Gamle minder og nogle som er tydeligere end andre - Eolith

Dag: IRL
Dato: IRL
Tid: 13.45
Sted: Silent River
Omgivelser: Ingen
Vejr: Koldt, og der ligger sne rundt omkring
Årstid: Vinter
Påklædning: En lang mørkebrun sweater som varmer rimelig godt, men som ikke ser særlig tyk ud og et par mørkegrå bukser

Marcus var nærmest flygtet ned til Silent River, han var endnu engang gået fra Hayley, der var bare noget der sagde ham at det var det bedste. Der havde været så mange problemer, men også mange gode tider sammen med hende, men lige nu havde han altså virkelig brug for noget pusterum. Imens han sad nede ved floden, så han sig lidt omkring og fik faktisk Eolith ind i hovedet mange gange, han havde ikke været der siden dengang han mødte ham og smilede svagt ved tanken. Men alligevel, deres første møde havde dog også været en del akavet, fordi det var der Eolith og ham havde haft sex første gang. Marcus gik lidt frem og tilbage langs kanten af floden og bed sig lidt i læben, hvad skulle han dog gøre? Han var flyttet væk fra Hayley, imens hun ikke var hjemme og havde lagt en seddel til hende, om at han havde forladt hende, for noget pusterum, men at han stadig elskede hende, men ikke som det hun håbede på mere. Marcus stoppede lidt efter med at gå frem og tilbage og gemte sit ansigt i sine hænder, han græd ikke, men han havde lige brug for at gemme sig lidt væk.

Eolith havde set Marcus komme, og kunne selvfølgelig godt huske ham fra de to gange han havde set ham, efter hukkommelsestabet. Han stod bag et af træerne ganske roligt og så hen på ham. Han havde været tæt på at gå ham i møde, men Marcus' triste udtryk i ansigtet skræmte ham lidt og fik ham i stedet til at gemme sig. Han vidste ikke at Marcus faktisk tænkte på ham, da der havde gået nogle måneder siden sidste gang, og derfor var det også bare svært at gå hen og sige 'hej, hvorn' skær den', som om det var helt okay. Marcus sagde at han godt kunne lide ham, men det var svært at tro på, da han intet kunne huske om ham, udover de enkelte to gange.

Marcus havde ikke rigtig lagt mærke til Eoliths nærvær, selvom han burde havde lagt mærke til ham, når nu at racerne kunne fornemme hinanden eller dufte hinanden. Men nu havde Marcus lige været optaget af noget andet, så han havde ikke rigtig tænkt over at Eolith faktisk fulgte efter ham. Men da Marcus stod stille og faldt lidt mere til ro, begyndte han at ligge mærke til sine omgivelser igen, men ikke særlig hurtigt. Han begyndte at kunne mærke tilstedeværelsen af et andet væsen og opdagede at det var en engel, som tænkte ikke på Eolith til at starte med. Han tog sit ansigt op af sine hænder igen og så sig lidt omkring, "jeg ved godt at du er her, så bare kom frem, jeg gør ikke noget" sagde Marcus og lød helt rolig i sit stemmeleje og tog derefter sine hænder ned i lommerne og ville gerne smile lidt, for at vise lidt tydeligere at han var venlig stillet, men det lykkes ikke lige nu.

Eolith syntes han lød underlig, da han talte, og kunne godt tænke sig til, at han vr i særligt godt humør. Han var ikke chokkeret over at han havde lagt mærke til ham, da han sådanset gerne ville have ham til at lægge mærke til ham. Forsigtigt sneg han sig frem fra træet og så hen på ham. Han syntes det var sjovt at se ham ude i skoven, bare sådan ud i ingenting. Lidt underligt måske, men sjovt alligevel.
"Hej Marcus" Sagde han lidt lavt, men nok til at Marcus nok skulle kunne høre ham. Forsigtigt hævede han hånden og vinkede lidt. Han stod henne på den anden side af søen og kiggede over på ham.

