Mørket trænger sig på!

Sted. Wareclare byen
Vejr. Det er koldt og blæser lidt
Omkring. No one
Tid. 01.42
Dag+ dato. mandag den 28 december
påklædning. http://alkemieguide.com/wp-content/uploads/2009/04/arden-b-glamm-white-dress.jpg og ballerina sko

Roses skridt gav genlyd i natten. Hun var som altid først kommet ud da der var blevet mørkt. Hun gik sjældent rundt blandt mennesker og følte sig lidt mer i sikkerhed når at alle var i deres hjem og sov trygt. Hun mødte sjældent andre på denne tid. Der var et lille smil på hendes læber. Hun strøg nogle fingre gennem sit mørke brune hår og lod sine isblå øjne gå søgende rundt. Hun gik forbi masser af små gyder og kunne høre skramlene lyde i de fleste. Det var sikkert bare katte og hjemløse folk. Hun gik med rolige skridt og forventede at ingen kom og forstyrrede hende.

P: Kig på mit ava

Trako gik på gaden. Han dækkede sine to Desert Eagle pistoler med sin lange jakke. Han begravee sine hænder i lommerne. Han skulede ondt til hver person han så. Hver person kunne være en fjende, kunne være en anden end det personen gav sig ud for at være. Han så frem for sig igen. Han lukkede kort øjnene da en brise greb hans hår. Han plejede aldrig at komme i denne by men nu var han nødt til at hente nogle specialtlavede skud til hans rennæssance armbrøst derhjemme. En tændt cigar dinglede fra hans mund og en svag lugt spredte sig fra den. Han værdsatte en god cigar mere end noget andet

Rose gik videre hen af gaden. Hun gik forbi et hjørne og kunne langsomt lugte en svag duft af cigar røg. Hun kunne mærke ens tilstedeværelse og var ret så glad for at hun havde haft trukket sine vinger tilbage. Hun strøg sit hår om bag ørene og så sig omkring efter personen. Hun gik mere forsigtigt og gik videre hen af gaden. Den følelse af ro og lettelse over at være alene var nu væk. En knude fyldt med nervøsitet fyldte hendes mave og hendes isblå øjne gik søgende rundt.

Trako stoppede op da han så en ung pige. Hun virkede for fin til at være steder som dette. Han lod sin hånd køre ind under sin jakke for en sikkerheds skyld. Jo der var de. Hans to elskede pistoler. Han havde haft dem med sig i mange episoder. Både farlige men også fredelige situationer. De var velpudsede. Det var de altid. Han trak hånden ud igen og så nærmere på hende. Han lod sin højre hånd køre op og gribe om cigaren. Han pustede en røgsky ud. Han lagde den anden hånd tilbage i lommen. Han lagde hovedet på skrå mens han fulgte hende med øjnene. Hun måtte være speciel. Det sagde hans intuition og den havde før haft ret. Han kneb øjnen halvt i

Rose fik øje på en mand. Han havde en cigar så det måtte være fra ham lugten kom fra. Hun så lidt på ham og stoppede op og ville helst ikke komme alt for tæt på. Hun så at han oss så på hende og gik et skridt baglæns og stod klar til at løbe og få sine vinger frem. For en sikkerhed skyld. *Han ser ikk helt ud til at være et almindeligt menneske* var der en stemme i hendes hoved der sagde. Han var menneske. Rose kunne ikke mærke at han var vampyr eller noget andet. Hun pillede ved en tråd i sin kjole af ren nervøsitet og bed sig i underlæben.

Trako gik med langsomme men faste skridt hen mod hende. Han lod cigaren falde til jorden. Han smilte koldt. Hvis dette alligevelblot var en menneske pige var hun tydeligt en mege dum pige. Han trak i sin jakke så han blottede sin ene pistol. Han så koldt på hende igen. "Hvad laver en lille pige som dig et farligt sted som her" Han så fast på hende og holdte sin ene hånd klar til at gribe fat i hende hvis hun pludselig løb

Rose så bange på hans pistol og lod så sit blik gå op på mandens ansigt "I-ikk noget" stammede hun hurtigt og gik et skridt baglæns hver gang at han tog et skridt. Hun ville have haft brugt sin evne, men kunne ikke samle tankerne til at tænke og kunne ikke se mandens øjne særlig godt, så hun kunne derfor ikke få øjenkontakt og få ordren plantet i hans hoved. Hun nægtede at blive stående hvor hun var og ville ikke lade manden komme tættere på hende med pistolen.

