I natten er alle katte grå - Procella.

Tid: Tæt på midnat. Efter den såkaldte tusmørketime.
Vejr: Overskyet og en smule koldt. Werclare holder sin gode gamle, uhyggelige atmosfære med en smule tåge.
Sted: Et stykke væk fra en club og en døgnkiosk.
Omgivelser: Tomt og ensomt.
____________________________________

Moricia stod lænet op af muren med en cigaret imellem pegefinger og langefinger. Gløden for enden af den rygende genstand, var det eneste det lyste op i mørket. Hendes øjne var lige så mørke som de altid havde været, men måske en smule dybere. Og hun havde ikke altid røget, før de sidste par år i hendes begivenhedsrige liv. Hun blinkede en gang, og strøg noget af det meget lyse hår om bag hendes ene øre.
Hun havde kun været inde i døgnkiosken i meget kort tid, for at få fat i noget kaffe. Den brandvarme kop havde hun i venstre hånd, og en smal stribe af damp sivede ud af det lille hul i låget. Det duftede himmelsk, hvis hun skulle være ærlig, men den smagte ikke så godt som den engang havde gjort.
Et svagt smil bredte sig over hendes læber, men det var mere dystert end det var muntert. Hun havde lyst til at tage hjem, men... hvor var hendes hjem? Hun følte sig i hvert fald ikke hjemme i den lejlighed, øverst oppe under loftet, i en af de høje bygninger i Werclare. Men hun følte sig heller ikke hjemme i de luxuriøse hotelværelser i Las Vegas.

Procella holdt på et gadehjørne i den anonyme volvo. Ja det var nogle skæve arbejdstider, men det var først når solen gik ned at de seriøse freaks kom ud og lege, og så måtte man jo tilpasse sig.

Hun gabte over sin franske hotdog og tog en solid bid, imens hun med et kedsommeligt udtryk i de ravfarvede øjne spejdede sig rundt. Af den mest sindsyge ø hun nogensinde havde været på, virkede det MEGET fedsommeligt til aften. Ikke at det som sådan var noget at brokke sig over, men det var ikke hvad hun havde...forventet.

Det søgende blik gled over den slanke kvindeskikkelse. Ikke en trussel. Det måtte være et menneske siden hun drak kaffe og røg smøger. Der var ikke mange abnormale racer der dyrkede de menneskelige svagheder, og helt ærligt så gik mennesker bare ikke ind på alarmskærmen disse dage.

Procella tyggede på den store mundfuld brød og skulede ned i hullet. Hvorfor skulle dressingen altid proppes ned i bunden så toppen var så tør man kunne tude, og bunden altid var vammel og flød over af overdrevet tilbehør? Hvorfor kunne ingen finde ud af at lave en freaking hotdog? Det var jo altså ikke kernefysik. Det var en hotdog! Brummede stak hun uentusiastisk den resterende hotdog ned i papiret og lagde den fra sig på sædet. Det var alt for uinspirerende at spilde tid på.

Øjnene gled over gadelivet igen. Pigen stod der endnu. Procella fik en lille rynke mellem sine bryn. Der var stadig ikke noget der skreg mod hendes sanser. Men...Hun kneb øjnene let sammen og lænede sig umærkeligt frem over rattet i bilen som om de få ekstra centimeter gjorde nogen forskel.

Med et suk steg hun ud af bilen. Hun gik over mod pigen. Det var nemt det her. Hun skulle jo bare i kiosken. Da hun var ud for pigen fingerede hun en snublen og stødte skulderen mod pigen, så hun ville få et hårdt puf hvis hun ikke flyttede sig af sig selv. Uanset hvad ville det ville Procella en chance for at se hendes ansigt tæt på, og forhåbentlig tricke hukommelsen.

Moricia stak smøgen i mundvigen og stak hånden i lommen, da hun hørte en bildør åbne og lukke. Der havde været så stille at hun et øjeblik fik et midt chok, og hun begyndte at følge kvinden med øjnene da hun gik hen imod kiosken. Men dog foruroligende tæt på Moricia. Hun knyttede sin næve hårdt nede i lommen, og tog et sug af cigaretten. Hvad i alverden lavede den kvinde? Hvor lang tid havde hun været i bilen, uden Moricia havde lagt mærket til hende?

