kan du tænke dig til, hvad der vil ske? (Camille)

" Ja...okay...du behøver ikke takke ligefrem...køn er dén jo ikke ,dét ved jeg godt...men jeg lover når der først kommer lys i ..."
Hun ænsede dårligt tjeneren, var så optaget af at forklare.
Hun spiste lidt mere og så igen på Zean..."Hvorfor en våben butik ? Et tilfælde ....eller har du en lille forkærlighed til dem ?" spurgte hun interesseret .
Hun havde en idé om at jo flere små brikker hin kunne finde, jo bedre et billed kunne hun danne sig af dét puslespil der hed Zean McGivens.
Og hun ville gerne kende ham bedre.

Han trak lidt på skuldrene og var længe om at synke det stykke kage. mest fordi han selv tænkte over det.
"tja...det ved jeg ikke helt...der skulle ikke være noget hvor jeg havde alt for meget med mennesker at gøre...undskyld, men lige på det punkt har jeg ikke altid så stor tålmodighed" skyndte han sig at sige, inden hun tog det ilde op. men hun viste jo hvordan han havde det.
"Jeg viste også jeg ikke ville gemme mig indenfor og sidde på en kedelig stol og lave papirarbejde...til sidst besluttede jeg mig også for jeg intet gad have med samfundet som sådan et gøre...altså arbejde som politimand eller sådan noget tidsspilde..." han så sig ldit omkring før han så på hende igen
"Men det skulle alligevel være lidt aktivt, du ved jeg har meget energi, og helst med noget jeg kendte lidt til i forvejen og som kunne være sjovt eller udfordrende..." han havde faktisk startet med at tage et massage kursus. jep, det lød åndssvagt og folk ville sikkert ikke tro ham hvis han fortalte dem det. Men han tog det og gennemførte det.
"...Og en våbenbutik var lige nærmest...det skulle bare være midlertidigt, men min chef er blevet ret glad for mig...jeg arbejder godt siger han" han tog en tår af sin kakao og rørte det sidste flødeskum ud i den.

Mange gange ville hendes lunte være blevet antændt af Zeans meget faste og ikke altid lige positive synspunkter på menneskeheden og livet generelt.
Men i dag, smilede hun over dem.Ikke at hun var enig, langt fra men hun var begyndt at forstå hvordan Zean resonerede og så på...ting...og også at få en indsigt i hvad dét måtte gøre ved éen at have levet så længe og oplevet så meget, på godt og ondt, som han havde.
"Jamen...så er dét jo et perfekt match for dig, jobbet der.Hun måtte indrømme at hun sagtens kunne se ham for sig , stå og vejlede og håndtere de forskellige våben.
Zean var langt bedre til at lære fra sig, end han gav sig selv kredit for.
Hun tømte sin kage tallerken, og lavede en svag veltilfreds lyd..."oh boy...den var lækker".
"Hvor var du egenlig på vej hen da du spottede mig mellem alle mine poser ?" spurgte hun .

Han trak lidt på skuldrene. Perfekt og perfekt...Det eneste han skulle var at sælge eller købe våben. Han skulle ikke lære nogen noget som helst. Det eneste var han måske skulle fortælle fortælle hvordan våbnet virkede.
Selvfølgelig, de havde et baglokale at skyde i, men det var cheffen der tog af det.
Han havde sendt en ansøgning til militæret og ventede kun på svar nu...
Han spiste også det sidste af sin kage, skubbede tallerknen væk og lagde sine hænder om den nu lunke kakao.
"Tja, alt og intet....skulle enlig købe lidt ind til familien derhjemme, men så så jeg dig..."

Hun kendte godt til hans lyst , nærmere behov for at joine militæret.Og hun vidste dét var lidt af en varm kartoffel hjemme hos ham.Men på dén anden side var dagliglivet her jo nærmest ligeså farligt , hun mindedes den dag i skoven , efter besøget hos Sakref, hvor de havde måtte kæmpe mod alle hans lærlinge , og hun havde set Zean i hans dæmon form.Jo , livet her var skam ikke foruden risiko, måske militæret på en måde endog var mere sikkert ? Zean var jo ikke typen der sad hjemme og sorterede glansbilleder..
Hun smilede til ham og sagde "Sår får jeg endnu engang lokket dig i fordærv.....hvad tid skal du være hjemme?" Drillede hun ham sødt.

