Savn- Rafael/ Abaddon...

Sted: Sit Hus
Tid: 00:00

Catherine sad i sin borg ved vinduet og øvede sig med halskæden der stadig strittede imod når hun ville læse Rafaels tanker. Hun var lidt irretabel overfor halskæden da den efterhånden burde have vænnet sig til hendes sind. Hun rejste sig op og gik ind i stuen hvor hun slog sofaen om til en sovesofa og så lagde hun en dyne og flere hovedpuder på det der nu var en seng af en art. Hun smilede ved tanken om Rafael og lagde sig ned. Hun tændte for tvet og en eller anden gyserfilm poppede op på skærmen. Hun gad ikke se filmen og slukkede for lyden. Hun gik op og ud i køknet. Hun åbnede køleskabet og en masse poser blod stod opdelt efter art. Hun ledte dem igennem med fingeren og stoppede da hun fandt Vampyr blod. Hun anede ikke hvorfor hun bedst kunne lide blod fra sin egen race men det kunne hun altså. Hun tog posen med blod op fra køleskabet og lagde den i microovnen. Hun gav den 1 minut og satte sig ned i den lille stue. Hun tog sin mobil op og søgte igennem kontakterne indtil hun kom forbi Rafael. Hun gik tilbage og ringede op. Hun krydsede fingere. Hun bed sig i læben da telefonen begyndte at ringe op..

Liv havde ringet til hendes gamle bekendte Ronan, og det tog hende ikke meget snak, om at klippe hans underliv af, før han valgte at opgive Catherine, og Rafael bosted, det varmede hendes hjerte, da hun hørte de ikke boede sammen. hun overvejet, om det var Catherine eller Rafael, man skulle tage en snak med først, hun kom i tanke om at Catherine, havde smidt hende ud af en båd, revet hoved af hende, og ydmyget hende, så hun ville gerne snakke med hende først. hun var et eller andet sted gad for der ikke var så mange våben mod dæmoner, det gjore hende mindre bange for Catherine, selvom hun ikke ville miste hoved igen, det gjore ondt. Liv, gik mod den borg, som hun hvade fået at vide hun boede på. da liv kom frem, listede hun sig ind, hun vidste ikke om hun ar opdaget, men hun fik øje på Catherine som stod med telefonen i hånden, og da Catherine bed sig i læben, kunne hun godt tænke sig til hvem Catherine ringede op, hun kom frem fra hende skjule sted 5 meter fra Catherine, og sagde så "Undskyld jeg kaldte dig luder" hun smite, og lavde en kopi, af sig selv, som sad i sofaen, og tænte fjernsynet.

Catherine lagde på ved telefonen og tog en pistol frem fra hendes kjole. Hun holdt den hvor Liv ikke kunne se den. " Det gør ikke noget, Hvorfor er du her? " Spurgte Hun Vagtsomt. Hun kunne ikke lide den fornemmelse hun fik af at noget var galt. Hun satte sig ned ved siden af Liv og forsøgte at udstråle rolighed. Det var svært men hun kunne da godt. " Liv? Elsker du stadig Rafael? " Spurgte Hun Catherine plejede at være meget ligeud vis der var noget hun ville vide. Hun kunne ikke lide Liv men hun måtte sige at de lignede hindanden..

Den ene Liv, den som stod op, gik ud i køkkent, og på vejen ud sagde "er det okay jeg tager noget at spise Catherine?, du har sikkert noget blod" liv var bloddæmon. den anden liv, som sad ved siden af hende, drejet sig om mod hende, og satte sig i skeæderstilling mod hende, og sagde roligt, men en venlig undertone, "Jeg ville ikke gå og være sur, så tænkte vi skulle mødes, så jeg ikke bliv pige sur" hun vidste enlig ikke helt hvorfor hun kom, men det var noget i den still, hun syntes Catherine var nedren, og ville gerne gøre hende ondt, men aligevel ville hun ikke. Catherine virkede meget som hende selv, og det gjore hende mere tilpas med hende, det var begge meget gode til at manipolere med folk, og lyve, og det var sikkert lige hævngerrige. hun grinte sødt, og sagde "Ja... Jeg elsker Rafael, men det betyder ikke at jeg vil slå ihjel for ham..eller det vil jeg, men han bliver bare sur, hvis du dør, og det er ikke måden at få ham tilbage på..elsker du ham?, og hader du mig, for jeg gør det?" hun havde det på samme måde med at sige ting, som de var

