Meriko?

T: Irl
V: Fint
S: Dreins Mountain
O: Ham

Joshua sad oppe i bjergene, det var hans først tur der op. Solen skinnede ikke så meget hvilket han var glad for, da han ikke var til så meget sol. Dog kunne han godt tåle solen, så længe at det ikke var for meget af gangen. Han kiggede ud over der hele, og kunne se en by. Han vidste godt hvad det hvad for en by, han smilte let ved tanken. Han tænkte lidt på den dag han havde mødt Ez nede ved stranden, han lagde hovedet let på skrå, mens tanker gik om den dag. Han tog med hendes hjem, og de hygge lidt, men de lærte hinanden at kende. Han smilte kærligt ved tanken, det først dag han havde været rigtig forelsket. Han kunne huske sine følelser fra den dag, han sukkede smilende. Han lagde en albue mod sit kræ, og hvile så sit hoved mod hånden. Han hår sad som sædvanligt ned over det mest af hans øjne, så man ikke kunne se hans øjnefarve. Han slikkede sig kort om læberne, måske skulle han finde en han kunne smage lidt af? Han lagde hovedet let på skrå, mens han overvejede det. Han burdet nok finde en eller anden, før det gik galt. Men han havde ikke rigtig lyst til at tage af sted endnu, og der kom sikkert ind på til ham. Ellers kunne han vel bare finde sin engel? Han rystede på hovedet og slap tanken.

Meriko havde bestem sig for at tage op til bjergene for at se lidt nemmere på stedet for hun kendte kun byen hun boede i og så havnen hvor hun havde mødt en anden dæmon som der endelig var okay sød mod hende. Hun var ikke vant til at folk var sød mod hende men det var nok mest fordi hende og hendes bror tit var oppe og slogs men ja sådn er det vil bare med søskende.
Hun sukkede lidt ved tanken om alle de ting de havde diskuteret om eller de sloges mere end snakke om det. Hun grinede lidt mens hun stille gik videre mellem de få træer der nu var her oppe på bjergene. Hun kiggede lidt rundt og sukkede igen og håbede lidt hun ville gå ind i en eller anden her oppe men det var jo ikke sikkert for hun regnede nu ikke lige med at der var folk her oppe bare for at være her ligesom hende. Hun rette lidt på sin lange stramme lyseblå kjole som hun havde taget på her i dag og nogle falde sko som der lignede hendes kjole på en prik men det var nu også meningen at de skulle det.
Hun gik stille videre og nød lidt solen som hun ellers aldrig gjorde men der var et eller andet ved solen i dag som der gjorde hun nød den. Hun lukkede stille sine øjne og lyttede til vinden og fulgerne og få dyr som der nu boede her oppe.

Joshua begyndte stille at sidde en smule urolig, da tankerne om blod kørte rundt i hans hoved. Han burdet slet ikke tænke på det lige nu, han sukkede dybt. Han trak vejr dybt, og lagde mærke til en ny lugt i luften. Han stoppede alle sine bevægelser, men efter noget tid begyndte han igen at blive en smule urolig. Han prøvede at holde styr på sine tanker omkring sin lyst til blodet. Han prøvede at tænke lidt på sin gamle familie, den familie han en gang havde haft. Han sukkede stille, og vippede lidt med benet ud over kanten. Han lyttede kort til stilheden, han kunne hører nogen som gik. Han lagde hovedet på skrå, det var nok ikke lige det bedste for personen at komme tættere på ham. Han vidste nemlig ikke helt om han kunne lade vær med at bide personen. Han satte negle ind i sin hånd, for at styrer sig. Han vidste at han ville få et ar eller er mærke af sine negle. Han sukkede dybt, og fik færten af personen igen. Han rejste sig let op, og lagde hovedet let på skrå. Skulle han overgive sig til sin lyster, som en svag vampyr? Eller styrer dem, som han havde lært en gang? Han holdte mest til at bare lade dem gå, men han gjorde det dog ikke endnu. Han ville lige se om vide hvem personen var først. Han var nemlig lidt omhyggelig med hvem han bed og hvem han ikke bed.

