What the hell (Procella)

Tid : 15 Juni. Klokken 11.30
Sted : ven Martes Park
Vejr : Solskin, let brise, en enkelt sky eller to
Omgivelser: masser af mennesker, forlystelser og andet gøgl

Solen skinnede fra den næsten skyfri himmel, varmede alt op og gjorde dagen til en af de varmeste som havde været i løbet af denne sommer.
De mange mennesker som havde søgt imod parken havde gjort det af samme grund som Kallisto, tanken om en sjov dag, uden for og med masser af is. Som hun gik imellem de mange mennesker, kunne hun ikke lade være med at spekulere over den måde parken var bygget op, alt lå i mærkelige afdelinger, sådan føltes det i hvert fald i hendes hoved.
”Can i have a Candyfloss?” spurgte hun stille den unge pige som stod i boden, det var en underlig mani, men hun elskede at have noget sødt at gumle på. Så med den søde lyserøde klump i hænderne, valgte hun at gå imod spøgelses afdelingen, hun var nød til at se hvordan dette sted mente et spøgelseshus var.
Som hun gik igennem parken, lagde hun mærke til at der flere steder stod folk samlet i små grupper, ikke noget som virkede underligt, hvis det ikke var for deres tøj, sort på en så varm dag.
Selv havde hun valgt en blå sommerkjole som blev holdt oppe med stropper og gik til lige over hendes knæ, et sort bælte som sad på hendes hofter og et par sandaler i almindelig romersk stil. Håret havde hun ladet være løst da det var for varmt at samle det hele et sted.
Uden at opdage det stod hun foran spøgelseshuset, hun kiggede lidt på det *Ikke specielt skræmmende, Børne landet var værre*

No childkilling demons. Just allot of children. Why was it I killed him again?

Procella sad på en slidt træbænk og gned med en fnulret serviet på den store plamage grøn is der var godt igang med at trænge igennem cowboystoffet på hendes lår. Ungen var rendt ind i hende med isen først, og havde derefter hylende lydt som om han var ved at blive slået ihjel. En kvinde - der måtte formodes at være det mødrende ophav - havde faktisk set surt på Procella, næsten anklagende.

"...humans..."

Brummede hun lavmælt for sig selv. Der var dage hvor det var hende en gåde at børn havde sjæl. Sådan et lille forkælet monster. Med en mor hvis reaktion havde været at købe en ny. Ikke noget med at lære ungen at der er konsekvenser, ikke noget med at lære knægten at sige undskyld for at løbe ind i andre folk med deres is. Næææænej. Bare stopfodre ungen med is og dårlig opdragelse.

"This is pointless..."

Procella smed den klistrede og krøllede serviet fra sig i gruset, med eftertryk. Det var ganske utilfredsstillende at servietten gjorde, præcis som servietter havde for vane at gøre. Folde sig halvt ud på vejen og nærmest kvart dale det sidste stykke. Nu havde hun et valg. Hun kunne brænde komplet sammen over at være fedtet ind i grøn is på sit lår, og at børn var dumme og grimme, eller...distrahere sig selv. Det var fristende bare at lade verden brænde sammen. Meget.

Jægeren fiskede et par solbriller op af kavalergangen på sin tanktop og sukkede lavt da hendes fingre klistrede let mod stangen på brillen. Hun skulle have noget vand til sine fingre. Og en ny serviet. Hun kom på højkant med et støn. Lige her var der småkvælende. Der var for mange mennesker og for høje forlystelser. Det dræbte komplet den brise der havde været omkring ballongyngerne. Procella veg af sig selv udenom en flok teenagedrenge der højlydt diskuterede en kamp der havde været i tv dagen før. Fordi det faktisk interesserede hende vendte hun kort hovedet efter dem og stødte derfor selv ind i en eller anden. Hun åbnede munden for at undskylde, men alt der kom ud af hendes mund var

"You gotta be fucking kidding me?!"

Ud over hendes skulder og i håret havde hun en klistret sukkermasse i en svært lyserød farve. Det krævede al hendes viljestyrke ikke at skubbe den høje kvinde i den blå kjole omkuld med et velrettet skub. Det her var bare ikke Procellas dag...heller ikke den her.

Hun havde stirret på bygningen et stykke tid, kun taget få mundfulde af det søde stads. Da en ukendt kvinde stødte ind i hende, eller måske var det hende selv der havde været uopmærksom og havde kigget den anden vej, men resultatet var det samme. Den klistrede Candy flush var endt i kvindens hår. Og hun lignede bestemt ikke en som ville tage imod en undskyldning med det samme.

”I am so sorry, I didn’t see you”

Nok var hendes stemme undskyldende, men det ændrede ikke på alt det sukker stads som sad I kvindens hår, mere sad der end hun selv havde nået at spise.
Uden at tænke over at den fremmede sikkert ikke ville have hendes hjælp, skilte hun noget af håret fra det lyserøde sukkerstads. Med hænderne tog hun det som ikke sad direkte fast i kvindens hår, men i sit forsøg på at hjælpe denne kvinde, fik hun vidst revet hende i håret og sikkert skubbet noget af det længere ind imod hår rødderne. I sit desperate forsøg på at hjælpe denne fremmede, havde hun præsteret at få sukker stadset ud over sine hænder.

”I am so sorry”

Hun følte sig ganske ynkelig, for hun vidste godt at hun brude stoppe sit uheldige forsøg på at hjælpe den fremmede, for hun gjorde bare det hele være. Men den del af hende som gerne ville hjælpe andre blev ved med at forsøge.

Hun trådte et skridt væk fordi hun var sikker på hun bare irriterede den fremmede. Idet hun trådte tilbage kom hun til at placere sin højre fod oven på en sten. Idet hun begyndte at falde bag over greb hun ud efter det første og det bedste

Need to breathe...take a breath...

Et eller andet sted registrerede Procella at det muligvis havde været hendes egen fejl, men det ændrede ikke på at hun blev arrig over det.

What the-...why is....ARG!

Kvinden rørte ved hende! Procella rykkede hovedet bagud og hendes mund blev forvrænget i en arrig snerren, men hvor læberne stadig var lukket over tænderne.


