the hunter becomes the hunted (Meriko)

Tid: 19:03
sted: I en lille bjergby uden for Werclare.
Vejret: Mørkt fordi det er sent efterår.

Solen gik ned bag bjergene, og den lille by Littletown blev henlagt i mørket. Denne by lå på vejen til ud af bjergene til de andre store byer. Det var kun en landsby på 60 familier ca 180 mennesker i hele den lille by. De havde kun en lille købmand ellers måtte de køre ind i til storbyen. De fleste var indenfor nu, for her var der rigtigt koldt, for sneen lå omkring som et tæppe her oppe på bjerget. Vinden lød højlydt omkring grantræernes kroner. Mange mennesker kom ikke normalt forbi her, for nu kunne man tage motorvejen i stedet for at tage igennem denne by. Normalt var denne by meget stille og roligt, men nu i deres lille lokale kro, sad alle de voksne mænd og skændtes højlydt. I mange dage har deres køer og får blevet taget af et stort dyr. De har gået på jagt så mange gange med haglgevær og hunde, men ingen har fundet den. Så lød der en høj stemme fra en ung stor mand med sort hår.
"Tie så stille! lad nu vær med at tale i munden på hinanden. Det får vi intet ud af"
De alle andre mænd holdte deres mund, men flere af dem skulede til hinanden.
"Vi kan godt blive enig om, at vi ikke kan finde dette væsen."
En af dem rejste sig op og afbrød ham.
"Hvordan skal vi så have nok penge Jack, hvis alle vores køer bliver spist!"
Jack kiggede over på ham og var utilfreds over at han afbrød ham.
"Vi ved at der eksistere andre væsner og nogle specielle folk, som kan hjælpe os i denne jagt, og vi vil give mange penge for det."
Der var straks flere der brød ind, fordi de lige nu skulle betale penge, ej det ville de ikke gå med til.
Men før Jack overhoved nået at stoppe dem, brød en gammel mand ind af kroen.
"To af mine køer er blevet ædt, deres lig er stadigvæk varme, det er lige blevet sket!"
Han så ulykkelige ud, og han var forpustet for han havde løbet herhen.
"Vi er nød til at skaffe hjælp, og det skal være nu!"
Jack kiggede beslutsom på alle, og selvom flere af dem ville gøre indvendinger, så lod de vær når jack kiggede på den måde.

Meriko var ude og lade efter et mennesker som hun kunne tage sjælen fra da hun var godt sulten men hun havde hellere ikke spist i 3 dage nu så hun ville gerne havde noget her snart men hun vidste ikke lige hvor hun kunne finde et menneske som der var alene her ude i bjergene for hun vidste der lå en lille by ikke så langt fra hende men de var sikkert alle sammen indenfor med deres familie.
Uden hun lade mærke gik hun hen mod byen i sin lange hvide kjole som der kun lige gik til under hendes numse og hun havde nogle lange højhælet støvler på som der havde sammen farve som hendes kjole. Hun kiggede lidt rundt og ind gennem vinduerne som hun gik forbi. Hun stoppede stille op og slikkede sig hurtigt om munden da hun fik øje på en pige der var ca. 6 år eller sådn noget og blev bare mere sulten. Hun kunne godt lide de små børne sjæle da de altid var så livlig forhånden til voksene. Hun rystede lidt på hovedet og gik stille videre og kunne høre nogle mænd som der skændet om et eller andet men hun kunne ikke høre hvad det var for noget de snakkede om
Hun gik hen til vinduet og kiggede stille ind for at se hvad der skete der inde og hvad deres problem var for de var vidst meget sure efter hvad hun kunne høre.

