Restaurant ´La´viva \\Catherine Luna\\

Rafael hørte intet, han var stadig væk, han hørte de sidste ord, men det var mere fordi at demonen i ham håbede det var en som han kunne spise af, men åbnede øjnene til både glæde og sorg, han kiggede ned af sig og så kniven ligge på ham, han kiggede op på hende, han ville gerne gå tilbage til livet, men han var så sulten, så han ville også bare gerne have lod at lukke øjnene, men han fik samlede kræfter til at sætte sig på, da han nu vidste hun var i live, han grinde svagt, og lagde kniven på jorden, og kiggede op på hende "Stop...vil du ikke nok..." han fik ikke mere ud af munden, og rejste sig op. og tog kniven op, og ned i hans lomme. "Tror du, at du er det eneste væsen her i verden som elsker" han lagde kniven på hans bryst "Hvis nogen skal dø, bliver det mig"

" Nej " Snerrede Hun og kyssede ham. Kysset eksploderede i hende. Hun trak sig tilbage og tog kniven ud fra hans hånd. " Mit valg " Sagde Hun og ridsede sig i halsen så blodet strømmede ud. Hun satte sig op i hans skød og pressede hans ansigt ind imod såret. " Drik " Sagde Hun og pressede sig ind mod ham. Hun kunne mærke at blodet strømmede hurtigere ..

Rafael ville ikke drikke af hende, han spiste for det første ikke blod, men sjæle og for det andet, ville han ikke en gang overveje det. kyssede hende på blidt og hurtigt på munden. "Nej" han ville ikke længere prøve at redde hende, "Sov godt" han tog blødt hendes hånd og hurtigt satte ringen på, men hun blødte ud. "husk os, det vil jeg" han lukkede øjnene ventede på at føle hendes krop blive svag, så han vidste hun var død

Hun koncentrerede sig og satte sig i lotus-stilling. Hun samlede alle krafter og sårene helede. Hun trak vejret i støn og åbnede sine øjne. Hun så lidt sløret men ellers havde hun det fint. Hun forsøgte at give Rafael hans sjæl tilbage og ventede på at han tog imod det. Hun kunne mærke ringen på sin hånd og den var varm af grunde ingen vidste. Hun valgte at holde afstand til Rafael indtil han ville have hende tilbage. Hun savnede hans kolde arme der lagde sig om hende og trak hende ind til ham. Hun savnede hans brystkasse , kys og kærtegn. Hun kiggede på ham og længslen viste sig tydeligt. Hun søgte hans blik og smilede flirtende. Hun rykkede tættere på ham og rørte ham næsten..

Rafael kunne ikke tænke så godt uden hans sjæl, hans syn havde det heller ikke så godt, man han kunne føle Catherine stå ikke så langt fra ham, han smilte sarkastik "min sjæl var altså kun til låns" han tavs og sagde så "vil sove sammen med mig i nat Catherine?" han havde svært ved at tale, og var ved at falde, men fik hurtigt balancen igen

* det er nok ikke den bedste ide * Tænkte Hun. " Jeg vil gerne sove med dig " Sagde Hun. " Vi er stadig forlovet ikke " Spurgte Hun for at være sikker og smilede. Hun sendte hans sjæl tilbage i en hurtig bevægelse og gik hen til ham så der ikke var noget luft imellem. Hun pressede sig ind mod ham og kyssede ham vildt men kærligt..Hendes hænder hev hans trøje i stykker og strøj hen over hans brystkasse.

Rafael kom igen tilbage til ham selv, han kiggede kærligt på Catherine og svaret "Ja, altid, du er jo min lille skøre pige" han smilte og lagde hans kolde arme omkring hende, og nød hendes yndefulde krop, "skal vi gå indenfor igen?, du forklare forresten til min vise vært hvorfor træet er væk" han smilte sarkastisk og løftede hende over jorden i armene ind til han ødelagte lejlighed, han åbnede døren, og sukkede "undskyld det roder"

Hun smilede da hans dejlige kulde ramte hende. Da han tog hende op blev smilet bredere. " Ja det må jeg jo nok hellere " Grinede Hun. Hun var ved at dø af grin da han lod som om hun ikke havde set da han rev alting i stykker. " Det gør ikke noget men vi kan også bare tage hjem til mig " Sagde Hun og smilede kærligt. Hun kunne ikke modstå at hans ansigt var så tæt på så hun kyssede ham vildt og det udviklede sig til at hun snavede ham. Hendes hænder lagde sig på hans brystkasse og hun kyssede ham vildere. Hun trak ham ind til hende og stønnede dybt..

