du er måske lidt langt hjemmefra - crasie

tid: kl 20:30
sted: dybt inde i den triste skov.
vejr: meget overskyet og truer med regn
årstid: forår
omgivelser: masser og masser af træer men ingen væsner eller dyr nogen steder overhovedet at se nogen steder

det var ved at blive mørkt. det eneste naturlige lys der var tilbage, var fra det der kom igennem skyerne, fra den nedgående sol. skyerne var så tykke, at det ville nok snart vældte ned med regn. træerne var dystre, og mørke som om de var monstre, der bare ventede på det blev helt nat til at opsluge, alle væsner der har turde at gå ind i skoven. et lyn slog ned fra himlen af, og lyste det hele op i et kort øjeblik. der var ingen dyr at se nogen steder overhovedet, faktisk var der slet intet levende at se nogen steder. den kolde vind susede igennem træernes nye blade, og fik dem til at rasle som om de frøs.

Crasie så engang op på himlen mens hun gik i skygger mellem skovens store skove, hun gik lidt og bandede og svovlede for sig selv, men det ville ikke hjælpe for hun havde lovet Isabella at få fat i de der "forførende" urter som hun nu kalder dem. Crasie havde intet imod mørket eller noget, men regn lige nu gad hun virkelig ikke. Hun gik igennem skoven lydløst som en skovelver ville ha gjort. Crasie vidste faktisk ikke hvordan hun havde lært den evne, men hun tror at den er kommet med tiden. Hvis man kiggede på hende ville man nok ha svært ved at se hende, for mens hun gik var hun bare en skygge. Hun gik bare mere i sin egen verden, hun havde så snart gået så mange gange i denne skov, at skovens dyr og hende hverken frygtede hinanden. Men man vidste aldrig hvem man ville møde i denne skov, så derfor som hun altid havde ved sin side var hendes stok. Hun havde haft den næsten så længe hun husker, men som sagt så kunne hun ikke huske så langt tilbage. Hun gad heller ikke spekulere over fortiden når det jo var i nutiden hun er i. Så så hun i en lysning hvad hun ledte efter, hun gik med hurtige skridt hen til den, og lige før hun plukkede den studerede hun den. Det var en lille plante med få små runde bløde blade, og så havde den en lang stængel som gik ud i en flot blomst. Crasie har altid kunne lide dens farver for de var neonlilla lige som hendes egne øjne. Crasie satte sig på hug og plukkede den og tog den under næsen under hendes store hætte. Det var en forfriskende lugt, og hun kunne mærke hvordan den pirrede ens sanser. Hun kunne godt forstå at Isabella ville bruge den, men som sagt så havde Isabella udseendet med sig, så hun behøvede den ikke.

pludslig kom der en lyd fra en af buskene lige ved siden af planten. det lød ikke som om der var et monster eller noget i busken men det var noget lille. sikkert på størrelse med en lille abe eller noget.

Crasie blev straks opmærksom på lyden og vendte sig straks om. Hun havde hovedet let på skrå og studerede busken foran hende. Crasies ansigt var henlagt i fuldstændigt mørke, undtagen hendes runde ozzy osborune briller som spejlede alt tilbage. Hun trak let på skuldrene, det var sikkert et af skovens dyr ikke andet. Hun stak blomsten i lommen og begyndte straks at lede efter den næste plante hun skulle finde, og den var meget svære at finde. Den levede kun på svampe, en lille smuk hvid blomst som kun levede på en slags svamp. Crasie stod lige et øjeblik og så opgivende imod skoven. Hvorfor skulle hun absolut sætte mig til at finde den, det er jo ikke lige frem mig der skulle bruge den! Hun gjorde det sikkert for at drille mig hvad ellers? Hun var nogle gange uvenner med Isabella, fordi hun bare ville ligge og dovne den af og kun forføre andre mennesker, mens Crasie sørgte for penge og mad. Men så bruger Isabella dem alle på nyt tøj og smykker, når hun umærket godt ved at hun ikke behøver det. Hun skal bare lave en illusion af det, men Isabella sværgede højt og helligt at hun ikke kan det, ligesom de andre personer hun har fortalt om det har heller ikke evnen undtagen en. Lillith. Crasie husker tydelig hvordan Isabella har fortalt med skræk om denne Lillith. Hun havde sagt. *Crasie du må gøre noget ved Lillith, hun gør os bange!" Det var kun for nogle få 100 år siden at Crasie havde accepteret at hun havde en anden personlighed, som havde levet med hende hele livet nemlig Isabella. Men at hun skulle ha andre? Crasie fnøs af det og rystede på hovedet mens hun stod der. Det troede hun ikke på især ikke denne lillith.. Crasie var begravet i sine tanker og var måske ikke helt opmærksom på omgivelserne.

