Forgive me Father...

Dag: Søndag d. 6 november
Tid: Omkring 18
Begivenhed: Ingen
Omgivelser: Få kirkegængere, et par alterdrenge og andet personel. Skriftende folk
Vejrforhold: Typisk vinternat. Råkoldt og blæsende udenfor, uden klar himmel. Indkommende lavtryk fra vest.

Procella pustede den lange glødende træpind ud efter hun havde tændt det lille lys. Et lys midt i et lyshav. Var det ikke en smule ynkeligt? Betød det egentlig noget? Andet end patetisk håndgribeliggørelse af hvor lille man var i verden. Et lys i et lyshav. Og hvor lidt skulle der ikke til at puste et lys ud? Hun prøvede at gøre sine skridt så stille som mulige da hun skridtede op af skibet mod skiftestolen, men med stålforstærkede støvler og en bygning der specifikt var designet til at korets stemmer skulle kunne nå selv de yderste kroge, var det svært at være...graciøs. Der var en grund til at præstefolket gik med lærredssko selv i kirken.

Hendes fingre gled langs de udskårne træmønstre der rammede hver bænkerække ind. Hvor gammel var domkirken? Hvor ufatteligt mange penge havde det taget at bygge den? Hver eneste håndstukne træudskæring? Hver eneste krucifiks belagt med bladguld? Pompøst. Unødvendigt. En svælgen i egen herlighed og med et syn der langsomt var blevet forplumret af grådighed. Kun nogle få vidste endnu hvad det hele handlede om. Vidste at der dagligt var en kamp mellem krafter der vippede på æggen af en kniv. Holdt af en uvidende menneskehed. Hvem var vindere og hvem var tabere?

...ignorance is a bliss...

Tanken var træt. Procella rystede på hovedet med et suk. For en gangs skyld var hun uden vrede. Her, og lige nu var hun bare...træt. Procella satte sig i egne tanker i nærheden af en skriftestol. Lyset viste den var optaget. Man måtte ikke lytte. Det gjorde man bare ikke. For at distrahere sine tanker rejste hun sig og gik langsomt frem og tilbage. En bevægelse ude til siden fik hende til at vende hovedet. Et almindeligt menneske ville aldrig have lagt mærke til det. Blikket. Bevægelsen der ikke var en opfordring, men en ordre. Det jagede blik. Drengen - for han var en dreng - kunne ikke være andet end 12 år. Alligevel kriblede det Procella ned af ryggen da hun som en skygge gled over til sidedøren og fulgte færten.

Hendes fødder førte hende til den gamle krypt. Den del af domkirken der var lukket af for besøgende. Der lugtede fugtigt her. Biskopper og højtstående folk fra svundne tider lå hernede stedt til hvile i deres enorme stenkister, og ville aldrig se indersiden af et hul i jorden. Nogle folk var værd at bevare. Drengen lavede et kort hovedkast. Det var så langt han ville følge hende. Procella stoppede og så efter drengen, da den tynde skikkelse tog flugten op af trappen, og tog lyset med sig. Her var ingen elektricitet. Hun blinkede et par gange med øjnene for at sunde sig og få sit natteblik tilbage. Hun blottede tænderne lydløst da en nervøs stemme nåede hende i mørket

"Reaper...Du må gå. Jeg vil ikke finde mig i blodudgydelser herinde. Du kan ikke blive. Ripper har...du må gå...nu...hun er her...du kan ikke være her samtidig...ikke jer begge...ikke nu..."

Procella knurrede svagt, og lignede samtidig én der var blevet slået i ansigtet

"M-men...vent...her?"

Det eneste svar var tavshed og mørke. Procella snerrede lavmælt. Det var ikke fair. Hvorfor skulle HUN gå? Men man kunne ikke diskutere med logen. Besejret slog hun for en gangs skyld det flammende orange blik ned

"Jeg kommer tilbage...vær vis på dét..."

Hviskede hun bittert ud i mørket. Om det var en trussel eller et løfte vidste hun ikke selv i det øjeblik hun sagde det. Procella vendte rundt på den mørke trappe og begyndte opstigningen. Opgivelsen og ydmygelsen gnavede i den energi vreden havde givet hende. Da hun trådte ud i det oplyste skib igen så hun sig om på en ny måde. Var hun her? Indenfor? Eller ude? Gemte hun sig? Eller var hun vanvittig nok til at være åbenlys i sin bespottelse?

...Breathe...just....breathe...

Da kirkedøren lukkede sig bag den rødhårede pige knap en halv time før var der ingen tegn på noget unaturligt, og heller ikke da hun slog hætte ned var der noget underligt at se. kirken lå helt stille og der var ingen i nærheden, ellers ville hun have kunnet lugte det. Endnu en gang spekulerede hun over hvad i alverden hun lavede i en KIRKE men nåede frem til at hun nok ikke ville finde et svar der ville kunne holde i en af hendes diskussioner med sig selv.. Den eneste grund hun havde var at det var en del af hendes minder om hendes barndom. hendes forældre havde været meget religiøse og religion havde præget en god del af hendes barndom indtil at hun undergik forvandlingen, og selv da havde hun brugt lagt tid på at bede om tilgivelse indtil at hun opgav det, efter et par år.. Gwynnet, hendes skaber, havde altid grinet af hende når hun fandt Wilith foran et kors på knæ bedende om tilgivelse.
På en eller anden måde mindede den gamle kirke hende om Irland og hun begyndte at spekulere på om det måske ikke snart var til til et af hendes mange visit i sit hjemland. Det gave hende altid en varm følelse når hun så det dukke op i horisonten og når hun så sin slægt igennem et vindue en mørk nat så følte hun sig rolig. Hun ville ikke have at de skulle vide hvad hun har og hvem, ikke engang hendes forældre fik det at vide da hun blev forvandlet.. Hun forsvandt bare..

