Restaurant ´La´viva \\Catherine Luna\\

Den kolde luft, var begyndt at komme over gaden, som en slange kravlede rundt på jorden, og månen var lige kommet frem, dens lys ramte vandet i springvandet, så fint at man næsten kunne finde glæde i den klare overflade, og det stille vand. springvandet var ude foran Restaurant ´La´viva store glasvindue, som næsten fyldte hele den ene side af den fantastile smukke, men meget dyre Restaurant. den var kendt for dens dyre mad, den fantastiske betjening, og sidste men ikke mindst, den flotte bygning, som en gang havde været et gammelt adels slot. ud valget af mad er stort, og men stadig fantastiske retter, som ingen anden Restaurant, ville kunne tilbyde. der er mange væsner, som arbjeder på Restaurant ´La´viva, og selve overtjeneren er engel, så hvis man kender til nogen, inden for personalet, kan man få sig noget mindre menneskeligt mad. og der var da aftener, som var lavet kun for væsner, så man vidste at der ikke ville være nogen mulighed for at blive opdaget. dette var en af disse aftner, så de eneste som var på Restaurant ´La´viva, var væsner, eller mennesker som kendte til væsner.
Rafael gik vileløst rundt, han ville have alt var på plads til når hun kom. han er iført et hvidt jakkesæt, med en sort skjorte, han mangler også Gabriels kors. Rafael satte sig ned ved et bord, og overtjeneren kom hen og satte sig ned ved bordet.

"Alt er klar" - overtjeneren
"orkestret, maden, betjeningen, og de levende lys ?, er alt klar?" - Rafael
"du skal ikke være så nervøs, din bror hjalp mig, og jeg skal nok hjælpe dig" - overtjeneren
"Jeg kan ikke takke nok" - Rafael
"Det har du ret i, så der er vel ingen grund til at begynde" - overtjeneren

overtjeneren smilte og rejste sig op, han gik over til orkestret og begyndte at råbe af dem på fransk, Rafael kunne godt forstå det, men han havde andre ting at tænke på.. han var så nervøs, som han kunne være, han havde været bad, i 2 timer, bare for i tilfælde af at det skulle blive et problem. han kiggede rundt, han rejste sig, da han ikke kunne sidde stille særlig længe. Han gik lidt rundt og satte sig så ned ved bordet igen. bordet var dækket pænt op, med levende lys, og silke due, som dækket bordet. han ventede bare på at hun skulle komme. han rejste sig igen op, og stod på den store træppe da hun kom ind af døren.

Catherine havde taget en sort kjole på der glitrede som diamanter og en halskæde af diamanter. Hun havde stadig sedlen som Rafael havde givet hende. Hun kiggede sig spejlet og sukkede. Hun vidste at hun var genert for en varm følelse strømmede igennem hende. Hun smilede og hendes hugtænder kom ud i ren refleks. Hendes øjne glødede Gyldent og Hun var alt for glad. Hun gik ud i stuen og hendes tjenestepige kom ud til hende. " Du ser ganske flot ud i aften My Lady " Sagde den unge pige og nejede. " Tak for det " Sagde Catherine og nikkede som hilsen. Hun var ved at gå under på grund af at hun var nervøs som helvede. " My Lady undskyld jeg siger dette men du ser ud som om du er ved at dø " Sagde Den unge pige. " Jeg er bare nervøs " Sagde Hun selvom hun ikke vidste hvorfor hun var nervøs. Hun smilede. " Vil du have mig undskyldt " Spurgte Hun og gik ud på balkonen. Den kolde brise kølede hende ned og hun kunne tænke klart. " Hvorfor er jeg nervøs " Mumlede Hun for sig selv. Hun kunne ikke gøre for det og tænkte at hun nok ikke ville køre i bil derhen. Hun tog modet til sig og forvandlede sig til en stor sort kongeørn. Hun blinkede og lettede. Hun havde let ved at flyve fordi hun havde prøvet det før og da hun kunne se restauranten styrtdykkede hun. Da hun var en halv meter over jorden forvandlede hun sig tilbage. Hun rettede på sin kjole og sukkede. Hun ville gå derind men endnu en bølge af generthed overmandede hende og hun stoppede da hun ville til at tage i døren. Hun trak vejret dybt og åbnede døren.

