Gamle 'Venner' //Balthasar & Ciro//

Dato : 1. November - 11
Årstid : Sent efterår.
Dag : Lørdag.
Vejr : Koldt, med helt klart vejr, tydeligt udsyn til fuldmånen, en blid brise.
Sted : Kirkegården.
Tid : 23:45
Omgivelser: Helt menneske tomt og kun en vampyr ind til vidre.

En blid brise strøj stille hen over den menneske tomme kirkegård, mens månens blide lys legede med skyggerne og fik dem til at ligne monstre og vampyrer der bare lå og ventede på deres næste natmad. Der var dødstille og den eneste puslen var nogle få blade der blæste hen af stierne der gik igennem og rundt på kirkegården. Midt imellem alle gravene var der en stor sort gravsten, med et åbnet område kun bedækket med græs. Foran den høje gravsten sad en ubevægelig skikkelse.

Hendes korte sorte hår bevægede sig blidt i vinden, mens hendes perlemorsfarvede hud blidt tiltrak månens bleje skær som en magnet. Hendes hud var kun dækket af et par romersandaler der snoede sig op under hendes kjole og var bundet stramt på den øverste del af låret. Kjolen gik hende til lidt længere end midten på låret og stropperne var bundet sammen med en sløjfe i nakken, hvilket gjorde næsten hele hendes perlemorsfarvede ryg synlig. Hun var af nogenlunde spinkel og meget feminin bygning, hvilket også betød at kjolen sad perfekt og stramt på hendes overkrop og ind til hendes hofte hvor den blev løs. Dette gjorde at hun var i stand til at løbe, hoppe og/eller bevæge sig som hun lystede. Hendes smukke perlemorsfarvede hud, havde samme koncistens som krystal og gav hende et helgenagtigt udseende. Hun sad bare som forstenet og holdt blidt en Krystaliseret rose i hænderne...

Natten var over landet og Ciro var på en aften tur som gik op til kirken da han skulle besøge hans afdøde kones grave og han kun nu os have gået der op om dagen men det gad han ikke da han fadet stedet mere smukt om natten, han havde som altid sort jakkesæt på mens hans skjorte var rød og hans hud hvid mens hans hår havde den samme farve som jakkesæt. Han havde ikke meget menneske over sig men nu var han heller ikke menneske for det havde han ikke været i 500 år, nej han var en vampyr der ikke havde nogle minder om hans tid som menneske og derfor husket han som sådan heller ikke hvordan han blive vampyr.
Han kom op til kirkegåden og han gik hurtig og lydløs over jorden mens han havde en buket blomster under hans ene arm, de var jo til hans kones grave og han var alene om at komme med blomster til den da der kun var ham tilbage. Det gik ham som sådan ikke på at han var alene om grav og på en måde gav det ham mere fred når han gik der alene, han holdt den ikke menneskelig fart og det var nået som fanget hans blik på vej hen til graven *Valerie?* tænkte han kort mens han kiggede hen på hende med et roligt blik og som sådan var han her jo ikke for pisse hende af og derfor kun de vel godt snakke en smule, han gik lydløs hen mod hende og han stoppede op et par meter fra hende ”godaften” sagde han med en meget rolig stemme mens han kiggede på hende og hun så som altid godt ud i månen lyst men han var ikke vild med hende, den side var væk og den kom nok ikke tilbage igen..

Bal havde hørt at en gammel bekendt var her på øerne. Han havde ingen grund til at opsøge ham andet en at Bal var så gammel at ren høflighed var en forbandelse for ham. Det var ikke tit han mødte en vampyr der forstod at behandle andre med respekt men Ciro havde behandlet ham med respekt og derfor ville han gøre det samme. Han vente at det åbenlyse sted at kigge ville være kirkegården og da han nærmede sig kunne han lugte vampyrer. Han fortrak ikke en mine dog tænkte han *Klassisk*. Han gik der over imod. Han gik i sin sorte whifebeater som altid. Han var jo ligeglad med hvor koldt der var. Da han så Ciro nærmere han sig ikke lynhurtigt som han normalt gjorde. Han gik langsomt der over. Han havde set hvor Ciro’s blik var rettet imod. Han bukkede for Val rakte ud efter hendes hånd og hvis hun gav ham den ville han kysse den blidt som hans måde at hilse på. Derefter ville han sænke sit hoved svagt i respekt for Ciro og sige med hans altid rolige og blide stemme ’’ Jeg kondolere, for dit tab ’’. Overfor dem Bal kunne lide viste han den dybeste respekt også selv om han ikke viste nogen følelse af at han havde nogen medfølelse så viste han stadigvæk den påkrævede respekt. Derefter kiggede han på gravstenen med hans grønne øjne der altid bar et sorgmodigt blik. Bal var en høj får, næsten 2 meter høj og muskuløs. Det var til at se han var fra en helt anden tid med den bygning og højde eller i hvert fald ikke fra omegnen.

