Sneen vælter ned og jeg sidder bare på gyngen..

Alec smilte stort "God Idé... Men helt seriøst! Hvilken hobby har du??" hun smilede lidt.

"Hmm.. Hobbier.. hobbier.. Tjaah.. Har ikk rigtig nogen. Jeg tager til fester nogle gange.. Er det en hobby?" spurgte hun og grinte muntert og strøg nogle fingre gennem sit hår.

Alec lo "jah, det ville jeg kalde det! Hvem har endtligt bidt dig?" hun ville ikke fornærme Rose, men hun var nysgerrig.

Rose grinte muntert af spørgsmålet "Det har jeg godt nok ikke tal på" sagde hun muntert og så tænkende op i himlen "Ret mange vil jeg tro" sagde hun.

Alec lød emnet være og smilede til Rose. Det virkede som om de kunne komme godt ud af det sammen. Hun smilede ved tanken.

Rose så tilbage på Alec "Hvem var det der bed dig?" spurgte hun og lagde hovedet let på skrå.

Alec smielde svagt "jeg ville ønske jeg vidste det!" hun kiggede kort op mod himlen. Spørgsmålet havde ikke generet hende, men at hun ikke vidste hvem der var skyldig gjorde hende irriteret.

Rose kløede sig på kinden "Hvordan kan det være at du ikk ved det?" spurgte hun og lagde hovedet let på skrå.

Alec trak på skuldrene "Jeg blev slået ud af vampyren -jeg var kun et menneske- så jeg var bevidstløs. Jeg ønsker smerte og skrig...2 hun tabtede tråden og gøs let.

Rose gøs oss let "Don't tell me more" sagde hun og rystede på hovedet.

Alec gik hen og satte sig på en af gyngerne, at fortælle det til Rose var ikke lige så nemt, som at fortælle det til Yo. Hun begyndte at fortælle fra sin barndom.

Rose gik over og tog gyngen ved siden af Alec og satte sig så hun havde et ben på hver side af sædet og så over på hende og smilte svagt.

Alec sukkede let "Jeg boede i København.... Hos min mor. Min far forsvandt da jeg var ti" hun sukkede.

Rose nikkede og lyttede koncentreret efter hvad Alec sagde.

"Han ville tilbage til Japan, men det ville min mor ikke hører tale om... Det endte med at han tog afsted" hun sukkede "Min mor savnede ham virkelig meget. Det som betyd noget før, betyd ingenting nu. Heller ikke mig og min søstene. I fem år levede vi sådan, hun skælte og smelte hele tiden, men hun var retfærdig. Hun lærte os hvordan vi skulle forsvare os selv og familien. Eb kom der en fremmed...." alec tabte igen tråden.

Rose så på Alec og fik helt ondt af hende "Hva skete der da denne fremmede kom?" spurgte hun og var fuldstændig opslugt i det som hun fortalte.

"Min mor hedder forresten Mina.... Min mor ville ikke have ham til at komme ind, han måtte sove ude i en forladt bygning. Ham angreb os om natten, og slog ihjel alle døde og gemte mig..." hendes stemme knækkede over, hvis hun kunne græde ville hun gøre det nu.


//Be right back//

Rose gik af gyngen og gik over og slyngede armene omkring hende "Det er jeg ked af at høre, Alec" sagde hun og lød faktisk lidt ked af det.

Alec var glad for at Rose var her. Det føltes som at have en ven "T-tak, ro-ose" fik hun frem stammet.

Rose så på Alec og smilte venligt "Det var så lidt" sagde hun muntert og gik langsomt over på gyngen og sad som før.

Alec smilede svagt. Hun sad på gyngen i sine egne tanker og minder.

"Kan du overhovedet ikk huske noget om manden? Hvordan han så ud? Hva han hed?" spurgte hun og lagde hovedet let på skrå og ville gerne hjælpe hende med at finde ud af hvem det var som dræbte hendes familie.

Alec rystede trist på hovedt ingenting. "Han var kutteklædt, husker jeg.... Han var kold som is og havde en stemme der gik gennem mav og ben..." hun rystede igen på hovedt.

Rose gøs let og kunne slet ikke forestille sig hvor forfærdeligt det måtte have været.

Alec nikkede let, da hun så Rose gåse. "Vampyrene.... er ikke nogle, man skal blive fjender med. Jeg regner med det bar derfor vampyren kom til os, han bar måske nag ikke min mor...." hun rystede på hovedt. Der var så mange spørgsmål, som hun aldrig fik svar på.