Mørket trænger sig på!

"Sikker?" spurgte han og blottede sin pistol. Han tog uskyldigt et sus igen som om intet var hændt. Han skulede til hende. Han frydede sig virkelig. Hun så ynkelig ud. Hun var patetisk. Han så ned på hende med et ondt smil og lagde hovedet på skrå. Han troede ik på hende. Men som han altid havde sagt 'man kan udrette mere med et sødt og en pistol end man kan med kun et sødt ord'

"Ja jeg er sikker!" sagde hun lettere irriteret og var egentlig begyndt at blive irriteret. Hun havde ikke set at han blottede sin pistol. Hun blev ved med at undgå øjenkontakt og knyttede hænderne hårdt i. Hun brød sig ikk rigtig om lugten af cigar røgen og holdt derfor vejret hver gang at han pustede røgen ud.

Trako grinte kort før han smed cigaren fra sig "hvis du frygter mig så gå" han så med et hævet øjenbryn på hende. Hun kunne ik lide kujoner. Det var kujóner der var skyld i alt ondt. Fordi de ikke turde forsvare sig. Men han var klogere. Han ikke bare forsvarede sig men han angreb også. Sådan var han jo opfostret

"Jeg er ikke bange for dig" mumlede hun og lod sit blik gå ned i jorden. Det var måske lidt af en løgn. Hun var bange for ham når han truer hende med en pistol. Men hvem ville ikke være det? Lige nu var hun bare vred og irriteret. Hun hadede at vise sine skvattede følelser og hadede at vise sig som en der er bange for andre. Hun blinkede et par gange og blev ved med at så ned i jorden.

Trako grinte koldt "kan du overhovedet kæmpe? altså udover at nive" han så på hende med hævede øjenbryn og trådte et skridt nærmere mod hende. Han smilte udfordrende. Han regnede med hun ville sige nej. Ja var et alt for fjernt svar. Han så hende an. Hun så ikke ud af mege syntes han.

Rose så ikke op og gik et skridt baglæns "Jeg kan godt kæmpe. Hvis jeg virkelig vil" mumlede hun og løj faktisk ikk. Hun kunne godt tage sig sammen og kæmpe, men hun kunne bare ikke li det. Desuden.. De eneste personer hun har kæmpet i mod er vampyre. En engel har ikke en snebolds chance i helvede at vinde en kamp mod en vampyr.

"bevis det" han tog sin hånd op til sin nakke og greb om sit sværd "forsvar dig selv" han trak det op og svang det lange blad elegant rundt. Han satte sin anden hånd på også pga dets vægt. Han så hende an for at se hendes næste træk. Han ville være sikker på han kunne stoppe i tide hvis hun bare stod lammet af skræk

Det så ikk rigtig ud til at hun ville gøre noget i nogle små sekunder. Hun så på sværdet, men så så for første gang direkte ind i mandens øjne "Slip det sværd" sagde hun. Hendes stemme lød derefter inde i hans hoved og han burde føle en trang til at gøre det. Rose så vred ud og følte at hun godt kunne bruge sin evne mod ham nu eftersom at hun vidste at han ikke ville dræbe hende.

// Se i mine evner, hvis du ikk allerede har gjort det ;3//

Trako stoppede sværdet før det ramte hende. Han lod sværdet falde til jorden. Han vidste ikke hvorfor. Han havde bare en stor stor trang til det. Hans hænder skælvede stille. Han skulede mod sit sværd. Han så derefter ind hendes øjne igen. Han sank en klump. Han kunne intet gøre. Han var i hendes hånd

Rose smilte hånligt "Hva er der?" spurgte hun som om at hun overhovedet ikk vidste det "Fik den lille engel dig til at slippe dit lille sværd?" spurgte hun og bukkede sig ned og samlede hans sværd op. Hun kastede det langt væk så han ikke ville kunne få fat i det. Hun blev ved med at se ind i hans øjne "Giv mig din pistol" sagde hun og pegede ned mod bæltet hvor hun havde set pistolen og vidste ikke om hvorvidt han havde fler pistoler på sig.

Trako trak sin ene pistol og rakte hende den modvilligt. Han kogede af raseri men samtidi ville han gerne gøre det. En ubeskrivelig lyst fi ham til det. Noget han ikke havde prøvet før. Han så både irriterret men også obseverende på hende. Han granskede sin hukommelse for noget der kunne modstå hende

Rose smilte stadig hånligt "Det var godt" sagde hun og tog pistolen fra ham. Hun åbnede dens hylster og tømte det uden at fjerne sine isblå øjne fra hans. Hvis hun afbrød øjenkontakten afbrød hun oss sin kontrol over ham. Da der ikke var flere kugler tilbage kastede han oss den væk "Hva ska du nu angribe mig med hva?" spurgte hun hånligt og vendte sig langsomt om for at gå væk fra ham. Da hun vendte sig om afbrød hun oss hendes øjenkontakt til ham.

Trako trak hurtigt sin anden pisto og pegede den mod hende "stå stille... vend dig ikke om!" hans stemme lød meget vred . Han ladte den med et klik og knurrede vredt. "Du kommer til at dø" han kiggde på der hvor hendes brystkasse ville være hvis ikke hun stod med ryggen til for ik at se hende i øjnene.

