gyserhistorierne (Oliver)

Zean stoppede på sin tur rundt om silent river. en yderst...ulækker, mudret sø, en ren dødsfælde. Når han hørte ordet sø, tænkte han ellers tit på små børn der tog på skovtur med deres mor...Og evt. far. Men denne sø ødelagde fuldkommen den ide.
Men pyt nu også med det...Han fortsatte med at gå, på den sti der skulle føre en sikkert rundt om den.
På havde han nogle tilfældige kondisko, mørke jeans og sort T-shirt. Hans mørkebrune hår strittede som altid lidt, hans møkre øjne gled gennem det tiltagende mørke, mod søens kant. Fordybet i tanker.
Søen gav ham faktisk et pusterum i alle de tanker der ellers plejede at fylde ham op. Istedet for at tænke på Dawn, Elyas, Camille og nogle af de andre, kunne han nu tænke på en lille historie han havde hørt...Og hvilke der ellers var her omkring, men som aldrig var blevet kendt.
En pige skulle være blevet dræbt her, af sin mors kæreste. længere var den ikke. Ingen forklaring, intet med hvad kæresten eller moren gjorde bagefter. Intet om pigens lig blev fundet eller noget som helst.
Og alle de andre der var døde her ved et uheld? Var det nu også uheld? Hvem sagde ikke de ville dø? Synke ned i det sorte, bedrageriske mudder? Drukne, da de ikke kan få luft...Personligt mente han at brænde op eller drukne, var de to værste måder at dø på....Og alligevel havde han gjort sit for at andre skulle lide den.
Han strakte sig og lod nu blikket glide op mod himlen. Stjernerne var begyndt at vise sig. det var tidlig aften og mørket var stadigvæk kun ved at sænke sig....

Oliver tyssede diskret imens han fortsatte ind igennem de visne træer tæt ved silent river. Han sukkede irriteret og mumlede noget i stil med: "Vær stille, tænk hvis nogen hørte mig tale med dig!" Til manden ved hans side. Eller mand og mand, spøgelset ved hans side. Den havde forfulgt ham siden imorges da han gik forbi banken og blev ved at himle op om skatter og gæld.
"Jaaamen, jeg har stadig penge at bruge.. Jeg kan ikke.. De kan ikke høre mig~..." Jamrede manden forvirret med tågede øjne.
Oliver smøg sig forbi et træ og hævede det kamera han havde om halsen til at tage et billede af spøgelset. Det gav et hurtigt 'klik' og som forventet var det eneste der kunne ses på billedet træerne i baggrunden, ingen mand.
"Okay hør, jeg er ked af det, men du er død. Du bliver nød til at finde det sted du skal hen, her se selv" Sagde han lavt til det halvtykke spøgelse og vidste billedet frem. Den lavede en jamrende lyd, men svarede ikke. Oliver sukkede, hvorfor var det lige han var dødsengel igen? Han rystede på hovedet og fortsatte imod søen med spøgelset stadig bagved.
Oliver var iført et par sorte jeans, en sort t-shirt og en lysebrun efterårsjakke. Han rodede lidt i det brune hår og nåede endelig frem til søen. Det var nok noget nært det mest triste sted han nogensinde havde set. Det var dødt og mudret.
Han hævede kameraet for at tage endnu et billede, denne gang ud over søen. Han vidste ikke helt hvad det skulle bruges til , men den dag havde han bare haft lyst til at lave en trist serie billeder.