Rafael som stadig havde hende i armene, tog hende mere op til sig han nemmere kunne snave tilbage han ved ikke på et tidspunkt træk han hoved tilbage, og sagde så "Vi kan godt tage hjem til dig, men jeg kender ikke vejen, har ikke været det før" han kom lige i tanke om at der var noget andet han også gerne ville spørge om, "hvis vi giver dig noget mad inden, vil du så med mig ud ef aften for at lære min søsters kærste at kende, jeg vil gerne sikkere han er den rigtige for min søster, også kunne jeg passsende tage dig med til en hygge aften, som forhåbenlig ikke ender i kaos" han smilte og kyssede hende igen.

Hun kiggede nysgerrigt på ham og smilede. " Jeg vil gerne med " Sagde Hun og da han kyssede hende igen hoppede hun ud af hans arme men gik hurtigt hen til ham igen. Hun snavede ham med det samme og smilede i sindet. Hendes hænder nussede hans underliv og hun smilede stort. " I Love You " Sagde Hun hæst og nussede hårdere. Hun gik et skridt bagved og hoppede igennem vinduet. " Kommer du? " Spurgte Hun drillende og løb igennem skoven hen mod hendes hus/Borg...

Rafael glemte verden for vær eneste sekund kun nussede hans underliv, han kunne mærke hun stoppede, og så hun stod hende ved vinduet, han smilte kærligt og sagde "Den eneste grund du kommer først der hen, er fordi jeg ikke kender vejen" han smilede mere sarkastisk, og løb med hende, han holdt ikke øje med langtid de løb, han fulgte hende bare med det ene øje, og så på omgivelserne med det andet, ikke så bogstaveligt. han var ved at miste hende et par gange, fordi han ikke kunne slå tankerne om hende ud af hoved, så det var svært at tænke og følge med, men det gik. han stoppede da var ude foran borgen, og sagde så "kan du vise mig rundt?, helt med soveværet til sidst, da jeg er lidt træt.

" Jeg har ikke krafter til at vise dig rundt i nat men imorgen " Sagde Hun og gik ind af den store jerndør. Hun gik op af den store trappe og hen til en dør. Hun åbnede døren og kiggede på de sorte vægge og den sorte seng der burde være stor nok til 3 personer. Hun smed sig i sengen, fuldt påklædt og kiggede frækt på Rafael. Hun smilede med hugtænderne fremme og hev Rafael ned på sengen. Hun lagde sig oven på ham og havde brug for at blive domineret. Hun legede med hans tunge og håbede at han havde lyst til at bestemme i aften. Hun snavede ham og hendes hænder tog hans bukser af..

Rafael fulgte efter hende, gennem den store mørke borg, han smilede da han kom ind i hendes soveværelse, han kunne godt mærke hvad hun ville da hun kastede sig oven på ham, han snavede hende tilbage, og han kunne mærke hans underliv begyndte at blive aktivt, da hun tog hans bukser af, han bid hende i tungen, og i samme sekund slog han hende på siden af hoved og væltede hende af sig, hun faldt selvfølgelig ned på maven, men inden hun ramte madrassen, havde han taget bæltet ud af bukserne, som var halvvejs nede af han ben. hun ramte madrassen, og han tog et fast og hårdt greb i hendes hår, og sagde så "tag dit tøj af!" han sagde det meget bevidst, og slog så hende bagdel med beltet "nu"

Hun tog sit tøj af og pressede sig ind mod ham. Hun snavede ham og nussede hårdt hans underliv. Hun kiggede frækt på ham og smilede. Hun kyssede ham op af maven og stønnede lavt. Hun elskede ham så meget. Hun kastede ham ned på sengen og nussede hans underliv hårdere end nogensinde. Hun kunne mærke at han vidste hvad hun var ude på og at han ville give hende det. Hun kunne mærke at hendes krop var fuld af blod og rejste sig op. " Jeg går i bad " Sagde Hun og antydede til at han gerne måtte komme ud til hende. Hun gik ud på det store badeværelse og tændte for vandet så det alt for store badekar blev fyldt op. Hun lagde sig ned i det og gik under vandet. Hun smilede og tænkte igen på om Rafael kom ud til hende...

Rafael skulle til at give hende kommando om at blive, da hun sagde hun skulle i bad, men han stoppede med tanken, da hans lyst til sjæl kom frem, han smed den væk, men da han havde gjort det, var hun allerede der ude, han tog overtøjet af, og gik ud til hende, han stod i et par sekunder og kiggede på hende, og sagde så "når vi er færdige med badet, bliver du straffet for at gå uden tilladelse, men lige nu, kan du slappe af" han tog bukserne af, og derefter hans boxershorts underbukser, og da han kunne mærke hans underliv begyndte at begyndte at få rejsning, lagde han sig hurtigt op i badet, og læneden sig frem mod hende, og kyssede hende blidt og lændede sig så tilbage, og i badekaret, og lukkede øjnee, og sagde "I love you to"