pludslig ud af buskene dukkede der noget frem. det var en lille slags væsen. ikke større end en lille abe. den var halv gennemsigtig som om den var et slags spøgelse og så havde den giga store øre. den havde flotte katte agtige gule øjne og den kiggede bare på crasie imens den gik hen imod hende.

Crasie vendte sig om da hun hørte at der var et væsen bag ved hende, og hun så det ikke før hun kiggede ned, der så hun det underlige væsen. Hun havde aldrig set det før, gad vide hvad det var? En gennemsigtig abe med kattetræk, det havde hun aldrig hørt om. Hun gik ned på hug og så på den. Måske var det en form for minion? Sikkert. Folk siger at der eksistere flere af dem her omkring pga den borg som ligger inde i skoven. Hun havde aldrig selv været der, men hun havde hørt utrolig mange rygter om denne borg. En af rygterne var at der var en kæmpe drage under borgen som bevogtede en kæmpe skat. En siger at der en form for lich king der, og den er fyldt med undeads. Andre siger at den aldrig har eksisteret. Crasie vidste ikke selv hvad hun skulle tro. Men en ting var sikkert at man skulle ikke tro hvad altid folk sagde især legender og rygter. Hun har dog kunne syntes at ane borgen i det fjerne når hun var på de store bjerge nord for skoven, men der var det mørkt. Hun tog brillerne ned på næseryggen, så hendes neonlilla øjne blev synlige under hendes sorte hætte. Hun studerede væsnet.
"Er du en minion, hvor er din master så henne?" Hun talte sproget lidt dårligt, men hun talte på et gammelt magisprog, som alle kan forstå hvis man lære at tale det ordenligt. Selvom man hørte ordene direkte ville man ikke forstå dem, men når man høre dem i sammenhæng så kan man bare forstå det. Hun talte det for hun var ikke sikkert på, at den minion ville forstå normalt sprog.

den kiggede på hende med et lidt undrende blik om hvad den skulle sige. "aaaahhh argh aaaahh argh argh argh" skrålede den med en abe stemme. dog det mærkeligste var at dens abe stemme havde en slags klikke lyd bag sig som en eller anden predator. den kiggede på hende med sine store katteøjne og nøje studerede crasie. den så ikke ud til at være farlig på nogen måder. det lignede bare en mærkelig slags abe væsen.

Crasie vidste ikke lige frem hvad hun skulle stille op med den. Hun troede at det var en minion. Men måske havde dens master gjort den tavs, for så kunne den ikke komme til at røbe nogle ting som den ikke skulle. Minions har det med tit at være ret så dumme til tider. Hun kunne ikke lade vær med at smile af tanken. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, for det kunne jo være at hvis hun vendte ryggen til ville den angribe? Ville den det? Det var hun ikke så sikker på. Men så fik hun en ide, hun begyndte at rode i sin ene lomme og fandt det hun ledte efter og tog det op. Et fint rødt æble var i hendes hånd og hun rakte den forsigtigt imod abevæsnet. Hun håbede at den ville tage den, for så kunne hun måske lige tage det enkelte hår der sad løs på dens højre arm. For så kunne hun gøre sig fuldstændigt usynlig for den, og så behøvede hun ikke at bekymre sig for den om den ville angribe eller noget. Hun havde ingen lyst til at den skulle angribe hende for så kunne det være at skoven vendte sig imod hende, for så var hun måske nød til at dræbe væsnet hvis den gik alt for amok. Hun ville meget gerne holde sig venner med denne skov og det har i hver til fald gået godt ind til videre. Hun følte sig også hjemme i denne skov, og hun ved faktisk ikke hvorfor, men hun tror at det er fordi det hænger sammen på en eller anden måde med hendes glemte fortid.