Vinduerne havde altid fascineret hende lige fra hun var lille og som hun gik og beundrede farverne i vinduerne hørte hun døren gå og det eneste hun lige kunne komme på var at gemme sig i skriftestolen.. Det var det eneste oplagte sted hvor hun ikke skulle til at bryde døren. hendes nerver var lidt på højkant, for hun befandt sig trods alt i guds hus med meget vievand, meget tæt på. Med nervøse hænder tændte hun lyset i skriftestolen og satte sig ned. Hun kunne høre en eller anden gå rundt inde i skibet med hårde støvler, var det metal?
Da lyden forsvandt lettede hun lidt på det stykke stof der dækkede for indgangen til skriftestolen og listede sig ud da hun så en skygge forsvinde ned i krybten. Der skulle hun i hvert fald ikke ned, så meget var helt sikkert!
I stedet begyndte hun at gå imod udgangen og trak sin hætte op, selvom hun ikke lige kunne nære sig for at se en sidste gang op på jomfru maria der stod afbilledet på vej ud. Hun så surt på statuen. Hun skulle forstille at være mødre og børns beskytter.. Hvor havde hun været da der var brug for hende!?

Hendes mørkeblå tøj gik næsten i et med de tykke skygger i kirken og hun håbede som en vanvittig på at hun ikke blev opdaget af hvem end, eller hvad, der gik ned i krybten for det kunne ikke være noget der ville hende det godt. Så meget var hun sikker på, og da hun hørte støvlerne komme op i kirken igen løb hun lydløst hen til en søjle som hun gemte sig bag og endte på en eller anden måde lige ved siden af endnu en statue af jomfru maria som hun træt rakte tunge ad. Hun trykkede sig op af søjlen og kiggede ud af øjenkrogen for at se om der var nogen inden for synsfelt..

Tomt? Procellas blik blev en smule forvirret og insisterende som kunne hun ved den blotte vilje tvinge en overnaturlig skabning til at manifestere sig. Tænk hvis det virkede sådan? Hvor ville det være nemt.

Procellas skridt blev en smule tøvende. Hvad nyttede det at storme rundt som en halvgal og jagte sine egne skygger...eller indre dæmoner. Hvad der nu kom først. Logen ville alligevel ikke lade hende tage sig af hvad hun fandt. Ikke her. Ikke indedørs. Hun strøg træt an hånd gennem det løse hår og purrede op i det, imens hun med et suk stoppede op i skibet, og derpå stivnede.

Den dybe indånding havde en let krydret duft med sig. Et lille glimt. De små glimt der altid viste sig i hendes hoved og som satte specielle dufte på hvad hun stødte på. En duft af...grønt. Et glimt af smaragd. Regnvådt græs. En firkløver.

...she is here...

Procella svajede kort. Overvældet af duft, skjulte sanseindtryk der ikke var hendes egne, glimt at ting hun ikke burde se og...underneden...had? Hun greb ud efter noget at støtte sig selv og krympede sig let da træet under hendes fingre gav sig med en knasen

"Damnit...ill pay for that..."

Hviskede hun flovt, og med en grimasse. Frosts penge havde fået ben at gå på allerede før de var i hus. Det startede godt det her...

Et sprødt "krak" fik wilith til at droppe den larmende ting at trække vejret og hun stod nu bare med kroppen trykket op imod søjlen og som mennesker ville sige, med bankende hjerte, bortset fra at hendes hjerte var holdt op med at slå for længe siden. Imens strømmede tankerne rundt i hendes hovede, hvorfor lød der et krak? det måtte betyde at der var noget træ der var brækker, men hvilket og hvorfor? Af en eller anden underlig grund håbede hun ikke at det var noget gammelt og uerstatteligt, selvom hun lidt frygtede det. Der var trods alt nok ikke blevet lavet kopier af alt i kirken dengang den blev lavet.. det ville ellers være dejligt belejligt..
Hun gled rundt omkring søjlen og fik et glimt af kvinden ud af øjenkrogen før at hun forsvandt tilbage til den del af søjlen der var ude af syne for kvinden.
Kvinden lignede en man ikke havde lyst til at møde i en mørk gyde, og ironien i det fik hende til at smile ironisk. Hun ligende ikke en man burde være bange for at møde i en gyde, men hun var højest sandsynligt en del farligere en den kvinde, med flere menneskeliv på samvittigheden. Nå, men nu var ikke tiden til samvittighedsnag og det vidste hun godt. Hvis kvinden kom tættere på ville der ikke gå langtid før at hun kunne ses og hun greb i stedet chancen og listede først om bag den mandshøje Maria statue og derfra videre om til væggen og videre til den næste søjle.