"STOP IT! STOP TOUCHING ME!"

Brølede hun arrigt og forsøgte at daske kvindens klistrede hænder bort fra sig. Hvorfor fanden skulle hun pille?! I det samme trådte kvinden tilbage og de flagrende hænder lukkede sig omkring det fedtede hår. Okay Procella var stærk, men hun kunne altså ikke holde et menneske i nakkemusklerne alene....særligt ikke når hun ikke var forberedt på det. Så da Kallisto gik bagover, lød der et overrasket grynt fra Procella der blev trukket ned over hende.

Jægeren der havde det ret anstrengt med kropskontakt fandt sig selv i en sær form for kluddermor, med candyfloss i håret, samt nogle klistrede hænder begravet i selv samme hår. Procellas ansigt derimod var begravet i blåt sommerkjole stof og med et par bryster som sommerhat. Med næsen begravet i kvindens mellemgulv var det meget svært for jægeren *ikke* at indhalere den kvælende søde stank som alle engle i hendes sanseunivers, var udstyret med.

You are so dead missy...Now it's personal!

Pludselig var der endnu flere hænder der rørte ved hende. Det trak pinefuldt i hendes hår som englen var viklet ind i

"Ouch! OUH OUH OUH OUH! THE HAIR!"

Råbte hun, imens de hjælpende hænder prøvede at få hende på benene. Det haglede ned over hende med spørgsmål om hvorvidt hun var okay. Det mest overraskende var faktisk at det var den lille gruppe teenagedrenge der åbenbart var vendt om. Måske der stadig var håb for menneskeheden?

Med den fremmede kvinde solidt placeret oven på sig, overvejede hun et kort sekund at sprælle som en fisk på landjorden, men hun kunne ikke se hvordan det ville hjælpe nogen af dem, specielt ikke den lettere rasende dame oven på hende.

Hun forsøgte at fjerne sine hænder fra kvindens hår, håbede på at det måske kunne formilde det raseri som så ud til at danne sig i den fremmede. Hun vidste godt at det ikke var muligt at fjerne hænderne uden at rive kvinden noget mere i håret, men i det mindste kunne hun fjerne dem så kvinden kunne komme væk. Så hun åbnede hurtigt hænderne og fjernede dem lidt hurtigere end hun sikkert skulle have gjort, men resultatet var at hendes hænder kom fri.

”STOP YEALLING AT ME MISS”

Hun begyndte så småt at mærke hvordan hun selv var ved at miste besindelsen, det var jo ikke lige frem hende der var stødt ind I den fremmede kvinde, hun havde jo bare forsøgt at hjælpe kvinden.

Hun hørte hundene længe før hun så dem, tre store dyr som kom med glade udbrud. Hun drejede hovedet en smule da hun ikke længere havde kvindens hår imellem sine hænder. fire store huskyer kom løbende bag drengene, hvis de ikke fik flyttet sig temmelig hurtigt, ville de ende i denne kæmpe bunke og så kunne de alle snart lege klistret kluddermor

”MOVE”

Det var sikkert ikke det mest geniale hun kunne have råbt, men lige nu skulle hun bare have dem væk, eller selv væk fra dette sted. Hun følte ikke for at have fire store hunde stående over sig, slet ikke mens hun væk dækket i ting de sikkert ville slikke af.

Uden at tænke over det, skubbede hun alt hvad hun kunne til den fremmede kvinde, så hun ville ryge ind i drengene og sikkert væk fra hundenes bane. Hvordan hun kunne tro at det ville være en god ide, at skubbe til en fremmed som hun allerede havde revet i håret.

Hun kunne mærke hvordan hundenes poter i jorden, fik den til at ryste en smule, hun var ikke sikker på at nogen kunne nå væk

Den råbende engels ordre på jorden blev komplet overhørt. Når folk pillede ved hende skulle de ikke bilde sig ind at de kunne råbe af hende at hun ikke skulle råbe af dem. Med en lille del af Procellas hjerne der ikke var igang med at myrde englen, poppede en pædagogisk observation ind. Der var noget skævt over at råbe af folk at de skulle holde op med at råbe. Procella følte sig også ganske berettiget til at råbe. Hvilken normal person begyndte at pille ved andre folks hår og invadere deres personlige rum på den måde? Okay engle var ikke normale...og de var heller ikke personer. Det kunne være det var dér problemet var. Uanset hvad var problemet var, så ville denne engel komme til at fortryde sin handling, før eller senere.

Drengene havde ikke fået løftet Procella helt af, da det vanvittige væsen rakte ud med sine ækle hænder, lagde dem på Procella igen og denne gang forsøgte at skubbe til hende? Deres optrin havde efterhånden tiltrukket sig en del opmærksomhed og hvad der først havde set ud om et kedeligt uheld, blev nu tolket som slagsmål. Folk hævede stemmerne i forskellige udråb.

Procella handlede instinktivt. Et væsen havde indvaderet hendes personlige rum, og lagde nu atter hænderne på hende. Hun tænkte ikke engang før hun handlede. Englens klistrede hænder gled af på Procellas skuldre, da hun vred sig, imens hun blev løftet op og bagud. En tung, og solid stålforstærket støvle blev hamret opefter, mellem englens ben. Den havde dog ikke sigte mod kønsdelene men mod hofteledet.

Procellas hørelse var bedre end de flestes. Hun kunne sagtens høre hundenes tunge åndedræt og gryntelyde. Staklerne måtte være ved at gå til af varme i tivoliet. Til gengæld kunne hun ikke gøre så meget i henhold til at de kom brasende. Hun gættede kort på at englen måtte have mistet grebet om sig selv.

I forsøg på at komme frem til englen kilede en af hundene sig ind mellem benene på en af de unge drenge, han fik grebet fat i sin kammerat og sammen skvattede de sidelæns med retning ned over hunden og englen. Det frie hul der var blevet lavet, gjorde at resten af hundende tog den lette løsning, de var ikke blinde, blot ivrige.