Det var svært at høre, men så hørte hun tydeligt disse ord.
"Dem der end vil hjælpe os med at nedbringe dette dyr, vil få over 20.000 kr"
Der var et øjebliks stilhed, men så begyndte de at snakke i munden på hinanden. Jack blev meget træt af det, og to hænderne opgivende over hovedet og gik udenfor. Han havde en hvid t-shirt og sorte bukser. Han gik udenfor mens han tog sig til hovedet. Der havde været mange stressende dage, virkelig stressende. Jack havde ikke valgt sig selv som leder, men uden en leder var disse mennesker, som høns uden hoveder. Da han kom udenfor lagde han mærke til en kvindelig skikkelse. Da han så hende fornemme han straks, at hun er et væsen. Denne landsby var vant til at væsner, som blandt andet rejste igennem byen. En gang har de prøvet at fortælle det til omverden, men alle troede at de bare var nogle skøre bønder. Han forstod ikke hvordan hun kunne holde varmen, men som sagt kan nogle væsner selv regulere deres kropstemperatur. Måske var hun landsbyens redning? Han gik over til hende og han var et hoved højere end hende.
"Godaften frøken. Jeg vil ikke ubelejlig dig, men vores landsby har et stort problem, som vi vil meget gerne ha løst, og vi vil betale mange penge for det"
Han så på hende med håb i hans grønne/grå øjne, og det var tydeligt at han regnede med at hun sikkert kunne klare disse væsen. Men før hun sagde noget, sagde han.
"Du kan komme med indenfor, så kan vi snakke om det, og så kan jeg fortælle hvad vores problem er"
Han så spørgende på hende. Han vidste, at flere af disse væsner er dødsensfarlige og hun kunne sikkert dræbe ham på et sekund, men som sagt var der alle de andre indenfor, så måske ville hun ikke.

Meriko hørte kun at de ville give 20.000 og hun smilede stort af det og kiggede stille videre og lagde mærke til at den ene lige så stille gik ud og kiggede lidt efter ham. Hun tog stille en smøg frem fra hendes lille hånd taske som hun havde med sig og tændte stille smøgen og tog et dybt sug og pustede stille ud igen og slappede lidt af og smilede lidt lumsk over at de havde et problem med et vænse her.
Hun kiggede stille op på manden som der snakkede til hende og tog et sug til at sin smøg og lyttede til hvad han sagde og lagde stille sin ene hånd på hans brystkasse og rørte blidt ved ham med sine lange negle som man tydeligt kunne se der var æget og også rart stække i det. Hun gik stille rundt om ham for at tjekke ham lidt ud for hun var godt nok ikke vant til at mennesker var så rolig når de vidste at hun var et vænse.
Hun stoppede foran ham igen og tog et sug til af sin smøg og pustede stille ud igen "jov jeg kan da godt prøve at hjælpe jer men hvad nu hvis jeg mere end penge?" sagde hun lidt lumsk og slikkede sig stille om munden mens hun kiggede lidt frækt på ham men det var mest fordi hun var rart sulten og det var faktisk hun var komme her til. Hun tog et dybt sug til og smed resten af smøgen på jorden og skubbede den helt ned i jorden med sin fod mens hun stille pustede røgen ud i hovedet på ham og grinede lidt "Fint nok lad os bare gå der ind men jeg lover ikke noget" sagde hun stille og gik stille hen mod døren og kiggede lidt efter ham for at se om ham gik med hende eller ej.

Hun fik hans nakkehår til at rejse sig, men ingen mine var i hans ansigt.De andre kiggede op på ham og hende da de trådte ind. Nogle havde håbfulde øjne, andre viste foragt, fordi hun var et væsen, og andre så bare nysgerrigt på hende.
"Gå hjem alle sammen, undtagen Niklas, Casper og Thor i bliver her. Det skal nok blive klaret folkens, så bare rolig i kan sove trygt i nat"
De alle begyndte at rejse sig, og tre personer sad tilbage. Den ene var den gamle mand, som var kommet ind og havde sagt det med køerne. En anden var en splejs brunhårede mand med skægstubbe på sin hage. Den sidste var et lidt større brød af en mand, han kunne godt ligne en slagter eller sådan noget. De satte sig alle henne ved et rundt bord, og Jack tog en stol til hende. De andre så med håb i øjnene på hende, det var tydeligt at de ikke havde sovet godt i lang tid, så det var åbenbart et stort problem.
"Jeg har måske fundet vores løsning, men hun kræver mere end 20.000kr så vil hun hjælpe os."
De andre sad lige og spekulerede over det Jack sagde, men så nikkede de bare til ham, og så så på dem begge. Jack vendte sig imod hende.
"Vi er villige til at betale dig 80.000kr, kan vi så regne med dig? Du kan stadigvæk bakke ud, men vi kan lige gå os en tur, og så kan du se omfanget af vores problem."