Hendes skridt var komplet lydløse og hun trak ikke vejret en eneste gang mens hun bevægede sig, men hvad, hun var jo praktisk talt død.. Det var ikke noget hun var stolt af at indrømme, men sådan var det. Hun var død for længe siden og alligevel rendte hun rundt i en kirke fuldkommen håndgribelig og ikke ret spøgelsesagtig.. Det ville en del kunne bekræfte hende i..
Hun var næsten nået til næsten nået den næste søjle da hun kom til at sætte foden ned på nogle sten ude fra kirkegården. Hun opdagede det lige i tide og kun en lille lyd kom ud af det mens hun med store forskræmte øjne så ud imod midskibet.. Bare hun ikke havde hørt det! Det måtte hun ikke! Wilith ville ikke i problemer og kvinden her var uden tvivl problemer der bare ventede på at blive sluppet løs.

Procellas lange duster slog let mod hendes læderstøvler imens hun meget langsomt bevægede sig ned af skibet, hele tiden med søgende blik. Hvorfor denne legen kispus? Hvor var hun? At hun var et sted i kirken havde færten afsløret, men HVOR?

Procella var kommet omtrendt en god håndfuld meter bort fra hendes byttes egentlige gemmested da flere ting skete i løbet af brøkdele af sekunder. En knasen - høj som havde det været torden - larmede igennem hendes hoved. I samme splitsekund krummede hendes skikkelse sig halvt sammen og hun snurrede rundt om sig selv i en slags slowmotion, imens hun knurrede dybt i struben - får i næste hjerteslag at kvæle lyden med en meget teatralsk hosten.

En ældre dame og hendes plejer gloede på hende som var hun fra forstanden, og for en sjælden gangs skyld skød en let rødmen op i Procellas kinder. Hun slog sig nærmest forklarende et par gange for brystet imens hun meget halvhjertet prøvede at hoste i noget der kunne maskere den dybe lyd fra hende. Den ældre dame lod til at have købt den allerede - mennesker var meget ivrige efter at bortforklare hvad der ikke var normalt. Plejeren derimod havde lagt en beskyttende arm om den ældre kvinde, som forventede han at Procella ville hoppe på dem om lidt. Hvilket nok ikke var helt forkert...hvis de havde lugtet af bytte.

I can smell you...come out...

Wilith stod stadigt som forstenet op ad væggen og det havde givet et lille sæt i hende da kvinden havde snurret rundt mens hun knurrede. Hun havde en grum ide om hvilken leg de legede nu.. Jæger og bytte og desværre var hun ikke længere jæger. herinde var hun bytte, men hvis hun bare kunne komme uden for så... skulle hun nok tage sig af kvinden. et koldt smil skød over hendes ansigt og hun fortsatte sin langsomme gang langs væggen. Hun følte sig som en form for langsom edderkop der kravlede langs væggen og alligevel også som en flue i et net hvor edderkoppen nok skulle få følt sig frem på et tidspunkt..
Hendes store grønne øjne målte omhyggeligt afstanden til døren og prøvede at finde ud af hvor hurtigt at kvinden kunne være ved døren. Ikke hurtigt nok, håbede hun med det hun havde tænkt sig at prøve nu. Det virkede ret dumt og tankeløst hvis man så på det ovenfra, hun burde have tænkt nærmere over det før at hun gjorde noget i en retning.. Men det gjorde hun ikke, for hun havde altid været en ret impulsiv person.

Hun satte af fra væggen og hendes fødder med de bløde sko trommede øver det flisebelagte gulv imod hendes vej ud, hendes redning. Mens hun løb de få meter gik det op for hende at hun nok burde have tænkt på om kvinden havde en pistol og hun drejede uroligt hovedet og så på kvinden med store øjne. Hvis hun havde virker som en trussel før så var det et overraskende syn. Pigen der løb imod døren var nok omkring 16 år gammel og så ud til at være bange.. ikke den store trussel. der var intet unormalt ved hende når man lige så på hende.. Det var også lidt meningen, med det hele.. Havde hun lignet et eller andet fra helvedets forgård havde hun nok ikke overlevet i 300 år..

Reaper vidste hvordan byttet så ud. Ca. Lugten afslørede køn, højde, tøjmateriale, race, hygiejnestandart, og underneden et væld af anden information der ikke var vigtigt på et bevidst niveau, men som alt sammen hjalp hende til at udføre sin opgave med dødelig præcision. Da skriget flåede igennem hendes hjerne vaklede hun et par skridt og blinkede smertenståre ud af øjnene.

KNOW HER! WE KNOW HER! THE LITTLE RED WITCH! KILL HER!

Procella gispede efter luft og vaklede fremefter med et flammende gult blik der svømmede

"Micha...ikke nu...please..."

Procella stønnede da hun kunne mærke de mentale klør lige bag sine øjne. Lange fingre der flåede og rev. Billederne væltede ind over hende som en syndflod

Døren til huset blev flået op. Den unge pige blev kastet ind i armene på faderen. Det røde hår. De grønne øjne. Gem hende...gem hende...Råbende uden for døren. Den lille røde heks. Den eneste giftemodne pige der aldrig var blevet gift. Og nu var herremanden død efter at have lagt øjne på hende...hekse blev brændt...hvorfor havde han gemt hende her?

Den grædende rødhårede pige kom i fokus da den lille pige vendte sit hoved.

Get her out of here! You made a deal with the devil! No devils child is welcome here McRian! Not even yours!

But? she didnt look like a devil? Bare en skræmt lille pige? Med store grønne øjne...og flammende rødt hår...

Procella satte farten op, og alligevel tøvede hun. Billederne i hendes hoved. Pigens blik. Det var det samme blik som nu. Kun manglede de paniske tåre på hendes kinder.

