kan du tænke dig til, hvad der vil ske? (Camille)

Han sukkede svagt og så lidt på tjeneren.
"Hør er du ikke på arbejde?" han sukkede atter engang og lænede sig tilbage i stolen, da han havde lænet sig frem for at drikke tidligere.
"Jeg er ikke til mænd...du kan godt glemme det" sagde han og og lod en finger eller to glide op og ned af sit vandglas, bare for at have en lille smule at lave. Han så lidt på tjeneren uden at lade sig mærke alt for meget af den...ubehagelige situation. BAre Camille snart kom tilbage...

Tjeneren så ud som han tøvede lidt men rakte alligevel en hånd frem mod Zean.
"Craig....dét mit navn...og jeg tænkte om jeg en dag måtte inviterer dig på en øl..eller noget ?" Nu fremstod han mest af alt usikker og ikke særlig vred.
Han havde tillid til den søde pige der have visket til ham , hvorfor skulle hun ellers gøre dét , måske han bare var genert og skulle hæ et skub...i bagdelen...bokstavligt ,overvejede Craig og smulede forventningsfuldt til Zean.
Imens var Camille ved at vaske sine hænder og være klar, men hun skulle lige tjekke mobilen for sms inden hun var helt klar.

Camille! Hvad fanden hvad ehun rodet ham ud i? endnu en prøvelse for at...arbejde med ham? Dette kunne ligne hende...men det virkede også usandsynligt.
Han mærkede hvordan varmen spredte sig i hans krop. Ikke fordi han var genert...det havde han aldrig rigtig været, men fordi han snart blev vred.
"Godt så, hør her Craig....Min veninde laver sjov. Hun elsker at drille mig selv om det nogen gange driver mig til vanvid...Men ved du hvad? Jeg er både forlovet og har en lille søn...Og jeg elsker dem begge højt. Så hvorfor smutter du ikke op til baren og henter vores regning?" han sagde det roligt...men meget bestemt. det var tydeligt: smut nu eller jeg bliver sur.

Craig så nu en.smule skuffet ud, kunne han havde taget så meget fejl.Han troede jo lige at denne prageksemplar af en mand kunne overtales til en ...mindre date af en slags, og siden hen... Ja..hvem vidste ?
Han besluttede at give dét en sidste chance, inden han gav op for good så Craig gav Zean et skævt smil og nikkede i retning af toiletterne hvor Camille tilfældigt kom ud, i sekundet der efterfulgte og lyttede uforstående da Craig sagde til Zean "Hvis du vil...kan vi da inkluderer hende...din sjove veninde, på en playdate ? " han forsøgte få øjenkontakt med Zean.
Og imellemtiden fik Camille et noget forbløffet udtryk, hvad fanden sker der lige ved dét bord, tænkte hun uden at røre sig.

Fint. han fattede ikke en fin hentydning. Dumme menneske! Han knurrede svagt og rejste sig pludseligt op.
"Hvad er det du ikke fatter?" andre gæster begyndte at se undrende, og en anelse forskrækket, hen på dem.
Han trådte hen ved siden af bordet og hev tjeneren, Craig, op ved kraven.
"Jeg er ikke til mænd, jeg bliver aldrig til mænd og hvis du nogensinde nærmer dig mig igen, så kommer det til at gøre ondt. Så ondt som du kun kan drømme om!" han kylede tjeneren ned i gulvet.
Han viste at Camille var der...han viste hun nok ville prøve at berolige ham...Eller vent...måske ville hun blive sur. men taget i betragt at hun ikke vidste noget om hvad der enlig lige var sket...Nå lige meget. Denne tjener skulle bare lade ham være!
Han smed nogle penge på bordet og var næsten allerede på vej ud af cafeen....

Craig skulle lige til at undskylde, da Zeans hænder og vrede ramte ham og inden han kunne udstødes et ord, var han slået i gulvet.
Camille stormede frem og råbte "Zean, for guds skyld nej....hvad laver du dog?"
Men tjeneren lå allerede omtumlet på gulvet og de øvrige gæster var begyndt at viske om den underlige tjener og den mystiske kunde.
Hun lagde en hånd på hans arm , da han hastede afsted "Hey...hey ! Hvad sker der Zean , vær nu sød..."
Så stoppede hun op, dét var da vel ikke hendes lille uskyldige joke der havde betydet al dét her tumult ?
For pokker da, så var dét jo hendes skyld al ballade.
Hun blev ærgeligt, men kunne jo ikke vide at tjeneren ville være så hooked på Zean...ellet dét burde hun måske nok for var alle der mødte ham og øjnede en chance ikke det ?