Bedst som man gik i sine egne tanker....
Sådan brokkede folk sig i hvert fald tit og han måtte give dem ret. Han stoppede op og så sig tilbage, da han hørte nogen eller noget rasle inde i krattet...en stemme og nogle underlige klik.
Han trak sig lidt ind til siden, både for ikke selv at blive set lige med samme af nogen der både kunne ven og fjende, men også for selv at se hvem eller hvad det var.
Luften bragte en lugt af engel til ham, netop som en ung udseendet...dreng, mand eller hvad man skulle kalde det, trådte frem. Med et kamera. Han sukkede svagt for sig selv. Kameraer...Han hade de tingester...hvad spændende var det at rende rundt og tage billeder af hinanden? Han huske svagt et kvindemenneske der en gang ville tage et billed af ham...Det var ikke kønt. Hverken billedet eller hende bagefter.
Han koncentrerede sig om englen igen og studerede han lidt i mørket. han snakkede med sig selv...eller sådan lød det. Så enden var der et eller anden galt med ham, som med så mange andre der levede længere end mennesker, eller også var han dødsengel. OG så nyttede det som regl ikke at gemme sig, når spøgelserne sladrede alligevel...Han havde nu sjældent mødt dødsengle...Hvilket var med til at holde ham hvor han var. Nysgerrig som han var.
Han trådte igen helt ud på stien, spændt på hvornår englen enlig ville lægge mærke til ham...

"Hør nu... Jeg skal bruge de penge.." Blev spøgelset ved og Oliver kiggede op fra kameraet med et irriteret udtryk. "Jeg har jo sagt til dig at jeg ikke kan gøre noget, du bliver nød til at indse at du er død før du kan komme videre."Mumlede han tilbage og tog endnu et billede ud imod søen.
Han indstillede linsne med et koncentreret udtryk, næsten...næsten... Han lavede en hurtigt bevægelse med hånden da spøgelset sagde noget igen. "Jeg ville købe en ny bil.. Jeg ville være en bedre mand..." Jamrede den og Oliver kiggede misbilligende ned på linsen. Den var blevet drejet alt for langt og det ville tage flere minutter at indstille den igen.
Han skjulte ikke længere sin irritation overfor manden og vente sig helt hen imod ham imens han udbrød: "Lad mig nu bare være, jeg kan ikke gøre mere for dig!" Lige idet han allerede fortrød at han havde råbt af manden og mumlede et "...undskyld..." -det var nok hans engle samvittighed der gjorde det- fangede hans øjne noget andet imellem træerne, "Øhh hallo? Er der nogen?" Mumlede han og ignorerede det tykke spøgelses jamre lyd.

Zean lod blikket glide over de nærmeste træer. De dækkede åbenbart for englens udsyn til ham...Og så i det tiltagende mørke...Han kunne ikke lade være med at smile, det var næsten en oplagt mulighed for at skræmme lidt...mørket, træerne...det hele! Zean trådte ind til siden igen og sørgede netop for at rasle lidt, dog ikke på en måde så det lød som en der gik, men så det lød mere tilfældigt...dog uden helt at være det. Han havde dog også svære ved at se ham nu, gennem grenene og de dødende blade...Men det gik nok, han ville vel høre ham.
Han var næsten overbevist om at han måtte være dødsengel, sådan som han råbte op...hvilket også var en forholdvis dumt træk når man stod alene i mørket ved en død sø...man viste aldrig hvem der lyttede med

Oliver kunne mærke at det løb ham koldt ned i ryggen idet noget raslede. Det lød bare som vinden også alligevel ikke... "Hørte du det?" sagde han så lidt tøvende til den tykke mand ved siden af ham. Han synes næsten at være blevet endnu blegere imens han nikkede. "Jamen hvad venter du på, kig dog efter" Mumlede Oliver til manden og bed sig i læben, han havde aldrig været vild med at være alene og manden var da en lille trøst..
"Hvorfor mig, jeg er bange.." Klynkede manden med hans døde blik imod træerne. "bange?! Du er død!" Hyssede Oliver og sukkede imens han trådte lidt tættere på træerne.
"Hallo ?? Kom frit frem, no hard feelings..." mumlede han med et gulp.

Han smilte for sig selv og rystede lidt på hovedet. et bange spøgelse? ikke fordi han kunne høre det, men det lød sådan. Det er jo bare skønt...et skønt par.
Han lod blikket glide ud mellem træerne igen og kunne godt dyrke den evne til at forvandle sig til et dyr. Det have han jo bare ikke.
Han trådte frem, så han var sikker på englen kunne se ham, stadig med sit lille smil.
"Halløj engel..." han følte ingen trang til at hilse evt. døde. han kunne jo hverken høre eller se dem...så det ville bare være dumt. åndssvagt.