Hun gik i stå ved døren da hun før første gang fik set ordenligt på grunden til at hun løb. Kvinden var høj, mørkhåret og tydeligvis vant til at slås og Wilith mindedes ikke at have set hende før. men et eller andet i hende genkendte kvinden og hun så grundigere på hende.
Der var altså et eller andet, men da minderne ikke gav hende nogen hjælp måtte hun kassere den ide!. Hun kendte altså ikke kvinden! så hvorfor løb hun ikke!? spurgte en fornuftig og tør stemme.
Det satte gang i hende igen og hun satte i fuld forspring ud af døren og ud på kirkegården. Kvinden var jæger, ingen tvivl om det, men Wilith begyndte bare at spørge sig selv om hvorfor at hun ikke var blevet nød til at dukke sig for kugler.. Det plejede da at være omkring det her tidspunkt.. Når jægeren ikke rigtigt kunne følge med længere..
Wilith smilede koldt, indtil nervøsiteten fik hendes smil til at krakelere og så snart hun nåede uden for kirken gav hun sig til at kravle op ad væggen, som en edderkop. Med lidt hjælp fra magi og et langt spring var hun næsten nået op til taget da døren blev åbnet og hun vidste at jægeren snart ville være ude.

Da hun hev sig op på taget og så ned på imod døren kom hun pludseligt i tanke om hvad hun havde set.. De gule øjne, der var noget med dem.. De var ikke menneskelige, og hun huskede noget for lang, lang tid siden.. Noget med en masse råb og angst og had der strømmede imod hende.. et eneste ord strømmede ud af mindet og det var hendes efternavn.. Hun gav ikke sit efternavn ud, det var noget personligt for hende, de eneste hun regnede med kendte det var hendes familie. Hun havde skiftet navne så mange gange igennem tiden så hendes rigtige navn var privat.. men mindet.. Hun kunne ikke beskrive det nærmere for det lå så langt inde i rækken af minder som ikke skulle huskes.. men et eller andet havde fået hende til at huske igen..
Hvad var der så specielt ved hende, denne jæger? Og hvorfor kunne hun føle den næsten sanseløse rædsel fra mindet, selvom hun ikke ville. Hun havde brugt hele sit liv som udød på at glemme det og så fik et par øjne hende til at huske.. Ikke godt, det betød at noget ikke var som det skulle og det var ikke noget hun brød sig om.
Hun hviskede ud i luften, så lavt at et menneske ikke ville kunne høre det, for at afprøve om jægeren kunne høre det.. Kunne hun det var hun ikke et menneske og så skulle der tages forholdsregler..
"Hvorfor får du mig til at huske?"

FIND HER! FIND HER! KILL HER! GO FIND HER! WHAT ARE YOU WATING FOR?!

Procella bragede ud af den tunge kirkedør, vaklende som var hun fuld. Skrigende i hendes hoved, truede med at frarøve hende forstanden. Hendes mave lavede en protesterende krampagtig bevægelse, og den sure smag af galde steg hende op i munden.

"Micha...kan du være stille...bare...et sekund..."

Tiggede hun bedende og trak vejret dybt et par gange, og vaklede nogle skridt bort fra det gyldne lys fra kirken. De store tunge dobbeltdøre faldt i et sted bag hende, og i ekkoet fra deres rungen var der noget. En hvisken?

Procella snurrede rundt om sig selv og så søgende rundt. Hendes tanker gik ikke i dette øjeblik til at tænke opad. Det var ikke logisk. Langsomt begyndte hun at bevæge sig langs domkirkens ydermur. Søgende. Natteluften var skarp. Vintervejr. Men tågen og fugten lagde en dæmper på det hele. Det blev muflet og det gjorde hende paranoid. Det var som en hund man puttede en sæk over hovedet på - og Procella brød sig ikke om det!

Okay, kvinden havde med sikkerhed hørt hende, at dømme efter hendes forvirrede blik rundt, men hun stolede vist ikke på instinktet der sagde hende at kigge op ad, hvilket var et helt for den unge vampyr, for hun havde nysgerrigt lænet ud od over taget for at følge med i hvad der skete..
Faktisk havde hun lænet sig lidt for langt ud over for da et hårdt vindstød ramte hende i nakken fik hun overbalance og så trimlede hun overraskende uelegant ud fra taget og faldt de mange meter ned fra taget. hun nåede ikke at tænke over at tage fra med hendes gave før at hun ramte jorden med en smertefuld knæk lyd og hun lå og så op i tågen over hende. Hendes skulder gjorde enormt ondt og hun kunne allerede mærke at den var begyndt at hele, men om den helede rigtigt var ikke til at sige. Hun kæmpede sig hurtigt op og kom på benene, hvorefter at hun humpede over til et træ.
I skyggen af det kneb hun øjnende sammen og spændt kæberne hårdt før at hun med en hånd fik skubbet den næsten helede skulder på plads igen. Hun havde lyst til at skrige men kun et hulk kom over sammenbidte tænder og smerten pulserede igennem hende.
Måske var hun død, men det at brække en skulder gjorde lige så ondt på hende som på alle andre, forskellen var bare at fordi hendes helede så hurtigt voksede det sammen forkert hvis hun ikke passede på og så var hun jo bare nød til at brække det igen.