Hun slappede af og lukkede øjnene. Hun snerrede da hun kunne dufte og høre en der ikke burde være der. Hun rejste sig op tørrede sig i et håndklæde og tog tøj på i en bevægelse og gik ud på gangen. En kold velkendt hånd holdt hende op mod væggen og hun pev lavt. " Kan du huske mig " Sagde en kold stemme. " Ja " Sagde Hun. Han gav langsomt slip på hendes hals og hun trækkede langsomt vejret. Hun stirrede ondt på ham og han grinede tilbage. " Jeg har savnet dig " Sagde Leon og snerrede grinende. " Du holder dig væk " Snerrede Hun og holdt sin hånd op. Han stirrede på ringen. " Du er forlovet " Snerrede Han vredt. " Ja og jeg er er glad for det " Snerrede Hun tilbage. Han lagde hende ned på gulvet og holdt hende nede. Han tog en skarp varm metalstang frem. " Er du klar til at blive brændt pige? " Spurgte Han og brændte hende på kinden. Hun skreg højt og gav ham en lussing. Hun trådte et skridt tilbage men stoppede da metalstangen var for hendes hals..

Rafael var fuldt med da hun bare sådan gik, så han så hende sammen med anden, og da hun bliv lagt ned, og han så hende skrige, Rafael skar tænder, da hans store sorte vinger begyndte at komme ud af ryggem, sammentid at hans hænder begyndte at blive til klør, for enden af hans fingere, og ud gennem hans pande kom nogen store horn frem, han var et frygtindgydende syn, og hans blik var ikke bare sort som natten, med de sorte kolde øjne, men blikket var fyldt af vrede og blodlyst, han råbte i vrede så det gav genlyd i hele borgen, og bare inden manden kunne nå at dreje hoved, bliv han ramte af Rafael som fløj gennem luten, og smadre ham op af en af murene, og gav ham hurtigt en skalde, imens Rafael tog metalstangen fra ha, og lagde den på halsen af ham "hvem er du?!" han råbte ham ind i ansigtet, og hvis han prøvede på noget ville Rafael give ham metalstangen ind gennem halsen

Hun hostede da Rafael rev Manden væk fra hende. Hun gik ind imellem Rafael og Leon og snerrede. " I rør jer ikke " Sagde Hun og vendte sig om mod Leon der stod og stirrede på Rafael. " Hvorfor kom du her " Spugte Hun og vreden ulmede i hendes stemme. " Du er min " Sagde Leon og smilede til hende. Hun lagde sin hånd om hans hals og snerrede. " Jeg er min egen og det vil jeg altid være " Snerrede Hun vredt og pressede om hans hals. " Jeg elsker dig stadig " Sagde Han og smilet blev bredere. " Du er en dum fyr og det har du altid været " Sagde Hun og smilede. " Rafael nu må du få ham " Sagde Hun og gik ud i den friske luft. " Lad være med at dræbe mig " Sagde Leon og forsøgte at løbe ud til Catherine..

Rafael lagde en hånd på hans skuldre og rev ham i et hårdt ryg ned i jorden, gulvet gik lidt i stykker på grund af den store kræft der bliv lagt i at trække ham ned, Rafael lagde hans knæ på hans hals, så han ikke ville kunne bevæge sig uden at Rafael, ville kunne nå at presse hans hals i smadre, han slog ham på siden af hoved og sagde roligt "Jeg har dræbt folk for mindre" han slog igen, og var klar på at ende hans liv, hvis han begyndte at bevæge sig, han lagde blidt hans hånd på hans kind "Jeg kan se en svag mand når jeg ser en, og du er så svag at hvis jeg lader dig gå, vil du komme igen, fordi du ikke er stærk nok til at holde dig væk" han holdt en pause og sagde så "hvis du ikke havde hørt hende, havde du fået lov at gå" han tog i en hurtig bevægelse gabriel kniv gennem hans hjerte, og pressede så hårdt han kunne så halsen ikke bare knækkede, men bliv knust. han kunne mærke at han stadig levede lidt, hvilket fik Rafael til at smile, så han lænede sig ned, og begyndte at kysse ham, og sugede det sidste sjæl ud.

Leon gispede da han fik knust sin hals og blev bevidstløs. Hans hjerte bankede en sidste gang og gik så i stå. Catherine snuste mildt ind og en frisk overvældende duft ramte hende. Duften af Natur. Hun elskede naturen og huskede svagt at det var i skoven hun blev bidt. Hun savnede at kunne gå og lytte til Fuglene uden at høre deres bankende hjerter der satte farten op når hun var i nærheden. Hun savnede dyr der ikke blev bange og så hende som et normalt menneske. Hun sukkede dybt og hendes fine røde blik gennemsøgte skoven. Hun så at der stod et menneske gemt bag et træ eller vent han havde ikke et hjerte og måtte derfor være overnaturlig. Hun gik et skridt tilbage og den unge mand gik ud fra sit skjulested. Hun forsøgte at kalde på Rafael men noget sagde at hun ikke skulle gøre det. Manden gik tættere på og da hun så at han havde en pistol blev hun bange fordi hun kunne lugte den lille grad af sølv der var i. Der var nok i kuglen til at hun ville falde om. Manden sigtede og skød i en bevægelse. Hun nåede at skrige højt og tydeligt før hun faldt om.