Oliver kiggede lidt nærmere da en skikkelse trådte frem. Han trådte selv et skridt længere hen så han kunne se fyren tydeligt. Et lille gisp ved ordet engel. Han vidste det, han måtte kunne lugte det, så var han også væsen, men hvilket? Oliver forbanede sig selv for aldrig at kunne lugte sådan noget...
"Hej hr. ... " Svarede han tøvende og kiggede bedre efter. Et hurtigt udkast gjorde ham istand til at gennemskue at fyren ikke var vampyr - til hans lettelse - på grund af hans pupiller der hverken var lettere opspilede og de harmonerede med lyset.
"hr.... ikke vampyr? " afsluttede han med et opgivende suk..

Han løftede sine øjenbryn ved den bemærkning. Hvem kaldte stadig hinanden for hr. ? Og...han viste ikke hvilken race han var? Tanken om at holde ham for nar fristede ham...Og fik ham til at smile fortsat. Han var dog glad for han ikke fornærmede ham ved at kalde ham vampyr.
"klogt træk" smilte han lidt og gik et lille skridt fremad, mens hans øjne stadig var fast rettet mod englen.
"Ikke at fornærme mig ved at kalde mig vampyr....Som regl vil folk vide hvem man er, men du er tilfreds ved bare at vide min race?" spurgte han og lod endelig blikket glide lidt rundt før hans blik fæstede sig ved englen igen.
"Der må være mange spøgelser her omkring...er det dem der lokker dig til?" han prøvede at skjule sin nysgerrighed...af gammel vane. Den havde nogle gange givet ham problemer og det skulle den ikke få lov til mere...

Oliver rystede på hovedet og var glad for at fyren i det mindste ikke virkede så ondsindet. "Så længe du ikke er vampyr så er jeg glad, men jeg kunne da gætte nærmere ind til racen..." Han overvejede det lidt og kastede hovedte lidt tilbage og kiggede på spøgelset.
"Logger mig til , nærmere den anden vej rundt... jeg er her udelukkende for at tage billeder" Fortsatte han og overvejede at tage et hurtigt snap shot af fyren, men lod det ligge, nogle folk var bare overreagerende hvad det angik.
Han fnøs lidt og satte sig på hug for at tage endnu et billede af et sumpet træ lidt væk. *Klogt træk..* Tænkte han for sig selv, han skulle bare vide, men det irriterede ham stadig at han ikke kunne bestemme den præcise race ved hjælp af lugt.

"Det kunne du..." sagde han med et lille skuldertræk og lod blikket glide rundt, glad for han dog kendte grænsen med hvornår man skulle tage billeder...
Selv om han sjældent mødte en dødsengel, lige så han sjældent mødte en elver, anede han ikke hvad han skulle sige, men nu skulle han jo heller ikke...
Hans fod gled, da han var kommet lidt for tæt på kanten. Uheldigvis på noget mudder...så den nu sank dybere ned i mudderet. Han bandede sig selv efter at have genvundet balancen, på det ene ben.
Han prøvede at hive sin fod fri, men det virkede ikke som mo mudderet rigtig gad slippe...og det var jo ikke fordi han var så svag igen. Han knurrede svagt over det og fortsatte med at prøve...selv om mudderet var begyndt at hive den anden vej...og trække hans ben til sig.

Oliver vendte hovedte igen igen da han hørte fyren knurre bag sig. Det var svært at skjule et smil ved synet, men så igen, han behøvede ikke at skjule det da han var ret sikker på at han ikke kunne nå ham nu alligevel.
"Knurren, så er du endten Varulv eller dæmon" Konstaterede han og lagde hovedet på skrå. Skulle han prøve at hjælpe? Det var jo ikke fordi at han var vildt stærk i armene, men han havde jo også vinger der kunne bruges til at give luftmodstand... Det havde han prøvet før hernede... "Du ser ud som om at du har brug for hjælp?" Afsluttede han og ragte med et hævet øjenbryn en hånd fremimod fyren.