Meriko smilede lidt frækt og slikkede sig om munden da hun fik duften alle de sjæle der sad rundt om hende ind gennem næsen. Hun kunne næsten smage dem men rystede stille på hovedet da de fleste gik hjem og der kun sad 3 tilbage. Hun smilede stille og tog en smøg til frem og tændte den og gik stille over til bordet og sat sig på den stol de havde taget hen til hende. Hun kiggede stille op og ned af dem med et lidt lumsk smil på læben.
Hun hørte de snakkede om penge igen og himlede med sine øjne og grinede lidt inde i sig selv for de vidste ikke hvad det var hun ville havde lige nu. Hun tog et dybt sug og pustede det ud på en lidt fræk måde og smilede stille "Penge lyder godt men mad lyder endnu bedre" sagde hun lumsk og kiggede lidt frækt/drilsk rundt på dem og grinede bare inde i sig selv og tog stille et sug igen. Hun kiggede over mod Jack og rejste sig stille op og lænede sig hen over bordet og han ville kunne se lige ned gennem hendes kjole for den var faldet ned og lidt op bag på men hun tænkte ikke rigtig over det men rakte stille sin hånd hen mod ham "Jeg hedder Meriko" sagde hun stille mens røgen stille sev ud af hendes mund.
Hun kiggede lidt på de andre og slikkede sig hurtigt om munden for hun var godt sulten nu og det var nu ikke bedre når der sad fire rundt om hende og det var nogle gode sjæle kunne hun dufte.

Jack så nervøst på hende, men så kom hans stolthed frem.
"hvis du fanger dette væsen, så kan du få mad. Og vi regner med, at det er et stort væsen."
Jack vidste ikke hvad for en hun var. Men han regnede med at hun enten ville have blod, frisk kød eller sjæle. Han vidste, at dette var en farlig leg, for han havde ingen anelse, hvad denne pige havde af evner. Han lod sig ikke genere af hendes røg, han oppede ikke med på hendes skræmmende spil. De andre kunne heller ikke lide det, men det som hun ikke vidste. Så havde den ene en pistol med kugler, som ikke var helt almindelige. De var købt dyrt af en dusørjægere, men det er kugler fyldt med vievand, som vil blive ødelagt i kroppen, og så vil vievandet flyde ud i alle blodåre, og gøre ret så ondt.
"Vil du så med ind i det? Ellers gør vi det bare alene"
Han så spørgende på hende, og de andre tog deres tøj på, og begyndte at gå udenfor. Jack så gennemtrægende på hende, men så rejste han sig og tog en jakke på og gik udenfor. Det ville blive en kold nat, for det var stjernefrit. Vinden var skarp og kold, men familierne heroppe har vænnet sig til det for længst. Men Jack spekulerede om Meriko ville kunne klare sig så fint uden særlig meget tøj på. Han syntes, at hun var smuk. Men han havde andre vigtigere ting at tænke på.

Meriko tog stille sin hånd til sig igen da ingen af dem sagde deres navne og trak lidt på skulderne og rejste sig stille op igen og tog et sug til og kiggede lidt på dem mens de tog deres jakker på. Hun kiggede stille på Jack "Jamen du ved jo ikke hvad jeg spiser" sagde hun stille og slikkede sig over overlæben mens hun kiggede op og ned med et drilsk blik.
Hun kiggede stille på dem og himlede lidt med øjne "Jeg skal nok gøre mit bedste men jeg lover ikke noget" sagde hun stille og gik hen til dem og lukkede stille døren efter hende og tog et sug til at sig smøg og smed den langt væk og pustede stille ud "Nå skal vi gå på jagt?" sagde hun lidt lumsk mens hun kiggede på dem.
Hun sukkede lidt og tog en dyb indtrækning og kunne lugte noget mærket og gik stille hen mod det men stoppede stille op og kiggede om på dem "Ja undskyld men kunne lugte noget mærkeligt" sagde hun stille og vendte sig mod dem.