”godaften” sagde Ciro roligt til Balthasar det havde været en del år siden af de havde set hinanden og derfor var det os grunde til af han var kommet til kirkegåden for at snakke lidt med en gammel ven og for at besøg grave, hans sendt et buk tilbage til Balthasar og han havde et meget kort og lille smil på læben ”længe siden Balthasar hvordan er det så gået dig siden jeg så dig sidst?” sagde han efter kort tid mens han kiggede på ham med et roligt blik og han lod bare hans sorte vampyr øjne være på ham mens han flyttet lidt på hans jakkesæt mens han kiggede på ham og han havde ikke lavet sig om på nogen måde i den tid der var gået i mellem dem, Ciro lod hans ene hånd gå i lommen efter hans smøger og det var nu ikke verdensbedste vane han havde taget til sig men han ville som sådan heller ikke lave den om med det samme. Han tænkte en smøg mens han kiggede på ham mens han ventede et svar og han tog et kort hiv mens han lukket øjne selv de var hurtige oppe igen, hans blik gik tilbage på Valerie og til Balthasar og han var bare stille mens han tog et til hiv af hans smøg, han gik kort i hans tanker og han trak bare vejret unde og have den store grund til og gør det..

Pigen der sad foran graven hed Valerie. Hun havde fået navnet fra hendes mor. Hendes døde mor. Hun reagerede ikke, da en stemme snakkede til hende. Hun reagerede heller ikke, da en anden vampyr sluttede sig til dem. Hun sad bare lidt længere og lagde så den krystaliserede rose foran den store gravsten med indskriften 'Til minde om dem der ikke kom hjem.' Hun rejste sig derefter langsomt op med en ynde, der passede til en kongelig, hvis ikke finere. Hun åbnede først da de mørke og dybe øjne, der havde et let skær af rødligt og gjorde det klart at hun var vampyr. Hun havde dog et koldt og unaturligt tomt udtryk, selv for en vampyr. Hendes øjne var halvt lukkede og hun fattede hurtigt at de to var gamle venner. Hun nikkede let til vampyren der hed Balthasar "De må have mig undskyld hr" før hun kort med en kold stemme sagde "Maxwell" mest ment som et farvel, da hun ikke følte sig tilpas eller istand til at styrre sin vrede i nærheden af den vampyr der havde ødelagt hendes liv. Hun gik med menneske fart væk fra de to vampyrer og tænkte kun på at komme langt væk før hun ville blive rodet ind i problemer med Ciro igen...

Bal kiggede på hende. Hun havde ikke vist ham nogen disrespekt. Han sniffede lidt. Han kiggede derefter langsomt på Ciro ’’Den lugt hun har.. Virker bekendt.. Kender du noget til det ?’’. Det var først nu han hørte Ciro’s ord. Han afventede at han var færdig med at snakke før han sagde ’’ Jeg har forladt Associationen.. Jeg er træt.. Træt af hvor meget de minder mig mere og mere om mennesker.. Hver gang jeg ser mig omkring ser jeg vampyrer der vinder så meget om mennesker at jeg har svært ved at se forskel.. Derfor kom jeg her.. Før jeg dræbte dem alle sammen ’’. Han sagde det med hans rolige stemme. Ingen tegn på nogen form for følelse. Han kiggede kort efter Val der var ved at gå. Han kiggede tilbage på Ciro igen ’’ Var det på grund mig eller dig at hun gik?’’. Han var usikker dog var hun først gået da han selv var kommet der over. Det kunne jo være et tilfælde men det kunne han jo ikke vide. Han tilføjede ’’ Hvad med dig selv.. Hvad har du gået og lavet?’’.