Han anede intet om hvad hun tænkte. heldigvis. han ville havde sagt det imod med enhver protest han ville kunne komme i tanke om. Men ligefrem at blive jagtet af mænd...Ikke i hans liv!
Han stoppede op lidt væk fra Cafeen og vente sig mod Camille.
Han ville nødig sige undskyld, men hvorfor skulle han også det? Han havde vel ret til at reagere som han gjorde!
"Det blev for meget...han troede virkelig jeg var til mænd! Jeg har ikke tålmodighed med sådan noget! han kunne virkelig ikke fatte det!" sagde han lidt hastigt, for at så sagen ud af verdenen.

Hun begyndte at grine ....ikke at dét var morsomt i sig selv at Zean havde følt sig lidt trængt og ikke at dét var spor morsomt at der lå en tjener omtumlet på gulvet på caféen, men dét samlede billed var alligevel...bare lidt morsomt.
Hun anlagde et strengt ansigtsudtryk "Man kan da ikke lade dig alene i fem minutter ...uden der opstår...drama..." lo hun og begyndte at gå videre ned af gaden.
"Du er altsår lidt af en håndfuld , ved du dét " drillede hun ham, da han ikke virkede helt så vred på hende som hun.lige havde frygtet.Så nu skulle han lige i fint humør igen over på....Craig...eller dét var måske en uheldig formulering af ord ?

"Drama? Du startede!" forsvarede han sig og gik med hende. Han viste ikke helt hvad hun fandt så...sjovt. Selv fandt han situationen irriterende.
Han så lidt på hende og rystede på hovedet. en håndfuld? Var han da...for meget?så var hun jo nok gået...han trak svagt på skuldrene for sig selv og så sig kort omkring. det hele var gået fra hyggesnak i cafeen til...en ubestemt gåtur ude i kulden. eller kulden og kulden...
Han sukkede svagt.
"Hvad tror du enlig der sker når man dør?" spurgte han hende

Hun lavede en forfærdet grimasse "Ja...det gjore jeg vist , gjore jeg ikke ? undskyld Zean "
bekendte hun sine synder imens hun stadig fandt dét morsomt.
"Men du er altsår nød til at huske at du har flere kræfter end de vanlige mennesker , så du skal passe på med din...irritation "
Så blev hun med et alvorlig, hvad hun troede der skete når man døede ?
Camille så på ham, godt nok var Zean periodevis nedtrykt , men vel ikke så nedtrykt?
Nej...dét ville han aldrig gøre, han var way to strong, kom hun frem til.
"Hvad der sker...Åh, Zean...du spørger den forkerte hvis du søger et lykkeligt svar....jeg tror livet ender, at vi ikke længere er her....jeg tror ikke på flere liv eller reinkarnation, desværre...tanken er smuk.Og der venter heller ikke en himmel eller et helvede , hvis man spørger mig.
Men hvorfor... ? " Camille var mildest talt overrasket over hans spørgsmål....og hun kunne jo kun sige hvad hun troede, i denne verden...hvem kunne vide ?

Han forventede hverken det ene eller det andet...desuden overraskede hendes holdning ham ikke. hun var læge. så også døden i øjnene en gang i mellem...hvordan kunne man så tro på andet end at det hele bare var...slut, tomt.
fredfyldt...
Han kunne aldrig finde på at tage livet på sig selv...han havde levet for længe og oplevet for meget til overhoved at overveje det. hvis det skulle ske, ville det være sket for længe siden.
Han var bare nysgerrig.
"Jeg er bare nysgerrig...Læste for lidt tid siden, da jeg surfede rundt på internettet, om en kvinde som var ret aktiv inde for...diverse paranormale...Hvilket jeg finder ret interessant...Hun lød til at vide meget om hvordan døden var og hvad der skete bagefter. en gennemtænkt historie, men knap sandsynlig...så tænkte jeg hvad du gik og tænkte om emnet" sagde han og lod blikket glide rundt på omgivelserne, både af gammel vane og for at kigge lidt...