Rafael var ved at dø af nervøsitet, da han så hende komme ind af døren, #er mit tøj for fint?, burde jeg have taget hende et andet sted hen?, hvad skal jeg sige?# alle disse tanker løb gennem hans hoved. han tog hans hånd op til kraven på hans skjorte, her var varmt, tænkte han, han gik langsomt men beslutsomt hen imod hende, han kiggede for at fange hendes blik, han syntes hendes kjole var fantastisk, og hals kæden kunne ikke passe bedre til hende. overtjeneren passerede Rafael, og gav ham en flaske vin i hånden, og viskede hurtigt "1992 Screaming Eagle, glem prisen den er på huset" Rafael tænkte ikke over det, han havde alligevel ikke forstand på vin, han forsatte mod Catherine, han fik en klump i halsen da han var 3 meter fra hende, han var lige ved at besvime, da han skulle stoppede ikke mere en meter fra hende og sagde kærligt "Vil de følge med mig til vores bord?" han rakte den anden hånd, som ikke holdt vinen, over mod hende, og vendtede på at hun tog imod den, hvis hun gjorer det, så fulgte han hende over det spejl blanke gulv, og træk stolen ud, og hvis hun satte sig ned, gav han slip på hendes hånd, og satte sig selv ned, på stolen ovefor hendes. han vidste ikke hvad han skulle sige, og han prøvede at skjule at han var nervøs, og mundlam, men efter et par sekunder, satte han vinen på bordet, og en tjener kom hen og åbende den op, han kiggede på hende i øjnene og sagde så "noget vin?"

Hun så ham og blev om muligt mere genert. Hun kiggede på tjeneren der gik forbi og smilede. " Hej " Sagde Hun og blev stående da han kom op imod hende. Hun kiggede på hans hånd og tog den. Hun klemte den og smilede kærligt. " Ja det vil jeg gerne " Sagde Hun nervøst og hendes krop dirrede svagt. Hun smilede da han tog stolen ud for hende og hun satte sig. Han satte sig overfor hende og spurgte om vinen. Hun så at han var mindst ligeså nervøs som sig selv og smilede. " Ja tak " Sagde Hun kærligt og mødte hans blik. Hun fjernede sit blik igen og syntes at det var varmt , alt for varmt. Hun blev mundlam og forstod ikke hvorfor. Hun søgte hans blik og var sikker på at man kunne se at hun var nervøs.

Rafael begyndte at kunne se at hun var ligeså nervøs som ham, men det gjorer det ikke nemmere, det gjorer næsten svære for ham at åbne munden, han valgte bare at kigge lidt, og så op på hende igen. han skulle til at hæle vin i hendes glas, men en tjener, kom hurtigt hen, og tog vinen, og hældte den i hendes glass. Rafael smilte til hende, han ville gerne smile kærligt, men det var lige før at han ikke kunne smile. tjeneren tog en lille blok frem, og sagde så med en meget høflig holdning "er de klar til at vælge jeres forret?" Rafael dreje hoved, for at kigge på tjenerne, men også for at smale mod til at sige noget. Rafael sagde til tjeneren "Jeg skal have jeres bedste bøf, med sovs...ret ligeglad vilken" han kiggede over på Catherine og sagde, "Jeg spiser noget andet sener" han holdte en pause og sagde så "hvad skal du have søde?" han ventede på hende svar, mens han smilte kærligt

Hun kunne ikke spise menneske-mad og det satte hende i et dilemma. Hun kiggede på Rafael og ville smile men kunne ikke. " Intet tak " Sagde Hun høfligt og smilede. Hun kiggede ned i bordet og nippede til vinen. Den smagte godt og hun kiggede forbavset på den røde vin i hendes glas. Hun smilede til Rafael og blev mundlam over hvor godt han enligt så ud med smoking på selvom hun fortrak hans normale tøjstil. En masse tanker gik igennem hendes store sind..