”der kommer glæden ved at jeg ikke selv er en del af Associationen mere jeg kan ikke holde dem ud og ja de nye vampyr ser mere og mere ud som mennesker, verden er nu et kedeligt sted i forhold til hvordan den var for 200 år siden” sagde Ciro mens han kiggede på ham med et roligt blik og han flyttet det hurtige fra ham og til Valerie ”lille valerie du skaber bare flere problemer for dig selv på den måde men mere vil jeg ikke sige” sagde Ciro kort før hans blik var tilbage på Balthasar ”og ja for sige det lige ud af det min skyl hun går ser du hun har et lille had til hendes egen skaber” sagde Ciro kort mens han lag et tryk på hans ord, han puste røg ud i luften mens han var stille for kort tid ”havde hun nu holdt sig til mig så tror jeg at jeg ville være mere glad for hende men nej hun forstår og lave hendes egen problemer og jeg tror ikke længer de mit job og få styr på dem alle men sådan må det vil være” sagde Ciro før han var stille.
”høre skal vi ikke bare tag en lille hygge snak Balthasar for jeg har ikke hørt fra dig siden ja gud ved hvor længe og der sikkert en del og snakke om” sagde Ciro mens han sendt ham et kort mens roligt smile og han tog bare et til hiv mens han ventede hans svar, han blinket en gang med hans vampyr øjne og han slappede bare af for han havde ikke bruge for flere problemer med Valerie og sær ikke mens han var sammen med en anden vampyr..

Hun fortsatte bare i menneske tempo væk fra de to vampyrer og hørte godt Ciros ord om at hun forstod at lave sine ejne problemer, hans ord om at han kunne have været glad for hendes hvis hun var blevet hos ham og bare det at han kaldte hende lille, bragte hendes blod i kog. Hun havde bare mest af alt løst til at vende sig rundt og råbe ham lige op i fjæset at det var ham der havde gjordt hendes liv til et helved ved at gøre hende til vampyr uden hendes bevilligelse og at det var hans skyld at hun havde dræbt sin familie og hans skyld at han havde misbrugt hende. Selv efter han havde gjordt alt dette kaldte han hende så oven i købet lille. Hun vidste at det ville være dumt at angribe ham nu, da han havde en ven med sig og valgte derfor bare at knytte hænderne, mens hun bare fortsatte vidre ned af den lille sti hun var begyndt at gå ned af...

Han satte sine arme over kors så man virkelig kunne se hans muskler. Han bevægede sig langsomt og hans kropssprog viste ingen følelse. Han var gammel, meget gammel og det var sikkert flere hundrede år siden han havde mistede det menneskelige han havde tilbage i sig. Men han så det menneskelige i både Ciro og Val. Han røg og hun bar nag. Han viste det ikke, men det var det han snakkede om. I hans øjne var en Vampyr ikke en der nedværdigede sig til disse menneskelige behov. Men så igen vidste han at de var unge. Ciro var en af de få Vampyrer han respekterede. Han kiggede bare på ham med det sorgmodige blik hans øjne altid bar og sagde roligt ’’ Jeg respekterer dig.. Det er kun derfor jeg siger dette… Misforstå mig ikke.. Jeg forstår ikke hvorfor du lader din skabelse behandle dig sådan… Var det min skulle hun gøre som der blev sagt eller stå til ansigt til ansigt overfor True Death’’. Han kiggede kort overmod Val og tilbage til Ciro ’’ Jeg kan sagtens vente.. Tag dig af dit problem, så kan vi snakke sammen min ven ’’.