Rafael stod over Leon krop, og sukkede spild af væsen, han begyndte at gå hen mod den vej, som Catherine var gået for ikke så længe siden, han kunne lugte hendes tryghed, og den gjore ham glad, han lagde kniven i lommen, og forsatte så. han hørte hendes skrig, og brugte ikke længe på at løbe til hende, han kiggede først på hende, men dreje hurtigt hoved mod den skytte som stod nede ved skoven, han folde igen vingerne ud, manden sigtede mod Rafael, men Rafael sprang bare ud mod manden, og han skreg da Rafael rev manden gennem luften, og ind i et træ, Rafael kiggede tomt på ham og sagde "Du skal bruge noget andet for at skade mig" og satte så hans klo gennem træet og manden, og bid halsen over på ham. han vidste ikke om han døde, men han ville ivertfald ikke kunne være et problem det næste stykke tid. Rafael flyv gennem luften og lagde hånden på Catherine kind, kiggede så på hende og tænkte det der kan hun godt overleve, han tog hende op, og bar hende tilbage til hendes store seng, og lagde hende blødt ned på sengen.

* Hvordan kunne jeg være så dum , Leon havde taget opbakning med * Tænkte Hun. Smerten var så stærk at hun næsten hellere ville dø. Kuglen sad fast i hendes arm og hun rykkede uroligt på sig. Hun pev nærmest utydeligt og vidste at det gjorde fandens ondt. Hun åbnede sine øjne og kiggede på sin arm. Hun rejste sig op og vaklede for at få at få fodfæste. Hun åbnede en skuffe i skabet og en hylde med skarpe ting gik ud. Hun tog en skalpel ud og satte sig på sengen. Hun rakte skalpellen til Rafael. " Skær den ud " Sagde Hun og rakte den anden arm med kuglen hen til ham..

Rafael tog hurtigt fat i skalpellen, og tog fat i hendes arm, han dreje hoved mod hende og sagde så "Pas på fremover". han lagde skalpellen ind under hendes hud, og begyndte at skrabe sølv og kugle rester væk, da han ikke kunne se mere kiggede han tilbage på hende "jeg er færdig"

\\for lidt kra ligenu sorry\\

Hun bed tænderne hårdt sammen da han tog kuglen ud. " Jeg tænkte mig ikke om " Sagde Hun og pev da han tog lidt mere af det ud. " Thanks " Sagde Hun og så at såret på armen helede. " Jeg var virkelig ikke klog, Jeg burde have tænkt på at han nok ikke kom alene " Sagde Hun og blev med et bange for at der var flere. Hun skubbede sig indad på sengen og lagde sig under den varme dyne. Hun trak Rafael ind under dynen og puttede sig ind mod det nøgne kolde bryst. " Hvad skulle jeg gøre uden dig " Spurgte Hun lavt og pressede sig hårderede ind til ham. Hun lagde sin hånd på hans kind og kyssede ham blidt..

Rafael kyssede blidt tilbage og sagde "det er utroligt du har klaret dig så længe" han smilte drilsk, og pressede hende indtil hans bryst, og kyssede hendes hovedbund, han kunne godt lide hendes betryggene lugt, han kiggede over på væggen, og fik en klump i halsen, han kiggede ned mod hende, og sagde så "Jeg bliver nød til at gå, jeg kommer tilbage om nogen minutter, det lover jeg" han lagde hendes hoved blidt ned på sengen, og rejste sig op, "inden jeg går, vil jeg vide om du stadig vil giftes med mig?" han kiggede over på væggen igen, hun ville nok ikke kunne se det, men han kunne godt, han bliv lidt bange, men kiggede så tilbage på hende, "jeg er snart tilbage". han krammede hende, og gik hen mod døren, og lukkede den bag sig, han gik ned af den store træppe, og kunne lugte hendes luft, den hang i luften, men der var også en anden lugt, han vidste godt hvem det var, men han ville indrømme det, han håbede det var en anden. han lugtede sig vej indtil et andet rum, og lukkede også den dør bag sig, der stod en kvinde der inde, hun havde langt sort hår, som gik ned til hendes knæ, men det var lavet til en hestehale, Rafael snerrede af hende, og sagde så, men en utilfreds stemme "Mina, du burde forlade"