"Tja..." smilte han lidt og så sig omkring efter et ur, men så så ud på himlen, efter solen.
"...det får man jo ikke besked på. Kun at man skal handle ind...Men tror ikke hun venter mig som sådan, aner ikke havad hun laver lige nu alligevel..." han trak lidt på skuldrene. Det virkede...lidt fjernt at snakke om dagligdags ting, det var han ikke van til...det var for...småt, for lige gyldigt....det betød intet. Men han sagde intet til det eller viste tegn på irritation, for han var jo ikke direkte irriteret. Det var bare...unormalt for ham. at give sig tid det som om der intet større elelr vigtigere var at snakke om.

Camille havde lidt svært ved at se Zean blive puttet i den 'helt almindelig fyr, helt almindelig dag ' kasse og small talke om løst og fast , for Zean var 'så meget mere' end dét.
Men derfor kunne hun jo godt nyde noget der mindede om en almindelig stund sammen med ham.
Hun smilede til ham, og tænkte at han klarede dét flot...mon han indvendig var ved at slå knuder på sig selv af dette sceneri af 'almindelighed' ?.
Camille havde dog noget hun havde ventet på en andledning til at spørge nogen om, og hvem bedre en Zean ?
Lidt formålsløst begyndte hun at rykke rundt på sin kop, udledt af en usikkerhed på hvordan hun skulle få spurgt ind til dét.Da hun ikke fandt en elegant bagvej, traf hun beslutningen om bare at spørge lige ud, så hun tog en dyb indåndning og holdt vejret lidt efter at have spurgt " Zean....hvad ved du om leder af forskellige racer...jeg mener hvordan fungerer dét ?"
Camille havde hørt dét , at der var netop dét....og havde selv stød på dét i nogle sammenhænge, men hvordan dét var skruet sammen og hvordan dét virkede ville hun gerne havde mere viden om, af forskellige grunde.

Et underligt spørgsmål. Men et godt et. Selv om han ikke helt kunne se hvad det kunne interessere hende...
"Tja...Det kræver et langt svar, hvor meste nok er fra mine egne synspunkter og holdninger" startede han lidt, mens han så længe på hende for at se om hun faktisk mente det...Men da han ikke så tegn på andet begyndte han.
"Jeg ved det faktisk ikke....Det med ledere. Jeg tror aldrig der rigtig har været nogen for en hel race, også fordi vi er spredt ud over hele verdenen og det ville være svært at realisere...Også fordi ikke alle bare lader sig lede" sagde han og så på hende fortsat
"Der er vel små grupper der har udnævnt deres egen leder...Men det er vist også det..." han drak det sidste af sin kakao og lænede sig lidt mere tilbage i stolen.
"nogen racer har vel lettere ved at acceptere det, men f.eks. dæmonerne...alle vil jo gerne bestemme lidt, så den eneste der faktisk ville kunne klare det, må selvfølgelig være den stærkeste...eller bliver folk bare ved med at kæmpe vil jeg tro...jeg ville i hvert fald ikke lade hvem som helst bestemme over mig" han smilte lidt af det. ham og autoriteter...ingen god kombi.