Hendes øjne blev yderligere formørket da kvinden kom endnu tættere på. Det så næsten ud som om hun havde ønsket en kollision imellem de to. Var kvinden fuld? Skæv? Det virkede ikke sådan, for hun gik meget lige... hun virkede meget smidig og elegant, typisk og... velkendt. Men det var svært at se hendes ansigt i mørket, selv for en med sortelversyn. Men nu var hun også lidt handicappet når man talte om syn, men stadigvæk...

Hun gispede da pigen kom for tæt på, og flyttede sig i sidste øjeblik inden de bankede ind i hinanden. Hvis hun skulle være ærlig, havde hun ikke regnet med at kvinden ville gå ind i hende, så hun havde ventet med at flytte sig. Men lige så snart kvindens mørke hår hav plads til det svage lys fra gadelygterne, tabte Moricia den brandvarme kaffe. Låget sprang af, pappen klagede, og kaffen sprøjtede ud og plettede Moricias bukseben.

I ren refleks skød Procellas hånd frem mod koppen og hun hvæste lavmælt ud i mørket da den meget varme kaffe plaskede ud over hendes hud. Det var dumt. Hun slap koppen så den faldt resten af vejen mod fortorvet og rystede den brændte hånd let for at køle de svedne steder. Hun var gået en smule i knæ så da hun kiggede op så de ravfarvede øjne direkte op i Moricias ansigt. Procellas øjne var en smule nysgerrige, men også vagtsomme.

...who the hell is she...

Tænkte hun og rettede sig langtsomt op. Man kunne næsten fysisk se på hendes ansigt hvordan hjulene kørte inde bag de underlige øjne.

"Har vi...?"

Begyndte hun langsomt

Det skal da lige passe at jeg har myrdet hendes bror eller fætter eller bedste veninde...jeg gider ikke tåbeligt ballade...ikke nu...

Moricia mødte de ravfarvede øjne med sammenknebne øjne, men dog med et svagt smil over hendes forsøg på at rede kaffen. Hun var stadig hurtig. Måske hurtigere end før. Men det kunne man ikke bebrejde hende, hun havde også haft et stykke tid at øve sig i. Hun strøg sig ned over de solbrændte underarme, for at fjerne de stikkende dråber af kaffe.

Det morede hende en smule at kvinden med guldøjnene ikke genkendte hende, nu hvor Moricia viste hvem hun var, lige så snart hun så hendes karakteristiske øjne. Men hun glemte ikke den aften. Den havde været så forfærdelig pinlig, og på sin måde også ret skæbnesvanger.

Hun stak nonchalant sin cigaret tilbage imellem læberne. "Nej, vi har aldrig set hinanden før, og du skylder mig noget nyt kaffe."

Noget sagde tydeligt Procella at den unge pige løj over for hende, men hun var jo altså ikke en omvandrende løgndetektor der kunne tvinge sandheden ud af folk. Eller...men det krævede tid og finesse, og det var jo bare et menneske. Så ville man få sådan noget som Gene konventrionen på halsen hvis man blev opdaget, så for et menneske gad hun ikke stikke nakken ud.

"Hvis du siger det"

Brummede hun affejende og fiskede en 1o dollar-seddel frem

"Knock yourself out"

Procella lagde hovedet let på skrå

"Burde du ikke være hjemme og holde pyamas party med dine high-school veninder i stedet for at stå og give dig selv lungekræft på et gadehjørne?"

Der var et eller andet over hende der fik Reaper-delen til at ville kyle hende ind i bilen og sætte hende af et sikkert sted. Øen her var skruptosset og en ensom pige på et gadehjørne...var det ikke lidt at være et stort neonskilt "come and get me"?

Moricia stod et øjeblik og stirrede på kedelige seddel, dusørjægeren havde imellem sine fingre. Hun snuppede den hurtigt, og stak den ned i lommen på sine jeans. Den knagede da den blev presset ned, og krøllet til ukendelighed. Hun ville lyve hvis hun sagde at hun ikke havde brug for dem.

"Pyjamasparty?" En svag, humørforladt latter forlod pigens læber. "Jeg tror du har misforstået noget, miss, jeg er ikke den typiske pyjamasparty-type." sagde hun, med sin svage rullende, sydstatsamerikanske accent.

Hun stak cigaretten i mundvigen igen, for ligesom at understrege hendes ord, og krydsede armene. Tanken om at hun ville holde et pyjamasparty med dæmonernes High Lord i hans silkeboxershorts - den tanke var fuldstændig absurd og ganske underholdende.

