In a perfect world, even god can cry \\ Rosamund\\

”Undskyld… Skal du have noget?” - kvindelig servitrice

Rafael åbnede øjnene, men lukkede dem hurtigt igen, da solen skar ham i øjnene, han tog hånden op til
hans hoved, og satte sig ordentligt op i den stol han sad i. han kunne mærke, at han stadig var lidt træt, da
han rettet hans ryg, og igen åbnede øjnene, han kunne nu se den unge servitrice, hun havde et par hvide
jeans, og en rød top på. Hun havde det et sødt smil på læben, og hendes lange brune hår, var lavet til en
lang hestehale, som hang over hendes venstre skulder. Hun havde lyse grønne øjne, og hendes krop var
tynd og slank. Rafael smilte venligt tilbage til hende, og sagde ”Det er ikke første gang, at jeg har haft en
drøm om verdens smukkeste kvinde, men det er første gang, hun stadig er der når jeg vågner op”.
Servitricen rødmede lidt, og sagde så ”undskyld, jeg mente hvad skal vi have at spise?” hun smilte lidt
kærligt til ham. Rafael syntes hun var interessant, #man kunne næsten overveje at lade hende få en hurtig død# tænkte
han, men stoppede så med den tanke, og svaret hende ” min pige…hvad hun hvis jeg sagde, at du lige har
skaffet dig selv en løn forhøjelse” han smilte overlegent, og lænede sig lidt frem i stolen, og lagde hans ben
op på bordet. Hun bid sig slev i tungen, og sagde så ”er du Mr.Hanasons søn?” hun var lidt op at køre, tænk
at hun både kunne være sammen med en sød, og vel trænet fyr, men sammentid være sammen med
chefens søn. Rafael nikkede til hende, og smilte kærligt, #Jeg er ivertfald de næste 10 minuter# tænkte
han, han åbnede munden og sagde ”Jeg skal have en bacon- cheese burger, du skal have en det samme, og
så deler vi en cola”. #wow.. en sød, dominant fyr, den var der ikke så mange af# tænkte hun, og gik hen for
at bede manden bag disken lave det. Rafael kiggede ud af vinduet, han savnte Catherine, han ville så meget
gerne holde hende tæt indtil kroppen, han kiggede lidt ned, han lagde hans hånd op på bordet, og
begyndte at klæmme hårdt sammen, han elskede hende, og det gjorer ham så forfærdelig glad, da det var
hans dæmoniske del som havde kontrollen over kroppe, så var han ikke så tilpas med at føle for meget
glæde. Men han syntes det var sjovt, at selvom hans dæmoniske og menneskelige del, næsten aldrig kunne
blive enige om noget, så var de enige om en ting, de elskede Catherine, og intet skulle betvivle det. Han
kunne mærke servitricen ligge hendes arm rundt om ham, og satte sig ned ved siden af ham. Han dreje
hoved, mod hende, og sagde ”Du er smuk” han lænede sig ind over mod hende, hun rødeme lidt mere, og
han kyssede hende blidt, hun kunne godt lide det, men Rafael fik ikke noget sjæl ud, så han lænede sig
tilbage, da han tænkte #hendes krop er ikke ødelagt nok, til at jeg kan få noget ud af hende# han smilte og
sagde så kærligt ”vil du gå en tur med mig?” hun smilte det ville hun gerne,så hun svaret ”Ja.. men maden
er ikke kommet inu” hun tænkte det sikkert var okay, at gå fra arbjede, hvis hun var sammen med chefens
søn. Rafael grinte lidt, da hun nævnte ordet mad og sagde roligt ”Jeg skal nok søger for at stille sulten”. Hun
smilte frækt, og rejste sig op, med ham i hånden.

De gik rundt i byens gader, i nogen minuter, indtil at Rafael fandt en god gyde at gå ind i. ”vi kan være alene
der inde” så de forsatte mod gyden.. men før de kom helt derhen, kunne Rafael mærke at mennesket i
ham, kæmpede for at få lidt kontrol over kroppen, men den dæmoniske side, var for stærk så længe at han
var så sulten som han var.

