Tell me? Who the hell are you, bitch?

Sted: Zeeman
Omgivelser: Væsner der venter på dagens underholdning.
Tid: Sent på aften.
Vejr: Der er næsten ikke noget vejr. Stjerneklart, køligt og al det pis.
Ep: Reaper (Procella)

****
Døren til værtshuset, Zeeman, vil gå op, og en høj kvinde vil komme til syne. Man vil ikke kunne se hendes øjne, da de vil være gemt under nogle meget mørke solbriller. En ting var dog sikker, hun stjal med det samme opmærksomheden. Hun bar nogle shorts, og en lilla trøje hvor der stod med store fede bogstaver ’Kaninen fra hatten’. Hendes hår var sat op i en knold, og på panden bar hun en bandana. Hendes sorte støvler lavede larm, da hun stille gik frem imod den store scene der ventede på hende. Blikke fra de nu meget stille væsner, var rettet imod hende med nysgerrighed, og nogle af dem så irriteret på hende.
Et skævt smil berørte de mørke læber. Pigen bag solbrillerne var fuldkommen ligeglad med folks tanker, som hun nærmest kunne smage. Og nej, hun var ikke komme for at strippe, eller noget. Hun vil bare tjene penge på den gode gammeldags måde. Nemlig at lege dum.
”Andy Dry?” Hørte hun en rolig stemme sige. Et kort sekund havde hun glemt, at hun havde skiftet navn i dag. Hun vente sig kort om, og overdrev lidt. ”Ja”, sagde hun sagte, og kiggede på den halvfede unge kvinde der stod foran hende. ”Det er denne vej. Du har fem minutter til at gøre dig klar”, kvinden vendte sig om, og gik ind af en dør. Zen skulle vidst følge med, og det gjord hun.
Tja, Zen var hendes rigtig navn, men den blev næsten aldrig brugt. I går havde hun heddet Juniper Fall. Nu da man levede under buskene, så skulle man da også være helt væk.
Bag ved scenen lå der kasser over alt. En ung mand stod længere henne, og pakkede ting ind, mens en blondhåret kvinde med let tøj stod og græd. Zen sænkede sine solbriller, og kiggede kort på dem. Zen’s øjne var mærkværdige. Noget man ikke så meget til. Hendes ene øje var meget mørkere end den anden. Det var det eneste hun kunne lide ved sig. hendes magiske øjne, som hun kunne forfører alle med. Hvis hun da gad.
”Mine elskelige væsner. I dag vil jeg byde på en meget eksotisk gæst. Jeg har kendt denne kvinde i mange år, og jeg lover jer. I kommer ikke til at kede jer! Gi en stor hånd til, Andy Dary!”
Hendes hjerte hoppede ikke, hun svedte ikke og var skam heller ikke ved at gå i koma. Zen rettede på sine briller, og skubbede for de røde gardiner foran sig. Der mødte hende ikke en eneste klapsalve, men i stedet folk der hostede, og flere nysgerrig blikke. De havde vel aldrig set en kvinde med tøj på. ”Hvis jeg så meget hører klager, så er du død”, manden der lige havde præsenteret hende hviskede kort i hendes øre, og sendte lyn efter hende. Zen fnøs bare, og strammede sin bandana. ”Kaninen i hatten. Show time”
Hun elskede opmærksomhed. Hun levede af opmærksomhed, men hun sked på de folk der faktisk gav hende det. Roste hende, og gav sig tid til at kigge på hende. Hvis man så direkte på Zen vil man ikke kunne se andet end mørke og ligegyldighed. Hendes kropsprog fortalte altid, at ingenting kom hende ved, og at hun kedede sig. Selv nu, når hun står foran mikrofonen, og lader sin indre sangfugl flyve ud, så følte hun intet. Guitaren i hendes hånd, som slog, døde toner ud, gjord ikke hendes hjerte sorgmodig. Intet. Hun var kold. Immun for al varme. Hun var ikke en sten, eller en klippe..
Hun var Zen Break.

Procella skulede ned til sin cola. Cola...cola?! Det var fandme en sørgelig degradering. Hun savnede sin øl og sin whiskey. Men hvad kunne man gøre? Hun så op og stønnede i halsen da en kvinde sluttede sig til resten af etablissmentet. Short...solbriller...om vinteren...Så blev det ikke meget mere sørgeligt at se på. Jo måske med den der latterlige klud hun havde på hovedet. Var der gået Axel rose i den, og så havde den taget et kæmpe wrongturn?

"Here you go ma'am"

Procella så op på den blonde pige der rakte hende en kurv med curly fries og en lille bøtte med chili-kethup. Hun nikkede let til tak.

Splendid...now im a ma'am...next ill be Mrs something..or lady...am i getting old?

Procella kiggede rundt på det jordnære publikum. Det var jo derfor hun altid valgte det lille værtshus. Grundet stemningen og det afslappede klientel. Hendes blik gled fra de spredte skæve blikke til den stilforvirrede kvinde der åbenbart skulle være aftenens live-underholdning

...the horror...