Procella betragtede indgående pigen

"Findes der en bestemt beskrivelse af en type der umiddelbart ser ud til at være under stemmealder, der hænger ud alene på gadehjørner, drikke kioskkaffe, ryger og søger deres eget selskab fremfor en eller anden social kreds...og i øvrigt lyder til at høre til på den anden side af badebassinet"

Procella rynkede sine bryn da den skarpe lugt af cigeratrøg stak hendes følsomme næse. Hun trak hovedet let tilbage og fnøs stille for at få tjære lugten ud. Ulækker vane. Nå. men hvorfor stod hende pigen her overhoved? Procella var ovebevist om at hun ikke fortalte hende sandheden. Der var for mange små detaljer der ikke passede sammen. Hun tvivlede også på at pigen var prostitueret. Der var simpelthen for få folk på gaden til at det kunne betale sig for "a working girl" til at hænge ud her i søgen efter...selskab.

"Nå...ligemeget...hyg dig med din kaffe..."

Det var ikke værd at spilde tid på, og pigen virkede ikke umiddelbart i nød. Ud over at hun havde været hurtig til at snuppe pengene. Men man kunne jo ikke tage sig af enhver herreløs hund på gaden...

Moricia så ret utilfreds ud. Så lille så hun da ikke ud! Hun var sikkert ældre end hende, også selvom hun måske så lidt yngre ud.. Det var sikkert på grund af det forbandede, lyse hår og den barnlige kropsbygning. Hun hadede at se så ung ud, men det var nu trods alt det hendes krop havde bestemt sig for.

Derfor lød hun en smule sur, da hun henvendte sig til kvinden der var ved at gå igen. "Du kan virkelig ikke huske mig, kan du?" Hendes læber var trykket smalle, da hun løftede den tomme hånd og strøg det hvide hår tilbage så hendes mørke øjne glitrede koldt i natten. Den mørke hud fik det hvide i hendes øjne til at træde endnu tydeligere frem, og hendes hår til at lyse som fyrværkeri i lyset fra den halvnedbrændte cigaret, der tydeligvis irriterede dusørjægeren. Hun vippede sigende med øjenbrynene.

Procella der havde vendt sig halvt rundt, lod sin krop glide med bevægelsen hele vejen rundt så hun atter stod med front mod pigen. Et lille smil spillede i hendes mundvig og et sært tilfredst glimt var kort i hendes øjne.

"Sandheden? Nej. Ikke umiddelbart. Hvilket er en god ting. Det betyder jeg ikke har prøvet at slå dig ihjel eller at du er min sorte bog på anden måde. Men du synes at huske mig. Så fortæl mig. Har vi et problem, ud over spildt kaffe?"

I knew that i knew her....

Mentalt blev der danset en lille sejrsdans, og samtidig sukket irriteret over at hun stadig ikke kunne putte pigen i en nydelig lille boks og sætte hende i system så hun kunne komme videre

Moricia kunne ikke lade være med at spærre sine øjne en smule op, da hun lod sit lyse hår falde tilbage ned over hendes ansigt. Var verdenen ved at gå af lave? Helt ærligt, kunne hun ikke huske hende? Ikke engang bare en lille smule? Det var næsten... skuffende.

"Hvis du ikke kan huske mig, er der ingen grund til at genopfriske mindet." svarede hun nøgternt. Det var ikke noget særlig godt minde, ikke mindst fordi hun havde taget imod hjælp fra en dusørjæger. Fordi hun havde haft brug for hjælpen.

Men selvom kvinden ikke kunne huske hende, havde Moricia lyst til at lære hende bedre at kende. "Må jeg se din hånd?" spurgte hun henkastet, og hun håbede, selvom hun ikke regnede med at kvinden havde lyst til at række sin hånd til en - åbenbart - komplet fremmed.

Procella gloede på Moricia og ned på sin hånd som hun løftede halvt og vendte frem og tilbage i luften.

"Min hånd? Den er ikke kommet til skade. Der skal mere til end kaffe for at jeg kniber en tåre. Se...all fine. Så bare rolig. Ingen søgsmål. Hvis du har så meget brug for kaffe, ville jeg nok heller ikke kunne klemme mange dråber ud af dig vel?"

