En tur på stranden - Abaddon/Rafael

Omgivelser : Ingen overhovedet.. Ingen væsner.. ingen mennesker..
Sted : Den mørke side af stranden
Tid : 21:05
Dag : Lørdag
Tøj : En sort trøje med fangtasia over brystet og et par shorts der går til knæene.

Catherine lå på stranden og slappede af da hun var den eneste. Hun var træt da hun lige var løbet igennem skoven i en tigerform. Hun tænkte på sin fortid og fremtid. hvordan hun mon skulle leve imorgen. om hun skulle flytte men mest af alt tænkte hun på en vis mand. Hendes store kærlighed Rafael. Hun smilede ved tanken om ham og åbnede sine øjne. Hun kiggede op i den klare himmel med stjernerne der glitrede. Hun kunne høre et dyr komme tættere på. Hun lod som om hun ikke vidste hvilket dyr det var og smilede da en våd tunge gjorde hendes hoved vådt. Hun sprang op og grinede af pumaen der så alt for glad ud. " Hvorfor er du så glad?" spurgte Hun nysgerrigt. Pumaen løb igennem skoven for at vise hende noget men da den var forsvundet satte hun sig bare ned. Det var ikke første gang hun havde ignoreret et dyr. Hun lagde sig ned igen og slappede af. Hendes tanker gik igen hen imod Rafael men hun stoppede dem med det samme men det var for sent. Hun så hans smil og hans veltrænede overkrop for sig og sukkede. Hun savnede ham så forfærdeligt meget. Hun kunne høre en ørn over hende. hun snerrede af den. Den fløj væk. " Se selv , det var ikke vigtigt " Sagde Hun og grinede. Hun kiggede op på stjernerne

Rafael gik som altid, med hans brors kors om halsen, og den gamle læder jakke, som også havde tilhørt Gabriel, men den sorte silke skjorte, og de store militær støvler, det var han eget tøj, han havde gået, med læder jakken, og korset siden han fik at vide at Gabriel var død, og nu da han overvejet at stoppe med at søge hævn, havde han tænkt på at begrave det, eller måske give det til hans søsters barn, når hun en gang fandt en at få børn med. men han håbede at der ville gå mange år inu, før at hun fandt den rette. hvis han skulle være helt ærlig, var han ikke sikker på om han var for krævende hos hendes kærester, men han ville hende det jo bare det bedste, og der var jo mænd i verden, som ville kunne passe på hende, så han måtte bare vendte til hun fandt sådan en type. Han stoppede op, og satte sig ned på sandet, han rettet hans blik mod himlen, det var en god aften, hans søster var overlevet hendes hospital tur, han havde set Catherine, han.....han nåde ikke længere end til Catherine, han kunne ikke forsætte, med at tænke på de gode ting. han sukkede ved sig selv, han kunne ikke være alene særlig længe, uden at tænke på hende, han kunne godt lide at have hende, ind til kroppen, han kunne godt lide hendes duft, han elskede hende diamant latter, siden han hørte den første gang i skoven, har han ikke kunne stå for den. han ville gerne være sammen med hende. han savnte hende, han var glad, på en måde, han vidste at han elskede Catherine, og han ville være den bedste partner for hende som muligt. han kiggede sig omkring da han hørte en lyd, der gik ikke længe før han hørte et katte væsens store fødder ramme jorden i nærheden, han havde en god ide, om hvad det kunne være, han lugtede sjælen fra en puma, og derefter var det ingen tvivl. han kunne høre den prøvede at snige sig hen mod ham fra ryggen, men han smilte bare og vendte sig om, og sagde "hvor er Catherine?". Rafaek kunne ikke tale dens sprog, men den så ud til at forstå ham, han nikkede og sagde så "Jeg kan ikke snakke med dig, men jeg tror godt du kan regne ud, hvad jeg spørg om" han smilede til den, og den satte i løb tilbage, han gik langsomt efter den og tænkte, jeg finder nok Catherine på et eller andet tidspunkt, hvis jeg bare følger efter den Puma, han begyndte at se en person i det fjerne, og da Puma´en løb hen til personen, og bare løb tilbage mod Rafael, var der ingen tvivl, dette måtte være Catherine. han råbte venligt i den retning "Du er et dejligt syn"

