Sen aften

Yo nikkede, selv om han ikke var glad. så begynde han at tænke, han tænkte på den gang han havde sit band. hvor han stod oppe på en scene og hans øjne strålede af lykke, han prøvede at tænke på nået andet. men kunne ikke, han bed sig i læben og ønskede mest ikke at andre. fik hans svage sider at vide

Elisabeth smilede, selvom hun vidste, at det var svært for ham. Wauw. At se Yo sådan, havde kun været i hendes vildste fantasi. Hans øjne der strålede af lykke. "Det er fantastisk," udbrød hun lavt, og tog blidt fat om hans armen, af ren begejstring. Godt nok var musikken ikke hendes stil, men Yo var god - Virkelig god, ligesom alle de andre.

Yo lukkede sine øjne hårdt i, og bed sig i læben og nikkede stille
"ja måske,, er ikke så glad for at snakke om det.. savner de tider" hviskede han
og følte bare han at kunne snakke med Beth, om alt

Elisabeth's smil falmede og hun åbnede øjnene. "Jeg kigger ikke," lovede hun og løsnede det kramagtige greb om hans arme, før hun smilede svagt, en smule undskyldende. Yo havde vist hende noget meget værdifuldt, ligesom Elisabeth havde gjort med ham. "Du var i hvert fald helt fantastisk," mumlede hun derefter, i et varmt fonefald, før hun smilede bredt til ham. Måske ville det gøre ham glad?

Yo nikkede
"men det er forbi, jeg er ikke den samme mere.. mistet det hele,, savner de gamle tider" sagde han
og bed sig lidt i læben, han begynde at gå igen. da han helst ikke ville snakke om det mere

Elisabeth fulgte en smule forvirret med ham, før hun sank en halvbesværet klump. Det havde lettet på så mange måder, at se Yo grine og smile. Hun sukkede lydløst, før hun kiggede på ham. Hun havde regnet ud, at han ikke ville snakke mere om det, og hun respekterede det. Han havde jo også andre nære venner, som han kunne snakke med om det.

Yo så hen på hende og smilte lidt
"har aldrig fortalt om mit band til nogen" hviskede han
og bed sig lidt i læben

Elisabeth havde set ned i sneen, men hun hævede undrende blikket, da han fortalte hende det. "Hvorfor så lige til mig? Jeg mener.. Jeg er ikke noget specielt, eller har en speciel betydning for dig. Hvad med din kæreste eller din bedsteveninde?" spurgte hun roligt, før hendes øjne blev milde, men stadig muntre. En varm følelse af venskab trillede hen over hende, og hun blev faktisk en smule smigret. Det var pænt af ham. Både at fortælle hende det, men også give hende en chance, og tilmed være venner med hende,

Yo rystede på hovedet
"jeg kan ikke få mig selv til at snakke om det, for mig var det den gamle Yo. men nu er jeg bare et monster" fortalte han
og tog sine hænder ned i sine lommer, mens han så ned i jorden og gik bare videre

Elisabeth nikkede svagt, før hun så rystede på hovedet. "Hvad mener du med det?" spurgte hun, og satte tempoet op, for at kunne følge med ham.

//Logger nu - Godnatter (:

Yo bed sig lidt i læben
"intet" hviskede han
og gik bare hurtigt videre, mens han så ned i jorden

Elisabeth listede sin spinkle hånd, ind i hans og smilede kort men opmuntrende til ham. Hun gik længe, og spekulerede over, hvorfor Yo havde det sådan med sig selv, men hun vidste jo ikke bedre. "Du vil ikke snakke om det, vel?" spurgte hun så, før hun vende blikket mod ham.

