Stilheden kan også være farlig...(Samata)

Zean trådte væk fra den lille sti gennem engen og ud på selve engen. det var nogle dage siden det havde regnet og græsset var derfor ikke så vådt mere.
men stadig højt, fuld af kryb og sjove blomster.
Altså alt i alt et roligt sted til at tænke tilbage...til at falde ned i fortidens lange skygger. For lange var de, når de stadig nåede ham. stadig forfulgte ham. Hvorfor? Hvorfor kunne han intet gøre ved dem, måske få dem til at forsvinde? De var med til at gøre ham som han var...ja, men stadig, han ville ønske...han kunne glemme.
*nogen gange overlever man ved at huske...andre gange af at glemme* den sætning havde han hørt en del gange før. Hvorfor skulle han overleve ved at huske?
Han sukkede lidt stoppede op et øjeblik og lukkede øjnene. Og så var der Leonard...De kunne stadig ikke helt enes, men de kommunikerede mere...selv om LEonard hele tiden prøvede at overbevise ham om forskellige ting.
Men han var dæmon...intet skulle være let. til gengæld var det med til at gøre en stærkere...åh ja, stærkere...stærkere...Han åbnede øjnene igen.
Åhh...kære Ichabod...hvor er det længe siden...