Han stoppede op igen og så på hende. Han slog armene ud til siden og grinte en falsk latter. Han smilte lumsk "Kom her.... jeg gør dig intet. Jeg vil bare se nærmere på dig" Han skulede omkring sig før han lod sine øjne hvile på hende igen. Han grinte og tog sine hænder op til sin nakke "jeg lader mine hænder blive her. Jeg kan ikke nå mine våben herfra jo" sagde han med et udfordrende blik

Rose så på manden i lidt tid og var tavs. Hun bed sig hårdt i underlæben og gik så langsomt nogle skridt over mod ham. Hun ville hellere gøre det friviligt end at være tvunget. Desuden kunne manden jo ikk rigtig gøre hende noget med hænderne ved nakken. Hun blev dog alligevel til at se ned på pistolen nogle gange, for at være sikker på at den blev i hylsteret. Hun stod nu kun to meter fra manden og ville ikke gå videre. Han kunne sikkert oss se en del fra den længde. De var ikke særlig langt væk fra hinanden.

Han lod sine hænder knuge rundt om hans tohåndsværds skaft. Sværdet hang skjult under hans frakke på ryggen. Den havde tit reddet ham. Han havde prøvet mange hvor han var blevet tvunget til at overgive sig og hvor han så havde trukket sit sværd. Han smilte lumsk "Fortæl så lige igen hvad det er du laver her" Han så dybt på hende med hårde øjne. Han var klar til at bruge våben mod hende hvis hu vise sig at være ikke menneskelig. Han kunne altid bruge endnu et trofæ til samlingen. Han smilte uskyldigt. Det var længe siden han havde snakket med nogen. Måske lidt for længe

Rose sank en klump og kunne mærke at hun rystede svagt. Om det var fordi hun var bange eller fordi hun frøs vidste hun ikke "Jeg laver ikke noget" sagde hun og ville ikke fortælle en fremmed mand hvad hun lavede. Hun knyttede sine hænder hårdt sammen og kunne mærke sine negle bore sig ind i hendes håndflader. Hun begyndte langsomt at gumle på sin underlæbe og lod sit blik gå ned i jorden.

Trako grint igen med et frydeligt smil "Frygter du mig" sagde han i et truende tonefald. Han lod sine hæner glide langsomt ned igen "hvor gammel er du overhovedet.... 15? 16? måske 17" Han lod luften trænge ind i sine næsebor samt alle de forskellige lugte og dufte. Han så pludselig koldt mod hende. Han styrede sine øjne mod hendes. Han plejde at kunne dømme folk på deres øjnes styrke. De var sjælens vinduer.En krop kunne lyve og det samme kunne munden men øjnene ville altid forblive sande. Han greb pludselig fat i hendes ene arm med et hårdt greb. Han gjorde det hurtigt. Ihvertfald hurtigt for et menneske

Rose gispede forskrækket da han pludselig greb fat i hende og så ned på hans hånd og prøvede på at vride sin arm fri "Slip mig fri!" peb hun og greb fat i hans håndled. Hun lod sine negle bore sig ind i hans håndled og håbede på at det gjorde ondt og at han ville slippe. Hun blev ved med at se ned på hans hånd og ventede på at se hans fingre give slip på hendes arm. Hun ville ikke se ham ind i øjnene og pressede tænderne hårdt sammen.

Trako bed sig svagt i læben for at ignorrere smerten. Han greb fat i hendes anden arm med et koldt blik "afprøv ikke min styrke" hvæsede han ondt. "fortæl mig nu" han holdte mund et kort stykke tid før han fortsatte "Er du et menneske" han så dybt på hende med et ondt blik. Han skulede igen rundt om sig for at være sikker på ingen så på dem. Der var heldigvis stadig mennesketomt. Han så tilbage på hende

Rose ville have tudet ved det her, men tvang sig selv til ikk at gøre det "... Jah" løj hun tøvende og sank en klump "Jeg er et menneske" hviskede hun og prøvede at hive sig væk "Vil du ikk nok slippe mig fri?" hviskede hun og så bange op på mandens ansigt. Hun knyttede hænderne hårdt sammen og bed sig i underlæben.