Rose spilede sine øjne forfærdet op og bandede indvendigt af sig selv. Hvorfor fanden havde hun ikk fået ham til at fortælle om han havde andre våben på sig? Hun stod stille og tog en dyb indånding for at gøre sig rolig og satte så i et hurtigt løb fremad og håbede på at han ikk ville følge efter eller at han skød hende inden at hun kom langt væk nok til at få sine vinger frem og flyve væk. Hun forstod egentlig godt hvorfor han var sur, men hun var lidt ligeglad. Han havde hånet hende og truet hende. At få ham til at miste sine våben var okay at gøre efter det han havde gjort mod hende.

Trako spyttede irriteret i jorden før han så, så tilfreds mod hende før han satte i løb efter hende. Jagten var det bedste han vidste. Det plejede altid at give ham et adrenlinsus eller som nogle soldater nærmere ville kalde det. En blodrus. Han vidste hvad hun havde tænkt sig. Han var uddannet i at dræbe væsner som hende og mange andre. Hans finger på aftrækkeren dirrede af spænding. Han prøvede at få et sikkert sigte mod hende mens han løb. I hans branchee havde han lært at mange gange er det alt eller intet. Men et skud var det enete han behøvede. Bare så længe det sad ordentligt

Rose kunne mærke pistolen rettet mod sig. Hun kunne oss høre manden løbe efter hende. Hun satte i et endnu hurtigere løb og kunne mærke sine ben anstrenge sig. Hun så sig over skulderen og sank en klump og vidste ikke om hvorvidt hun kunne komme langt nok væk fra manden så hun kunne få sine vinger frem, men hun ville dog forsøge. Hun ville ikke give op. Hun så frem for sig igen og bed sig hårdt i underlæben og løb videre.

Trako sigtede hurtigt mod hendes ene ben og lod et skud falde. Han var allerede igang med at genlade den. Et svagt ekko fra skudet hang stadig i luften sammen med den svage lugt af krudt. Han skulede mod hende mens han fik sat et nyt magasin i pistolen. Han ville ikke lade hende slippe. et var imod hans natur

Rose spilede øjnene op da hun hørte skudet. Da hun mærkede smerten i sin ben faldt hun næsten om. Hun landte på knæ og prøvede på at komme op igen. Det gjorde helt vildt ondt i hendes ben, men hun fik sig samlet op til sidst. Hun haltede videre og vidste godt at det var håbløst. Men Rose var utrolig stædig og gjorde sit bedste for at ignorere sit ben. Hun kunne mærke varmt blod sive ud fra såret hvor kuglen havde ramt. Den ulækre og metaliske lugt af blodet fyldte luften.

Han rettede sin pistol mod hends hovede med stiv arm "Stop!" han stemme var hård og kommanderende "Stop eller jeg blæser knuppen af dig" Hans arm stod stille. Han kunne sikkert godt ramme hende i baghovedet i dette sekund. Han blottede sine tænder i noget der lignede et smil. Han så kort hen mod sine våben. De var vigtigere end hende mente han. De var alt

Rose gjorde som han sagde og stoppede op. Hendes hoved betød meget for hende xD Hun så ned i jorden og vendte sig så om mod ham og prøvede at få øjenkontakt. Måske kunne hun få ham til at springe ud over en skrænt denne gang! Hun ville ikke have at dusørjægere skulle jage hende. Hun havde jo ikk gjort noget mod ham.

Han så mod hendes brystkasse igen for at undgå øjenkontakt. "Her er planen. Jeg lader dig gå, og du holder kæft til dine små englevenner om hvem jeg er" Han holdte stadig sin pistol rettet mod hende "En aftale?" Han stemme havde ikke det mindste spor af morskab i sig. Og dog var der et barnligt glimt i hans øjne

Rose så på ham og lagde armene over kors "Tror du virkelig at jeg vil lade dig gå rundt og dræbe mine venner?" spurgte hun og så vredt på manden "Hvis du tror det, må du fandme være dum" mumlede hun og prøvede stadig på at få øjenkontakt med ham.

Han affyrede et advarsels skud op i luften og ladte den lynhurtigt igen "lad os lige prøve igen" hvæsede han og så hende ind i øjnene. Han stopede med at snakke og så bare ind i dem. *Forbandet* tænkte han vredt. Hans øjne skød lyn. En svedperle trrillede ned ovr hans pande og forsvandt ned i jorden da den faldt

Rose smilte hånligt da hun havde fået øjenkontakt. Hun haltede langsomt over til ham og stod nu kun en armslængde fra ham "Nejh. Jeg syntes ikk at vi skal prøve igen" sagde hun og strøg nogle fingre gennem sit hår og rakte så ud efter hans pistol "Nu syntes jeg at du skal give mig din pistol" sagde hun roligt og så ham dybt ind i øjnene.

Trako rakte hende den modvilligt. Han prøvede hysterrisk at kæmpe imod men uden nytte. Han havde aldrig haft et så stort til engle som han havde nu. Han var støt på væsener med mang forskellige evner men ingen som hende her. Han var endnu engang i hendes fold og nu havde han igen våben på sig. Men det behøvede han heller ikke. Han kunne godt klare sig bare med sie næver og ben