En jagt langt fra andre ~Madelain~

Madelain ville helt glemme det. men kunne ikke for noget ind i hende sagde husk at de er der ude et sted, og Madelain viset at det var sandt at hendes familie var der ude et sted hun gik tilbage til hulen. og satte sig ved siden af ham igen i mens de smukke tåre stille trille ned, men hun hukle slet ikke snøfte en gang i mellem vis det blive for meget for hende

"Det er sundt at græde engang imellem" sagde han stille, hans øjne stadig lukkede. Hans vejrtrækning var rolig, han var tryg her. Han snuste let ind, og lod duften af skoven, grotten og hende fylde hans næsebor.

Madelain rejste sig og hent. En pude til hans hoved hun løft blidt hans hoved og lag puden uden så han ikke fik ondt i hovedt, hun hent en pude og et tæppe til sig selv og satte sig overfor ham i grotten. og faldt stille og fredliget i søven med et stille suk og et smule på sine læber

Han smilede stille og lagde armen om hende. *En rolig nat ja.. Min sult er stillet for nu..* Han grinede stille for sig selv og lænede sig tilbage. "Lad os se hvad morgenen bringer.." sagde han og kiggede op i loftet, inden han endeligt lagde sig helt til at sove og lod roen falde over den lille grotte.

Madelain nikke i søven og lag sig. Ind til ham og sov rasten af natte i gemmen uden at vången da hun var så træt, efter at være bliven såre men takke være Ricko var såre rent og forbundet og nu sov de. Begge 2 tæt op af hinanden Madelain smielde svaget i søven og gabet stille

Ricko var vågnet i løbet af morgenen, og forsigtigt havde han fået hunnen lagt fra sig. Han kiggede ned på hende og et skævt smil var på hans læber da han forsvandt ud i den gryende dag. Da Madelain vågnede op, lå et halv dådyr foran hende, halsen knækket af en brutal og effektiv kraft. Ricko var ingen steder at se i øjeblikket.

Madelain rurte den ikke. Hun så bare trist på den og sukke og skubbe den væk fra sig hun var slet ikke sulten, lige nu hun rejste sig og gik ned for at vaske sig en smule og for at se på sår. Men da hun så til det var det helt rødt og gjorde endnu mere ondt end i aftes hvor hun hade får det, og så gik hun tilbage til hulen og spise noget at kødet for at så lager en bunde i sin mave

Ricko form trådte frem grottens åbning og blokerede for lyset ind. I et øjeblik fremkom han som en skikkelse fra et mareridt inden han trådte længere ind. Hans krop var våd som om han lige havde badet, og hans hår hang ned langs han skuldre. Han kiggede mod ådslet og rejste et øjenbryn. "Ikke sulten?" spurgte han hende med en undren, inden han satte sig ned og betragtede hende.

" ikke ret sulten. Det sket ofte at jeg ikke kan spise om morgen når jeg vången det er sjælden der sker, men i dag er jeg ikke ret sulten " sagde Madelain og så på ham hendes øjen var matte. Og hendes hoved gjorde ondt og hendes arm var lammet helt

"Hmm du har det ikke bedre idag har du vel?" spurgte han, mere konstaterende end undrende. Han rejste sig op, greb liget af hjorten, og slæbte dyret udenfor. Her smed han det i skoven, et godt stykke fra hulen, og fnøs stille. *Hvilke dyr ville vove at komme så tæt på en varulvs hule..* var hans tanker inden han vendte tilbage til hulen. "Læg dig ned og hvil dig. Jeg skal nok vogte indtil du er rask igen.." sagde han med et nik, og vendte sig mod huleåbningen uden at vente på svar.

" nej jeg har det ikke bede. Men det skal nok komme håber jeg og tal forsi du vil hjælpe og passe på mig vis der nogensiden, er noget du har brug for eller mangler noget aå bare hyle som komme jeg " sagde Madelain. Og lag sig ned hun hade ondt i sin skulder og der kunne men gåde se og lugte, der kom en ulækker lugt får sår i hendes skulder og det sveg så meget