Hun puttede med et suk en varm curlyfry i munden og tyggede på den sprøde kartoffel. Havde hun fanget den stod på live underholdning fra en redoeklovn var hun ganske bestemt blevet hjemme. Det lod heller ikke til kvinden var specielt interesseret i at stå der. Det var lidt en joke. En joke hun godt kunne have været foruden.

Just eat and go home...

Som hun stod deroppe og savlede halvt over mikrofonen, ændrede musikken sig med et. Ikke mere ’sorgmodighedens skov’ men mere truende. Zen smed guitaren fra sig, og rev i mikrofonen, mens hendes hæse stemme skreg nogle ord, som folk vil slippe for at høre. Men som sagt, hun var fuldkommen kold i røven for det.
”In the night air! The night air, in the night air we die!!!” Hendes knold fald, og hendes halv lange mørke hår gled ned over hende, som mørket udenfor. Hun faldt stille ned i knæ, mens musikken blev højere og højere hvorefter den stille døde hen. Hun ventede ikke på klapsalver eller at folk skulle kaste rådne æg på hende. Hun rejste sig blot op, og smed bandanaen ned, og satte sig på en stol.

” Out of debt, out of danger” lød hendes hæse stemme. Hun smed sine solbriller, så hendes overnaturlige øjne kom frem. Hendes øjne gled kedsomt over publikummet som stirrede tilbage på hende. Nogen gjord da. ”Well. Some of us are unknown..but still don’t out of danger”. Hun lukkede sine øjne, og begyndte at grine. Det var noget pis hun fyrede af. Hun fattede det ikke selv, men fuck det. Hun skulle bare holde dem en time mere, og hun havde tjent sin guldmønt. Bare en time mere i helvede. Nej vent. Helvede vil være mere interessant.

Procella begyndte at sprutte af grin. Cola sprøjtede ud af munden på hende og hun tørrede hastigt bordpladen af. Hun var ikke den eneste der havde en reaktion på støjforureningen. Flere kunder reste sig og begyndte at forlade baren.

Jægeren rystede på hovedet for sig selv. Hvor fanden havde de fundet et train-wreck henne? Det var nok sidste gang hun kom til at spille her. Procella tvivlede på at kvinden ville kunne få penge nok til en hotdog hvis hun havde givet den optræden på gågaden. Det var så komisk at det blev pinligt.

Det lidt febrilske personale prøvede at lave damage control ved at sætte priserne i baren ned for at lokke folk til at blive. Procella slugte et grin da hun gik op i baren. Hun skævede til den aparte person på stolen og bestilte så en cola mere. Man kunne jo lige så godt udnytte at der var en slunken aften.

Hun sendte barpigen et sigende blik og vendte blikket mod "underholdningen". Pigen trak på skuldrende og rystede på hovedet. Hun var lige så lost. Procella småklukkede dybt i halsen da hun fik sit glas cola og vendte tilbage til sit bord.

Zen havde lagt mærke til, at de fleste var gået. Og værten der stod bag scenen snerrede ad hende, og lavede en afskyeligt ansigtsudtryk. Hans ansigt var i forvejen afskyeligt, så grimassen gjord det skam kun værre. Dæmonen trak sig blot på skuldrene, og kiggede fortsat på publikummet der alle sad og drak. Også var der denne her uforskammet menneske tøs. Zen løftede det ene øjenbryn, og betragtede pigen der nu gik op til baren for at få endnu en drik. Det var da altid noget, at folk morede sig, eller nedgjord hende, eller hvad fanden denne person nu havde gang i.

Zen rejste sig op, og gik over til scenekanten hvor dem der sad foran allerede var skredet. Hun satte sig på hug og pegede på pigen der havde grinet ad hende med mikrofonen. ”So dearling. Can you do it better?” Sagde hun med en al for sukkersød stemme. Man kunne se at det var det rene falskhed, da hun ikke havde et eneste smil på læben, men i stedet, det der hårde blik. Zen legede kort med sit mørke hår, mens hendes øjne var rettede på kvinden lidt længere henne. Sjovt nok endte sådan noget altid i slåskamp for Zen’s vedkommen, men denne her nat vil måske ændre sig. ”Come on!” Råbte hun, og rejste sig op. Hun smilte sit skæve og frygtløse smil, mens hun ventede på tøsen skulle træde op på scenen, og gør hende til grin.

Der gik et par sekunder før Procella fangede at det rent faktisk var hende der blev tiltalt. Et øjenbryn blev hevet i skeptisk humor.

