Familie Reunion \\Cecilie

Rafael gik på en af de gamle jord veje, gennem den kolde og mørke skov, de tætte træ´er gjore det svært at se månens lys på himlen, og de forfærdeligt mange visne grene, lå overalt på jorden, man kunne næsten ikke gå, uden at træde i mudder, insekter eller træernes affald. Rafael gik i hans egne tanker, og ret ligeglad hvad han end måtte træde på, om det var levende eller det måtte gøre hans motorcykel støvler beskidte, han havde andre ting at tænke på. han kiggede sig omkring og så en stor sten, han besluttede sig for at holde en pause, sten var næsten så stor som ham, så han lænte sig op af den.
han tog en dyb indånding af den friske natte luft, den var behagelig, godt nok lugtede der af visne blomster, men det var ikke så slemt igen, han kunne rigtig godt lide denne nat, månen var oppe, ingen sult, og en jobsammentale imorgen, ja.. det var en god nat, han kiggede på klokken, og så den var 23.21, han smilte lidt ved sig selv, og kiggede op, han kunne lige få et glimt af månen bagved de tætte træer, han havde ikke set fuld måne i lang tid, han plejede altid at være sulten på denne tid, så han fik aldrig muligheden for at nyde en. han tog sig til korset på hans hals, han savnte hans bror Gabriel, det havde været hans kors, men nu hvor han var død. havde Rafael brugt det, ikke at Rafael var troene på gud, for det var han langt fra, men han beholdte det som et minde. han smilte lidt ved Gabriels ide, om at gud var virkelig, Rafael havde hele livet set op til sin bror, men det med at gud fantes, kunne han ikke tror på.
"Suk" tænkte han, jeg har ikke set min famile i lang tid, Rafael havde været i frankrig i 2 år, så han havde ikke set sin søster længe, hans mor var han ikke så interesseret i at møde igen, hun var hele grunden til han flyttede til frankrig, han havde været oppe at skæntes med hende, om Rafaels og Gabriels far, han var soldat i udlandet og var blevet dræbt, det skete den gang Rafael var ca 9år gammel, hans far var også demon ligesom ham og Gabriel, så Rafaels mor fandt en anden mand, sener og fik en pige, med den nye mand, den pige er Rafaels søster, han havde altid været over hende, ligesom Gabriel havde været over ham, Rafael var bare lidt mere overbeskyttedene, han havde altid tjekket op på hendes fyre, han havde altid gjort det han kunne for at hun var sikker, nogen gange gik han over stregen, men det var kun hvis han mente hun kunne komme tilskade med at gøre noget, han holdte meget af hende, nu mere end før, da hun var den enete famile som han havde tilbage, han var næsten lige kommet tilbage fra frankrig, så han vidste ikke hvor hun var henne i verden, hun vidste godt han var demon, så han havde ingen hemmeligheder overfor hende.
hans hjerte beyndte at pumpe hurtigere "Suk" tænkte han igen, da det betyd han snart begyndte at være sulten, han havde ikke lyst til at spise, men han vidste godt, at hvis han ikke spiste af egen fri vilje, ville han til sidst blive så sulten, at hans demoniske side ville overtage, og spise for ham, og den kunne godt lide at "lege" med folk før de døde, så han var efterhånden blivet bekendt med at man bare skulle spise, det andet gjore bare ondt på ham, og den som han spiste ville få flere lidelser, han kunne lugte en sjæl i nærheden, han valgte at gå om bag det store sten, han kunne høre personen kom denne vej. da personen kom forbi gik han ud bagved personen, men til hans overralskelse var det en han kendte, så han tog hånden på hendes skulder, og sagde
"Hey søs" han smilte venligt

