ingen dagligdag ( Autumn)

sted: havnen
dato/tid: irl
vejr: meget tåget, koldt, en smule blæsene
omgivelser: få både i vandet som ligger og viber lidt med de svage bøljer, ikke rigtig nogle mennekser

en høj fløjten kunne høres på haven. en fløjten der blev ved med at kalde, men der kkom intet svar tilbage. David kiggede rundt over alt, under gamle både på kajen, inde i buske, bag store beton rester. havnen var ikke om den havde været, den var ikke så ryddelig og fredlig længere. det var ikke til at gå tur der længere. den lille dæmon var næsten lige vent hjem fra endnu en af sine rejser og ledte u efter sin elskede hund Beilay, som af en eller anden grund ikke var hjemme i det varme hus længere "Beilay?!!!" rpbte han af sine lungers fulde kræft, da det efter hånden gik op for ham det ikke hjalp at fløjte længere "hvor er du skøre hund?" spurgte han stille sig selv og ledte videre.

Hunden i hendes hænder blev pludselig hel ælde vild efter at komme af sted i en helt anden retning idet at der kunne høres en råben. For Autumn kunne hun ikke helt høre ordene med det samme men lidt efter blev de samlet i hendes hoved. Og i korte øjeblik hun havde været u opmærksom blev der trukket hårdt i snoren der var sat til halsbåndet. Et gav et set i hende og hun følte hvordan hendes ben begyndte at løbe i stedet for at gå. Hun prøvede så vidt muligt at undgå ting på deres vej der kunne spide sig op i hendes bare fødder. Igen bare en normal dag uden sko. Der gik ikke længe før at hun opdagede stedet denne fremmede hund havde taget hende til. Havnen? Til sidst kunne hun ikke holde kontrollen over både hunden og sine egne bevægelser. Hun slap snoren og var ret tæt på at snuble men fik lige balancen tilbage og stoppede først helt sine klodsede løb da hun stod ikke mere en 2-3 meter fra denne person som hunden havde stoppet ved. Hun bøjede sig lidt forover og støttede sine hænder mod sine lår mens hun lød en smule forpustet. ”Ja undskyld.” kom der frem som hun rettede sig ordentligt op og så mod denne dreng med hendes smukke blå øjne. ”Er du tilfældigvis hans ejer?” Hun henvendte selvfølgelig til hunden. ”Jeg fandt ham ikke alt for langt her fra..” forklarede hun og hendes rødmalede læber formede sig i et af hendes søde smil mens hun blot ventede på hans reaktion.

David sukkede dybt da han følte det helt håbløst *så har jeg også mistet dig...* tænkte han, men så hurtigt op da han kunne høre potter mod gruset. med det samme fik han øje på Beilay og et kæmpe smil brede sig på hans læber "Beilay!" sagde han højt og satte sig på hug, hvorefter han lagde armene om sin elskede hun. først da han hørte den rene pige stemme og fik snust sig frem til en fremmed dæmon, kiggede han op og fik med det samme øje på den fremmede pige "øhm goddag... mh ja HUN er min hund... hvor fandt du hende sagde du?" spurgte han stille og gjorde dæmonen opmærksom på at hunden.. ja var en hun. David var ikke længere tryg ved fremmede mennesker, men det søde smil g de milde blå øjne, fik ham i den tro at han nok var sikker indtil videre. et lille smil kom frem på hans udtørrede løber igen. han kørte en hånd igennem sit pjuskede, sorte hår imens han prøvede at holde sin hund i ro.

