stranden i regnvejr-Abaddon

Tid: eftermiddag
Vejr: lunt med regn
Omkring: ikke nogle
Påklædning: se ava + nogle sko
Sted: stranden

der stod en pige nede ved vandet i regnen, hun havde sin paraply med som kunne holde hende tør for det meste, hendes sko var lidt mudret, men det kunne hun godt leve med, hun havde en kjole på fordi det var lunt så hun havde ikke behov for det andet, hun boede endelig ude i skoven, men hun var taget her ind for at se på havet, det var altid så smukt eller det syntes hun det var, det var jo ikke sikkert andre syntes det i regn vejr.

Rafael kom gående ned af stand kanten, han var iført en lang sort tysk officer cout, som gik fra nakken til skoende, indenunder var der en sort silke skjorte, som var løst siddende på hans store veltrænet bryst og skuldre, på benene havde han nogen militær bukser i de typiske koldt temperatur farver, det vil sige de var hvide, grå, mørke grå, og lidt sort, på hanss ben var der de omtalte britiske militær støvler, som havde en tyndt lag af jern på hælen, og spidsen af skoen. han havde Gabriels gamle kniv i den ene lommen i hans cout, og en pakke cigareter og en ganske normal zippo lighter, i den anden lomme. Han havde ikke den bedste lyst til at gå herude i regnen, men han ville ikke lade det stoppe hans eftremiddags tur på stranden.

hun stod bare og så ud over vandet, hun lagede ikke mærke til der var andre nede ved vandet, hun kende ikke noget der var smukkere end havet i regn vejr, mange vil nok sige at hun var skør i hovedet, men det var hun ikke, hun havde bare sin egen måde at se tingene på, hun måtte nu hellere se at komme til skoven, men hun ville endelig ikke, hun kunne bare stå og se på havet i timevis uden at lave andet og det havde hun også tænkt sig at gøre, hvis der ikke kom nogle om forstyrrede hende, men det ville der nok, hun stod jo bare helt alene nede ved vandet.

Rafael lod sine blå-grønne øjne falde hen på en ukendt pige, som han bliv lidt fasineret af, hun stod med stor sindsru, og så ud som en der ikke havde en eneste bekymring i verden, det havde hun sikkert tænkte han, men hun virket afslapppet ved at kigge udover vandet, eller måske var det bare stranden der gjore hende tilpas og rolig, han vidste det ikke, men valgte at studere hende med øjnene lidt endnu. Rafael kunne se nogen ligheder i hendes ansigt til hans søster, så han kunne ikke lade være med at få en lidt venlig tankegang overfor hende. Rafael begyndte efter nogen minuter at gå hen mod hende, han fandt hende til at have en naturlig charme, lidt ligesom hans gamle ven Ellen, han fik hurtigt tankerne væk fra pigen på straden og tænkte på Ellen isedet for, hun havde været en god ven, han kendte hende den gang han mente man kunne have venner, nu havde han en anden overbevsning, da han ikke ville tilade sig selv at åbent sige han holdt af en person, men han savnte Ellen, og han vidste ikke hvad der er sket med hende, hun går sikkert rundt et sted i verden tænkte han, og forsatte mod den ukendte pige.

hun lagede stadigvæk ikke mærke til der var en på vej hen i mod hende, hun kiggede bare på vandet og dens rolige bølge, nu måtte hun altså se at komme hjem igen, hun lukkede øjne kort, men åbnede dem så igen, hun vende sig om, det var først nu hun så der var en der på vej hen imod hende, hvem mon det kunne være, det viste hun ikke selvfølgelig viste hun ikke det, hun var jo næsten lige flyttet til stedet og hun det første hun havde gjort var at kigge sig om, så nu kunne hun godt finde rundt sådan da, der ville nok gå lidt tid før hun kende det hele. Men hun kende godt vejen hjem og det var godt nok for hende lige til at starte med

Rafael så hun drejet bliket mod ham, så han lagde en roligt smil på hans læber, og forsatte stille mod hende, og lagde kort en hånd ned i hans sorte læder cout, og fik cigaret pakken op, men besluttede sig at ligge den ned igen, han kendte hende ikke, og det vilel være respektløst at ryge foran en frue eller frøken, hvis hun havde et problem med det. Rafael forsvandt ind i hans egne tanker igen, som hendes udsende, det var da sjovt som hun mindet ham om Ellen, han havde jo ikke givet hende i en tanke i lang tid, men nu kom der nogen små minder frem, og Rafael vidste ikke helt om det var en god ting eller ej, men dæmonen i ham, syntes bestemt ikke om det. Rafael var ikke mere end 3 meter fra hende nu, så han valgte at stoppe, og gjore hans rolige smil mere venligt, og aflsappet, og sagde derefter høfligt "Vil fruen give jeg selv æren, af at få tilladelse, til at spørge om fruens navn?"