Hun åbnede langsomt øjnene da det værste var overstået og lænede sig imod træet mens hun undrede sig over at hun ikke længere kunne høre nogle skridt i grusset ved kirken. Måske var kvinden væk, men hvornår havde hun sidst været så heldig? Sidste gang var.. nå jo.. aldrig!
Hun var klodset, selvom det var meningen at vampyrer skulle være yndefulde og hun havde næsten aldrig heldet med sig i sådanne situationer. Der var bare ikke noget at gøre, hun kom altid galt afsted, bortset fra når hun stod på en scene, men desværre kunne hun ikke bare synge sig ud af dette her.
Uvist at hvilken årsag begyndte hun at nynne en irsk børnesang som hendes forældre havde sunget for hende som lille, den distraherede hende i hvert fald fra hendes stadigt dunkende arm.

Et slag mod Wiliths skulderblad fik hendes krop til at dreje rundt. Det var ikke et hårdt slag. Procella ville bare se hende i øjnene.

"No...you dont get to do that...you dont get to sing like that anymore"

Sagde hun langsomt og mørkt. Der var stille i hendes hoved nu. Vidunderligt og skræmmende stille. Indtil hun åbnede munden for at sige noget igen. Stemmen der kom ud af hendes mund var lysere. Blidere. Mere...barnlig.

"When Irish eyes are smiling,
Sure, 'tis like the morn in Spring.
In the lilt of Irish laughter
You can hear the angels sing.
When Irish hearts are happy,
All the world seems bright and gay.
And when Irish eyes are smiling,
Sure, they steal your heart away.

But you dont anymore do you...you do not have a heart...little...red...witch..."

Procella blinkede et par gange med øjnene. Vrede flammede op inde bag dem

Are you gonna let me do this or not? Leave! Let me do my job!

En lavmælt dyb knurren rumlede svagt i hendes hals imens hun betragtede den lille rødhårede pige foran hende.

Smerten i skulderen da slaget ramte fik hende til at gispe og hun snurrede rundt. Godt nok var det ikke et hårdt slag, men mens skulderen helede gjorde det nøjagtigt lige så ondt i den som på noget menneske.. Bare på samme tid, i stedet for igennem flere uger.
Og så stod hun overfor jægeren og havde hendes hjerte stadigt slået havde hun ikke været i tvivl om at det ville have stoppet af bare overraskelse.
Kvindens ord afslørede en svag accent, synes hun at høre og det var en accent hun også selv længe havde kæmpet med og havde været så svær at få af..
"I sing whatever i want to, hunter.."
Vampyren bakkede overrasket et par skridt tilbage da hun hørte sangen. Det var en meget gammel irsk sang som folk også havde sunget på hendes tid. Hvis kvinden kendte den måtte hun være fra Irland, eller havde boet der i lang tid..
"I stille have a heart, but you dont.. 'cause if you had, you wouldn't be killing the angels..!"

De sidste tre ord fik hende til at gå endnu længere tilbage og hendes øjne var spærret op i chok for de tre ord satte et jordskred af minder igang i hende. Den nat som hun ville glemme.. da de kom efter hende og de råbte efter hende, kaldte hende en heks. Hvordan kunne hun vide det! Alle der vidste det var for længst døde!
Men kvinden vidste det?
"Lad være med at kalde mig det! Det var jo ikke med vilje!"
Den irske accent var tilbage i hendes sprog, som den var hver gang hun blev rigtigt sur. hvis kvinden vidste det med heksen, hvad vidste hun så ellers!?

Procella slog klik med tungen. En lille overbærende lyd

"Sweetheart. If angels is down here, they definitely took a wrongturn somewhere. Im just helping pack their suitcases"

Procella fulgte den lille piges tilbagetog

Dont let her get away...dont...

"The road to hell is bricked with good intentions...luckily...for me...there is redemption to sind. I still have a soul missy...witch brings us back to the pending problem"

Procella flippede lynlåsen på dusteren ned imens hun blev ved med at følge pigen. Hendes fingerspidser gled indenfor og hen over hendes våben. Nej ikke taseren. Den ville bare være til grin her. Pistolen...ville sætte hende ud af legen for en stund, men var i længden ikke effektiv nok. Dér...

Procellas fingre lukkede sig om sølvskaftet. Det var et delvist omsmeltet keltisk kors. Hendes fingre genkendte filigranmønsteret den hellige treenighed...trekløveret, og enden af korset? Naturligvis smedet til en perfekt pæl der kunne gennembore det ikke-bankende hjerte.

Reap her! Come on!

Hun bandede irriteret og blev ved med at bakke, helt ud i de stråler som månen sendte ned over kirkegården og hun kneb øjnene sammen imod jægeren. Hvordan kunne kvinden vide noget om det? om hendes fortid? hun ville vide det, og helst før at hun skulle dø. Kvinden her virkede ikke som en der ville blive let st slippe fra, eller endda besejre.
"Hvordan ved du noget om min fortid og hvad ved du? bare før du driver den der stage igennem mit hjerte.. Jeg vil gerne have et reelt svar."
Hun var stoppet med at bakke og stod nu bare og ventede på kvinden. hendes skulder virkede til at være i orden igen men hun undlod at trække den for hun frygtede at for mange bevægelser ville ødelægge hendes mulighed for at få svar..