Camille tænkte at Zean havde en del sider i sin personlighed han holdte skjult, godt skjult.
At han overhovedet funderede over sådan noget og at han var interesseret i hendes tanker omkring dét , gjore at hun næsten holdt mere af ham.
Han var som et løg....hver gang man fjernede et lag, kom et nyt frem.
Hun bladrede igennem hendes tanker og oplevelser med døden.
"Jeg håber mest af alt...der er bare fred ....når dét er slut....ingenting, flatlines ....og dermed også fred.
Ingen fortjender en evighed i dårlige følelser, hvad dét nu kan være man slæber rundt med af anger og skyld." Hun rettede lidt på tøjet...."Du tror på ånder eller ?" hun fik en indskydelse af at Zean måske var mere alternativ i tankegangen end hun faktisk troede.

HAn trak lidt på skuldrene. han havde aldrig luftet sine tanker om det før, for ikke at virke dum eller svag...for det var man jo..i hvert fald for en del år siden. skør.
"Lidt...når både dødsengle kan se dem, når jeg ved folk har en sjæl...og når jeg oplevet noget underligt...der er bare for mange, for mig i hvert fald..." han smilte lidt til hende
"små beviser om at der er noget..." han trak lidt på skuldrene. hun så ham nok også som fjollet. men det rørte ham ikke specielt...ikke med Camille.
"Fredfyldt håber jeg og regner jeg med døden bliver...og det kunne vlre fedt at rende rundt som ånd og drille folk" han smilte lidt

Dét var en lidt mere blød side af Zean, sådan så hun dét.Ikke bare fjollet.
Hun mente livet var komplekst på alle leder og kanter, men at døden var enkelt og let.
Måske et lidt kynisk synspunkt at have, men hun priste sig lykkelig ved aldrig at have møde ånden til nogen af dem hun ved mere eller mindre uheld var kommet til at tage livet af.
Dét var hun ret sikker på ikke ville være et hit.
"Jeg har aldrig mødt en engel...hvis man ser bort fra en enkelt kort episode...dét er næsten de eneste jeg ikke snubler over i tide og utide....er dét ikke lidt underligt egentlig , at de.væsner der har ry for at være gode...dem kan man ikke finde i.mit farvand ?"
hun.kløede sig lidt i nakken øh rynkede lidt på.næsen, naa dét måtte da.være et tilfælde, ik ?

Han så lidt på hende og smilte.
"Det lyder som tilfælde, intet mere eller mindre...jeg møder ikke vildt mange selv...dog stadig en del...Nææ, jeg møder sjældent elvere...og varulve er faktisk efterhånden også ret sjældent...det er lidt underligt...men dæmoner møder jeg tit...og vampyrer også....Dusørjægere er også sjældnere og sjældnere....hvis man ser bort fra Tristan har jeg ikke mødt nogen i flere måneder..." det lød næsten som om det kede ham.

Camille lo.
" Dét kan da være jeg kan præsenterer dig for nogen stykker, hvis du vel og mærket behandler dem ordenligt "
Camille havde ikke fortalt nogen om den træning hun skulle til og igang med.Hun var lidt bekymret over tidspunket, ville der være tid nok i hendes døgn til at nå dét hele ? Dét var uvidst hvor meget tid lederskabet ville kræve af hende og dét samme med træningen.
Men dét var nu hun havde mulighed for at lære fra en af de bedste , Ancilla , så hun var nød til at slå til.
"Kan du holde på en hemmelighed...mere ? Ikke sladre til din ny bedste ven Tristan " teasede hun.
"Jeg vil gerne understrege at dét ikke er for at slå nogen ihjel Zean, men jeg har....eh....anskaffet mig en mester til at træne mig til dusørjæger , kun som selvforsvar " hun ventede spændt på om han ville bifalde dét.
Han var jo hendes mentor, hjalp hende med evnen og med at forstå hele denne verden, tanken slog hende om hun burde have drøftet dét med ham inden hun lavede aftalen.
Tristan ville ikke synes om dét...havde hun lovet ham ikke at gøre dét ?Dét huskede hun ikke.
Men dét var jo ikke officielt hun gik i lære, og hun ville blive den første uofficielle dusørjæger der ikke ønskede at dræbe, og hun ville være total badass, dét var planen...men nu havde hendes planer jo en irriterende vane med ikke at virke som tiltænkt når de blev ført ud i livet.