Forvirringen var efterhånden komplet, 2 kæmpende kvinder, 4 hunde der åbenbart overfaldt kvinden på jorden, der oven i hatten rodede rundt med 2 teenagedrenge ovenpå sig, og 2 teenagedrenge der meget paf fik en lille mørkhåret og bandende kvinde på ret køl. Den lille trio svajede kort, men fandt i samhørighed balancen.

"STOP IT! STOP! NO FIGHTING! COME ON!"

De to drenge der havde fat i Procella, som hun med lethed havde kunne have revet sig fra, forsøgte at mane til besindelse.

Fine. I said FINE! Let go! She dropped her purse!"

Bingo...

Procella rev sig fri af drengenes greb, da deres hænder løsnede sig, bare så det ikke så for voldsomt ud. Hun dansede et par meter ud til siden hvor Kallistos håndtaske lå. Da hun samlede den op og rakte den til en tilfældig tilskuer og holdt den anden hånd overgivende op for at vise hun ikke var ude på ballade, var englens pung forsvundet som ved "magi" ud af tasken. Jægeren havde en smule fingerfærdighed i behold.

To bad you can't hope they bloody eat her...

Tænkte jægeren tørt, og følte sig ret godt tilfreds med sit lille trick. Hun havde ingen anelse om hvorvidt englen ville have betalingskort eller nogen former for ID der afslørede hvor hun boede, eller anden spændende materiale i den. Men hvis alt andet fejlede, så måtte der være en smule kontanter og en fært at gå efter.

Støvlen ramte hendes hofte inden hun nåede at registrere hvad der skete. Et lille pop lød inden smerten begyndte at brede sig i hendes krop, smerten fra hendes hofte som var gået af led brændte og fik hende til at komme med et skrigende udbrud. Tåre begyndte at samle sig i hendes øjne da hun stille faldt tilbage mod jorden, hendes hænder knugede omkring hendes højre hofte.

Med et blev luften slået ud af hendes lunger, da en fyr havnede oven på hendes mave og ribben, en hund landede på hendes ben mens en anden ung mand placerede sig halvvejs oven på de to første, og helt oven på hende.

”AAARRRHHHHHHHH”

Hun skreg smerten ud, hun følte af hele hendes krop brændte i smerte og intet kunne hjælpe på den, specielt ikke som de resterende hunde kom til. De slikkede hende i ansigtet og kroppen, væltede drengene hver gang de forsøgte at komme op, så de landede på hende flere gange end hun havde styr på til sidst.

”GET OF ME”

Hun var ikke helt sikker på om det var fordi hun var sur eller det var smerten, men på en eller anden måde præstrede hun at få råbt op, samtidigt med at hun fik skubbet den ene hund af sig, desværre for den lettere desperate engel, kom der bare en ny hund til.

Hun begyndte at græde da smerten igen vandt over hende, det kunne ikke  betale sig at prøve at komme væk fra hverken drengene eller hundene, hun måtte vente på at nogen flyttede dem og hjalp hende op, for det ville bestemt ikke blive ved egen hjælp at hun kom væk her fra.

Hun kunne høre hvordan folk rumsterede omkring hende. Nogen mumlede og nogen brokkede sig, men hvad de lavede var uden for hendes rækkevidde, alt hun kunne koncentrere sig om var smerten i benet og resten af hendes krop.

I sikker afstand fra det meste af det kropslige kaos tillod Procella sig en varm tilfreds fornemmelse over lyden af skriget. Hvad der for de fleste ville være frygteligt, var i hendes mentalitet blevet sat i en kasse så skriget ikke var menneskeligt og dermed tegn på noget grimt, men faktisk for hende var en belønning.

*Den lille piges gyldne øjne fulgte knivsbladet og ansigtet blev fortrukket og vendt bort da det første skrig lød. En dyb stemme lød et sted over hendes hoved

"You need to watch this. If they scream and bleed it's good. That means you don't. You'll never learn if you don't pay attention. If you don't get this, they will get you. Or your family. These things don't care about you and your life. Learn."

Stemmen fik hende til at se op. Lokalet var dunkelt. En gammel kælder måske? Støv blev hvirvlet op i en tyk dansende hvirvel fra en enlig solstråle der faldt skråt ovenfra og borede sig ned mellem gulvbrædderne. Der var en syrlig lugt af syltevæske. Endnu et skrig fik det til at gippe i den lille pigekrop

"I want my Daddy..."
- "You Daddy sent this one to us. Make Daddy proud. Maybe he will come if you show what a big girl you are?"

Kniven der blev rakt frem mod hende af en skikkelse i mørket, var sløret af tidens tåge. Kniven var for stor til at pigen kunne lukke hånden ordenligt omkring den, og føre den med sikkerhed. Den lille pige så tøvende opefter. Efter solstrålen. Hun fik et puf i ryggen frem mod en gispende, skælvende person der sad lænket på en stol.

"...Please..Don't! Don't do this! Get it over with! I beg you!"

Nogen begyndte at græde.

"Come now. They will cry, beg, promise you the world, threaten you. You are not scared are you?"
"No! I'm never scared!"

Ordende røg ud af munden på den lille pige i trodsig protest, og de gyldne øjne flammede op i rovdyrgul. Det affødte en klukken flere steder fra, fra skikkelser der ikke længere fandtes.

"Then go on. Make him scream. Make him scream for Daddy."

Den lillle piges hånd lukkede sig hårdt om knivens fæste og hun tog et skridt frem mod stolen...*

Lyden af gråd fik den mørkhårede kvinde til at vejre i vinden

...Make him scream for Daddy...

Mindet hviskede i hendes bevidsthed, og fik spontant jægeren til at spidse læberne og spænde let i muskulaturen omkring øjnene. Det her var ikke hendes værk. Desværre. Procella fnyste lavmælt. Det her fungerede jo ikke. Hun strammede læberne mod hinanden.