Wilith havde besluttet sig for at få et svar på sit spørgsmål selv hvis det betød at hun skulle spiddes på en stage. Dog var hun sikker på at hun kunne ændre stagens indgangspunktet lige nok til at den ikke ville ramme hjertet. Det ville gøre vanvittigt ondt, men hun ville ikke dø og hun ville få et svar som hun var så desperat efter. Hun ville ikke gå herfra uden at have fået et svar. Dels var hun nysgerrig og dels kunne hun ikke rigtigt lide at en dusørjæger kendte til hende men at hun ikke vidste hvad dusørjægeren vidste..

Procellas knurren blev dybere. Til gengæld virkede hun mere...irritabel. Kunne hun ikke bare løbe? Løbe eller slås? Hvorfor skulle hun tale så meget?

Dont think! Just do! Reap her! Rea....oh....look...the moon...moonchild...pretty child...

Procella stivnede og skævede mod den disede nattehimmel. Tågen fra havet lagde et let og flyvs slør over jorden der blev hvirvlet let op omkring hendes stålbeslåede støvler

"...for fucks sake..."

Bandede hun lavmælt, da hun mærkede noget trække i sig bag sine øjne

-Daddy...why did McRian give his girl away to that woman?
- I dont know love...but she is the devil
- but daddy...she was his little girl...why?
- I-i dont know love...i dont know...

En hulken...stærke arme der holdt om hende og vuggede hende. Og en lugt af regn...

"I DONT KNOW...."

Procella skreg det ud og de ravgule øjne flammede op. Stagen prikkede ind under den rødhårede piges hage, hårdt nok til at den skære hud blev presset indefter, men ikke nok til at der gik hul. Procellas hånd dirrede let

"Who...the HELL are you? You pissed her off...bigtime...and that makes me....very...angry...WHO are you?!"

Wilith stod stille som en støtte og så bare ind i de gule øjne mens hun af al kraft holdt sine naturlige instinkter tilbage. De sagde "angrib", men hun ville vente. hun ville vide og nu hvor hun virkede til at være kommet under huden på kvinden så ville hun ikke give nok.
Hun holdt et kort øjeblik på med at trække vejret på grund af stagen der prikkede hende i halsen, men trak så vejret dybt ind da kvinden ville have et svar.. Hun besluttede sig hurtigt for at fortælle hende sit rigtige navn, for hun kendte det nok allerede..
"Jeg er Victoria McRian, og hvem er du?"
Et eller andet sted forventede hun en reaktion på det, det var meget sjældent at hun fortalte nogen sit rigtige navn, men med vampyrjægeren her.. Hun vidste allerede så meget så måske kunne navnet, det rigtige, få hende til at fortælle noget..

Hun kunne høre det voldsomme hjerteslag i kvindens bryst og vidste at hun var vred som hun sagde og måske også lidt urolig. Hun var ikke sikker, men kvindens hånd rystede også ligegyldig hvad grunden var og det begyndte at gøre hende urolig. Men så på den anden side, det viste bare at hun ikke var i ligevægt længere og derfor ikke var i stand til koldblodigt at gøre det af med hende.. det var da altid noget..
Så kom i tanke om at kvinden havde sagt noget underligt. Hun havde pisset en af, men hvem var det hun havde gjort så sur.. Altså der var sikkert mange hun havde gjort sure igennem tiden, men hvem kunne det være denne gang..
"hvem er det jeg har pisset af? Hvis jeg vidste kunne jeg måske endda svare på spørgsmålet.."
Hun så koldt op på kvinden og lignede næsten jægerens diametrale modsætning, kold, rolig med grønne øjne og hænder der han roligt ned ad hendes side. Hun var ike speciel bekymret, selvom hun nok burde være det..

//beklager de langsomme svar.. er til fødselsdag:P//

(AJ DIN NØRD! du skal da ikke rollespille når du er til fødselsdag XD erhm...med mindre den er røvsyg that is Xp )

Presset fra stagen under Victorias hage lettede. Den var stadig parat til stød, men Procella trak sig et halvt skridt tilbage. Hun gned sig kraftigt i panden med den fri hånd

"McRian? Jeg kender dig ikke...men jeg kender...dig...thi stille...hold op med at tale...bare...hold mund...hun er stille nu...og jeg kan..."

Procellas blik havde været forpind, hendes stemme jaget, hendes krop krøbet let sammen som en hund for et slag. Nu rettede hun sig og smilet var koldt.

"..jeg kan være den jeg er...nogen sidste synder at bekende før jeg føre dig sammen med hvad end afgud du ønsker at blive sendt til? McRian?"

Der var vitterligt ingen genkendelse i jægerens ansigt, men ved lyden af navnet var der...noget...der bevægede sig inde bag de rovdyrgule øjne

"Du kan huske et eller andet. jeg kan se det!"
Victoria, eller Wilith stod med sammenknebne øjne og så på kvinden. Der var et eller andet. Hun havde sagt noget underligt, som om at der var en anden der snakkede inden i hendes hoved. Måske var det den der vidste noget, måske var det igennem den hun fik sin viden!
"Jeg tror desværre at den katolske gud opgav mig for nogle hundrede år siden.. jeg prøvede ellers.. Nå ligegyldigt... Forresten, jeg har ingen planer om at ligge mig før at jeg har fået hvad jeg bad om at få at vide: altså hvad du ved om mig.."
hun var forberedt på et angreb, for det virkede som om at det underlige anfald før havde fået hende til at blive hård igen.. Men hun var ligeglad. Hun ville ikke dø før at hun havde fået hvad hun kom efter.. Hun vidste hvad hun skulle gøre hvis kvinden angreb og inde i hende var den opsamlede kraft klar til at blive udløst.. Hun kunne være væk i løbet af sekunder, hurtigere end jægeren ville kunne nå at kaste stagen..