Et smil kom på jacks læber, da hun sagde ja til det. Så præsenteret han sig for hende.
"jeg er jack, dette er Casper, dette er niklas og dette er thor"
Casper var den gamle mand og han nikkede venligt igen, Niklas var den tynde splejs, og thor var ham der var kraftig bygget. De alle hilste venligt igen, de begyndte at gå op imod Caspers gård, og da de kom der op. Kunne man stadigvæk lugte blodet, og lignede dampede stadigvæk, fordi de var varme i forehold til luften. Det var tydeligt at de to køer der lå har, var blevet flået op af et eller andet dyr. Sårene var tydeligt lavet af store massive kløer, og Jack havde ikke lige frem lyst til at mærke disse kløer ramme ham.
"Men vi ved endnu ikke hvad det er, for se her"
Han viste med hånden kæmpe store kattespor, selv større end en tigers. Så fulgte han sporene lidt, og så stoppede de lige pludselig, som om den var dukket op ud af den blå luft.
"Det er bare som om den er dukket op"
Meriko kunne lugte denne underlige lugt, for dæmoner kunne jo lugte bedre end mennesker. Men det var en underlig blanding, den havde et strejf af dæmon. Så så hun lige ud af øjenkrogen inde i den næsten kulsorte skov nogle neonlilla lysende katte øjne kigge imod dem, og hun kunne se skikkelse af noget stort. Den var åbenbart selv sort, for nu kunne man ikke se den længere, den var forsvundet dybt inde i mørket.

Meriko kneb øjne sammen hurtigt og lyttet stille på de få lyde der kom fra skoven og løftede hurtigt hånden op som tegn til de skulle høre deres kæft bare i 2 minutter. Hun tog en dybt vejrtrækning og hvæsede stille og vendte sig mod skoven og kunne se de meonlilla øjne. Hun skar lidt tænder af det for hun vidste ikke helt hvordan hun skulle hjælpe dem for hun havde ingen evne endnu og hun var ikke som andre dæmon der fik klør og horn og alt muligt 'seje' ting. Hun sukkede stille og vendte sig mod dem igen og kiggede lidt på sporene og stod og tænkte lidt over hvad det kunne være for hun fik en lugt som der menede meget om dæmon men hun havde aldrig set en dæmon blive til noget der lignede en kat.
Hun kiggede med store øjne op på dem og lugte alt blodet. Det lugtede virkelig frisk så hun halv løb over til køerne og sat sig stille på huk og lagde sin ene hånd på den ene ko og kunne mærke varmen fra den. Hun kiggede op på dem og sukkede stille igen "Hvis jeg var jer ville jeg gå hjem meget hurtigt for det virker som om denne dæmon snart er træt af køer" sagde hun stille og havde stadig et lumsk smil på sine læber selv om hun var lidt bange for denne dæmon for hun kunne ikke rigtig noget mod denne person.

De stoppede straks med at snakke, da hun bedte dem om dem. De så ikke denne skikkelse eller øjnene. Men de kunne tydelig fornemme denne tilstedeværelse. De så alle nervøst på hinanden. Da hun kom med sit forslag, så stilte de sig op af hinanden og mumlede lidt. Jack ville gerne blive her, for han syntes ikke at det var godt at bare efterlade hende her. Mens de andre ville tage hjem, især når det var så mørkt som det var.
"Okay vi vil tage hjem, er du sikker på at du kan klare dette væsen?"
Jack så på hende med bekymring.