Camille fulgte interesseret med.
Hun vidste jo udmærket at en mand så stærk og egenrådig som Zean, var sikkert helt ligeglad over hvem der var leder....han fulgte bare ordre fra sig selv...og måske lidt fra Dawn.
Hun spurgte ham, fordi hun var havnet i et dilemma.
Hendes far havde været medlem og opdraget og introduceret hende til en slags loge.
En loge hvor mennesker kunne mødes og drøfte relationerne til de øvrige racer og lave aftaler for hvordan de skulle forholde sig til dem.
Camille havde aldrig ønsket at være en del af dét, hun mente dét var en personlig sag, hvordan man havde dét.
Men nu havde hun modtaget et brev, fra den gamle leder der skulle afgå, og i brevet stod hun var den rettidige efterfølger og hvis hun ønskede fred og mindre kaos, kunne hun ikke afslå.Dét var hendes betroede opgave , at få tingene til at spille.Og nu var hun ved at dø af skræk.Ydermere var hendes liv i overhængende fare, da hun som menneskernes leder ville være et oplagt mål , et statussymbol for mange væsner at nedlægge.
Og hvordan valgte hun at begynde sit nye erhverv ? Ved at afslører sig overfor en dæmon.
Men kun éen, Zean. Nogen måtte hun fortælle dét....og Zean ville aldrig udleverer hende, men dét ville derimod Dawn, så først var der noget hun skulle sikre sig...
"Zean....kan du undlade at fortælle Dawn noget, ? Nogen vil synes dét ikke er noget , andre vil betale penge for den oplysning.....dét handler om mig ....og hvis du kan love mig ikke at sige det til nogen, så læs brevet her.....og ellers giv mig dét retur " sagde hun med spag stemme og fiskede brevet op a lommen , lagde dét på bordet og med en finger kørte dét hen mod Zean.
Dét var selvfølgelig dét brev med oplysning om hun var valgt som menneskernes leder.
Hun så bleg og bange ud.

Han tænkte over spørgsmålet. Lige for tiden var folk begyndt mere og mere og snakke om en leder...Også blandt dæmonerne.
Nå pyt...hvis der faktisk var en leder og han virkede god nok, ville han støtte ham. Ellers måtte han passe sig selv.
Han så på Camille...Hvad regnede hun med? At han aflagde rapport til Dawn hver dag? De havde begge deres hemmeligheder og ingen spurgte ind til dem, medmindre de selv ville fortælle dem.
"Camille..." smilte han, selv om hun var helt alvorlig.
"...Selv om jeg bor sammen og er forlovet med Dawn, har vi stadig hver vores hemmeligheder...Jeg fortæller hende langt fra alt" han trak svagt på skuldrene og tog brevet...
"Så du kan regne med mig..." han undrede sig også lidt over det. Hvad ønskede hun sådan at holde hemmeligt? Men dog godt betro ham? Okay...Han holdt altid på en hemmelighed...Men alligevel.
Han åbnede brevet, lod kort et blik glide omkring sig og læste det.
Det var jo...det var...Menneskerne? Jamen de fleste kendte ikke engang til væsnerne! Skulle de have en leder...på den måde? Uden at kalde det...præsident eller dronning?
Han kiggede længe på Camille uden at afsløre sin reaktion eller mening om det.
"Camille...Hvad betyder dette enlig?" spurgte han så, foldede brevet sammen og gav hende det igen...

Hun ventede nervøst imens han læste dét.
Og hun så helt ulykkelig ud da hun svarede ham "Jeg ved dét ikke Zean...dét er det jeg prøver at regne ud....dét er en form for loge for dem som kender til andre væsner....og "hun holdte en lille pause for at få hold på sig selv og ikke overreagerer.
"De siger dét ender med en krig....Zean...en grim krig...og hvis dét skal forhindres er jeg nød til at offer mig selv, hvad helvede dét så lige betyder " vidergav hun dét info hun selv havde modtaget.
"Jeg har ikke turde sige dét til nogen...helt ærlig..jeg er selv nærmest hybrid med uddød fe blod u mine åre, mine bedste venner er dig, en varulv og en dusærjæger og nu skal jeg så åbenbart være leder for menneskerne....jeg føler jeg står på en afgrund og kigger ned....uden sikkerheds line og uden nogen der kan gribe mig hvis jeg falder " nærmest hviskede hun til sidst.

Han så lidt på hende mens han tænkte.
"jamen så må du lade være med at kigge ned. Kig op. Arbejd dig op ad" han lænede sig tilbage i stolen igen, da han havde lænet sig frem for at læse brevet.
"Krig lige frem?" han så tænkende ud af vinduet i lidt tid.
"Tja...det virker lidt absurd, gør det ikke? Selvfølgelig hvis i alliere jer med nogle andre racer, vil det nok gå...bedre i hvert fald...Men hvem er krigen imod?" han så lidt på hende
"Hvis du er lederen nu..." han lænede sig frem og så på hende
"Må du jo være den der bestemmer om der faktisk skal være krig, ikke?" sgade ahn. Han kunne selvfølgelig ikke vide om det var sådan...men det lød logisk i hans hoved.

