Middag og Regnvejr.

Azriel gav Domina et respektfuldt nik "Det gør ikke noget Fru Dominatrix" sagde hun høfligt. Hun fulgte langsomt Domina med øjnene, som hurtigt havde taget fat i øret og trak ham ud af rummet, og så derefter tilbage op på Rafael som havde kommet ind i lokalet med dem. Hun så op på Camille, som havde stillet spørgsmålet, og ville selv ikke have blandet sig, da det ikke rigtig kom hende ved. Hun havde et lidt ulæseligt ansigtsudtryk, og vidste ikke rigtig hvad hun syntes om det. Hun var hård omkring sine vampyre, men hvis hun lagde en hånd på dem, havde de også virkelig brug for det. Hun vidste ikke rigtig om hun var imod det, eller hun godkendte det. Men igen, det kom jo ikke hende ved, hvad Dominatrix familien gjorde ved deres ansatte. Hun så langsomt tilbage på Rafael og forstod ham ganske godt. Hun syntes jo også at de skulle leve blandt hinanden, uden at komme op at toppes, og at de alle skulle have det godt. Men selvfølgelig havde hun jo også sine egne meninger af vampyrene og hvad de havde fortjent, men hvis hun jo selvfølgelig ikke kunne få det, var hun skam klar til at gå på kompromis for at de alle ville få det godt, da væsners liv ikke skulle blive ødelagt pågrund af ledernes dårlige beslutninger. Azriel vidste godt at hende og Rafael var nødt til at snakke i enerum, hvilket hun også gerne selv ville.

Tenku stoppede sig selv i at udbryde noget i retning af; Slip mig dine skøre kælling! Det var uden tvivl også for det bedste, da han slet ikke turde tænke på konsekvenserne, hvis hun først blev rigtigt gal. Han overvejede i nogle få sekunder om han burde løsrive sig, men ved nærmere eftertanke var hun jo nok mange gange stærkere end ham selv. Endnu engang havde han så sandelig trukket det korteste strå. Han nåede lige akkurat at se ind i lokalet, med et hjælpeløst udtryk imod de to gæster, før døren blev smækket i for næsen af ham.

Det lykkedes ham dog at fremstamme; "J-jeg beklager mange, mange gange, frue. D-det var b-bestemt ikke min mening at overse gæsten. Mine øjne er ikke så gode som de har været, og den tunge regn spillede min hjerne et puds. Undskyld, det vil aldrig ske igen, frue. Jeg er bestemt ikke utilfreds, de og deres mand har vist mig så meget venlighed."

Al den høflighed var ved at give ham kvalme. Altid skulle han bukke og skrabe. Inden længe forlangte de vel at han sagde 'tak' når de gav ham en flad. Ak, man måtte vel bare tage det som det kommer, og så håber på at en anden mulighed snart ville byde sig.

Domina havde en stor lystil bare at give ham de prygl han fortjenet men et sted, nyttede det ikke at slå ham, så hun uglede bare kort op i hans hår, "Lad det ikke ske igen"Sagde hun så med et venligt smil og åbnede døren ind til de andre igen og gik der ind, hun var lidt skuffet over sig selv, men stadig stolt han havde jo ikke gjordt det med vilje, det kunne ske selv for den bedste, så sendte hun sin mand et smil, og rettede så opmærksomheden imod camille og Azriel, "i må undskylde jeg forlod jeres dejlige selskab, men jeg skulle lige give vores lille ven, Tenku noget ros for at havde ordnet det hele så fint som han har gjordt idag."Hun sendte camille et lille smil, og rettede så blikket imod sin mad, hun overvejede ganske lidt om hun skulle pille lidt ved stemningen, men det var nok bedst at lade vær når det kom til stykket, så hun lagde blot armende over kors under sit bryst, imens hun betraktede disse to smukke piger der holdte dem med selskab i aften, hun sukkede kort og sendte dem alle sammen et tilfreds smil. hun skulle nok give sig selv smæk i aften for at havde været venlig overfor den sorte ting, men nogen gange kom man ikke længere med vold, end med søde ord, så rettede hun atter opmærksomheden imod camille,
"Det fasiner mig meget. at de kunne blive leder af sådan en fin race camille, de virker som en livs klog kvinde,"Sagde hun så med et venligt smil på læberne hun var ikke som sin mand der tænkte på snakke poletik idag, hun ville bare lære disse kvinder godt at kende, da det altid var godt at kende de folk, der stod inde for poletikken, hun selv fulgte ikke så meget med i den som hun nok burde men det klarede rafael jo nok fint selv..