Hun smilede og vendte sig om ved hans smukke stemme. Hun rejste sig op og løb hen i hans arme. Hun kyssede ham blidt og lagde sin hånd på hans kind. " Du er smukkere " Sagde Hun fuldkommen lykkelig. " Jeg har savnet dig " Sagde Hun og kyssede ham igen. Hun væltede dem og lagde sit hoved på hans bryst. " Jeg har savnet dig alt for meget " Sagde Hun og smilede. Hun pressede sig ind mod ham. " Jeg elsker dig " Sagde Hun med en blid stemme. Hun stirrede på Rafael da noget var galt med hans ansigt. Hun satte sig op og lagde hovedet på benene. " Hvad er der galt? " Spurgte Hun og Pumaen der havde gemt sig kom nu hen til hende. Hun skubbede den væk med en kraftig bevægelse og den løb ind i skoven med en klynkende lyd. Hun havde endnu et brev i hånden og det var den store grund til at hun var vred men samtidig vanvittig forelsket. Hun åbnede langsomt hånden og åbnede brevet med en hurtig bevægelse. Hun ville ikke læse det og lagde det bare ned. Hun stirrede på det alt for dyre papir og vidste allerede nu at brevet var fra Aro. " Aro har irriteret mig siden vi skændtes og det driver mig til vanvid " Sagde Hun og skubbede brevet hen til Rafael. " Jeg tror at jeg har fået op til 20 breve indtil videre " Sagde Hun og gled ind i Rafaels varme arme. Hun frøs af en eller anden grund og hun kunne ikke helt forstå det...

Rafael tog med glæde mod hende i hans arme, han tog armene ud til sidenerne, og da hun kysse ham blidt, lagde han dem rundt om hende. han smlite lidt sarkastisk til hende, da hun sagde han var smukkere og han sagde, med en lidt sarkastisk stemme "Ja, det er jeg" han grinte, han bliv næsten overvæledet med glæde, han kunne se hende være lykkelig, han havde ikke brug for mere, han elskede hende. han bliv syntes det var sjovt at hun væltede dem, om det var meningen eller om hun var kom til at gøre et, vidste han ikke, men han tænkte ikke længere over det da hun lagde hoved på hans bryst, det var ubeskriveligt rart, at have hendes hpved på hans bryst. han lagde en hånd på hendes ryg, da hun sagde hun havde savnet ham, han brugte dem til at sige, at han også havde savnet hende meget. da hun sagde at hun elskede ham, begyndte han at sige lyde, som en lille kat, men stoppede hurtigt da han opdaget det, han kunne aldrig blive van til at høre hende sige det, et var en fantastisk oplevelse vær gang. han overhørte, at hun spurgte ind til om der var noget galt, han smite bare til hende, og pressede hende indtil ham, men stoppede han han så brevet, hun begyndte at forklare om de mange breve, men da hun var færdig smilte han bare kærligt og sagde "Du burde sende et brev til ham, han er en af betydning for dig, og han vil gerne vide du har det godt" hantog brevet, men læste det ikke, og kastede det væk. han pressede hende igen indtil ham, og han viskede til hende "glem verden, vær sammen med mig"

Hun lod ham trække hende ind til sig og hun blev med et genert da han hviskede til hende. Hun vidste at hun kunne glemme verden med ham men hun vidste også at hun ville blive svær at styre. " Nej " Sagde Hun men man kunne høre at hun gerne ville sige Ja og kaste sig i hans arme. Hun trak sig væk fra ham. Hun fortrød med det samme ikke at have sagt ja men hendes indre stemme sagde at hun skulle blive hvor hun var. Hun snerrede af den indre stemme og den tav. Hun kiggede dybt ind i hans øjne og smilede. " jeg bliver for svær at styre " Hviskede Hun i hans øre.