Autumn kunne ikke andet end at blive bare en lille smule flov over sin fejl men der gik heller ikke længe inden at dette blev ændret til en kort hjertevarm latter. ”Åh undskyld. Jeg er ikke den største ekspert i dyr og havde heller ikke så meget tid til at tjekke efter.” sagde hun mens en hånd blev ført om i nakken hvor hun kløede sig. Et tegn på den lille flovhed. ”Ehm..” Hun drejede sin overkrop lidt rundt og pegede i den retning hun og hunden var kommet fra. ”Fandt hende der komme bag ved betonbygningerne. Ved stien.” Hun vendte sig så igen og endnu havde hun dette smil på læberne. Stod lidt og nød hvordan vinden begyndte at lege med hendes lange hår. Hvilket dejligt sted at være. Havnen. Hun fik lagt sit blik på hunden. Sådan en dejlig skabning. Men hun ville aldrig kunne passe ordentligt på sådan en. Hun tillod sig at tage et skridt tættere på denne dæmon foran hende. Han virkede en smule nervøs i starten men var han ved at bløde op nu? Hun rakte alligevel sin ene hånd frem mod ham og opmærksomheden blev igen vendt i den kurs. ”Jeg er for resten Autumn.” præsenterede hun sig og hendes smil syntes at vokse lidt mere. Hun virkede faktisk mere menneskelig når man så på hende som en dæmon.

David smilte lidt mere og nikkede stille "det går nok en hund er en hund ligegyldig hvilket køn det er så alt er god" sagde han venligt og smilte til hende. hans ansigt var lidt beskidt og han så egentlig meget sjusket ud. det var sådan set også klart nok, han var jo lige kommet hjem. David så i den retning hun pegede og nikkede stile, hvorefter han kiggede på sin hund "du må altid løbe væk igen, jeg ved godt jeg har været væk længe, men du må aldrig løbe væk" sagde han til huden, med et smil og blev med det samme oversvømmet med slik i ansigtet fra hunden. David fik hunden væk fra sit ansigt med sin hånd, så han kunne slippe for mere savl "heh øhm.. tak skal du have.. Autumn.. efterår.." sagde han og rystede stille på hovedet af sig selv "jeg er David..David Plessner" sagde han venligt og tog imod den fremmede piges hånd, som en hilsen gav han den feminine hånd et let tryk.

Igen kunne hun ikke lade være med at lade sin latter komme frem. ”Ja, efterår.” Hun havde hørt den mere end engang. Nogle troede ikke engang på hende når hun præsenterede sig. Men David virkede mere bare forbavset over at man kunne hedde det. ”Men ingen årsag. Hun så også helt fortabt ud. Så kunne ikke stå for at hjælpe hende hjem.” Hendes hoved blev lagt lidt på skrå og hendes smil fik hendes ansigt til at virke mere nuttet på denne måde. Nærmest som en dukke. Det eneste der sådan var mere beskid end alt det andet på hende var nok hendes fødder. Sjovt nok.
”Jamen hej med dig, David.” Igen et navn der lå godt i hendes mund og hun lod ret så munter omkring hilsenen. Hun træk roligt sin hånd til sig og igen tillod hun sig at nu sætte sig på hug. Rakte nu sin hånd frem mod hunden. Hun måtte selv vælge om hun ville lade Autumn ae hende. ”Og rart at måde dig, Baily.” Det var sådan et sødt navn til denne hund. Passede godt. Blev siddende men så nu op mod dæmonen foran hende. ”Har du haft ledt længe efter hende??” Hun var vel bare nysgerrig. Han så ret fortumlet ud på en måde. Lidt efter lidt syntes hun at mindes ham. Havde blot ingen idé om hvor fra. Og var det overhoved sikkert at det han ikke bare lignede en hun havde set før. Dog virkede hans stemme som ny i hendes system.Så højstandsynlig ikke.

David lyttede til hendes latter * rart at høre noget glæde igen* tænkte han og betragtede sin hund som nu stod og logrede imen den kiggede på dem skiftevis "jamen.. det er jeg ku glad for, det er jo ikke sikkert jeg havde fundet hende igen hvis du ikke havde fundet hende" sagde han med en tydelig taknemmelighed i stemmen og ansigtudtryk. han betragede hende lidt tid. hun var da en spøjs person. hunden reagerede lige med det samme da Autumn satte sig, den lagde sin pande mod hendes håndflade som tegn på den ville kæles med og lorgede endnu mere med halen. David rejste siig op for at få lidt blod til sine trætte ben " tja godt og vel e time tror jeg... så jeg nåede da at blive godt nervøs om jeg ville finde hende igen" sagde han med et kort ryst igennem hele kroppen "øhm... kan jeg byde på noget? drikkelse, mad eller måske bare varme? jeg bor lige i nærheden" tilbød han med igen en venllig stemme.