Han grinte svagt og opgav at hive sit ben fri lige med det samme, da det tydeligvis havde den modsatte effekt.
"Varulv? Må jeg være fri...Jeg har da andet at lave end at rende rundt, savlende som et eller andet dyr...hvilket de jo også er..." han sukkede svagt og så lidt på ham, som om han overvejede om han ville tage imod hjælp. Han viste ikke helt om det ville lykkes ham at komme fri selv...På den anden side hade han at spørge om hjælp, han kunne jo klare sig selv.
"Jep, dæmon...Og stolt af det...." han satte sig ned, da han var lidt træt af at stå på det ene ben. og for at forhindre mudderet at tage mere af hans ben. Det var allerede...nogle centimeter fra knæet eller deromkring. svært at bedømme i mørket. men det var vådt og klamt.
Til sidst sukkede han lidt irriteret, mest på sig selv da det var hans egen skyld at sidde i denne situation.
"Jeg kan tydeligvis ikke helt komme fri...selv" tættere kom han ikke på at bede om hjælp...
Han havde jo en mulighed, hvis han virkelig ikke kunne komme fri....at forvandle sig. Så skulle mudderet nok slippe ham. Men det krævede både meget energi og det smertede også. Så en forvandling gjorde han som regl kun for at beskytte eller slås...når han var virkelig vred. så mærkede han ikke smerten lige så meget...
Men han ville ikke forvandle sig i aften...hvis han kunne undgå det.
Han prøvede endnu en gang at hive sit ben fri, mens han faktisk blev mere og mere vred over det...

Oliver smilede bredere og konstaterede hurtigt. "Dæmon, godt så..". Han grinede lavt af det dæmonen sagde. Proud as hell, sådan var de fleste væsner, inklusivt ham selv på visse områder. "Jeg tager det som et ja" Smilede han og tog fat om fyrens arm med begge hænder. Han lagde alt sin vægt i at prøve at hive fyren op, men uden held. Han sad fast som en prop i et badekar.
"Jeg er ked af at konstatere noget du sikkert ved, men du sidder fast." Sagde han så og slap ham igen. Med et opgivende suk satte han sig ned ved siden af og kiggede op da spøgelsesmanden fra før sagde noget. "Han kan heller ikke.... se mig..." Jamrede spøgelset næsten fortabt og Oliver rystede henkastet på hovedet. han ville ikke svare nu når der var andre, selvom de måske var væsen så skulle han alligevel ikke tro at han var en komplet freak.
"Du kommer til at sulte ihjel lige her" Drillede han dæmonen med et grin og gav ham et venligt slag på skulderen.

Han sendte englen et halvsurt blik. jo tak, han sad fast. Hn havde engang hørt om en hest der havde gjort det samme...de havde brugt en kran for at få hesten fri igen inden den sank helt i.
Han sukkede svagt og smilte så en anelse.
"Sulte...Naa...Hvis der kommer tilpas med mennesker forbi kan jeg sikkert lokke dem her forbi, de vil sikkert prøve at hjælpe...Og haps" han trak lidt på skuldrene. Det var jo ikke nogen..hemmelighed at dæmon enden levede af skygger, blod eller sjæle. Det sidste hvad ham angik.
Han så tænkende ned mod sit ben der nu, trods englens hjælp, sad fast ftil knæet. Der ville ikke gå længe før han også ville ramme mudderet med sit andet ben....hvilket han ikke havde tænkt sig. en måske skulle han bare vente til det rigtige tidspunkt...
"Du er engel...dem findes der forskellige slags af...du er dødsengel, har jeg ret?" han så på englen ved siden af sig, igen.

