Restaurant ´La´viva \\Catherine Luna\\

Hun så på ham og nikkede da han sagde at han skulle gå. Hun tænkte på om hendes tjenestepige og lillesøster Mina var nedenunder. Hun gik op og listede sig ned i gangen. Hun listede sig ned til Minas værelse og så Rafael stå og snerre af hende. Hun forvandlede sig til en sort lille fugl og fløj ind i rummet. Hun satte sig på lampen over Mina og Rafael og kiggede nysgerrigt ned på dem. Hun fattede ikke hvorfor Rafael var så ond mod hendes egen søster og skulle til at skrappe af ham. Hun tiede stille og kiggede på dem. Hun vidste at Mina vidste at det var hende. Hun følte en stor trang til at beskytte Mina fordi det var hendes lillesøster..

Mina kiggede op på lampen, hun kiggede hurtigt væk så Rafael ikke også så der op, hun dreje hoved mod Rafael og smilte høfligt, "hvorfor gode herre?". Rafael smilte bare af hendes høflighed, og gik et skridt tættere på hende, han lagde hænderne ned i lommen, og prøvede at tage vreden ud af øjenen, han var ikke helt sig selv, hans øjene var fyldt med vrede mere end han havde haft før, han gik et skridt tættere på hende, og hans øjne bliv blå, og probillerene bliv lyse som solens ståler. han grinte lidt hæst og sagde så "Rafael, hende der står foran dig, har dræbt din søster, og hun vil dræbe dig nu" Rafaels øjne bliv normale og han fik igen hans fulde dæmon form frem, og hurtigere end øjet kunne se det, var han igang med at kvæle hende med den ene arm, op mod væggen bag hende.

Catherine forvandlede sig tilbage og kastede Rafael ind i væggen i den anden ende af rummet. Hun tog fat i sin søsters arm og trak hende bag ved sig. " Rafael du rør ikke min søster " Sagde Hun og så strengt på Mina. Hun smilede trist til Rafael. " Jeg kan ikke lade dig dræbe hende " Sagde Hun og holdt Mina tæt ind til sig. Hun skubbede Mina ned på gulvet og gik et skridt frem. " Hvad hr du gjort? " Spurgte Hun Mina og smilede ondt. Hun vidste ikke hvordan hun kunne være så ond imod sin søster men hun kunne ikke lade være..

Rafael kiggede på Catherine og sagde så "hun har dræbt min søster, og...." han stoppede så og tænkte så kort om, hvorfor skulle hun gøre det, hans øjne bliv igen blå, og han sagde så hæst "Catherine vidste godt Mina havde dræbt hende, men hun var ligeglad, og det var hun fordi hun er ligeglad med dig" hans øjne bliv igen normale, og tog fat på Catherine skulder, som havde vendt sig mod Mina, og vendte Catherine mod ham, og sagde så skuffet "Hvorfor? Catherine, hvorfor?, han kiggede ned og bliv helt ked af det, men han nægtede at vise det, han kiggede på hende, og sagde så roligt "Din søster har dræbt nogen som jeg elsker, og du vidste det godt gjore du ikke?" han ventede på hendes svar.

Hun blev tav da han spurgte og trådte til side. Hendes kraftige følelse gjorde at hun blev forvandlet til menneske. Hun kunne mærke en enkelt tåre løbe ned af hendes kind for så at forsvinde. " Hun er din " Sagde Hun og mærkede at tårene kom hurtigere. Hun trådte hen til Mina og kyssede hende på kinden. " Jeg Elsker Dig Søster men det du har gjort kan ikke tilgives " Sagde Hun og løb ud af døren i den latterlige menneskefart. Hun forvandlede sig til vampyr igen og løb op på hendes værelse i den hurtigeste fart hun kunne. Hun låste døren og blev straks menneske igen. Hun faldt hulkende sammen på gulvet og hendes blik gik hen til skalpellen der stadig lå på skuffen. Hun tog den og sank sammen på gulvet da en ulidelig tanke strejfede hende. Vis hun døde ville Rafael så dø?. Hun tog sig til hovedet og gispede. Hun hadede hovedpinen og hulkede højere..