Cecilie havde nu undværet sin elskede storebror i alt for lang tid, hun savnede ham utrolig meget. men ja hendes mor havde altid været en rabenskralde, hun var taget til den trist skov og tænkte på den gang hun var mindre hvor han altid var der.... men de sidste to år var hun nød til at klare sig selv hun havde også klaret det fint med en kæreste de var så foelsket men han døde hun havde båret hans børn men de var døds fødte, hun så op mod træ'ernes toppe og tænkte på ham og smilede ved tanken om hans ansigtig hvis han havde vidst til også at hendes ex var 5 år ældre end hende. hun grinte bare, men det bedste ved hendes bror var at han altid passede på hende, og at han vidste hun var varulv, det havde hun fra sin far og var glad for at være det. hun kunne lugte en dæmon men var ikke sikker på hvem det var, hun mærkede en hånd på sin skulder og hørte de ord hun havde ventet på at høre i 2 år og vendte sig om og begyndte at græde af glæde og krammede ham. ''hvor har du været jeg har sådan savnet du må ikke gøre mig så bange igen'' sagde hun trist og holdte om ham. han var den der betød mest i hendes liv da han var familie. hun var bare så glad for han var hjemme.

Rafael bliv helt ubeskriveligt glad da han fik et kram af hans søster, det var helt klart det bedste han havde oplevet siden han havde været væk. han var helt mundlam, han havde så mange spørgsmål, og det havde hun sikkert også tænkte han, han ville gerne vide alt om den tid han havde været væk, men han havde ikke nået at tænke færdig over hvad han skule sige, før hende spørgsmål, begyndte at komme. han ville gerne svare på hendes mange spørgsmål, men han var stadig mundlam, dette var ikke noget han havde prøvet at være før, han havde altid kunne snakke om alt, men lige nu, så var der ikke plads til tænke, han var bare glad for at være se sin familie igen, han overvejet at sige noget, men mistede hurtigt hans tanker igen, han kom i tanke om, at han ikke var sikker på om hun vidste Gabriel var død, men han ville ikke ødelægge den gode stemning, værken for hende eller for ham selv, så han lovede sig selv at sige det sener. han gik et skridt tilbage. han begyndte nu at svare på hendes mange spørgsmål, han smilte så glad han nu var og begyndte at forklare
"jeg har været i frankrig, og bare rolig, jeg går ingen steder, og bestemt ikke nu, da jeg kan se du ikke kan se forskel på et dårligt sted at være om natten og et godt sted"
"Det er da godt, du holder dig væk fra farlige områder om natten" sagde han med et sarkastisk smil, men stadig hans normale måde at lave sjov på.
"jeg er glad for at være hjemme"

hun smilede stille og så på op ham med et virkelig glad smil på sin læbe det var så længe siden hun havde set ham.... men hvor var gabriel henne? det kunne hun ikke forstå rafael var næsten altid sammen med ham fordi han så op til deres bror hun så altid op til refael fordi han var bare den seje bror for hende. ''det jeg også glad for du er jeg har savnet dig så meget men hvorfor er du ikke sammen med gabriel?'' spurte hun stille og så op på ham der var noget der nagede ham det kunne hun tydelig mærke da hun var sammen med ham. hun tog hans hånd. ''du er altid så sjov kom lad os tage hjem til mig og snakke det er lidt mere hyggeligt'' sagde huns tille og smilede. *fuck jeg har ikke fået fjernet det sidste af jasters ting endnu hvad skal jeg gøre hvis han finder ud af det bliver han mega sur på mig'' tænkte hun for sig selv og begyndte at gå sammen med ham.