Rafael bliv ikke lidt pinligt berørt af Camilles spørgsmål, han havde forbedret på mange ting, men ikke dumhed fra Tenku, som resulteret i mere dumhed af hans kone, han havde ikke regnet med hun var dum nok til at rive ham ud i øret. Rafael kunne bare ikke se mere undskyldene ud, han ville ikke starte en ellers god mulighed for både hygge, men også en mulighed for at komme til en fælles enighed, gå fuldt stændig i vasken, han vidste ikke hvordan man reddet sådan en situation, og da hans kone kom tilbage, og gav dem en åbenlyst løgn, kunne Rafael ikke få mere lyst til hoppe ud af vinduet, det eneste der kunne gå mere galt, var hvis han kone havde inviteret en børne have på besøg midt i det hele. han kunne ikke stå her og lade sine gæster fyldes med løgn, han havde en ære, og den ville han holde fast ved. han kigget på hans gæster, og sagde så "Beklare frøkener, jeg kan ikke undskylde nok, både for at ødelægge den gode stemning, og den løgn som min kone lige har givet jer, vil jeg gerne ligge på mine skuldre, men jeg kan forsikre at der ikke er sket Tenku noget, og at han ikke vil komme noget til når i forlader vores selskab, og jeg selv håber inderligt at de vil være ligge dette på hylden, hvis ikke for min eller min æres skyld, så for den race de er her som renspentant for, jeg selv havde ikke planlagt at være skyld i jeres frustation, og håber i vil forsætte middagen" Rafael rettet blikket mod sin kone, hun kunne lige våve på at lyve igen, han havde hende her, fordi han stolet på hende, ikke så hun kunne ødelægge hans ære, eller det han håbet de i fællesskab kunne op nå.

Domina vendte tilbage for at forsætte med en decideret usandhed.
Camille mærkede hvordan en isnende kulde forplantede sig i hendes krop, hun havde det dårligt med to ting...løgn og kommandoer, nå ja...måske med tre ting, ægte kærlighed var også et issue hun havde det med at løbe fra, men det var jo en helt anden boldgade og ikke relevant lige nu.
Hendes blik mødte Dominas og Camille havde hovedet lidt på sned da hun svarede hende " Livsklog... nej , men jeg er klog nok til at kende ret fra vrang vil jeg mene " Camilles stemme rummede ikke den samme varme som tidligere og hendes øjne var udfordrende , Domina skulle vide at Camille ikke købte mere der kom fra hendes læber.Hvad antog Domina hende for at være , just another dumb blond ? Camilles indre rebel, vendte sig en omgang inden i.
Men Rafael hjalp hende holde rebellen i ro, da han brød ind med en undskyldning på sin hustrus vegne.
Camille havde ikke gjort op , hvor real Rafael var eller ikke var...men indtil nu kunne intet udsættes på ham, så hun besluttede at blive i selvskabet og give ham sin tillid, lige til han besluttede at misbruge den. Fristelsen havde været stor til at forlade det hele, da en følelse af at være en brik i et skak spil havde sneget sig ind. Hvis dette var tilfældet, så havde hun ikke i sinde at være en bonde, men den dronning der satte kongen i skakmat.
Så camilles øjne der nu rummede et sælsomt udtryk, mødte Rafaels og svarede ham
" Alt er tilgivet for min del.....hvis jeg må få lov at have et ord alene med denne Tenku ? "
hun håbede ikke hun trak for store veksler på hans gæstfrihed, men hans hustru havde efteralt lige fornærmet hende temmeligt meget, så burde han ikke indfri dette simple ønske uden det vakte hans misbehag ?
Camille så over på Azriel , var hun helt okay med forstillingen her ?

Azriel så op på Rafael da hun godt kunne mærke på ham at Camilles spørgsmål havde fået stemningen til at blive lidt pinligt. Hun sagde ikke noget til ham, og lod sit blik gå over på Domina da hun kom ud af døren og ind til dem igen. Hun vidste ikke helt om det som Domina sagde, var en løgn eller ej, men ville ikke til at dømme hende. Hun så langsomt op på Rafael med et tilgivende blik og rømmede så "Det er smukt hus i har jer. Hvor længe har i boet her?" spurgte hun, da hun bare gerne ville have denne trykkende stemning, væk og tilbage til den hyggelige stemning, som havde været der da de var ankommet. Hun kunne dog ikke lade vær med at have splittede meninger om alt dette som var sket, og vidste ikke rigtig hvem hun skulle være mest irriterede over, dæmonerne, mennesket eller elveren. Hun lod et blik gå over på Camille, som nærmest skreg, at hun for pokker da bare skulle lade det ligge. Azriel ville egentlig bare gerne hygge sig lidt, uden at nogen skulle ryge i totterne på hinanden, eller var det for meget forlangt? Rummet var jo fyldt med væsner, og det var væsner som var så forskellige. Men kunne de ikke bare tage en slapper alle sammen? Azriel kunne selvfølgelig godt forstå dæmonerne, da de gerne ville have orden på huset og deres middag og så mange andre ting, og mennesket syntes ikke at dæmonernes opførsel overfor Tenku var helt i orden, og Tenku ville bare gerne gøre et godt stykke arbejde da han arbejdede for familien, og ville ikke virke utaknemmelig og uhøflig, men kunne de ikke bare holde en lille pause fra alt det, så de bare den aften kunne være i selskab med hinanden og lære hinandens gode sider at kende, og bare snakke om deres dårlige sider, ikke vise dem, så det til sidst ville være en hyggelig aften for alle...