Rafael lagde hans hånd på bordet, han kørte hånden mod hende ansigt, og lagde den på hendes hage, han havde enelig fået lidt mod, så han kiggede hende i øjnene igen, men trak hånden tilbage og sukkede, han kunne ikke sige noget, han lænede sig lidt tilbage i stolen, og overvejet hvordan han skulle sige det, han var så nervøs, han havde aldrig troet, at man kunne komme ud for så meget nervøsitet på en aften, han tog hendes hånd, og rette igen blikket mod hendes øjne, og sagde "Catherine..." han stoppede han kunne bare ikke sige det. overtjeneren kom hen til bordet, og sagde så "velkommen til ´La´viva,hvis i skulle få brug for noget er jeg lige i nærheden" han trådte et skridt tilbage, overtjeneren kunne godt se at Rafael havde brug for hjælp, så han lænede sig ind over Rafael og viskede "Jeg tror at det er et godt tidpunkt at spille musiken, for hende, det vil måske løfte stemningen lidt" Rafael nikkede sagde så "Catherine, den gang jeg boede med min far, havde vi et system med at jeg skulle til sang timer, ver gang at jeg havde gjort noget mod huset regler, og jeg er faktisk glad for at min far gjore det.... jeg vil gerne synge en sang for dig, han rejste sig op, og orkestret som havde ventet på det, var meget hurtige til at stå bag Rafael med deres indstumentre, Rafael kiggede på Catherine, og sagde "håber vi begge overlever" han begyndte at synge ( du har fået sangen over PM)
Rafael hjerte pumpbede som aldrig før, da han var færdig, go før at Catherine, kunne nå at gøre noget da sangen var færdig, fik stemningen fra sangen Rafael til at kaste sig på knæ, foran hende, mens hun sad ned, han tog hendes hånd, og fra hans inder lommer tog han en ring frem, den passede til hendes finger strøelse, og den havde en relativt stor blå sten i, der var en indgravering på siden "Din for evigt, Rafael" han klemte kærligt hendes hånd og sagde så "vil du gifte dig med mig Catherine" han kunne ikke føle noget, han vendtede bare på hendes svar.

Hun havde svært ved at smile da han spurgte hende. Hendes ansigt frysede ned og da hun kom til sig selv smilede hun stort. Hun rejste sig op og trak ham in til sig. " Ja jeg vil giftes med dig Rafael , Altid " Hviskede Hun i hans øre og kyssede ham. " Jeg elsker dig " Sagde Hun og afsluttede midlertidigt kysset for at trække ham væk fra bordet og ud på gaden. Hun kyssede ham vildere og smilede. Smilede over verden . Smilede over ham..

Rafael fyldte hjerne løst med, han kunne ikke blive mere glad, han var overbevidst at intet kunne gøre ham mere tilfreds, han kunne ikke lagde vær med at smile som et lille barn, som lige havde set julemanden, han kunne ikke finde en beskrivelse, som passesde på det han følte. han elskede hendes vilde kys, og kyssede hende tilbage på samme måde. han lagde en hånd på hendes baghoved, og stoppede med at kysse hende, han pressede hende ind til sig, og sagde "Jeg har aldrig elsket noget mere end jeg elsker dig" han holdt en pause og sagde så "hvordan kan jeg gøre dig lige så lykkelig, som du gør mig" han kørte hånden gennem hendes hår, og kyssede hende blidt, og ventede så på hendes svar

" Be with me " Hviskede Hun som svar og pressede sig ind mod ham. Hun elskede ham mere end nogensinde og nu vidste hun at det var gengældt. Hun kyssede ham vildt og vred sig op af ham. " Jeg elsker dig " Sagde Hun hæst og sukkede af nydelse. Hun løftede blikket og kiggede lykkeligt på ham. " But Only If You Want To " Sagde Hun..

Rafael elskede hende sover alt andet, men han ville stadig have helt fysisk kontakt, da han stadig manglede ting at gøre, men han ville ikke nægte hende glæde, men han bliv nød til at stoppe hende, men han havde stadig armene om hende, da han sagde kærligt "Jeg er ikke klar, min bror er ikke hævnet" han var stadig lykkelig, der var ikke noget som kunne slå ham ud af glæden, men han glemte ikke hans ære. han smilte så ligebag efter han havde sagt det og sagde "Hvornår, og hvordan?"

" Det er okay , jeg fortstår at der er ting der skal ordnes " Sagde Hun men kyssede hamstadig vildt. Hun var sikker på at det eneste der kunne ødelægge hende lige nu var vis han sagde at det hele var en stor fejl. Hun elskede ham og kyssede ham vildere.

Rafael forsatte med at kysse hende, men mærkede så han stadig havde ringen i hånden, så han gik et skridt tilbage, og lagde sig igen på knæ, med ringen frem mod hende, og sagde så kærligt "hvis vi skal forloves skal det gøre rigtigt" han ventede på at hun tog ringen på.

Hun trådte et skridt tilbage og kiggede dybtfølende på ham. Hun smilede ved hans ord og tog ringen på. Hun elskede den blå sten og da hendes skarpe blik zoomede ind så hun indgraveringen. " Jeg elsker dig " Sagde Hun til ham og smilede. " Lov mig at det altid skal være os to " Sagde Hun og trådte tættere på ham. Hun elskede ham for meget , det vidste hun nu. " Lov mig det " Sagde Hun og kiggede ham dybt i øjnene..