Rafael overhørte hendes spørgsmål om Gabriel, han var lidt bange for at hun havde regnet ud at noget var galt, da hun jo kendte ham bedste af alle folk, normalt havde han sagt en joke, på dette tidspunkt, da han normalt gjore det når han var meget glad, men han følte ikke for det. han var meget glad, han havde ikke tanker i hoved, da de gik, han ville bare gerne nyde det hele, både den kolde friske luft, den stille nat, hans søsters sammenvær, hans eneste nat i lang tid, uden et offer. Rafael undrede sig om hvórdan hun havde haft det, om hun havde fået et arbjede siden sidst, men han valgte at vendte med de mange spørgsmål, til de kom hjem til hende, de gik gennem i mørke gader, og der var ikke så mange folk på gaderne, Rafael kiggede på hende og begyndte at fortælle om hans 2 år i frankrig.
"Jeg har maget at fortælle, dig om frankrig, men jeg ved ikke hvor man skal begynde, øhh, jeg boede i en lille lejlighed tæt ved haven i en lille by, kaldet Sona´vo, jeg fik hurtigt et arbjede nede på havnen, jeg gik på en fransk sprog skole de første 4 måneder, og derefter havde jeg ikke det store behov, for at være der længere, jeg faldt generalt godt til, jeg havde en rigtig flink nabo, han hjælp mig meget de første par uger, med at falde godt til, han var en gammel taxi køre, så han havde godt styr på hvor ting var henne i byen, og han kendte en masse folk, som jeg jo så også lærte at kende gennem ham. omkring én 9 måneder efter jeg var flytett dertil, var jeg inde på en cafe, jeg har desvære glemt, hvad den hed, men jeg mødte en sød pige der ind, som jeg sener flyttet sammen med, men ellers skete der ikke så meget i frankrig, jeg mødte en masse mennesker, og fik en fed opvelse. men det er dejligt at være hjemme, hvordan har din mor det forresten?."
de stoppede, da de stod foran døren til hendes hjem,
"er det her?" sagde Rafael og ventede på hendes svar

Cecilie så op på ham og lyttede til ham, der var en mand der havde gået ind i hende, men hun havde bare ladet som ingen ting. mens de gik lyttede hun til alle de ting han havde at fortælle om sine to lange år i frankrig, hun havde det som om hun var ved at blive hel i sit hjerte igen hun så på ham og klemte han hånd blidt uden at lægge mærke til det da han snakkede om hende han havde mødt det minede cille om sin ex kæreste, en tåre rullede blidt ned af sin kind og var ved at falde grædene sammen, hun håbede virkelig han kunne se der var noget galt noget hun var ked af. hun kunne se der var sket noget ellers ville han havde sagt det til hende med det samme at gabriel var okay hvad var der sket. hun så bekymret på sin storebror. ''hvad er der sket med gabriel hvis der intet var sket havde du sagt det med det samme hvad er der sket!'' spurte hun meget urolig og de gik ind hvor hun boede. ''hun er ikke i live mere'' sagde hun stille og så ned. ''men min far er desværre'' sagde hun og så ned ''og ja det er her jeg bor'' sagde hun og faldt sammen og begyndte at græde. hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige til ham, hun var så ked af det hendes mor var død få dage efter jaster døde og hendes børn døde. hvad var det næste at gabriel var død.

Rafael kunne godt mærke noget var galt, men han ville ikke spørge, han plejet altid at spørge hende om sådan noget, men han var bange for at hun ville spørge ind til Gabriel, men så spurgte hun alligevel om hvad det var sket med Gabriel, Rafael skulle lige til spørge om hvad der gik hende på, men før han nåde det, faldt hun nærmet helt sammen og begyndte at græde, Rafael reageret så hurtigt han kunne, og satte sig ned til hende, og tog roligt og blidt fat i hendes hage, og drejet hendes hoved så han så hende i øjnene, han tørrede hendes tåre væk, og gav hende et kram, det gik et par sekunder med det, og så lænede han sig tilbage, og smilte så kærligt han kunne, og sagde.
"hvad kan få verdens bedste søster, til at græde ?"
han gad ikke tænke på at finde en klud, og rev et stykke af hans silke skjorte i stykker, for at tørre de sidste tåre væk. han smilte igen til hende

cecilie så op på sin elskede storebror som altid havde taget sig af hende men hun lænede sig ind til ham fordi hun var bang. ''min.... ex-kæreste døde for nogle måneder siden også mor 2 uger før ham og mine børn var døds født jeg ved det er dumt i den her aldre. men alligevel og hvor er gabriel henne? horfor fortæller du mig ikke om gabriel hvordan har han det hvor er han hvorfor er han ikke sammen med dig du har altid set op til ham hvor er han'' spurte hun grædene. hun holdte fat i hans skjorte for ikke at følse sig ensom.