Marcus blev lidt overrasket da han fandt ud af at det var Eolith som havde fulgt efter ham, men endelig kom det svage smil frem på hans læber, og han kørte en hånd gennem håret og lod det falde som det nu havde lyst til. Men i en hurtig bevægelse teleporterede Marcus sig over på den side som han stod på og rettede derefter lidt af sit tøj, fordi det var blevet lidt krøllet efter teleporteringen. Han gik derefter lidt tættere på Eoliht og smilte lidt mere, men ikke særlig meget, "hej Eolith, hvad laver du herude?" spurgte Marcus nysgerrigt og rettede lidt på håret igen og lod det falde igen, men denne her gang sad det lidt bedre. Han var meget glad for at han ikke frøs lige nu, men det var jo det gode ved hans evne, så kunne han bare skynde sig hjem, uden at skulle tænke på at gå derhen, hvilket Marcus var meget glad for. Men selvf, brugte han heller ikke din evne til alt, han kunne jo stadig godt finde på at gå fra sted til sted, der skulle bare ikke være for langt.

Eolith så på ham, stadig overrasket over at han havde teleporteringsevnen, og kiggede videre hen mod det kolde isvand. "Jeg ehm..." Han rystede på hovedet og tog sig til hovedet "Nej.. det lyder fjollet. Jeg er bare glad for at du er her lige nu..." Sagde han og gik det ene skridt der skulle til, for at komme tæt på ham og lagde armene om ham og krammede ham stramt ind til sig. Han vidste jo at han godt måtte kramme ham.
"Jeg har savnet dig så meget" Fik han sig selv til at sige. Det passede nu ikke, da han aldrig rigtig tænkte på nogen, mens han var alene, men så snart han stod tæt på Marcus, fik han den der følelse, som fik ham til at længes. Længes efter hvad, vidste han ikke.

Marcus blev en anelse overrasket over det Eolith sagde og viste faktisk ikke hvad han skulle sige, selvf ville han gerne sige nogenlunde det samme til ham, men han kunne bare ikke få sig selv til det lige nu, når nu at Marcus stod i den situation som han stod i lige pt. som ikke var til at finde ud af. Så i stedet for smilte han bare en anelse mere og en anelse mere varmt til ham, men stivnede kort i kroppen, da han mærkede noget, som han ikke havde mærket i lang tid. Nemlig Eoliths arme rundt om sig igen, Marcus blødte en smule mere op og tog sig selv i også at ligge sine arme roligt omkring ham og trykkede Eolith blidt ind til sig, han havde faktisk savnet det. Han lod dog den ene hånd ligge sig i Eoliths hår og nussede ham lidt. "Jeg har også savnet dig.. virkelig meget" fik Marcus endelig ud af sig selv og bed sig så derefter lidt i læben.

Eolith lod sig villigt trykkes tættere ind til ham igen. Der var varmt i hans arme, og nu kunne han kun føle kulden på hans ryg, de steder hvor Marcus ikke havde sine arme. Han duftede godt, gjorde ham tryg, og fik ham til at voldtage ham på stedet, hvis han skulle være ærlig. Eller nej, det var faktisk ikke det han ville, han ville bare have ham hjem og hygge sig med ham. "Vil du ikke være sammen med mig...?" Spurgte han og så op på ham med sit mest bedende blik.

Marcus så med et tænkende blik ned på Eolith og viste ikke hvad han skulle sige. Han havde faktisk lyst, men kunne ikke rigtig sige noget lige nu, var det virkelig så svært? han viste godt hvad Eolith mente med at være sammen med ham, men fik nu alligevel lyst til at spørge for at være på den sikre sige. "Det kommer and på.. Hvad for en måde, mener du at jeg skal være sammen med dig på??" spurgte Marcus roligt, og hans smil var forsvundet. Ikke fordi han var blevet sur over det, men blot så han kunne se tænkende ud istedet for og bed sig en anelse diskret i læben, men holdte op med det, lidt efter lidt. Marcus havde i hvert fald en ide om at han gerne ville have sex med ham, men nu var Marcus jo lige gået ud af et forhold igen.. igen. Så han viste ikke lige om det var det som han havde mest lyst til, men at hænge ud med ham, ville han ikke have noget imod.