”jeg komme her nu ikke for at løse et problem men bare for længe blomster til min kone” sagde han kort mens han kiggede på Bal med et kort blik, han var stille i kort mens han smed smøgen fra sig da den var ved at være nået til sin ende. Han slukkede den med sin sko før han vendt sig om for gå videre hen til graven mens han stoppede kort op og vendt sig i mod dem ”og hvis jeg skulle tag mig af hende så ville det nok bare ende med en grov omgang vold” sagde han kort før han flytte lidt hår væk fra ansigt og der efter gik han videre hen mod garve som var ved den mange gammel ende af kirkegåden, det var ikke sted hvor der normalt kom nogle menneske men Ciro passet fint ind på det sted med den alder som han havde selv om han ikke lige frem var særligt gammel ved siden af Bal.
Han fandt grave og gik hen og lag buketten af hvid liljer for an grave mens han var helt stille om natten, han lukkede kor øjne og husk tilbage i tiden til hvad der var sket den nat og det var lige før hans tåre kom frem mens han holdt dem tilbage for han ville ikke lad hans svage siden finde vejen frem mens der var andre rundt om ham, han lukkede øjne op igen men han var stille og han nød den stilhed der var rundt om ham..

Hun hørte godt Balthasars mening om at hun skulle rette sig efter sin skaber og fnøs bare lydløst. Det var jo ikke hende der gerne ville være vampyr, det var heller ikke hendes søster. Valerie havde nu det sidste år hundred delt sin krop med sin storesøster Yoramiru som hun havde dræbt ved et uheld på grund af sulten. Hun havde næsten taget sit liv den gang, men hendes søster havde overtalt hende til at dele kroppen med hende og i stedet søge hævn over den mand som de begge havde elsket, men som kun havde gjordt deres liv til et helved og i den enes tilfælde bragt det tid enden. Yoramiru var den mindst menneskelige del af de to piger og man skulle have troet at det var hende der var den oprindeligt vampyr og ikke hendes næsten menneskelige og søde søster. Ingen vidste at de delte kroppen, selv ikke Valeries skaber Ciro vidste noget om det, hvilket gav Yoramiru en fordel da hendes søster forlængst havde fortalgt hende hvordan det var gået til. De to piger havde både været bedste veninder i livet og i efter livet, Problemet var bare at Valerie var for svag til at kunne såre andre og behandle dem dårligt, det havde tvunget Yoramiru til at være den der styrrede kroppen i de sidste hundrede år, mens hendes søster ind til vidre sov inde i hjørnet af bevistheden...

Han kiggede over imod Val og med et stod han overfor hende. Han var hurtig, men så igen var han gammel. Hvilket gjorde at han var en af de hurtigste og stærkeste Vampyrer der var. Ikke nok med det så var han en kriger, en der var født til kamp som menneske og nu i efterlivet. Det var også til at se på hans kropsbygning. Han havde aldrig forvandlet en person. Eftersom kun mennesker kunne blive Vampyrer, han havde nemlig aldrig fundet et menneske værdig. Han kiggede på hende med hans sorgmodige blik. Han sagde med sin blide rolige stemme ’’ Hvis din skaber ikke vil tage dig under hans vinge og lære dig.. Så vil jeg.. Ud af respekt for ham.. Ingen Vampyr skal gå igennem denne verden uden at have en skaber, en mentor ’’. Hvorfor han sagde dette var sikkert en mysterium for de fleste. Men sandheden var at han var bundet af ære. Bundet af de gammeldags regler og eder. Det var derfor han sagde det. Folk ville altid have svært ved at forstå ham fordi var så gammel og derfor ikke var som andre. Han tilføjede ’’ Tænk nøje over din svar.. Yngling ’’. Dette var et term der ofte blev brugt af mestere overfor Vampyrer der var unge og endnu ikke havde fortjent respekt. Dog var det et paradox da det faktisk var en slags ære at blive kaldt det. Hendes svar ville vise hvor dette møde ville føre hen. Hvis hun vidste at han var budet af ære ville hun også vide hvad han ville gøre ved en vampyr der ikke var blevet oplært af sin skaber eller en mentor. De var for stor en kaos faktor. Ciro ville helt sikkert vide hvilken farlig situation dette var blevet eftersom han før havde set Bal dræbe folk der ikke viste ham respekt og det måtte komme som en chok for ham for Bal havde aldrig nogenside oplært nogen og Vampyrer var gået i døden for at blive hans lærling.

