En tur i bjergende [Demetri]

"En aften tur" lød det over for nogen træer, Demetri
stod op af et og månens lys lyste på ham som var det
et spotlys, han smilte lunefuldt til ´denne Dæmon, duften
af blod havde lokket han til at gå en anden vej end den
han ville havde gået, da han skulle jage her oppe efter
nogen mennesker der besteg bjergene eller rettere
nogen unge menensker der lå i telt.

"Tja" sagde han og trak på skulderne, han stod stadig
lænet op af træet som før helt uændret, "Jeg vil bare
ud nu hvor jeg kan" sagde han og kiggede nu ned i jorden
var det gik en næsehornsbille, det var tydeligt for ham at
se selvom det var nat da hans øjne var skabt til natten.
Han duftede ind, "Ja natmad, her dufter iværtigfald"

//sorry er lidt irreteret nu, der kom en dranker og bankede på vors
dør, hun præsenterede sig ikke engang hun sprugte om vi havde øl,
er faktisk pisset sur//


Demetri kiggede ind i hendes øjne, Dæmon hunner og nogen gange så
søde at kigge på syntes han, han slikkede sig i den ene side af munden
så tungen lige stak ud en enkelt gang. " Du dufter iværtigfald lækkert"
sagde han næremst flirtene.

//hm....hvorfor det...og hun kom sku igen e,e//


"Det var da så lidt" sagde han med et slags drenget smil på
sine læber, han kiggede ned på hendes læber hvor der var blod
omkring dem, "Øhm....dine læber....de er fyldt med blod" ikke
fordi det gjorder ham noget nej, men piger havde nogen underlige
idear med at de skulle ligne prinsesser hele tiden.

"Tja...nej det ville jeg ikke, men min fantasi havde da tænkt det"
svarede han og trak på skulderne, han løftede det ene øjenbryn da
hun var kommet tættere på ham, han smilte skævt, "Hvorfor tror du
da det?" spurgte han som var han var en uskyldigt barn dog var der
en undertone af leg i hans stemme.

"Hmhm...." grinte han og kiggede fra hende og ud med usigten over byen,
"Men det sker ikke" i det samme begyndte han at gå mod der var Karina
før havde siddet han stoppede da han stod 2 meter fra kanten, han kiggede
ud på alle de lys der var, han havde afvist hende, leget med hende, lokket
hende til at sige hendes lyst. Men nu viste han at hun var intresseret i ham.

"Hm....på det ydre ja" sagde han og nikkede til hende men
kiggede stadig ikke på hende, slikkede sig over sine tænder,
der var specielt ved hans tænder at han selvfølgelig havde
hugtænder der var lange, men ved siden af dem havde han
et par til der bare var lidt mindre men stadig længere og spidser
end normale tænder, "Hvad dig navn" først nu kiggede han på hende.

"Karina" gentog han og så neutralt på hende, han
sagde ikke noget til det med at hun havde boet her
ikke i så lang tid, men sagde så efter noget tid, "Det
har de fleste ikke" han havde iværtigfald, han vendte sig
mod hende, "Jeg er Demetri" hans stemme fik pluselig agsang
da han sagde sit navn, men havde man lytte bare lidt efter
havde man også hørt at han havde det når han snakkede.

"Tja...." han trak på skulderne, han ville ikke snakke om sine
evner, "Hvad er dine da" sprugte han og hviste ikke om hun
ville svarer, grunden til at Karina nok ikke havde mødt nogen
som ham før var at Demetri var rolig lige nu, ingen væsner
var omkring ham og han havde derfor ikke facaderne oppe
i øjeblikket, men man skulle ikke tage fejl af ham, han var den
værste hvis det var, lige nu var han bare ja som man kaldte det
i menneske verden fredfyldt.

*Så var det derfor hun tøvede med at røre mig* tænkte han
og smilte skummelt 2 sekundter hvor hans ansigt igen blev
det rolig afklarede igen. Han gik over og satte sig ved hendes
side, "Ingen tankelæser har nogen sinde kunne læse mine tanker,
kun når jeg har givet dem lov" hans smil blev mere mystisk.
Nu kunne Karina så hans øjne helt, metalliske grå, lokkende,
smukke, mystiske øjne og alligevel kolde, dyster onde og fuldt
med had og smerte, hvis man så ind under vampyrens skald.

"Min evne er at telekinese" sagde han og trak på skulderne,
Karina viste jo ikke at han var så stærk at han havde 2 evner
men det kunne også være lige meget, han næremst stirrede på
hende efter han havde svaret hende, dog var det ikek rigtig med
vilje da hans lyse øjne nogen gange fik det til at ligne det.

Sten begyndte at flyve omkring dem men Demetri kiggede
stadig bare roligt og indtenst på Karina, imens de fløj, derved
beviste han sin telekinese for hende, han trak på smilebåndet
med et meget meget drenget smil.

//krea er lidt nede//