Da de var gået et godt stykke ind i gyden, tog Rafael langsomt, hans piske ud af hans lomme, men smilte lidt
til sig selv, og lagde læder pisken ned i lommen igen #Jeg tror at jeg vil bruge kniven# tænkte han, og lagde
han hånd på hendes skulder, og sagde ”det er fint” hun grinte lidt, hun syntes faktisk han var meget sød, i
forhold til at han var meget bestemt i hans tale. Rafael syntes ikke selv han talte pænt til hende, hun var jo
bare mad. Han pressede hende blødt op mod væggen, og kyssede hende blidt. Han tog hans bror Gabriel
kniv, ud af lommen, men holdte den nede, så hun ikke så den. Hun sagde med en kærlig stemme ”Du er

også smuk” han nikkede, og lagde i en hurtigt bevægelse, hans hånd på hendes hals, hun skulle til at skrige,
men bliv stoppet, da hans øjne bliv helt sorte, hun havde aldrig set en så kold og mørk farve, selv ikke natten,
kunne måle sig med de tomme og frygtindgydende øjne.

Han smilte da hun tavs, han kunne godt se at hun var bange, han lagde kniven på hendes kind, så hun
kunne mærke det kolde blad, og sagde så hæst og dæmonisk ”du skal ikke skrige, så bliver jeg bare vred”
han tog hånden væk fra hendes hals, men kørte kniven hen på hendes hals. Han brugte den frie hånd til
at tage hans belte af. Og smed hende ned på jorden, mens han tog fat i hendes hår, og træk hårdt i håret.
Han lagde kniven på jorden, og brugte beltet til at lukke munden på hende, hun prøvede at skrige, men det
var forsendt, hun kunne ikke skrige på grund af beltet. Rafael løftede hende op, og smed hende så hårdt
op af muren, at hun begyndte at græde, man kunne se at hun ville hulke som et barn, hvis hun kunne.
Men Rafael smilte, og tog kniven op igen. Hun bliv ramt af frygt, da han igen lagde kniven på hendes kind,
men denne gang, gjore han det med den skarpe side, så der kom et lille hul, han kørte kniven lidt længere
ned af kinden, og lavde endnu et lille hul, man kunne se at huden på hendes kind, snart begyndte at gå fra
hinanden. Men Rafael var ligeglad, og gjore det samme på den anden kind. Hun prøvede desperat at holde
hendes kinder sammen, Rafael vidste godt at hun ikke kunne holde det særlig længe, og han grinde, da
hendes kinder gik fra hinanden, hun havde aldrig følt noget så skrækkeligt, det var en forfærdelig følelse,
hun græd bare endnu mere. Hun ville bare gerne have ham til at stoppe, men han lagde kniven på hendes
mave, og med stor kræft skubbede kniven ind i hende, og kørte den rundt, først til venstre, og så til højre. Blodet løb ned af hende og ned på jorden, men ikke så meget, han smilte og slog hende på siden af hoved, og det føltes som en bil der ramte hendes ansigt. Han sagde med en hæs dæmonisk stemme ”Du er slet ikke begyndt at føle smerte endnu, ikke iforhold til det du kommer til at føle, når du skal gå ind i efterlivet uden din sjæl, og hvis du tror at jeg spiser din sjæl hurtigt, så tager du fejl, jeg spiser den bid for bid”
han fjernet beltet, men før hun kunne skrige begyndte han at kysse hende, og tog langsomt hendes sjæl ud gennem kysset, man kunne se at hendes krop, begyndte at se ud som om, hun var undervægtig da hendes krop træk sig sammen. Hun kunne mærke livet forsvinde fra hende, med en ubeskrivelig smerte.
Han stoppede da han hørte en lyd, og den unge kvinde faldt til jorden, og gispede efter luft. Han vendte sig om mod hende. Og brugte håndtaget af kniven, til at slå hende ud. #Vi er ikke færdige# tænkte han. han kunne mærke at den menneskelige del endnu engang prøvede at overtage kontrollen, men den dæmoniske side var stadig for sulten, til at den ville give op på kontrollen. Han kiggede sig omkring efter den som lavede lyden. Han tog en dyb indånding, for at lugte efter sjæle, og han kunnemærke et væsen, men han var ikke sikker på hvad for en slags, men det var ifertfald ikke menneske.
Kom væsenet ned af gyden ?, eller havde det gemt sig i nærheden af ham, og hans bytte, han vidste det ikke, men han ville rive organerne ud på hvad end det var, med mindre det var en vampyr eller en anden demon, det var de eneste væsner han respekteret.