Inde i skoven holdte et par øjne stadigvæk øje med de 3 mennesker og den ene dæmon. Crasie snusede i luften, og prøvede at vurdere, hvad for en dæmon denne var. Crasie har snart været her i rigtig mange dage, i ca 3 ugers tid. Crasie har fundet ud af hvem hun er, ellers rettere sagt hvad hun er. Det skete kun for 4 uger siden, da hun og sammen med pigebarnet Camille var blevet fanget af regeringen, og var så tæt på at blive dræbt. Hvis ikke at Crasie havde forvandlet sig om til den form, som hun er i nu. Hun følte sig hjemme i denne krop, dette var hende. Derfor havde hun så valgt at rejse langt væk, og prøve at leve efter den race hun i virkeligheden er. Men her oppe i bjergene er der næsten intet mad, så hun måtte tage et par køer hist og her. Det har bønderne så i lang tid prøvet at stoppe, men det har langt fra virket. For Crasie kan fornemme personer på meget langt afstand. Men der var dog et tidspunkt, hvor hun ikke længere ville spise oksekød men menneskekød. Et gys gik igennem crasies krop. Desværre kunne Crasie huske præcist hvad alle de andre personligheder har lavet, og det ene tidspunkt. Havde hendes personlighed Lillith dræbt en ung dreng, på meget blodig vis. Crasie kunne slet ikke lide at dræbe som hun kunne. Kun i selvforsvar. Men der så ud til at være problemer nu, især nu hvor bønderne åbenbart har hentet forstærkninger. Hvor stærk er denne dæmon? Det havde hun ingen anelse om, men hvis dæmonen begyndte at nærme sig. Ville Crasie tage længere væk fra hende, kun så man kun lige kan fornemme hendes skikkelse. For hun ville teste denne dæmon.

Meriko nikkede stille mens hun stadig kiggede ind mod skoven for at holde øjne med personen "Ja gå nu bare" sagde hun mens hun viftede med hånden væk fra sig som tegn til at skulle gå og det skulle være lige nu og ikke om nogle minutter for de skulle bare væk fra denne dæmon. Hun kiggede stille efter dem og gik stille hen mod skoven og kiggede stille rundt der inde mens hun stille snussede til det hele men havde svært ved at finde ud af hvor dæmoen var henne inde i skoven så hun prøvede bare at snusse sig frem mens hun stille gik ind i skoven.
Hun tog sille en smøg frem og tændte den stille mens hun kiggede rundt for at finde ud hvor hun skulle gå hen til at starte med for det var ligesom om lugten af dæmon forsvandt da hun var gået ind i skoven.

//Sorry krea svigt //

Der var meget mørkt inde i skoven, og man kunne slet ikke se en pind for sig. Men heldigvis havde Crasie en klar fordel, hendes katteøjne kunne tydelig se i mørket, som om det var midt på dagen. Meriko kunne nu virkelig fornemme tilstedeværelse, og føle som om nogen holdte øje med hende. Der var helt stille i skoven, og Meriko stoppede nok op for at lytte. Hun kunne høre en meget svag vejrtrækning fra et eller andet tæt på. Men hun kunne ikke se det, det var slet ikke rundt omkring hende. Meriko stod op af et træ, og så fik hun den tydelig fornemmelse, at der var noget over hende. Da Meriko vendte blikket op af træet, hun stod op af. Så hun lige ind i nogle store neonlilla katteøjne. Det fik hende nok til at trække sig tilbage, hvor hun kom i en lysning, hvor hun så kunne se omkring sig. Væsnet hoppede ned, for hun kunne høre den store vægt ramme jorden. Øjnene var stadigvæk tydelige og den nærmede sig imod hende, dog ikke aggressivt. Så ramte månens lys på Crasie, og nu kunne Meriko se hende helt tydeligt. Dette var en meget stor, stor sort panter. Normalt var en panter højst 80 cm til skulderen, mens denne panter hun havde foran sig var 1,5 meter høj til skuldren. Men da den trådte nærmede imod hende på sine store poter med skarpe kløer. Så kom der noget udsædvanligt til syne, på dens ryg havde den store vinger foldet ind til dens krop. Crasie satte sig på jorden foran Meriko, for at vise at hun ikke var aggresiv. Hendes hale kørte langsomt fra side til side. Hendes øre var rettet fremad, og ikke bag ud som ellers var tegn på aggressivitet.