Rafael bliv meget undrene da hun sagde nej, han troede ellers godt hun kunne lide at være sammen med ham, så han forstod det ikke, #måske sagde jeg noget forkert# tænkte han, han overvejet sådan set mere hvad han havde gjort galt, end om hun kunne lide ham, for det regnede han da med, men da hun trak sig væk fra ham, begyndte han at overveje hvad der kunne få hende til det.. hans øjne bliv sorte som natten, bare ved tanken, om at hun ikke kunne lide ham, han fik dem til at blive deres normale blå-grønne farve, og han smilte lidt skævt mod hende, da hun sagde hun bliv svær at styre. han følte sig lidt utilpas over det, så han rejste sig op, og gik lidt frem og tilbage, han vidste ikke lige hvad der var galt, men han ville lige holde hende på afstand, mens han lige tænkte sig om, han lavede en hånd bevægelse, om at hun lige skulle blive der, og han forsatte med at gå frem og tilbage, han kunne ikke forstå hvorfor han følte sig utilpas

Hun kunne se hans ansigt og i stedet for at gå op til ham satte hun sig trist ned og så ned i jorden. Hun elskede ham selvføglelig alt for meget men hun vidste at der var nogle ting han blev nød til at gøre før de kunne være ordentligt sammen. Det havde han sagt for ikke så lang tid siden og de ord var blevet hængende i hendes sind i al den tid. hendes øjne havde fået en mørkegylden trist farve. Hun rejste sig op og gik hen til ham. " Undskyld , Jeg ville ikke gøre dig ondt " Sagde Hun Trist og kiggede ned i jorden. " Jeg Elsker dig og vil gerne glemme verden med dig men du har sagt at der er en ting du bliver nødt til at gøre først " Sagde Hun og et enkelt vredt gnist kom i hendes øjne for så at forsvinde.

Rafael tog en hånd til hendes hage, og sagde "og jeg er glad for du udviser mig den respekt, og ja der er stadig ting at gøre, før jeg kan være sammen med dig, jeg vil så forfærdelig gerne, være samme med dig, men som sagt er der andre ting først, og det er det som er mit problem, det er ikke noget du har gjort, du er en fantastisk partner, og jeg er så stolt over du giver mig tid." han smilte kærligt til hende, og han lagde hans arme rundt om hende. han kyssede hende blidt, og lagde han hoved på hendes skulder. han gik nu lidt væk fra hende, for at forsætte med at tænke lidt for ham selv, han ville gerne blive ved hende og tænke, men når han var 1 meter fra hende. kunne han kun tænke på hende, og intet andet, så han gik lidt frem og tilbage, en 5 meter fra hende, og tænkte

" Jeg vil altid vise dig respekt " Sagde Hun kærligt. Hun kyssede ham blidt tilbage da han kyssede hende og det føltes som at svæve. Hun satte sig ned og betragtede Rafael. Hun elskede at se når han tænkte og smilede. " Jeg elsker dig alt for meget " Sagde Hun sødt. Hun smilede til ham. " Du betyder mere for mig end du nogensinde kan tænke dig til " Sagde Hun til ham eftersom det var sandt. " Jeg ville dø uden dig " Sagde Hun og rejste sig op og ville gå hen for at kysse ham men hun standsede sig selv og satte sig ned igen da hun kunne se at han tænkte.