Mina kiggede forskræmt på hendes søster, og hun bliv skuffet da Catherine forlod værelset, hun dreje hoved mod Rafael og gisbede, og sagde så "Jeg har ingen ide om hvad du snakker om, jeg vidste ikke en gang du havde en søster" Rafael tog hende bare op i den ene hånd og smed hende til den anden side af værelset, hun ramte væggen hårdt, så man kunne høre hendes lille arm brække, men den kom hurtigt på plads igen, da hun jo var vampyr, men Rafael var hurtigt henne ved hende, og slog hende, hun skreg efter hendes søster, men Rafael tog hende bare op, og nikkede hende en skalde, mens han i to arme holdt hende op mod væggen, han var så sur på hende, han kunne slet ikke vælge mellem alle de forfærdlige tortur metoder han kendte, hans øjne bliv igen blå, og han smilte så, og sagde hæst "Jeg er en venlig person, så jeg dræber dig hurtigt, i forhold til de ting Rafael ville gøre ved dig" han slap hende med den ene hånd, og tog kniven frem, og kunne mærke lysten efter hendes sjæl, de blå øjne kiggede rundt, men desværre kunne de ikke se Catherine, han kiggede på Mina og sagde så "Du er ikke værd at dræbe hvis din søster er ligeglad" han slog hende ud, gav slip på hende, så hun bare faldt ned på gulvet, han vendte sig om, og sagde ud i luften "Du slog Mina ihjel, og derfor smed Catherine hendes ring ud af vinduet" Rafael gik med store skridt op mod værelset. og åbnede stile døren.

Hun sad på sengen og skalpellen lå foran hende som en fristende mulighed. Hun vidste at Mina ikke var død fordi der ikke var en stank af død. Hun havde en rød streg over maven men det var fra da hun næsten døde. Hun kiggede på Rafael da han kom ind. hun kunne høre at sin søster var ved at komme til sigselv igen og det gjorde hende glad men trist. Hendes øjne var gyldne som det reneste guld og hun så alt for overnaturlig ud. Hun elskede Rafael uendeligt meget men det her blev for meget for hende. Hun rejste sig op og smed kommoden igennem væggen ved siden af Rafael. Hendes øjne blev røde som ilden og hun snerrede med blottede tænder." Hvorfor dræbte du hende ikke bare , Jeg havde givet dig lov " Snerrede Hun og man kunne høre at hun snart hulkede igen..

Rafael kiggede underligt på hende han troede jo han havde dræbt Mina, han på Catherine han vidste ikke helt hvad han skulle sige, han så lidt rundt i rummet, men ligepulselig fangede hendes ring hans blik, #hun har den stadig?, men jeg så hende jo kaste den væk#. han kiggede hendes gyldne øjne, og sagde så "Det ved jeg ikke Catherine, måske ville ikke dræbe en fra din familie, jeg ved det ikke". hans øjne bliv blå igen, han snerre af Catherine, og sagde så hæst "Rafael, hende det stå foran dig, har slået Catherine ihjel, og har prøvet at overtage hendes liv" Rafaels øjne bliv igen den normale blå-grønne farve, han begyndte i store skridt at gå mod Catherine.

Da han snerrede af hende faldt hun til ro. Hun satte sig tungt ned på sengen og sukkede. Hun kiggede på ham da han kiggede på ringen og så forvirrelsen i hans ansigt. " Rafael du betyder alt for mig så jeg kan ikke finde ud af hvorfor du kigger forvirret på ringen " Sagde Hun og trådte tættere på ham. Hun lagde sine hænder på hans bryst og håbede ikke at han så skalpellen der lå på gulvet med blod på. Hun forsøgte at gemme såret hun havde fået ved at skære en lille streg med skalpellen men det gik ikke så godt da den var lyselilla..

