Good- Abaddon/Rafael

Sted: Havnen
Omgivelser: Nogle få væsner
Påklædning: En rød nedringet kjole
Vejr: Klart med månen på himlen
Tid: 00:01



Catherine sad alene på en bænk og så ud over det klare vand. Hun var i godt humør for en gangs skyld og den koldblodige morder hun var blev gemt væk i et hjørne af hendes sind. Hun ville blive sur vis hun forsøgte at være venlig og derfor blev hun ved havnen i stedet for inde i byen med de fulde klodsede mennesker. Hun gik hen af havnen indtil hun kom til en stor yacht. Hun gik ind på båden eftersom det var hendes og kiggede rundt på det lille køkken, sengen og det lille bord. Hun satte sig ved bordet og tog en bog om de ældgamle myter om vampyrer op fra en kasse. Hun pustede på bogbindet og en masse støv fløj op. Hun havde ikke rørt bogen i lang tid da det var hendes far der havde skrevet den til hende. Hun havde savnet sin gamle familie men hendes liv var godt og derfor havde hun modet til at åbne bogen. Hun kiggede på første side og læste



Kære Catherine
Du har fødselsdag endnu en gang og eftersom du elsker det overnaturlige har jeg skrevet denne bog om vampyrer.
Du er min lille pige og jeg elsker dig.
KH
Din far...


Hun opdagede at hun hulkede svagt og snerrede af sig selv. " Du er en vampyr så vær ligeglad " Snerrede Hun og hulkende holdt langsomt op. Hun lagde bogen ned i kassen igen og nu vidste hun at hun ikke var klar til at læse den endnu. Hun gik hen til trappen der førte op til sofaen for enden af båden. Hun satte sig i den og kiggede på aften-himlen der skinnede på hende. Månen var fuld og den fangede hendes blik. Hun havde altid syntes at månen var speciel men da hun blev vampyr var den følelse blevet kraftigere. Hun sænkede blikket ned til vandet og tænkt endnu en gang på Rafael..

Rafael havde ledt efter Catherine, da han havde en god nyhed at fortælle hende, men han kunne ikke finde hende ved hendes borg, han kunne heller ikke finde hende, ved hvor han sidst efterlod hende, han sukkede, han kiggede op mod hende borgs store mure, og sagde til sig selv "Catherine...hvor har du valgt at gå hen?" Han folde hans store vinger ud, og begyndte at få luft under vingerne.. han var glad for natten, det gjore han kunne flyve der hen, han ville uden at blive set af folk. han følte natte luften kaste sig selv, mod hans ansigt, det var en rar følelse, han kunne virkelig nyde det. han kastede et blik ned mod det åbne hav, og flyv ind mod havnen, da han vidste Catherine havde en yacht der. han holdt sig selv lidt over vandet, da han kunne mærke halskæden, var i nærheden, han sukkede lidt for sjov, han vidste at han aldrig ville kunne overraske hende mere, den halskæde var et alt for tidsilt redskab til at finde ham. han smillte lidt ved tanken, om at hun ville kunne bruge den bedre og bedre, og en eller anden dag, når hlskæden, har vænnet sig til hende, vil hun ikke bare kunne føle hvor han er, men også hvordan han har det, hvad han tænker, det var nok grunden til han var glad for det var hende der havde den, og ikke nogen andre. men bare hun ikke kom til at sige et eller andet dumt, mens hun havde den på, for halskæden som tvinger Rafael til at gøre ting, kan ikke se en joke. han landede på taget af hende yacht, og kiggede på hende. "godaften smukke"

Hun fik et chok da Rafael landede på gulvet. " Du må ikke forskrække mig " Grinede Hun og rejste sig op. Hun lagde sine arme om hans liv og trak sig ind til ham. " Jeg har savnet dig " Sagde Hun og kyssede ham blidt. Hun var i et humør som kun Rafael kunne slå ud af hende og det var begær da hun ikke havde set Rafael længe. Hun længtes efter at mærke hans hænder der kærtegnede hende. Da hun tænkte de tanker erobrede Rafael sin normale plads i hendes sind. Hun lagde sine hænder på hans brystkasse. " Du kan ikke gætte hvad mit humør er " Sagde Hun drillende og kiggede på ham med gyldne, glødende øjne der lyste af begær. Hun kiggede drillende og frækt på ham og bed sig i læben..