Meriko kiggede stille op af træet og så øjne og gik stille tilbage og så bare det store dyr der var foran hende. Hun tog et sug af smøgen og kiggede bare med store øjne på dyret og pustede røgen ud igen lidt væk fra dem for ikke at irritere personen "Nårh det er dig de vil havde jeg skal orden men jeg har bare glemt at fortælle dem at jeg ikke slogs mod min egen art" sagde hun stille og smilede stille til personen og kiggede lidt op og ned af dæmonen "Du virker til at være en meget stærk dæmon må jeg nok sige men ja hej jeg hedder Meriko og vil dig ikke noget men bare snakke og finde ud af hvorfor du gør det her" sagde hun efter lidt og tog et sug på sin smøg igen og pustede stille røgen ud efter lidt tid og havde stadig sine varme venlige øjne på dæmon og smilede stille ikke et lumsk smil men mere et venligt smil for hun synes at denne dæmon virkede meget venlig i det men man vidste jo aldrig med dæmoner som hende selv for de kunne være søde det ene øjeblik og det næste angribe den person som de snakkede med for sådn var dæmon jo.

Hendes hale kørte frem og tilbage, desværre kunne Crasie ikke svare denne kvinde, for en panter har ikke jo ikke et stemmebånd, der kan lave lyde som mennesker kan. Så hun rejste sig op og gik stille og roligt imod hende. Så lagde hun den ene pote på hendes fod, og så hørte Meriko en tydelig kvindelig stemme i sit hovedet. Crasie brugte nemlig sin illusion, så hun kunne høre det. For normalt kunne Crasie kun lave synsillusioner, når hun ikke havde en ejendel eller rørte en person. Crasie kunne godt nok ikke lide andre dæmoner, hun stolede ikke på dem langt fra. Men hendes virkede venlig nok, og det ville være dumt at selv ikke være venlig.
"Hvorfor slåes du ikke imod din egen art, mange fra din egen art ville gøre det"
Sagde hun bare venligt. Men Crasie lavede en illusion nu, at hun stadigvæk stod bare der, men rigtigt at hun rejste sig op på sine bagben med vingerne som støtte, og tog med munden fat i en enkelt hårlock der var faldet ud af Merikos hår. Nu hun lade vær med at røre hende, og hun gik et par skridt bagud og lagde sig ned. Mens Meriko bare så at hun tog kun en enkelt skridt bagud og satte sig.
"Men bare kald mig Crasie"
Det var dog ikke hendes rigtige navn langt fra. Men der var kun to personer i denne verden der kendte det rigtige, og det var sortenglen Isabella, og hendes bedste veninde Camille. For med dette navn havde man fuld kontrol over hende.
"Men du er så den der skal jagte mig? Hvorfor gik du så med til jobbet, hvis du jo ikke vil slågse imod alle væsner?"
Spurgte hun nysgerrigt.

Meriko smilede venligt til hende da hun gik tættere på hende og stod bare helt stille og kunne mærke hendes pote på hendes fod og lyttede stille til hvad hun sagde og sukkede lidt højt "Ser du jeg er som andre dæmon for jeg kan forvandle mig til noget og har ingen evne overhoved og jeg kan ikke se hvorfor man skulle slåes med sin egen art for jeg synes det virker dumt" sagde hun stille og tog et stort sug af sin smøg for at berolige sig selv da hun kunne mærke at hun var ved at blive lidt ked over det for hun hadet at tænkte på at hun ikke var som andre overhovedet!!!
Hun kiggede stille over på hende og pustede meget stille røgen ud igen og prøvede at undgå at røgen blæste over til hende og nikkede stille til hende da hun sagde sit navn og smilede stille til hende "Jeg sagde bare ja til jobbet for at snakke dig fra med at spise deres køer for de har snart ikke mere tilbage og det er altså mad du slår ihjel af det her for de mennesker har brug for deres køer" sagde hun stille og kunne ikke helt lade hver med at grine da hun snakkede om at det var hendes mad for hun levede jo af sjæle men hvis selve kroppen var dø så var sjælen der heller ikke mere og så kunne hun ikke få noget at spise. Hun kiggede stille på hende "Ser du jeg er sjæl dæmon og jeg har brug for de sjæle men jeg kan jo ikke spise dem alle sammen hvis de er ved at dø fordi de ikke kan få noget at spise fordi du går og spiser deres køer" sagde hun stille og sukkede højt for hun ville ikke gøre hende vred eller noget men bare snakke med hende og så hende til at stoppe med det her.