"Rafael...hvorfor er døren låst" - Gabriel
Rafael vågnede i hans lejlighed i frankrig, han kiggede på uret, ved siden af sengen, han kunne se klokken var over middag, han kunne ikke huske dagen fra aften før, så han måtte nok have været ude at drikke. han svaret stille og roligt til Gabriel.
"Fordi den ikke låst op" - Rafael
Rafael rejste sig op, for at gå ud mod døren, men lige pluselig, fik han en bange fornemmelse, han gik hurtigt tilbage til hans seng, og der lå hun, Rafael bid sig selv i tungen, så hårdt det begyndte at bløde, han kunne se at han havde fået hende til at sove igennem, da han kunne lugte hendes sjæl, var fuld af vodka, så han havde godt nok ikke lavet noget med hende, men hvis Gabriel fandt hende her inde, ville han rive hoved af dem begge 2. han ville ikke vægge hende op, da han var bange for at hun stadig var lidt fuld, og hvis hun stadig var det, ville han ikke kunne dække over de lyde hun sikkert ville lave. han gik hurtigt hen mod døren, og låste den op, og med et stort smil sagde han
"du er tidligt oppe" - Rafael
Gabriel kendte efterhånden altid hans tone fald, og han kunne godt regne ud at han havde gjort noget galt.
"hvad har du gjort?" sagde Gabriel med en meget seriøs stemme
Rafael bliv lidt bange, han ville helt ikke opdages, men han ville heller ikke lyve.
"Jeg har det fint, hvorfor spørg du?, jeg har ikke gjort noget, tror jeg" sagde han lidt sarkastisk. man kunne godt se at Gabriel ikke troede på ham, men Gabriel kunne også se at det var noget, som Rafael overhoved ikke var stolt over, så Gabriel valgte at være ligeglad, for denne ene gang
"så må du have en god dag bror" - Gabriel
Rafale lukkede døren, og vendte sig om, og begyndte at gå ind mod værelset.
#Hun er væk# han undrede sig over hvor hun var henne, han drejde sig om, og fik en stol i hoved...
________________________________________________________________________
back to real world
_________________________________________________________________________¨h
Rafael gik i hans egne tanker, om den gang hans franske kæreste prøvede at tage livet af ham. han vendte sig mod Catherine. men ligepluselig, kunne han mærke en smerte i brystet, den var overvældeene, han skrig. hans syn begyndte at forsvinde, og han begyndte at miste luften, han faldt om, hvis Catherine ikke greb ham, han kæmpede, for at sige noget, "Thomas".. han lukkede øjnene..

Catherine greb ham med hendes styrke og holdt ham oppe. Hun satte ham op mod et træ og bandt ham med et reb. Hun havde opfanget navnet Thomas men ellers ikke mere. Hun satte sig ned Vagtsomt og lyttede efter farer men hendes fintfølende ører kunne ikke opfange noget og hun forvandlede sig til en Sort leopard der var 5 gange større end normalt. Hun vogtede over Rafael så intet kunne røre ham. Hun elskede ham og det gjorde at hendes øjen blev en advarende rød glødende farve. Hun vidste ikk hvad der var sket med ham men det måtte være slemt siden han besvimede. Hun lagde sit hoved på forpoterne og en snerren rumlede i hendes bryst. Hun blev ved med at snerre og stoppede ikke..

i mørket kunne man høre nogen som klappede, mens de gik hen i mod træet, og det gik ikke længe før at en skikkelse af en mand med langt sort hår dom var bundet sammen til en lang heste hale, som gik ned til han knæ, han var iført et tydeligvis dyrt jakkesæt, det var et hånd syet jakkesæt, og nogen pæne sko, som passede til, man kunne se nogen folk komme gående bag ham, det trænede øje, ville kunne se det var 6 folk, men de holdte sig langt nok bag ham til at man ikke kunne se dem for mørket, han havde et meget skummelt smil på læben, og nogen helt røde øjne, som manglede pupiller, han var tydeligvis vampyr, og en gammel en af slagsen. han havde en kuffert i den højre hånd, og intet i den anden, han smilte mod Catherine, han begyndte at tale, med en hæs stemme "Godaften min frue" han gik et enkelt skridt tættere på dem, og dem bag ham fuldt med som trænede soldater, de ramte alle jorden på samme tid. han begyndte at grine lidt skummelt, og Rafael begyndte at få tåre til at komme ned af han lukkede øjne, han begyndte at ryste, men da manden stoppede med at grine, stoppede Rafael, med at vise tegn på smerte. han kiggede direkte på Catherine, med et dødfuldt blik, og smilte igen. "må jeg selv, bede om tilladelse til at give fruen en kompliment om hendes skønhed" han kiggede tilbage på Rafael og sagde "din bror ville have holdt længere, men så igen, han var jo også enestående"

