I mørket er alle katte grå? - Mihael

T: lige efter midnat.
D: irl.
O: ingen mennesker i nærheden.
V: Helt klart, med masser af stjerner.

i mørket er alle katte grå som man siger.. gælder det også for vampyrer?
I hvert fald var vampyren der sad nede ved floden ikke ret grå, hendes korte, pjuskede hår var kulsort, med lange røde striber i, som var næsten usynlige i nattemørket.
hendes hvide skuldre var synlige i den iturevne t-shirt hun bar, og bagfra ville hun nok mere ligne et barn end en næsten 150 år gammel vampyr..
hun var klædt i sorte militærbukser, og et par solide milistøvler, som fik hende til at ligne en grotesk barnesoldat.. men det var før man så hendes øjne.. de var hvide som istapper og rummede viden, og erfaring som igen anden pige på hendes alder ville have.
der i mørket sad hun, tænkte og tænkte, uden nogle lyde i nærheden til at forstyrre hende.. eller var der?
Azair var ikke i godt humør, og hendes tanker strejfede kort, hvad der mon ville ske hvis der var en der kom og forstyrrede hende.. det kunne næsten være sjovt, tænkte hun med et djævelsk smil.

Mihael stod nede ved kanten af floden med lukkede øjne.
Han trak vejret roligt og var faktisk bare rolig.
Han havde stukket sine hænder i lommerne på sine mørke jeans, der udover havde han en hvid skjorte på og bare fødder.
Hans korte, mørke hår strittede lige op i luften.
Snart åbnede han roligt øjnene og lod sine mørke blå øjne kigge sig lidt omkring.
Han havde svagt fornemmet lugten af et eller andet, men han kunne ikke helt bedømme det, sikkert for langt væk fra hvad det nu var.
Han begyndte roligt at gå langs den lille sti, fuldkommen i sine egne tanker.
Han burde nok ligge i seng og sove, men selv det gjorde han sjældent nu, han var simpelthen bare blevet så glad for den fredelig nat efter en travl dag på hospitalet.

Lyden af skridt nåede Azairs ører, og hun kom langsomt på benene. En kølig vind strøg over skoven og legede med hendes hår, mens hun vendte sig mod det sted hun syntes at skridte kom fra.
Endnu var der intet se, men vampyren ville helst være klar når vedkommende kom inden for synsvidde, selv hvis det bare var et menneske. Endnu havde hun ikke talt med så mange her i området, men hun havde fået færten af en hel del magiske væsner.
vinden blæste væk fra Azair og over mod stien, så hun kunne ikke finde ud af hvilket væsen det var, før at vedkommende kom til syne..
- hvem der?
Hendes stemme var blød, med en let syngende accent, som var lidt svær at placere nogle steder. Men selvom hendes stemme var blød var der en skarp kant, kom tydeligt viste at hun ville have et svar.. gerne hurtigt!

Han gik roligt af sted da han pludselig hørte lyden af en blød stemme...og dog, der var en svag kant af noget, noget bestemt på en måde.
Han stoppede op og tøvede lidt, han havde jo svagt lugtet noget og han kunne alligevel ikke helt placere det endnu, dog var det som om den blev stærkere og mere...vampyragtig, hvilket fik ham til at være lidt på vagt.
"Hvem der selv?" sagde han så som svar ud i luften, han ville ikke bare være et evt. offer.

Nu hvor vampyren havde hans stemme at gå efter bevægede hun sig hurtigt ud på stien og hen imod manden.
Et koldt, og temmeligt provokerede smil spillede om hendes røde læber, mens hendes hvide øjne interesseret kiggede rundt, med også med skær af hånlighed. Vampyren som den unge mand ville kunne se var lav, slank og så af udseende, ud til at være omkring de atten år.
- jeg spurgte først..
hendes stemme er bestemt, som hun stopper omkring to meter fra ham.. foreberedt på et angreb, hvis det skulle komme så vidt.

"Well" smilte han og kiggede på skikkelsen et stykke foran sig.
"Jeg er Mihael, skytsengel, 22 år af udseende men 672 år i alt....din tur" smilte han og tog sig ikke af hendes hån eller overlegenhed.
Han studerede hende kort, ikke for at bedømme hende, men for at få et bedre indtryk af hende.
Han var ikke lav, han var faktisk lige så høj som mange andre unge mænd.