Meriko gik bare stille videre med lukket øjne da hun bare kunne se og mærke hvor solen var henne så hun ikke gik ind i træerne for det ville se lidt dumt ud hvis hun gjorde det. Hun kom ud fra skoven og åbnede stille sine øjne og fik øje på en fyr som der stod over ved kanten af bjergene. Hun smilede stille og tog en dyb vejrtrækning og kunne lugte vampyr og hun vidste at det var ham der var vampyren for der var kun ham og hende her oppe eller ja det var kun de to lige nu men man vidste jo aldrig om der kom flere eller om det kun var den ene der var tilbage til sidst.
Hun gik stille hen til et træ ikke så langt fra ham og lænede sig stille op af det og smilede lidt lumsk mens hun kiggede stille op og ned af ham. Hun overvejede lidt at sige noget men hvorfor dog det? Hvis han ville snakke måtte han åbne munden og sige noget til hende for hun skulle nok svare ham eller måske ville hun svare. Hun tog stille fat i noget af sit hår og rullede det rundt om sin finger og så rullede det af igen og begyndte at nuller det lidt mellem sine finger mens hun stadig havde sine øjne på ham og ikke noget andet for hun skulle være klar hvis han nu begyndte på et eller andet for det var jo ikke hendes plan at komme op og slog med ham men måske drille og irritere ham lidt men ja nu måtte hun jo se hvad der skete.

Joshua vendte sig hurtigt mod pigen, og betragtede hende let. Han lagde atter hovedet let på skrå, mens han kiggede på hende. Han trak vejret dybt, og fangede lugten af hende. Han tvivlede ikke på at hun var en race, men hvad for en? Han havde aldrig været god til det med racer, kun nogle gange. Nogle gange kom det bare til ham og andre gange var han nød til at spørger hvis han ville vide det. Han knækkede let sine fingre, noget han egentlig burdet holde op med, selvom at det ikke kunne skade ham. Han gik nogle få skidt tættere på hende, og lagde hovedet på skrå. Han betragtede hende let, man kunne let se hans øjne nu. Han vidste med ét hvad hun var, hun var dæmon. Han havde ikke rigtig mødt nogle dæmoner endnu, hun var vist den først han havde mødt så tæt på byerne. Hvilket bare gjorde det en smule mere spændende for ham. Et høflig og lettere forførende smil gled ned over læberne på ham, da han kiggede hende ind i øjnene. ”Goddag unge dame,” sagde han smilende med en forførende og høflig undertone. Han bukkede let hovedet for hende, men han holdte hele tiden sine øjne mod hende. Han vidste jo ikke helt om hun havde tænkte sig at rive hovedet af ham, eller ikke. Så han var lidt forsigtig til at starte med.

Meriko smilede stille da hun så hvordan han kiggede på hende og gav stille slip på sit hår og nejede stille for ham da han bukkede stille hovedet "Hejsa fremmede" sagde hun lidt lumsk mens hun hele tiden holdte øje med alle hans bevægelser som han lavede for man kunne aldrig være sikker nok for han kunne angribe hende på et sek. Hun lænede sig stille op af træet igen og trak vejret dybt selvom hun ikke havde brug det men hun gjorde det fordi hun gerne ville være sikker på der ikke var andre lugte her andet end dyrene og træerne som man tydligt kunne lugte.
Hun kiggede lidt ud mod byen og glemte helt at holde øje med hans bevægelse men gik med små skridt hen mod kanten og smilede stille over alt det man kunne se her fra for det var jo helt vildt hvad man kunne se. Hun sukkede stille og lukkede sine øjne i og nød bare at mærke solen på hendes hud og vinden som der stille tog fat i hendes hår og bæste det bagud. Hun nød det virkeligt lige nu men rystede hurtigt på hovedet da hun kom i tanke om ham og vendte sig meget hurtigt om og kiggede på ham med lidt lumske øje for han skulle nu ikke alt for tæt på hende for hun vidste ikke lige hvem han var og man kunne aldrig være sikker nok havde hun altid fået at vide af sin familie og hun lyttede altid til dem for de havde sjovt nok ret hele tiden.