Tenku følte sig som en mus fanget imellem to meget hårde steder. Stemningen i lokalet var så tyk som ærtesuppe, og så ikke ud til at forbedre sig yderligere, trods vampyrens ihærdige indsats for at skifte emne. Rafael lignede også en der mest af alt havde lyst til at grave sig dybt ned i et hul. Typisk, det var hvad det var. Altid skulle det gå galt.

Enten skulle man svare på menneskets spørgsmål, eller elegant ignorere det for at undgå at træde flere over tæerne. På den anden side, hvis han ikke svarede ville han måske blive opfattet som uhøflig eller direkte dum. Og så alligevel, hvis han svarede kunne han risikere at afbryde en af gæsterne... Eller endnu værre, herrerne i huset. For pokker da, der måtte da være en udvej ud af suppeda-- Suppe! Han slog øjnene op og rankede op i ryggen det bedste han havde lært. Det var et langt skud, men måske det i det mindste ville skifte emnet.

"Maden er blevet serveret. Må jeg foreslå at herskabet sætter sig til bords og begynder på middagen, før at den bliver kold?"

Han sendte Camille et diskret blik og et kort nik. Senere. Vi snakker senere.

\\Domina kan ikke rigtig svare, på grund af ødelagt pc...så...øh...nogen forsla?\\

//Kan hun ikke have fået et opkald hun er nød til at handle på og dermed væk....så kan hun springe ind senere, når hun har løst opgaven ? //

//: Jeg stemmer for Camilles forslag. Hun får en opringning og er nød til at forlade lokalet. Så vender hun bare tilbage før eller siden, men hvis vi får 'kørt middagen færdig' var hun vel bare nød til at gå pga noget vigtigt kom op. :\\

\\Jeg kan lide den ide... undskyld Domina, men flertals diktaturet har talt ;)\\
\\Svare imorgen\\

// Jeg må indrømme at jeg også stemmer for det. Vi kan jo ikke stoppe dette emne på grund af Dominas computer. Hun kan jo hurtigt hoppe ind igen når hendes computer virker ^3^ //

Rafael ånede lettet op, da han hørte Tenkus forslag, han var ikke så slem, og Rafael var da glad for at have den sor...Tenku i huset, det var mere hans kone, som ikke kunne lide ham, men Tenku gjore da et godt job med bordet, og generelt havde han respekt og var en fin lille gut, så Rafael valgte at glemme denne sag, måske skull han enda have en belønning for at redde middagen?, Rafael var ikke sikker på hvad det skulle være, men ligesom han og hans straffet uduelighed, belønnet Rafael også for respekt og ærefulde handlinger, også selvom ans kone bare var sur nogen gange forat være sur, han så Domina gå ud af spisestuen og op af trappen da hendes telefon ringet. Rafael skyndte sig at give Tenku ret "Som den kære herre Tenku siger, skal vi ikke begynde spisningen?" Rafael gik hen til bordet, og gav Tenku et klap på skuldren da han gik forbi, og drejet kort hoved mod ham, for at give ham et varmt respektfuldt blik, og satte sig så ned ved bordet.