i det hun rakte æblet frem til den kiggede den lidt på hende med undrende øjne. dens blik et kort øjeblik frem og tilbage mellem hende og æblet. men istedet for at kun at tage æblet. kravlede aben istedet op af hendes arm og tog æblet imens med sin hale. den havde nu kravlet op på hendes skulder og sad nu og spiste æblet stille og roligt imens den kiggede på hende med sine flotte store gule katteøjne.

Crasie så meget undrende på hende, men så kom et smil på læberne. Hun har altid kunne lide dyr især katte, ikke mennesker og andre væsner. Men der var en lille stemme i hende som advarede at dette måske ikke var helt som det så ud til. Crasie ignorede den, og kælede den på ryggen med den ene hånd, og samtidig fik fat i det hår hun skulle bruge, hvis den nu viste sig til at være noget andet end den forstille. Crasie var nok også mere venlig stemt over dette væsen pga dens øjne, det mindede hende om noget. Noget som hun ikke kan huske, sikkert noget fra hendes fjerne fortid som hun ikke kan huske.
"Hvor komme du fra lille ven?"
Crasie forventede ikke noget svar, men hun havde alligevel lyst til at spørge. Når Crasie skulle altså efter den sidste blomst, så hun kunne jo godt alligevel gå rundt med den og lede efter blomsten samtidig. Så Crasie begyndte at gå rundt og lede efter den, det var lidt besværligt men heldigvis generede vægten hende slet ikke. Hun var langt stærkere end hun så ud til, selvom hun var lille og selvom hun var en kvinde. Crasie kunne ikke lade vær med at smile af tanken om dem der fik så noget af et chok, når hun viste hvad hun kunne. Hendes blik faldt på sin stok, den havde fulgt hende så længe hun husker. Den har helt klart været en stor hjælp for hende.

pludslig begyndte aben at snuse rundt i luften og pludslig begyndte den at skråle af et eller andet og hoppede ned fra hendes skulder og løb afsted.

Crasie stod først neglet til jorden da den hoppede væk og der var noget underligt lys. Hvad fanden var det for et væsen?? Men så tog hendes nysgerrighed over, hun havde altid være nysgerrig ligesom en kendar. Kendar som lever i en verden langt væk fra denne, som var det mest nysgerrigste væsen i verden, men tilgengæld også det mest frygtløse. Det var ikke fordi hun selv var særligt meget bange af sig, men hun tog dog altid sine forbehold. Men selvom alle hendes sanser advarede hende om dette, at løbe efter et underligt væsen i denne skov på denne tid ikke særligt godt. Men alligevel begyndte hun straks at sætte i løb og prøvede at løbe efter abens spor. Hun ved faktisk ikke hvor hun har det fra, men hun har altid haft et nattesyn, hun så lige så godt som elverne selv, men de så noget anderledes. De kan blandt andet kigge efter varme, som de ser som et lille omrids. Mens hun så det hele mere, som en ulv eller en kats nattesyn. Dag og nat var ikke en særlig stor forskel for hende. Hun løb hurtigt og elegant efter dens spor, selvom der var forhindringer på vejen, sprang hun let forbi. Hun lukkede øjnene for et kort øjeblik og lod hendes krops sanser og instinkter føre vejen. Det var tit lettere, men hun skulle dog stadigvæk holde øje efter spor, så hun åbnende øjnene hurtig igen.

hun så den nu længere fremme havde stoppet op i en anden lysning og midt i lysningen var der et lille træ hvor den sad under og kløtte sig bag øret. det var lidt mærkeligt at den havde stoppet her.