Rafael bliv meget, meget skuffet, han var ikke glad for de ting hun sagde, han ville normalt vis snakke længe med hende om at med børn og kæreste, og hvorfor det var vigtigt at passe på, og spørge om hjælp, så ting som dette ikke skete, men han ville ikke gøre det nu, han kunne se, at det ikke var hvad hun havde brug for lige nu, han gav hende et stort kram, og bliv ved i noget tid, han var ked af det, ked af at han ikke havde været her og passet på hende, ked af at hun havde det dårligt, ked af at han ikke kunne fortælle hende om Gabriel, ked af at han lod det ske, og med den mest rolige stemme han kunne sagde han.
"Du skal ikke græde, jeg er her nu, jeg burde have været her før, men alt skal nok blive godt igen"
han lægende sig tilbage, og smilte kærligt, han ville gerne fortælle hende om Gabriel, men hun havde brug for hans hjælp lige nu, og ikke for flere problemer, men han ville heller ikke lyve, så han valgte bare at over høre hendes spørgsmål enu en gang. han kom i tanke om at han havde Gabriels kors om halsen, så han tog hurtigt en hånd op til halsen, og tog korset, bag på ryggen. han kørte hans fingere gennem hendes hår, og tørret enu en gang tåre væk

Cecilie så op på ham og havde godt bemærket det var gabriels kors men tænkte det nok var en gave fra gabriel. ''jeg ved du godt vil skælde mig ud vil du ikke nok jeg vil gerne have det overstået så jeg ikke skal vente på din skideballe bare snak med mig om det vil du ikke nok jeg vil gerne have dig til at snakke med mig om det for det kan være jeg får det beder med det og hvorfor har du gabriels kors har han også en gave til mig?'' spurte hun glad og smilede stille og så på ham.

Rafael var meget skuffet over hende, det var nok at hun havde fået en kæreste, det kunne jo få ham helt op i det røde felt, men det med død fødte børn, var langt over den normale dumhed, han kunne slet ikke finde et sted at begynde, men han kunne ikke holde det inde, nu hvor hun selv spurgte om det. han behøvede ikke at hæve stemmen overfor hende, han skældte hende altid ud, med den samme rystede stemme.
"Dette er det dummeste, du nogen sinde har gjort, jeg kan slet ikke forstår du er gået så langt, uden at snakke med mig om det, jeg har aldrig været så skuffet over dig, du har ikke bare fået en kæreste, selvom du kun er 16. jeg ville gerne forklare dig hvor skuffet jeg er, men det med børn, er jeg helt tør for ord, jeg havde aldrig troede min lille søster, var så umoden, og så ligeglad, med hende selv" han stoppede og holdte en pause, og den eneste grund til han ikke græd selv, var at han aldrig havde grædt før, han begyndte nu igen, denne gang med undskyldene stemme.
"jeg burde have være her, det er min skyld, jeg burde have beskyttet dig, du burde ikke have været alene, men det var du.." han kiggede ned, han havde aldrig været så sur, på ham selv, aldrig i hele hans liv, været så skuffet over hende, og ham selv.
"Gabriel har ikke givet mig den i gave, jeg fik den af en bedemand, Gabriel er død"
Rafael havde aldrig troede han skulle sige det, hans bror var jo den bedste i verden, efter hans mening, han havde altid været det, man skulle jo næsten tror en mand som han ikke kunne dø, men det kunne han, Rafaels hjerte var fuldstændig smadret, han havde trorede at han søster var okay, med hendes mor, men dette var alt for meget for ham, men han prøvede at holde masken på, for det vigtigste for ham, var ha hun bliv glad.

Cecilie så op på ham og holdte fast i ham. ''hvis du lover aldrig at forlade mig..... så gør jeg alt for at blive den smukke unge pige jeg var inden du rejste jeg lover det på min varulve ære'' sagde hun grædende og holdte fat i hans skjorte men løb ud på wc'et og løb afsted og sad på wc'et og græd og tur ikke se ham i øjnene hun havde gjort det dummeste og hun var så knust hun forstod godt han var skuffet og hun ville bare dø lige nu hun havde det virkelig dårligt med sig selv lige for tiden og nu det her med gabriel hvad bliver det næste at refael dør nej for alt i verden det måtte aldrig ske. hun gred højt og så væk for sig selv.

