Time to wake up - Laroy

Arien vidste, hun ikke burde være her. Her i midten for ondskabfulde dæmoner og... vampyrer. Men var jo derfor hun var her, ikke? For at finde den ondskabsfulde vampyr. Vampyren, og hendes bedsteveninde; Azariah. Lige siden deres sidste sammenstod, havde det praktisk taget slået klik for hende. Sørgen og skyldfølelsen var belvet for stor. De sidste dage havde gået med, at Arien lå i seng stirrede op på den faldefærdige loft i hendes hotelværelse. Ez var død og hun stod endnu gang uden et hjem. Der kom ingen tårer, der var ingen følelser... Hun var tom. Tom, i både mave og sind. Hun havde ikke orket, at få noget at spise lige siden hun havde kastet det hele op. Havde det været igår... eller dagen før?
Tiden. Den var forsvundet, visket væk. Regnen og den evige vind havde taget den væk fra hende, det sidste hun havde tilbage. Tiden. I sandhed den største tyv, nu forsvundet.
Søvn havde hun heller ikke fået meget af. Den havde været fuldt med mareridt. Nogle gange så hun Azh død, andre gange døde hun selv, men for meste havde det bare været genspilning af gamle minder. Hvilket var det værreste, noget selv ikke den bedste løgn overgik; Sandheden.

Hun var tilbage på skibet. Titanic. Hun vidste, at Azh var gået efter mad, hun vidste, hvor køkkenet lå, men det havde ikke været hendes første tanke, da skibet begyndte at skævle og ryste. Det havde været 'Jeg må nu'.
Måske hvis hun ikke havde været så egoistisk, ville hun så havde kunnet reddet Azh? Inderst inde vidste hun at Azh allerede havde været død, før skibet begyndte sin nedstigning, mod havets bund. Men skyldfølelsen og skammen tog over hende. Arien løb, skreg efter sin veninde, ledte, men Azh var ikke. Hun var væk.
Arien skreg og skreg... og skreg... lige indtil Castiel havde fået hende væk... Væk fra Azariah. Væk alt, der betød noget overhovedet...


Englen lignede en død, som hun gik der gennem blæsevejret og støvregnen. Hendes hud var mere hvid end nogensinde før, hendes øjne tomme og ligegyldige, hendes holdning slap og opgivende. Hendes skridt var lange, langsomme, men uden mening. Fødderne førte hende afsted gennem den døde by. For første gang i lang tid satte hun en fod udenfor en dør, mærkede den friske luft, vinden mod hendes kind, som opmuntrede hende til at fortsætte sin gåtur. Men det var ligegyldigt, ikke? Det var hele nu. Det havde været tanken om at finde Azh, som havde holdt hende igang og fra at bryde sammen i det sidste århundred. Men den allerede skrøbelige drøm havde Azariah knust selv.
Nogle farvede efterårsblade dansede i på vinden. Tre i alt. Dansede i cirkel, rundt om englen. Gjorde sig til, men en efter en trådte hun på dem. En efter en døde de en hurtig død under hendes støvle. Efterlod hendes alene, alene i sin egen fortvivelse og tristhed.
Hun var blevet tyndere de sidste par dage, hvilket overhovedet ikke var sundt. But who cares? Kulden gennemsivede hende helt. Hun gjorde ikke noget forsøg på at holde varmen; det var vel bare endnu en ting, som forlod hende. I stedet bød hun kulden velkommen. Som en gammel ven.

Laroy gik gennem alle de tomme gader i werclare han havde sin hætte trøje på hvor hætten var over hans hovede så man ikke kunne se det han gik ikke med det fordi han var ikke ond eller noget men han gad bare ikke lige at tage hætten af eller noget.
Han gik stille og roligt hen af en tom gade hvor han sådan syns at han kunne fornemme at der var andre end bare ham selv men hvad var det en race han ikke havde mødt eller hvad var det. Det var noget som han ville finde ud af nu og her så han gik efter hans fornemmelse og fandt så denne her person som så ud til at være en kvinde som han stille kom op på siden af "er du okay"spurgte han stille og roligt og viste ikke hvad han sådan kunne sige til hende andet han måske kunne hjælpe hende eller noget.