”Og jeg er bare glad for at kunne hjælpe.” svarede hun uden tøven og idé hun følte hunden mod sin hånd kørte hun den i en glidende bevægelse om bag dens øre for at nusse den lidt. Kendte ikke helt til de steder dyr bedste kunne lide det men havde da set noget i tv’et og selv havde hun da heller ikke noget for at blive nussset bag øret. Eller i det hele taget at blive aet på hoved. Og hun var sikker ikke den eneste. Autumn blev lidt overrasket over at høre hvor lang tid han havde ledt efter sin hund. Han måtte vist virkelig elske den. Tætte bånd til sine kæledyr. De var jo også som venner. ”Man skal aldrig opgive at finde noget der er værdigfuldt til en. Det skal nok dukke op på et eller andet tidspunkt” sagde hun optimistisk mens at hun selv efter at have kælet med Baily lidt rejste sig op. Han var højere end hende. Og det havde hun skam også haft set på afstand. Men så igen. Hvem var ikke højere end hende. Med hendes sølle 160 centimeter. Tsk. Hendes blå øjne blev kort spærret ganske svagt op. ”Ehm..” Hun var ikke helt klar på det spørgsmål da hun ikke fik det så tit men det var jo bare et helt normalt spørgsmål egentligt. ”..Hmmh. Jeg vil egentligt gerne se hvordan du bor, hvis det er.” fik så hun så sagt med denne muntre og næsten engleblide stemme. Hvis det ikke var på grund af hendes udstråling, duft og skarpe tandsæt mindede hun ikke decideret som en dæmon. Og så igen. Der var sikkert mange andre tegn. ”Men jeg vil ikke trænge mig på..” tilføjede hun hurtigt.

David nikkede kort og så taknemmeligt på hende, hvorefter han så på sin elskede hund, der tydligt nød at blive aet. "ja... man skal aldrig give op hvis man virkelig elsker den det handler om..." sagde han med en små vemodig stemme og så lidt udover havet *Embry... hvor er du?* tækte han og gik lidt i stå i sit eget sin og egne trist tanker. han rystede så kort på hovedet da han mærkede et lille puf fra sin hund og så på den unge dæmon foran sig "øhm... okay... jamen det må du meget gerne... det er da altid godt med lidt selvskab" sagde han venligt og smilte på en venlig måde. han klappede kort sin hund og vente sig om "kom med efterår.. jeg bor ikke så langt væk" sagde han med et lille grin og elskede at bruge ordet efterår.. det var skam helt med vilje. han så lidt om på hende, med et smil og ventede lidt på hende for at være sikker på hun gik med.

Autumn var glad for at han forstod hende. Eller hvad han nu gjorde ved at gentage hendes råd. Men hun brød sig ikke helt om den måde hans humør pludselig sank. Sådan følte hun det i hvert fald. Måske var det noget han ikke ville snakke om. Sådan var det tit med folk. De sagde hele tiden det var noget de ikke var klar til at snakke med nogle om. Men af og til var hun vel heldig? Hun opdagede først at hun selv havde stået og været helt væk da hun nærmest vågnede op i et chok ved lyden af hans stemme. Og hun kunne med det samme mærke hvordan hendes mundviger, trak sig op ad og hendes krop atter blev fuldt med den muntre varme der altid holdt hende i gang. Og alt det blot på grund af hans bekræftelse. Hun var virkelig lidt en spøjs person. Men dejlig når man tog sig tid at lærer hende at kende. Bedre. ”Lige mine ord. Det går ikke man forholder sig alene.” sagde hun stadig med den søde latter gemt i sin stemme. ”HEY!” Hun luntede det sidste stykke hen til David for så at puffe blidt til ham og luntede forbi ham. Endte foran ham men her drejede hun blot omkring for at gå baglæns med de blå øjne rettet mod ham. ”Jeg hedder altså ikke efterår.” sagde hun grinende og rakte barnligt tunge af ham. Faktisk havde hun intet imod at han kaldte hende det. Men det var blot en sjov vane at gå videre på den.