Trako lyste pludselig op. Det var præcis det svar han havde ønsket "Du er intet menneske" udbrød han ondt og så på hende med flammende øjne "et normalt menneske ville have spurgt til mit spørgsmål fordi at de langt de fleste mennesker ikke kender til jeres slags" han slap hende med den ene hånd og så på hendes ansigt. Han vidste at ikke menneske væsner havde unikke evner men hvad hendes var anede han ikke. Han kørte den hånd han havde sluppet hende med ned mod sit bælte

Rose lod sit blik gå ned i jorden og ville ikke se manden direkte i øjnene. Hun ville bruge sin evne mod ham, men vidste ikke hvad der skete hvis hun gjorde. Om han virkelig ville blive påvirket eller om han ikke gjorde det og derefter dræbte hende. Hun prøvede at tage sin ene hånd til sig og så op på mandens brystkasse og ville ikke se længere op "Slip mig nu" hviskede hun og tog fat i hans håndled og prøvede på at rive den væk fra hendes hånd.

Han greb fat om sin pistol som han trak op så den pegede mod hendes hals "svar mig nu. Hvad er du?!"han stemme var klar og ikke til at tage fejl af. Han så på sin hånd der var noget større end hendes. Han rystede kort på hovedet. Han var stærkere end hende. Ihvertfald indtil videre. Hvem ved om hun pludselig udløste en mægtig styrke

Rose trak vejret i paniske drag da hun kunne mærke pistolen mod hendes hals "Jeg er en engel" hviskede hun næsten lydløst og stoppede med at prøve at komme fri. Nu prøvede hun sår'n set at få sin hals væk fra pistolen.

Han lagde hovedet på skrå og så på hende "bevis det" han ladte sin pistol med et 'klik' "vis mig dine vinger" Hans stemme var mere rolig men stadig hård og kontant. Hvis hun virkelig var en engel havde han ingen grund til at dræbe hende. Han holdte stadig fast i hende. Han vidste endnu ikke om det var sandt. Hvis hun var en vampyr ville der straks flyve en kugle. Han stog klar med fingeren på aftrækkeren

Rose begyndte at kunne mærke varme tåre løbe ned af sine kinder, men så ned i jorden så manden ikke kunne se det "Jeg må ikke. Det er forbudt.." hviskede hun og var egentlig ret glad for det. Hun ville under ingen omstændigheder vise sine vinger frem til at menneske. Hun snøftede lavmælt og rystede på hovedet og ville bare gerne væk.

Han tog sin pistol til sig "du er en engel" sagde han så "Du kender reglerne" Han skød op i luften før han puttede pistolen tilbage i sit bælte. Han slap hende og tog en cigar frem. Han så på hende "du kan løbe hvis du vil" han tændte den "jeg gør dig intet længere" sagde han så og proppede cigaren i munden. Han tog et stort tug og lod røgen sive ud fra hans mund igen. Han nød at se hende bange. Det måtte han indrømme.

Rose stod lidt og vidste ikk rigtig hva der skete. Han ville ikke skade hende? Hun snøftede og lod sine tåre får frit løb. Hun lagde sine arme omkring sig i frygt om at hvis hun ikke gjorde det ville hun falde fra hinanden. Hun kunne ikke få sine fødder til at adlyde hende. Hun bed sig hårdt i underlæben og prøvede på at få sig selv til at stoppe med at tude.

Han tog endnu et sug og så hende an "hvor gammel er du" mumlede han bare og lagde ikke mærke til hendes tårer. Han rettede sig lidt mre op og himlede kort med øjnene. Hun var en skændsel i følge ham. Et væsen han burde have skudt. Han tog igen et sug og pustede røgen ud i ringe.

Rose tog en dyb vejrtrækning og så op på mandens ansigt. Hun ville stadig ikk møde hans blik "Jeg er 16 år" sagde hun og ville ikke sige hvor gammel hun rigtig var. Hun sagde kun hvilken alder hun var fanget i. Hun strøg nogle fingre gennem sit hår så det kom væk fra hendes ansigt og snøftede.