Hun overvejede lidt hans svar.
Dét lød fornuftigt nok, i teorien..i praksis var dét en langt større udfordring at holde balancen.
"Dét hele er nyt, helt nyt...først skal jeg i kontakt med de andre...og dernæst forsøge at forme en slags kontrakt for hvordan vi skal agere omkring de andre racer....du kender mig Zean og mine holdninger, og skal jeg have folk til at accepterer og ikke frygte de andre racer, så kræver dét jo ligesom at de ikke betragtes som levende føde...kan du se dét i nær fremtid ske ? Nej vel ....dét er skod job jeg har fået...at skulle stå i midten af dét hele."
Hun tænktr lidt videre for sig selv, naturligvis kunne hun altid håbe på der var større prestige i at bekæmpe hinanden de forskellige racer i mellem, men lige som i lotr ,hvor en lille hobbit med et stort hjerte blev dén afgørende faktor mellem giganterne der sloges....frygtede hun lidt, noget i samme stil kunne ske.

Han så lidt på hende og koncentrerede sig lidt for ikke at grine af en af hendes synspunkter.
"Du får nok aldrig al frygten fra at blive spist væk...Og der kan jeg ikke hjælpe dig, da jeg selv er roden er til det...." han trak svagt på den ene skuldre da han ikke orkede at snakke om det...igen.
"...Måske nogle...men det ville også være...absurd da vi stadig ville fortsætte med at jage mennesker...du kan måske overbevise nogle stykker...men ud over at flytte frygten, hvad havde du så ellers tænkt dig? At hjælpe med at holde dem lidt mere i live eller blande dem ind i diverse krige der kan opstå? For ja, det er altid lidt uenigheder mellem racerne.." han så lid tpå hende.

Camille tænkte sig grundigt om.
Naturligvis kunne mennesker ikke fredes helt, så ville sådan en som Zean ikke leve, og verdenen ville være et fattigere sted uden éen som ham.
Hun overvejede alternativer....og svarede dernæst
"Mit personlige bud vil være at undgå at komme i klemme i en krig, hvis dét kan undgåes.Krig er altid en dårlig løsning Zean, målet må være at holde folk i live så længe som muligt og sørge for de har dét så godt som muligt, og der skal store ambitioner....folk skal ikke nøjes....men alle racer skal have respekt, hvis de fortjener den.....sagt på en anden måde alle eksistenser får min respekt hvis de har en adfærd der fortjener den....forstår du hvad jeg mener ?"
Hun holdte en pause og tilføjede så noget afgørende "men jeg er jo ikke ene...jeg skal nu samle folk og høre deres tanker og ønsker...og så fremføre dette på et eller andet leder møde.
Et suk undslap hendes læber....HVORFOR havnede hun altid i sådan nogen umulige situationer?

han nikkede til at han forstod. han sagde det, men hvad hun sagde var nærmest umuligt. måsle ville menneskerne tro hende og så gå deres død i møde, i håb om at der er repekt for begge sider...men det ville ikke ske. bare tag dæmonerne. nogle af dem han havde set havde, lidt som ham selv, er...respektløs syn på menneskerne. de var bare mad eller til besvær. bprtset fra Camille...desuden var hun ved at ændre hans opfattelse...men stadig. der vil altid være nogen der ikke ville være med.
Han kaldt tjeneren til sig og bestilte lidt vand. så de ikke bare sad uden noget. Tjeneren sendte ham et lidt for glad smil.
"Skal du have noget?" spurgte han og så lidt å Camille.

Hun kunne godt se på hans udtryk at han tænkte det aldrig ville gå.
Også hun havde en følelse af at have fået en tung opgave på hendes skuldre, men hun måtte jo gøre hvad der stod i hendes magt for at passe på dem alle, men hun ville få brug for hjælp , brug for allieret i dette forløb og helt ærligt....hvem ville tage en change med en ...næsten...helt almindelig pige som hun.
Hun sukkede , men fik alligevel et smil på læberne da tjeneren igen gjore hvad han kunne for at tiltrække sig Zeans opmærksomhed .
"Frokost ? " drillede hun og antydede til tjenetens sjæl men skyndte sig at sige "ej...total dårlig joke "imens hun holdte sig for munden.
Zean var begyndt at få hende til at indse, at livet ikke var så enkelt at opdele i godt og ondt, sandt og falske.
"En martini , tak.....må have et eller andet stærkt " smilede hun og rystede på hovedet.
Hvor hun dog misundte Zean hans liv.
Tænk at komme hjem, finde en man elskede og dumpe ned i sofaen....og dét bedste, få et lille bebs i favnen.
Hun sukkede igen, manden havde ingen idé om hvor heldig han var
Camille tvivlede på den fremtid med mand og børn lå i hendes kort