Den tiltagende sommervarme blev flænget af et øresønderivende pift der fik en del folk til at hoppe forskrækket. Piftet blev ved. En del skar ansigt over det. Hundende havde ikke ansigter der kunne skæres, men effekten på dem udeblev ikke. Der var åbenbart nogle der havde trænet dem for alle 4 hunde smækkede deres bagdele i gruset. De buskede haler fejede ivrigt støv og sand op i luften, imens de gispede ivrigt. Procella hævede et øjenbryn bag de mørke solbriller der skjulte de gyldne øjne. Hun havde aldrig forventet det ville være SÅ effektivt, men man skulle ikke brokke sig over de gaver livet gav en.

Et par med snore draperet omkring skuldrene kom løbende. Manden havde et stykke legetøj i den ene hånd, som hundefolk ville genkende som den type legetøj man kastede ud i vand for at få dyret til enten at springe ud i vandet efter det for at "redde" det, eller træne hundens længdespringstalenter. Hvilket nok også var grunden til at kvinden på jorden og de torpederede drenge også var igang med at blive godt våde. En af de møflende hunde var nemlig silende våd.

Procella fulgte med da 2 parkvagter, fik banet sig vej over til kluddermor-bunken og åbenbart først troede drengene overfaldt kvinden på jorden, for der var nogle meget ophidsede stemmer til en start. Procella holdt sig bare strategisk skjult i folkemængden. Hun syntes ikke lige der var grund til at hun skulle være en direkte aktør i dramaet...endnu...eller igen. Den ene prøvede at få englen på højkant imens hundende blev forankret til deres snore igen, og ejerne begyndte at trække af med dem.

Et skingert pift skar igennem hendes øre samtidigt med at et nyt skingert skrig forlod hendes læber. Lettelsen da de fire hunde placerede deres bagdele i gruset, fik hende til at komme med et støn. Det var fantastisk da deres vægt ikke længere lå på hendes ømme krop, men da drengene igen begyndte at bevæge lidt på sig, skreg hun igen sin smerte ud. Som der blev rykket en smule på hendes ben, kunne hun ikke undertrygge det da hendes led ramte en del af knoglen som ikke var beregnet til at blive ramt på den måde.

Det næste Kallisto registrede i sit forsøg på at glemme sin egen smerte, var en lang række stemmer som lod til at brokke sig over hvad end drengene lavede, hun ville gerne forklare hvem end der skældte dem ud, at det ikke var deres skyld, men hun kunne ikke, hun orkede det ikke.

Da en parkvagt tog fat i hende og forsøgte at få hende op at stå, gik det fint fordi hun forsøgte at bide sig selv i læben, i stedet for at skrige som en besat.

”Are you alright miss?”

Manden lød lettere bekymret og kunne se at der var noget i vejen, da hun med et tårestrippet ansigt rystede på hovedet. Et hulk forlod hendes strube da hun ville svare ham med ord. Det lykkedes manden at få hende placeret på en bænk så hun kunne se hvordan ejeren af de 4 hunde forlod stedet med dem. Hendes tøj var plaskvådt efter den ene af dem, og hun havde mere savl på sig end hun havde haft før. Noget i hende havde lyst til at skrige og få et flip, noget andet havde lyst til at hævne sig på den møgkælling der havde sparket hende, men hun vidste godt at det aldrig ville gå. Alessia ville sikkert sige at det var imod det formål de var sat på jorden for.

Men hvor vil jeg gerne se hende ligge og skrige, sådan en møg sæk

En let rødme bredte sig i hendes kinder, da hun indså hvad det var hun sad og tænkte på, en rødme som forsvandt i et skrig, da manden der havde hjulpet hende kom til at rykke til hendes ben. Hun bukkede halvvejs sammen og landede næsten på jorden igen, hvis ikke det var fordi manden fik stoppet hende fra at falde forover.
Som i en smerte døs hørte hun den anden vagt råbe ud

”Did anyone see what happened here?”

Hun håbede lidt at den fremmede dame ville få en smule ballade også, selvom hun var klar over at det ikke var flinkt af hende

((Der er givet tilladelse til karakterstyring - der er også slået med terninger til denne post))

At være en kamelæon var altafgørende for om man kunne overleve som jæger. Procella havde svævet rundt i menneskemængden og formået at gøre sig selv så godt som usynlig. Hendes kropssprog var ændret markant. Hun var pludselig blevet blød og eftergivende, så ned i jorden så folk nærmere gik ind i hende fremfor udenom hende. Hun drejede let i kroppen så der ikke blev tale om sammenstød. Hun havde snuppet en kasket fra en tombola. "Van Martes" stod der på den, og var rød og hvid, som hjemlandets flag. Det gav den mørkhårede kvinde muligheden for at få det løse hår presset bagud i en mere hestehalelignende frisure, og så skjulte skyggen hendes ansigt. Derudover blev hun anonym i mængden af hattebeklædte folk. Mennesker havde det med at glemme hurtigt. Det var en fordel.

Kvinden fulgte lettere målløs med i hvordan englen blev placeret på en bænk, for derefter at skvatte ned igen. Okay det var godt nok ikke nogle særlig gamle parkvagter. Det var ikke fordi det var teenagere, men det lod ganske bestemt til at det var sommerjob og ikke noget de var vant til. De forekom Procella at være meget forvirrede.

What the hell...?

Fik folk ikke førstehjælpskursus eller sådan noget? Hun kunne have klappet i hænderne da en ældre kvinde lidt irriteret rappede om ikke der var et sted hvor folk kunne sove deres brandert ud. Den sure hejre havde nok misforstået situationen, men det lod til at den ene parkvagt pludselig kom i tanke om at det nok ikke var så skidt en ide at få noget ro på situationen.

Procella var lige ved at smække en håndflade i panden på sig selv, da vagten resolut lempede en arm under kvinden og hev hende på benene. Det gjorde tydeligvis ondt på hende. I tilfælde af at hendes skrig tidligere ikke havde understreget det faktum at hun ikke var i topform. Med et suk gik det op for jægeren at vagten havde slæbt af med englen og at englen nok måtte vende tilbage på et senere tidspunkt efter sin taske. Det talte en smule til Procellas fordel i og med at man så ikke umiddelbart ville mistænke hende for at have neglet pungen hvis den blev leveret til hittegods. Det var selvfølgelig også muligt at hun havde givet tasken til en mindre flink person som faktisk ville beholde tasken. Kvinder og tasker. Det var hende en gåde som hun ikke havde travlt med at løse.