Spøgelses manden synes at vandre lidt omkring i sin egen lille verden imens Oliver roligt betragtede ham fra pladsen ved siden af dæmonen. Han var glad for at det ikke var ham der sad fast i sådan et hul.
"Aaarrrgg, trap lidt ned på det der med at fortære mennesker, de kommer tilbage til mig med klager" Drillede han og nikkede i retning af hvor han havde stået og snakket med spøgelset. Nu drillede han selvfølgelig bare, men et eller andet sted mente han det, i hvert fald at væsner skulle stoppe med at udryde mennesker. Kunne dæmoner og vampyrer blive vegetarer? Hapse en ko istedet...? Han kunne ikke forestille sig at det ville være ret delikat.
"Som jeg antydede har du helt ret, dødsengel hvor surt det end er.." Svarede han og rodede lidt i det brune hår. Efter så mange år blev man bare træt af at blive forfulgt af spøgelser og lærte at ignorere dem.. sådan nogenlunde da...
"Nå, skal vi få sig op ad det hul? Jeg er sikker på at det kan lade sig gøre med samarbejde" Afsluttede han positivt og rejste sig op igen.

Han så lidt på ham og grinte lidt af det. Det ville være helt umuligt for en dæmon at blive...vegetar. da de jo ikke levede af kød, eller almindelig mad som sådan. Sådan var balancen are...ellers ville der jo også bare lbive overbefolket. mente han da. mennesker betød ikke så meget i hans øjne.
Han sukkede svagt. Hans ben var ved at være ret koldt, kunne han mærke, mudderet kølede det ned. Og det var ved at blive ret ubehageligt.
"Jo, lad mig komme op" svarede han, stadig lidt irriteret på sig selv for det.
"Noget ide? Eller skal vi bare blive ved med at hive...?" han så på op ham, selv mente han det var nemmest, for ham selv, at blive siddende og trække.

Oliver kiggede skeptisk ned på benet der sad uhjælpeligt fast. Han vidste at han nok ikke havde kræfter nok i armene til at gøre den store forskel.. Han kunne prøve at bruge sin evne til at løsne mudderet væk fra fyren ben så han nemmere ville kunne få det op, men dte var ikke noget han nogensinde havde prøvet før og vidste ikke om det ville virke.
"Vent, jeg har måske en ide..." Svarede han og satte sig ned på hug igen og lagde en håndflade på mudderet. "Når jeg siger til hiver du okay?" Sagde han så og kiggede op på dæmonen igen.
Det var lidt spændende om mudderet samlede sig for hurtigt, eller om han faktisk ville kunne tvinge det væk ved at skabe luft ved hjælp af bobler ned igennem jorden.

Han lod blikket glide rundt, mest af ren vane, da han så på englen igen. Han havde åbenbart en ide...
Han nikkede lidt.
"fint nok" han rykkede lidt på sig så han sad bedre, så han bedre kunne hive i benet. Han hade virkelig det her...men det gik jo nok. Han viste ikke hvad han havde af planer, men han sad parat til at prøve hvad det nu skulle være...
Han ville måske prøve sin evne?`Det ville blive sjovt og se hvad den kunne være...

Oliver nikkede til dæmonen med "Hiv" Og begyndte straks at sende små kraftige bobler ind for at springe dem så mudderet ville løsne sin 'swoop' effekt. Det var svært at trænge dem ned i den mudrede jord og derfor gik det lidt langsom. Efterhånden sendte han flere ind og sprang dem af gangen i håb om at det ville give et luftrum.
"Jeg tror at det virker...." Mumlede han koncentreret og bed sig i læben, bare han nu ikke selv snublede og fik hånden helt ned. Så kunne det have været hans tur til at sidde der og man vidste aldrig med dæmoner, om de hjalp.

bobler? Hans første tanke var at det da var upraktisk....men da han tænkte sig lidt om var den faktisk godt nok...han ville aldrig se evnen som stærk, selv om måske godt kunne give blå mærker, men den kunne da være god nok hvis man skulle bruge den. OG lige nu kunne han ikke klage.
Han hev da han sagde til og først følte han det nyttesløst. Han ventede en anelse til han var trængt længere ned i mudderet, før han hev igen og endelig, endelig, mærkede han hvordan hans ben langsomt kom fri...han kunne nu se sit knæ igen og snart mere af sit ben....
Og enden længe også sin fod. Foden kom fri med nogle underlige lyde fra mudderet. Det av et ryk i Zean da der pludselig ikke var mere at hive i.
Han satte sig helt op igen og begyndte at lade fingre løbe ned langs benet for at mærke hvordan det havde det. Selve benet fejlede ikke noget, vist...det var bare blevet kølet lidt ned.
Han så op på englen
"Tak" svarede han så