Camilles blå øjne låste sig kortvarigt fast i Tenkus og hun nikkede næsten usynligt til ham.
De kunne lige bande på at hun skulle tale med ham.
Hun kunne ikke lide tanken om en potientiel straf, selvom hun godt kunne fornemme en lille ændring i luften, da Domina fortrak sig for at se til noget af privat karakter.
Dét var jo ikke dét at Camille ligefrem ...opsøgte....ballade og folk der kunne bruge en hjælpende hånd.....hun virkede mere som en magnet på de ting, ellers var dét bare fordi hun ikke kunne vende kinden til de ting.
Tenku erklærede middagen var klar og Rafael bød dem tage plads.
Hun ville gerne gøre sit til dét skulle blive hyggeligt , så hun bevægede sig over og tog plads til venstre for Rafael, og bad til gud om hun ikke endnu engang overskred en etikette hun ikke var bevidst om.
"Dét ser meget smukt ud og dufter helt enormt indbydende " komplimenterede hun dét på alle måde veldækket bord.
Dét var en oplevelse at skulle spise middag i så fine rammer, dét var bestemt ikke noget hun havde for vane.
Hun sendte Azriel et stort smil..." Så de er leder for vampyrene ? Må jeg stille et virkeligt personligt spørgsmål eller måske bare et de ikke ønsker at besvare, i så fald er dét naturligvis helt iorden og jeg beklager så ....men med deres store viden , ville jeg aldrig tilgive mig selv for ikke at have spurgt.....ser de jeg søger en lille Vampyr ved navn Oliver, han blev forvandlet da han var omkring de to år "
Camille håbede inderligt at ingen ville tage dét ilde op, men Castle havde søgt sin lille søn længe, og hvis han fandt frem til ham før Camille...ville den lille dreng, som Camille stadig så ham som, ikke overleve mødet.Hun måtte derfor finde Oliver før Castle, og måske denne Azriel ville hjælpe hende, efteralt forsøgte hun jo ikke at skade lille Oliver tværtom.

Azriel så efter Domina da hun skulle klare noget privat anliggende, og lod så sin opmærksomhed gå over på Rafael. Hun var lidt lettet da emnet gik hen til noget andet og mere behageligt, nemlig mad. En lille rumlen kunne mærkes i hendes mave, og hun kunne faktisk godt mærke at hun var sulten. Hun gik langsomt over og tog plads, der hvor en karaffel med en rød substans stod, og kunne hurtigt lugte at det var blod og betragtede det lidt. Hun var lidt overrasket over at Rafael havde skaffet blod til hende, og så kom spørgsmålet frem i hendes hoved, hvor havde han fået det fra?
Hendes opmærksomhed gik væk fra blodet og hen på Camille som begyndte at snakke med hende. Hun nikkede "Ja, jeg er leder af vampyrene" sagde hun og kunne ikke lade vær med at smile skævt og rystede på hovedet "Bare spørg løs.." sagde hun og satte sig til rette i sin stol. Hun tænkte lidt over Camilles spørgsmål, og man kunne se alvoren skylle over hendes ansigt, og hun lod sin ene hånd gå op til sin hage, tænkende, og man kunne virkelig se på hende at hun tænkte så det knagede. Denne lille dreng, var blevet forvandlet ved alderen 2 år? Sådan nogle ting, så Azriel alvorligt på, og ville ikke lade en dreng på den alder gå rundt i sådan en tilstand. Hun rystede til sidst på hovedet "Nej.. desværre. Har aldrig hørt om denne Oliver" sagde hun undskyldene og så på Camilles ansigt "Men jeg vil med glæde hjælpe med at finde ham" sagde hun og sendte Camille et varmt smil og så så spørgende ud "Og må man så spørge dig om noget?" spurgte hun, og ville egentlig ikke tage et nej, så snakkede bare videre "Hvordan kender du så denne dreng, Oliver? Hvad er han for dig?" spurgte hun nysgerrigt, da Camille var et menneske, og Oliver en vampyr. Hun måtte kende drengen på en eller anden måde...

Tenkus hjerte poppede som et majskorn da Rafael passerede forbi ham. Hvorfor blev han så stolt? Han kunne jo ikke fordrage manden! Ja okay, så var han måske heller i værre. Alt taget i betragtning så trak han ham jo faktisk ud af gyden og gav ham et formål. Lidt skyldte han ham trods alt.

Han fandt en plads ved bordet. Han skuede lidt på de tomme pladser, men det var der jo ikke så forfærdeligt meget at gøre ved. Stemning var bestemt blevet bedre, og maden var heldigvis stadig spiselig. Tenku benyttede muligheden for at sætte sig og observere de tilstedeværende gæster. En ganske finurlig blanding, hvis han selv skulle sige det. De virkede dog helt civiliserede alle sammen. Han begyndte at reflektere lidt over sammenhold, og dets egentlige definition, men blev hurtigt afbrudt af an rumlen fra hans mellemgulv. Mad først, så filosofi!

Armeret med en gaffel, fiskede han hurtigt en bøf, to stykker marineret kylling, og en skive lam op tallerkenen i hans anden hånd, og hoppede tilbage på sit sæde igen. Når ja, altså. Nogle skulle jo starte.