Hun var blevet mere og mere vagtsom og nu var hendes pupiller udvidede. Hun tog pistolen og sigtede på begge Kopier af Liv. Hun snerrede og sølvet i pistolerne gjorde sig klar til at blive affyret. Hun tog sin mobil og ringede igen op til Rafaels mobil. Hun håbede at han ville tage den og komme derhen men det var der ikke den største chance for. Halskæden lyste kraftigt da den kunne fornemme at Rafael var tæt på. Hun løb ud af døren og efter Rafael. Hun standsede og snusede ind. Hun fik hans duft og hylede sin velkendte hylen..

liv grinte af hende, og da Catherine var læbet ud, valgte hun slev at smutte lydløst, så hun rejste sig, da Catherine begyndte at hyle, Liv var dog ikke nået helt ud, før et par velkendte hænder tog fat i hendes nakke, og skubbede hende ind i stuen igen, Rafael snerre af hende, og råbte til Catherine "jeg er her nu smukke", Liv faldt på knæ, da hun så Rafael trække Gabriels kniv, den var godt nok ikke istand til at dræbe dæmoner, men den gjore fandes ondt, meget mere en normale knive, og hun begyndte at pive, som kun Liv kunne, da Rafael lagde kniven på hendes hals, mens hun var på knæ, hun kunne mærke det kolde blad, og sagde hurtigt "Catherine vi var da venner ik?..kom nu, jeg prøvede at være venlig"

Hun hørte Rafaels stemme inde fra huset men hendes ører havde opfanget noget underligt. Det var en velkendt men samtidig advarende lyd af fødder der strejfede jorden. Personen løb væk fra et eller andet. Hun stirrede ind i mørket med sine fine øjne men selvom hendes øjne var forfinede kunne hun ikke se personen endnu. Hun blev en smule skræmt over farten som personen løb med. Hun lyttede mere intenst da fodtrinende kom nærmere. Hvem det end var så var personen overnaturlig. Intet menneske kunne løbe i den fart. Hun så en silhouet af en mand og lidt efter kunne hun skimte ansigtsets velkendte streger. " Sean? " Sagde Hun forsigtigt da personen kom tættere på. Hun kunne se en riffel og var nu sikker på at det var Sean...

Sean løb af alt tøj og rammer kunne holde til, han var glad for at være en engel nogen gange, de gjore hans knogler dejlig lette, og med hans træning til at læbe hurtigt, gjore det ham hurtigere en noget andet væsen, han havde set før. han var på vej hen til frøken Catherine, da han havde hørt fra hans bekendte at Mina, var i sikkerhed. så han ville ikke tøve med at give den gode nyhed til frøken Catherine, men han håbede også at herre Rafael var, da han havde nogen dårlige nyheder, som han ikke vidste om Catherine måtte vide, men han fortalte hende det nok alligevel, da han nærmest var begyndt at se frøken Catherine som en moder figur, men han var lidt flov over tanken, så han ville ikke vise det. han stoppede da hans øjne fik øje på frøken Catherine, han gik stille ud af skov kanten, og sagde "Frøken Catherine, jeg har nogen nyheder". Rafael stod stadig inde i stuen, med kniven for Liv hals, han kiggede kort mod Catherine, også tilbage på Liv, Liv smilte kærligt, og sagde "Hvis jeg lukker mine øjne nu, vil du være død for mig Raffi" Rafael grinte og sagde lumsk "Jeg ville gerne have været det for dig tidligere" Rafael skar halsen over på Liv, og hendes krop faldt til jorden.

Catherine kiggede mistænksomt på Sean men det fortog sig hurtigt. " Sean tal langsommere " Sagde Hun og kiggede på hans hurtige puls. Hun gik hen til ham i en hurtig bevægelse og løftede hans ansigt med sin hånd. Hun stirrede på riften der gik langs hans ansigt og sukkede. " Du burde altså passe på dig selv " Sagde Catherine. Hun trådte tilbage. Hun fattede ikke hvorfor hun følte at hun blev nødt til at passe på Sean men sådan var det. Hun kiggede nysgerrigt på ham og lidt efter kunne hun høre den frygtelige lyd af et hoved der faldt fra kroppen. Hun kiggede ind mod huset og så Livs krop ligge adskilt fra hovedet. Hun kiggede på Rafael og gjorde tegn til at han skulle komme ud til hende..