Joshua kunne ikke lade være med at smile, da hun nejede for ham. Det var lidt som i den tid som han var blevet født i, udover at de ville ha haft noget andet tøj på. Han smilte let mere over hendes svar, det passede vel meget godt til det hele? Han var jo fremmede for hende, han lagde hovedet lettere på skrå igen. Han overvejede let om han skulle sige hvem han var, eller om han bare skulle springe det over. Han hørte let en hånd igennem sit hår og betragtede hende smilende, da hun gik over til kanten. Han trak sig lidt tilbage, han kiggede smilende på hende. Han smil var stadig forførende men høflig.
”Navnet er Joshua,” sagde han med en høflig og forførende undertone, han lænede sig let op af en klippe. Han lagde mærke til at hun ikke rigtig havde holdt øje på ham, så han kunne godt ha bidt hende eller noget. Han smilte let over sine tanker, mens han betragtede hende. Han kørte let en hånd igennem sit sort, mens han stadig overvejet om han skulle gør noget eller bare blive stående. Han kendte jo ikke rigtig pigen der stod foran ham, han kunne vel ikke tillade sig at gør noget ved hende, eller kunne ham? Han tænkte lidt over det, han vidste godt at han ikke kunne tillade sig det, selvom at han havde lyst til det lige nu.

Meriko smilede stille til ham da hun lagde mærke til at han bare stod op af en klippe og slappede af eller slappede han nu af? Hun var ikke sikker på det men tænkte ikke mere over det "Mit er Meriko" sagde hun stille og rettede lidt på sin kjole som der fremhævede hendes former meget godt uden at det blev alt for meget eller alt for frækt syntes hun selv.
Hun kiggede stille ud over byen igen og strækte sig lidt så stille da hun var lidt øm i sine små fødder og i hendes krop. Hun kiggede stille over på ham igen og man kunne tydligt se på hende at hun ikke helt var tryg ved det for hun havde ikke rigtig mødt en vampyr før eller jo den gang hun var helt lille men det kan hun ikke rigtig huske længere. Hun vidste ikke hvad han kunne og hvad hans evne var for lige meget hvad ville hun ikke kunne gøre noget for hun havde ingen evne og hun kunne ikke få kløer ligesom andre dæmoner så ja hun mere en engel hvis man kunne sige det sådn for hendes øjne var meget venlige og varme i det så ja hun var jo næsten en engel men hun manglede godt nok lige vingerne men hvis de var der ville folk jo tror at hun var en lille engel for hun lignede bare sådn en og det var bare røv irriternede men hun havde arvet sin mors krop og ansigt mens det var fars øjne hun havde.

Joshua tog ikke øjnene fra hende, han blev ved med at betragte hende. For ham var hun vel spændende, han vidste ikke noget om dæmoner.. Eller lidt, men ikke så meget. Han indre barn kom vel frem, kunne man vel sige? Han var nemlig lidt nysgerrig, noget han ikke var så tit. Han mærkede solen skinne ned på dem, han flyttede sig over i skyggen igen. Selvom at han kunne tåle solen, kunne han ikke så godt lide den. Også slet ikke når det ramte ham så pludselig. Han smilte let over hendes navn. Han gik nogle få skidt hen til hende, før han blidt tog hendes hånd. Han bukkede sig lidt ned og førte hendes hånd op til sin mund, hvorefter han blidt kyssede den. Han trak sig tilbage igen, og sagde smilende: ”Hyggelig at møde Dem.” Han havde stadig en forførende men høflig undertone, som hans blik og smil. Han lod igen let sit hår glide end i øjnene på ham.