Hans liv var...let? Godt? noget man misundte? Det kunne ikke lade sig gøre.
Selv om han ikke havde helt så selvødelæggende tanker mere, ikke tænkte over det lange liv lige så meget mere og selv om han var gladere end før...Var det ikke lutter lagkage. Bare det at holde sig venner med den elskede....var en sag for sig.
Og så passe et barn....Det var også en sag for sig. Men han holdt dog af det. inderst inde, selv om han måske gav udtryk for noget andet.
Og have nogle lidt...besværlige bekendtskaber og en nysgerrig ven...okay, måske overdrev han lidt. måske havde han det bedre end han ville være ved. Og dog...
Han sendte tjeneren et koldt blik, hvilket fik ham til at tage sig lidt sammen, mens han mumlede et eller andet for sig selv.
Han vente rundt og skyndte sig tilbage for at klargøre bestillingen.
Han havde aldrig troet han ville finde en kvinde og få børn...måske havde han nogle børn et eller andet sted der ude, efter alle hans affære...men heller ikke mere end det.
Og så, efter over 800 år, skulle der alligevel dukke en op...det var underligt at tænke på.

Camille kunne ikke undgå at bide mærke i det eftertænksomme udtryk der sneg sig over hans smukke ansigt.
Hun begyndte at grine, ikke højt og meget men stadig ...
"Åh...Zean for pokker....du den eneste dæmon jeg kender der burde på lykkepiller."
drillede hun ham lidt.
"Du har jo alt...hvad mere er der ? Nyd dét lidt , sålænge dét vare " .
Intentionen var klart at oplyfte ham lidt, han var en flot og sød fyr og burde helt klart smile og være meget mere ubekymret....ja, mere lykkelig end hun følte han var .
Tjeneren vendte tilbage og fik sat deres drikkevarer på dét lille bord.Var dét Camilles fantasi eller blev dét sådan lidt hårdt klasket ned i bordet ?
"Ej...nu har jo sørget for vi ingen gratis peanuts fik med.....bare fordi du et lidt...snerpet " gassede hun Zean og holdt øje med hans ansigt om dét viste tegn på vrede.

Hendes tanker fik ham til at tænke lidt mere over det hele...DEt bedste ville nok være at skifte nogle ting ud...så lidt mere positivt på tingene, selv om de fra han synspunkt var...mørke. nogen af dem. kun.
Han sukkede svagt, hvad ville Leonard sige til det? Han havde før kaldt ham lalleglad, uden han faktisk var det...men måske havde han været det i forhold til ham? Nå pyt...
Han sendte kort Camille et blik. han ignorerede den joke og sendte tjeneren et hurtigt blik.
"Sorry du...hun driver gæk med dig, jeg er ikke til mænd" sagde han kort. tjeneren så lidt skuffet ud da han gik.

Nu hvor hun var i gang med at tease ham lidt og han lod til at bære over med hende , næsten en slags 'Årh...så lad da barnet ' så hun uskyldigt på ham...."Hvad...er du kræsen...hænger du dig i sådan en lille bagatel ? " hun kastede demonstrativt en blik efter tjeneren inden hun tilføjede "for jeg tror ærlig talt ikke den er særlig stor " så blinkede hun og rakte ud efter sin martini.
Hun kunne godt lide Zean , den eneste udfordring var , at man aldrig helt vidste hvor man havde ham henne, dét var vist lidt humør og situations bestemt.
" Så nogen fif....eller gode råd ....noget jeg bør vide , når nu jeg skal træffe de øvrige ledere ? " spurgte hun og tænkte at Zean ville have været en fantastisk leder.