Rafael smilte ved synet af Liv krop, hun skulle ikke få lov at hele, han ville ikke have mere trylleri, så han skulle til at skære i sig selv, for at få blod til et pentagram, men stoppede da han så over på Catherine, han trådte bevidst på Liv, mens han gik over hende, og forsatte så mod Catherine og Sean, han så først nu at Sean var kommet, Rafael havde alt fortravlt med at myrde Liv til at ligge mærke til han kom. Sean tog dybe indåndinger, for at få luften tilbage, det første han gjore var at bukke for frøken Catherine og herren Rafael, og da han havde gjort det sagde han med en forpustet stemme i retningen af frøken Catherine "Din søster er i godbehold, en af mine bekendte har hende i hans lejlighed, men hun nægter at komme med nogen steder hen, så længe hun må tale med dig, hun stoler ikke rigtig på militær folk" Sean holdt en pause og sagde så, med en meget seriøs stemme "Thomas er taget hjem til han villa i Italien, men han forlod ikke bare, hans smil var så lumsk, enten har han gjort noget, ellers gør han det, når han kommer til Italien" Rafael undrede sig over hvad Thomas havde i tankerne, men stivnede så.

Hun lyttede opmærksomt på det Sean sagde men da det kom til Thomas gled hendes hugtænder automatisk ud. Hun så at Rafael stivnede og vendte sig om mod ham i en pludselig bevægelse. " Hvad? " Spurgte Hun hurtigt og man kunne høre en del af hendes accent som ellers var gemt væk. Hun tog fat om Rafaels skuldre og stirrede ham ind i øjnene. Hun kiggede på ham som sin forlovede og ikke som hendes ven. " Rafael " Sagde Hun bestemt. Hun trådte tilbage og kiggede på Sean. Hun trådte hen til ham og kiggede på en halskæde i hans lomme. Hun snuppede den og så at den lignede den hun havde om halsen. Hendes halksæde tilhørte Rafael men hvem tilhørte denne halskæde så?. Hun kiggede på Rafael og Sean. " Sean hvor har du fået denne her henne? " Spurgte Hun. " Rafael hvem tilhører denne halskæde? " Spurgte Hun efter. " Rafael jeg har din men hva fanden er der så med den her? " Sagde Hun forvirret-....

Sean tog hånden ned i lommen, og sagde så meget roligt "Det er Thomas forlovers halskæde, den bliv lavet da Thomas ikke stoler på nogen, og hvis han skulle have et forhold, ville han ikke have hun gjore noget dumt, da han sikkert på et eller andet tidspunkt skulle være alene med hende, eller det er hvad Thomas gerne vil have verden til at tror, han fik den rent faktisk så verden ikke troet han elskede hende så højt som han gør, jeg fik den af ham, da Thomas ikke ville have den på mens Rafael var hans fjende, Thomas ville ikke have hans forloves halskæde skulle komme i hænderne på jer" Sean tog hurtigt halskæden op, og rakte den mod Catherine, Rafael havde ikke hørt efter han havde travlt med at komme ned på jorden, over hans tanker, Rafael kiggede på Catherin og råbte så "ind i huset NU!" Sean bliv lidt skræmt.

Catherine blev stående hvor hun var og trak vejret dybt. " Rafael Plexico nu fortæller du mig hvad der er sket eller vil ske " Sagde Hun vredt. Hun skubbede dog Sean ind i huset for så at følge efter. Hun gik med Sean og da de var inde i huset sparkede hun til liget af Liv. Hun kiggede ud af vinduet og holdt øje med Rafael. Hun var godt rasende. Halskæden hun havde i hånden brændt og hun holdt den så den rørte Rafaels. De smeltede sammen og en ustyrlig smerte hamrede i hendes krop. Hun vred sig svagt men åbnede så øjnene med en kraftig glød. Hun kiggede på halskæden der nu lignede to halvdele der var smedet sammen. Hun kiggede forvirret på Rafael der stod udenfor og snerrede svagt...