//Kreav svigt -.-

Meriko kiggede lidt mærkeligt på ham da han gik hurtigt over i skyggen for hun syntes det var mærkeligt noget for hun vidste ikke en skid om vampyr andet de drak blod fra mennesker for hun vidste at de kunne drikke det af andre for så klog var hun nu heller ikke. Hun kiggede stille ned på ham og prøvede at trække sin hånd til sig da han skulle til at kysse den da hun ikke var sikker på hvad han skulle til at gøre men slappede stille af og rødmede meget da hun kunne mærke hans læber på sin hånd og kiggede stille væk for han ikke skulle se det for det var jo meget nemt når hun var så hvid som hun nu var.
Hun smilede stille og tvang sig selv til at kigge over på ham selv om hun havde helt røde kinder "Jamen ilm" sagde hun stille men prøvede at sige det lumsk men det gik ikke så godt for hun var meget genert lige nu og hadet når hun blev det selv om det ikke var særlig tit at det skete men når det så gjorde havde hun mest af alt sætte sig hen i hjørnet og bare gemme sig langt væk fra alt og alle. Hun gik meget stille over mod ham for de ikke skulle 'råbe' til hinanden for de stod jo et stykke væk fra hinanden da han ville være inde i skygge og hun ville være ude i solen.

// Det er helt iorden //

Joshua smilte lettere forførende til hende, da hun blev rød i kinderne. Noget han var glad for at han ikke selv kunne, en ting der var godt ved at være vampyr. Han lagde let hovedet på skrå, og overvejede lidt om han skulle gør noget nu da hun gik lidt over mod ham. Et stille men lumsk smil gled ned over hans læber, han slikkede sig let om tænder, uden hun kunne se det. Han bevægede sig så frem mod hende igen, og betragtede hende stadig med et smil. Han gik kort rundt om hende, og lod en hånd rundt om hendes liv. Han trak sig atter lidt tilbage, for at betragtede hende på en længere afstand. ”Så.. Sig mig, du er dæmon? Hvad kan i egentlig?” spurgte han smilende med en høflig undertone, og blinkede kort med øjnene. Han lænede sig igen op af en klippe mens han kiggede på hende. Han tænkte lidt over hvad han vidste om dem, han kunne ikke lige komme i tanke om noget. Udover at de ligesom ham kunne leve for evigt, hvis de ikke blev dræbt af en. Han gøs kort ved tanken om at blive dræbt, han havde ikke noget i mod at dræbe.. Men tanken om selv at blive dræbt kunne han bestemt ikke lide.

Meriko kiggede stille efter ham da han begyndte at gå rundt om hende og det gjorde også hun lige rettet lidt på sin kjole igen men stoppede stille med det da han kunne mærke hans hånd om hendes liv. Hun kiggede stille på hans hånd og blev mere rød i hovedet og havde mest lyst til at stikke neglene i ham men lød hver med for hun ville ikke op og slogs i dag med mindre han selv startede det.
Hun kiggede stille på ham da han spurgte om noget og sukkede lidt højt "Jo de fleste dæmoner kan de vildeste ting bare ikke mig" sagde hun stille og kiggede trist ned i jorden og begyndte at pille lidt ved sine negle. Hun sukkede stille og kiggede op på ham "Ser du jeg får ikke klør eller horn eller bliver til et vildt klemt væsner for det kan jeg åbenbart ikke og jeg ved ikke hvorfor" sagde hun lige så stille og kiggede meget hurtigt ned da hun var ved at græde over det for hun syntes bare at det var mega irriterende at hun ikke var som sin elskede bror for han kunne bare få klør og havde horn lige meget hvad mens hun ingenting havde og det gjorde hende til en anden slags dæmon end de andre.
Hun sukkede højt igen og begyndte at pille ved sine negle igen da hun helst ikke ville kigge op på ham da hun følte sig meget flov over hun ikke var som alle andre for det ønskede hun bare sådn at hun var for hun hadet virkeligt at hun ikke var som alle andre var.