\\glemte mit tøj ;)... sort silke skjorte, sort læderjakke, militær støvler, og hvide cowboy bukser\\

Rosamund kom gående i den mørke tågede gyde i et par sorte høje hæle, et par korte sorte shorts, og en hvid t-shirt. Hendes lange sorte hår var samlet i en høj hestehale. Hun vidste at det var lidt slutty, men det var bevidst. Hun havde længe gået og været sulten og ikke rigtig taget sig sammen, og hvis der var noget der tiltrak mandlige mennesker, var det en smuk, ung kvinde, som ikke havde så meget tøj på. Det vidste hun med sikkerhed. Hun havde da fået et par blikke indtil videre, men selvom hun var sultende var det virkelig ikke noget der fangede hendes interesse. Hun havde overvejet at tage lidt mere tøj på, eftersom det måske ville tiltrække mad af højere kvalitet. Jagten var jo en af de sjove afspekter af at få mad. Men i det hun var på vej hjem hørte hun et lille hvin. Ikke noget højt et, mennesker ville nok ikke have hørt det, og det var sikkert optaget men det vækkede alligevel hendes interesse. Hun lagde mærke til den mystiske fyr, som stod vågende over den "stakkels" pige som lå ned på jorden. Hun tog en dyb indånding, og trådte så ud af tågen så man kunne se hende. "Distraheret? Fortsæt endelig, jeg er bare nysgerrig." Hun smilede selvtilfredst, og ventede tålmodigt på et svar.

Rafael smilte da hun kom ud af tågen, han tog endnu en indånding..og sukkede for sig selv, da han ikke kunne lugte en engel eller elver, så dette var sikkert en anden demon eller vampyr, men det var vel også lige meget hvad hun var, tænkte han, det vigtige er vel bare om man skal behandle hende med respekt eller ej. han smilte venligt til hende, og sagde så hæst "Beklare frue, lag mig præsentere mig selv, mit navn er Rafael, de kunne vel ikke give mig æren af at kende deres navn?" han bukkede sig ned mod pigen, og rev et stykke af hendes rde top, for at tørre hans kniv af, den havde jo været inde i pigen, så den var beskidt efter hendes blod, men da han var færdig med at tørre den af, lagde han den ned i lommen igen. og begyndte at rigtig studere hende #hun ser godt nok ud# han gik langsomt hen i mod hende, han havde mange tanker oppe hans hoved, han vidste ikke hvem hun var, så han vidste jo ikke om hun var en af Thomas folk, så han lagde hånden ned til kniven, bare for at være på den sikre side, da han kom 3 meter fra hende stoppede han op "hvad fik skønhedsdronningen, til at forlade scenen, for at gå en tur gennem Werclares gader?.. som de selv er jeg bare nysgerrig" han fik hans store sorte vinger frem, de var meget store selv for demon vinger, og de var lige så sorte som hans øjne. han spredte dem ikke ud, da han ikke ville virke truende. han holdt dem bare samlet på ryggen. han kiggede ned af sig selv, og kiggede så op igen, da hans tøj sad som det skulle. han tog hånden ned i den anden lomme, og tog en cigaret og lighter frem, og sagde så, med en mere menneskelig og rolig stemme "Ryger fruen?" han tog selv en cigaret i munden og satte ild til den. og sagde så venligt "og for at svare på dit spørgsmål frue, så ja, jeg bliv Distraheret, og dem som ikke ville lade sig Distraherer under en jagt, burde ikke jage"

"Jeg ryger af og til." Hun fandt en pakke cigaretter og en lighter op af baglommen på shortsne, og satte så ild til cigaretten. Hun fniste lidt for sig selv, og sagde så yderligere: "Skønhedsdronning? Ih, sikke et kompliment." Hun smilte frækt. "Nej, jeg er skam ikke skønhedsdronning. Lad mig demonstrere." Hun gik hen til pigen der lå ned. Hun trækkede vejret som var det det sidste, hvad det jo også var. Rosamund gik ned i knæ, og smilede skævt. Hun slukkede cigaretten ud, og så tog hun en bid i hendes arm, og begyndte ellers at suge løs. Efter nogle få minutter lukkede hun øjnene, slikkede sig om munden, og gik hen til Rafael. "Jeg hedder Rosamund. Og de har ret angående det med jagten. Hvis man ikke går fuldt ind for det, hvad er så det sjove?" Hun lagde mærke til hans vinger da hun gik forbi ham. "Sikke nogle flotte vinger du har." "Dæmon, gætter jeg på?" Hun hoppede op på en nærliggende container, og satte sig med krydsede ben. "Bor du her i Werclare?" Hun duppede lige fingeren på læben, for at se om hun stadig var blodig, og tørrede derefter resten af i armen. Hun kiggede på sin blodige arm med et smil. "Det trængte jeg VIRKELIG til."