Imens han sad og tyggede på bøffen kiggede han diskret over imod menneske kvinden. Hvad mon hun ville snakke med ham om?

Rafael fik næsten et smil på læben da han så Tenkus desperation over maden, han gav ham da mad at spise, det var nok bare en del af hans natur, ikke at det var et problem, det var faktisk lidt underholdene, Rafael fjernet dog smilte igen, da han opdaget det, han måtte minde sig om dette var voksen leg, det han sagde og gjore kunne betyde død eller overlevelse for mange liv, ikke bare dæmoner med alle former for liv, og han ville ikke være skyld i ugrundet død og pinsler, hvis det var på grund af han ikke kunne holde et smil tilbage, han fandt det enlig sjovt man godt måtte smile af høflige grunde, men ifølge ordenlig etikker må man ikke smile af sjove ting, han havde godt nok ikke i tankerne at gøre noget hvis hans gæster bryder med etikketen, men han ville ikke selv være skyld i noget som de kunne tage stødene, de var jo tæt på at komme op at toppes på grund af hans kone, og middagen var ikke engang begyndt, så han tænkte der sikkert var nogen der ville sige noget forkert, og når de gjore det, ville han gøre hvad han kunne for at opretholde orden.
Rafael ville ikke blande sig i kvindernes sammentale, det kom ham ikke ved, selvom han syntes at blive vampyr som lille måtte være en forfærdelig skæbne.
Rafael kigget over på tenku, og sagde så venligt "Herre Tenku, hvordan finder de maden?"

Camille var meget glad for hendes spørgsmål ikke havde vakt anledning til anstødelige reaktioner hos Azriel.
Der var noget over hende Camille syntes om, en væremåde der signalerede ære og omtanke, og hvis man besad disse ting, kunne man vel ikke træffe al for forrykte valg, kunne man ?
Camille følte sig meget venligsindet overfor vampyrenes leder, og dét havde hun ikke lige set komme.
Hun havde haft større forbehold netop omkring den race.
Ja...dét var jo ikke fordi alle bekymringer nu var vasket af tavlen, men mere at der var blevet plantet et frø af håb.
Camille svarede " Hvis du vil holde øjne og øre åbne , og hvis du oven i købet hik overlade ham til mig , såfrem han skulle dukke op, vil jeg være dig meget taknemmelig og stå i din gæld" bekendte Camille og så ingen grund til ikke at ligge sandheden på dét veldækkede bord.
" Han var en stor del af mit liv....dengang....hans far og jeg var...sammen....Castle gik til af sorg og jeg flygtede så dét blev enden på vores lille trekløver.Jeg er en af de få der med Oliver på mit knæ , måske kan få ham til at indse hans søn stadig er være at elske " afsluttede Camille og kiggede på Tenku der sad med en del kød på sin tallerken.
For ikke at blive for emotionel, da dette ikke var dét rette selvskab til dét, tog hun også lidt kød og forskelligt over på tallerkenen sin.
Og forsøgte fange Tenkus blik.." Hvem er dét der er leder for deres race egentlig ? Undskyld mit ignorente spørgsmål, men jeg er desværre ikke fodret med alle de nødvendige og ønskede informationer, så jeg må jo forsøge at skaffe dem på egen hånd " forklarede hun og sendte Tenku et lille skævt smil.

Azriel så over på Camille og forstod hendes bekymringer for denne dreng. Hun nikkede til det hun sagde og sendte hende et varmt smil "Jeg skal nok se på sagen Camille. Han må jo være her et eller andet sted" sagde hun og nikkede så igen af hendes forklaring. Mennesket var vel ikke så slem igen, eftersom at hun vil gå så langt til at finde en lille vampyr dreng, som ikke engang var i familie med hende. Navnet Castle var ret bekendt, men hun ville ikke tænke for meget over det. Hendes blik fulgte Camilles, over på Tenku og kunne selv ikke lade vær med at smile over al den mad han havde taget til sig. Hun vidste ikke at elvere spiste så meget. Azriel vidste i det hele taget ikke så meget om den race, da hun ikke interesserede sig særlig meget for dem, og mødte sådan set sjældent nogen.
Hun så væk fra elveren og lod så sin opmærksomhed gå tilbage til blodet foran hende. Hun tog langsomt fat i kanden og begyndte at hælde det op i en kop, hvorefter hun begyndte at tage små tåre af det, smagte det an, og så lidt tænkende ud i luften. Det smagte godt, tænkte hun for sig selv og lod så sin opmærksomhed gå tilbage til de racer som sad omkring hende.