"Begge dele" Svarede Eolith så ærlig som han jo var. Han vidste jo ikke hvordan Marcus' situation var lige nu, men ville sagtens kunne forstå det, hvis han vidste det. Han puttede hovedet mod hans bryst igen og knugedede hånden omkring hans trøje og holdt stramt fat. Han havde virkelig lyst til det hele, og så ville hn ikke lade ham gå igen. De sidste to gange havde han været ret hård ved ham, og havde bare smidt ham ud efter brug, men det skulle ikke ske igen, for han havde nemlig levet i ensomhed det sidste lange stykke tid.

Som Marcus havde forventet, svarede Eolith lige det som han havde haft i tankerne de sidste 5 min. Først sagde han ikke nået, men lod bare Eolith putte sig ind til ham igen og lagde endnu engang sin hånd i hans hår og nussede det lidt. Marcus viste slet ikke hvad han skulle gøre, han havde jo forladt Hayley fordi følelser ikke var der mere, men var det måske også fordi han følte at han skulle være sammen med Eolith nu? Han viste det ikke helt og lod sit ansigt dumpe ned i hans hår og sukkede lidt. "Eolith... jeg ved ikke om jeg kan på "den" måde lige nu, j-jeg er nemlig lige røget ud af et forhold, men jeg forstår godt at du vil være tæt på mig, fordi vil også gerne være tæt på dig lige nu" sagde Marcus stille og kyssede ham så derefter blidt i håret og sukkede lidt igen.

Eolith lyttede og kvikkede på en eller anden måde mere op, da han fattede, at Marcus ikke var sammen med Hayley mere. Det gjorde ham lykkelig, men alligevel måtte han dæmpe det helt, for ikke at virke som en smatso overfor ham. Han lod jo til at være ked af det over det. "Ej hvorfor ikke..?" Spurgte han, i et forgæves forsøg på at lyde trist på hans vejne. Han så chancen for at kunne være hans, helt alene og eneste nu.

Marcus tænkte lidt over det som Eolith spurgte om og bed sig tænkende i læben. Han viste ikke helt hvad svaret var, især ikke når han skulle stå og forklarer det overfor ham. Men han blev vel nød til at svare på et eller andet tidspunkt? Han tog sit hoved op fra Eoliths hår igen og sukkede en anelse, men tog ikke sine arme til sig endnu, han ville gerne mærke ham tæt på sig lidt længere endnu. "Hmm.. Lige pludselig var følelser der ikke længere, de forsvandt bare lige pludselig, så jeg forlod hende, imens hun ikke var hjemme, det var ikke helt det samme at komme tilbage til hende for 2 gang, det var ikke ligeså stærkt som sidst.." forklarede Marcus så godt som han nu kunne overfor Eolith og prøvede at smile lidt, men det så alligevel en smule trist ud og han sukkede kort igen.

Eolith så på ham, og vidste ikke selv skulle sige til det, da alt han ville kunne finde på at sige, nok bare ville afsløre hans lykke over det. Men Marcus burde da også kunne se det på ham allerede, da han vidste at han jo kunne lide ham. "Mmnh.." Svarede Eolith, uden at det skulle have været et ord. Han aede hans bryst udenpå trøjen, og kiggede op på ham med et undskyldende blik. "Vi behøver heller ikke have sex... Jeg vil bare ikke være alene mere" Svarede han og kiggede ned ad ham.

Marcus havde sådan en underlig følelse af at Eolith faktisk var glad for at han havde forladt Hayley, men hvorfor endelig? Det slog ham ikke lige, at Eolith faktisk godt kunne lide ham, men Marcus viste ikke rigtig om han turde have noget kaldt som et forhold til ham, fordi Marcus viste godt at han i starten kunne være sammen med mange drenge af gangen, uden at have et forhold til dem som sådan, så han viste ikke om han turde. Marcus lukkede kort øjnene, fordi han nød at blive aet på brystet og bed sig lidt i læben, imens han så ned på Eolith, " det forstår jeg godt Eolith, det er heller ikke sjovt at være alene.. men jeg forlader dig ikke lige nu" sagde Marcus stille og trykkede ham blidt helt ind til sig og kyssede ham blidt i håret igen. Han havde intet imod at kysse ham på håret, de havde jo kysset før, så det gjorde sikkert ikke det helt store lige på håret.