- Jeg er Azair.. vampyr.. har været det i 125 år.. så du er engel.. vidste du at jeres blod er det mest delikate man kan få, efter min mening..
Den une vampyrkvinde lænede sig afslappet op af et træ, og så ud til at more sig ganske godt, mens hun så på skytsenglen med et vurderende blik..
- når du nu er skytsengel, render du så rundt og eren slags overjordisk barnepige eller sådan noget?
hun lød oprigtigt interesseret, selvom hånen også var tydelig i hendes stemme.. hendes hvide øjne, hvor kun pupillerne var det eneste der ikke var hvidt, kiggede ind i hans og øjne, med det samme vurderende blik som før. hun prøvede tydeligtvis at finde ud af hvad han var for en, men hun virkede også meget afslappet.. ligeglad med at han var en af himlens skabninger, mens hun selv hørte til helvede..

Han troede ikke på himmel og helved.
Han så lidt på hende
"Ja, det ved jeg faktisk godt" svarede han
"Men det gør mig ikke bange af den grund...Og jeg svare på dine spørgsmål lige så snart du kan spørge mig på en ordentlig måde i stedet for at være så fuld af hån" sagde han roligt som om han hver dag sagde sådan noget, men i virkeligheden var det sjældent.
Han gengældte hendes blik, men hverken på en udfordrende måde eller noget.

- endeligt en engel der ikke ryster i bukserne..
hendes smil havde nu, i stedet for hån, så dril i sig.. hun vidste godt at han sandsynligtvis bare ville ignorere det, men var ligeglad.
- jeg er ikke sikker på at et svar på spørgsmålet er nødvendigt.. men for din skyld skal jeg da nok gentage spørgsmålet.. når du nu er skytsengel, render du så rundt og er en slags overjordisk barnepige, eller sådan noget?
stadigt stod hun afslappet op ad træet, mens den marmor hvide hud i hendes ansigt, og på hendes skuldre og arme, lyste op i mørket som hun ellers næsten gik i et med.
hun vidste ikke helt hvad hun skulle mene om denne her engel.. han virkede så.. passiv..

"well" smilte han
"Det var meget bedre...Nej, det gør jeg ikke" sagde han så lige ud
"Jeg passer på den jeg skal, men jeg hænger heller ikke personen over skulderen hele tiden" han så lidt på hende
"Så burde jeg vel spørge dig om noget lignende, som f.eks. om du drikker blod fra dine ofre hele tiden eller noget lignende, men lader vær da jeg uden mærket ved i gør det" smilte han og ignorerede rigtig nok hendes dril.

- nej, ikke hele tiden.. kun et par gange i døgnet.. eller måske er det hele tiden for væsner der ikke drikker blod.. nå ligemeget.. men spørg du bare..
stadigt smilede hun, selvom det ikke var at se om hun mente det eller ej.. hun rykkede lidt på sig, og fandt en lille kastekniv frem fra en usynlig lomme, mens hun begyndte at jonglere med den, tilsynetladende uden at tænke noget videre over det.. da hun bemærkede det trak hun bare på skuldrene, med ordene:
- et eller andet skal mine hænder holde sig beskæftiget med..

Han løftede sine øjenbryn, da han ikke engang havde kommenteret det at hun stod med en kniv.
"Du er lidt underlig" smilte han, som altid kunne man se han mente det godt, men ellers måtte man tage det som man ville.
Han kiggede igen op mod himlen, noget han gjorde tit lige meget hvor han var.

- er du overrasket? jeg har altid været lidt underlig, men jeg tror ikke at forvandlingen hjalp på det..
denne her gang var hendes smil stort og ægte, og det var som om at det lyste hele hendes ansigt op. stadigt jonglerede hun rundt med kniven, som hun håndterede med en professionel lethed som viste at hun ikke var ny i faget.. hun vidste tydeligtvis hvordan man håndterede knive, selvom det at hun jonglerede med dem, vidnede om en smule mangel på respekt..
- du er den anden jeg kender, der tit kigger op på stjernehimlen.. hvad er der så interessant deroppe?