Yo så hen på hende, og gav et lille suk fra sig
"ikke fordi jeg ikke har lyst til at snakke om det, ved bare ikke hvad der er at sige om det" svarede han
og gav hendes hånd et lille klem, uden at tænke over det. han så sig omkring og begynde at dreje ned mellem nogle andre træ'er
"et monster er et monster" sagde han
og begynde at gå lidt langsommer, mens han så sig omkring

Elisabeth havde et par store vanter på, og hendes lille hånd, var blevet endnu større i den tykke vanter. Hun tog blidt begge hans hænder, og gispede drillende. "Nu var Yo's hænder væk," sagde hun og grinede, før hun gav slip på hans ene hånd. *Et monster er et monster* tænkte hun, og grublede over det. "Og et menneske er et menneske. Yo er Yo, og Yo er ikke et monster. Lige meget hvad han så siger," sagde hun roligt.

Yo nikkede og bed sig lidt i læben
"jeg er sådan set et monster, men min sjæl vil altid være en Yo" hviskede han
og smilte stort, mens han bed sig i læben

Elisabeth lo hjerteligt, og nikkede så. "Okay, der fik du mig," sagde hun roligt, før hun gav slip på hans hånd. Hendes spinkle hånd ramte en brun og kølig stamme. Hun lod hånden glide ned over barken, og gik derefter rundt om den, i elegante og rolige bevægelser.

Yo så efter hende og smilte lidt
"jepp nemlig" hviskede han
og så bare efter hende, mens han smilte charmerende. han lod en hånd glide igennem sit hår, mens han nød duften af vampyr. han lag stille sine arme over kors, og prøvede at se den anden vej. selv om han ikke kunne
*tænk at hun, som var en, ja.. kan være så speciel at være sammen med* tænkte han
og bed sig lidt i læben

Elisabeth mørke øjne strålede af 'latter', da hun havde samlet en masse hvidt sne i hænderne. Hun trykkede det roligt sammen, før hun kastede det efter ham. Selvfølgelig kunne han nå at hoppe til siden, men Elisabeth lo begejstret, før hun vende sig om, for at lave en ny sneboldt.

Yo gik den lige på sin brystkasse, han så lidt ned på den inden han vende blikket mod hende
"hey, nu skal du få" sagde han
og samlede hurtigt sne sammen, og løb alt hvad han kunne. og stod lige bag hende på få sekunder, han kastede den hurtigt i nakken på hende. han løb alt hvad han kunne væk fra hende, mens han samlede sne i sine hænder

Elisabeth nåede at flytte sig et skridt til siden, og hun smilede lumsk. Lidt efter samlede hun kluntet noget sne i hånden, og vende rundt, hurtigt, før hun kastede det på ham. Han var for hurtig, og det ramte ved siden af. Elisabeth grinede og samlede mere sne - Parat til angreb!

Yo vende sig hurtigt om og kastede en sne efter hende, inden han hurtigt vende sig om igen. og begynde at løbe igen, han fløj næsten op i et træ. og hvis man havde været menneske så ville det virke som det bare var luft, han så ned efter hende og hoppede hurtigt videre til et andet træ
*du fanger mig aldrig* tænkte han
og lo ondt, inden han hoppede videre til næste træ. og elskede vinden mod sit ansigt

Elisabeth var forsvundet. Eller. Det var hun jo selvfølgelig ikke, men set med menneskeøjne bevægede hun sig så hurtigt, at hun nærmest var blevet usynligt. Hun ventede på, at han ville 'angribe' hende, og med stor glæde, ville hun overraske ham. Elisabeth havde mødt an vampyr, der engang havde rost hendes evne til skyerne. Han havde sagt noget i stil med, at hun altid ville være 2 skridt foran, hvis hun benyttede sig af den. Dog gjorde hun ikke, men hun vidste tilgengæld, at Yo jo også kunne finde på det.

Yo så efter hende og lo lidt
*lille lille vampyr, kom frem" grinte han
mens han hurtigt hoppede videre til næste træ, for ikke at blive ramt af noget sne

Elisabeth havde hoppet op, i hans træ, og havde sat sig foran ham. "Bøh!" udbrød hun og lo, før hun hoppede ned igen, og løb ind i skoven. Hun nød vinden, fangelegen og det at føle sig fri. Hun elskede at løbe med den fart. Det var som at flyve, og bare fornemmelsen, da englen havde taget hende med op i skyerne, havde været fascinerende.