Den lille kompakte kvinde fulgte på afstand med da englen blev bragt til en af de få "rigtige" bygninger der var i parken. Altså som ikke var bygget af krydsfinertræ, eller en glorificeret pavillion med udsmykning. Hun var en smule bekymret. Ikke for englen direkte, men mere for hvor meget det hjælpsomme menneske faktisk ville hjælpe og hvor meget der ville blive enormt kompliceret hvis hun ikke greb ind. Det duede ikke hvis der blev ringet efter en ambulance til den skrigende engel. Det krævede bare EN læge til at komplicere hele verden og stille for mange spørgsmål der ville være svære at besvare. Og så fik hun en ide. Den var skrupskør. Direkte vanvittig. Men det villle skabe kaos. Og kaos var hvad hun havde brug for.

"Leyla? I don't feel so good. They told me to report it to the parkguards if I felt funny after eating the candyfloss. I really think it made me sick. Cover for me okay? I bet it was those new colors. Shit...the mike!"

Stemmen der lød i en skrattende forlystelse var ungdommelig, klagende og derpå vildt panikket. Procella betragtede hvordan hendes værk tog form da en masse folk pludselig havde retning mod skraldespande, eller direkte smed sukkermasse fra sig på vejen. Hvis personalet skulle klage til parkvagterne, så var det helt sikkkert at der mindst ville være en bunke ophidsede folk, specielt forældre, der ville vide hvad der skete og hvem de skulle klage til og hvad de skulle klage over, for deres børn var helt sikkert syge. Det havde så selvfølgelig intet at gøre med de 30 ture i hurtige forlystelser og at de var bygget af junkfood fordi det var lettere, nej nej for hvis man havde muligheden for at klage over noget, så tog man den.

Der gik da heller ikke meget mere end et par sekunder og så røg døren til bygningen op, og parkvagten nærest fløj afsted, med retning mod indgangen til parken. Imponerende hvordan det næsten lykkedes ham at flyve, til trods for hans åbenlyse menneskelighed. Med et lille selvtilfredst smil i skyggen af kasketten listede Procella sig over til døren der ikke var gledet helt i. Hun vippede en støvlesnude ind og gled indenfor. Hun blinkede let og skulle lige orientere sig. Der var dog ikke så meget at forholde sig til. Englen havde faktisk fået lov til at komme ned og ligge på en hvilebriks af en art.

"So, can you walk? How bad is it? You need to get out of here, and not with the help of humans. If you scream, I leave. Can you be tough?"

Stemmeføringen var lavmælt, men hørlig, og ikke agressiv. Hun fortalte englen at hun ville gå hvis der skulle laves drama. Der var nok drama i parken, og havde været det, for en dag. Det var ikke let at være bygget af drama, men det var jo nok en af grundstenene i Procellas liv. Lidt sørgeligt at tænke over, for det eneste hun ønskede var fred og ro. Det eneste hun aldrig fik.

Det havde føltes som det rene smerte helvede, da parkvagten havde slæbt hende ind i den lille bygning. Han havde sagt en masse plader om at det ville være nemmere der inde, men hun vidste godt at det hele var for ikke skabe mere kaos end der allerede havde været. Først da manden var begyndt at snakke om at ringe efter en ambulance, var hun begyndt at panikke.

”Don’t ring after an ambulance”

Selv om det var lykkedes hende at fange hans øjne og fastholde dem, kunne hun ikke få den rigtige tone frem i stemmen, eller holde koncentrationen nok til at få manden til at følge hendes ordre. Hun bandede stille af sig selv, og kom udbrød et støn da hendes hofte stødte ind i den briks som hun blev placeret på.
Han hjalp hende op med benet og kiggede lidt på hende, skulle til at tage en telefon som stod på bordet, da en stemme lød i højtaleren, og en anden kort efter kom fra den walkie som manden havde i sit bælte.

”We need you by the entrance” (indgang)

Han sendte hende et kort blik

”Stay here”

Hans ordre virkede lettere malplaceret for hende, vor pokker skulle hun gå hen uden hjælp, og hun var temmelig sikker på at hun ikke kunne få fat i den eneste som kunne hjælpe hende væk her fra, specielt ikke fordi det var gået op for hende at hun manglede sin taske, hvor mobilen lå.
Som han forlod bygningen, lod hun hovedet falde tilbage på briksen, lettere irriteret på sig selv, hun kunne ikke ende på et hospital, det var imod en hver ordre som Alessia havde givet hende.

Før hun havde registret det, blev døren åbnet igen og en ny person trådte ind, ved første øjekast genkendte Kallisto ikke denne kvinde, men som hun kiggede rigtigt efter kunne hun se at det var hende fra før. En form for frygt begyndte at brede sig i kroppen på hende, hvorfor var denne person kommet tilbage, og nu iført en del andre ting

Som personen begynde at tale, faldt hun lidt til ro, men ikke meget, hvordan kunne dette menneske vide at hun ikke var interesseret i at blive hjulpet af mennesker

”I think its my hip, and I can walk with help, but not alone.. how do you know I don’t want help from humans?”

Hendes stemme var hæs efter de mange smerte skrig, men det kunne stadig væk forstås, vagten havde givet hende to smertestillende som langt fra var begyndt at virke i nu.

”Will you help me if i dont scream?”

Hun kiggede bedende på kvinden, rejste sig så meget hun kunne på briksen, placerede det raske ben på jorden imens det dårlige stadig lå på bordet. Hun kiggede sig hurtigt omkring for at se om der var noget i rummet hun kunne bruge.
Noget der lignede en gammeldags krykke lod til at stå i den anden ende, uden for hendes rækkevide.

”Will you give me that?”

Igen var hendes stemme spørgende, endda bedende. Hun følte sig underlig når hun spurgte på den måde, men denne kvinde var hendes eneste mulighed for at komme væk uden at det var forbi et hospital først

Procella sukkede let under sin kasket. Den her engel var lige lidt for hurtig til faktisk at indrømme hun var alt muligt. Selvom hun teknisk set ikke havde sagt "Jeg er en engel". Hvis hun havde været et menneske med lidt for lang næse og som forsøgte at pirke til den overnaturlige verden, så havde den høje kvinde været i seriøse problemer.