Rafael smilte drilsk og sagde til hende, "Hvad ville Aro ikke sige?, til din frække lille mund" han kyssede hende blidt på munden, og lagde sin betryggene arm om hendes liv. "Jeg har savnet dig, min godbid" han kyssede hende igen, og fejede hendes ben væk, mens han kyssede hende, så hun faldt bagover, men han var jo klar, så han greb hende elegant og blidt, med stadig at holde hende om livet, men også ligge en hånd på hende nakke, han lænede sig ind over hende, mens hun lå i hans arme, og snavede hende.

Hun grinede og smilede forførende til ham. " Nå så det har du " Sagde Hun drillende og elskede vinden da hun faldt bagover og da han greb hende følte hun begæret gribe hårdere fat i hende. Hun kiggede på ham da han lænede sig ind over hende og snavede hende. Hun snavede tilbage og stønnede svagt. Hun havde savnet det her. følelsen af han læber mod hendes. Hun snavede ham hårdere og vildere. Hun pressede sig selv ind imod ham og slap kort hans læber for at trække hans trøje af. Hun kyssede ham på brystet og hendes hånd førte hans hånd til hendes bryst. Hun snavede ham igen og denne gang var det mere ivrigt..

Rafael bliv lige så meget grebet af begær, og sagde med en kærlig undertone "Jeg har en god nyhed, jeg...." Rafael bliv afbrudt af en forfærdelig luft, han fik næsten kvalme, han hørte med det samme, sen stemme, som gav genlyd gennem hele hans krop. "Hey Raaf" han kiggede op, og der stod hun, hans kærlighed fra frankring, Rafael mente ellers hun havde travlt med at ligge og rådne, men åbenbart ikke. hun havde lyst hår, som gik ned til hende liv, og en lang hvid kjole på, hun havde en Katana i den ene hånd, og en pistol ladt med sølv i den anden. Rafael snered af hende, og sagde "Liv, hvis du bare tænker på at pege den pistol den her vej, så er du død, inden du trykker af...Catherine mød min franske eks Liv"

Hun hørte en stemme og en dyb indtrængende knurren startede i hendes bryst. Hun vendte sig hidsigt om og i et anfald af raseri sprang hun ud i hendes sorte leopard form. Hendes øjne lyste kraftigt rødt og det eneste hun havde lyst til var at hive fast i pigen og dræbe hende. Hun havde hørt om hende da hun snakkede med en af Rafaels bekendte der vist havde prøvet at slå hende ihjel. Hun knurrede og skulle til at dræbe pigen da en forfærdelig stank nåede hende. Hun rynkede på næsen og trådte et par skridt tilbage. Hun kunne ikke have den stank og kiggede underligt på Rafael. Halskæden som var boret ind i hende ved forvandlingen kom ud fra hendes krop og lagde sig blidt på den sorte pels på hendes hals. Stenen glødede og det var som om den følte at hun hadede pigen med pistolen..

Rafael havde aldrig været så sur på en kvinde, som han var på Liv, han havde elsket hende, hun fik ham til at lyve overfor Gabriel, hun var den som han ville give alt for, og hun belønnede ham, med at prøve at slå ham ihjel, det var lykkes hvis ikke Gabriel havde kommet og reddet ham. Rafael knyttede hånden, den eneste grund til, han ikke havde løbet hen og revt hende organer ud, var fordi han vidste hvor god hun var med et sværd, og han vidste at hvis angreb hende ville hun kaste kataraen efter Catherine, og den risiko, ville han ikke løbe. han væste af hende og sagde "Løb liv, du får ti sekunder" Liv smilte kærligt til Rafael og sagde "er du ikke glad for at se mig Raaf?" hun grinte sødt, og kiggede ned på Catherine, "forstyret jeg?..han er en god fyr, men pas på hans bror, han er en ond person" hun kiggede på Rafael og sagde "nu hvor vi snakker om den vildkat af en bror, hvor er han?"