Hun smilte skævt, men blikket var vagtsomt. Hvorfor kunne pigen huske hende? Og hvorfra? Det var ved at blive en smule irriterende at hun ikke kunne placere hende, og noget sagde at hende at det måske ikke var helt ligeglydigt hvor i puslespillet den lyshårede pige passede ind.

Moricia slap cigaretten og tværede den ud med sålen på sine sorte plateausko, imens hendes læber blev smalle igen. Helt ærligt, kvinden kunne ikke huske hende, og nu måtte hun ikke engang røre hendes hånd... Hun holdte sit blik på den nedtrådte cigaret, i samme øjeblik hun greb lynhurtigt ud efter kvindens hånd. Hun greb rutineret fat i den og pressede sin tommelfinger dybt ind i håndfladen på hende. Imens lysnede hendes øjne en lille smule, så man kunne se den grå nuance.

Hun slap hurtigt hendes hånd igen, inden hun nåede at give hende en lussing eller et eller andet. Imens voksede hendes smil en del, og fik det til at se endnu mere barnligt ud. "Procella, The Reaper. To tatoveringer," Hun kastede et hurtigt blik hen på kvindens underarme der var dækket af den ufatteligt tunge læderjakke. Hendes ansigt blev mørkt. "Åh, hvor er det synd for dig, du ved ikke hvem din mor er..."

(venter lige på svar i pb ellers hænger vi fast ;) )

(Næste post er lavet efter aftale med min medspiller. Jeg har fået lov til at tage mig nogle friheder, og der er derfor ikke tale om rollestyring / rollekontrol fra min side - i would never ;) )

Der gik et spkæt gennem Procella da pigen greb ud efter hendes hånd. Et angreb?! Det havde hun ikke regnet med. Da pigen pressede sin tommel mod hendes håndflade gik alting lidt i slowmotion.

...is that supposed to hurt? Come on?

Hendes fri arm skød ud, og greb om pigens hals, næsten hurtigere end øjet kunne følge. Hun fulgte bevægelsen med kvælertaget op med at "slå igennem" så pigen blev banket baglæns op af muren, stadig med det kvælende greb om halsen. Procella snerrede dybt i halsen.

"Jeg kender ikke min mor, men du lader til at kende uhyggeligt meget til mig"

Hun trådte helt hen til pigen og satte mund og næse lige under pigens øre så hun både fik fornøjelsen af hendes lavmælte hvisken og den fulde effekt af hendes knurren. Hun snusede langt ind

"Du er ikke menneske...what the hell kind of freak are you girl?"

Hun lugtede....sært....af skygger...popcorn...plastik...Procellas pupiller udvidede sig kort

Et halvkvalt skrig i en gyde. Reaper havde været på jagt længe og nu tilspisdsede det sig. De 3 fjolser havde fundet en alternativ måde at more sig på. Hun havde betragtet på afstand i det lyshelvede der var Las Vegas. Det var ikke hendes drømmescenarie. Lyde og lys bombarderede hendes sanser og skar i hendes følsomme øjne. Den ene lugt blandede sig med den næste...men de kunne ikke gemme hvad de var. Den ramme lugt af svovl kunne ikke overdøves af den bedste cologne, og slet ikke her hvor der var 3.

Reaper spejdede rundt. 3 styk. Det var lige lovligt stramt nok. Selvmord eller mod? Hun tøvede. En halv hulken og latter fik hende til at blotte tænderne og svinge benet over motorcyklen. Fuck det. Man levede kun én gang....

Procella trak hovedet en smule tilbage og stirrede undrende ind i pigens ansigt. Hendes greb om halsen slækkedes en smule så hun ikke kvalte hende, men gispe mundfulde af luft til sig.

"Dig...? Følger du efter mig? Hvad går det her ud på?"

Moricia kom med en halvkvalt lyd da hun ramte væggen, og blinkede overrasket en gang, men så bredte et svagt smil sig over hendes læber. Hun kunne smage en smule blod, men det gjorde ikke noget. Lige så lidt som smerten. Hun... burde have vendt sig til den efterhånden. Det hvide hår lå som et slør over hendes ansigt.

Hun lagde svagt hovedet på skrå og hendes let psykotiske smil voksede en smule. Hun kunne godt lide at skræmme sine modstandere lidt, når de ikke viste hvad hun var. Men det ragede ikke hende lidt nu hvad hun var. "A monster from your worst nightmares, maybe?" svarede hun, kun en lille smule hæs. Hendes sydstatsaccent rullede på hendes tunge.