Oliver gav´'slip' på jorden og satte sig tilbage i græsset bagved.
"Så lidt..." Mumlede han og opdagede pludselig at spøgelses manden var væk.. *Underligt..* tænkte han, men var i bund og grund lykkelig for at have fred for den. Han kørte en hånd igennem det brune hår og kiggede intrængende på dæmonen. "Jeg fik aldrig dit navn..?" Sagde han så og kom på benene igen.
Det var ved at blive en smule koldt rundt omkring og fuglende pipede ikke mere, men så igen, fuglende pipede aldrig her ved Silent River.
Måske skulle han også snart begynde at smutte igen. Før han satte livet yderliger på spil ved at hænge ud med en dæmon...Hell, med hans held var det sikkert en bloddæmon...
Oliver tænkte lidt over det og kom frem til at i bund og grund havde han intet andet at lave og tja... I det mindste var dte ikke en vampyr han var løbet ind i.

Han stilte sig op. Han havde ikke regnet med andet, men alligevel var han lidt glad for at benet ikke bare forsvandt under ham.
Han stampede lidt i jorden for at sætte gang i blodomløbet igen.
Han så lidt på englen. Som regl når han fandt et nyt væsen at drille, svarede han ikke direkte på det spørgsmål. Han plejede at sige et eller andet med at de alligevel ikke viste hvem han var...men at vis de mødtes igen kunne han altid få det at vide.
Men det var noget andet når englen lige havde hjulpet ham...
"Zean" svarede han og lod kort blikket glide rundt op omgivelserne. Han nævne sjældent sit efternavn og ville heller ikke gøre det nu.
Han syntes pludselig har var...lidt mørkere, måske lidt køligere...han kiggede ned i det forræderiske mudder...

"Zean? Interessant at møde dig.." Svarede han og kiggede sig utilpadst omkring. Han hadede at være ude når dte var mørkt. Bare tanken om alle de klamme vampyre der lurede der ude gjorde ham helt svimmel.
"Nå , men nu hvor vi har fået dig ud af den suppedas vil jeg komme videre.. Nattelivet har aldrig været mig" Sagde han så og kiggede lidt rundt efter spøgelsesmanden. Han var helt væk, men det var vel en god ting? eller hvad?
Oliver lagde hovedet på skrå og overvejede om han nu også ville gå hjem igennem sumpen igen... Pjat, nu når han var gået herud var det vel på sin plads at han kunne gå hjem igen.
Uden videre hævede han kameraet og tog et billede af træerne han skulle til at gå igennem. Hvis han nogensinde skrev en gyser , så kunne dette billede komme på omslaget.

Bare...gå?
Selvfølgelig. skræmt af mørket vel...selv om man burde kunne klare lidt mere når man snakkede med spøgelser, eller hvad?
Her måtte da være mange spøgelser....men måske ignorerede han dem bare? Eller også var der ingen...bare noget folk snakkede om for at få tiden til at gå. Det var jo aldrig rigtig til at vide, vel?
Han strakte sig kort og bukkede sig ned for at lade hænder glide over sit ben for at fjerne det værste mudder.
"Hmm...Kender du filmene Paranormal Activity?" spurgte han pludselig og så op mod englen inden han gik.
Filmen var ikke bare en god film, for ham i hvert fald. Den var interessant begrund af dæmonen. Den dæmon de mente fulgte dem og var efter...ja, en del af dem.
En usynlig dæmon, en umenneskelig energi...
Det var sjovt fordi han jo selv var dæmon. der kunne da ikke findes to slags dæmoner kunne der? Okay...spørgsmålet var nok lidt dum. Selv som dæmon fandtes der 3 forskellige slags. Men alligevel...folk overvurderede det nok lidt.