Rafael var stadig på knæ, og hørte på det hun sagde, og da hun var færdig sagde han så "Det vil altid være os" han tog hendes hånd, og rejste sig op "Det lover jeg, men gør mig den ære, at passe på den ring, og huske det altid vil være os Catherine"

" Jeg kan Love at jeg elsker dig og gerne gør hvad du siger " Sagde Hun og klemte hans hånd. " Den ring kommer aldrig af min hånd " Sagde Hun og et glimt kom i hendes gyldne øjne. Hun kyssede ham blidt og trådte tilbage. " Jeg skal hjemaf " Sagde Hun og et frækt glimt lynede i hendes øjne. "Jeg tager den hurtige vej medmindre du vil med " Sagde Hun og smilede. " Eller har du noget andet du skal nå? " Spurgte Hun og smilet falmede lidt.

Rafael ville helst ikke sige det, men han havde faktisk andre ting at se til, han skulle snakke med overtejneren og spørge ind til om han vidste hvor thomas var. Rafael bid sig i læben, og sagde "Vi vil ses igen, men lige nu ha jeg ting at se til, selvom det smerter mig at forlade dig, men jeg bliver nød til at have en offensiv mod mine gamle venner, og finde ud af hvem jeg kan stole på"

Catherine blev sur men stadigvæk fortstående. Hun flagrede med sin kjole og lidt efter var hun en sort ravn. Hun ville ikke hjem og bestemte sig for at følge efter Rafael uanset om det var dumt eller ej. Hun ville ikke føle sig som en lille pige. Hun var en gammel , stærk vampyr og ingen skulle gøre hende lille medmindre det var Rafael. Hun ville med. Hun fløj med ham..

Rafael gik op af trappen, på vej tilbage til Restaurant, da han kom op for enden af trappen, stod overtjeneren med armene ud til siderne, og Rafael gav ham et kram, der gik et par sekunder, også trådte Rafael et skridt tilbage. overtjeneren sagde
"Gabriel ville have været stolt" - overtjeneren
"Nej...han ville være skuffet" - Rafale
"Gabriel ville have dig til at være glad, og selv jeg kan se du er det"- overtjeneren
"måske.. men kan vi ikke snakke om noget andet?" - Rafael
"Jo.. du ville gerne vide noget om Thomas ikk?" - overtjeneren
"hvorfra ved du det?" - Rafael
"Jeg kender dig Rafael, din bror har lært dig godt, men hvad vil du vide?" - overtjeneren
"Jeg skal vide hvem af Gabriels og mine gamle venner jeg kan stole på" - Rafael
"Mina, er gået over på thomas side, så hende skal du nok ikke regne med" - overtjeneren
"Mina? er hun ikke død?, og hvem er ellers på Thomas side?" - Rafael
"Mina er skam levende, og hun er ikke i det bedste humør, jeg har en liste her med navne, Thomas prøvede at hyre mig, hvor er listen.... her er den.. Ronan, Mina, Alex, Franks, mig selv, Chalotte, og til sidst alle Thomas private vampyr hær...det er ikke de bedste odds Rafael" - overtjeneren
"Dig selv?, er du med Thomas?" - Rafael
"Ja...Jeg kunne da ikke sige nej, så ville du ikke have en inden hos Thomas folk"-overtjeneren
"Aha..´kan du sige hvor Thomas er nu?" - Rafael
"Han er bange for at nogen af dine venner, som mig selv er på din side, så han gemmer sig, og bare udgiver ordre. det er kun hans private militær leder Klaus, som ved hvor han er" - Overtjeneren
"Tak, ved du hvor han er?, og kan jeg stole på dem, som ikke er på listen?" - Rafael
"han er på nuverne tidpunkt på en lille cafe nede ibyen, men pas på alle dem i cafe, er vampyre, som beskytter ham, og de er meget barske" - Overtjeneren
"jeg skal ikke dræbe ham, jeg vil slå en handel af med ham" Rafael
Rafael begynder at gå ned mod Cafen.

Catherine havde hørt det hele og skiftede tilbage da hun var nede ved cafeen. Hun gemte sig i den mørke gyde da Rafael var på vej derned men et par kolde hænder holdt hende fast. Hun skreg så højt hun kunne og en kold hånd lagde sig over hendes mund. Hun snerrede under hånden og tænkte * Ikke igen *. Hun bed i hånden men der skete ikke noget. Hun snerrede men så blev alt mørkt. Da hun vågnede lå hun i en seng. Spændt fast med tygge bånd. Hun forsøgte at komme fri men gav op. Hun snerrede da hun så en mørk skygge i et hjørne.