Det ville være helt udelukket at Zean blev leder, da han i forvejen havde den stilling han havde.
Men det kunne have været sjovt...istedet ville han støtte sin leder...så længe han repræsenterede de ideer og holdninger han selv kunne lide.
Han trak lidt på skuldrene og valgte at ignorerede hendes drilleri igen.
"Tja...man ved jo aldrig...har engang mødt englenes leder..." han tænkte tilbage på dengang hvor han sad fast i noget mudder og Oliver havde hjulpet ham op igen. en lidt...pinlig situation.
"Han er vist flink nok....Dusørjægernes er irriterende..." han blinkede kort til hende. helt gode venner blev han nok aldrig med Tristan...
"dæmonernes...tror jeg godt du kan forhandle med. han virker stille og rolig, som en der tænker over tingene før han siger nej eller ja..." han trak lidt på skuldrene...resten kendte han ikke specielt meget til....

Camille var ikke helt sikker på hvad formuleringen 'støtte sin egen leder '. eksakt betød, lige i dæmonernes situation.De havde et ry for at være brutale og koldblodige....og selv Zean som hun holdt så meget af havde en ubarmhjertige side.Han ville sikkert kunne offer et stort antal mennesker uden at blinke to gange, men dét var en del af ham.hun var nød til ikke at fokuserer på.
Hun mente da at sålænge man lod ham være i fred , så opførte han sig ikke ....slemt.
På nær dét med...mad, men manden skulle jo spise.
Hendes overraskelse var stor da han kommenterede på de øvrige ledere, han vidste altsår godt .besked om Tristan .Camille håbede inderst inde at dét betød mere skrivebordsarbejde og mindre action til Tristan, havde han ikke folk inder sig til den slags nu ? Men den rolle ville han nok ikke accepterer hvis hun kendte ham ret.Et lille suk kom fra hendes læber.
"Engelens leder siger du ? Interessant, han har et godt ry, måske jeg skulle få snakket med ham lidt ?
Hvor godt kender du ham , kan du få en invitation igennem til ham om at møde mig ? "
Dét kunne været smart lige at hilse på ham, og se om han var så kvik og intelligent som rygtet sagde, hvis dette var tilfældet måtte han kunne se at Camille kun ville dét bedste og dermed kunne være en god samarbejdspartner.

Han trak lidt på skuldrene.
"Jeg ved bare hans er dødsengel...Kan de døde vandre omkring os...ellers virker som alle andre, en smule ubekymret...." han så lidt på hende
"Det er jo ikke fordi vi direkte er venner eller noget...det var bare et tilfældigt møde...Men jeg kan da nævne dig hvis jeg skulle se ham igen" han tog en tår af sin vand og ignorerede tjenerens blik mod ham. en anelse...ondt nu. Som om det hele var Zeans skyld. Han havde set hendes overraskelse over det han viste. Han viste enlig heller ikke hvor han viste det fra...Men brugbar viden var det vel nok. Han prøvede så vidt mulig at snuse sig frem til alle ledere og holde sig lidt ajour med det hele....det kunne være nyttig for mange og han ville dermed have placeret sig selv i spillet. For med ville han være.
Han tænkte lidt over sin egen leders planer...hvis der virkelig kom alle mulige nye regler og der virkelig kom noget...inquisitors og censor....til at give ordre og se om man holdte reglerne..Tja...Så ville han være uheldig. For at følge ordre eller andres regler...det havde han altid haft det svært ved.

Hun skjulte sit smil bag martini glasset.
Han vidste med garanti mere end han fortalte, men.det var okay for han havde allerede fortalt meget mere end han var nød tid.Så hun var tilfreds.
Dét eneste hun havde behov for at vide var hvis nogen af dem hun holdte af var i fare...når ja...og så resten af .enneskerne hun nu også skulle passe lidt på.
Hun kiggede op på tjeneren, der stod og skuede ondt på Zean.
"Skal lige et smut på dét lille hus " sagde hun og tilbud retning af toilettet.
Dét var den invitation tjeneren havde ventet på og han satte en direkte kurs over mod bordet til Zean hvor hans bagdel dumpede ned på Camilles nu tomme stol....