En familie sammenkomst..

Dato: 27 december
Dag: Søndag
Tid: 18:28
vejr: Rimelig godt vejr. Lidt koldt og blæsende, og lidt sne på jorden udenfor.
Sted: En restaurent i Werclare.
Omgivelser: Mennesker, duften af mad, lyden af musik og folk der griner. Stemning.

Eolith så sig omkring på de mange mennesker. Han syndes det var en hyggelig lille restaurent, og så var den ikke engang overbefolket. Han tog sin jakke af og hang den op bag i stolen og satte sig ned, inderst mod væggen. Han så på Susanne og lennard, der gjorde det samme, og så sig omkring. "Bare de nu kommer til tiden" Sagde Susanne spændt, og rettede lidt på sit smukke, rødkrøllede hår, der så flot var sat op i en japansk frisure. "Bare maden smager" Mumlede Lennard som svar, og bladrede menukortet igennem.
Eolith sagde ikke noget, men smilte til sin moster. Hans to fætre gad ikke komme, og derfor havde Eolith sagt ja til at tage med. Det gjorde vel ikke noget at mødes med lidt familie? Gjorde det? Desuden havde han fået fortalt, at der også kom en andn dreng, på omtrent samme alder.

Sirayo steg af sin mors motorcykel, og så hen på sin far med hans yngre søster. Han åbnede klapsædet, da hans mor steg af, og skulle til at tage et våben med sig.
"Lad være. Din far har allerede, hvis der skulle blive brug for det" Sagde hun skrap, som hun nu var "Det er længe siden jeg har set min søster, og jeg vil gerne forholde mig gode venner med hende. Hun ved iøvrigt ikke, hvad det er i to går rundt og laver".
"Javel" Svarede han og klappede sædet i igen. Han var nu glad for at være genforenet med sine nærmeste, men han brød sig ikke om, at de var der i Werclare, hvor han arbejdede som dusørjæger.
Familien gik ind i restaurenten, og så sig omkring. Hans mor gik pludseligt målrettet hen til familien. "Susanne!" Udbrød hun og tog armene omkring hende.
Sirayo, hans søster og hans far nærmede sig, og så på kvindfolket. Sirayo hilste Lennard med et nik og så hen på Eolith. Hans blik stivnede i det samme. En engel sad ved deres bord.

Susanne rejste sig og tog armene omkring hende, og havde nærmest tårer i øjnene af bare glæde over at se hende efter så lang tid. Det var helt komisk.
Lennard så kort op fra menukortet, men lagde det så fra sig, da han jo ikke var helt uhøflig. "Det er nu længe siden" Sagde han utydeligt. Eolith smilte af sin mosters lykke, og så dernæst til sin side, hvor Sirayo stod. Han lignede et helt genfærd, sådan som han stod stivnet fast på stedet og stirrede på ham.
Han smilte kun til ham, med venlige øjne. "Hej" Sagde han og bød ham med et nik mod stolen, til at sætte sig ned. Han fandt Sira meget smuk. Lidt lav, med et underligt udtryk, men han havde smukke øjne, og enkelte, feminine træk i sit ansigt. Det var første gang han mødtes med sin mosters kusines søn, altså havde Susanne heller ikke mødtes med Siras mor Laar siden. *De har så underlige navne, i deres familie* Tænkte han, uden at se væk fra Sira.

Sirayo smilte ikke igen. Han så på sin far, der pludseligt bare satte sig ned, overfor Lennart, og blev chokkeret. Havde han ikke noteret englen!? Han så forvirret på ham, da hans far pludseligt sendte ham et advarende blik. Han havde altså opdaget det..?
Han så modvilligt på englen igen, og satte sig så ned foran ham. Resten af familien satte sig til bords, mens Laar og Susanne var godt igang med at snakke løs. Han bed usikkert tænderne sammen og så ned i tallerknen, hvor der var et menukort. *Act normal* Tænkte han, selvom at tanken pinte ham. Skulle han nu til at spise og bo sammen med den tingest!? En vandskabning!? Det var til at blive syg over.
Sirayos pokerfjæs narrede dog Eolith, der nærmest blev ved med at smile. Det var helt uhyggeligt. Man skulle næsten tro, at Eolith ville ham noget, med det blik han hele tiden sendte. Store, blå dukkeøjne, var lige netop det de var. De var ikke til at stole på.