What if I had been a demon?

Jægeren gøs let over den grimme tanke. Føjda. Tænk hvis hun HAVDE været det.

"Your hip huh?"

Hun gik over til englen, og lukkede af for næsevejen ved at presse tungen op mod den bagerste del af ganen. Derpå gik det op for hende at hun faktisk ikke kunne tale på den måde.

"If nothing is broken, I might be able to do something. It will be faster than you limping around. The question is. Are you a screamer? You do that allot. Can you suck it up?"

Procella nappede et sammenfoldet tæppe i den anden ende af hvilebriksen og rakte det op mod englen. I hendes oved var det logisk at kvinden skulle bruge det til at kvæle sine potentielle skrig i, men spørgsmålet var om den "blonde" kvinde ville forstå hendes måde at tænke på.

I hope I don't break her...yet...

Hun rakte ud efter kvindens ben. En langsom lidt spørgende bevægelse, for hun ville ikke bare tage fat i så var fanden løs før hun overhoved var kommet igang med det egentlige arbejde. Hun huskede fra sig selv hvor forbandet det var med hofteknogler og hvor ondt det havde gjort på hende selv. Det havde så været et menneske der havde gjort det på hende, og uden bedøvelse. Hun var vidst besvimet en del gange.

Kallisto sendte den fremmede et lettere undrende blik, flyttede noget hår om bag øret, inden hun tog imod det sammen foldede tæppe.

it's not like the last few weeks have been weird enough

hun rystede Ganske lidt på hovedet, det eneste sted hun havde set et tæppe blive blandet ind i noget med smerter, var når skuespilleren i film, skulle dæmpe deres skrig.

”You try not screaming with two boys and some dogs in top of you”

Den lettere sarkastiske tone I hendes stemme kom også til udtryk igennem hendes mimik, noget i hende ville gerne have set denne kvinde under dem, set om hun ville have klaret det med mindre skrig.

who is she and why she helps me? dear god, let it be a woman as just that renounce being reported of violence .. Do not let this be a test

hun overvejede et øjeblik og sige nej til hjælpen og bare tage en tur på hospitalet, men hun vidste at det sekund lægerne begyndte at tage røntgen billeder, ville hun have problemer de samme som hun havde haft for år siden.

”Do you know what you are doing, or am I a genie pig?”

Hun kiggede lettere nervøst på den fremmede kvinde, inden hun lettere accepterende nikkede til at hun kunne tage fat I hendes ben. Allerede inden kvinden gjorde noget, bed Kallisto tænderne sammen om tæppet, forsøgte at placere tungen så det ville blive svære at skrige, samtidigt med at hun lukkede hænderne omkring briksens sider.

What the hell am I doing, this I going to hurt

((Der er slået med terninger. Der er i dette indlæg taget højde for slag og modslag fra Procella og Kallisto))

Procella holdt en finger op og gjorde et nummer ud af at stå et kvart sekund med tilbageholdt åndedræt.

"Erhm. The last time I had some dogs on top of me I screamed. I just think my screams was a bit more fun than yours"

Der var noget tørt over kommentaren, og samtidig en umiskendelig selvironisk humor. Hun lagde hænderne på englens lår, lidt prøvende. Hun skævede op.

"You really wanner know?"

Procella vidste ikke selv om det var det ene eller det andet. Jojo hun havde prøvet at sætte knogler på plads før, men det var altid sådan noget hurtigt i felten. Og på mennesker. Jægere havde det med at kunne nød-fikse hinanden, kunne æde en omgang whatever smertestillende der var nærmest, og DEREFTER gå til en læge der enten kunne pumpe endnu mere smertestillende ud, eller forsøge at afhjælpe den hjælp der var blevet givet.

So...this will be fun...

Procella søgte ned af det bare ben med den ene hånd med fingerspidserne så hun kunne føle sig frem til et bedre greb, men uden at skubbe rundt med englen, hvilket hun havde en formodning om ville få hende til at "synge" ind i tæppet. Efter et øjebliks betænksningstid og let trykken mod Kallistos overlår, rykkede jægeren ned til hendes fod igen. Derpå tog hun fat om anklen, og knæet.

Oh lord...please let her be wearing underwear. If my hands slip and I'm fisting this chick in 5 minutes, I'm gonna need serious therapy

Hun afventede et åndedræt. Nærmere bestemt lurede hun på hvornår Kallisto åndede ud. Folk havde en dårlig vane med at tage en dyb indånding og holde vejret. Det gav ret meget luft at presse ud mellem stemmelæberne. Hvis folk derimod legede strandede fisk, så kunne de stadig sige lyde, men der kom langtfra lige så meget kraft på.

Så da Kallisto åndede ud i tæppet, trak Procella. Hårdt. Hun rynkede på næsen over at hun ikke følte noget i benet. Andet end et ben der blev trukket i naturligvis. Med en grynten lagde hun flere kræfter i trækket og fik meget tilfældigt vippet ind mod sig selv, hvorefter hun mærkede hvordan benet blev mindre gummieagtigt at arbejde rundt med.

Da der lød en underlig lyd fra englens ankel, slap jægeren så hurtigt at man skulle tro hun havde brændt sig på englens hud. Derudover havde hun svært stort behov for at få flyttet sig før hun faktisk fik kigget op under den skide kjole for at få be eller afkræftet sine underlige tanker omkring englens undertøj eller mangel på samme. Når man først havde fået tænkt på den lyserøde elefant...

Procella tørrede stress-sved af overlæben. Hun var begyndt at trippe lidt over tiden, muligheden for at blive opdaget, englen og hendes undertø-...

Stop it!

Kallisto begyndte så småt at bruge nogen af de åndedræts øvelser, som hendes nye lærer i selvforsvar havde lært dem, at det kun var et par uger siden hun var begyndt, havde ikke resulteret i andet end at hun på ingen måde kunne benytte disse tekniker som hun burde, men hun fik da nok luft ned i lungerne til at hun ikke besvimede.