Hun stod stadigt med armene ned ad siden, tilsyneladende afslappet men inde i hende herskede kaos og magi summede i hendes krop, og fik det til at prikke i hendes fingerspidser.
Hvis det kom til det havde hun ingen planer om at dø uden kamp, for anden gang. Sidste gang havde hun ikke kunne gøre noget ved det men denne gang var hun stærkede, meget stærkere og viljen til at overleve var lige så stærk som dengang. Ingen skulle få hende ned at ligge uden kamp, heller ikke denne vampyrjæger.
Hun stolede nemlig ikke et øjeblik på at hun ville få sandheden trukket ad af jægeren ligegyldig hvad hun sagde eller gjorde.

Procella fnøs

"Yeah right...den klassiske superheltemonolog hvor du får mig til at give min livshistorie så ville kan sidde og græde imens skurken stikker af eller får overtaget...you gotta lay off the bad movies..."

Procella fingerede et angreb mod Victorias hals. Hun blev nødt til at teste den unge pige. Se hvilke slags reflekser hun var oppe imod. Eller om hun skulle lege med endnu en fugle-panter-blodsuger.

This island...its gonna get me killed...

Et eller andet sted beklagede Procella den her situation. Hun var jæger. Hun kunne ikke lade Victoria leve. Eller...forblive død. Det var hendes faste overbevisning at hun var igang med at redde hvad end lille del af den engang grønøjede irske pige der måske var tilbage. Men hun var også ærgelig. Mest over den gåde hun udgjorde. Hvorfor havde stemmen reageret så kraftigt? Så længe disen var tæt og de var i det åbne var hun nogenlunde skærmet. Hun stadig høre små hviskende lyde og noget der bevægede sig - men så længe skadedyret holdt mund, blev hun ikke provokeret. Jagten lagde en dæmper på det hele. Hun vidste hun skulle være stille når Reaper tog over. Der var ikke plads til distraktioner - den slags døde man af.

"Din livshistorie kan du få lov til at beholde.. hvad der interesserer mig er hvad du kender til min.."
Hun bukkede sig ned i knæ så stagen susede over hendes hoved og hun så med et løftet øjenbryn på kvinden. Det virkede ikke som et reelt angreb på en eller anden måde, så hun ville ikke bruge sine kræfter på dette her.. ikke endnu..
Men alligevel blev et eller anden irriteret inde i hende måtte hun formode efter det kraftige vindstød der ramte jægeren og vampyren. Hun ville nok se mere eller mindre overrasket ud for hun havde ikke regnet med et vindstød som ikke var på grund af hende. Eller hun vidste jo ikke om det var på grund af hende..
Det spredte tågen omkring dem og ved kirkedøren kunne man se den gamle dame og hendes hjælper komme ud af kirken og langsomt fortsætte over kirkegården, men hun vendte sig ikke om.. deres hjerteslag var nok for hende, for det gjorde hende i stand til at lokalisere dem, selvom de næsten var uden for hendes rækkevidde.

Efter at have undveget slaget bevægede hun sig igen ikke og stod bare roligt mens hun så på kvinden. Det var meget unaturligt for hende at opføre sig så roligt, men hun kunne se at det virkede så hun så ingen grund til at ændre på det. Og derudover var dette vigtigt for hende og så kunne hun godt styre sin naturlige rastløshed. Det var ret sjældent at det skete så de fleste der kendte hende ville nok undre sig og spekulere over om det overhovedet var hende..
Hendes mørkegrønne øjne så stadigt bare på kvinden, men selvom de var rolige så de absolut ikke døde ud. De var kolde, men fyldt med små bevægelser og i månens lys glimtede de som døde øjne ikke kan.

Det iskolde vindstød flåede op i hendes lange mørke hår. De gule øjne var fæstnet på hvad der var vigtigt. Vinden var ikke nok til at få gang i den lange duster. Den var for tung. Vinden overraskede hende ikke som sådan - det måtte være en af de her underlige kastevinde på øen. Men den generede hende. Uanset hvor lidt i ubalance den gjorde hende, så var det pivkoldt. Det gav en kuldefaktor svarende til mange frostgrader, og Procella var ikke ligefrem klædt i termotøj.

"dont even think about it..."

En knurren begyndte at rumle i hendes hals. Hvis det var meningen at dræberen ville tvinge hende til at gå fuldblods Chuck Norris på hende for at forhindre hende i at dræbe de mennesker hun kunne lugte, så var det der de måtte hen. Hun ville dog foretrække at det ikke kom dertil.

Fast child...moon child...our child...

Procella blottede tænderne i en snerren. Tænder der var lidt for skarpe til at være menneskelige. Hun så månens genskær i de grønne øjne. disen flimrede hen over den i tykke og tynde klatter. Hvis bare hun kunne nå...