Rafael rejste sig op, da hun løb ud på wc´et, han gik langsomt rundt og kiggede på hendes hjem, men der gik ikke længe før Rafaels demoniske side fik nok, og hans hånder bliv lavet om til store frygtindgydende kløer, og hans øjne blik sorte som nattens mørke, og på hans hoved kom de store horn frem, hvorefter hans store sorte vinger, kom frem på ryggen af ham, og han bliv fyldt med et voldsomt raseri, han kunne ikke holde igen, og var ligeglad hvad han ødelagde i hende lejlighed, det eneste han var kiggede på var om hun stod i vejen, ellers var han helt ligeglad, han rev sofaen op, og fjernsynet bliv gennem hullet af hans klør, og ødelagde generalt alt, havd der var i den lille lejlighed, til sidste slog han huld på væggen ud til gangen, og træk hans arm tilbage, han lavet et brøl som han ikke havde lavet i lang tid, han begyndte at slappe lidt mere af, men han bliv ved med at være i hans demoniske form, han gik stille og roligt over mod wc'et, åbnede døren stille og sagde roligt og kærligt.
"det er ikke din skyld, og jeg lover aldrig at efterlade dig på sådan en måde igen"

hun skreg hun havde aldrig set ham i den form før hun havde kun hørt ham fortælle om den. hun tog sig for munden. ''undskyld sp meget'' sage hun stille.
hun så op på ham med et smil og tog sin hånd op på hans kind. ''jov det er min skyld'' sagde hun blidt hun sukkede for sig selv og gik hen til vinduet. ''jeg savner ham refeal hvordan skete det?'' spurte hun stille.

Rafael kiggede bare ind i væggen, og svare så
"Han bliv myrdet, jeg ved ikke af hvem, men jeg stopper ikke med at lede før jeg finder ham."
han holdte en pause og forsatte så, men hans demonsike stemme, som var kold og ondskabs fuld, han var ikke glad for at snakke sådan, men hans vrede over Gabriels død, og hans søsters dumhed, og hans egen skyld i at hun havde gjort det, hvilket var noget han nok aldrig ville tilgive sig selv for, han forsatte med at tale.
"Gabriel fik ikke en død, som var ham værdig, jeg vil ikke forklare hvordan han døde, men jeg kan love dig, at der ikke er noget sted i verden, den skyldige kan gemme sig, og når jeg finder ham, skal jeg personligt rive sjællen ud på ham, bid for bid, men først vil jeg knække hans krop, så meget at selv når jeg fortæller ham, hvordan jeg vil flå alle dem han kender, og spise deres sjæle, med den største smerte de kan føle, og han vil være så smadret, at han ikke engang kan bede om tilgivelse, og først der vil jeg flå hans sjæl ud. han dreje sig om mod hans søster, og han øjne bliv igen deres normale grøn-blå farve, og hans vinger, horn og klør, forsvandt igen. og han sagde med han normale stemme, "men det er ikke en beslutning, som jeg skal tage alene", han tavs. og sagde så.
" Jeg er opslugt af had, min køre søster, og den eneste som betyder noget nu er dig, derfor vil jeg for første og sidste gang, spørge dig, om jeg skal stoppe min tørst efter hævn, og blive her som din bror, eller om jeg skal komme tilbage om en uge, og tage hævn"

Cecilie så sig om og græd vider og så på ham.... ''gabriel var også min bror jeg vil med jeg vil også have hævn over det lille svin der gjorder det mod ham jeg kan ikke klare at jeg ikke kan gøre noget og jeg vil have at min bror skal være stolt over mig'' sagde hun og begyndte at ryste af raserig hun var virkelig sur hun ville forvandle sig hvis hun ikke snart kom ned på jordern ige hun skulle ikke forvandle sig når det var fuld måne men hun ville ikke skrige det ville bare gøre mere ondt på hendes bror.

