ren for skidt og blod da hun så var færdig rette hun sig op og lytte efter flere hyl. Men kunne indet høre var den ander væk eller hvad var der sket

Ricko begyndte at løbe da han hørte lyden. Det lød som en anden varulv. *Gad vide om det virkeligt er en som jeg..* tænkte han. Han fandt færten af den anden. En kvinde tilmed. Langsomt sneg han sig nærmere, placerede sig så vinden blæste væk fra hende så hun ikke opdagede ham. Med en jægers ro betragtede han hende vaske sig, og gik igen langsomt nærmere. Da han brød frem, stod han næsten ved hende, med et sært intelligent blik i sine sump farvede øjne.

Madelain så på ham. Først knure hun svaget af ham da han hade forskræget hende men så var hun atte rolig, og gik langesomt frem og snuste til ham for at se om han ville angribe hende. Men det lod det ikke til at han villeså hun satte sig som en ulv og så på ham med sine mørkeblå øjnen, hun rejste sig med et ryg da noget rurte sig lidt fra dem og hun snuste for at finde. Ude hvad det var og så knure hun igen det var en jæger som var trænde i at fangen varulv, iden at skade dem og den ahde set sig på Madelain og Ricko som sine nye vare til en kunden.

Ricko rejste sig langsomt. Hans børster var rejst da han fangede lugten. Hans enorme sorte krop var spækket med muskler som bevægede sig som sten under hans hud. Hans lange skarpe tænder var vidst frem idet han begyndte at cirkle omkring jægeren. Han snappede truende ud i luften for at prøve og skræmme den formastelige væk.

Manden ville først fangen Madelain. Og bager efter Ricko de kunne ud gøre et godt par nogen hade betalt ham, for at fangen en hun og en han Madelain gjorder det sammen cirkel omkring jægern for at skræmme ham væk. Men han hade et trick i ærmet en gasbombe som kunne lamme dem, uden rigtig at skade dem de ville ikke kunne rør sig i 3 timer fin den ramt i mellem dem.

Ricko fornemmede ingen frygt fra jægeren. Han knurrede højt og sprang frem, udsat, men det ville give hunnen en mulighed for enten at flugte eller angribe mere sikkert. Hans enorme krop satte af med foruroligende fart og han sprang direkte mod jægeren, hans tænder sigtede direkte mod struben på denne. De mange ar langs hans sidder glimtede i blodet fra hans jagt, og gav ham udseendet af noget fra et mareridt.

Manden rykke sig. Så Ricko´s angreb ikke lykkes Madelain hade snet sig om bag jægern for angreb bag fra, og rev ham langse ryggen men jægern ramt hende i vvenster skulder med en kniv. Og Madelain sprang hylen af ham og slikke sit sår hun viste ikke om hun kunne får, kniven ud af hendes skulder men hun forsøget i mens hade jæger hel til at rame hende med. en pil i nakken efter et hyl og en knuren faldt Madelain omkuld hun lå på jorden såren, og bedøve hun lå helt stille og trak langesomet vejet

Med et brøl mere end en hylen sprang Ricko igen på jægeren. Hans angreb var uden pause, en bersærkeragtig tilstand. Hans enorme poter svingede i luften, hver af dem med dræbende styrke og hans massive kæber snappede efter jægeren, fast besluttet på at flænse ham til ugenkendelighed.

Manden hade ikke opdage Ricko. Og faldt for hans slag i mens lå Madelain på jorden og blødte fra sit sår, og kunne indet gøre hun var forkommen lammet og hendes arm blive mere og mere. Føldesløs for være minuter det gik og jægen bukke under for Ricko´s angreb han var døde og hade ikke fuldført sin aller sidste opgave for hans død

Efter at have sønderrevet manden, vendte Ricko sig langsomt mod hunnen. Han begyndte at transformere, hans krop vred sig i spasmer og med et hyl og smerte faldt han til jorden som menneske. Han gik stille hen mod hende og med en kraft præstation løftede han hende op i sine arme og gik mod hulen hvor han havde fornemmet hendes lugt første gang. "Du dør ikke. Bare rolig." sagde han stille til hende, inden han gik ind i hulen. Han lagde hende forsigtigt ned og strøg hende over pelsen. "Kan du skifte tilbage?" spurge han sagte, imens han ledte efter noget til at forbinde hende med.