Rafael bliv lidt små irriteret, da hun dræbte hans bytte, men han bliv hurtig glad igen, da han kom i tanke om at det bare var en grund til at jage noget mere iaften. han syntes det var dejligt at møde en anden, som gik ind for jagten over byttet, han regnede ivertfald, med at hun gik ind for det efter hendes kommentar, så hun kunne vel ikke være helt dårlig. han tænkte lidt på hendes navn, men det fik ingen klokke til at ringe i hans hoved, så han slappede mere af, godt nok vidste han ikke om hun løj, men han regnte alligevel med at kunne slå hende hvis hun bliv et problem, han regnede heller ikke med at hun var på thomas side, da thomas ikke plejede at sende folk om alene om natte. han trak lidt på skuldrene og sagde så "Rosamund...Rosamund.. det siger mig ikke så meget, hvilket nok er en god ting" han smilte venligt. han vendtede lidt med at svare på hendes andre spørgsmål, men efter nogen få sekunder svarede han så, "ja frue, de har gættet rigtigt, jeg er demon, sjæle demon for at være mere præsis" han vendtede lidt, da han helt ikke ville sige at han boede her i byen, men svarde så alligevel "Jeg bor her i byen ja, det er et godt sted at bo, ikke den mest fredlige by, men der en god ting efter min mening" han tænkte lidt på om man skulle slappe lidt af, hun kunne vel ikke være så farlig. han rettet bliket mod hende, og sagde så "kan jeg komme op?"

"Wauw, sjæledemon var?" Hun så imponeret ud. "Har altid haft respekt for jeres måde at leve på." Under de år hun boede sammen med Niklaus, mødte hun mange sjæledemoner. Niklaus var nemlig venner med mange sjæledemoner. Mon han kendte mange her på øen? Det gjorde hans sikkert.. Rosamunds blik blev fjernt, specielt fordi det regnede. Hun havde intet imod regn, faktisk elskede hun det. Den måde dråberne ramte hende på.. De magiske små dråber. Det var hendes største menneskelige svaghed. Hun forbandt mange af hendes følelser til regn - glæde, håb, sorg - alle hendes menneskelige sider. Grunden til at regn var så stærkt påvirkende på hende var fordi, at dagen hun blev forvandlet regnede det, og det er en af hendes stærkeste minder. Men hun forbinder den stærkt med sorg, eftersom hendes mor døde dagen hvor hun blev forvandlet. Hun rystede alle tankerne væk, og kiggede atter på Rafael med et kækt smil. "Op? Altså på containeren?" hun lagde hovedet lidt på skrå, og rykkede sig til siden så der var plads. "Du er velkommen."

Rafael bliv ikke glad da regnen kom frem, den fik ham bare til at savne Catherine endnu større. da hun sagde han var velkommen op på containeren, smed han sin cigaret til siden, og kravlede op, han satte sig bevidste et lille stykke fra hende, da han altid havde haft tillids besvær, og efter hans bror døde, er de ikke lige frem blevet bedre, han tænkte på Catherine, og bliv overvælt af tryghed, så han lagde sig ned på containeren, med hans ben ned over siden. han lukkede øjnene, han var nu overbevidst om at mennesket i ham, havde overtaget lidt af kontrollen, så han smilte tilfreds, og sagde så "De er hyggelig at være sammen med, tag det som et kompliment, jeg siger det sjældent til folk" han tog kniven ud al lommen, og begyndte at kigge på den, han havde godt nok set på den en million gange før, men han tænkte altid på Gabriel når han kiggede på den, (jeg sender dig en PM med den udseende).
han kunne huske hvordan ham og Gabriel slås med de andre børn..Rafael bliv sur, han knyttede hånden rundt om kniven, og lavde den så ned igen.

Rosamund kiggede på Rafael. Hun blev forbløffet over hans trivsel. Hun var selv ret god til at adaptere til folk, men blev alligevel imponeret, eftersom de ikke havde snakket særlig meget og særligt længe. "De ser ud til at trives usædvanlig godt. Og dem selv er også et vældig godt selskab. Og jeg siger det også sjældent til folk, så jeg kan godt se hvor svært det må være at sige." Hun smilede et smil hun ikke havde smilet længe, der signalerede glæde og tryghed. Hun ville havd været ude af sig selv hvis hun havde siddet der alene, men med selskab, var det lige nok til at hun kunne klare det. Hun prøvede ikke at virke for fjern i sit udtryk, men var ikke helt sikker på hvor godt det lykkes. Hun tøvede lidt med at læne sig tilbage på den ret så våde container, men da hun atter så Rafaels trivsel besluttede hun for at læne sig tilbage alligevel. Hun kiggede op på stjernerne og prøvede at huske hvornår hun sidst havde gjort netop det hun gjorde nu. Slappet af med en komplet fremmed, eller i det hele taget bare slappet af og kigget op på stjernerne. Efterhånden som regnen slog til kunne Rosamund mærke at det ikke var den bedste dag at tage en tynd hvid t-shirt på. Hun vidste at Rafael ikke have lagt mærke til det endnu, men man kunne tydeligt se den sorte bh hun havde på inden under. Hun vidste ikke helt om hun skulle gå hjem og hente en jakke eller hvad hun skulle, men valgte at bare være ligeglad, og slappe af, som hun ikke havde gjort så længe.