Ciro kom tilbage til dem efter lidt tid han havde hørt hvad Bal havde sagt og han overvejet om han skulle sige et eller anden til det ”bare så det ved det Bal så hun ikke nogle nem elev for jeg har opgivet og nu har jeg en anden som jeg skal holde styr på men hvis du har lyst må du gerne tag opgaven op” sagde Ciro kort mens han kiggede på ham og han lod begge hænder gå i lommerne, han stod stille mens han ikke sagde mere om emnet og han overvejet kort et eller anden mens han kort mærket den kolde vinde blæse på hans ryg. Han blinket en gang med hans mørke øjne og han gik bare i inderlommen efter hans solbriller mens hans kiggede fra den ene til den anden ”men du ved jo selv at en vampyr lære bedst alene så hvorfor lege med hende?” sagde han kort efter lidt tid var gået og han stod kort på den ene fod mens han bed sig kort i læben, han lod en hånd gå op og flyttet det lang hår væk fra øjne mens han var stille igen og han ventede bare på og se hvad der ville ske..

Hun tænkte stille og havde stadig det tomme udtryk i øjnene, mens hun betragtede den gamle vampyr. Hun kunne på ingen måde tage imod hans forslag, da hun bare ville ende med at gå amok, fordi hun ikke kunne holde ud at være sammen med nogen der bare havde de mindste realationer til hendes tidliger kærlighed og skaber. Hun fik formuleret et svar i tankerne der ikke lød helt ved siden af og svarede ham med "Det er mig en ære at De bare gider tænke på mig, men De må også forstå at jeg ikke ville kunne tage imod Deres nådige tilbud, da jeg næppe ville være værdig til at blive deres lærling, og som..." Hun bed sig i læben da hans navn var som gift i munden på hende "Maxwell sagde er jeg ikke speciel eller vær at spilde mere blod og vrede på" hendes stemme var respektfuld med undtagelse af da hun sgade sin skabers navn, da det var nemt at høre hadet og giften i hans navn, før hun vente tilbage til den formelle og fine tone. Hun nejede let for at understreje hans overlegenhed...

Hans blik førtes langsomt over på Ciro. Han lyttede til hans ord. Hans svar var som altid roligt. ’’ Du kender reglerne.. En Vampyr der ikke er ordentlig oplært.. Er det laveste form for væsen i verden.. Lavere end mennesker ’’. Han nikkede let overfor Ciro ’’ Jeg takker for din tilladelse ’’. Hans blik blev langsomt ført over på Val. Han kunne høre respekten i hendes stemme. Han kunne høre de ord der kom ud af hendes mund. Hun formulerede det godt. Hans sorgmodige blik kiggede bare ned på hende. ’’Det har intet med værdighed at gøre.. Du hader din skaber.. Og du taler med vise ord overfor dine ældre.. Jeg vil forme dig til en ordentlig Vampyr og finpudse dine evner.. Forvent intet venskab eller andet.. Vis kun respekt.. Det oser ud af din stemme hvordan dine følelser går dig på.. Jeg burde dræbe dig for at lindre din smerte.. Men ud af respekt for din skaber gør jeg det ikke ’’. Han lagde en arm på hendes skulder og kiggede hende i øjnene. Denne gang var der et andet blik i hans øjne. Et blik der viste at han ville give hende styrke til at overkomme sin frygt. En styrke til at rejse sig fra hendes menneskelige jeg og gøre hende så meget mere. Han sagde kort og lavt ’’ Frøken, jeg insistere ’’.

Ciro så stille på dem begge mens han lyttet til dem ”glem det bare Bal hun er ikke til og overtale” sagde han kort mens han kiggede på ham mens han var stille kort efter, han bed sig igen i læben mens han blinket en gang med hans sorte øjne og han sagde ikke mere til emnet ”og jeg tror ikke du skal tvingen hende” sagde han kort efter mens han fandt hans pakker med smøger og han tænde bare en mens han var stille der efter. Han tog et kort hiv og han puste kort røg ud i luften mens han så fra den ene til den anden, hans pokerface kom frem i mørket og lystet fra månen fik let hans rovdyrs side frem mens han kiggede på dem..