Madelain nikke svaget. Og ænder sig tilbage med et hyl lå den unge kvinde foran ham hendes hår var pink, som betød at hun var såre og det var slemt hun kunne ikke rør sin arm og efter nogen. Minuter kom hun op og sidde og holde for sin arm det gjode ondt på hende og hun sank en klump, og så ret udmatte og svage ud

"jeg er tilbage om lidt." sagde han med sine dybe rungende stemme. Han rejste sig og løb ud af grotten. Nogle minutter efter, kommer han tilbage med hvad der ligner rester af jægerens tøj, og hans rationer af mad og vand. "Her drik lidt vand imens jeg forbinder dig.." sagde han og rakte hende vandet. Med et nik igen begyndte han lydløst at tjekke og forbinde hendes sår og skrammer.

Madelain drak af vandet. og så på ham i mens han forbandet hendes sår og i taket med at hun fik der bede, ænder hendes hår farve sig også fra pink til lilla som det nomalt var hun var lette over. At jæger var død og at Ricko ikke ville angribe hende i mens hun var såre og lammet, hun drak resten af vandet hun var så tøre i munden efter alt det her

Han nikkede en gang da han var færdig og rejste sig. Pludseligt bevidst om sin egen nøgenhed rømmede han sig og gik mod åbningen. "Hvis du er rask nok, skal jeg nok forlade dit territorium nu.. Jeg undskylder for min indtrængen." Han stemme rungede dybt, og han kiggede tilbage med sine mærkelige sumpfarvede dybe øjne.

" nej blive lidt og snake med mig " sadge Madelain. og fandt hurtig noget tøj til hende selv om ham 2 det kan være, det er lidt småt men jeg har ikke andet " sagde Hun og trak i tøjet i mørket og vendt ryggen. Til ham " du kan bare blive her lidt du er velkomme jeg her ikke riigtig noget fast sted at være, så du kan bare blive så længe du vil " sagde Madelaim

Han trak i bukserne, som stramte så meget at det ikke overlod meget til fantasien. Trøjen opgav han da der ikke var plads til hans muskuløse overkrop i den. Han satte sig ved indgangen og kiggede ud i skoven. "Jeg er Ricko.. Ricko Del Vientes." sagde han stille, en let rødmen havde bredt sig over hans ansigt.

Madelain satte sig ved hans side. og så på ham " Madelain Silverfox " sagde madelain og så hans rødem, det syndesn hun er sødt " du rømder er du flov eller generte over noget " spurte hun stille og hent et tæppe til ham. og fandt en ret store tøje han kunne får på den hade tilhørt hendes far, som ogaå hade være meget muskuløse

Han smilte lidt til hende. "Må indrømme.. Er ikke vant til at redde folk og derefter stirrer på dem uden tøj på.." han nikkede et tak til hende og fik trøjen over hovedet. Han lænede sig tilbage mod klippevæggen og smilte hen for sig selv. "Bor du her alene?" spurgte han efter et stykke tid.

" ja det gøre jeg. og hade gjorde det siden jeg var lille mine forælder forsvandet en dag da jeg var 5 år gammel, og jeg så dem aldrig siden det sammen med min storebror har helle aldrig set ham siden " sagde madelain. og så ned i hendes øjen kom en lille fine tåre frem hun græde næste ardrig, og ville det helle ikke nu

"Hmm i det mindste ved du hvem du er.." svarede han og kiggede ud af grottens åbning igen. Han lukkede stille øjnene og sukkede og efter få minutter trak han vejret tung og sov op af grotten væg.

Madelain trak tæppe godt omkring ham. Det var ret koldt og hun gik uden for og så ned i åen som løb lidt fra grotten hvor Ricko, sad og sov hun satte sig ned og begyndte svaget at syngen. Hendes var blive og mild og ret sørglig at høre på hun sang om den gang hun midste alt hun hade, og aldrig fandt igen men det var der ud et sted det vist hun

Et stille smil formede sig på Ricko's læber under sangen. Ikke bevidst men som en reaktion på den smukke stemme. Han døsede og prøvede at fange glimt af hans egen fortid. Men alt han fandt var tomhed. Sort tomhed uden noget, ingen spor ingen glimt. Han havde ingen fortid, kun en nutid.