Sean gik friviligt ind i huset, men begydte først at gå da Catherine skubbede ham, han villle ikke forlade hende, han vidste ikke hvad der skete, men han havde en ide, men hvis han havde ret, burde Herre Rafael ikke blive udenfor alene, da de kom ind i huset, tog Sean sin store jagt riffel af ryggen, og ladt den med sølv, han vidste ikke hvad han skulle skyde efter, men der var mange væsner der ikke kunne tåle det, og ellers ville det gøre meget ondt alligevel, han kiggede mod frøken Catherine, og sagde roligt "herre Rafael har nok en plan, men det betyder ikke jeg ikke kan hjælpe" Rifflen bliv lagt i vinduet mod Rafael. Sean kunne ikke se noget, selvom han kunne se næsten alt, var der ikke nogen modstanere.
Rafael stod bare derude, man kunne se han snakkede med en eller anden, som havde en helt sort kutte på, Sean fjernet ikke øjenen, og sagde så stille "frøken Catherine, skal jeg skyde" han havde manden lige på sigtet, og det skulle ikke være et problem, at tage ham ud, man kunne se det var en mand på krops bygningen. Sean nåede ikke at høre hendes svar, før han mærkede en hånd på hans skuldre, bag ham stod en mand, med en helt sort kutte, så man ikke kunne se noget af ham, andet end kridt hvide hånd. Sean træk en pistol som en refleks, og skød efter hoved på manden, og i det kuglen ramte ham, bliv han til støv, og den hvide støv lå på gulvet, Sean gisbede og sagde til frøken Catherine "frøken, vi kan ikke komme ud, jeg kender dem her, huset er magisk låst, og medmindre Rafael kan overvinde deres leder, så vil de her ting som vi kaldte for Blood Seekers, de vil komme i større og større tal, ind til vi dør" Sean kiggede på frøken Catherine, med det samme kom der 6 kutte folk gåene ned fra trappen.
#det som Catherine kunne høre gennem halskæden fra rafaels sammentale med Blood seekernes leder#
Gabriel...Frygt...Catherine...Nej...

Catherine holdt øje med den mørke skikkelse men vendte sig om da Sean skød. Hun kiggede på den mørke kappe der lå på jorden. Hun tog kappen op og tog den på. " Sean, denne halskæde kan få mig ud af huset men den har ikke vænnet sig til mit sind endnu " Sagde Hun og var ved at gå i panik. " Du skal passe på mig indtil halskæden lader mig gå igennem portalen den laver " Sagde Hun roligt og afklaret. Hun så på de 6 kutte folk der gik ned af trappen og i et rasende udbrud snerrede hun højere og vredere end nogensinde. Hun flækkede deres nakker og de blev til støv. Hun spyttede på dem og gik op af trappen. Hun kunne høre sit navn udenfor og det gjorde hende sur. Hun gik ind på sit værelse og da Sean var kommet ind låste hun døren. Hun gik hen til vinduet og så lyste hendes halskæde som det pureste guld da den smeltede sammen med hendes sind. Hun skreg svagt da det skete men bagefter følte hun sig stærkere. Hun kiggede bekymret på Sean. " Kravl herned " Sagde Hun og åbnede et lem der førte til et kammer. Hun vidste at der ikke var nogen der kunne komme derned og skubbede Sean derned. " Jeg klarer mig " Sagde Hun og med det samme hun overhovedet tænkte tanken var hun ude i træet over Rafael og Blood Seekernes leder. Hun lyttede opmærksomt og vidste at hun ikke var blevet set. Halskædens magt var stor og den passede på hende med alt dens kraft. Hun hørte sit navn efterfulgt af et nej. Hun kiggede på dem og hendes øjne lyste sølvgrå..

Rafael og den kutte klædte man stod med en meters mellemrum, Catherine ville ikke kunne se mandens ansigt. men hans stemme lyd som vilde hundes hylen og sneren.

Rafael - "Du går nu, du tager hele din blood pack med dig"
Blood Seeker - "Mine hunde er sultne, og snart vil din forlovet være deres føde"
Rafael - "hvad er dine krav, jeg kender din slags forbandelse, du har nogen krav"
Blood Seeker - "Din forlovet, hunde flokken vil gerne have en ny hund"
Rafael "Næ...find på noget andet"
Blood Seeker - "Sean...han ville passe godt ind, han har intet at miste, ingen elsker ham"
Rafael - "Jeg går ikke ind på dit krav"
Blood Seeker - "hvad ..... okay....."
Rafael - "jeg vil have et andet krav"
Blood Seeker - "hvad med din veninde Ez?"
Rafael - "Jeg skylder hende mit liv, nej"
Blood Seeker - "Liv?"
Rafael - "jeg troede ikke du ville ingå så nemme valg"
Blood Seeker - "tror du virkelig, jeg ikke kan læse din sjæl om en åben bog, du skylder Liv dit liv, hun prøvede måske at slå dig ihjel, men du ved godt inderst inde, hvem der bad dig tage hen til den lysning du mødte din forlovet, Liv elsker dig, enda nók til at lade dig elske en anden"
Rafael - "hvorfor siger du dette?, ville du ikke bare have en sjæl"
Blood Seeker - "Nej....Jeg vil have en sjæl af en du holder af, men hvis du gerne vil have Liv til et forevigt ophold med mig, tager jeg mod det"
Rafael - "tag mig...lag de andre gå"
Blood Seeker - "Hmm.. Jeg tager ellers aldrig imod dem som vil offer sig for andre, men siden Thomas ville belønne mig, og måske give Bloodpacken flere opgaver, tager jeg imod"