Crasie stoppede lige før hun var lige ved at brase ind i lysningen. Der var helt klart et eller andet galt her, og endnu engang prøvede hendes sanser at skrige på hende at hun skulle væk, men alligevel var der et eller andet der holdt hende tilbage. Der var et eller andet her som mindede hende om noget. Hun kunne simpelthen ikke huske det. Det var som om det påvirkede hende på en måde, som en drink ville berolige en person. Crasie trak vejret dybt og trådte ind i lysningen. Hendes hætte var trukket godt over hovedet og var fuldstændigt mørklagt undtagen hendes runde ozzy osboruner briller, som spejlede alt tilbage. Hun kiggede omkring, hun vidste at en var her. Det hele gav mening nu angående med den underlige abe.
"Kom frem, den der end er her?" Hun stoppede med at kiggede rundt og holdte sin sorte tynde stok foran sin med sølvkraniet oven på som holdte en grøn jade i dens mund. Hun lagde begge hænder på den, og på hendes øverste hånd havde hun en slangering som snorede sig omkring hele hendes finger. Et eller andet gjorde hende rolig ved dette og hun vidste ikke hvad, andet end at det kom indefra hende selv. Hun smilte for sig selv og hendes sylespidse tænder blev synlige under hætten, selvom intet andet var lyst op af hendes ansigt. Der var et eller andet som sagde hende at dette skulle nok blive interessant, hvad det så end ville blive.

aben sad og så hen imod hende, men noget var helt galt nu. den havde bare det støreste og ondeste smil på munden som katten fra alice i eventyrland. pludslig bag ved crasie dukkede der pludslig ti nye aber og allesammen kravlede rundt på crasie og den ene af dem snuppede den blomst crasie havde i lommen som var for hendes anden selv og alle aberne løb nu afsted ind i skoven og man kunne tydeligt se hvor de løb hen. de var på vej imod en anden lysning der var ikke så langt væk fra den ene lysning.

Det kom hele som en overraskelses for hende. Alle de aber? Hvor kom de fra? Hun betragtede dem mens de løb væk, og så faldt alt på plads, eller i hvert til fald hvad Crasie regnede med. Hun kunne ikke lade vær med at trække op smilebåndet, hvorfor havde hun ikke tænkt på det noget før. Disse aber var skygger eller illusioner, hun følte sig lidt åndssvag at hun var oppet på den, hvis de nemlig var illusioner eller skygger. Hun burde have haft set det med det sammen, som sagt var hun jo selv en mester til illusioner. Hun følte helt klart mere og mere at dette var en person som legede med hende. Hendes fornuft sagde at hun skulle væk. Men det ville hun ikke, der var helt klart et eller andet som mindede hende om noget, og hun ville så gerne finde ud af det, hvad det er. Denne person kunne hun nok ikke få frem i lyset pga at vedkommende først ville lege med hende, så måtte hun nok selv også lege med for at få vedkommende til at komme frem fra sit skjul. Hun rystede let på hovedet og smilte. Hendes hætte faldt ned og hendes ansigt var tydeligt. Hendes lange sorte løvemanke af hår lå bagtil under hættetrøjen. Crasie tog med den ene hånd under håret og fik det fri så det var frit fremme og bølgede over skuldrene. Hun tog brillerne af og lagde dem i lommen, så begyndte hun så småt at løbe efter sporene fra aberne. Hun fik et glimt af en hvid blomst og stoppede hurtigt op. Det var den blomst hun havde ledt efter som voksede på en svamp. Hun ville putte den i lommen sammen med den anden og opdagede at den var væk. Det var sikkert aberne som havde stjålet dem. Så Crasie lagde dem et sikkert sted i en speciel skjult inderlomme i hættetrøjen. Hun løb igen og stoppede nogle gange op for at tjekke sporerne ordenligt, mens hun sad på hug og støttede til staven med den ene hånd. Så løb hun igen og kom til den nye lysning.