Hun rettede et lynsnart angreb mod den unge piges miderregion. Af en eller anden grund synes maver altid at være svagt beskyttede, og folk forventede de sjældent. Film...det var altid hovedet eller hjertet. Procella havde ingen grund til teatralske rene og pæne scener. Her gjaldt liv og død. Så hvis nødvendigheden krævede at den lille rotte blev blandet med jorden omkring dem...man kunne altid rydde op bagefter.

wilith så forvirret på kvinden, men opdagede så hvad hun mente og begyndte næsten at grine, selvom tidspunktet nok ikke var det rette.. Men helt ærligt, de to.. nej for satan, hvorfor dog tage den gamle dame hvis hun kunne finde sig en person, ung og levende og glad.. De smagte altså langt bedre.
"Virkelig? troede du at jeg ville tage dem? Den gamle?"
Igen var hendes ene øjenbryn hævet op i en undrende og næsten vantro grimasse. Godt nok var hun vampyr, men det betød altså ikke at hun bare tog til takke med hvad som helst, bare det var blod.. Hun kunne tage hvad hun ville have, så hvorfor skulle hun dog tage en gammel dame.. Det var som at vælge det kød der kom fra en gammel ko, sejt og senet.. ikke hendes smag.

Snart fik hun andet at tænke på da kvinden angreb.. Hendes tænder? de var så skarpe? dem plejede mennesker sgu da ikke at have? Det bestyrkede bare anelsen, kvinden var ikke menneske, men hun lugtede jo af dem? Hun kastede sig stadigt rimeligt elegant til siden og stagen fik kun fat i noget stof fra hendes hættetrøje, hvilket fik hende til at se surt på kvinden.
tøj kostede også penge og selvom hun havde arven fra hendes skaber så ville hun undgå at tage hul på dem, for det ville give hende en følelse at være afhængig af Gwynnet igen.. Og det havde hun ikke lyst til.. Det havde hun været igennem et mere end et århundrede og det var alt for lang tid efter hendes mening.

Procella smilede tilfreds ved lyden af stof der blev flået. Hun var ikke usårlig. Hun skottede til tippen på stagen og sukkede. Ikke rigtigt bid endnu.

"Jeg opgav for mange år siden forsøget på at sætte mig ind i så afsporet en tankegang det må kræve at kunne leve et liv hvor familie og venner er noget man æder"

Fnøs hun foragteligt

"Hvem ved hvad der smager godt for dig? Tænk det kunne være det smagte rent. Uden stoffer og alkohol...hvad fanden ved jeg...jeg har det ikke med at æde menneske til frokost...jeg nøjes med en burrito"

Hvor kamptrænet var hun? Eller kørte hun det hele på instinkter? Procella tog en rask beslutning. Det ville afsløre Victoria hvis hun var kamptrænet - men samtidig sætte hende selv i en lidt prikær situation.

Procella dukkede en smule ned og sparkede hårdt ud efter Victorias knæskal - et spark som hvis ramte ville være nok til at knuse knogler på et alment menneske, grundet stålforstærkningen. Samtdig stødte hun op mod Victorias bryst med stagen. Det var et godt move. Til gengæld lod det hende i en stilling hvor hun var lettere ude af balance. Det var en satsning...men var det egentlig ikke altid det når man legede med de overnaturlige magter?

and THIS is why we need a doggie....

"Hvis du tænker så dårligt om os, forstår jeg godt at du ikke kan sætte dig ind i det.."
Hun orkede næsten ikke at benægte alle hendes påstande om vampyrers dårlige spisevaner for kvinden havde tydeligvis besluttet sig for hvad hun mente og det ville nok ikke være muligt at rykke ved den mening.
"Du har besluttet dig for hvad du synes om os, så jeg ville nok ikke kunne rykke ved din mening hvis jeg prøve....."
Det var lige der at jægeren sparkede ud efter hende og hun kastede sig ikke lige elegant til den ene side for at undgå angrebene. Hendes knæskal var dog blevet snittet og hun vrængede irriteret ansigt da hendes ben ikke reagerede som hun ville have det til. Wilith var ikke sikker på at kvinden havde indset det, men lige nu var det hende der var den primitive..

Alligevel gik der kun et blink med øjet før at hun stod ved kvindens side og havde skubbet til hende med et let puf, bare nok til at skubbe hende mere ud af balance end hun allerede var og for at vise at hun kunne havde skadet kvinden der, men valgte at lade være. Hun bakkede derefter bare tilbage.
"Jeg vil bare vide hvad du ved om mig.."
Hun begyndte så småt at blive irriteret, og så med rynkede øjenbryn på kvinden. hvorfor kunne hun ikke bare lade være med at blive så voldelig. det mindede hende på en eller anden måde om hendes egen tid hvor hun havde et hundrede år langt voldsanfald..

Fast...but not a soldier...good to know

Procella fangede sin egen balance på den fri hånd og stødte tilbage så hun kom op og sidde på hug. Hendes blik på Victoria var vurderende. Hun havde egentlig forventet at måtte bløde for sit eksperiment, bare lidt. Men...ikke så meget som en hudafskrabning? Hvad var der med hende her?

"Whats your game freakazoid? Du går i kirke, men har ingen sjæl at redde stumperne af. Du får det til at lyde som om du ikke har menneskeliv på samvittigheden, og luften omkring dig stinker af blod...nej ikke bogstaveligt"

Kom hun vampyren i forkøbet

"You wanner talk? Then talk...whats your deal...hvorfor er du her?"

Are you scared? A scared girl? A little child? She looks like a child. She is not a child. We where not children...reap her...you are a reaper...kill her...take her...eat her...

Procella bed sig hårdt i kinden for at tvinge stemmen tilbage et sted hvor hun kunne tænke. En let smag af metal bredte sig på hendes tunge. Det her gik åbenlyst ikke.