Man kunne høre en stemme komme fra skyggen i mørket, den var meget seriøs, men havde også en sarkastiks stil "En mus burde ikke gemme i bag katten, mand ved jo aldrig om den skulle vende sig om" det var en mandlig stemme, og en mand kom frem fra mørket, han havde militær tøj på, og havde nogen blå-grønne øjne, han var skaldet ligesom Rafael, men havde et ar på siden af hoved som gik fra panden, og ned til nakken, han havde en hals kæde på, med en tiger i, men ved siden af tigeren i halskæden var der Catherines ring. han satte sig ned på et stol ved siden af hende, og sagde "ikke en gang den første vampyr kan komme fri af det der, så skar dig selv for forsøget, kæderne er lavet af elvere, til at kunne holde en hvilken som helt vampyr fanget" han holdt en pause og sagde så "hvad er dit navn min smukke pige? og hvad var det du gemt dig for ?, hvis du svare rigtigt for du lov at gå" han lagde en hånd på hendes pande og kyssede hendes kind, tryg i visheden om at hun ikke ville kunne komme fri, og de 12 vagter som var lieg bag døren. han rejste sig op, og åbende en lem, ind til en kæmpe ovn, og tog et fast greb på en jern stang, som lysede orange af varmen. han drejde sig over mod hende og sagde så "du sagde?"

Hun snerrede og stirrede på stangen. Hun ville udholde det vis han stak hende men vis han gjorde noget ved ringen ville hun gå amok. Den ring betød alt for hende. Hun kunne mærke raseriet ulme i hendes øjne. Det var ikke sat fri. Hun tænkte på Rafael og hendes øjne blev tørre. Hun hulkede lavt men tydeligt. " Hvorfor skulle jeg fortælle dig det når du har taget min ring " Snerrede Hun. " Vis du stikker mig udholder jeg det " Sagde Hun hidsigt. Hendes øjne glødede glohed rødt. " Du er ikke den første der prøver at dræbe mig , så hvorfor skulle jeg dog være bange " Snerrede Hun og hendes øjne tog en tand mere hen mod at blive til ren ild.

Manden grinte.. "hvorfor?..hvorfor?...fordi jeg er værre end noget du nogen sinde har set" han skulle til at sige en lang tale, men han stoppede da hun snakkede om ringen, han tog den og lagde den på et bord, og lagde den brændene jern stang ved siden af. "du leger sej, det bliver sjovt sener, når du kommer til at se min mere venlige side" han smilte lidt pervæst, og overvejet om han skulle forsætte, men stoppede så, og satte sig ved hendes side "hvad skal vi lege først? brændt ring? eller brændte baller ?" han rejste sig op, og kunne ikke beslutte sig hvad han skulle vælge, men så hørte han en stemme fra den anden side af døren, "Boss?, der er en som vil tale mig dig" han rettet bliket mod døren og smilte til hende, og sagde kærligt "Jeg komme tilbage om lidt", han tog ringen ned i lommen, og satte jern stangen over i oven igen. og gik ud af døren.
man kunne høre Rafael snakke med ham, og efter noget tid bliv der helt stille.

Catherine kunne græde da hun hørte Rafaels stemme. Hun tog chancen da manden gik ud af døren. Hun forvandlede sig til en mus og gik ud af båndende for at forvandle sig til en arrig tiger. Hendes øjne dominerede ansigtet med sin glød og hun blottede tænderne i et arrigt smil. Hun skubbede stille døren op og kiggede ud. Hun snerrede lavt en dyrisk snerren og gik hen mod en dør hvor hun kunne lugte sin Rafael og manden. Hun puffede døren op og snerrede højt..

rummet var ødelagt vindurene var smadret, og stolene var væltet, og man kunne se militær folk som lå forskellige steder i hjørnerne, og manden som lå over på et bord, med Rafael som stod lige over ham, og gav brutale slag på først den ene side af hans hoved og så den anden, man kunne se blodet renne ned over hoved, og næsen var slået ind, og kæben var slået fuldtændig af led. "hvor er Thomas" hørte man Rafael sige, med en dæmoniske stemme, som var fyldt med vrede og blodlyst, han høret slet ikke at døren bliv åbnet, og forsatte bare med at slå manden. han tog kniven op af lommen, og satte den i knæet på manden og råbte ham ind i hoved, med hans lungers fulde kraft "hvor er Thomas?, hvis du frygter at han dræber dig, skal du vide at vi begge dræber dig, det handler kun om hvad der sker inden du dør" han drejede kniven rundt i knæ skladen, og smed ham op mod en mur. Rafael lagde nu mærke til at han kunne lugte Catherine, såhan dreje hoved og så mod hende, og sagde undrene "hvad laver du her?" mens han stadig holdt manden mod væggen.