Rafael overvejet hans ord meget omhyggeligt, han vidste at det næste han sagde, ville ændre mange ting, så han vidste ikke hvad han skulle svare, på den ene side, ville han med glæde tage afsted, og flå hoved af personen, men han ville ikke have hans søster skulle opleve sådan ting, han vidste hun havde oplevet død, det var ikke hvad han var bange for, men han skulle besøge man folk, som Gabriel og han selv kendte, og nogen af dem ville nok ikke være så glad for at se ham, og han ville ikke ave hun kom galt afsted, dette ville han simplet hen ikke have, han forstod nu, hvorfor Gabriel altig havde været imod at tage ham med på jagt, men Rafael kunne ikke tænke på andet end at hans søster, hans vrede som havde fyldt hele hans krop, den som havde holdt ham vågen, i 66 timer, den om han havde følt så stærk at han troede han ville dø, bare af tanken om at gå et skridt uden hævn, nu var det ikke hævn som fyldte ham, men han kærlighed til han eneste familie medlem.
"beklare, men jeg jager enten alene, eller slet ikke, du er for betydnings fuld, og jeg er klar til at lægge min egen hævn på hylden, hvis du også kan"

Cecilie så vredt på ham og slog sin hånd ind i spejlet og den blødte. ''jeg vil ha hævn om du vil hjælpe eller ej han var også min søster du fik altid lov til at tage med ham.... jeg var den eneste der sad hjemme og skændes med min mor og far og jeg fortalte det aldrig men gabriel og du var de eneste i vores familie som jeg blev glad for at se og nu.... nu.... er han VÆK for evigt jeg kan ikke klare det mere lov mig det næste ikke bliver at du dør jeg kan ikke leve med mig selv hvis du forsvinder for mig jeg vil ikke leve hvis det sker...'' sagde hunalvorligt mod ham. hun sukkede og så væk hun græd. hun gik ud der fra og faldt sammen ude i stuen af smerte og græd.

Rafael sukkede, hun havde jo ret, alt hun sagde var rigtigt, han burde tage hende med, lige så meget som han burde dræbe, hvem end der dræbte Gabriel, han skulle til at sige noget, men hun løb ud af stuen, og Rafael ventede ikke med at løbe efter hende, han så hun lå ned i smerte, han lagde sig hurtigt ned, og lage hans arme omkring hende, han var holdte godt fast i hende, og fik det bare dårligt at se på hende lide, han kunne ikke klare det, hun var den eneste som han ikke ville have havde det dårligt, han følte sig så svag, da han intet kunne gøre for hende, han sukkede igen, da han begyndte at genoverveje at tage hende med på jagten, han ville nok hade sig selv, for det han sagde nu, men han sagde det alligevel, af en blanding af det flammende had, og Cecilies ligeså brænde ønske.
"Vi tager afsted i morgen" viskede han i hendes øre, og kunne ikke udholde tanken om hvor dårlig en store bror han var, men han vidste at han ikke ville lade hende komme noget til, han var der jo hele tiden til at beskyttede hende

hendes smerter fortsatte og skubbede ham væk og skreg da hendes knogler og krops behåring voksede og hun blev varulv hun så ned og knurrede som om hun sagde. ''okay men jeg hader det her lort'' hun så på ham hun var faktisk en ret stor varulv i betraktning af hun var pige hun var smuk. ''er det ikke første gang du ser mig i denne form'' sagde hun stille og s på ham og hendes øjne var stadig fantastisk blå helt utrolige,

"nej, men du er min søster både 1.74 høj, eller 2,45 høj, men har efter hånden set min del varulve, så det er ikke det store problem" han holdte en pause og forsatte så.
"Du skal vide at vi bliver nød til at rejse, til frankrig til at starte med, da jeg kender en mand der som skal hjælpe os, så du skal være forberedt på at du ikke kommer igen, det næste stykke tid, udover det skal du vide, at jeg ved du er begyndt at drikke, men det stopper nu hvor jeg er hjemme igen"
han dreje sig om, og tog Gabriel kors tilbage, fra ryggen, og satte sig ned i den ødelagte sofa, og vendtede på at hans søster kom med ind