Eolith vidste heller ikke om det med et forhold ville være let, men tanken om et rigtigt forhold var lige så stærk som små pigers drømme om at blive prinsesser. Da han mærkede Marcus' kys på sin pande, lagde han hænderne på hans skuldre og kyssede ham på munden. Først svagt, men pressede kysset en anelse tættere, da han fandt ud af, hvor godt det føltes. Han havde det som om at Marcus havde foræret ham selv til ham, efter at have slået op med Hayley, selvom at det sikkert ikke var af den grund. "Du har så evigt ret.." Sagde han og fik tårer i øjnene. Det virkede som om han var ked af det, men det var faktisk også glædestårer.

Marcus blev utrolig overrasket over at mærke Eoliths læber imod sine igen og stivnede kort i kroppen, på grund af chokket og han viste virkelig ikke hvad han skulle gøre. Han lukkede hverken øjnene eller kyssede igen, men efter lidt tid, kunne Marcus simpelthen ikke holde sig tilbage og lukkede stille øjnene i, imens en lille lyst, fik ham til at kysse igen. Men da kysset stoppede, blev Marcus overrasket over sig selv og hvad han endelig havde gjort, han troede hans lyst til drenge periode var ovre nu, men åbenbart ikke alligevel. Han så tænkende ned på Eolith og viste ikke rigtig hvad han skulle sige, han åbnede munden kort, men lukkede den så igen. Men da han så hans tårer samle sig, blev han lidt trist og kyssede Eolith forsigtigt i panden, " hvad er der galt? Du må ikke være ked Eolith.." sagde han med den varmeste stemme, han kunne komme op med og holdte ham stadig ind til sig.

"Jeg er heller ikke ked af det..." Svarede han, selvom han faktisk ikke ved hvad det var for nogle følelser der var indeni ham, og han vidste heller ikke hvad for et forhold han havde med Marcus, da han ikke rigtig forstod sig på den slags "Jeg vil... bare rigtig gerne have dig for mig selv lige nu...". Han slap ham forsigtigt og tog hans hånd, og flettede sine fingre ind imellem hans. Han vidste godt at det var forkert af ham, at spolere stakkels Marcus nu, men han blev nødt til det, for at redde sig selv. Ja, han var selvisk.

Marcus nikkede lidt til det Eolith sagde og var selvf lettet og glad for at han ikke var ked af det, selvom han havde tårer i øjnene, men så slog tanken ham, om Eolith så i stedet kunne være glad, men tårer i øjnene? men slog det hurtigt ud af hovedet igen og smilte svagt. Da Marcus kunne mærke at hans arme forsvandt omkring ham, tog han også sine arme roligt til sig, men han kom ikke særlig langt med sin ene hånd, inden han mærkede at Eolith tog den og flettede deres fingre sammen. Marcus kunne dog ikke lade være med at nyde det til mere og smilte en anelse større, "jamen så kan jeg jo ikke forhindre det... så skal jeg nok være din idag Eolith" sagde Marcus i en venlig tone og kørte sin anden hånd gennem noget af sit hår og lod det ligge sig som det nu ville og så sig kort omkring. "Men hvor vil du så hen?" spurgte Marcus lidt efter nysgerrigt og så tilbage på ham.

Eolith smilte lykkeligt til ham, og var glad for at Marcus havde tilbudt ham selv en hel dag. Det var fair nok at det bare var i dag, da det ikke var sikkert, at de alligevel ville blive sammen i længere tid. "Jeg vil rigtig gerne hjem til dig...? Eller måske mig?" Spurgte han. Han ville egentlig bare hjem et eller andet sted sammen med Marcus, men hans egen lejlighed var mindre indbydende, og det var pinligt hver gang nogen kom hjem.