Moricia gispede en gang, da hun langsomt kunne suge luft til sig igen. Hendes lunger udvidede sig langsomt, da hun vagtsomt fornemmede kvindens pupiller vokse. Hun var en god menneskekender og så med det samme at hun fik et flashback. Eller noget i den stil. Det var sikkert hende hun så. Sikkert.

"Jeg skulle til at spørge dig om det samme. Hvorfor er du her?" Hendes øjne glitrede anklagende igennem sløret af hår.

Hun hadede kvinden mere og mere. Hun havde redet hende en gang, lige meget hvor meget imod det, Moricia var. Men nu var hun stærkere. Hun kunne klare det. Hun kunne klare alt. Men hun havde ikke lyst til at rive sig fri lige nu. Hun ville.. gerne nyde det her øjeblik, blikket i kvindens øjne.

"Procella, hvorfor holder du mig op af en væg midt om natten? Har en lille uskyldig pige fortjent det?"

Grebet om Moricias hals blev knusende. Det knuste intet, men kan kunne med skræmmende lethed få den tanke at den læderklædte kvinde ikke ville have fysisk besvær ved at brække halsen på folk.

"Hvis du ønsker dig helbred intakt så kalder du mig ALDRIG det igen...bare et godt råd"

Hviskede hun, med katteagtig venlighed

"Og et monster er du måske, men ikke et mareridt. Så havde du ikke haft brug for mig. Jeg er her af samme grund til at jeg nogen steder overhoved i verden. Tænk over den, og vurder om du burde være her. Uskyldig er du næppe når du går og råber om om ting du ikke burde vide. Lær at holde munden lukket. Sådan noget kan forkorte folks liv...drastisk"

Rumlede hun. Da hun slap pigebarnet med en hvæsen lavede hun en umærkelig bevægelse, som tørrede hun hænderne af i tøjet.

"And dont get me wrong. Im kinda flattered. But i just dont need to meet the president of my fanclub right now..."

Moricia udstødte et halvkvalt, hæst host da grebet strammedes. Hun vred sig en smule, og kunne mærke murstenen smuldre bag hendes ryg. Hun udstødte en svag knurren.

Selvom det gjorde ondt, var hun ikke færdig med at provokere hende. "Hvad er der galt? Det er dit navn, ikke?" Det var tydeligvis ikke et spørgsmål.

Hun kopirede næsten kvindens bevægelse, og strøg sine lange fingre ned over sin jakke. Hun så op igen, og kastede umærkeligt det halvlange, hvide hår om bag sin skulder. Hun lod fingrene strejfe hen over den mørke hud på hendes hals, hvor der var blevet printet et par fingre.

Hun smilede svagt over kvindens ord. Som om hun ville være med i hendes fanklub.

"Du er en morder, du har ikke brug for nogen fanklub." sagde hun trodsigt, og lagde armene over kors. Det mørke stof var støvet af mursten. Hun havde haft ikke så lidt problemer med hende. Der havde været mange drab og forsøg af samme, på grund af kvinden der stod foran hende. Det betød papirarbejde, og lange aftner ved skrivebordslampen.

"Glorificeret måde at omtale en skadedyrsbekæmper på, og lige nu bevæger du dig faretruende ind i kategorien rotte"

Hvæsede hun

"Drop navnet - det er sidste gang jeg siger det. Tag det som en advarsel...eller godt råd. Det kommer an på hvordan du vurdere dit helbred"

Turn around....walk away....doooont kill her...dont do anything stupid in the open....just...walk away....

Den lille stemme prikkede formanende til hende. Procella vendte atter engang ryggen til den lyshårede pige og begyndte med lange skridt at tilbage ligge distancen til sin bil

...keep walking....just keep walking...

For Moricia var morskaben alts slet ikke slut endnu. "Hvorfor? Helt ærligt, hvad er der med det navn? Har du en dusør på hovedet?" Hun var mere nysgerrig end trodsig nu.

Hun skar ansigt, og valgte at følge efter dusørjægeren. Hun var ikke færdig med hende. "Jeg er ikke færdig med dig, der er stadig meget hyggesnak vi ikke er kommet til." pointerede hun muntert, og følte sig faktisk næsten som en lille pige. Det var en velkommen følelse, og helt noget andet end hun plejede. Hun kunne godt lide breaket fra den alvorlige højre hånd.