"Queenie Dreams og den herre's navn er?"spurgte hun lige så høfligt og venligt tilbage, hun stod bare under sin paraply for at stå i ly for regnen, hendes kjole var jo næsten helt hvid og den ville nok blive lidt gennemsigtig hvis den blev meget våd og det ville nok ikke være så godt hvis det overhovedet skete for hende eftersom hun har lidt langt hjem for at skifte tøj, men det ville også være uhøfligt overfor den venlig mand foran hende, men hun kunne jo aldrig vide alt for sikker på venligheden mange brugte den som en facade for at snyde folk til det værste, men sådan var det ikke helt for hende

Rafael høfligt nikkede anderkende til hendes navn, og syntes ikke at have hørt om hende, ikke at han forventet det, men han kunne jo være heldig at have hørt om hende. Rafael kiggert mod hendes øjne, og svaret venligt, med en høflig undetone "Jeg selv hedder Caspain". Rafael kigget ned af hendes tøj, og var glad for hans cout, den kunne godt holde ham tør og varm, men han følte lidt skyld i tanken om at lade hende have så lidt tøj på, da hun virket som en respektfuld ung kvinde, og det var næsten synd hun skulle fryse, han vidste godt nok ikke om hun gjore det, men vinden var ikke for sjov her på stranden, så han tog sin cout af, og lod regnen ramme hans silke skjorte, og måtte sukke i ham selv, da han hadet regn, men ære kom over hans irratation. "Vil fruen have lidt varme?", sagde han og rakte jakken hen mod hende, og gjore sig klar til at tage mod hendes paraply med den anden hånd, så hun kunne få jakken på.

hun så på ham"det behøves du ikke gøre for mig, jeg har det fint, jeg har jo selv taget det her tøj på"sagde hun, hun gik hen og hold paraplyen over ham"du bliver hurtigere driv våd af det der"sagde hun, men denne her gang var det hende, hun syntes ikke det var træls, hun kunne godt lide regnen, hun kiggede lidt på ham, hun smilede til ham, hun var altid venlig, hun var jo også en elver og hendes forældre havde lært hende at være venlig og rar overfor andre hvis de var venlige overfor hende, men hun havde dog lært at der var facader

Rafael kiggede på paraplyen, som bliv ført over ham, og han var glad for at slippe for regn, men kigget ned på hande, og rystet på hóved af synet, mens hans smil bliv lidt mere bedre,og rent faktisk ægte, men stoppet hurtigt med det bedre smil, da hans store bror Gabriel, altid har lært ham at man skulle holde svaghed væk, og at dette var helt klart svaghed ifølge Gabriel. Rafael tog hendes hånd, og første paraplyen tilbage over hendes hoved, og sagde "De kan ikke styre vejret, men jeg selv kan styre om jeg giver dem varme eller ej", Rafael kørte jakken bag hende, og lagde den på hendes skuldre, så den dækket hende, han nikket anderkende, og sagde derefter "Lidt regn tager ikke livet af mig, men det tager nok livet af deres yndige kjole...hvad var deres tanker på, inden jeg forstyret dem?"

hun så på ham"det er meget venligt af dig"sagde hun, hun kiggede kort ud på havet"jeg kiggede bare på det"sagde hun, hun vende så blikket tilbage på ham"jeg kan godt lide at kigge på havet når det regner, jeg ved godt det lyder underligt, jeg kan godt lide at se på ting, personer og steder når det regner, i mine øjne bliver det hele meget smukkere, men det er jo også bare mig der syntes det"sagde hun grinede lidt af sig selv, hun syntes selv det var fjollet når hun selv hørte hvad hun sagde, hun sukkede så lidt, hun så på sin kjole, den var blevet lidt våd, men han havde lånt hende sin jakke, så det skulle nok gå, men nu var det jo ham som blev våd"er der ikke sted i nærheden hvor er ly, du bliver jo helt gennem blødt"sagde hun

Rafael nikkede bare til hende gennem hendes fortæling om hendes fasination af havet, *great!.. just great... I am spending my time, with a powerpuff girl..I rather wonna drown myself*, han hørte det næste, og vidste ikke helt om han skulle sige nej, og bruge det som undskyldning til at forlade hende, og gå hjem og tage nyt tøj på, eller om han skulle se om hun rent faktisk bliv hyggeligt selskab. Rafael tænkte lidt over det, og med en rolig tone, sagde han "Jeg så et is hus her inærheden, man kunne vist sidde indenfor der...wanna have some icecrem?". *wtf, dude just domp her..go home, eat a pizza, and let me control the f.. body for the rest if the day*. Rafael valgte ikke at høre efter de dæmoniske side, og rakte roligt, og veligt hånden ud mod hende, og sagde "May I have that honor?", og hentyde til om han følge hende i mest formelle stil hen mod is huset.

hun så på ham"jo der kan vi da godt gå hen"sagde hun, hun så på ham"du behøves ikke at gøre det der"sagde hun med et smil, godt nok var hun gammel, men det betød ikke hun skulle være gammeldags, hun gik jo ikke ligefrem med gammeldags tøj, hun kiggede på ham"skal vi gå?"spurgte hun, hun havde hans jakke over skulderne og så sin paraply til at holde sig tør, hun gav ham så sin paraply"så så er du også lidt i tørre vejr"sagde hun, hun viste ikke hvor de skulle hen af, hun kiggede rundt for at se hvor hun skulle hen, men viste det jo ikke, hun kunne ikke huske hvad for en vej hun var kommet fra

