Alene i mørket

to : 17 Januar
Årstid : vinter
Dag : søndag
Vejr : Sneer
Sted : ude på engen
Tid : 23:40
Omgivelser : En eng dækket af lidt sne,

Amber sad ude på engen hun havde rullet sig ind til en cirkel for holde varmen hendes jakke var ret tynd og hun rystede svagt af kulde men hun nægtede at tage hjem dette her sted var for et år siden det sidste sted hun havde set sin far inden hans død hun kæmpede med at holde minderne på afstand af faren da de smertede gevaltigt maget hun sukkede svagt da vinden tog til hun lagde kort hovdet på skrå da sneen begyndte dale ned som så hvide klumper som skyerne ikke kunne holde sammen på mere

¤tøj :: http://images.killermovies.com/v/vanhelsing/hugh_jackman_in_van_helsing.jpg

Morgan sad i et træ og så ned på Amber
*hvad laver du.. gå hjem du fryser jo* skrig han ind i sit hoved
han havde ikke snakket med hende siden, han sagde at han ville forsvinde ud af hendes liv. hans hår sad som altid i en hestehale og hans øjne var mørkerøde, han hoppede hurtigt ned og tog sin frakke af. han lag den hurtigt over hende for at give hende varme, så hoppede han hurtigt op igen og det hele gjorte han i vampyr hastighed
*Amber smukke hvad laver du dog* tænkte han
og bed sig trist i læben

Amber kiggede sig forvirret omkring da en ekstra jakke var over hendes skuldre men hun kunne ikke se nogen hun åbende munden for sige noget men hendes ord blev ikke til noget der var næsten så stille at man kunne høre sneen falde hun sukkede og lukkede sine øjne i hun koncetrede sig for høre om der var nogen i nærheden men hun kunne ikke høre nog og gav derfor til spekulere igen

Morgan lag sit hoved på skrå og betragtede hende
*Morgan hvorfor kunne du ikke bare være normal* tænkte han
og så bare ned på hende, han syntes at hun så fantastisk ud og kunne ikke lade være med at smile af det
"jeg lovede dig at jeg ville passe på dig" hviskede han
og lukkede sine øjne lidt i

Amber følte sig ensom da en pludslig tanke kom * gad vide om Mor* hun stoppede sig selv med sige sådan noget for hun blev bare trist han havde sagt at han ville forsvinde hun andede overhovdet ikke at han sad i træ og holdte øje med hende hun rejste til sidst op men hendes ben var blevet meget stive äf siddet i kulden hun stirrede kort over imod det træ Morgan sad i imens et trist smil dannede sig over hendes hun havde ikke set ham men blev stående men vendte til sit blikket i det hul sneen som hun siddet i imens hun knuggede den fremmedes jakke ind til sig

Morgan stivnede da hun så op mod træet, han tænkte sig lidt om og så ned på hende
*Morgan hold hvad du lovede* sagde han
og rystede hurtigt på hovedet, han kastede sig ud fra træet og landede ikke så langt fra hende. der kom ikke en lyd fra ham og han blev bare stående, han sagde ikke nået og kunne heller ikke få sig selv til det

Amber gik to baglæns og stødte ind hun vendte sig og smilede bredt da hun så hvem det var " Morgan" mumlede hun glad hun betragtede ham kort før hun gahm et kram hun var så glad for at se ham at hun glemte al det hun havde tænkte på for nogle få minutter siden hun fik alligevel men blev alligevel smu trist " jeg troede aldrig skulle sedig mere" hun bed sig svagt i læben

Morgan så ned på hende og lag sine arme om hende
"det var heller ikke meningen at du skulle se mig, men jeg kunne ikke lade være mere.. du lignede en der lag sit til at dø" sagde han
og kyssede hende blidt i håret og nød det meget
"jeg har aldrig været væk fra dig, jeg har været der når du sov.. kysset dig flere gange på munden, savnet dig" hviskede han
og lukkede sine øjne i

hun trak vejret dybt for fange lugten af ham " jeg har også savnet dig" hun betragtede ham lyttede til det han sagde og smilede så en smule hun havde ikke lyst til fortælle ham hvorfor hun sad her men hun kunne godt se at det havde været dumt at tage en så tynd en jakke på men hun havde heller ikke regnet med at være her så længe men alligevel kunne hun ikke få sig selv til tage hjem når det kom til stykket og hendes mor sikkert syg af bekymring men det var hun ret ligeglad med hendesmor betød ikke så meget for hende mere og så kom de altid op skændes når de begge var hjemme hun så op smilede "jeg kom op skændtes med min mor" sagde hvilket også var rigtigt hun købt en hund og hendes mor kunne ikke lide den men hendes og Amber ville beholde og så moderen givet hende skylden men sådan var det vel og være den store

Morgan nikkede og smilte lidt
"ikke så godt" hviskede han
og lod sin hånd glide op på hendes kind
"dette har jeg ønsket mig længe" hviskede han
og kyssede hende hurtigt ømt på munden, og tøvede ikke et sekund da han havde savnet hende så meget. han viste godt at han skulle sige farvel til hende igen, men det ville han ikke tænke på nu

