Silent River

Dato :: 27/12
Årstid :: Vinter
Dag :: Lørdag
Vejr :: Koldt, grå og mørkt
Sted :: Ved silent river
Tid :: 22.30
Omgivelser :: Ingen andre end Malicka

Malicka gik langsomt rundt nede ved vandet. Hun var hensunket i tanker, og havde glemt alt om tid og sted. Hun nød den kolde aftenluft mod sin hud. Hun var iført en nusset jakke, slidt hættetrøje, og et par gamle jeans. Hendes lyse hår var for en gangs skyld sat op i en høj hestehale, der hang ned over hendes ene skulder. Hun sukkede kort og sparkede en sten ud i vandet mens hun så ned i jorden.

Aubrey havde fået færten af menneske og havde derfor fundet frem til pigen, han havde beragtet hende i få minuter og kom så frem "Du burde ikke rende rundt her alene så sent" sagde han så i et smil og gik hen mod hende, han betragtede hende lidt, hun så syg ud, men han tog sig ikke af det, så længe hun havde blod i kroppen.

Malicka vendte sig forskrækket om da hun hørte hans stemme. Hun trak tavst på skuldrene som svar til hans kommentar, og betragtede ham stille. Hun fugtede tænkende sine læber, og så på hans øjne. Øjnene var tit noget der afslørede racerne... De blev faktisk meget ofte overrasket over at hun rent faktisk kendte til dem, men på den anden side måtte mennesker vist heller ikke vide noget... Det var faktisk unfair, mente Malicka..

Aubrey smilede og kom frem bag hende, han lagde hænderne på hendes tynde liv og trak hende blidt ind til sig, han lagde munden ved hendes øre "Jeg er vampyr" hviskede han og havde godt lagt mærke til hendes søgende blik og havde regnet ud at hun prøvede at gætte hans race.

Malicka stivnede kort da hun mærkede hans arme omkring sig. Hun nikkede svagt til hans ord, og forsøgte at vriste sig fri af hans greb. Men selvom der gemte sig overraskende mange kræfter i den spinkle krop, var hun latterligt svag i forhold til en vampyr. Hun bed sig hårdt i læben da hun mærkede hvor hurtigt hendes hjerte bankede, og forsøgte at holde styr på sit åndedargt selvom det ikke gik synderligt godt. Hun var allerede blevet bidt af en vampyr én gang, og havde ikke den største lyst til at prøve igen... Overhovedet ikke faktisk...

Aubrey lod hånden køre ned igennem hendes lyse hår og så på hende "Du skal ikke være bange" sagde han så med et uhyggeligt venligt klang, han smilede sit lumske smil og vendte hende så om så hun stod med ansigtet mod hans, han smilede skævt så hans hjørntænder blev blottet "Jeg har ikke gjort dig ondt endnu" sagde han og fjernede en tot hår fra hendes ansigt.

Malicka så på ham med et vredt blik. Nej, hvor ville hun ønske hun rent faktisk kunne svare igen lige der. Hun satte hænderne mod hans bryst, og forsøgte at skubbe sig væk fra ham. Hvorfor var det lige at hun kom ud for sådanne situationer?

Aubrey lo lidt af hendes sølle forsøg på at komme væk og slap grebet om hende, men tog istedet fat om hendes håndled og så ned på hende med et smøret smil hen over læberne, han snurrede hende en halv omgang rundt, så hun igen stod med ryggen til ham, men med armende overkors.

*Stop nu! Skrid af helvede til med dig!* råbte hun af ham i tankerne. Hun prøvede at hive sine håndled til sig, og samtidig rette et spark bagud for at få ham til at slippe hende. Hun var godt og grundigt vred på ham, og bed tænderne hårdt sammen.

Aubrey lo lidt igen og trak hende indtil sig "årh tag det roligt" sagde han i et lettere provokerende smil og lagde hovedet ved hendes hals og lagde læberne på hendes hals i et ømt kys og smilede så igen "Uhm, så fristende" hviskede han køligt mod hendes hals, han slap hendes håndled om lod hendes arme falde på plads, før han tog armende om hende.

Hun stivende lidt, og sank noget da hun mærkede hans kolde læber mod sin hals. Da han igen lagde armene om hende, tog hun fat om hans håndled og borrede sine tomelfingre ind ved det bløde punkt ved pulsårerne. Hun var rasene både på ham, men også på sig selv over at hun skulle være så idiotisk at befinde sig sådan et øde sted, når hunn jo udemærket vidste at der var vampyrer i området. Men på den anden side var det jo ikke alle vampyrer der opførte sig som denne her gjorde det...

Aubrey blev kun mere legesyg af det, da det pirrede ham at hun gjore modstand, Han lo endnu en gang og satte så pludseligt tænderne i hendes strube, han holdte lidt strammere om hende og nød smagen af hendes mættende menneske blod, han havde ikke tænkt sig at dræbe hende, selvom han gerne ville have alt hendes blod.

Malicka spilede øjnene vidt op da han satte tænderne i hende. Hun fik tårer i øjnene ved smerten, men lukkede øjnene hårdt sammen for ikke at lade dem falde. Hun var skrækslagen, men nægtede at vise ham det. Hun ville ikke lade ham få den tilfredshed! Hun mærkede hvordan blodet forsvandt fra hendes krop, og med dét hendes kræfter.

Aubrey nød smagen og styrken af menneske blod, som stille blandede sig rundt i hans krop, han tvang så sig selv til at trække tænderne ud hende inden hun ville være helt bevidstløs, han holdte hende i sine arme så hun ikke skulle falde til jorden.

Hun åbnede øjnene da han trak tænderne ud af hende. Hun bed sig i læben, og var ikke sikker på hvor vidt hun skulle være lettet over at han ikke havde dræbt hende, eller rasene over at han i det hele taget havde bidt hende. Men hun blev enig med sig selv om at hun hadede ham uanset hvad.

Aubrey fik hende så tvunget ned i en sidende stilling på jorden, han holdte fast i hende, men tvang hende så helt ned at ligge "Det er så fristende at gøre dig til en af nattens børn .. " sagde han og et smil bredte sig på hans læber, han sad ikke ovn på hende, men ved siden af hende lænet ind over hende og fat i hendes hænder.

Malicka rystede hurtigt på hovedet, og så skræmt på ham. Dét ville hun ikke! Det var hun allerede blevet tilbudt to gange tidligere, og havde afslået begge gange. Hvad var der med de vampyrer? Hvorfor i alverdenen kunne de ikke bare lade hende være menneske? Det var jo ikke ligefrem fordi hun ønskede at blive en af dem.. At skulle værer tavs for evigt? I det hele taget ideen med at leve forevigt.. Dét var ikke en tilværelse hun hsvde lyst til..

Aubrey manglede kun at give hende noget af sit eget blod også var hun tvunget til at lide den smertefulde forvandling, han tog hendes hænder over hovedet og holdte om begge hendes håndled med én hånd, han tog sit håndled op til sin egen mund og så ned på hende med smilende øjne, han satte munden ved sit håndled og satte derefter tænderne i sit håndled, han fjernede så munden og så kort på såret ved sit håndled, han førte håndleden ned mod hendes mund.

Malicka så først på hans ansigt, og dernæst på håndledet. Så vendte hun ansigtet væk, så det blev skjult ved hendes arm. Hun lukkede sin mund så tæt, at den ikke var mere end en smal streg i hendes ansigt. Hun gjorde virkelig hvad hun kunne for at han ikke skulle forvandle hende. En lille tåre sneg sig ud fra hendes øjenkrog, og gled langsomt ned af hendes kind.