David havde ikke set sin Embry i lang tid og han savnede ham mere en nogensinde hver. hver gang han tækte på sin elskede blev han meget vemodig og ja rimelig trist. hans mundviger løftede sig lidt da han hørte hendes 'hey' og et lille grin forlod hans læber, hvorefter han så op mod himlen og stak hænderne ned i sin jakkelomme. Baily luntede rundt omkring og snuste, men det var tydeligt hun gjorde meget ud af at være tæt nok på sin herre og hans følgesven. "ensomhed slå en ihjel til sidst.." sagde han med et halv smil og så ned på hende da hun gik foran ham. han så dybt ind i hendes øjne og fik en lille snert af hvem hun var via sin evne "så... find dig en du kan leve hele dit liv med..." sagde han med stadig det halve smil og med blide venlige øjne. han lukkede så sine øjne, da han udbrød i en lille latter "du hedder efterår i min verden" grinte han og så på hende igen. han syntes hun virkede venlig og allerede som en form for ven, måske fordi hun havde bragt hans elskede hun tilbage? måske.

Autumn kunne ikke gøre for at det pludselig sagde klik for hende da han begyndte på alt det med at finde en hun kunne leve med. Resten af hendes liv. Hun stivnede nærmest men foresatte stadig lidt som var hun i en trance. Men så stoppede hun så endelig op. Prøvede inde i sig selv at kæmpe mod den lidt negative energi hun med sikkerhed udstrålede. Som ville hun virkelig ikke snakke omkring den slags. Ikke når det omhandlede hende i hvert fald. Hendes smil var blegnet og hun havde set væk fra hans øjne. Lignede pludselig en af de der ufattelig usikre piger der næsten ingen selvsikkerhed havde. ”Jeg..Jeg prøve og se om jeg nogensinde vil få muligheden for at finde den person.” svarede hun så endelig og igen så hun op og et lille forsigtigt smil sad på de røde læber. Drejede en lille omgang om sig selv for at gå ligefrem igen. Ved siden af David. Nok hendes lidt underlige humør blev det hurtigt løftet ved at hører hans grin. Smilede over den. ”Baah! Det lyder altså mega mærkeligt at blive kaldt Efterår..” bekræftede hun med sin egen hjertevarme latter i stemmen mens at hun roligt gik videre ved siden af ham med Baily mellem dem. Det var nu dejligt. Han fik hende til at føle sig tryg i hans selskab.
”Hey, Da-Da..” Ja han skulle da ikke komme uden om et kælenavn. ”Jeg har måske det hele forkert men føler svagt på dig at der er noget der går dig på. Men du skal vide jeg altid kan stå til rådighed som en lytter.”

David kunne godt se at det han havde sagt ikkeligefrem havde gjort den lille dæmon glad eller i noget positivt humør, men han smilte blidt og små undskyldende til hende og fulgte hende med øjnene, da hun gik ned ved siden af ham. smilet blet lidt størrer da han hørte hedes latter så han sagde ikke så meget til det hun sagde udover et lille "undskyld" for hans lille fejl. han så lidt ned på Baily og smilte skævt over det hun sagde "lige meget hvor mærkeligt det lyder hedder du efterår... men jeg synes da det lyder en del bedre en da-da.. " sagde han drilsk og smilte skævt til hende. smilet forsvandt dog hurtigt da ha hørte det sidste hu sagde og stoppede brat op. han stirrede lidt på hende med et tomt blik, hvorefter han så lidt udover havet. hunde havde sat sig ned ved Davids side og lagde hovedet mod hans ben fordi hun kunne mærke has sorg "det... det behøver du ikke bekymre dig om... der er inge grund til at det skal gå udover dig" sagde han stille, imens ha stadig så udover havet.