Joshua betragtede hende smilende mens hun fortalte noget om dæmoner. Han lagde let hovedet på skrå, det var vist noget han slet ikke vidste. Han gøs kort ved tanken om haler, horn og klør, han havde aldrig set en som så sådan ud. Han prøvede at forestille sig hende som sådan en, men kunne ikke rigtig. Han sukkede smilende, og lagde så mærke til at hun så en smule nede ud? Han gik rolig hen til hende, han havde dog stadig sit høflig men forførende smil. ”Lyder spændende… Men så er du vel bare noget helt særligt? Noget som ingen andre er,” sagde han smilende med en forførende undertone. Han strøg hende kort over armen, bare for at være lidt sød. Han kunne godt forstå hende, med at hun måske følte sig en smule flov over det. Men han synes nu at det var helt fint at hun ikke kunne de ting.

Meriko pillede stadig ved sine negle og var lidt trist men prøvede virkelig at skjule det så godt hun nu kunne ved at kigge væk fra ham og bare lade som ingenting men hun kunne mærke at han blev ved at kigge på hende og det irriterende hende endelig lidt men på en måde var det nu også dejligt.
Hun trak lidt på skulderne da han snakkede til hende "Jeg ligner jo bare et menneske og lidt en engel mangler jo kun vingerne" sagde hun stille og sukkede højt men kiggede hurtigt op da hun kunne mærke hans hånd på hendes skulder og begyndte stille at røde for hun var ikke vant til at folk rørte hende kun når hun skulle til at havde noget at spise men der tænkte hun ikke helt over da det var alt var hendes mave der talte og ikke hjernen. Hun kiggede væk hurtigt da hun blev for rød i hovedet og havde virkeligt meget til at rive ham for vildt men hun vidste jo ikke hvad han kunne gøre ved hende for hun var jo ingenting forhånden til ham for han kunne sikkert en helt masse men ja hun vidste det ikke for hun vidste intet om vampyr men hun kunne måske lære dem at kende men kun måske for hun var ikke helt tryg ved dem eller ham.
Hun tog sig sammen til at kigge på ham med sine varme og venlig øjne som hun hadet over alt på jorden "Undskyld men vil du ikke godt lade hver ved med at røre mig? Jeg er nemlig ikke vant til sådn noget" sagde hun lidt genert og hun blev nød til at kigge væk igen da hun kunne mærke varmen i hendes kinder.

Han betragtede hende smilende, og lagde hovedet på skrå ved det hun sagde. Efter hans meningen lignede hun ikke rigtig en engel, måske lidt. Han tænkte lidt over det med hvad hun lignede, men kunne ikke rigtig finde en race hun lignede mest. ”Ehm.. Måske lidt engel , med sine øjne.. Men så meget ligner du heller ikke en engel,” sagde han smilende med en rolig undertone. ”Tror jeg kender en engel.” Han kendte ikke bare en engel, hans kæreste var en engel. Han smilte blidt ved tanken om hans engel, han sukkede smilende. Han burdet snart tag over til hende igen, han legede lidt med tanken om det. Han lagde ikke rigtig mærke til hendes røde kinder, selvom at han kigge på hende. Hans blik var ikke rigtig ved hende lige nu.
Han vågnede dog op da hun sagde noget til ham, og kiggede på hende. Han brugte lige et halvt minut på at finde ud af at havde hun sagde. Han smilte lettere uskyldig, han fjernede hurtigt sin hånd fra hende. ”Det må de undskylde,” sagde han smilende med en høflig undertone. Han trak sig lidt tilbage, for at give hende noget mere plads end før. Han havde ikke helt tænkte over det, men det skulle han måske ha gjort. Han smilte stadig uskyldig til hende. Han begyndte at betragtede hende igen med et rolig, dog stadig lidt forførende. Han vidste ikke helt hvorfor han havde det forførende smil og blik over sig, han burdet ikke havde det. Men han kunne på samme tid ikke rigtig lade være, det lod bare lidt til hvad han gjorde normalt. Han rystede stille på sit hovedet, han fik et rolig smil frem på læberne og et rolig blik i øjnene.