Marcus kunne ikke lade være med at blive lidt glad for at se Eolith smile lykkeligt op til ham og tænkte så derefter lidt over det han spurgte om. Marcus havde jo været hjemme hos ham en gang før, men han havde nok ikke aldrig været der hvor Marcus boede lige nu. Så han skulle lige tænke over det, inden han så ned på Eolith igen og smilte lidt igen, "vi kan godt tage hjem til mig, men der er måske lidt rodet og jeg har ikke fået sat særlig meget op" forklarede Marcus og smilte stadig. Hvor han så derefter lagde sin ene arm omkring ham og trak ham tæt ind til sig igen, med et lidt fjollet lille smil. "Hold godt fast" sagde han og teleporterede dem derefter hjem til hans nye villa, som han var flyttet over i. De stod midt i stuen, hvor der lå mange kasser, som ikke var pakket ud endnu, men nogle var dog og Marcus slap Eolith helt igen og smilte lidt.

Eolith nikkede og trak sig tættere ind til sig og lukkede øjnene i. Da han åbnede øjnene var der blevet varmere og helt vindstille, og han stod nu hjemme i Marcus' villa. Han kunne godt se de mange kasser, og kunne gætte sig til, at han allerede havde flyttet fra Hayley. Det var han glad for. "Hvor er her stort?" Sagde han næsten spørgende og kiggede omkring. Han havde aldrig, i følge hans egen hukkommelse, været hjemme hos Marcus før. Forsigtigt slap han ham og kiggede op på ham igen. "Hmm" Smilte han glad og stak hænderne i jakkelommerne.

Marcus fulgte Eolith med øjnene, og kunne ikke lade være med at smile lidt imens. Han så sig derefter omkring og flyttede nogle af kasserne med den ene fod, så det ikke fyldte så meget og kløede sig så derefter lidt i nakken. "Jah, her er lidt stort, større end jeg havde regnet med, det bliver sjovt at skulle udfylde alt pladsen" sagde Marcus og grinte lidt for sig selv, da han havde ingen ide om hvordan han skulle gøre det. Han klarede jo for det meste tingene selv, især når han skulle flytte, som han nu havde gjort hvad?.. 3 gange nu? Marcus måtte lige tænke sig om, men ellers kiggede han bare roligt på Eolith og smilte svagt. Men der var så noget som fik ham til at gå over til ham og kyssede ham blidt på håret, "men jeg er glad for at du er den første som ser mit nye sted" sagde han med et roligt smil og tog selv sine hænder i lommerne.

Eolith så sig omkring da der pludseligt kom et kys på hans pande. Han så op på Marcus og smilte et stille og forsigtigt smil. "Jeg kunne nu godt hjælpe med at fylde, hvis det er?" Tilbød han og kiggede sig omkring "Jeg kunne stå derovre i hjørnet og holde på dine ting, mens jeg smiler og ser køn ud". Han tog Marcus' hånd og placerede den ved sin kind og lukkede sine øjne. Han nød at blive rørt af ham, også selvom det var ham selv der havde placeret hånden der. Efter få sekunder kiggede han op på ham igen, og igen helt uden at sige noget. Han smilte bare roligt til ham.

Marcus kunne ikke lade være med at grine lidt over det som Eolith fyrede af og tænkte en anelse over det. Han tvivlede på at han kunne fylde, men stå og se køn ud kunne Eolith sagtens gøre, bare ved at stå foran ham. Marcus var ikke bange for at indrømme at drenge kunne være kønne, fordi det var jo lige det han var. "Jeg tvivler på at du kan fylde så meget, men køn vil du altid være" sagde Marcus roligt, men blev så lidt overrasket over at Eolith tog hans hånd og placerede den på hans kind. Men lidt efter kunne han ikke lade være med at smile lidt og begyndte at nusse Eoliths kind lidt og havde en ide om at han gerne ville have at han rørte ved ham. Men som sagt, noget holdte alligevel Marcus tilbage og det var det hurtige skift fra Hayley til Eolith.