Amber lukkede hendes øjne i hun gengældte kysset selvom hun engtlig ikke ville hun for hun vidste hvor svært det ville blive for ham faktisk også for hende hun åbende til sidst øjne igen og betragtede ham hun ville gerne havde råbt af ham men hun kunne ikke sige noget * nej han vil vel ikke forlade mig igen* tænkte hun og blev helt trist til mode ved tanken men det var nuet der tæller

// undskyld je først skivr nu skulle spise og hjælpe med vaske op//

Morgan så trist ned på hende
"ved ikke hvorfor jeg kom frem, ved godt det er bedst jeg går igen. for dig altså, jeg er for farlig, et monster, jeg kunne slå dig ihjel på ingen tid" hviskede han
og lukkede sine øjne i og gav et lille suk fra sig og bed sig i læben

" nej bliv" sagde hun trist hun ville ikke have han skulle gå hendes tanker om sin far forsvand næsten når han var der hvis gik ville hun bare vandre fra den ene tanke til den anden hun sukkede igen " jeg ville hellere død uden dit selvskab" hun tog et par skirdt tilbage og vendte ryggen til ham for ikke at vise at hun blev smule såret hun ville ikke undvære ham hun snoede svagt en tot omkring sin ene finger

han åbnede sine øjne og så på hende
"Amber" hviskede han
og gav et suk fra sig, han gik hen til hende og lag sine arme om hende og kyssede hende en enkel gang i håret. han lag sit hoved på skrå og gav et suk fra sig
"Amber,, kan du ikke forstå det.. jeg gør jo bare det der er bedst for dig.. kan du ikke forstå det" hviskede han
og kunne mærke hvordan det gjorte ondt inde i ham at gøre dette, han gav slip på hende og gik væk fra hende
"Amber gå hjem,, gå hjem.. vil du ikke nok" hviskede han
og så sig omkring inden han hoppede op i et træ og så ned på hende

" vil du ik godt blive" spurgte hun næsten grædefærdig hun andede ikke at han var gået og hun blev stående hun sukkede svagt hun følte sig forladt hun sukkede igen og satte en flyvs tot abag øret men blev stående hun tørede forsigt nogle af de foræderiske tåre væk

Morgan så ned på hende fra træet
"Amber du ved jo godt lige så godt som mig at det er bedst du ikke ser mig" sagde han
og lukkede sine øjne i og var nu ligeglad med om hun kunne se ham eller ikke

Amber gav et suk frahun vidste ikke hvad hun skulle gøre for at få ham til forstå hun sukkede endnu dybere og mere tungt " hvis det er det du vil" sagde hun næsten lydløst men blev alligevel stående

Morgan så ned på hende og rystede på hovedet
"jeg vil jo gerne være tæt på dig, men det er ikke det der betyder nået.. men hvad der er det rigtige at gøre" sagde han
og satte sig på en gren og svingede lidt med sine ben og så bare ned på hende

" Hvad nu hvis rigtige for mig er at være tæt på dig" sagde hun sukkende og vendte sig imod ham men blikket rettet imod jorden, men hun mumlede hun svagt nogle få ord om hvor dum hun havde været at falde for hm det havde hun gjort og faktisk også glad for at hun havde mødt ham

Morgan gav et suk fra sig, han hoppede langsomt ned på jorden
"Amber, hvad skal jeg stille op med dig" hviskede han
og blev bare stående hvor han havde landet, han lag sine hænder ned i sine lommer. og så helt følelsesløst ud

Hun trak kort på skulderen " ved det ikke" sagde hun men vendte ikke blikket fra jorden hun var såret og vidste ikke hvordan hun skulle få ham til forstå hun ville gerne gå over til ham men hun kunne få sig selv til det

han satte sig stille ned på jorden og gav et suk fra sig
"du kender mig jo ikke, jeg er et monster, følelser ved jeg knap nok hvad er, jeg elsker jo at gøre andre ondt.. kan du ikke forstå mig nu, hvorfor det er så farligt" sagde han
og gav et suk fra sig og så ned mod jorden

hun betragtede ham trist hvis bare hun var som ham men alt virkede så langt væk hendes bekyminger forsvandt når hun sammen med ham hun vendte trist blikket bort igen " men men" sagde hun kunne ikke kommme på noget sige i modsvar men hun så ikke et monster i ham hun så noget smukt hun sukkede opgivende og åbede igen munden " hvis det er du vil have så holder jeg mig fra dig" det gjorde ondt på hende sige det det føltes som om hendes hjerte var revet ud kroppen på hende og var blevet gemmen boret med nåle og sat på plads og hver gang hun trak vejret bevægede nålene sig smertede hendes vejrtræking blev mere tung for hver mundfuld luft hun tog

Morgan så over på hende og rystede på hovedet
"det har intet med hvad jeg vil, det er mere hvad der kan beskytte dig" sagde han
og vende sit blik ned mod jorden og gav et suk fra sig
"hvad ville du dog bruge mig til, jeg er jo ikke ligefrem kæreste typen" sagde han
og hviskede de sidste ord

Hun trak kort på skulderen hun andede ikke hvorfor men lige nu hadede hun sine følelser hun gav et kort suk for sig og vidste ikke hvad hun skulle svare og hun mumlede svagt og det var svært høre for hende hvad hun sagde " jeg ved det ikke" svarede men morgan kunne sagtens høre det hun trak kort på skulderen hun havde det næsten som om hun skulle besvime ellere kaste op hun kunne ikke finde sar på noget af det