hele lysningen var som en lille bakke og oppe på toppen af bakken var der et træ der stod der flot og fint og under skyggen af træet stod der en skikkelse. det var en kvinde kunne man se og man kunne se den ene abe med blomsten i hånden give hende den og aben forsvandt. skikkelsen trådte ud af skyggen og stod nu i lyset så man kunne se hende tydeligt. hendes hud var sort som kul og hun havde spidse øre og røde øjne. hun havde langt rødt hår og et lille smil på munden. hun havde faktisk en vidunderlig figur og det tøj hun var iklædt passede bare perfekt til hende. hun var iklædt en flot rød langærmet skjorte med sorte flammer på så det lignede som om at hendes D skåle bryster var over ilden, og en rød med sort kantet nederdel der gik hele vejen ned til hendes fødder men selve nederdelen var delt i fire lige store bider hele vejen op og da hun stod med benet lidt ud kunne man lige se noget af hendes underbukser som man kunne tydligt se var hvide. hun holdte crasies blomst frem og snuste stille til den og hun puttede den så på øret så den sad fast.

Crasie havde godt nok ikke forventet af denne person kunne være en som hende, men alligevel så kunne det vel ikke være andre. Hun studerede hendes udseende og fandt den meget tiltagende og flot. Det var helt sikkert noget som Isabella ville kunne lide. Crasie kiggede hurtig en gang ned af sig selv, og selvom hun ikke var så udfordrende klædt, som kvinden her så var hun sku heller ikke et grimt syn lige frem. Crasie gik med rolige skridt op imod kvinden, der var ikke et spor af nervøsitet eller frygt i hende.
"Er det dine aber?"
Crasie sagde det venligt og så på hende med et venligt blik fra hendes selvlysende lilla øjne som lyste også af morskab. Crasie kunne straks også mærke Isabella i sig, Isabella kunne åbenbart godt lide denne kvinde og ville meget gerne komme til, men Crasie fik hende undertrygt, så hun kom helt bæk. For hun ville slet ikke blive generet af hendes anden personlighed lige nu. Det havde Isabella det ret tit med at gøre, og tit kunne Crasie intet gøre imod det, men nogle gange som disse havde hun direkte magt over sin egen krop og sjæl, men det var kun på lånt tid, hvis det forsætter sådan at Isabella hele tiden bliver fristet. Isabella var nemlig Crasie's forførende side af hende selv, og hun kunne sku gøre det godt. Men hun var tit ikke særlig klog angående med konsekvenserne af hendes handlingerne kan blive, mens nemlig Crasie tit vendte og drejede hendes handlinger og så muligheder i mange ting. Crasie stoppede ca 5 meter fra hende, halvt oppe på bakken. Så var måske aberne alligevel rigtige? Eller er det bare kvindens illusioner. Eller kunne kvinden og aberne var en illusion som er lavet af en anden. Hendes tanker var ved at flyve afsted så hun valgte at koncentrere sig på Kvinden, og på den kølige overflade hendes stok havde under hendes venstre hånd, som hun satte foran sig og havde begge hænder hvilende på den.

hun smilte let og så på crasie. "ja det var mine aber. kunne du lide dem?" sagde hun med et smil og skuppede sit hår til den ene side. "de er altid så gode til at få taget folk hen lige hvor jeg har lyst og så er de virkelig gode til at give mig gaver" sagde hun derefter med et lidt større smil og rettede med vilje lidt på blomsten ved hendes øre. "men må jeg spørge hvad du laver i min mesters skov?" spurgte hun derefter stille og roligt og begyndte at gå stille og roligt rundt om crasie som at næsten at analysere hende.