Hun lyttede til hans ord og kunne godt høre på hendes skaber at han ikke var meget for at hun skulle gå hen og blive Balthasars lærling. Hun havde ingen følelser ud over hadet der flød igennem hendes åre, men beherskede sig da hun med samme formelle og respektfulde tonefald svarede "De er helt forkert på den Hr, Jeg har hverken liv, følelser eller sjæl tilbage, takket være den Vampyr De kalder Deres ven. Jeg ville bare volde Dem problemer. Jeg har heller ingen intentioner i at være vampyr mere end et par år endnu, da min grund til at være til kun ligger i mørket." Hendes stemme var respektfuld men det var dog tydeligt at høre at det kun var en facade og inde under den var der ikke andet end tomhed tilbage. Hun tilføjede stille "Det ville bare være spild af Deres tid og tålmodighed" hun havde ladt det tomme og følelsesløse blik ligge på ham mens hun snakkede...

Han kiggede på Ciro, langsomt blev hans blik ført over imod Val. Han kiggede på hende og hans blik blev det normale sorgmodige et. Han nikkede til hende langsomt og holdt hovedet nede i et par sekunder for at vise hende respekt. Han vidste at hun løj. At hun var fuldt med følelser, ellers ville hun ikke kunne hade. Dog havde hun sikkert ret. Han begyndte at gå over imod Ciro. Han stillede sig ved siden af ham og satte sine hænder i lommerne på hans bukser. Han gav et lille nik til Ciro ’’Som i begge ønsker.. Jeg vil blande mig uden om jeres lille affære ’’. Han begyndte langsomt at gå videre. De havde ret, han havde sådan set ingen grund til at blande sig. Sandheden var faktisk at han heller ikke ville. Dog havde det vækket et minde i ham. Det var lang tid siden han havde kigget med sådan et blik. Sidste gang var over hundrede år siden. Han stoppede op og kiggede mod nattehimlen. Han ville ikke gå hvis de havde mere at sige til ham. Han havde dog manere.

Ciro sukkede opgiven og han overvejet lidt om han skulle tag tilbage til byen og finde en eller anden og få lidt blod ud af, ”Bal vil du med ud for jeg overvejer og forlad det her sted da jeg har andet og se til?” sagde han kort mens han kiggede på dem begge to, han trak vejer kort mens han vendt sig om og han gjord sig sådan set bare klar til og gå af sted ud i natten og hvor den nu end fik ham hen.
Han gabt kort mens hans kiggede ud i natten og han lod bare blikket være oppe på månen mens han stod stille for et kort øjeblik *hvad nu?* tænkte han kort mens han overvejet et eller anden han ville sige men han kun som sådan ikke få det frem i øjeblikket, han vendt sig kort i mod dem mens han overvejet hvor han skulle tag hen i verden..

Hun havde intet mere understående med de to så længe de var sammen, og hun fortsatte bare ned af stien hvor på hun var blevet stoppet. Hun forsvandt ind imellem træerne der omkrænsede kirkegården og ind i den stille tåge der havde lagt sig hen over jorden, så det lignede at hun gik på en sky. Hendes blod var stadig i kog og hun havde let knyttet hænderne mens hun fik styr på sin vrede. Hun lagde stille den forgående scene ind bagerst i hukommelsen, mens hun forsvandt i mørket...

Han kiggede ikke efter Val da hun forsvandt. Som sagt var deres problemer ikke hans. Han var ikke bundet af nogen ed overfor nogle af dem. Han havde altid tjent andre. Altid var han blevet fortalt hvad han skulle gøre. Det var først nu han selv kunne vælge. Selv kunne bestemme om han overhovedet ville stå på nogens side eller ej. Han kiggede langsomt tilbage på Ciro. ’’ Du ved jeg er kræsen.. Men hvorfor ikke.. Har du nogle bestemte ofre i tankerne? ’’. Han kiggede mod himlen igen. Han var normalt ikke en mand af mange ord. Han holdt sig ofte for sig selv. Dem han snakkede mest med var ofte hans ofre. Han var så gammel nu at menneske blod ikke smagte godt mere. Han måtte have noget med mere bid i. Han kiggede på stjernerne. * Den unge kvinde lige før… Hun kunne ende med at blive til noget.. Bare synd det ikke kommer til at ske så længe hun indeholder alt det had… Hun er bare lige som alle andre så.. Et lam i fåreflokken… En skam*.