Meriko kiggede stadig væk da hun stadig havde meget røde kinder "Tak" sagde hun stille og pillede lidt ved sine negle og kiggede stille ned af sig selv og trak lidt på skulderne for det kunne jo godt være at hun ikke lide en engel lige nu men hvis hun havde noget andet tøj på måske? hun vidste det ikke men hun syntes ikke at hun lignede en dæmon særlig meget "Tja det kan godt være du har rart men jeg ligner da heller ikke en dæmon" sagde hun efter lidt og kiggede stille op på ham og smilede stille eller hun prøvede at smilede venlig til ham men det var svært for hende da hun var rart genert lige nu over at han havde rørt hende for hun vidste virkelig ikke hvad man gjorde når hun dreng rørte ved hende uden hun selv lade op til det og det var jo det hun mest gjorde for når hun var sammen med mænd var det næsten altid sin mad jo. Hun kiggede lidt rundt og sukkede højt over at hun ikke bare kunne være normal ligesom andre dæmoner var for hun kunne ikke få horn eller kløer som sin bror som der kunne alle de ting som der forældre også kunne den gang men det kunne hun bare ikke så de måtte være skuffet over hende.

”Så lidt,” sagde han høflig med en venlig undertone. Han satte sig på en sten og betragtede hende stille med et venligt smil. ”Narj, ikke helt en dæmon. Men som sagt så er du sikker bare noget særlig. Og det er der vel ikke noget galt?” spurgte han rolig med et stille smil. Han kunne nu godt forstå hende med hvad hun mente, hun ville gerne ligne en dæmon. ”Men.. Se på den lyse side.. Du kan skjule hvad du er, ikke? For som et menneske først øjekast ville du bare være lidt bleg, måske en smule underlig. Men de ville ikke kunne se noget helt unaturlig ved dig. Hvilket gør det nemmere for dig at få mad,” sagde han rolig og lagde det ene ben over det andet. Han håbede lidt at hun ville kunne forstå hvad han mente med det, ellers var han vel nød til at forklar det på en anden måde. Han var ikke ligefrem den bedste til at forklar ting overfor andre, han sukkede stille ved den tanke. Han kunne jo heller ikke være god til alt ting, han smilte venlig til hende. Han havde glemt alt om lysten til blod, mens han snakkede med hende.

Meriko trak lidt på sine skulder "Jo det er vel okay at være noget særligt men stadig" sagde hun stille og sukkede lidt og sat sig bare stille ned på jorden og kiggede ud over bjergene og nød meget udsigten for den var virkelig smuk lige nu men det var nok fordi solen skinnede ned på dem og ned på byen der var ved bjergene. Hun sukkede stille og kiggede over på ham "Ja det er rigtig nok men ja jeg kan ikke finde ud af at misbruge min mad for jeg har ikke rigtig lært det endnu" sagde hun stille og kig ud over bjergene og smilede lidt for sig selv mens hun bare slappede af i kroppe og overvejede lidt af lægge sig ned på græsset og nyde solen lidt men ja hun gjorde det ikke for det ville nok se lidt mærkeligt ud fra hans synvikel.
Hun kiggede stadig ud over det hele "Er det okay at jeg lægge mig ned og slapper lidt af?" spurgte hun stille om og kiggede venligt over på ham og lænede sig lidt tilbage og ventede lidt på hvad han ville svare hende.