Først da hun åndede ud igen, mærkede hun hvordan den fremmede kvinde tog fat i hendes ben. Kallisto bed tænderne sammen i smerte, da kvinden begyndte at rykke i benet, en ubehagelig smerte bredte sig igennem hoften og ned i benet. Da et knæk lød fra hendes ankel.

Kallisto følte den underlige smerte som fulgte med knækket, det virkede som en luft Bubbel i leddet som var sprunget, noget der normalt ikke gjorde ondt, men på grund af hoften føltes det smertefuldt.

”Urgh”

Lyden kom fra hendes hals og indeholdte den sidste rest af luft hun havde i lungerne. En tåre begyndte at forlade hendes øjne

What did i do to deserve this, i never leave my home again, never, god and his work can go fuck it self

Hendes tanker var sikkert voldsomt absurd, men hun vidste ikke hvad hun kunne gøre, kun hvad hun ikke måtte og hvad der ikke måtte ske.

Flere tåre trillede stille ned af hendes kinder, da hun løftede hovedet en smule og kiggede på den fremmede kvinde, med en kraftanstrengelse trak hun en smule luft ned i sine lunger igen

”Please”

Kill me

Gik igennem hendes hoved, noget hun sikkert ikke ville kunne bruge til noget, men hun ville bare gerne have smerten til at holde op

”Please make it go away”

Hendes stemme var ynkelig og bedene

"Working on it..."

...to work...

Brummede jægeren, og håbede at englen mente førbarheden og ikke benet, for det ville ikke blive et kønt syn hvis hun skulle begynde at partere en overnaturlig her. Der var selvfølgelig en mulighed for at hun kunne bilde folk ind at der faktisk var tale om et show. Den oversavne dame, nu i ny version, og slippe afsted med det.

Da Procella hørte og følte det dumpe plop, så hun intenst på englen. Et splitsekund var hun i tvivl om hvorvidt hun faktisk havde brækket hende. Man kunne jo aldrig vide med de der engle. Med et skeptisk udtryk i øjnene og en attitude, lidt som et undersøgende barn ville have kunne forventes at have det, vippede hun insisterende og ikke specielt sensistivt i benet, for at få en fornemmelse af bevægeligheden i ledet og om tingene virkede som om de arbejdede sammen igen.

Der bredte sig et meget selvtilfredst grin på hendes ansigt da benet ikke længere virkede sært og gummi-agtigt. Måske var der en ide i at have sådan en engle-læge.

I could earn money on this crap!

"That was bloody...AWESOME!"

Den lille kvinde virkede enormt imponeret over sine egne evner, men på en lidt selvfed måde.

"HAH!"

Hun trak englen op at sidde, og nærmest "pakkede" hende, som et barn ville arrangere en dukke i siddende stilling fordi den egentlig var for blød til at sidde på egen hånd.

"Try it on for a size! Do you work? Can you move, walk?"

Bare for en sikkerheds skyld holdt Procella sine arme i et "bur" omkring englen, så hvis hun bevægede sig og viste sig at være komplet kartoffel-sæk så faldt hun ikke så langt.

Smerten sad stadig i hendes krop, men på en ny måde. Det var ikke længere en smerte som kom af at hendes led ikke sad korrekt, men smerte som var hun blevet brugt for meget og alle hendes led skreg efter fred, skreg efter hvile, men hun vidste godt dette ikke ville være det rigtige sted at slappe af. For meget kunne gå galt blandt alle disse mennesker, værst af alt ville være et røntgen billede.
En svag jamren forlod hendes læber idet kvinden trak hende op at sidde. Bennet var næsten uden følelser, som når et ben havde fået lov at sove for længe.
Kvinden der tidligere havde virket så fjendtlig virkede nu næsten venlig, et humørskift Kallisto havde svært ved at forstå i sin smerteomtågede hjerne, men hun indså hurtigt at hun nok ikke havde et valg.

”My leg feels like pudding”

Uden at vide om det var iorden, tog englen fat I kvindens arm, bange for at hun ville falde det sekund hun stod på sine egne ben. Englen var underligt taknemeligt for det denne kvinde gjorde for hende, men hun kunne ikke få det til at hænge sammen, hvorfor valgte denne kvinde at hjælpe hende.

Med kvindens arme omkring sig forsøgte hun stille at rejse sig, hun lagde hele sin vægt på sit raske ben, og begyndte langsomt at ligge vægt på det andet. Tårer kom stille frem i hendes øjne, smerten var på ingen måde så slem som tidligere, men den var stadig mere end hun var van til.

”I believe i can walk, but only if you help me, i do not think my leg can handle my entire weight”

Hun kiggede spørgende på kvinden

“Will you help me out of the park, from there I can get home?”

Hun kunne ikke lide denne følelse af at være afhængig af en fremmed, slet ikke en som skiftede humør hurtigere end en der var på stoffer.

Procella var ikke begejstret over de sukkerfedtede fingre der krabbede rundt på hendes hud.

feathery freak. I should kill you now and get it over with....

I stedet hørte hun sin egen stemme sige

"Yeah...sure...you have a car or something. Can you even use your legs enough to drive home?

En ide slog ned i hende...

"You know what. Well take a cap. On me. I get you home safely, and get some of this crap out of my hair. I feel like a lollipop, dropped on the floor. Everything sticks"

Ikke dum strategi. De kunne være venner. Suuure. Indtil det passede Procella at slå tingesten ihjel. En lille stemme i hendes hjerne pippede noget om at det vidst også var sådan det var gået med McRian.

Yeah but the bitch have a chip in her head. I know where to find her if she fucks up. And if she does Ill kill her. Easy at that!

Det var lidt en underlig fornemmelse at have en følelse af en underbevidsthed der rullede øjne af ens egne tanker.

Oh shut it. What the fuck do you know. Go away.

Procella hankede op i englen og åbnede døren ud til. En mur af tombolamusik, tiltagende middagshede, mennesker med alt for meget mad og alt for meget forskellig duftevand på, slog jægeren i hovedet.