Hun var tæt på at springe på hende og var vred som aldrig før. Mindet om hvad james havde lært hende før han bed hende sprang op i hendes sind og det fik hende til at prøve at opføre sig ordentligt. Hun ville huske hvad James sagde og lidt efter var hun tilbage i sin normale form. Hun stirrede ondt på hende og tankerne fløj igennem hende. Hun ville så gerne angribe men der var flere der ville blive sure og det gad hun ikke til at høre på men da pigen snakkede om Gabriel kastede Catherine sig over hende med hugtænderne blottede i et bredt smil..

Liv smilte da Catherine kastede sig over på hende, hun kyssede hende blidt på munden, og pressede pistolen mod Catherine mave, og sagde "Vil du lege død luder legen?, du er ikke hurtigere end mig min søde ven" hun grinte og pressede pistolløb hårdere op til Catherine mave. hun havde den sødeste lille perle grin. Rafael bliv bange, han ville ikke bevæge sig, da han var bange for Liv ville trykke af. Rafael skulle til at gå, da han mærket en kniv, som havde et Kolona pantagram på sig, han hørte Livs stemme bagsig, og hun slikkede ham på halsen. han havde glemt hun kunne lave en kopi af hende selv, han rettet bilket mod Catherine, for at sige at han nok skulle klare det, bare hun ikke valgte at komme til skade

Hun var ligeglad med alt i det sekund. Med James med Rafael Med sit evige Liv. Hun så Liv slikke ham på halsen og på under et sekund havde hun fjernet sig fra pistolen og taget fat om hendes hals med begge hænder. Hun holdt fast og med det samme slog hun hende i maven så hun faldt ned i vandet. Hun kunne mærke at hendes energi var på det højeste punkt og hun snerrede højere end nogensinde da hun kastede sig over den Liv-kopi der var bagved Rafael..


// Krea Svigt //

Liv grinte da Catherine, dræbte den ene af hende, hun fik et par ord frem fra hendes latter. "Du dræbte mig" hun bliv dog bange da Catherine, vendte sig mod hende, hun skulle til at ture hende, men før hun kunne gøre det, havde Rafael taget et greb på Liv håndlev, og brækket det om, så hun tabte kniven ned i vandet. Rafael kastede hende ind i Catherine, som var på vej hen imod dem, og liv faldt neden under Catherine krop, hun krøb sig lidt sammen, og kiggede undskyldene på hende, hun var en meget lille kvinde, så hun havde altid været meget bange for kamp, og Catherine var jo ikke en svag vampyr. heldigvis kunne Catherine ikke dræbe hende helt, da hun var dæmon, men hun var bange for meget værre ting end døden. hun hulkede lidt, og sagde, meget ked af det "tilgiv...vil du ikke nok?"

Hun grinede hånligt. " Jeg tilgiver ikke folk " Sagde Hun vredt og adskilte livs krop fra hendes hoved. Hun rejste sig op og tog den livløse liv op. Hun smed pigen i vandet og satte sig ned i sofaen. Hun pustede lidt efter vejret da det var tid siden hun havde kæmpet. Hun lukkede sine øjne og i det øjeblik gik alt vreden fra hende og efterlod hende med det dumme begær. Hun var blevet tændt af kampen og derfor ville hun ikke kigge på Rafael. Hun ville ikke presse ham til noget som helst. Hun kunne ikke lade være og kiggede kort på ham med øjne der glødede af begær. Hun kiggede hurtigt væk igen og lagde sig fladt ned på Sofaen. Hun strakte sig og lukkede sine øjne..