"No thank you hon. I just hope that *you* can do a little better, before you get kicked out of here. Try singing next time. Or...play and dont open that pretty mouth of yours"

Jægeren lavede et lille falsk honør med to fingre til tinningen og drak af sit glas. Hendes øjne spillede muntert. Som om hun havde tænkt sig at stå og lave en eller anden form for ynkelig sang-kamp. Selv hvis hun kun kunne synge happy birthday pivende falsk, var der en chance for at det ville lyde bedre

Hun svingede med mikrofonen, og lod den irriterende stemme kilde hende i øret. Hun smilede selvtilfreds, og kunne smage kvindens falskhed. Ligeså farlig som hendes. Syrlig, og lige til at slå et hvert væsen ihjel. Det var ikke så tit man så sådan en kvinde nogen steder. Stedet plejede også at vrimle med vampyrer, og de kvindelige vampyrer talte aldrig, så at sådan en kaster cola op i fjæset på hende.. det var noget nyt. Noget Zen ikke kunne lade være i fred. Det var som, at rør et nysgerrighedspunkt på hende. Et nysgerrighedspunkt som gjord hende fjern, tænkende og fraværne.
”Just another brick in the wall, huh?” Lød hende stemme i mikrofonen. Hun kløede sig kort på håret, mens hun satte sig ned på stolen. Hendes øjne gled på kvinden, som om denne dæmon var det mindste interesseret i hendes mening, eller for den sags skyld hendes opmærksomhed. ”Come on sweety. Ik’ vær’ bange, hvis du nu ved så meget, hvorfor kommer du ikke herop, og optræder foran alle disse her tåber?” Zen hoppede fra sin stol, mens hun havde et kæmpe smil på hendes mørke læber. Et smil der ikke fortalte noget som helst. Bare et der var som pynt. Som en lille robot unge, der skulle lære at være blandt søde folk.

Hun kunne med andre ord ikke lide, at folk forstyrrede hende. De måtte gerne skride for hende skyld, men ingen skulle sidde og grine, eller kaste noget op, mens hun optrådte. Det gjord hende ikke sur, men irriteret. Men det der gjord hende irriteret var ikke kvinden, men det kvinden vækkede i hende.
Zen hoppede ned fra scenen og gik med raske skridt imod kvinden. Hun stak mikrofonen i næsen på hende, og kiggede med døde øjne på hende.

”Så stor som du er i munden, vis os alle hvad du kan, eller er du nu ligesom alle andre?....Just another brick in the wall?”

Procella så med mild interesse hvordan kvinden hoppede ned og gik hen mod hende. Da hun fik stoppet mikrofonen op under næsen smækkede lugten af det fremmedartede væsen hende i ansigtet. Mørke, kulde, blod.

Oh god...a demon in a songcentest? Somebody shoot me...

Hun lagde diplomatisk hånden over mikrofondelen så det krattede i højtalerne, imens hun skubbede den blidt men bestemt bort fra sit ansigt.

"Aw hon...i didnt mean to hurt your feeling. Its just...you are really really...bad. Come on. Have a little mercy on our ears. I beg you"

Hendes stemme var honningblød og smilet var kattevenligt.

Hendes døde blik så kort ud til at lyse hvorefter den blev forstyrret af et eller andet. Hendes øjne gled på kvindens hænder der lag sig fint over mikrofonen og skubbede let til det. Zen trak sin mikrofon til sig, og gik endnu mere tæt på kvinden, så deres hår vil mødes. Zen’s øjne smilede kort, hvor efter hun tog mikrofonen til munden og begyndte at skråle ind i den.

”Yeah! There you go! Just another brick in the wall, like everybody else. Great!” Hun pegede på kvinden og nikkede kort. Skuffet. Hun havde forventet mere af hende. Zen vente tilbage til scenen, og opdagede først nu, at de fleste havde forladt stedet. Der var faktisk næsten ingen tilbage. ”Du gjord mig ked af det. Mit hjerte kan aldrig heale mere. Takket være dig fremmede”, hun satte sig på hug, mens hun mumlede ned i mikrofonen. Tydeligvis morede det hende. Hun pressede nogle tårer frem, og hendes blå øjne skar i lyset. ”Min elskede menneske. Blot at se på dig får du mit hjerte til at banke. Please, kom op til mig, og lad mig mærke dine læber”. Hun sukkede da kedsomheden vældede ned over hende. Hendes tid var snart over, og hun vil ikke engang tjene nok til en bus hjem. Men som sagt, hun var fuldkommen ligeglad. Hendes humør var bleven ødelagt af denne forbistrede kvinde som stjal hendes opmærksomhed, og alle andres.

My lips? She wanner feel my lips?
- How about your tongue?

Procella stirrede chokeret ud i luften og var lige ved at tabe glasset med cola

MICHA! YOU DID NOT JUST S..
- Oh come down moon-child! I tasting her!
You are so NOT making it better

Procella stønnede klaskede sig for panden, og lod fingrende glide tungt ned over ansigtet. En gang i mellem skulle hun tænke over...hvad hun tænkte.

Moooooon-chiiiiiiiild?
- Micha...go away....
Are we going to eat her? We dont like fries
- Shut up Micha...you are not my child, so stop pretending!
Still dont like fries
- I am warning you!

Stilheden strakte sig fornærmet i hendes hoved. Procella stillede med overdreven omhyggelighed colaglasset fra sig på bordet og tog en curly. Under bordet sneg den anden hånd sig ind på hendes mave.

"See...this is food...we like this stuff...we need this...this is a fry...i *like* them...stop aggravating her. You are supposed to be on my side"

Hviskede hun lavmælt, og puttede derpå pomfritten i munden med en nærmest trodsig grimasse.

((døde tråden? ))