...one of these days huh...thank you Lord...Like getting manhandled by an angle, having sugar everywhere, and in general my life, is not hard enough. If I'm getting my period today too, you and me are gonna have beef!

Et sted inden i sig vidste hun godt at den fremmede kvinde ikke var specielt vild med hende, og af samme grund kunne Kallisto ikke forstå hvorfor denne kvinde skulle hjælpe hende, det var jo ikke ligefrem fordi hun kendte navnet på kvinden og kunne ligge sag an.

Med et lettere sammentrukket ansigtsudtryk fulgte hun med kvinden, først da de stod ved døren begyndte hendes hjerne at opfatte det tilbud kvinden var kommet med.

”I have a motorcykle, not a car”

ordene kom som et let hvislen ud igennem hendes sammenbidte tænder da hun endnu engang nåede et punkt hvor hun skulle ligge vægt på sit ben.

”I just take a cap, you don’t need to follow me home, i do not want to bother you anymore”

What the hell am I doing? I this woman help me and I just throw it back into her face.

Muren af mennesker som mødte hendes øjne da døren blev åbnet var overvældende. Mennesker som snakkede og havde det sjovt, musik fra forlystelserne hvor folk havde det sjovt, lugten af brændte mandler og candyfloss. Et fnis forlod hende da hun kom i tanke om den candyfloss som var overalt i kvindens hår, og som hun ikke selv havde fået mulighed for at spise

How will this woman react if i ask her to stop so i can get a new candy floss?

Tanken kørte I hendes hoved som hun fulgte med kvinden igennem det efterhånden overfyldte Tivoli, frygten for den smerte som ville komme hvis en af de mange mennesker bragede ind I hende, fik hende til at holde ekstra hårdt fast om den spinkle kvinde.

”you can take a bath at my place if you still want to follow me home”

A bike...when wearing a dress? Okay I might not be the biggest fashionista, but thats gonna be instant angelic hole-in-one...aaaand were back at the thought of angels and underwear...what the fuck is wrong with me today?!

"Well with those legs you aint gonna be riding no bike anytime soon. But if you point it out and give me the keys I can get for you later so you don't have to take the trip yourself"

Hun gad godt se hvad faen sådan en lille fjerboa tøffede rundt på. Et kort øjeblik lurede hun på at stjæle den og bare skride, men det kunne jo altid nåes. Hver ting til sin tid.

Procella lempede englen lidt bedre til rette over arm og skulder så hun ikke gled af pommerens til. Hvor "heldigt" at sukkerstadset nærmest fungerede som dobbeltklæbende tape. Det var lige før hun fik myrekryb af det.

"You know...A bath sounds fantastic. A shower is quicker though. And Really. No bother. Forget about it. Sometimes life just throws you a curve-ball"

Procella fik dem møvlet ud af parken og vinkede af en af de mange taxaer. Chaufføren stirrede mistænksomt på Kallisto

"Nononono! Not her. No drunk woman! No puking!"

Procella rullede med øjnene. Den tydeligt udenlandske fyr havde selvfølgelig indisk accent. Åh gud hvor var hun efterhånden kommet til at hade ALT fra det land inderligt.

"She's not bloody drunk! She got caught in a ride and got hurt! If you don't want my money then get the fuck out of my face and let the next cap pull up"

Fyren gjorde store øjne da en arrig flad hånd blev slået mod sidevinduet med en 100$ seddel i - Amerikansk naturligvis. Pludselig var han ude af taxaen og åbnede døre og forsøgte at hjælpe Kallisto nænsomt ind. Imellemtiden stod Procella og viftede lidt irriteret med hånden hvorpå den fine seddel nægtede at slippe sit tag

I BLOODY HATE ANGELS AND THEIR FUCKING CANDY!

Hun rakte stift smilende en hånd frem mod chaufføren med håndfladen og sedlen opad så han selv kunne "skrælle" den af.

"Thank you for your service...and keep the change. Drive fast, but make it gentle. Mkay?"

Procellas stemme var lidt for stiv til at være oprigtig sød og høflig. Det var mere en træt du-er-bygget-af-lort-og-jeg-gider-ikke-mere-nu. Hun satte sig tungt ind i taxaen på bagsædet på den anden side af Kallisto.

"So...which one is your bike? And uhm...you kinda know the adress so you better take care of that part to"

Sagde hun med et lille hovednik mod chaufføren der mere end tjenstvilligt vimsede rundt om bilen og satte sig ind igen. En hybridbil åbenbart, for da der blev lavet et eller andet andet bragede et eller andet happy-go-lucky bollywood musik ud. Procella skar ansigt og havde en voldsom trang til at banke panden mod glasset. Var det mon fysisk muligt at slå sig selv ud mod en bilrude? Det virkede næsten fristende at prøve på nuværende tidspunkt.

”Baker street 11 on south lane”

hun vidste godt hvor ynkelig hun lød, men alene det at denne mand havde troet at hun var fuld havde slået hendes selvværd en smule i gulvet.

I never go to a tivoli again, never.

Hun tænkte lidt over hvor hendes motorcykel egentlig stod, parkeringspladsen var stor og hun havde bare stillet den da hun gik ind, ideen om at en anden ville køre den hjem havde slet ikke strejfet hende, og det ville den heller ikke normalt, hun kunne ikke lide at lade andre køre den.

”I drive a Harley, a gift from a friend, but its okay, i can get it another day, or get my friend to pick it up”

Hun ville helst ikke virke uhøflig oer for denne dame som havde hjulpet hende så meget, men som havde hun været en mand, så kunne hun ikke have at andre rørte den uden at hun havde set deres evner på en.

A Harley ay? Well...lets just see how many Harleys are left in the lot after midnight

Hun skjulte det lidt selvtilfredse grin. Det var mere end rigelig info. En motorcykel der lugtede af engel. Hvad var odds for at der var flere end en?

Procella sukkede og følte sig helt tilfreds pludselig. Det var jo ikke så skidt endda.

(Tråden her fortsætter i en ny - som er hjemme hos Kallisto. Her )