Eolith så sig omkring i den ret så store forsamling på hele syv personer, som de havde samlet. De alle snakkede højlydt sammen, selv hans stille onkel, der som regelt ikke sagde et bjæf. Han så hen på Sirayo, og fristede sig selv til at skabe en samtale med ham. "Såeh.." Sagde han lavt "Det er vidst vores første møde sammen?". Han smilte stadig, men smilet var kun naturligt, og var ikke skræmmende på nogen måde. Han kunne slet ikke se, hvilke pinsler Sirayo sad og led lige netop i dette øjeblik.

Han så overrasket op fra sin tallerken, og op på Eoliths ansigt, der holdt fuld fokus på ham. Han nikkede tøvende, og vidste slet ikke hvordan han skulle opføre sig. Hans mund formede et lydløst ja. Han rømmede sig "Ja".
Han vendte blikket hen mod sin far, der fuldstændig havde lukket alt om englen ude. Ufatteligt. Var det ikke meningen, at dusørjægere skulle slå ihjel, uanset hvad? Og var Eolith overhoved Susannes rigtige søn? Han lignede jo hverken hende eller Lennart.
Han skævede hen på Eolith og flakkede ufrivilligt med det ene øje. Hans eneste måde at overleve på, var at blive venner med ham.
"Du hed... Eolith... ikke sandt?" Spurgte han nærmest helt dystert "Mit navn er Sira..".

"Jo" Sagde han og studerede ham nøje "Og jo, det ved jeg godt. Jeg har set billeder af dig, i min mosters fotoalbum. Jeg har altid gerne ville møde dig".
Han så ned på menukortet og kiggede det igennem. Han kiggede selvfølgelig på de sunde retter, da han gerne ville holde den sunde figur. "Jeg skal have grøn pastaret" Sagde han til sin moster. Hun vendte sig og så hen på dem "Ja? Og hvad med dig Sira?".
Tjeneren stod ved bordenden og var ved at tage imod bestillingen.

Han så på sin moster, og derefter på tjenerern, der så tålmodigt ventede. Hans blik gled ned på menukortet, men han havde endnu ikke åbnet det. "Bare.. det samme. Grøn pastaret.. ikke?" Spurgte han og så på Eolith "Og så gerne en vand...". Han sukkede dybt og lænede sig tilbage, for at stresse ud. Selvom han var ankommet med appetit, havde han slet ikke tanker om at spise, foran sådan et bæst. Og gud, hvor var han egentlig en grim dreng. Var han nu også en af de der 'emo, goth' typer? Eller var han trans?
Udover det lange hår, make uppen og den spinkle krop, var der jo intet bøsset over ham. Men den måde Eolith så på ham på, var skræmmende nok til, at han ikke ville tage nogen chancer.

"Også en vand til mig" Skyndte han sig at sige til tjeneren, inden hun vendte sig om og gik mod køkkenet. Han pillede lidt ved kanten af tallerkenen og udtænkte sig et nyt spørgsmål han kunne stille Sira. Der var intet han hellere ville, end at blive gode venner med ham. Der var et eller andet sejt over hans fætter. Men mon ikke de nok skulle nå at blive gode venner på et eller andet tidspunkt? Yohan familien skulle jo være hos dem i nogle dage, så det skulle der nok blive tid til.
Han så op i loftet og tænkte. *Gad vide om jeg så for tid til at besøge Armand?*.

Sirayo trippede lidt med fødderne, som om han var på speed eller lignende. Det at sidde overfor en engel på den måde, var den rene skrækhistorie for ham. Før eller siden ville englen finde ud af det, og slippe fra dem. Og på et eller andet tidspunkt blev de jo nødt til at slå ham ihjel.
Han ventede længe, uden at der blev sagt noget imellem dem, og til sidst fik de mad stillet frem på bordet. Hans far havde skænket ham et advarende blik, da hans trippen med fødderne var blevet lidt for voldsom.
Han så ned på sin mad og begyndte at spise.