Autumn var vidst ikke den eneste der havde en byrde at bære. Hun havde selv haft sin så længe at hun havde vænnet sig godt og grundigt til at den var der og havde dannet sit liv efter den. På en måde. Men det var nærmest tydeligt for hende at mærke David levede i nutid lige nu. At det var i en lille tidsperiode det var startet. Hun så sig først hen over skulderen inden at hun vendte hele sin overkrop og derefter resten for at nu stå og studere hvordan han bare så ud over havet. Billedet hun så for sig var følelsesfyldt. Vinden i håret, hunden der loyal passede på sin ejer og de vemodige blik. En hver kunstner ville dræbe for det syn til et maleri. Men hun gjorde ikke noget. Blev stående hvor hun var og nød kort hvordan vinden fandt sin vej ind i hendes lange mørkebrune hår. ”Du har ret i at det ikke skal gå ud over mig men det gør det jo heller ikke. Siger ikke du må bruge mig som boksepude til når du er vred men i stedet til en person der lytter. Og jeg siger heller ikke du skal noget, så bare rolig.” Hun så forsat på ham mens at hun sendte positiv mentalt energi mod ham. ”Men min skulder er altid fri.” tilføjede hun så og et lille roligt smil kom frem. Nogle ville nok tænke at hendes hurtige tilgang til den slags var underligt og forkert. Men hun var blot en person hvis hjerte have en retning mod folk der havde brug for en. Om hun kendte dem super godt eller ej.

David stod sådan lidt og tænkte si lidt om, hvorefter han så lidt ned å sin hund og satte sig ned på hug "jeg ved det... men... jeg ved ikke... tror ikke der er så meget at gøre ved det" sagde han vemodigt og betragtede sin hund "det er da godt at vide du vil lytte, men... måske er du ikke lige den jeg skal snakke med sådan noget om" sagde ha stille og så op på hende. hun havde jo ikke ligefrem virket som om hun var heldig med at finde en partner, så om det lige var hende der skulle vide ha gik og sørgede over han ikke kunne finde si Embry, var måske ikke det smarteste. han så lidt ned i jorden og rejste sig op "når men øhm.. vi skal jo videre" sagde han stille og prøvede så godt han nu kunne at smile.

//sorry det er lidt kort ^^

Autumn sank en mindre klump der havde sat sig fast i hendes hals for at genere hende inden at hun nu nærmest trippede lystigt det lille stykke hen til ham. Stillede sig først foran ham inden hun så også satte sig på hug. Hvilede sine hænder på sine lår mens at hun kort studerede hans ansigts træk og blik. Bare for at danne et svagt overblik over hvordan situationen havde spillet. ”Okay. Jeg forstår.” sagde hun så stille og roligt mens hendes hoved igen faldt svagt på skrå og et smil blev dannet på hendes læber. Det var faktisk sandt. Hun vidste godt hvad han mente. Selvfølgelig var hun ikke en person man kunne betro sådanne sorger til en der ikke selv har mærket dem på egen krop. Men folk kendte jo heller ikke til om hun faktisk havde. Hun havde aldrig sagt noget og havde altid bare lyttet til andre. Idet han så rejste sig op gjorde hun det samme. ”Ja. Det må vi vel.” Hun lod sin ene hånd ae Baily et øjeblik inden hun så løftede den for at ligge den på David’s hoved. Bare for også lige at klappe og føle hans hår mellem hendes fingre. ”Kom så, mine vovser.” sagde hun drillende og med et lidt større smil inden hun drejede omkring sig selv i en halv omgang og satte i et roligt og tilpas tempo sin ene fod foran den anden og bevægede sig frem ad.

//Går nok. :3//