Rafael vidste ikke hvad han skulle tror, hun vidste jo at hun ikke var Catherine, men hun lød som Catherine, og hun bevæge sig som hende, opførte sig som hende, og lagde sine hænder på hans bryst, som Catherine ville have gjort, og han følte kærlighed, han forstod det ikke, han så ned af hende, og fik så øjet på skalpellen med blod på, hans bliv kort skuffet, men han tænkte at det måtte betyde at Catherine var død, og hende foran ham ikke var hende, hans øjne bliv igen blå "hende der står foran dig, ved hvor Gabriels morder er, du må gøre alt i din magt for at finde ud af det" Rafaels øjne bliv igen normale, og han lagde armene rundt om hende, han vidste ikke om hun var virkelig Catherine eller ej, men efter at igen på øje på skalpellen, pressede han hende ind til sig, og sagde "hvem er du?"

Da han spurgte om det blev hun bange. Bange for om Mina havde brugt sin kraft på ham. Hun trådte væk fra ham i en hurtig bevægelse og kiggede fjendtligt på ham. Hun vidste hvor Gabriels morder var men hvorfor skulle hun sige det når han ikke engang ville huske at hun ikke var død. Hun måtte være død for ham og sådan prøvede hun at huske det. " Så nu er jeg komplet død for dig eller hvad " Snerrede Hun og hendes øjne lignede hendes gamle Grøn-Gyldne på en prik. " Jeg er ikke død Rafael " Sagde Hun men vidste at han nok ikke ville tro på det. " Jeg ved hvor Gabriels morder er " Sagde Hun tilfreds med at pirre ham..

rafael slog hende på siden af hoved, "Jeg ved ikke hvem du er, men jeg skal nok finde ud af det, du vil slet ikke vide de måder man kan pine folk på, han tog fat i hendes arm, men gav så slip, "Catherine?" han var meget forvirret og vidste ikke hvad han skulle tror på, men hun virkede som Catherine selvom han vidste hun var død, han hoppede tilbage til døren bag ham, og satte sig ned, og tog sig til hoved. hans øjne bliv igen blå, og han stirre på Catherine, og sagde så "Undskyld vi har vidst ikke mødtes før, mit navn er Alex Dominatrex" han rejste sig op, og sagde så "Rafael min fætter, hende der står foran dig er ikke Catherine, og hun har lige sagt at det var din søster som dræbte Gabriel, men før vi finder hende, skal vi lige dræbe denne falske Catherine"

Hun blev rasende og hendes øjne flammede op. Hun tog fat med begge hænder om Rafaels hals og snerrede. " Fat det ´, Jeg er Catherine " Sagde Hun hulkende og tog hænderne væk. Hun ville ikke slås med ham. Hun tog skalpellen op og rakte den til Rafael. " Så dræb mig " Hviskede Hun og lukkede sine øjne. Hun havde tit tænkt på at dø og nu blev det lille ønske udfyldt. Hun sendte tanker til sin familie for at opfostre hende og Hendes dyr for at passe på hende og nogle af dem døde i forsøget. Til hendes første kæreste Sebastian for at lære hende at elske nogen. Til sin Bror der lærte hende at slås og forsvarer sig selv. Til Mina for at være verdens bedste lillesøster. Til sidst til Rafael der lærte hende at være sig selv og ikke hvad andre gjorde hende til. Hun var i sin menneskeform og en tåre gled ned over hende kind..