Rafael havde stadig lukkede øjne, så han kunne ikke se hende, men han hørte på hvad hun sagde, han smilte "Jeg kan desværre ikke forklare hvorfor jeg trives, det må være en blanding af min forlovelse, også dit gode selskab" han stoppede med at snakke, sagde han lige at han var forlovet?, han vidste var afslappet men han burde ikke fortælle det til folk, ikke så længe han ikke kendte hende, hun kunne jo være Mina, som havde valgt at se anderledes ud, det kunne være en af Thomas vamoyre, det kunne være en af Ronans folk, der var mange af hans gamle bekendte, som gerne ville have ham død, efter at de fandt ud af at han kunne lide Catherine. han skyndte sig hurtigt at sige "Jeg burde ikke være så åben, det beklare jeg, det var ikke min mening at være så fremmodig" han var lidt skuffet over ham selv, men han var for tryg i tanken om at Catherine, til at der betød så forfærdelig meget. han mærkede at hun også have lagt sig ned, han tog hans hænder op til hans hoved, og brugte dem som hovedpude, han tog en indånding, for at smage den friske luft.

// jeg går i seng nu, har det ret dårligt, eftersom jeg er syg. \\

\\God bedring ;), stay nice\\

Rosamund hørte regnen dale ned, og var også efterhånden bleven helt igennem tryg ved Rafael. Hun var lidt ukomfortabel med, hvor tryg hun var, og prøvede delvist at lade det passere hende, men kunne simpelthen ikke slappe hundrede procent af. Hun gjorde store øjne da hun hørte Rafael havde en forlovet. "En forlovet? Ih dog, de er skam en heldig mand." "Jeg har kun drømt om den dag, jeg ville finde min eneste ene, og nu har jeg mistet al håb. Jeg tror skam ikke det vil ske for mig." Hun vidste at hvis hun havde været menneske nu, ville hun nok havde haft en tåre siddende i øje krogen, men eftersom hun ingen væske har i sig, blev der ikke noget af det. Rosamund tænkte sig lidt om og sagde så: "Er din forlovede ikke urolig over hvor du bliver af?" Hun satte sig op så hun kunne se bedre kunne se Rafaels udtryk når han svarede hende.

Rafael hørte hvad hun sagde om at hun ikke havde håb om selv at kunne blive forlovet,den demoniske side, bliv lidt sur på hende, da den mente hun var for opgivene, men den mennskelige del, syntes det var lidt synd for hende, men da hun spurgte om han forlovet bliv urolig over at han var væk, kunne han ikke ladge være med at se lidt ked af det ud, han tog endnu en indånding, og sagde så "Du burde ikke være bange for at du finder den rette, du er en pæn, venlig, og sød pige, lidt ligesom min lille søster,det er nok grunden til at jeg slapper så meget af, men som sagt, jeg tror du selv bliver forlovet, det er bare en spørgsmål om tid" han holdte en pause og sagde så lidt mindre tilfreds "jeg syntes ikke du skal blande dig i noget, som kan blive farligt for dig,nu er du advaret" han kunne godt mærke at det var den dæmoniske side som snakkede, men et eller andet sted, var det okay, men han sagde aligevel "undskyld"

Rosamund lo lidt, af begge kommentarere, mest af den med forlovelsen. "Nu jeg rigtig tænker mig om betyder det egentlig ikke så meget." "Tror den største grund til jeg gav op var, at jeg tror ikke jeg kan finde en der kan rumme min brutale side. Den side af mig fylder nemlig lidt." Hun smilte et ondskabsfuldt grin, som hun egentlig kun plejede at smile til sine ofre, hvor man kunne se hendes skarpe hjørnetænder. Det var det eneste smil hun havde, hvor de var med, eftersom hun var ret god til at gemme dem. Hun ignorede temmeligt meget advarslen, blev lidt fornærmet, men var ikke i humør til at slås. Hun sagde dog alligevel: "Du skal ikke sige undskyld. Jeg ved - hvis ikke bedst af alle, så ihvertfald temmelig godt - at når man bliver fornærmet så siger man oftest et eller andet." "Det gode ved mig er, at jeg plejer at lade dem passere." Hun hoppede ned af containeren i et elegant lille hop og børstede et par myg væk, som ikke havde lagt mærke til hun ikke havde blod.