"Du har misforstået noget, Camille..." smilte han lidt
"...Dusørjægere og væsner skal netop ikke være venlige over for hinanden...de skal prøve at slå hinanden ihjel...Men har nu ikke mødt nogen der faktisk kunne påføre mig skade...Altså Tristan gjorde lidt, ik...men jeg var ikke rigtig i balance den aften..." han trak lidt på skuldrene. det var også lige meget. livet blev vel altid kedeligt igen på et tidspunkt...og lige for tiden skete der virkelig intet.
Han så ikke på hende mens hun snakkede, men tænkte bare.
"Det er dine egne valg" svarede han neutralt. det var vel...fornuftigt at træne sig lidt op så man kan beskytte sig selv...selv om han begyndte, af en eller anden grund, at føle sig mere og ere ubrugelig. Det var vel lige før man skulle starte en skole...kom og lær din evne, kom og slår at slås...
Nå, det var også lige meget. igen.
"Hvordan går det enlig med koncentrationen?" han så på hende igen. Han var vel uduelig...anede intet havde påtaget sig opgaven uden at tænke sig rigtig om, men for at hjælpe hende...og det endte så med han ikek kunne alligevel. Han kunne kun gætte sig frem og håbe det hjalp. Men end til videre havde det vist ikke været til meget hjælp...Og alligevel havde hun ikek fundet en anden til at hjælpe sig. selv om hun sikekrt kun skulle spørge sine små dusørjæger venner....
Han fik endnu en gang lyst til at rejse væk...bare for lidt tid. eller måske for evigt, det viste man jo aldrig. Han havde været her for længe...det kunne han mærke, han kendte for mange, for mange kendte ham, han var alt for meget social i forhold til hvad han var van til og det bragte ham også lidt ud af balance...måske skulle han bare...Han sukkede svagt. Han trængte bare til at kunne starte forfra...Igen.

Hun kiggede i smug på ham.
Han betød meget for hende, og han var nok den eneste hun kunne fortælle alt til, fordi han ikke dømte hende, han blev til tider udfordret af hendes synspunkter, men han dømte hende ikke....han accepterede hende komplet som hun var.
" jeg har øvet mig som du sagde...og nogen gange behøver jeg ikke engang lukke øjnene mere, bare at tænke dét, men dét skal jeg lige vennet mig til.
Dét mere dét med at vride indvolde ...dét ender altid med de dør...jeg ved ikke helt .."
Så stoppede hun og fik kigget igen på Zean...igen dét lidt opgivende midmodige udtryk....hvorfor ?
Hun gav ham et blidt skub " en tier for dine tanker " tilbød hun halvt i sjovt halvt i alvor.

Han stoppede op da hun stoppede op, men så opslugt af tanker at han ikke lige fik tænkt over hvorfor...selv om hun jo så spurgte ham. Men en ting af gangen...desuden ville hun bare....det var ikke noget hun kunne hjælpe med alligevel, det var hans egne beslutninger og hans eget humør.
"Tja, det kommer når du er blevet bedre...som du jo siger du gør...Jeg tror det har med koncentrationen at gøre, som jeg har sagt før. Hvis du koncentrere dig og bruger evnen som om den er en del af dig selv, at den skal gøre nøjagtig hvad du siger, tror jeg sagtens det kan lade sig gøre...Men jeg tænkte på noget...du er jo læge ikke? du ved da godt det nok ikke er helt sundt at få vredet sine indvolde rundt, det er da ikke noget og sige til folk dør af det?" han så lidt på hende og håbede at hun ville nøjes med det emne. Det andet gad han virkelig ikek snakke om, som om hun var hans...hjernevrider, psykolog. selv om det sikkert kun var ment som en ven.

Hun vidste alt om anatomi og dét at rumsterer med kroppens indvolde, og når hun visualiserede dét var dét også bare et ganske lille vred hun forstillede sig, men.dét var styrken hun ikke kunne styre...hun fik en slem tanke, var dét hendes vrede der var problemet her.
Hun havde altid troet dét var selve evnen der skulle arbejdes med når hun.vred rundt på indvoldene, men.hvis dét nu var en.indre vrede der blussede op og tog over..?Sikke noget crap...hun gad i hvertfald ikke arbejde med noget som helst vrede, hun var altid så...sød...og det var vel ikke et problem ?
"Dét er usundt at rode med folk sådan...men intentionen er at give dem smerte ikke slå dem ihjel, jo "
Hun fik en idé om at Zean gik med planer han ikke ville indvie hende i.
"Bare så du ved dét...jeg KAN faktisk lytte, uden at tale...nogenlunde " sagde hun.med et hint af et smil i stemmen.