Crasie blev mere eftertænksomt at hun brugte dem til at lokke folk. Men ikke en mine trak sig på hendes ansigt, som røbede at hun var begyndt at ikke kunne lide denne situation. Men hun valgte at forholde sig rolig, desuden var kvinden ikke uvenlig endnu.
"De er da fine nok, de aber" Sagde hun venligt til kvinden.
Men Crasie øjenbryn røg dog i vejret da hun sagde at der var en som ejede skoven. Så var rygterne måske rigtige at der var en med en borg, som boede dybt inde i skoven. Men hvordan kunne denne person være så arrogant og tro at vedkommende kunne eje den vilde mørke skov. Det kunne Crasie ikke lide, hun ville hellere lade naturen være sig selv end at begynde at kræve ret på den, når faktisk ingen havde krav på den. Men Crasie valgte at ikke nævne det, for det var dumt at allerede skabe en diskussion. For hun ville nok forsvare sin herre, og Crasie havde stadigvæk ingen anelse om hun var dæmon eller hvad hun var. Crasie var stadigvæk fuldkommen rolig selv, selvom kvinden gik rundt om hende som en kat som leger med musen. Crasie kunne ikke selv lade være med at smile af tanken.
Selvfølgelig regnede de fleste for at Crasie intet var pga at hun var en kvinde og var ret så lille, og det var faktisk godt for Crasie, for så plejede folk at undervurdere hende. Hun stod bare stille og hendes neon lilla øjne holdte blikket fast på kvinden, så snart hun kom inden for synsfelt. Så svarede hun med en venlig, men der var alligevel en lille snært af provokation i stemmen.
"Jeg leder bare efter nogle bestemte planter, og jeg troede da at man godt måtte færdes frit rundt eller er det blevet forbudt?"

hun smiler lidt mere og står lige foran crasie efter at have gået rundt om hende "det er skam også helt okay at du går rundt her i skoven. faktisk er der mange der gør det men du skal forstå at min herre har kunne mærke din tilstedeværelse her" sagde hun med et stort smil. "NU!" råbte hun pludslig og op af jorden dukkede der to hænder op og trap crasie langt ned i jorden så hendes ben var helt under jorden og pludslig dukkede der to drenge op. den ene havde sort hud og spidse øre og røde øjne som pigen havde men til gengæld var hans hår mørkerødt istedet for rødt. han var iklædt en lang kappe med hætte. en sort t-shirt. et par sorte jeans og nogen lette gummisko. den anden var helt sygelig bleg i huden. havde gift gule øjne og en bandana rundt om munden. han havde også en sort kappe på som den anden dreng og havde hætten over hovedet så man ikke kunne se hans hår. han var derefter iklædt en langærmet mørkegrøn t-shirt. et par mørkegrønne bukser og et par store sko. han havde også handsker på sine hænder som var sorte. pigen begyndte pludslig at bevæge sine hænder rundt i luften og nogen runer på jorden hele vejen rundt om crasie begyndte at lyse op. "arlfor virnor inkantus" sagde hun højt og ud af runerne på jorden kom der masser af magiske kæder og bandt sig rundt om crasie. og pigen smilte tilfreds for sig selv