hun blev langsomt til menneske igen og gik ind for at skifte til noget andet tøj og kon ind i en flot kjole. ''hvordan ser jeg ud bror og jeg skal nok prøve at stoppe jeg kan ikke love noget'' sagde hun stille med et smil. hun satte sig ved siden af ham og smilede stille og så op på ham og vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre lige nu han havde altid været overbeskyttende men nogle gange blev det for meget. ''men hvad skal jeg have med når vi rejser?'' spurte hun ham nervøst. hun gik ind og hentede en halskede og tog den på og havde et billede af refael og gabriel'' sagde hun stille.
hun gik ind til ham og så op på ham.

"du skal vide jeg ikke vil have dig med, ver eneste nerve i min krop, vil havde dig til at blive her, men Gabriel, lod også mig komme med, nogen gange, og jeg tror dette er en af de gange, men forvendt ikke at jeg lader dig ude af syne, og for at svare på dit spørgsmål, så skal du tage det med du kan bære, og ikke mere, normalt ville jeg sige du er min søster, og du måtte tage det med du ville, men jeg er nok for svag efter Gabriels død, til ar være den bedste bror, så jeg sætter en begrænsning, på det du kan bære selv, og bare rolig når, dette er over, er vil jeg være din store bror du kender, men lige nu er jeg fuld af sorg, og vrede"

han kiggede op hendes kjole, og sagde glad, som han plejede at gøre
"du ser så pæn ud, at jeg nok bliver nød til at holde øje med dig, og alle de drenge vi nu måttte støde på"

hun hørte hvad han sagde og smilede. ''refael jeg bliver hjemme fordi du er nervøs for mig men lov mig at du snart kommer hjem.... jeg er bange for at der sker dig noget at jeg midster dig og det vil jeg alså ikke du alt jeg har tilbage'' sagde hun stille med et smil på sine læber. *åh hvor er jeg nervøs for ham* tænkte hun for sig selv og tøænkte på ham og smilede stille og rør hans kind og læner sig ind til am. ''lov mig at du kommer hjem lov det'' sagde hun stille.

det bankede på en fyr havde opsøgt gabriels søster uden at vide at refael er der og han havde tænkt sig at dræbe hende ligesom han havde gjordt med gabriel. Cecilie gik ud for at åbne og havde gabriel bag sig. ''hej'' sagde han og skød efter Cecilie og hun blev ramt i maven og bed sig i læben. ''AV for helvede'' råbte hun.

Rafael bliv helt glad, da hun sagde hun bliv hjemme, der var bare en tryghed ved at hun var hjemme, han vidste ikke hvad han skulle sige da hun sagde han skulle love at komme hjem, men han lovede hende det, og lovede sig selv at overholde det, da det bankede på døren, lod han hende åbne døren, da det jo var hendes lejlighed, men det skulle han hurtigt fortryde, han han hørte et skud, råbte han med hans lugers fulde kræft, og brugte ingen tid på at komme hen til hende, han kiggede kort på hende, men var hurtigt videre for at fange personen, han sprang på manden, og de fladt begge ned af trappen til næste etage, Manden ville tage hans pistol, men før han nåde det fik man en smerte i hans brystkasse, og kiggede på hans mave, og til hans rædsel, havde Rafael halden af hans arm inde i hans bryst, og da Rafael fik fat i et ribben træk han det ud af manden, og manden skrig i smerte, Rafael lagde to slag ramme mandens ansigt, og kyssede ham derefter, hvor han gik i gang med at trække sjælen ud af ham, men stoppede igen, og træk Gabriels gamle kniv, og skar mandens øjne ud, hvor han´derefter igen kyssede ham, og denne gang, bliv manden langsomt tynder og tynder, så han nærmest så helt dehydreret ud, og manden skulle til at trække sine sidste indåndinger, da Rafael skar halsen over på ham. Rafael løb op til hans søster, og kiggede på såret, og begyndet at presse det hårdt sammen.
han smilte til hende, og sagde
"det er heldigvis et kød sår, du overlever, desværre"