Catherine vidste at hun ingen chance havde for at slå den gamle vampyr og forvandlede tilbage. " Du rør ham ikke " Snerrede Hun og stillede sig i vejen foran Rafael. " Så må du også dræbe mig " Snerrede Hun og hendes øjne glødede rødt. Hun var så vred og rasende over at hendes Rafael og hende selv aldrig kunne få et øjeblik alene. Et glimt i mørket fik hendes mørke ansigt til at lyse op i et sekundt. * Aro * Tænkte Hun glad og snerrede af den fremmede. " Man plejer at præsentere sig ved første møde " Sagde den ældste vampyr i mørket og trådte hen ved siden af Catherine. Catherine sendte Aro et taknemmeligt og varmt blik og gik så et skridt tilbage hen til sin elskede. Hun bandt ham op og og trak ham op til sig. " Uanset hvad , så elsker jeg dig " Sagde Hun og kyssede ham blidt for derefter at stille sig som Aros venstre flanke. Hun gik i angrebs position men Aro sagde blidt at hun skulle rejse sig. " Du har såret min datter " Sagde Han koldt og bevarede sin hjerne kold som is. Catherine rejste sig op mens hende øjne glødede kraftigere rødt..

Manden grinede lavt, men kiggede så på Catherine, og sagde med samme hæse stemme "Min smukke frue, du burde ikke være skuffet over ham, det er kun få som kan holde min magt væk, hans bror var en af dem" han dreje hoved mod Aro og sagde, men en mere høflig tone "Det er mig en ære, jeg selv er meget glad for at de vil give mig æren af at møde dem, men må jeg spørge hvorfor deres datter, og dem selv virker.. hvad er ordet...fjendtlige, vi er jo ikke er for at kæmpe, det ville være et spild af tid og krafter, for os alle, da jeg selv mener, at vi har udvist din datter den største respekt" han stoppede kiggede tilbage på Catherine, og smilte list skævt, og sagde hæst "det er som sagt mig en glæde at møde dem frue, men kan jeg selv, og mine livvagter, spørger hvorfor du tror vi vil slå den stakkels Rafael ihjel, hvis det havde været planen, havde vi først dræbt, dem som han holder af, og derefter ham, men som de kan se er det ikke vores hensigt, du er jo selv i live ikke sandt?, nej vi er ikker her for mord, det ville jo være ondskabts fuldt, og selvom jeg ser ung ud, så er jeg en gammel mand, og gamle mænd, slår ikke deres gud-børn ihjel"

Catherine lyttede nysgerrigt på hvad manden sagde og i et udbrød af ren raseri faldt hun på alle fire. Hun var forvandlet til en sort leopard. Hendes røde øjne gloede surt på Rafael og hun snerrede. Hun bed i Aros kappe og han kiggede på hende. "Gå" Snerrede Hun lavt så han kun kunne høre det. Han løb ind i skoven og hun fulgte hurtigt efter. Hun kiggede ikke sig tilbage men løb bare 25 meter ind i skoven væk fra Rafael og de andre. Hun forvandlede sig ikke tilbage og Aro gik hen til hende. Hun kiggede nysgerrigt på ham og hendes blanke sorte hale viftede uroligt fra side til side. " Søde nu går jeg , Du skal ikke gå tilbage " Beordrede Aro og så fortsatte han med at løbe igennem skoven. Catherine vidste at hun skulle løbe tilbage men Aros ord havde sat hende på plads og hun lagde sig ned på den mørke skovbund. Hun holdt kraftigt øje med Rafael men sagde ikke en lyd..