Crasie havde godt nok ikke forventet noget som helst af dette. Men så havde hun ret med hendes tanker, dette var en fælde. Hun mærkede hvordan hun blev revet ned i jorden, og så på de creepy drengeskikkelse der dukkede frem. Hun mærkede panikken var ved at tage hende for det hele skete så hurtigt. kæderne snurrede sig omkring hende og hun tabte sin stav. Men så kom der en kølighed over hende. I stedet for at skrige panisk eller prøve at rive sig løs, så Crasie bare på kvinden med hovedet let på skrå. Hun kiggede hurtigt vurderende på de andre, men blikket vendte tilbage på kvinden, for det virkede mere til at det var hende som bestemte lige her. Crasie begyndte at grine med sine sylespidse tænder blottet. Og så stoppede hendes latter brat og hun så på kvinden med hovedet lidt nede, så hendes blik blev uhyggeligt rovdyrs agtig.
"Det kan godt være at i har fanget mig, men jeg tror lige at i har undervurderet mig, bare en lille smule."
Crasie vendte blikket imod aben på kvindens skuldre, det var den sammen abe som hun havde taget håret fra. Hvis man kendte hende meget godt ville man kunne se at hendes pupiller blev lidt mindre og som om hendes øjne blev lidt fjerne når hun lavede en illusion. Crasie manipulerede fuldstændigt med abens syn og følelser. Aben så lige pludselig at kvinden som den sad på, var blevet til en sort panter lignede menneskevæsen, som hvæste af den, og åbnede dens gab for at æde aben. Crasie fik også aben til at føle sig fanget, for dyr havde et tit med at når de var trængt op i en krog ville de angribe. Hun fik også de andre aber, som var lige i nærheden til at se at både kvinden og drengene var blevet til de pantervæsner. Selvfølgelig var hendes illlusioner ikke så gode på dem, fordi hun ikke havde noget fra dem. Men så fik hun aben til at føle at den var nød til at kalde på hjælp. Men det skulle nok virke når de andre aber så hvordan deres ene kammerat havde problemer, så kunne de nok ikke se forskel fra en god til en dårlig illusion. Samtidig ændrede hun sit eget udseende til kvindens, og selvom hun ikke var nær så overbevisende hvis man kiggede godt nok på hende, men det var nok til at hun lignede kvinden på afstand.

Aben som sad på skuldren begyndte at gå i fuldstændigt panik. Aben mærkede hvordan panterens kløer holdte fast i den, den begyndte at skrige på hjælp. De andre aber blev opmærksom, og så hvordan deres ven var i nød og hvordan pantervæsnerne så sulten på dem. Aben som sad på skuldren begyndte at gå amok og rev, bid og kræssede alt det den kunne. Den begyndte at gå i blodrus, så selvom kvinden nok prøvede at komme væk fra den, ville den stadigvæk angribe hende. De andre aber gik straks på de andre drenge og nogle sprang også på kvinden. Crasie stod bare og nød synet af det kaos hun lige havde lavet. Hun kiggede ned af sine kæder og fik den ene hånd lidt fri, så hun kunne få fat i det værktøj hun havde i en skjult lomme, som kunne dirke enhver løs op. Hun fik den hurtig op, for hun var nok lige så erfaren som en kendar. kæderne røg ned, og hun sad godt nok fast i jorden, så hun prøvede se om hun kunne komme fri.

pigen smed lidt panisk aben ned på jorden og drengen med de spidse øre tog to daggerts frem og den anden stod bare stille med knyttede næver men pludslig blev alle aberne gennemboredet af hvad der lignede nåle som var lavet af sort røg og ned fra himlen landede der en voksen skikkelse. han rejste sig op og kiggede på dem. han var iklædt flot sort jakkesæt, sorte spidse sko og sorte læderhandsker. men det mærkeligste var dog at han havde en kridt hvid maske på sit ansigt der lignede som om den havde horn. bag masken kunne man tydeligt se hans grønne øjne faktisk lyse kraftigt igennem. det lignede faktisk som om de var svagt i grønne flammer. "jeg sagde til jer at i skulle bringe gæsten hen til mig. ikke binde hende og prøve bagefter at voldtage hende." sagde han med en lettere sur stemme. hans stemme var virkelig ond som nærmest dæmonisk og brummende. man kunne tydeligt se på de tre at der var virkelig stor ærefrygt i dem. "men... men herre vi ville bare lave lidt sjov med hende" fremstammede pigen. "nika du burde være klog nok til at forstå nu at i bliver senere straffet for det" sagde han med sin dæmoniske stemme og så pegede på drengen der lignede pigen. "og neko hvorfor i helvede stoppede du ikke din søster?" spurgte han bagefter drengen. men drengen vendte bare blikket ned mod jorden. "og dig bron ved jeg godt du ikke har så meget at sige men for helvede du kunne have stoppet dem" sagde han derefter til drengen med bandanaen rundt om munden. men drengens gule øjne lyste bare mere svagt og han kiggede også ned. derefter vendte den nyankommet skikkelse hen imod crasie. han var meget uhyggeligt at se på med maske og alt det og så var han jo også næsten to meter høj.