"Smager det godt?" Spurgte han og greb ud efter ketchuppen, uden at have smagt på maden endnu. Han kom ret meget på, og blandede pastasalaten sammen med det. Han begyndte at spise, og smilte igen til Sira. Han tørrede lidt ketchup af munden inden Sira skulle opdage det, og vedligeholdt smilet. Selv havde han været ganske sulten, og det var en lettelse at få mad ned igen.

Sira skulle til at svare et tørt 'fint', men så op på Eolith og hans mad. "Hvorfor i alverden ødelægger du maden på den måde?" Spurgte han i et suk. Maden smagte jo godt, så hvorfor lod Eolith sin tallerken bade i ketchup.
Han rystede på hovedet og spiste videre. Han gad ikke spille sin tid på den slags tåbeligheder.

"Det gør han altid" Lo Susanne bare, og blandede sig bare ind i deres samtale som det passede hende. Hun var stolt af sin Eolith, og lod ham bare gøre som han ville. Hun var ikke lige så streng som Siras mor kunne være. Alligevel var de tætte veninder. "Nåh ja.. I to kan vel godt være lidt sammen? Eolith har jo heller ikke så mange venner, og han plejer bare at gå rundt udenfor for sig selv"
"Susanne!" Udbrød Eolith og tog sig til hovedet i skam over sig selv. For ham var det ydmygende, at høre på. Han ville jo gøre et godt indtryk på ham, ikke skræmme ham væk med al sin kedeligheder.

Sira så op fra en ellers dyb koncentration af sin spisning. Han så hen på Susanne, hvor han samtidig kunne se sine forældres blikke. "Selvfølgelig" Svarede han, uden helt at forstå, hvordan de i alverden kunne tvinge ham ud i dette "Vi skal nok... blive fine venner". Han kunne brække sig over sin egen falske tone i stemmen. Han skyndte sig hurtigt at skovle mad i munden, så han ikke behøvede snakke til dem. De andres blikke så væk igen, men ikke Eolith, åbenbart.

Eolith så lidt ned, selvom han havde fået bekræftet, at Sira gerne ville være sammen med ham. Det virkede lidt som om, at Susanne lokkede ham til det, gjorde det ikke? Det måtte åbenbart være en underlig tiltrækningskræft, kvinder af ren natur havde. Det var ikke ligesom hans egen evne.
Han så forsigtigt op og så på Sirayo, mens han ikke så ham. Han spurgte sig selv om, om det ville udvikle sig til et eller andet med ham, hvis nu at de kom til at gå i seng med hinanden? Hvad skulle han dog sige til Armand, hvis... Well... Armand var jo ikke hans kæreste... endnu... var han?
Han rystede på hovedet. Nej! han havde lovet sig selv ikke at gøre sådan noget længere.

Han skævede mistænksomt hen på Eolith, og spiste så lidt videre igen, bare for ikke at stå og glo. Han var ikke sulten, og han brød sig ikke om at spise foran folk, der stirrede på ham konstant. Han undrede sig over, hvordan en engel kunne være i familie med to mennesker? Det kunne umuligt være deres søn. Eolith kaldte jo også Susanne ved fornavn?
Han kiggede bittert på Eolith, men slog hurtigt blikket væk.

Eolith valgte bare at spise, mens han så tænkende ned på maden. Han kunne på ingen måde gå i seng med Sira, hans egen fætter. Han tænkte, for at finde en plan.
Han kom i tanke om Susannes sovepiller, som hun havde stående ude på badeværelset. Det var hans alternative løsning. Sira ville jo nok blive mistænksom, hvis han hele tiden måtte smutte inden klokken 23:00.