Rafael stod med skalpellen i hånden, og bliv endnu mere i tvivl, om hvad der forgik, han var ikke sikker på noget som helt, hende foran ham virkede som Catherine, men Catherine var jo død, så det kunne ikke være hende, Rafael kiggede på skalpellen og sagde så med den fortvivlelse i stemmen som han følte "Du...hvem...". han vidste overhoved ikke hvad han skulle sige, eller hvordan han skulle sige det. hans blik bliv mere bestemt og han rettet bliket mod hende, "Jeg ved ikke hvad der sker, men jeg elsker Catherine, og jeg vil ikke risikere at slå hende ihjel, hvis du er Catherine, så kys mig" han vidste at han ville kende Catherine kys. han lagde skalpellen på bordet, ved siden af ham, og sagde så, "vil du have sex Catherine?, jeg skylder min bror at blive glad igen, og jeg er glad sammen med dig"

Hun rejste sig op og kyssede ham blidt. Hun trak sig væk. " Nej det vil jeg ikke medmindre du mener det " Sagde Hun og var stadig lidt rasende over at han ikke kunne kende hende. Hun satte sig på sengen og sukkede. " Du skal absolut spørge når du ikke kan huske mig " Sagde Hun trist. Hun kiggede på ham for at se om han virkelig havde ment hvad han sagde. Tusinde tanker gik igennem hende og hovedpinen begyndte at vise tegn på at ville komme igen. Hendes skikkelse begyndte at skifte mellem Menneske og Vampyr og hun lagde sine hænder på hovedet. Hun forsøgte at holde hovedet fast men hun skiftede hele tiden så det var svært for hende at styre noget som helst.

Rafael gik langsomt hen imod sengen hun sad på, og på vejen der hen sagde han roligt "Jeg kan huske dig, og jeg er sikker på jeg elsker dig" han tog roligt hendes hånd og kyssede den, og satte sig ned på hans knæ, "Jeg ville med hele mit hjerte håbe du stopper med dine selvmords tanker, der er intet her i verden, ikke min søster, ikke min Gabriel, ikke mig selv, som jeg elsker mere end dig, og mordet på dig, vil være mordet på os begge, men der er intet i denne verden som kan få mig til at stoppe med at elske dig, kun at du ikke elsker mig mere, jeg vil gerne være sammen med dig iaften Catherine, og når du vågner op imorgen, er jeg her stadig, og jeg elsker dig lige så meget, som jeg gør nu. jeg vil leve sammen med dig Catherine, vil du overgiv dig til mig, vil du have sex. for jeg vil gerne, hvis min forlovet vil"

Hun kiggede ned på sine bare fødder. Hun kiggede op og hendes øjne glødede af det vildeste begær. Hun kyssede ham hårdt og intenst. " Jeg overgiver mig " Sagde Hun lavt i hans øre og kyssede ham vildere. Hun pressede ham ind til hende. Hun følte at det var her hun hørte hjemme. Hendes hænder trak hans trøje af i en bevægelse og hun kyssede hans brystkasse. Hun elskede når han kærtegnede hende. Når han elskede hende..

Rafael var ikke længere bange for at ødelægge hans bror ære, han elskede Catherine, og han lagde hende på sengen, så han lå oven på hende, han rev det tøj hun havde på af, og lagde den ene af hans hænder bag hendes nakke, for at holde om hende, og lagde den anden på hende bagdel, og begndte at kærtegne den, han elskede hende, han havde ikke følt det mere kraftigt end nu. han kyssede hende vildt og voldsomt, og da han gik over til at snave hende, forsatte han i samme tempo, han nev hende i ballen, og tog hånden over til hendes bryst, for at kærtegne det, han pressede hende hårdt indtil sig, og viskede "Vil du love mig, at du ikke slå dig selv ihjel?" han ventede ikke på hendes svar og forsatte med at snave hende, og stoppede kort for at høre det, og gik så igang igen.

" jeg lover at jeg ikke dør i øjeblikket " Sagde Hun og stønnede ved hans kærtegn. Hun rev alt hans tøj af og nussede hårdt hans underliv. Hun elskede at han snavede hende og hun havde virkeligt savnet hans kærtegn. Hun pressede sig ind til ham. " Jeg elsker dig så højt " Hviskede Hun i hans øre og nussede hans underliv videre..