"Er du slet ikke interesseret i hvad der er sket siden da?" spurgte hun igen. "Du vil sikkert fryde dig!"

"Du presser virkelig din grænse for sundhed lige nu"

Procella lagde en hånd på bilens tag og vendte et orangegult flammende blik mod pigen

"Diplomati er ikke min stærke side....skrid! Og få dig en veninde hvis du har brug for nogen at udøse dine hjertesorger til. Eller skriv til Dr. Phill. Jeg er..."

Sit...go sit...in your...car...open the...freaking...door...

"Meget...ligeglad..."

Procella flåede døren til bilen op. Metallet klagede svagt i sine hængsler da de blev udsat for pres der var...på den anden side af normal menneskelig styrke...

Moricia kunne ikke lade være med at snerpe læberne sammen igen. Helt ærligt. Procella opførte sig som om Moricia var en lille pige, og det kunne hun bare ikke klare.

"Du har altså en lort op til halsen, det ved du godt, ikke?" Hendes øjne var knebet sammen. "Hvis du ikke lader fingrene fra dæmonerne, så får du snart din straf." Hun trak på skuldrene og vendte sig væk fra Procella og hendes dødkedelige bil. Den kunne godt bruge lidt mere hejs, eller i det mindste bare... Nej, det var bare generelt en grim bil. Men det kunne jo være at hun manglede pengene lige så meget som hun selv gjorde.

Hun havde lyst til at knurre af hende, og sige at hun ikke var bange for hende, men det var på sin vis løgn. Hun var bange for at få bank, fordi hun ikke ville være jævnbyrdig i en kamp. Måske, men hun ville ikke kunne klare sig imod en toptrænet dusørjæger.

"Hvis lorten lugter, så trækker man i lokummet"

Procella gled ind på sædet og smækkede døren i, hun så ud af glasruden

"Måske er det dæmonerne der skal holde fingrene fra menneskene. Ellers kommer...well"

Hun blottede tænderne i et bredt grin der indeholdt en smule forventning

"Jeg. Kald det en straf hvis du vil. Jeg kalder det opgørelse af et regnestykke. Husk nu at købe din kaffe så du ikke bliver kold lille ven. Du skulle jo nødig blive syg før de fanger dig igen"

Procella stak bilnøglen i hullet og vred den rundt. Motoren blev vækket til live med en velsmurt rumlen.

...still...how did she know...freak...

Moricia var lige ved at gispe over dusørjægeren. Hvad bildte hun sig ind? Hun både talte grimt og fornærmede dæmonerne i samme åndedrag. Hun fik lyst til at banke hende, eller i det mindste bare prøve. Det ville være det værd. Muligvis.

Hun blev ved med at holde kvindens øjne fast igennem vinduet. "Jeg er ligeglad med hvad dæmonerne gør, jeg interessere mig kun for om du dræber mit folk." Hun lød meget alvorlig, samme tonefald som hun havde ved møder eller når hun skulle kaste en dom over en dæmon, eller et væsen der havde gjort noget det ikke skulle, og derfor havde tiltrukket sig dæmonernes vrede. Det var så også ret ofte det skete.

Hendes hænder begyndte at ryste. Hun blev ikke fanget igen. Hendes øjne blev om muligt endnu mere mørke, men det ville hun nok ikke opdage når natten i forvejen var så mørk. "De kan bare komme an. Næste gang får jeg ikke brug for din hjælp." Hun stak hænderne i lommen på jakken, så hun ikke så at de rystede. Hun ville ikke vise svaghed. Hun hadede virkelig at stå i gæld til nogen...

...soooo close....

Bilens motorlyd døde ud da Procellas fod flyttede sig fra koblingen

"Let me get this straight...dit folk? Hvilket folk er det her du taler om"

Bloody hell...cant you just drive away?!

"Ser du...jeg har sådan en vane med at slå dæmoner ihjel hvorend jeg kommer...mennesker lader jeg gå...så hvis du mener jeg slår din race ihjel..."

Bildøren blev åbnet og Procella begyndte at stige ud igen, denne gang med at farligt og koldt udtryk i øjnene

"...er jeg bange for at du har taget dig selv fra redningslisten, og over på skadedyrslisten..."

Why did she have to talk...now you have to kick her ass...or kill her...for fucks sake...