Rafael smilede over hendes narturlige selv, hende charme, hendes stil, lidt ligesom Ellen, det var da forfædeligt som de var ens, nu manglede hun bare et kødbjerg af en hund, og nogen defekte øjne, også var det Ellen, bare med en meget sødere numse. Rafael gik samme med hende, og prøvet at lede hen til is huste, med Abaddons kontante stemme i hoved om tortur og pinsler til den pige han gik sammen med, *honestly dude.. you really need a taste in woman..Uu, and by the way, if I get the control, I am gonna drop kick her sorry spice girl ass out right out of her own skind*. Rafael havde ikke rigtigt nogen måde at lukke røven på hans dæmoniske side, så han valgte at overdøve den med lyden af hende yndige stemme. så han begyndte at spørge hende "hvad er du for en slags person?, altså hvad laver du i din ver dag osv?"

"jeg er meget i skoven da det er mit hjem, gå rundt omkring, snakker lidt med nogle folk, ellers ikke rigtigt andet, hvad med dig?"sagde hun og kiggede på ham, hun havde brune øjne, hun viste ikke om det var normalt for en elver, men det havde hun altså og samt brunt hår, hendes elvertræk og øre var gemt inden under hendes hår, hendes hår var begyndt at krølle efter det regn hun havde stået i og som hun også gjorde nu eftersom hun havde givet ham sin paraply, hun gjorde det af venlighed, han havde lånt hende sin jakke og så havde hun lånt ham sin paraply, hun fulgte bare med ham, hun håbede lidt på han viste hvor de var på hen

*She lives in the woods, she like to peaple she dont care about.. I wanna cut of her hair, an* Rafael var blevet ret så træt af at høre på hans dæmoniske modstykke i hans hoved, og den kontante jammen over hende, og det fik Rafaels blod i kog, og havde lyst til at give hans dæmoniske side nogen på hoved, men det var lidt svært, da han jo var inde i hoved, og hvis han enlig ikke var, så var Rafael jo ikke længere den med kontrollen over kroppen, han abryd dog sin anden ide midt i en sætning i hoved, og sagde lavmelt til sig selv, og håbet ikke hun kunne høre det, "listen to you, you sound like a old woman that cant find her own ass.. shut the fuck up, and leave her alone, she is cute, and if you dont like her, then I dare you even thinkng about laying a finger on her" han fik en klump i halsen, men regnede ikke med et menneske ville kunne høre det.

hun gik bare videre, hun hørte ikke hvad han sagde til sig selv, efter lidt tid, stoppede det med at regne, hun kiggede op på himmelen, hun tog hans jakke af sig, hun vende sig om imod ham, hun smilede til ham"nu er det vist stoppet med at regne, vil du gerne havde din jakke tilbage igen"sagde hun og rækkede jakken til ham, hun viste ikke om han ville tage imod den, men nu måtte hun se om han ville havde det halv våde jakke igen, smilet havde ikke forladt hendes læber, det gjorde kun en gang imellem

Rafael nikkede til det med at regnen var stoppet, *jeg havde altså øjne i hoved* tænkte han, og tog venligt imod jakken, han var lidt glad for at være alene med hende, uden Abaddons kontante indblanding, Rafael vidste ikke om det var Abaddons had til alt Rafael kunne lide, der gjore ham så negativ mod den yndige fremmede, eller om Abaddon bare ikke kunne udstå tanken om Ellen, som man næsten ikke kunne lade være med at tænke når man så på hende her. Rafael tog ikke jakken på, men lagde den over den ene arm, og lukkede så hendes paraply, han vidste ikke om hun ville gå at slæbe på den, men han ville hellere bære den, frem for at hun skulle gøre det, men i frygten om at det ville gøre Abaddon alt for pige sur, rakte Rafael paraplyen mod Queenie, og sarde venligt med en kærlig undertone "tak for lån frue" Rafael nikkede igen til hende som gestus, og forsatte så mos ishuset, de gik i nogen få minuter, og ankom så på den halv åbne plads med fliser, borde, stole, og et lille hus med en masse reklamer i vinduerne. Rafael gik hen til en tilfældigt bord, der ikke var svinet til, og satte sig ned, han prøvet ikke at være for gentle mands agtig, så ville det bare blive for meget for Abaddon plus at Queenie nok ikke var den alt for fine type.

hun tog imod sin paraply, hun fulgte med ham hen til ishuset, hun satte sig ved samme bord som ham, hun satte sin paraply ved siden af den stol hun sad på, den dryppede lidt, det samme gjorde hendes hår, men hun havde ikke noget at tørre sit hår med, så hun måtte jo vente til hun kom hjem igen, men der gik nok lidt tid før hun kunne gå hjem igen, men nu var hun også i god selskab,