Han smilte lidt til hende
"Det er nok lidt svært at forstå" sagde han i et lettere drillende tonefald, han var en af dem der havde en tendens til at behandle alle som en slags venner.
"Jeg syntes den giver mig fred" han kiggede op på den igen.
"Om natten er der stjerner og månen, om dagen skyer og sol, om dagen blålig, om natten sort og nogen gange kommer den med mørke skyer som regner ned over os og tordnen" han kiggede lidt på himlen inden han så på hende igen og trak på skuldrene

- det er meget længe siden at jeg har kigget på himlen om dagen.. og jeg prøver ikke.. det vil bare gøre ondt i mine øjne.. til at starte med..
Hun skærer ansigt af irritation over hendes følsomhed overfor dagslys.. og ser så på Mihael igen.. hendes farveløse øjne er svære at læse, selvom de ikke er hånlige længere.. så meget er dog muligt at sige. så, med en hustig bevægelse, et svirp med hendes håndled, og kniven hun stod og jonglerede med for ganske få sekunder siden sad fast i et træ.. kniven sad kun lige inde med spidsen så hun hurtigt kunne trække kniven ud, og et smil spillede om hendes læber.
hun havde ikke mistet sin evne for knivkastning..

Han grinte lidt
"Jeg er svær at skræmme vis det er din hensigt" sagde han
"Jeg fornemmer allerede en mindre kamp, hvem er den førende?" sagde han og så lidt på hende
"hvad med bare at forholde sig roligt, ingen siger vi skal slås bare fordi vores race er forskellig?"

- jeg forholder mig også ret roligt.. men jeg fik bare lyst til at kaste kniven..
hun trak stille på skuldrene, og med et blik på stammen, som kniven sad i, lirkede kniven sig fri og susede tilbage mod vampyren, som fangede den mellem to finge lige inden den ramte hendes ansigt..
- men ja.. jeg gider heller ikke slås i nat.. medmindre jeg selvfølgetligt får en grund til det..
hendes smil var lidt koldt, men ellers bare neutralt.. uden følelser..

//jeg bliver nød til at sige at jeg nu smutter til et rollespils scenarie resten af weekenden, så jeg svarer nok først sent søndag eller mandag :P Vi skives! ^^//

Han grinte lidt, rystede blidt på hoved og vente sig så om og begyndte at gå igen.
"Det er ikke for at være uhøflig, men har svært ved at blive stående det samme sted i længere tid...Vis du vil kan du altid gå med" sagde han over skulderen og gik som altid med hænderne i lommerne.

Vampyren sukkede lidt melodramatisk, men fuldte så efter englen, som om at det var meget hård at gå efter ham. kniven forsvandt ind i en skjult lomme, mens hun kom op på siden af Mihael.
- Men hvad lavede du egentligt herude? det kan godt være at det bare er mig, men jeg synes ikke at det er så tit man møder engle på så mørke, afsides steder?
Azair rettede øjnene mod ham, mens hun gik, og de hvide øjne så interesseret på ham. Hun elskede at stille spørgsmål, samle mere viden.. det var det hun brugte sit evige liv på.. i hvert fald det meste af tiden..

Han smilte og lod blikket glide rundt på sine omgivelser, han kunne godt se hvad hun mente.
"Tja, jeg synes vel bare det er vigtigt at se sig omkring, kende de forskellige steder så man ved hvad folk snakker om" sagde han
"Og finde ud af hvad de laver der så man kan se lidt på hvilke typer de er...Ser du sådanne ting interessere mig meget" sagde han og kun godt høre at han havde levet lidt længe og at han nogenlunde styr på hvad han snakkede om.

- altså nærmest bare udforske området.. javel.. det gør jeg også selv.. meget enda.. jeg nyder også at iaggtage menneskene.. de er utroligt underholdene, som de tosser rundt..
Azair smilede skævt ved tanken om menneskerne der løb forvirret rundt for at nå alt muligt, på arbejde, hjem igen, i butikker.. at de gad..
Vampyren var alt for doven.. undtaget når det kom til jegt.. der nød hun at bruge sin lille smidige krop, og at løbe mens byttets frygt strømmede imod hende.

"Tja" smilte han og gav hende på den måde både ret og uret.
Han så sig lidt omkring