Manden gik hen mod Rafael, som stadig var bevidstløs, han kiggede med et serøst blik, som var en blanding af glæde, og vrede. han stoppede da han var 3 meter fra Rafael, han vendte sig om mod folkene bag ham, og gav hånd tegn til at de skulle blive hvor de var. han satte kuffereten ned på jorden, og begyndte at grine højt, men meget hæst. Rafael begyndte at skrige, og hele hans krop begyndte at ryste af smerte. man kunne høre skriget langt væk, da han skreg af hans lugers fulde kræft. Manden stoppede med at grine, og i det samme, stoppede Rafael med at bevæge sig. Manden smilte et skummelt smil, og sagde hæst "Rejs dig Rafael". Rafael rejste sig op, han virkede ikke helt vågen. Manden tog hans hånd på Rafaels hage og sagde "hvem var den pige?" Rafael svarede uden at blinke,eller vise andre tegn på at være vågen, "Hun er den kvinde jeg elsker" Manden slog Rafael på siden af hoved, og tog en halskæde frem, og sagde hæst "kan du huske denne her?" Rafael nikkede og svarede "Det er den som Gabrirel gav dig, så du nemmere kontrolere mig, hvis jeg nogen sinde, skulle gøre noget som var mod familien" Manden smilte og sagde "Ja, og ved du hvad" han holdte en pause og sagde så "Du skal slå din søster ihjel, og når du har gjort det, så skal du dræbe din elskede" Rafael svaret med det samme "Ja, hvis det er deres ønske gud-far"..

Catherine hørte det og æregeligt nok kunne hun græde i denne krop. Store tårer flød ned over den sorte pels og hun hulkede hæst. Hun vidste at hun ikke betød noget for ham men hun havde da håbet en smule at hun gjorde. Hun tog sig sammen og tårerne stoppede med det samme. Hun blev vred vis ikke rasende og snerrede så højt at det kunne høres i hele skoven. Hun løb aggressivt hen om bag ved manden og bed en af soldaterne. manden døde med det samme. og hun gik i angrebs stilling foran dem alle. Hun snerrede vildt og såret og hendes øjne glødede vredere en nogensinde. Hun så Aro i skoven , han så skuffet ud men hun bed det i sig og snerrede højere..I det øjeblik blev alt tillid suget ud af hende..

Manden vendte sig om mod Catherine og sagde høst "De burde ikke gøre dem selv til et problem frue, men nu hvo....." han kiggede ned af sig selv, han kunne se Gabriel kniv, som var plasret i hans ryk, og på grund af Rafael styrke, var den kørt ud på den anden side, Rafael viskede noget til ham, og træk kniven ud. og ladge den på halsen af ham, og skar den over på tværs. blodet løb ud, og soldaterne kiggede forskræmt på Rafael og Catherine, nogen valgte at få vinger og flyve væk, men nogen løb. Rafael kiggede på Hans gudfaders livløse krop. kroppen bliv lavet om til støv,som forsvandt med vinden, og Rafael vidste at han ikke havde set ham for sidste gang, dette var jo den 2 gang,at han havde slået ham ihjel, ved at gennem bore hans hjerte. han kiggede på Catherine, og kastede kniven fra sig, han var ligeglad, med dem som løb, han kiggede kun på Catherine, han var skuffet over ham selv, han bukkede sig ned, og smalede halskæden op, han kastede den over mod Catherine. han vidste ikke hvordan han skulle undskylde overfor sig selv, eller for hende.men halskæden var bare for stærk, han kiggede mod hendes øjne og sagde næsten grædene "Jeg...." han vendte sig om, han kunne ikke kigge på hende. han satte sig ned, og lænede sig op af træet...

Hun stoppede med at snerre da han dræbte sin gudfar. Hun fik fat i en soldat der netop havde fået vinger og bed ham ihjel. Hun løftede sit hoved med blodet rendende ned af mundvigen. Hun forvandlede sig tilbage og greb halskæden da Rafael kastede. Hun kastede den ud i vandet og snerrede vredt af Rafael. " Hvor kunne du overhovedet sige det " snerrede Hun og var rasende over at han havde sagt at han ville dræbe hende. Hun havde drab og pinsel i tankerne og gik vredt frem og tilbage på bredden. Hun tog fat i et fuldvoksent træ og kastede det ud i vandet. Hun dirrede af vrede og at blive såret. " D.u " Hulkede Hun og landte på knæene i sandet. Hun hulkede og hendes krop rystede..