Hun havde endelig revet sig løs fra jorden af og var kommet op på sine ben, og så så hun omkring hvordan aberne var blevet dræbt, men hendes opmærksomhed blev rettet imod at de alle stod stille, som om de skammede sig og kiggede i en retning. Crasie fjernede sin illusion så nu lignede hun sig selv igen. Hun så hvordan en skygge kom frem og blev helt tydelig, Crasie kunne ikke lade vær med at blive noget imponeret af hans udseende, men selvom han på sin måde så hyggelig ud, så vidste hun godt at det bare kunne være en fis i en hornlygte. Crasie kunne tydelig mærke Isabella i sig, som meget gerne ville komme til. For Isabella kunne meget godt lide udseendet på denne nye person. Crasie fik undertrygt hende og så fulgte hun opmærksom på samtalen som foregik imellem dem. Men så blev hun også opmærksom på noget andet, det som hun havde mærket før, som var velkendt kunne hun tydelig mærke nu. Det virkede til at komme fra ham af, Crasie kunne ikke beskrive det som andet en noget mørke over ham. Så prøvede hun at regne ud hvad han var. Han var sikkert en skygge dæmon. Crasie mærkede en hovedpine trænge sig på, det var den som altid kom som regel når hun lige var ved at mindes om noget i hendes fortid. Hun tog hånden til panden og skar en hurtig grimasse af smerte. Men så forsvandt den lige som den kom, men der kom ingen minder med den. Crasie tog fat i hendes stok, og rejste sig op. Hendes hætte lå over hendes hoved, og henlagde hendes ansigt i fuldstændigt mørke. Crasie tog sine briller frem fra sin lomme og tog dem på, og det var så det eneste man kunne se af hendes ansigt. Brillerne spejlede Sakref tilbage på i en uhyggelig facon. Crasie stod bare tålmodigt og så afventende på skyggedæmonen. Hun vidste ikke om denne dæmon var ond eller god. Men hun regnede med at han var ond, men hun var jo også selv dæmon eller kaldt dæmon, så det kan være at han måske er lidt mere venligsindet. Crasie's tanker kørte på fuldtryk og hun prøvede at vende og dreje forskellige muligheder, og hvad der kan ske derefter.

hans øjne begyndte langsomt at blive mindre brandende og til sidst var bare en almindelig gløden. "jeg er virkelig ked af mine lærlinges opførelse det var meningen at de skulle have inviteret dig hen til mit slot men istedet for ville de bare lave sjov med dig" sagde han imens han langsomt tog sin maske af og afslørede sit ansigt. hans hud var så hvid som rent sne og der var ingen tegn på urenheder eller ar og hans øjne lyste ikke mere op men istedet var bare kraftigt grønne. han havde et venligt smil på sin mund og kiggede stille på crasie. hans hår var stadig strittende ud over det hele men det klædte ham faktisk. "jeg vil gerne tilbyde dem at de kan komme tilbage til mit slot og få en kop te eller kaffe. som en undskyldning for mine lærlinges opførelse" sagde han med et venligt smil. dog uanset hvor venlig han virkede så var hans skygge bag ved ham på en måde virkelig mørk. mørkere end de andre skygger. faktisk kunne man slet ikke se jorden hvor hans skygge var.