Jordens gemmesteder - Zean

Manden vidste klart mere end han gav udtryk for. Og han dømmede lige så hurtigt som alle andre. De fleste dømte uden at kende baggrunden...dømmede og regnede bare med de havde ret. Sådan noget havde altid irriteret ham, især fordi han, lige bortset fra mennesker måske, selv om de nogen gange overraskede ham, prøvede at være så neutral over for fremmede som muligt...så han kunne se hvem de virkelig var.
Mandens sure blik skubbede ham altså ikke væk...Men gav ham lyst til at vide mere.
Det hele vendte dog da manden synligt havde det dårligt og meget snart faldt om. Hjertet så vidt han havde kunnet bedømme fra hvor han stod. Død? Hvem viste? Døden rørte ham ikke særlig meget...
Han gik over til ham uden at have den store hast, ikke fordi han var helt ligeglad, men fordi hastværk alligevel ikke førte noget godt med sig. Var han død var det spildte kræfter, var han levende...tja, så ville han alligevel ikke vide havd han skulle gøre.
For at gøre Camille glad kunne han altid ringe efter ambulancen og så selv skynde sig væk...Han skulle i hvert ikke i kontakt med læger og alle deres dimser.
Han knælede ved siden af manden og ledte først efter puls og åndedræt. Men derefter...stod han på bar bund. Hvor var Camille enlig når man skulle bruge hende? Det var hende der var læge...ikke ham!

Robert kunne intet se. Alt var sort.
Dog kunne han høre kornet omkring
ham, som begyndte at danse i takt til
det små blæsende vejr. Den kolde jord
samlede sig om ham, og hans bryst lå
stille, da han ikke trak vejret. Det var kom
om at sekunder føltes som minutter og minutter
føltes som timer. Robert var blank, og i det at det
gik op for ham hvad der egentlig skete. Hans hjerne
var gået i det. Alt for meget viden til spilde, og godt
nok havde han ikke utrolig meget tid tilbage, men de
år han nu havde, skulle bruges.
Der løb en næsten stød igennem hele Roberts krop,
og hurtigt kom ham op og sidde med ret ryg. Han kiggede
rundt, og hurtigt greb hans lunger efter luft, og en stort
hosteanfald tonede frem efter.

Han rejste sig hurtigt.
Han kiggede lidt på ham mens han prøvede at finde ud af hvad der enlig skete. Han havde været næsten helt sikker på at denne mand var død...Han havde været tæt på faktisk at smage efter hand sjæl...OG alligevel satte han sig bare op. Heldigvis virkede han ikke som om intet var sket. Så det var ikke hans hjerne der spillede ham et pus.
Han sukkede svagt for sig selv, ikke fordi han var irriteret, men bare...fordi.
Og selvfølgelig, garanteret helt uden grund, skulle Leonard komme.
Han kom altid uanmeldt...som altid. Måske fordi de delte samme krop. Han kunne ikke styre det...kunne bare mærke når det skete, for derefter selv at glemme alt.

Zeans øjne ændrede sig. De blev mere...kolde. som de altid var, når Leonard var der.. Hans krop virkede...mere rolig. Som om Leonard havde en rolighed som Zean ikke havde til hverdag.
Et svagt, selvsikkert smil gled over hans læber mens Zean pludselig ændrede adfærd.
Leonard så lidt ned på manden foran ham. Dette menneske...dette skrøbelige men interessante menneske.
"Hej....Klare du dig?" spurgte han, men uden at tage initiativ til at ville hjælpe ham.
Hans hænder gled ned i lommerne, hvilket kun estyrkede den...rolighed der omgav ham lige nu.
Men man skulle passe på...Hvis Zeans temperament var usikkert, var Leonards som en bombe.

Et par host kom efterfølgende og Robert lod sin
gamle og små skadede hænder dække for hans
mund. Det var en ren vane, da han var godt opdraget.
Hun kiggede forvirret rundt, og hans blik først efter et
par sekunder på den unge fyr. Et par små øjne, blev
utrolig store, og de udvidede sig mere og mere, da Robert
blev utrolig overrasket over fyren. Han lod sine hænder
klaske ned på hans lår så en klap lyd kom smækkende
igennem luften. Han kiggede på hans ansigt, og smilede
halvt i det at fyren spurgte om han klarede den.

" Ja, Ja..." startede han ud med, og kløede han sig i nakken.
En smule havde ændret sig, Robert huskede ikke præcis, hvad
der skete inden hans 'anfald'. Hans tone var lys og frisk.
" Jeg er skam fin fin! så fin! " udstødte han og kæmpede sig
op på hans usikre ben. Hans krop gav nogle få anstrengende
ryst fra sig, men da han først havde løftet sig fra jorden, lod
han sin krop give et par hop fra sig, og sammentidig, stilte
han sig foran fyren, og kiggede op på hans kolde øjne. Smilet
forsvandt halv, og hans små men alligevel store blanke øjne
stirre dybt ind i dem.

Solen var snart nede og der blev mørkere og mørkere omkring
dem begge. Fuglene hentede de sidste ting inden de skulle
passe rederne, og de andre små forskellige dyr søgte ly for
natten. Nogle få svaler strøg over kornet, i en elegant dans.
Næsten forførende.

Han grinte svagt. hverken nedværdigende eller fordi han specielt morede sig. eller jo...en smule gjorde han vel.
Han virkede fuldstændig ligeglad med mandens nysgerrighed, men så selv på ham med en smule nysgerrighed.
"Jamen det er jo fint..." han lod blikket glide over manden en gang eller to.
"Er du langt hjemmefra? Det er ved at blive mørkt...og du skal jo helst ikke ligge halvdød midt på jorden hele natten..." faktisk var han slet ikke venlig. selv om det nok ville blive modtaget sådan. Han havde selv nogle bagtanker ved det hele...At han var nysgerrig var selvfølgelig en ting...men en anden var at manden ikke rigtig kendte Zean...OG derfor kunne han endelig føre en samtale med en, der ikke kun tænkte på Zean! Det ville blive skønt...rart, behageligt, noget nyt! han kunne endelig bare være sig selv...lidt. Det var stadig kun et menneske. Med en sjæl....en svag sult pirrede ham, men han holdt den for sig selv. Dette skulle ikke ende sådan....endnu.
Det svage selvsikre smil var der stadig.