Rafael ville gerne gå over til hende, men han fortjente ikke at hjælpe hende, hun burde være som hun var lige nu, Rafael skulle aldrig have sagt det, men han havde ingen magt over halskæden, den var jo lavet af ham selv og Gabriel, for at søger for at Rafael ikke ville kunne gå mod familien. han sukkede, det var ikke en undskyldning, han burde stadig ikke have sagt det. han rejste sig op, og gik langsomt mod Catherine,men stoppede da han kom ind for 5-6 meter,han kiggede ned og sagde "Aro" han kiggede op mod hende, hende og håbet på at Aro, kunne høre ham, han sagde noget lavt så Catherine, sikkert ikke ville kunne høre det, men højt nok, til at Aro ville kunne, hvis han var gået hen til ham, "Jeg overvejer at går nu, og jeg komme ikke tilbage, ikke imorgen, ikke om en uge, jeg kommer tilbage, når jeg har tænkt over en måde at undskylde, måske kommer jeg aldrig på noget, men ville det være en forkeret beslutning, du kender hende bedre end mig, jeg her kun for hende, og min søster" han kiggede mod Catherine, han var ligeglad om der kom et svar, han ville bare ikke gøre Catherine mere ondt.

Hun løftede sit hoved ved hans ord og rejste sig op. " Vis du ikke vil gøre mig ondt , forlader du mig ikke nu " Sagde Hun og hendes øjne blev Gyldne. Hun vidste at vis han gik var de færdige med hindanden for evigt. Hun ville ikke lade det ske. Hun måtte ikke lade det ske. Hun løftede blikket og kiggede på ham med et blik der sagde at han ville forvolde hende en masse smerte vis han gik. Hun kunne sagtens høre Aro men var ligeglad. det eneste i hendes verden var Rafael og vis han forlod hende ville hun helst bare dø. Hun sænkede hovedet og ville til at forvandle sig men hun stoppede sig selv og løftede blikket igen så hun mødte hans blik.. " Vis du værdsætter mit helbred forlader du mig ikke " Sagde Hun og hendes øjne blev tørre..

Rafael kiggede på hende, indtil hun havde talt færdig, og sagde "Catherin, så længe jeg er sammen med dig, vil alle mine gamle bekendte, alle de folk som elskede min bror, de vil gøre alt i deres magt, for at slå os ihjel" han stoppede, og forsatte så "men jeg vil hellere stå imod alle som jeg har elskede, alle jeg har stolet på, selv min søster hvis nødvendigt, det eneste jeg vil er at være sammen med dig" han gik langsomt hen imod hende, men han forsatte med at snakke "Catherine elsker du mig, nok til at være sammen med mig, selvom jeg har problme, fordi jeg vil gerne gå sammen med dig gennem helvede og alt andet "

" Jeg vil altid følge dig uanset om vi skal til helvede " Sagde Hun.. " Vi får problemer men vi klarer dem " Sagde Hun.. " Jeg elsker dig " Sagde Hun og gik tættere på ham så de strejfede. Hun ville kysse ham men lod være. " Men du blive også nødt til at forholde dig til mine særligheder " Sagde Hun og smilede. " Vi fortjener at blive sammen " Sagde Hun og smilede stort...

Rafael bliv fyldt med glæde, og svarede "Jeg vil aldrig blive træt af dine særligheder" han tog en blyant frem, og en lille notes blok, og begyndte at skrive noget. da han var færdig rev han parpiret af, og lagde blyanten og bloken ned i læder jakkens lomme, han kiggede på hende, og sagde "Jeg har noget som er vigtigere end alt andet" han tog fat i hendes hånd, og lagde parpiret i håndfladen, han lukkede hendes hånd, og sagde "Luk det op"
______
Kære Catherine
vil du med mig på Restaurant ´Lana´veva, jeg har noget at fortælle dig

Din for altid
-Refael
_________________
han kiggede på hende, og sagde "ja, det er en date"

Hun smilede da han gav hende brevet. Hun åbnede det som han sagde og læste det der stod. " Jeg er din så selvføglelig kommer jeg " Sagde Hun glad og kyssede ham blidt. Hun smilede mystisk over hans kryptiske besked. Hun havde en mistanke til havd der skulle ske men troede ikke rigtigt på det." Så gå derhen , Hvornår skal jeg være der? " Sagde Hun og glæden opfyldte hende med det samme. " Jeg elsker dig " Sagde Hun..