Så havde Crasie ret med sin fornemmelse, denne dæmon var ung, rigtig ung endda. Det kan man da langt fra sige Crasie er. For de yngste dæmoner plejer aldrig at have en evne i starten indtil, der er et eller andet som blive udløst.
"Mange dæmoner spiser andre dæmoner, har du da aldrig dræbt en dæmon før, for at spise deres sjæle?"
Men Crasie kunne ikke lade vær med at smile af Merikos lidt skæve logiske sans, og hun ville ha haft grinet af det, hvis hun havde været i menneskeform. Hun kunne dog godt forvandle sig om, men for det første ville hun være nøgen. Der kunne hun godt nok bruge sin illusion til at hun ligner at hun har tøj på. Men for det andet havde hun det langt bedre i denne form.
"Ja men du kan jo tage mange andre steder hen? Og det ville jo også være dumt, hvis du jæger det sammen sted for lang tid ad gangen, så har de større chance for at finde dig"

Men så vendte Crasie hovedet bagud, hun kunne tydelig fornemme 5 personer, og hun kunne med sin skarpe næse lugte sølv. For Crasie kan selv ikke tåle sølv ligesom Varulve. Hun kunne også lugte en hund. Meriko så også det hvordan Crasie reagerede.
"Der er dusørjægere på vej"
Crasie sagde det vagtsomt, normalt ville hun ikke ha hjulpet. Men hun vidste, at hvis ikke disse folk havde bedt Meriko om at få fat i Crasie, så ville Meriko aldrig ha været her.

Lige efter Meriko og mændene havde gået, havde en gruppe dusørjæger opsøgt by, fordi de havde hørt rygterne. Disse dusørjægere var heller ikke lige frem almindelig men anden rangs dusørjægere. Det var derfor de nemlig havde hunden med. Hunden havde et sølvtandgebis, og fået lakeret dens negle med sølv. Så havde den også lige fået en pille fra dens ejer, som den tyggede og som gjorde at dens savl blev til vievand. For pillen var en koncentration af vievand.

Meriko kiggede på hende og forstod ikke helt hvad hun snakkede om for hun vidste slet ikke at dæmoner gjorde sådn noget for hun havde kun fået gode historie af vide af sine forældre og sin storebror "Jamen det vidste jeg ikke at vi kunne" sagde hun stille og kiggede lidt rundt og sukkede højt "Ja det ved jeg godt men ja kan godt lide at være her og ingen har set mig før i aften" sagde hun efter lidt tid og kiggede venligt på hende og slappede stille af i kroppen.
Hun lyttede til hvad Crasie sagde til hende og hvæsede stille af det og kiggede hurtigt rundt og kunne godt høre nogle et stykke væk fra dem "Hvad gør vi? Det er første at jeg bliver jægtet af dusørjæger" sagde hun hurtigt og var ved at gå i panik for hun havde aldrig prøvet det her før men hun havde da hørt om dem men havde aldrig fået at vide hvad hun skulle gøre hvis de var efter hende for så kloge havde hendes forældre heller ikke været for det havde de glemt at fortælle hende men hun vidste ikke om hendes bror vidste det men hvis han gjorde! Hun knyttede sin hånd ved tænken om at hendes bror måske vidste hvad hun skulle gøre nu men ikke havde fortalt hende det for lige nu kunne hun jo godt bruge det til noget men ja det var lidt for sent for de var her nok lige meget og hun vidste ikke hvad hun skulle gøre for hun var jo ingenting.

hejsa :D ja jeg er i gang med at lave en ny person, som er under opbygning, så kan ikke lige frem emne i dette emne længere :) Men jeg vil med glæde senere når min person er færdig :)

Nårh okay helt iorden :)