Rafael faldt til jorden, og Blood Seekeren kiggede op mod Catherine, og sagde "jeg er skabt til at forhandle med folk, nu vil jeg forhandle med dig, hvad vil du gi for din forloves sjæl?"

Catherine lyttede opmærksomt og da Blood Seekeren spurgte hende snerrede hun lavt. Hun hoppede ned og krydsede armene over brystet. " Min sjæl " Sagde Hun uden tøven. " Jeg vil give min sjæl bare han lever videre " Sagde Hun og hendes øjne udviste den sandhed som hendes stemme ikke kunne. Hun kiggede på Rafael, sin forlovede. Hun havde håbet at de kunne blive gift men det så ikke ud som om det ville ske. Hun var parat til at dø eller hvad det nu indebar at miste sin sjæl. Hun var vampyr så hun havde vel ikke en sjæl?.....

Blood Seekeren nikkede da hun sagde at hun ville give sin sjæl, den kiggede på Catherine, ikke med øjne, der var ingen øjne, men hun ville kunne mærke at noget inden under kutten så på hende. Blood Seekeren sagde med samme lumske og monstre agtige stemme "Din sjæl?... Når du kommer ind i efterlivet, vil du se floden styx, og en mand vil komme og tilbyde dig at sejle dig over floden, men han vil opdage du er et tomt kar uden sjæl, og han vil efterlade dig, du vil stå alene i et tomt landskab forevigt, og overtiden vil du føle sult, men kan intet spise, du vil blive træt, men ikke kunne sove, du vil tørste, men drikker du af floden, vil du kun blive mere tørstig, du vil gispe efter luft, men der ingen at indånde, du vil tigge om at dø, men ingen høre dig, og mens du lider på denne måde, vil verden her glemme dig, din kød vil forsvinde, dit liv vil være lige meget, alle de gode ting du har gjort vil blive glemt, og hvis folk kendte til din skæbne, ville de få en dårlig smag i munden, indtil dagen efter, hvor de ikke giver dig en tanke" Blood Seekeren håbnede sin hånd, og tog den frem mod Catherine, men håndfladen op mod himlen. Blood Seekeren fik alt omkring den til at dø, træer, græs, blade og mere bliv gammelt og døde hen. Blood Seekeren kiggede nu på Catherine, som var det eneste levende væsen tilbage, "Nu skal du høre, du skal lege en leg med mig, vinder du, får du din Rafael tilbage, taber du, vil jeg tage hans sjæl tilbage til livet, men for alt det kærlighed han føler til dig, vil han føle vrede istedet" Catherine kunne mærke en smerte større end noget andet hun havde mærket før, selv ikke hende svage punkt var tæt på at gøre så ondt, men det stoppede og Blood Seekeren forsatte "Legen er dette, du skal give mig et tilbud, for at få din Rafael tilbage, som er større end det han vil give for dig, hvis du og han byttet plads, jo flere sjæle, jo mere sorg til dig, jo bedre en handel."

Hun overvejede det igen men kom fra det. " Hvad er det du ønsker " Spurgte Hun istedet. Den smerte der ramte hende knækkede hendes sammen. Hun pev svagt og tog sig til midten af maven hvor smerten begyndte. Det stoppede pludseligt og hun hev efter vejret. " Det kommer an på hvem du ønsker "Sagde Hun kontoleret. Hun rejste sig op og børstede sine bukser. *Seriøst * Tænkte Hun surt. Hun kiggede på Blood seekeren. Hun gemte halskæden under sin trøje i tilfælde af at Blood seekeren ville have den. Hun smilede. " Der er næsten ikke noget jeg har så du kan komme med tilbudene " Sagde Hun og vidste at det kunne give hende endnu en omgang smerte...