// Ikke så meget Krea//

Rafael viskede kærligt tilbage "Jeg vil ikke have du dør, vil du ikke nok love det" han forsatte hans kærtegn af hendes perfekte krop, han elskede hendes kærtegn af hans underliv, og stille og roligt begyndte hans underliv at blive stivt. han kørte ned af hendes krop, og begyndte at kysse hende op af hendes krop, fra hendes underliv til hendes bryst, og til sidste tilbage til hendes mund, og forsatte med at snave hende voldsomt, hans underliv var helt klar, men han ville ikke siger noget, han ville have hun selv skulle vælge det, han ville ikke presse hende, han bid hende, i tungen, og smilte kærligt, og kørte hånden bag nakken gennem hendes hår, og lagde den så tilbage.

Hun snavede ham og vred sig op af ham. Da han bed hende i tungen stønnede hun højt. Hun følte sig tryg og elsket for første gang i lang, lang tid. Hun vidste at han elskede hende højere end alt andet. Hun vidste at hun ikke kunne love det fordi hun nok ville tænke tanken om selvmord igen. " Jeg kan ikke love det " Sagde Hun lavt og kyssede ham vildere. Hun førte ham ind i sig og stønnede.

Da Rafael kom ind i hende, stønnede han højt, han begyndte lidt langsomt, men der gik ikke langtid, før han kørte hurtigere og hurtigere, han stønnede mere, han træk sig ud af hende, og smed hende om på maven, og gik så ind i hende bagfra, han forsatte relativt hurtigt, og pressede hende hårdt ned i sengen, og viste ingen nåde, men stoppede så kort, og sagde kærligt, "du siger til hvis du vil have noget anderledes" han lagde hans hænder på hendes side, og begyndte at gøre det lidt mindre brutalt, og sagde så "hvad vil du have min søde?"

Hun stønnede da han bevægede sig hurtigt og hårdt. Hendes sjæl så på hende fra siden og rystede på hovedet. Hun forsøgte at skubbe sin sjæl væk fra tankegangen men den blev hvor den var og så skuffet på hende. " Det er forkert " Snerrede hendes sjæl til hende og det fik hende til at stivne da hun indså at det faktisk var rigtig hvad hendes indre stemme sagde. Hun skubbede Rafael væk og tog ringen af. Hun kastede den hen til ham og tog sit tøj på. Hun hoppede ud af vinduet og hen på et træ. Hun hoppede et par meter fra træ til træ og til sidst stoppede hun for at hulke. Hun så en menneskepige gå af en sti og hun hoppede ned foran hende. Hun kiggede fjendtligt på pigen og bed hende i halsen. Hun koncentrede sig om smerten Pigen fik. Hun havde lige såret sin forlovede. Nej vent hun kastede ringen til ham og det måtte jo betyde at de ikke var forlovede mere. Hun smed liget af pigen fra sig og overgav sig da et par hænder lagde sig på hendes skuldre. Hun vendte sig om og så Sebastian stå og kiggede på hende med et bekymret blik. Sebastian der havde lært hende hvad hun vidste. Hun kastede sig over hans skulder og var i hendes menneskeform. Hun græd som et barn og kunne mærke at sebastian tog hende op i hendes arme for at føre hende hen til huset.

Rafael græd da hun kastede ringen væk, ikke da hun stadig var der, men da hun var taget afsted, han tog ringen og lagde den i hans lomme, og bukkede sig ned for at tage en blok med papir frem fra hans bukser, og skrev på den
"Undskyld, jeg kan ikke forstå dig, og det kommer jeg heller ikke til, så længe du ikke vil være sammen med mig..ringen vil være her os mig, indtil du vil elske mig, nok til at være sammen med mig. men den vil altid vente på dig, og det samme vil jeg" jeg smed blokken med parpir på sengen, og hoppede ud af vinduet, han kunne se Catherine, men valgte at undgå hende, og flyv bare væk.

\\Jeg syntes det ville være sejt at stoppe den her, og lave et nyt emne sener ;)\\