Selvfølgelig lod hun det ikke falde til jorden. hvordan hun så end altid fik opsnuset når han gik i sine egne tanker.
Han sukkede svagt.
"Tja...du kan jo også øve med at gøre små ting...dagligdags ting, bare kun med din evne...lav mad, pluk blomster, føre pennen når du skriver...Det sidste blivre nok ret svært, men jeg tror sådan nogle små ting vil være gode at øve på, så kan du også bedre...bruge evnen til små ting, at vride lidt på nogle indvolde f.eks. " sagde han og smilte så endelig lidt.
"Nogen tanker må man godt have for sig selv" svarede han så endelig på hendes forsøg på at få ham til at snakke. Og det var jo rigtigt. han var tilladt at have visse ting for sig selv.

Hvorfor havde hunbikke selv tænkt over dét ?
Hun.brød sig så lidt om sin evne og om dét 'farvede' blod der løb i hende at hun gjore hvad hun kunne i dagligdagen for at holde den.nede, holde den væk.
Måske var Zean inde på noget vigtigt her, måske skulle hun arbejde ikke på på at styre den, men på at integrerer den i hende...psykisk accepterer den, så kom dét med styringen måske af sig selv.
Hun kiggede på ham som havde han lige foræret hende de vise sten og hun hansen en sær lyst til at springe om halsen på ham og knue sig ind til ham, som tak for han gad og lykkedes i at hjælpe hende og fordi...bare fordi, konkluderede hun.
Men hun undlod at handle, med Zean vidste man aldrig helt hvornår noget var for meget, men hans indre tankeliv synes at præge ham lige .nu.
"Naturligvis har du ret til private tanker...vi er jo ikke gift skat " drillede hun og fandt selv joken rimelig morsom.

Han rømmede sig kort.
"Nej...Det er vi vel ikke" han blinkede drillende til hende. Han ville intet have imod et kram...ikke fordi han selv trængte, det gjorde han faktisk aldrig, men bare...fordi.
Men han kunne godt se hun virkede glad over et eller andet...Han viste ikke lige hvad det skulle være. måske gik hun også i sine egne tanker.
"Hvorfor så glad?" spurgte han så. samtidig med at han prikkede hende på skuldrene så hun viste han drejede af. han skulle ind i supermarkedet og handle lidt. OG det måtte han heller gøre mens han huskede det.

" Fordi du ...mentor Zean ...du lige har givet mig en stor gave , du har fået mig til at indse jeg har grebet dét med min evne helt forkert an..jeg skal omfavme den og integrerer den i mig, Istedet for at forsøge at kontrollerer den i en armslængde væk " hun lyste op igen og gav ham et strålende smil.
Han gennede hende mod supermarked...hvilke fik hende til at tænke i helt andre baner....hvilke var godt , for eftersom hun ikke kunne læse hans tanker og dermed bestemt mente at en kram ikke ville være et hit, måtte hun tænke på noget andet end hendes impulsive lyst til hans nærvær, selv for et kort øjeblik.
"Så....bruger i pampers eller libero hjemme hos jer " tvang hun et 'lustdæmpende' emne frem.

Han så lidt på hende og trak så på skuldrene.
"Ingen ide, det er Dawns bord..." han tog en kurv og gik ind i selve butikken.
"jeg skal bare købe lidt mad til dem, vist..." han stod et øjeblik og kiggede ned af den ene hylde efter den anden, fuld af alle mulige ting. Men trak så på skuldrene da han begav sig ned mellem. Når han fandt noget han skulle bruge, lagde han det ned i kurven.
Lidt efter stod de ved kassen, han betalte og proppede det hele i en pose.
Og der efter sotd de ude foran butikken igen. det hele var gået hurtigt...han hade at gå i butikker, især supermarkeder...fuld af mennesker og mad...det var altid noget der ikke havde været stor kø eller fuld af børn i dag. Lige nu.