Sirayo blev hurtigt færdig med sin mad, mens de andre spiste. Han ventede kun på at de blev færdige, så han kunne slippe fri, og tale med sin far. Han vidse jo ikke, hvad hans far havde i tankerne, men et eller andet måtte han da tænke?
Han så på hans far. Han tog det ganske roligt, som om Eolith havde været et ganske almindeligt mennesker. Efter en halv times tid var alle blevet færdige, mend de stadig snakkede på livet løs. Han frydede sig over, da der blev snakket om at tage hjem igen, og han så spændt til, da hans far tog fat i en tjener og bedte om regningen.
"Ja. Lad os se at rejse os, og komme hjemad" Sagde Laar og rejste sig. Hun rettede på sin top og så på hendes mand, der var ved at betale. På trods af at de allesammen var i familie, var der stor forskel på økonomien. Sirayos familie var en meget velhavende dusørjægerslægt, men den rakte selvfølgelig ikke ud til alle i den enorme familie. Laar var jo ikke medfødt dusørjæger, og det var jo hende der var i familie med Susanne. Derfor var Susannes familie bare almindelige mennesker.. altså udover Eolith, selvfølgelig..

Eolith rejste sig og smilte forsigtigt til Sira, der virkelig så ud til at gruble over et eller andet. Sådan havde han nemlig set ud hele aftenen. Han tog sin brune skindjakke der hang på stolen og tog den på, og lynede op.
"Jeg har nogle film vi kan se, når vi kommer hjem?" Smlte han og så på ham, for at få hans opmærksomhed. Normalt var han ikke den store filmtype, men det var vel en god måde at trænge ind til Sira på. De kunne sidde i hans seng, spise tonsvis af slik, blive hybre af det og snakke løs om alt muligt. Sådan ville han gerne have at det skulle være, nu da hans fætre som boede hjemme hos ham, ikke var interesseret i den slags.
Susanne og Lennart kom i tøjet, og de forlod restauranten sammen med Siras forældre og hans lillesøster.

Sira kneb øjnene sammen, men nikkede som et svar "Jo... Selvfølgelig". Han skyndte sig at følge med familien, da de allesammen trak sig udenfor til deres køretøjer. han kunne ikke vente med at komme afsted, så han kunne snakke med sine forældre om, hvad planen var.
Hans søster stod og fumlede med spænden i sin hjelm, og han gik hen og tog fat for hende. "Sådan.." Sagde han stille, da han fik dem spændt, og løftede hende op på deres fars sæde. Selv gik han hen og satte sig bag på Laars motorcykel og lagde armene omkring hende.

Eolith bemærkede godt det spændte ansigtsudtryk der blev givet ham, og han gik forsigtigt ud til dem alle sammen. Han så hen på Sira og hans familie, og derefter hen på sin egen, der var parate ind i bilen. Han gik derhen og åbnede døren ind til bagsædet og satte sig ind med et suk. Han lyttede lidt til Susanne, der talte til Lennart, og spændte sikkerhedsselen. De begyndte at køre lidt før de andre, og de forsvandt pladsen.

Sira gik målrettet hen til sin far og så på ham, inden han skulle til at starte. "Hvad gør vi med Eolith?" Spurgte han irriteret efter al den stress "Han er jo en engel, så om han er i vores familie eller ej, spiller ingen rolle". Hans far rystede på hovedet og gassede op. "Det spiller en stor rolle, især det med at slå ham ihjel under vores besøg" Svarede han ham med en streng tone i sin stemme "Du skal ikke tænke på noget. Du kan slå ham ihjel når vi er taget hjem, men du kan vove på at gøre noget dumt indtil da".
Sira klemte læberne bittert sammen og nikkede. Han drejede om på hælene og gik hen på sin mors mototcykel og satte sig om bagi.
Der gik få sekunder, og de kørte hurtigt efter de andre, hjemad.

Da de kom hjem, tog Eolith selen af og steg tænksomt ud af bilen. Pludseligt mærkede han en hånd på sin skulder, og han så hurtigt om på Susannes ansigt. "Eolith, tag lige dit vasketøj op og ryd det andet op dernede, ikke?" Sagde hun, før hun gik med Lennart indenfor. Han nikkede, da det nok ville være en god idé. Hvis Sira skulle sove hos ham, ville det være pinligt, hvis der lå underbukser og så videre, rundt omkring på hans værelse. Han skyndte sig derfor nedenunder, åbnede vinduet, kom vasketøjet i en bunke og satte alle sine cd'er, flasker og lignende på plads.